Alle os med liv

Stuck On You

2012-01-23T22:41:00.000+01:00

Denne weekend blev weekenden hvor jeg blev færdig med at spartle, slibe og male stuk i køkkenet. Det er efterhånden måneder siden at det kom op, men så har det ligesom bare hængt der og grinet af mig og set sådan her ud:

Men i weekenden tog fanden ved mig, og arbejdstøjet op stilladset blev fundet frem, og så var det ellers bare i krig med gipspuds, sandpapir, fugemasse og maling. Hvis man ikke er detaljenørd nok til at se det på de små fotos, så klik på billederne og bemærk forskellen.

Jeg var rigtig heldig, og vedholdende, da jeg besluttede mig for at finde 'rigtig' stuk, altså i gips. På dba.dk fandt jeg en annonce, hvor jeg kunne købe denne kraftige stuk for 50,- meteren... Mangler kun rosetter i loftet, og en 'kasse' omkring emhætteaftrækket, så er køkkenet færdigt... altså bortset fra at der mangler fliser rundt langs med bordet. Og en dør ud til haven i stedet for det store vindue. Men næsten færdigt!

We Are The World

2012-01-23T21:22:00.002+01:00

Blogland er jo et digitalt landskab, hvor man skulle gå ud fra at de fleste skabninger blev i det virtuelle rum. Men takket være mine læsere bliver tirsdag d. 31.1.12 en stor dag i Malawi. Den dag får jeg nemlig udbetalt 650,- fra Blogland, som er øremærket til mursten, drikkevand og malariavaccinationer.

Jeg vælter mig ikke i penge, og jeg yder nødhjælp i det lokale ved at sørge for mad på bordet til min familie på 6 personer, samt at betale skat af min indkomst og dermed bidrage til at holde hjulene i gang i landet her. Men med min blog er der opstået en mulighed for at skabe en uventet indtægt, og det skal komme til gavn i det fjerne, der hvor jeg hjælper for sjældent, fordi det ikke er tæt nok på.

Så derfor har jeg dederpisseirriterendebannere. Dit klik hjælper mig med at hjælpe dem. Og faktisk bliver jeg så glad ved tanken, at jeg lover, at jeg næste gang grænsen for udbetalinger (600) nåes, så dobler jeg beløbet via et kæmpeklik i min netbank. Første gang tog det ca. 8 måneder. Hvor lang tid mon det tager 2. gang?

Jeg lover at lave et indlæg hvor jeg gør op hvad 650 kr. kan gøre i Malawi, når jeg har fået pengene udbetalt og investeret.

Money For Nothing

2012-01-22T22:03:00.000+01:00

Det der reality-TV, det er ved at tabe min interesse. Jeg synes at talentshows mm. afløser hinanden unden den store variation.

Men her er en idé som TV3 eller andre kan tage op uden at yde mig et stort vederlag. Et musikshow, hvor totalukendte danskere hver får tre etablerede kunstnere, som de skal sætte til at synge uvante genre.

Hvad ville du siger til at se TV2 opføre "Himmelhunden", eller Rasmus Seebach synge opera?

Hvad med Kim Larsen der synger "Momentet", eller Niarn synge "Mormors kolonihavehus"?

Hvem ville du gerne høre opføre hvad?

Got A Right To Be Wrong

2012-01-19T21:36:00.002+01:00

Og det har resten af verden også.

HAHAHA, jeg fik/får ret!

Og for at forstå det skal man nok læse det her indlæg.

Men allerede i september 2009, var Overblikket langt ude i fremtiden.

Crazy

2012-01-19T21:19:00.000+01:00

Jan Trøjborg og Anders Balle, indflydelsesrige mænd, med folkeskolen som deres revir.

Den ene er formand for kommunernes landsforening, mens den anden er formand for skolelederne, og de klapper begge i hænderne over skolelukninger, effektivisering og kvalitetssikring. Men fra virkelighedens verden kan vi snildt oversætte de flotte ord med kvantitet, kvantitet og kvantitet. Deres mission tager udgangspunkt i disse bekymringer:

Hvor få skoler kan vi klare os med?

Hvor mange elever kan vi stampe ind i et klasselokale?

Hvor kort tid kan lærerne forberede sig?

Hvor meget kan de undervise?

Hvor billigt kan det gøres?

Hvordan måler vi om vi får nok for pengene?

Men det lægges ikke ud til debat, det analyseres af eksperter og dikteres derefter fra toppen af elfenbenstårnet. Dem der skal udføre, behøver man ikke at høre.

Hvis tankegangen var anderledes, præget af tillid til lærerne og fokus på kvalitet, så ville spørgsmålene være anderledes:

Hvad skal der til, for at børnene lærer det de skal?

Hvordan sikrer vi, at alle børn får det de har brug for?

Hvilken undervisning bør præge fremtidens skole?

Hvilke aktuelle problematikker findes der i skolen?

Og så ville det klæde de herre med tillid til at inddrage dem der skal løse opgaven i udarbejdelsen af løsninger. De har trods alt selv ansvaret for at have ansat dem! I virkeligheden kan deres manglende tillid til lærernes evner til at løse opgaven falde tilbage på deres egen evne til at ansætte de rette skoleledere og lærere.

Årsagen til at lærerne ikke reelt inddrages i løsningsforslagene, er at de ikke kan formulere store forkromede universalløsninger, som en kommune kan krænge ned over alle kommunens skoler. De er for forankrede i det lokale til at kunne tænke generelle løsninger. Hvilket netop er sagens kerne; problemstillingerne på de enkelte skoler er så forskellige og komplekse, at løsningerne også er nødt til at være meget differentierede. Det kan regnedrengene bag de lukkede døre ikke rumme, så de udgyder det ene direktiv efter det andet, f.eks. en kanon, eller kommunale værdier og principper, som ser flot ud på skrift, men som i det virkelige liv ikke har gennemslagskraft eller effekt lokalt.

Deres seneste genistreg er et forslag om at lærerne bare underviser én time mere om ugen! Genialt, hvorfor mon vi ikke har tænkt på det noget før? Jan Trøjborg har kigget på kuglerammen og skønner at det giver 880 millioner lige ned i statskassen!

Jamen ring dog til Thor Möger og Helle Thorning Smidt, her kan da lukkes huller i statskassen. Hvorfor så beskeden? Lad lærerne undervise 2 timer mere, bang 1,7 milliard! Eller hvad med 3 timer mere? Det er da bare at tage 880 millionerstabellen, og så gange op til vi har lukket hullet!

Hvis vi lukker for sarkasmen et øjeblik, så må vi prøve at se på forslaget.
Hvis lærerne skulle undervise en time mere om ugen, her er der uklarhed om hvorvidt vi snakker 60 minutter eller 45 minutter, men så skal der jo også forberedes til en undervisningstime mere? Skal vi så have mere i løn? Næppe, for det sparer jo ikke 880 millioner, vel?

Altså må man gå ud fra, at lærernes samlede arbejdstid skal være 37 timer om ugen*. Hvis man flytter fra kasse til en anden, nemlig fra forberedelse til undervisning, hvad gør det så for kvaliteten? Jan og Anders mener at det må være slut med at lærerne skal bruge tid på at sætte bøger på plads og vedligeholde computerum. Hvem skal så gøre det? Hvad gør det for de 880 millioner?
Et andet sted at spare tid er lærernes mødeaktivitet. Hvad mødes vi om? Udsatte elever i vanskelige situationer. Er det dem der skal tages tid og fokus fra? Organisering af skolens hverdagsliv, herunder gårdvagter, ordensregler, disciplinære problemer, komplekse konflikter. Skal de droppes?
Jeg vil gerne have et seriøst bud fra Jan og Anders på hvorfra tiden skal tages, for jeg sætter ikke bøger på hylderne eller vedligeholder computerrum.

I parantes bemærket er Jan Trøjborg jo også bannerfører for inklusionstanken, den at elever med særlige behov i højere grad end før skal rummes i normalskolen. Tror han det giver flere eller færre ting at holde møder om?

Min harme skyldes i virkeligheden nok at Jan Trøjborg slynger et tal ud i medierne, 39%! Så meget (læs: lidt) underviser lærernes i deres arbejdstid, dermed insinuerende at resten af tiden laver de nok ikke noget vigtigt! Det er ufint og billigt. Det lyder ikke af meget at sige at "de kunne da godt tage en time mere".

39% er vist skatteprocenten i din kommune, Jan, kunne du ikke sætte den op så folk lige betalte 1000 kr. mere om året, så kan vi gøre meget for skolebørnene i Horsens? 1000 kr. om året er da ikke ret meget for en sikring af fremtiden. Hvis du kalder mig doven og ineffektiv, så kalder jeg dig nærrigpind, for sandheden er, at du vil have os til at undervise en time mere om ugen, og samtidig løse de opgaver der tidligere blev løst UDEN ekstra betaling. Helles 12 minutter indebar dog også en times mere løn. Det du kommer med er da useriøst...

Anders Balle, pløjer i samme rille, og foreslår at lærerne skal være på skolen fra 8-16. Hvorfor? Fordi det skurer i ørerne på folk at jeg er færdig med undervisning klokken 11.30 en dag, eller møder 10.00 en anden dag! At jeg kan gå tidligt hjem eller møde sent kunne betyde at jeg ikke arbejdede fra 8-16?
Jamen Anders, skal skolehjem-samtaler så ligge fra 11.30-16.00?
Skal forældremøder være kl. 14-16?
Skal skolefester være fra 12-16?
Lejrskoler?
Hvad hvis jeg sidder og retter elevstile, og klokken slår 16, og jeg mangler 4 stile til i morgen? Hvad tror du jeg gør i dag? (der retter jeg dem da), men hvis du vil have en garanti for at jeg arbejder fra 8-16, så kan jeg garantere dig at jeg ikke arbejder efter 16!
Skal forældre ringe til læreren inden klokken 16?
Skal lærerne kun ringe til forældrene før kl. 16?
Skal afdelingsteammøder, pædagogiske rådsmøder, kurser, skoleudvikling mm. foregå fra 14-16?
Jeg kan ikke se det du, men endnu mindre kan jeg forstå argumentet at lærerne skal være tilstede fra 8-16 så de kan mødes efter undervisningen til møder. Hvad tror du vi gør i dag?
For dem af os der arbejder med grænsesøgende udadreagerende børn, der fungerer det nogengange bedst, hvis vi møder på arbejde kl. 8, er sammen med børnene, går hjem og tømmer hovedet, passer vores egne børn, og så tænker skole når de er puttet. Skal jeg tænke store forkromede tanker når jeg er allermest 'ramt' i hovedet af støj og konflikter?
Forslaget er lige så billigt, underlødigt og useriøst som 'bare en time mere uden løn', for det bunder i mistillid til om lærerne leverer varen. Det er der andre måder at undersøge, f.eks. kunne man opfordre til, at skoleledere i stedet for at sidde bag deres lukkede døre og fare til møder på kommunen, en gang i mellem tog temperaturen på undervisningen og frikvarterene ved at vise deres egen tilstedeværelse udenfor kontorgangen. Leder der mener deres ansatte ikke løser opgaverne, bør også huske hvem der er ansvarlig for hyringen og fyringen, fremfor at installere et fabriksur og dermed tro at den hellige grav er velforvaret!

Hvad tænker du, kære læser, ønsker du en skole hvor du har garanti for at lærerne er på arbejde fra 8-16?

*En lærer arbejder 1924 timer om året, fordelt på 52 uger (1924/52=37), hvoraf der er elever på skolerne i cirka 40 uger, hvilket giver en ugentligt arbejdstid på 48,1 time, såfremt lærerne kun arbejder de uger eleverne går i skole. Virkeligheden er dog at lærernes arbejdstid er delt op i fremmøde og forberedelse. Dvs. at når jeg som lærer læser en god bog i ferien, som jeg beslutter at bruge i undervisningen, så er det også forberedelse, og dermed arbejde. Kunne man forestille sig det modsatte, en dansklærer der nægtede at læse bøger?

En del af forberedelsen er lystpræget, interessant og berigende (nok mest intellektuelt), men en forretningsmiddag i det private erhvervsliv er også en blanding af buisiness og pleasure, som man ikke kan undslå sig, og derfor lige så godt kan affinde sig med at nyde.

He's Got The Whole World

2012-01-18T07:33:00.001+01:00

Ældsteknægten følger sin lillesøster til og fra skole. Han bad om et job, og nu får han 40 kr om ugen for at fælge hende. Han hjælper hende med at huske taske, madkasse og skiftetøj, også selvom han selv glemmer bøger, idrætstøj og madpakke (man er vel 14?).

- Far?

- mmm

- David købte en doughnut til mig i går...

- Nå, hvor lækkert!

- Ja, han havde lige nogle penge, så da vi ventede på bussen gik han lige på tanken

Så pengene han får for at følge hende, dem bruger han altså på at forkæle hende. Det gjorde mig sgu helt glad!

Help!

2012-01-16T20:44:00.001+01:00

Kære læsere

Jeg har brug for jeres hjælp: Herhjemme har vi en tvist, hvor den ene af os siger, at der er mange, der drikker et glas mælk, mens hende den stædige mener at det pjat slutter når man fylder 12!

Hvad med dig, drikker du mælk?

Fool In The Rain

2012-01-14T18:18:00.000+01:00

Ham der fodboldtossen, Ronnie I ved nok? Ham der løb på banen og 'befamlede' Herbert Flandl i en kæmpe brandert, da Christian Poulsen fik rødt kort i 3-3 kampen mod Sverige for ca. 4 år siden...

Han er blevet idømt at betale DBU en erstatning på 1.800.000 kroner! Beløbet er fastsat udfra tabt fortjenste ved entre, da Danmark blev tvunget til at spille væk fra Parken på mindre stadions. Det er en erstatning, som DBU er villige til at nedsætte til et sted mellem 0-900.000, fordi de ikke ønsker at ødelægge resten af hans liv, men som de omvendt ikke ønsker at frafalde, fordi det skal have en konsekvens at ødelægge noget for andre.

Ronnie foreslår selv en erstatning i størrelsesordningen en mellemstor bil eller ca. 200.000!

Jeg ved ikke hvad jeg skal mene, for objektivt set er det noget lort Ronnie har lavet, men jeg er da selv løbet på banen og har afbrudt en superligakamp, da jeg var 18 år. Dengang var jeg som Ronnie fuld og frustreret, og ligesom dengang kom ingen til skade. Men hvad hvis nu FCK var blevet idømt sanktioner, som jeg var blevet holdt økonomisk ansvarlig for?

På den måde bor der vist en tosse i de fleste af os, når vi ikke altid er i stand til at gennemskue konsekvenserne og tage ansvar for vores gerninger. Mediebilledet er i hvertfald fuld af folk som med ders optræden giver mig ret!

Jeg var meget frustreret over Ronnies indgreb dengang, og følte virkelig at han havde fortjent en solid spanking pga. sin ageren. Det må man sige at han har fået. Og hvis jeg skal grave dybt i posen med forståelse må jeg sige at Ronnie siden har formået at spille sine kort flot. Nogen gange er der ikke andet at gøre end at lægge sig fladt på ryggen og sige: undskyld!

Ronnie lever, så vidt jeg kan se, ikke et udsvævende liv, men er blevet voksen og har fået familie og fremstår ligevægtig, angrende og ydmyg. Det manglede også bare!

Jeg kan godt forstå at han ikke skal betale 1,8 millioner i erstatning, fordi det vil hænge som en økonomisk møllesten om halsen på ham det meste eller resten af hans liv. Det er for voldsomt i forhold til hvad han begik af dumhed, men omvendt har han vitterligt forvoldt mennesker et økonomisk tab, og de mennesker er han i en eller anden udstrækning i lommen på, såfremt de eftergiver ham noget af kravet.

Skulle han ende med 'blot' at betale 200.000 i erstatning, så mener jeg at han sætter sig i en taknemmelighedsgæld hos DBU, som bl.a. betyder at han fraskriver sig muligheden for at sælge historien og tjene penge på den.

I en rum tid kan han også forvente offentlighedens bevågenhed, og fordømmelse, hvis han begynder at leve et liv over middel levestandard. Kommer han kørende i en Ferrari, spiser han på D'Angleterre eller shopper han i London er han sikker på at ende på forsiden af formiddagsbladene. Derfor må han også gøre op med sig selv om han vil have DBU's håndsrækning og betale et beløb de forliger sig på, eller om han vil acceptere den store erstatning og til gengæld have retten til at gøre som han vil. Tuff choice, da ingen af alternativerne i sidste ende virker særligt tillokkende.

Selv har jeg et økonomisk udestående med min mor, som igennem årene har lånt mig et femcifret beløb. Det betyder også at jeg i et eller andet omfang har været i en position, hvor større økonomiske beslutninger burde køres forbi hende. Nok mere fordi jeg føler jeg behøver hendes accept, end at hun føler det.

Men nu er jeg ved at være voksen, og for at kunne tage ansvaret i mit eget liv og blive mere fri, startede jeg sidst sommer en afdragsordning, som hvis alt går vel skulle betyde at jeg i foråret 2014 bliver færdig med at betale hende det jeg skylder. Det er en rar tanke.

Jeg ved, at når folk skylder mig penge, så farver det også min anerkendelse af deres frihed til at agere, indtil gælden er betalt eller der er indgået en aftale.

Derfor er mit råd til Ronnie nok: Indgå aftalen, respekter den ved at betale afdragene og fortsæt den ydmyge opførsel. Acceptér at prisen for at kunne lukke sagen nu, er at du ikke kan føre dig frem som kendis eller sælge din historie. Held og lykke!

It's All About The Money

2012-01-03T15:25:00.001+01:00

Monopolrosinen, Asger Aamund er ude med riven efter Stilikonet, Hr Fru Statsminister Helle for mig Selle Thorning. I sin nytårstale lægger Helle nemlig op til at lønnedgang på gulvet bør følges op af lønnedgang på toppen. Med andre ord; hvis der skal spares på løn eller hænder, så skal cheferne ikke stige i løn samtidig.

Det falder naturligvis Alliancegalningen for brystet, for som han siger: "I disse krisetider har vi brug for de bedste ledere, og de koster det de koster!"

Jeg tror nu nok mest jeg hælder til Helle her, for hvad præcis er det de bedste ledere præsterer for tiden?

Før jul strejkede værkstedsarbejderne hos DSB, angiveligt fordi endnu en DSB-chef sagde farvel pga. dårlige resultater, men fik et gyldent håndtryk i millionklassen. Samtidig ansatte man en ny chef, til højere løn, med en bedre aftrædelsesordning... Det kunne give indtrykket af at cheferne slet ikke brænder for andet end deres egen pengepung! Det gælder om at skifte job ofte, blæse være med resultaterne, for nå man går får man penge med, og når man træder til får man bonus... Det virker ærlig talt som om chefer af denne type ikke tænker på medarbejderne i de virksomheder de kommer til og forlader.

Kunne man mægle mellem Helle og Asger?

Hvad med at lave en lavere chefløn, med en højere resultatbonus? Så kan Asger klappe sine dygtige chefer på ryggen og hælde guld ned i halsen på dem og sige at de er hver en krone værd, eller Helle kan sparke 'den næste DSB-klovn' ad pommern til uden at sætte budgettet over styr?

Hvad synes du?

The Picture

2011-12-16T08:03:00.000+01:00

Hvad skal man give sine svigerforældre i julegave, når man holder jul sammen for første gang? I mit tilfælde endda både med Svigermor, Byggemand Blues og svigerfar...

Tjah, det var egentlig rimelig let at finde ud af, for på jobbet var fotografen forbi med sin krudtblitz og sin lysbilledekasse. Her kunne vi, gratis, få lavet et kontrafej, såfremt vi manglede et pasbillede eller blot ønskede at begave vores familie og venner med et portræt.

Selv er jeg i den heldige situation, at jeg har barsel til gode, som afholdes i maj, og hvem ved hvad kassebeholdningen står på der? Så muligvis skal vi en tur over grænsen, såfremt efterlønskronerne rækker til en minibus til børneflokken, og så var det at jeg tænkte at jeg nok skal forny mit pas. Derfor kunne jeg lige så godt udnytte den flotte firmagestus og spare karikaturtegneren for at lave en fantomtegning til kurerbrevet.

Altså troppede jeg op i festsalen og bestilte pasfotos hos illuministen. Men hvad fik jeg? De forkerte billeder, hvor jeg smiler bøvet, og aldrig ville kunne komme ind i fremmede stater. Så hvad kunne de bruges til?

Ja, f.eks. til gaver til svigerforældrene. Svigerfar er meget fotointeresseret, og har nok set det meste, hvad angår fremkaldeteknink, blænde, lukketid mm. men tror I nogensinde han har set en ramme i 3D?

Byggemand Blues får et standard portræt, dog i guldramme, som han kan have på kontoret eller i bilen. Svigermor er gået helt i selvsving over Absalon, som hun konstant pludrer med (Hej Mormors Guldklump, hvordan har du det, Mormors Guldklump? osv.)
Det bliver nu forsøgt udjævnet, når svigermor får en gave 'Fra Svigermors Guldklump', dog i sølvramme.

Skal I lige se 'den ægte Guldklump' prøve nytårsdresset?

It's Gonna Be A Cold, Cold X-mas...

2011-12-05T21:28:00.001+01:00

Denne her har indbyggede høretelefoner. Den koster 249,- Hvor cool er det lige?

Og så kan den købes her.

På same side kan man få denne her: En vægmonteret øloplukker! 79,-

Paperbackwriter

2011-12-04T21:40:00.001+01:00

Så fandt man da lige et pimpin MacBook-cover... HER

Og denne her. iVitrola, som fungerer uden strøm, men udelukkende forstærker iPhones lyd gennem træklodsen og skærmen... Hvor Tante Møhget...

Dum Dummere?

2011-12-02T21:48:00.000+01:00

De Unge Mødre (DUM) har nu fået sig en konkurrent i Den Endnu Yngre Mor. Mere præcist Kridt-Iglen, som har fået en dukke, som hun omtaler som sit barn, og retter på mig, hvis jeg kommer til at kalde det for en dukke.

Jeg ved sgu ikke helt hvad jeg skal tænke, når hun fortæller, at hun ammer den hver aften, før den skal sove? En del af mig synes det er sødt, at hun er så dedikeret, og med afstand giver baghjul til flere af De Unge Mødre fra TV-programmet, når det kommer til omsorg og opmærksomhed, men en anden del af mig synes det er lidt creepy, at hun lever sig så meget ind i drømmeverdenen, at hun laver pasningsaftaler om dukkens pleje, de uger hun ikke er sammen med den, så den får sin mad, søvn og kys og kram...

Måske er det bare fordi, Absalon har sovet ualmindeligt sløjt i denne uge, at jeg kigger på hende og ønsker at der går mange år endnu, førend hun lever den drøm ud i virkeligheden?

Kære forældre, hjælp os med at høste de lavthængende frugter sammen!

2011-12-01T19:44:00.000+01:00

Min morfar fortæller mig at der i gamle dage herskede en parole der hed: “Yd din pligt, kræv din ret!”. Det handlede om mere frihed og belønning, for den indsats man ydede til det fælles. Parolen er i høj grad i dag skrevet om til: “Kræv din ret, og kend dine rettigheder” - også i skolen.

Når man følger med i den politiske skolegård, så bølger slaget frem og tilbage mellem de politiske fløje. Den eneste enighed der findes, er at resultaterne er for dårlige, men enigheden stopper, når der skal komme bud på hvorfor, og hvordan det skal rettes op. Det fyger med beskyldninger om onde hensigter hos modparten, baseret på eksempler på uduelighed, hvis man kigger bagud. De blå beskylder de røde for ikke at kunne regne, og de røde anklager de blå for ikke at kunne føle. I midten har vi de lilla, som peger på at de nok bedre end alle andre er i stand til at tænke. Som én af dem der jævnligt går gårdvagt i den virkelighedens skolegård, tillader jeg mig at påpege et væsentligt problem: Disciplinen i skolen er ikke som i gamle dage! Børnene i skolen er ligeglade med om ministeren er rød , blå eller lilla!

Forsker, Niels Egelund påstår, at danske skoleelever kunne opnå to års ekstra læring, hvis der bare var ro i klasserne. Hvordan han kommer frem til 2 år, kender jeg ikke præmisserne for, men under valgkampen sagde Pia Kjærsgaard noget lignende, nemlig at hvis fagligheden skulle øges, så skulle disciplinen skal tilbage i folkeskolen, bl.a. ved at forældrene skal inddrages i deres ansvar.

Efter min mening har de fat i noget. Og eftersom jeg normalt plejer at være uenig med begge, når de ytrer sig, så har jeg givet det en tanke eller to, for at finde en fælles platform at komme videre fra.

På nogen måder er der, efter min mening, udviklet en ‘syg’ børnekultur de senere år. En kultur man bedst kan beskrive som forkælet, og værst som udfordrende. De problematiske børn i dag vil kun beskæftige sig med ting der er sjove og lette. Det som er kedeligt eller svært, mener de, at de kan undvære/undlade, med netop den begrundelse. Det giver selvsagt problemer i skolen, da der både er kedelige og svære ting der skal læres, samt regler der skal overholdes. Men en afgørende faktor for børnenes mod på, eller lyst til at udfordre lærerens autoritet, er troen på, at de har deres forældres opbakning til deres asociale adfærd. En tro der i nogle tilfælde viser sig velbegrundet. Forældrene har i ti år med liberal skolepolitik, med frit skolevalg, hørt om undervisningsdifferenciering og individuelle handleplaner, hvilket kommer til at lyde som om, at skolen er til for netop deres barn, på deres barns præmisser.

Idéen om undervisningsdifferentiering er i realiteten en utopi. Selvfølgelig er den rigtig, og skal forfølgelges, men tanken om at vi, med få midler, kan skabe et tilbud til børnene, hvor vi rammer alle forskelligt, samtidigt, det er der vist ingen der for alvor forestiller sig kan ske hele tiden. Idéen bag undervisningdifferentiering er god nok, nemlig at eleven er et ansvarligt individ, som har indflydelse på at få fyldt huller ud og afsøge ny grund. Det lyder smukt, og er fantastisk når det lykkes. Ofte strander det desværre på, at der ikke er ro til at kunne inspirere og sætte i gang, fordi et stigende antal elever har travlt med sociale konflikter fra frikvarteret, afviser oplægget fordi det er for krævende eller abstrakt eller fordi eleverne sidder med en mental remote-control og zapper væk hvis de keder sig.

Der er elementer i skolearbejdet som kræver selvstændighed, udfordring, deltagelse og medansvar, f.eks. projektarbejde. Men der er stadig også tyske gloser og tabeller, som tidligere blev undervist efter R-T-B-princippet (røv-til-bænk), hvor eleverne præsenteres for ens stof og kræves en indsats i form af udenadslære. Heller ikke her er det uproblematisk, for mere end en gang har jeg siddet overfor forældre til en skole-hjem-samtale der klager over at undervisningen er kedelig. Det er som om elevplanvældet og undervisningsdifferentieringskæphesten har opfostret en forventning om at Bobo the Clown kommer og serverer bøjningsformer sammen med en sød kage, som naturligvis ikke feder!

Er forkælelsen og indbyrdes uenighed blandt eleverne så det værste?

Nej! Udfordringen af lærerens autoritet og handlekompetence er et langt større problem. De forkælede, udfordrende og utilpassede elever er uhyggeligt bevidste om deres rettigheder og ukrænkelighed. Privilegier, som generationer før dem har kæmpet for at opnå på næste generatios vegne, men som nu er ved at sejre sig ihjel, fordi elevernes opførsel fra tid til anden tangerer fodbold hooligans på udebanetur; vold, trusler, tyveri, krænkende tiltale, hærværk, chikane mm. sjældent med forældrenes viden, og som regel uden deres opbakning.

Ofte oplever jeg episoder, hvor eleverne i skolen bevidst eller ubevidst får rykket den dagsorden, som læreren havde sat forud for skoledagen, nemlig undervisning, over på konfliktløsning, og dermed væk fra faglighed.

Jeg har desværre også set både lærere og ledere fortvivlet måtte udtale: “Det er uacceptabel adfærd”, for derefter at måtte rumme eleven, og dermed, i elevens optik, acceptere adfærden. Det virker ydmygende og nedslidende igen og igen se elever tage den samme konfliktadfærd op, og trække sig sejrrigt ud af det.

En uheldig sideeffekt af ‘den rummelige folkeskole’, det frie skolevalg og taxameterbetalingen, er at skoleledere i vid udstrækning er så tøvende med at iværksætte konsekvenser, at det sjældent går op for de alvorligt udfordrende elever, at adfærden var uacceptabel. Firkantet sagt kan man sige at der er enighed blandt lærere og ledere om at det er for dårligt, når en elev stjæler dagsordenen og modsætter sig husordenen, men enigheden strander ofte på lærerværelset og når aldrig frem til eleven.

Hvilke muligheder giver loven? Og hvorfor håndhæves den så konsekvensløst?

Den tidligere undervisningsminister, Tina Nedergaard, udfærdigede en bekendtgørelse til fremme af god orden i folkeskolen (kan findes på www.uvm.dk.) Udover at titlens ordlyd leder tankerne hen på det forsømte forår (der vil blive slået hårdt ned på urostiftere!), er teksten i vid udstrækning fyldt med elastikretorik, hvoraf det vagt fremgår at ministeren forventer at eleverne overholder skolens regelsæt.

Til det kan man supplere, at hvis de gjorde det, var bekendtgørelsen jo ikke nødvendig! Men den indeholder også muligheder for skolelederen for at sætte sig i respekt overfor elever der nægter at følge anvisningerne. I bekendtgørelsen gives skolelederen f.eks. beføjelse til at udstikke eftersidning i op til 1 time, udelukke eleven fra undervisningen i op til en uge, overflytte eleven til en parallelklasse eller ultimativt overflytte eleven til en anden skole i kommunen.

Problemet med beføjelserne er, at skolelederne er presset på skolernes økonomi, fordi elevtallet udløser skolens driftsbudget. Med andre ord, så vil overflytning af uterlige elever betyde fald i skolens ‘indtægter’. Med alle tidens strukturændringer og skolesammenlægninger kan man også spørge sig selv hvor mange skoleledere der kontakter kommunen og beder om hjælp til at finde skoletilbud til elever de ikke kan håndtere? Denne ris-til-egen-røv-beføjelse medfører i praksis at mange elever der ville blive bremset langt før, udnytter det disciplinere tomrum til at lave deres eget normsæt for hvad god opførsel på ‘udebane’ betyder. Og de oplever succes med det!

Tidligere var der en respekt omkring voksne der tog en konflikt op i skolen. Lærerne, og ultimativt Inspektøren, havde magten. Nu hersker der en småsadistisk, sødmefuld forventning om at se magtesløsheden, når præ-teenagerne siger deres provokerende “Nå, og?” til at blive holdt op på deres unoder. For magten har rykket sig og svaret bliver et tøvende “så...?”, hvilket ikke aftvinger meget bundklang og respekt. Børnene ved med andre ord hvad de voksne kan og ikke kan gøre, og prøver det af.

Der ligger altså en stor opgave foran vores politikere og skoleledere i at oplyse forældrene om at skole også både er pligt og hårdt arbejde. Det har været forsømt i lang tid. I lang tid har skolen været forsøgt solgt som det der skal styrke børnene individuelt i en international konkurrence. Leg og læring er som begreb med til at øge forvirring hos både forældre, men især elever. Det skal skolen også, men en af de største udfordringer for tiden er at få ændret børnenes vilje til deltagelse og syn på deres egen forpligtelse i skolen, herunder opførsel.

Hvordan gør man så det? Man kan jo ikke fjernstyre sit barn i skolen, eller kan man?

Som skitseret består problemet af tre parter; en skole med lærere og ledelse, et regelsæt og noget lovgivning, familierne med forældre og børn.

Lovgivningen er fastsat af politikere og står ikke til diskussion, der er mål der skal opfyldes og midler der kan tages i brug (ligesom der er midler, der er blevet forbudt, f.eks. lærerenes ret til at revse eleverne i skolen). Lovgivningen udmønter sig i et lokalt regelsæt for forventet opførsel af skolens elever (de fleste af reglerne er indlysende og selvfølgelige alle andre steder i samfundet, tal ordentligt, behandl andre ordentligt, lyt til de voksne osv.).

Lærere og ledere forsøger efter bedste evne at overholde loven mht. læringsmål mm. samt at håndhæve skolens regler.

Men i familierne er der ikke altid fælles fodslag, for som nævnt opfører mange af de udfordrende elever sig betydeligt mere udfordrende på skolen, end hjemme, og dermed laves unoderne uden deres forældres viden, og dermed også billigelse.

Personligt har jeg gode erfaringer med at indkalde forældrene til de meget urolige og forstyrrende elever til møde for at indgå en aftale om hjemsendelse. Det betyder, at hvis Lars er ‘uterlig’, så indkalder jeg hans forældre til et møde, hvor vi aftaler hvilke indsatsområder vi vil have fokus på, f.eks. vold og trusler. Hvis Lars derefter folder sig ud med vold eller trusler, så kontakter jeg, eller skolens kontor omgående Lars’ forældre, som derefter henter Lars ved skolens kontor. Når vi indgår aftalen nedskriver vi også hvilke konsekvenser effektueringen af aftalen vil have for Lars, f.eks. at forældrene afleverer Lars’ mobiltelefon og oplader på skolens kontor, til udlevering efter fem dage. Andre eksempler kan være strømkablet til computeren eller antennestikket fra værelset, men forældrene kender deres børn bedst. De ved, hvor skoen vil trykke mest!

Fordelene ved aftalen er, at Lars bliver bremset i sin problematiske adfærd. Han vil måske gerne slås, men det bliver ikke på skolen. På den måde afholdes Lars fra at gå en hel skoledag fra konflikt til konflikt. Man kan sige, at af hensyn til Lars, afbrydes skoledagen, førend han får brændt alle sine broer.

Samtidig giver afhentningen Lars’ forældre mulighed for at involvere sig i situationen. Når vi indgår aftalen, anerkender jeg, at det for de fleste forældre vil være forstyrrende i deres hverdag f.eks. at skulle forlader deres arbejde for at hente deres barn. Men jeg understreger samtidig, at vi som lærere jo også har et arbejde at passe, nemlig undervisning, og det bliver forhindret af Lars, når han udviser den adfærd, f.eks. at slås.

Ved at Lars’ forældre skal deltage, ved at Lars oplever en konsekvens og ved at Lars ikke forstyrrer undervisningen yderligere, får man sendt et signal til Lars: Den adfærd du udviste accepterer vi, dine forældre og dine lærere ikke, og det bliver ikke i skolen det kommer til at foregå!

I de fleste tilfælde får forældrene en kort forklaring enten pr. sms eller telefon, og bakker derefter skolen 100% op i deres skøn, i få tilfælde kan det være nødvendigt med et opklarende møde bagefter, for at alle voksne siger det samme til Lars: Det går ikke!

De voksne der udfordres af et: “Nå, og?”, bliver udstyret med et bedre svare end det tøvende: “Så...?”, nemlig: “Nu retter du ind kammerat og gør som vi siger, ellers må dine forældre forklare det for dig, når de henter dig ved kontoret, for her kommer det der ikke til at fortsætte!”

Hvordan er resultaterne så? Virker det?

Jeg har ikke en lang empirisk forskning til at bakke mig op, men jeg har tre års erfaring med at lave disse aftaler i folkeskolen, og effekten har vist sig overraskende positiv for mig.

Specielt fordi jeg altid føjer en tidshorisont ind i aftalen, typisk et par måneder. Hvis Lars kan undgå at blive ‘ringet hjem’ i den periode, så har Lars jo vist at han kan, og dermed at det er et spørgsmål om vilje, men desuden har det en værdi for Lars’ forældre, nemlig at de kan passe deres job uden at skulle afbrydes, og hvad er mere interessant for mig, jeg kan undervise. Derfor skal Lars belønnes af forældrene med f.eks. en biograftur eller et playstationspil som forældrene giver ham.

Dermed er aftalen komplet. Hvis Lars fortsætter sin problematiske adfærd bliver det stoppet i skolen, med forældrenes hjælp og en konsekvens. Hvis Lars stopper sin problematiske adfærd bliver han anerkendt og belønnet, og viser dermed også at han kan. Det har virket overraskende positivt for mig.

Selvom det er til gene for langt de fleste forældre, så er det ubekvemme ved at ens barn har afbrudt arbejdsdagen også med til at understrege alvorligheden i situationen. Det sætter de fleste forældre faktisk pris på at få muligheden for at være med til at påvirke så hurtigt som muligt.

Risikerer vi ikke at dovne, uduelige og pædagogisk inkompetente lærere bare konsekvent sender alle børn hjem for at slippe for selv de mindste problemer?

Jo, og nej! Selvfølgelig er der risiko for misbrug af aftalen. Men der er flere argumenter for det modsatte. Det vigtigste er naturligvis at læreren helst vil undervise eleverne og dermed have dem i skolen. Dernæst er det jo risikoen for at eleven flytter skole, hvis de sendes hjem på for løst grundlag (og med taxameterøkonomien i folkeskolen, hvor skolen tildeles penge pr. elev, er det jo at save den gren over man selv sidder på). Endelig kan man sige, at hvis eleven sendes hjem ofte, så virker aftalen jo ikke, for adfærden er ikke blevet bedre. En måde at sikre eleverne en ‘fair rettergang’ og forældrene at de ikke kaldes til skolen for at ‘snøre snørebånd’ er desuden at hver effektuering af aftalen efterfølgende kræver et skriftligt arbejde af læreren, hvor årsagen til hjemsendelsen dokumenteres, samt hvilke konklusioner det leder til. Dermed påtager læreren sig altså også ekstra arbejde i form af evaluering og evt. opfølgende møde med forældrene og eleven, hvis læreren vælger at gøre brug af det redskab, som hjemsendelsesaftalerne kan være.

Kan vi ikke bare gøre som ‘i gamle dage’?

Jeg underviser i historie, og til den del af skatteyderne der ønsker sig gamle dage tilbage, må jeg desværre sige: “De gamle dage kommer aldrig tilbage”.

Men måske var det heller ikke så godt som man husker det?

Måske fandtes der også børn dengang, der ikke ville gøre det de skulle? Jeg tror bare forskellen på dengang og nu tydeligst kom til udtryk i forældrenes opbakning til skolen. Forældrene troede på skolen og lærerne, og bakkede derfor op, hvis skolen kontaktede angående problemer.

Min morfar fortæller mig, at i gamle dage holdt man kæft derhjemme om hvis læreren havde givet en en lussing. For hvis forældrene fandt ud af det, så fik man en til, for så havde man sikkert været fræk.

Jeg tror det er meget godt, at afstanden mellem børn og forældre er blevet kortere siden. At forældre forsøger at forstå deres børn. Jeg ønsker mig ikke gamle dage tilbage. Men jeg ønsker mig nye tider, hvor børn er mindre egoistiske og forældrene igen tror på skolen, simpelthen fordi vi får mulighed for at vise nogle resultater, ved at få ro til at undervise.

Måske var der også tabere i tidligere tiders skole? Måske var der børn der gik fra nederlag til nederlag, og bare ventede på at skoletiden var overstået, børn som gik fra øretæve til øretøve, fordi de, som Niels Hausgaard siger, var udpræget praktisk begavede? Dem fandtes der beskæftigelse til i gamle dage. Det gør der ikke i samme omfang i dag. Vi mangler ikke folk til at feje et lager eller bære en murespand. Arbejdsdrengen/arbejdsmandens funktion som i gamle dage, findes ikke i dag. De få ‘manuelle jobs’ der måtte blive i fremtiden bliver heller ikke besat med umodne, uopdragne, bogligt svage og egocentriske unge. Mit bud er at de helt forsvinder, så hvad er det de skal, alle de børn, for hvem et højteknologisk, miljørigtigt og innovativt arbejdsliv ikke passer? Jeg ved det ikke, men de får aldrig chancen for at finde en plads i livet, hvis de starter med 10 år med sociale kolbøtter i folkeskolen. Derfor skal vi først og fremmest have ‘kloen‘ i deres opdragelse, og sammen med forældrene få gjort dem begribeligt at selvom dette samfund rummer mange muligheder, er det ikke ensbetydende med retten til at skabe sig tosset, bare fordi de voksne ikke længere må slå.

Det er naturligvis ikke alle børn der udviser grænsesøgende adfærd i skolen, men i debatten om at hæve det faglige niveau i skolen, er der især fokus på at få ‘løftet nedefra’, dvs. den fagligt tungeste del skal med. Det er især i denne gruppe, at problemerne med adfærd findes.

Hvis vi vil have en folkeskole, hvor alle er med, hvor tæt på 100% går videre på en ungdomsuddannelse, så er det efter mit skøn ligemeget om regeringen er rød, blå eller lilla, eller hvilken vej de synes børnene skal gå. Alle deres fine ord, målsætninger, strategier og ambitioner er spildte, så længe eleverne tror der er mulighed for at sige: “Nej tak” og sætte sig udenfor fællesskabet normer og regler. Så kære forældre, hjælp os med at sige: “Du skal opfører dig ordentligt for at lære noget - og det bestemmer VI!”

Do They Know It's X-mas?

2011-12-01T08:07:00.000+01:00

Özlem er vist lidt naiv, i måden at få sit budskab på dagsordenen, Joakim er vist en ubehagelig idiot? Fy for pokker, om jeg lægger noget i hans sokker!

Men det som julen bliver eksponent for er snakken om hvor meget folk skal hjælpes og hvor meget de bør presses. Når Joakim siger, at de godt kunne klare sig for mindre, så må jeg jo kigge på min egen bankbog, og konstatere, at det kunne jeg jo også. Når han siger at det skal kunne betale sig at arbejde, så må jeg give ham ret.

Men hvad med dem som er på lave ydelser uden at kunne 'tage'* et arbejde, fordi der ikke er arbejde at 'tage'? Bliver der mere arbejde at 'tage', hvis deres ydelse sættes ned?

Jeg synes det er for sløjt, når der er manuelle opgaver der sejler, samtidig med at folk sidder på deres røv og kræver ind, men det er i mine øjne et spørgsmål om organisering. Jeg synes ikke ydelserne skal ned, men jeg går ind for at hæve kravene til modydelser, så Joakim får noget for sine penge!

Lokalt, så er pakkekalenderen aflyst. Hvert år plejer jeg at købe 24 små pakker, og så er der 8 pakker til hvert barn, men i år er blev det til vinterstøvler, vanter, huer, T-shirts, trøjer og en ny dyne til hver af ungerne. Jeg er nemlig en tilbudshaj, på den målrettede måde. Jeg har reklamer nej tak, men jeg surfer på nettet efter det jeg synes jeg mangler, og så er det med at slå til.

Det bedste tilbud var på dynerne. 3 stk 90% andedunsdyner, før 3897,- nu 900,-! Slam!! Derfor er adventsgaven stor i år, og afløser kalendergaverne.

På den måde kan jeg godt følge Søren Pind og Joakim, når de påpeger at nogle af de eksempler der fremdrages også ser ud til at leve et forkælet liv med forkerte prioriteter, som f.eks. Fattig-Carina der bruger 500,- om måneden på cigaretter og 287,- på hundemad. Det er mere end 9000,- om året. Måske hun skulle indse, at hun ikke har råd til hund? (eller som Joakim måske ville sige; At VI ikke har lyst til at betale for hendes hund) Eller at hun bør ryge mindre? At brokke sig over at der ikke er til vintertøj til hendes dreng virker i hvertfald lidt malplaceret... Jeg fandt en vinterjakke til 349,- til Kridt-Iglen i Bilka forleden. Den var så sat ned til 150,- da jeg kom til kassen...

*Det provokerer mig at snakke om arbejde som noget man samler op! Det meste kræver en uddannelse, erfaring, at man ikke er for gammel, og at man ikke har små børn. Hvad med dem der ikke falder inden for den gruppe?

It's My Party

2011-11-22T22:59:00.000+01:00

Sikke en fødselsdag.

Vækket med sang af kæreste og fire børn. Op til bacon/æg-morgenmad, med kage stearinlys og gaver. Derefter en lang dag på job, hvor det stod på bondegårdsbesøg på en malkekvægsbedrift med c-klassen. Fire timer i kulde, med køer, hunde, katte og geder. En på opleveren, og så hjem til skolen, hvor vi nåede 5. afsnit af Matador (hvor Røde og Agnes bliver kærester og Arnesen begår selvmord), siden et møde, og endnu et, førend jeg kunne gå hjem til oksefilet og rødvin med CPB, Fester til hun segner og Nøgenløberen.

Gaver? Åh jo:

Fra min mor: Jonathan Franzen, Frihed og en underlig fortælling om en autist der vil skrive en krimi? (prøver hun at fortælle mig noget?)

Fra børnene: Et cover til min telefon (ganske vist et jeg havde givet til Ældsteknægten, men han købte et nyt til sig selv, og pakkede mit gamle ind i plast og papir, jojo)

Fra svigermekanikken: Lucifers Evangelium, af Tom Egeland (den ønskede jeg mig af dem, hvad mon de tænker om mig?)

Fra min mormor og morfar: Magtens Korridorer, Imperiet Falder (respekt!)

Fra Nøgenløberen og Fester til hun segner: 3 liter økorødvin (troede jeg, men prøv engang at zoome)

Fra CPB: En 'brødkasse', og ikke bare en, men DEN! Tjek den ud. Keramik med skærebrædtslåg... Lækkert... farven? Tjah, når alt kommer til alt passer den godt i køkkenet, og jeg beholder den sgu i pastelblå, fordi jeg kan bære det!

Hvordan ser man så ud, når man er 65 år fra at runde 100?

Sådan?

Eller måske sådan?

Træt, ville jeg egentlig sige... På fredag skal vi fotograferes på job. Kan man købe 12 timers søvn på flaske?

Imagine

2011-11-21T21:53:00.000+01:00

Hun troede hun havde drømt, men den var god nok. Selvom jeg havde rådspurgt mig angående en defekt tørretumbler, var det mest hendes øjne der flød over med vand?

Så nu sparer jeg sammen til en brudebuket, lidt oksekød og et fadølsanlæg...

Still Got The Bluse

2011-11-20T09:08:00.000+01:00

Så er det kampdag... FCK skal til regionalopgør på den anden side af Vestvolden. De unævnelige, der så gerne vil være København, tager imod med retorik i verdensklasse ala Bernburg som proklamerer at foråret bliver godt, en sportschef der lover at de kommer styrket ud af transfervinduet, samt en administrerende direktør der præsenterer et underskud på 35 millioner og kalder det flovt og forventeligt, og i samme åndedrag siger at der nok ikke bliver råd til de vilde indkøb.

Det er dermed som det plejer. Sagt mellem linjerne. Lige nu er det ikke vigtigt. Vi er ikke gode. Vi har ingen penge. Vi køber noget lort til vinter, og det vil gøre os bedre. Eller hvad? Kom nu Brøndby for fanden... Det er lige før Absalon er klar til at starte inde mod jer!

Nu Ruller Vi Alle

2011-11-18T22:37:00.000+01:00

...Og så alligevel ikke.

For min gnavne nabo er holdt op med at køre i sin 'firmabil'?

I snart to uger har den ikke været i gaden, og det endda selvom han har skullet tømme skuret for maling og havemøbler og kunne have brugt en stor trailer, og har skiftet vinduer i det meste af huset, og have nydt godt af værktøjet i kassevognen.

Mon han har fået forbud mod at køre firmabil?

Mon han er blevet fyret?

Nej, så galt var det ikke gået, for her til eftermiddag kunne jeg se at han blev 'bragt' hjem af en Nortvigbil, så han har åbenbart fået en hente-bringe-ordning?

Men jeg slipper da for at se på bilen ud af vinduet, medmindre jeg kigger ned, for demonstrativt parkerer han nu sin lille bil foran mit hus, i stedet for sit eget. Men hey, det var kassevognen der var træls, en Getz er jo til at overse...

What It's Like

2011-11-13T22:38:00.000+01:00

Jeg spammer ikke min blog med meget musik, men denne her passer meget godt til hvorfor der er meget, Meget, MEGET langt mellem mine indlæg for tiden. Så klik på lyden og lyt mens du læser videre.

Først en lille 'sød' sakset tekst som appetitvækker:

En klasse blev bedt af deres lærer om at krølle et stykke papir sammen. Derefter skulle de hoppe på det, spytte, råbe grimme ting til det, træde på det og rive i det. Efterfølgende bad læreren eleverne om at rette deres papir ud, så glat som muligt og sige undskyld...? Er papiret ok?

Så til det mere alvorlige:

Min kære ældste søn er mig en evig bekymring, hvilket man kan læse mere om andetsteds på min blog. Men i fredag kom han hjem fra skole, efter at klassen havde haft en 'rystesammen cykeltur'. Han fortalte mig en masse kedelige ting; han havde kørt ind i en klassekammerat, og vistnok også slået ham... Hvorfor spurgte jeg... Fordi han havde kørt ved siden af og generet ham verbalt (møgbefængte luder) og givet ham skylden for at deres tur var gået i vasken. Siden kørte han ind foran min dreng og standsede, så han blev ramt. Nu ville han have 6000 kr i erstatning... Min dreng sagde at det fik han ikke, og så blev han overfaldet af ham der skulle være en klassekammerat. Efterfølgende skulle han så overhales og spyttes på, men for enden af ruten ventede de og spærrede vejen for ham og skubbede ham på cykel i grøften. Derfor slog han!

Episoden i fredags viser sig at være kulminationen på tre måneders systematisk chikane, f.eks. fik de lokket ham byen rundt i regnvejr en times tid i august fordi de hele tiden sagde at de gerne ville mødes et nyt sted!

Andre gange sender tre-fire drenge beskeder om at han skal møde dem i byen, hvis han tør? Så skal de nok fortælle ham hvad der er galt med ham!

Senest er et par af dem dukket op herhjemme, hvor de inviterede sig selv til, hvad jeg troede var et forsoningsmøde, men hvor de nassede et par colaer, og derefter forsøgte at bryde ind i min kælder fra vejen for at stjæle Rekorderlig Cider. Da der var låst, pressede de min via sms søn til at stjæle nogle med i skole til dem. Da han sagde fra overfor det, skulle han høre for at være en tøsedreng!

Jeg løser tusindvis af de her konflikter for andres børn i det daglige, og tager en masse konsekvente og principielle beslutninger, men nu hvor det er mit eget kød og blod, så er jeg mere i vildrede:

Anders Samuelsen og Henrik Sass, hvad er nummeret til de der rockere?

Don't sweat it Kiddo, Pappa har din ryg!

Baby You Can Drive My Car

2011-11-11T00:06:00.003+01:00

Hvordan er det så gået med Nortvig A/S? Ja, til forhistorien for mit harske indlæg om parkeringssagaen hører at sige, at jeg et par dage forud for offentliggørelsen, skrev indlægget, hvor jeg sammenfattede min mailkorrespondance med chefen, Thomas Nortvig, og den effekt det havde haft, eller måske rettere den effekt det ikke havde haft. Det indlæg sendte jeg en kopi af til Thomas Nortvig, hvor jeg skrev at jeg indtil dd. havde gået forgæves med min utilfredshed, samt at hvis jeg igen skulle se på bilen, ville jeg offentligøre indlægget.

Jeg fik intet svar og de følgende dage parkerede Kristian stadig mere åndsvagt foran mit hus. Fredag d. 28.10. parkerede han så igen klods op af mit hus med både kassevogn og trailer. Det førte til at jeg 1. november lod resten af verden på www. dele min oplevelse med Nortvig-bilen. Barnligt javel, men jeg fik luft, og i løbet af ugen der gik fik mit indlæg så mange hits, at jeg rykke fra side 3 på googlesøgningen "Nortvig A/S" til at ligge nummer 5, 6 og 10 på side 1 i dag.

Den seneste uge har min gade været fri for bilen. Den har ikke bare været parkeret anderledes, men er helt væk? Jeg har intet hørt fra Thomas Nortvig, så jeg ved jo ikke om det er min henvendelse der har nyttet, eller om Kristian bare holder ferie? Men dejligt har det i hvertfald været at slippe for det store skrummel foran mit hus. Jeg lover at bringe en update, hvis der igen sker en ændring til det værre, men lige nu lever jeg i troen at det nytter at sige fra.

Bloggers rules the world!

The Wall

2011-11-06T11:52:00.000+01:00

CPB kaldte på mig. Vi havde siddet i køkkenet og spist morgenmad, og hun skulle lige en tur i kælderen efter noget vasketøj. Hun stod i døråbningen og vendte øjne, mens hun grinede.

"Hvad er der?" spurgte jeg.

"Kom nu bare", grinede hun.

Da jeg kom ud på trappen forstod jeg ikke helt hvad hun grinede af. Jeg kiggede undrende på hende?

"Prøv at lugt*?" grinede hun.

(arkivfoto af Overblikket, men passende på situationen)

Og der mødte jeg The Wall...

Selvom det er november, med alt hvad det medfører at tilstoppede bihuler, må jeg indrømme at VICKS har fået sig en konkurrent. For efter at Bilka har lavet slagtilbud på A.C. Milan- og Liverpool-deodorant, har drengene åbenbart optrappet en decideret deodorant-krig ovenpå... Vidste ikke at det var engangsdeodorant de solgte, og det er det måske heller ikke?

Resultatet er ihvertfald at alle insekter der regnede med at skulle overvintre herhjemme må anses for udryddede. Samtidig fik jeg hul igennem i næsen, og tapetet i trappeskakten bliver nok nemt at skrabe af til foråret...

*Det er jysk for at snuse indad, ikke at jeg skal forsøge at stinke!

No No No

2011-11-01T17:14:00.000+01:00

Nortvig A/S! Hvem er det? Det skal jeg såmænd løfte sløret for her. Nortvig A/S er en lokal tømrervirksomhed, som beklageligvis har min nabo i sit brød. Min nabo er en af den slags mennesker som man gerne ser sælge sit hus, og det har han heldigvis gjort.

Da jeg flyttede til kvarteret for små 4 år siden, var jeg ellers meget positivt indstillet, fordi der her på min stille vej stort set kun boede unge mennesker. Der var par med børn og par uden. Der var par der planlagde børn og par der endnu ikke gjorde, men aldersmæssigt lignede vi hinanden indenfor ca. 7-8 års spænd.

Nå ja, og så var der lige de gamle på den anden side af vejen, som jeg rydde sne for om vinteren, men det er en anden historie.

Ret hurtigt fik jeg et venskabeligt forhold til alle, og en øl over hækken var ikke uset. Rent bortset fra ham ved siden af. Som udgangspunkt drak han ikke øl, og jo flere gange jeg forsøgte at komme i kontakt med ham, jo mere irriterende syntes jeg han var, og jeg fik indtryk af at det var gengældt.

I bund og grund skal man holde fred med sine naboer, men det har været en tålmodighedsprøve med ham her. Som det nu er med sådanne oplevelser, så vokser de sig større og større, efterhånden som man går i det.

Efter de første par år at have forsøgt, opgav jeg tanken om at have nogen relation til ham, og parkerede det i tankerne. Måske har han gjort det samme, men en anden ting han parkerede var sin store firmabil, og her har vi balladen.

For konsekvent har han valgt at parkere sit store skrummel af en firmabil foran mit hus, højst sandsynligt fordi han ikke selv gider glo på den når han har fri? At det optog den eneste reelle parkeringsmulighed for os, det var han ligeglad med. Foran sit eget hus har han sin egen lille bil.

I starten spurgte jeg ham om han ville være venlig at finde et mere egnet sted til den store bil, eller evt. bytte om på dem. Hvis de holdt omvendt, så kunne jeg sagtens parkere foran mit eget hus, og så slap jeg for at glo på hans bil.

I foråret skulle vi lave nyt køkken, og i den forbindelse havde vi en del byggeaffald, bl.a. indskudsler og gulvbrædder fra det gamle køkken. Da jeg gravede indskudsleret ud, og fjernede gulvbrædderne kom det til at ligge på asfalten foran mit hus, der hvor han før så lystigt havde parkeret. Det satte en stopper for hans parkering.

Gulvbrædderne fik jeg desværre hurtigt solgt i den blå avis, så pludselig holdt han igen så tæt op ad bunken med ler, som han kunne. Det løste jeg med en gammel klapvogn og en cykel der skulle skrottes. Skraldet på vejen havde den fordel, at jeg ikke kunne se det fra stuen. Imidlertid var jeg jo godt klar over at det nok næppe var med til at fremskynde et salg af deres hus, at vejen lignede en mindre afdeling af Horsens Genbrugsstation.

I lang tid havde de huset til salg, og til sidst aftalte jeg med en god nabo, at låne hans bil og trailer, og køre mit indskudsler væk, og se hvad der skete. Miraklet var indtruffet, han parkerede ikke foran mit hus, og jeg slap for at smide nyt skrammel for at slippe for hans bil i min stue.

Gaden så pæn og nydelig ud i et stykke tid, de fik solgt huset, og sørme om ikke han begyndte at parkere foran mit hus igen?

En dag i august blev det simpelthen for meget. Jeg skrev en mail til hans chef, om at jeg fandt det meget generende og irriterende, at han trods henstillinger, konsekvent parkerede foran mit hus:

Hej Nortvig Ejendomsrenovering

Jeg har boet i Horsens i 3 1/2 år, og har egentlig været glad for det. Den eneste ting der virkelig generer mig er en af jeres biler, som konstant bliver parkeret foran mit hus.

Jeg er nabo til Kristian, som arbejder for jer, og selvom jeg fra tid til anden har snakket med ham om det, så parkerer han sin arbejdsbil foran mit hus og sin egen bil foran sit eget hus. Som udgangspunkt er der jo fri parkering i gaden, og dermed ikke noget der i hans eller mit. Men den måde han konsekvent fylder gaden op med sin lille bil, sin lille trailer, sin arbejdsbil og fra tid til anden sin arbejdstrailer, gør at det næsten altid er umuligt for mig at finde parkering til mig selv eller folk der vil besøge os. Omvendt bor vi i nærheden (ca. 30 meter) af en ubebygget grund, hvor han i mine øjne fint kan have 'materialegård' for Nortvig.

I min stue har vi en karnap med vinduer, som primært har udsigt til siden af jeres bil. Den synes jeg efterhånden er træls at glo på dag ud og dag ind. Jeg har forsøgt at få Kristian til at parkere Nortvigbilen foran sit eget hus, både skriftligt og mundtligt, men udfaldet er at han stadig holder foran mine stuevinduer (mit bedste bud er at han ikke gider se på bilen selv, når han har fri).

Resultatet af hans parkeringer er at jeg efterhånden ikke kun er træt af ham, men også af jeres firma, og dermed er I garanteret en masse dårlig omtale. Alle der besøger mig undrer sig, og alle naboer spørger mig om det ikke er irriterende. Det kan jeg ikke tro er formålet med at have firmanavnet påtrykt på bilen? Jeg vil sætte pris på hvis I kan tage en snak med ham om at finde et andet sted at holde, for det har ikke hjulpet når jeg gør det.

Jeg håber på en hurtig tilbagemelding fra jer, samt at problemet løser sig.

Mvh Thomas

Jeg vedhæftede et par billedeeksempler på hans egoistiske parkeringsproblemer.

Chefen svarede:

Hej så hvidt jeg ved har Kristian solgt sit hus, så det løser jo jeres problem.

Udover det noget negligerende, underkende og afvisende svar, så var problemet bare, at huset først er solgt med overtagelse 1. februar, og så lang tid har jeg i hvertfald ikke tænkt mig at glo på den bil. Derfor skrev jeg tilbage:

Ja, men det er med overtagelse fra 1. februar, betyder det så at du gerne vil have den omtale i perioden frem til 1. februar?

Mvh
Thomas

Nu skulle man tro, at hvis man er selvstændig erhvervsdrivende i byggebranchen, at man gerne ville gardere sig mod dårlig omtale, at chefen hurtigt ville ringe manden op og sige, så stopper du, men sådan leger man ikke i Nortvig A/S, dårlig omtale er åbenbart bedre end ingen omtale? Ihvertfald svarede chefen:

Jeg skal gerne bede kristian parkere foran sit eget hus når det er muligt. Den dårlige omtale du taler om er jeg nu ikke så nervøs da han i princippet ikke gør noget forkert.

Okay, ikke alle kender til mine anmeldelser af virksomheder, men jeg har da haft en tvist eller to med Skadesservice Danmark og Tag og Byggeri A/S, som begge har oplevet at få et par borgerlige ord med på vejen her på bloggen. Jeg tænker ikke at det gavner salget, hvis mulige kunder beslutter sig for at google et firmanavn, førend de indlader sig på forretninger?

Henvendelsen løste dog problemet for en uges tid, men pludselig begyndte han igen at brede sig, en dag jeg kom hjem var der helt tomt alle andre steder end foran mit hus. Fluks skrev jeg til chefen:

Hej Thomas Nortvig

Jeg må sige, at det mest af alt minder om chikane, når Kristian parkerer din bil. Jeg læste godt at du mener han i princippet ikke gør noget forkert. Det du mener, må være at han ifølge lovgivningen ikke gør noget forkert? I princippet er der en nabo der har bedt ham parkere sin store bil et andet sted, end foran hans hus, i princippet, hvis man vil have et godt forhold til sine naboer burde man jo parkere anderledes derefter.

Dette er dagens forsøg, og jeg kan godt fortælle, at selvom der ifølge lovgivningen ikke er noget forkert, så mener jeg at han bruger din bil til at provokere med. Der findes heller ingen lovgivning der forhindrer faktuel dårlig omtale på områder som service, grundighed og hensynsfuldhed. Der må jeg fortælle at dit firma lægger navn til utrolig dårlig omtale, hvis jeg igen skal se Nortvigbilen parkeret foran mit hus! Der er masser af andre pladser i området, f.eks. foran hans eget hus.

Hilsen
Thomas

Som man måske kan forestille sig, så er det jo ikke ligefrem imødekommenhed og forståelse jeg er blevet mødt med, fra hverken min nabo eller chefen, så ikke overraskende, fik jeg senere dette svar:

Har talt med kristian. Der var biler foran hans hus da han kom hjem.

I mellemtiden var naboen kommet hjem i sin lille privatbil. Det gav anledning til et nyt billede og et nyt svar:

Det er et flot svar han har givet dig... På sin vis har han jo ret... MEN... det er jo hans egen lille bil der holder foran hans hus når han kommer hjem. Her til aften er han vendt hjem, og så 'hensynsfuldt' parkerer han sine biler i gaden!

Det korte af det lange er, at jeg er træt af at han parkerer som han gør. Der er masser af plads ved fortovet langs en ubebygget grund tæt på. Der kan han ALTID holde. Jeg vil ikke se på din bil mere, vil du fortælle Kristian at han skal parkere anderledes eller ej?

Mvh
Thomas

Siden blev det lidt bedre, men idag er bægeret fuldt. Jeg må konstatere at efter huset er solgt, så har han valgt at skide på naboro og hensyntagen. Tilsyneladende er han også bedøvende ligeglad med hvad hans arbejdsgiver siger til ham, hvis han da siger noget? Da jeg kom hjem, var der fire køretøjer i gaden. Hans lille bil, ekskærestens bil, firmabilen og firmatraileren. Det er svært art se at nogen gør sig umage med andet end en belejring med automobiler.

Hvis man skal prøve at få fornemmelsen af hvorfor det måske føles så generende, så er det her min udsigt:

Hvor hyggeligt mit gamle byhus end synes, så skæmmer det mit udsyn, at Nortvig-bilen holder som en stor fuckfinger foran mit vindue. Jeg har endnu engang skrevet til hans chef, Thomas Nortvig, men der er intet svar, og hvad værre er, ingen reaktion i form af fjernet bil.

Jeg lovede Nortvig A/S, at hvis ikke der kom styr på det, så ville jeg begynde at udbrede mig om mine triste oplevelser med firmaet i almindelighed, og deres tømrer i særdeleshed. Det skal man ikke love, hvis ikke man kan holde det, så hermed advarer jeg andre om den form for grundighed og imødekommenhed de kan forvente, hvis man indlader sig på kontakt med Nortvig A/S.

Når de ikke engang kan finde ud af at parkere en bil i en tom gade, ville man så overlade dem at 'gå løs på' ens hus?

Er en chef, hvis ord har så lidt gennemslagskraft hos en ansat, en man vil gøre forretning med?

Er en håndværker med den opførsel en man vil overlade istandsættelse af sin bolig?

Jeg ville ikke!

Hip Hurra Det er min fødselsdag!

2011-10-31T19:58:00.000+01:00

Eller rettere sagt, det er Ældsteknægtens 14 års fødselsdag. 14 år!!! Det er fanme mange år siden. Før den blå blok, før 11. september, før finanskrisen... det er længe siden!

Jeg var 20 år dengang. I dag er jeg 34, og er flyttet flere gange, er blevet skilt, har taget en uddannelse og fået endnu flere børn. Ak ja, tiden går...

Everybodys Talking

2011-10-24T22:28:00.002+02:00

Der er nogen, specielt kollegaer, som tror FCK's lille resultatdyk påvirker mit humør. Og ja, efter 5 år med opadgående formkurve, så er det da ikke så sjovt som det har været, men alligevel er det jo stadig sådan at ligaen føres suverænt og de stadig ligger til i Europa League.

Jeg har oplevet tre magre år i slutningen af 90'erne, hvor Brøndby samtidig løb med alt. Det var dengang, da FCK fik tilnavnet De Smukke Tabere, fordi de insisterede på at spille flot, også selvom de tabte. At andre, Horsens og FCN, byder sig til for tiden med flot fodbold aftvinger respekt. Så den nuværende parentes, er ikke noget der rigtig bider. Mon ikke vi ser et topmotiveret FCK-hold torsdag mod Brøndby? Det håber jeg...

Leaving On A Jetplane

2011-10-23T20:29:00.001+02:00

Microbølgeovnen er et stridspunkt herhjemme. Vi er nu seks i familien, men Absalon er for lille til at sige sin mening. Hans mor mener dog at hun kan tale for ham. Derfor er optællingen af stemmer 5-1 til microbølgetilhængerne.

Økotossen, aka undertegnede, er dog modstander af microbølgeovn, simpelthen fordi jeg ikke helt forstår princippet, og derfor mener det er farligt! Stråler der kan folde indersiden ud på majs skal ikke have frit spil på min matrikel...

Men jævnligt udfordres mit enevælde af undersåtterne der spørger:

- Far, må jeg få en microbølgeovn?

Jeg er blevet træt af plageriet, så jeg er begyndt at drille tilbage:

- Jada!.... (Når de så håbefuldt klarer op)... når du flytter hjemmefra! Så får du en i indflytningsgave!

Kridt-Iglen:

- Må jeg også få en?

Som en magtsyg mellemøstlig diktator slår jeg ud med armene:

- Jada, der er microbølgeovne til alle der flytter hjemmefra!

PS. Læg mærke til ordet microBØLGEovn! Det irriterer mig grænseløst at folk konsekvent omtaler det som microovn, for godtnok er den lille, men ikke micro!

Power To The People

2011-10-22T11:13:00.000+02:00

Imperiet Falder hedder det spritnye album som Magtens Korridorer udsender 31. oktober. Det er klart på ønskesedlen når jeg fylder år om en måneds tid.

Jeg har været vild med det band siden Tæskeholdet og deres ultraplatte Hestevise. Jeg har alle de andre, og derfor må jeg også eje den nye. Oftest synes jeg ikke at det er lige så godt som det gamle, indtil jeg har lyttet det igennem nogle gange. Oftest tager jeg fejl. Oftest synes jeg det er rykket et nivaeu til det bedre efter lidt tid.

Hele herligheden kan forudbestilles her, sammen med en portræt-DVD og en limited edition T-shirt (X-large)...

The Sound Of Silence

2011-10-21T10:40:00.003+02:00

Kender I det at en baby sover? Altså som i, har været uterlig og gnaven hele aftenen, og er endelig faldet i søvn? Jeg ved godt, at man ikke bør lære børn at der skal være helt stille før der kan soves, men når endelig krapylet har overgivet sig, så bliver man automatisk den der tysser på resten af flokken ved at spile øjnene op, hæve øjenbrynene og stirre intenst på alle der nærmer sig mens man sætter en finger på læberne og dermed signalerer "STILLE!" uden lyd...

Sådan var det i går. Absalon havde været vågen hele aftenen, og skreget gennemt Twentes ydmygelse af OB, og faldt endelig i søvn ved siden af mig, da FCK løb på banen i Hannover. Kridt-Iglen dukkede op 21.15 og blev mimende instrueret i at gå op og børste tænder og tage nattøj på. Det vandt 5 minutters uafbrudt stilhed med minimal lyd på TV'et. Så var hun tilbage og fik lov til at tegne ved sofabordet, bare hun var stille.

21.30 dukkede The Boys op. Shhhhh! mimede jeg... Hvad ser du? mimede de tilbage... Hannover-FCK, I må gerne se med, hvis I er stille.

21.35 scorede Hannover, og vi sad alle tre og græmmede os i tavshed, mens vi bandede Claudemirs fejlaflevering langt væk. Totalt på mute men med fagter;-D

22.15 Dame N'Doye scorede til 1-1, og lydløst klaskede vi hænder og jublede.

22.36, med 9 minutter tilbage gav dommeren et tyndt frispark til Hannover, som endte med at de scorede til 2-1. Lydløst sad vi igen og græmmede os og indså at kampen nok var tabt.

22.45, i det 89.minut spiller Santin og N'Doye sig smukt gennem og med en brasilianertå sender Santin bolden mellem Zielers ben til 2-2, hvorefter vi flyver op af sædet og lydløst hopper rundt i jubeldans og krammere. The sound of silence...

PS. Efter kampen opdagede jeg, at Kridt-Iglen stadig sad i sofaen og tegnede. Hviskende gik hun i seng kl. 23.

Feels like home

2011-10-20T10:26:00.002+02:00

Kender i www.hjembytte.dk? Det er en boligbytteportal, hvor ca. 40.000 mennesker kloden over sætter deres bolig på byt, mod at kunne benytte en andens bolig et sted i verden. Som en anden form for dating tager man et par billeder fra sit hjem, og kvarteret. De uploades sammen med en beskrivelse af hvad man har og hvad man søger, ja måske endda hvornår. Det er jeg sgu lidt fristet af. Det eneste der holder mig tilbage er familiære erfaringer.

Min far, DMO og hans kone, DKNO har praktiseret det i årevis, og har kun gode oplevelser fra boligbyttene. Det er ikke så meget tanken om hvis 'de andres hjem' nu ikke lever op til forventningerne. DMO og DKNO er altid kommet frem til pæne velholdte hjem, som har holdt hvad billederne lovede. Det er ikke det at have fremmede til at låne mit hjem, eller sove i min seng som giver mig bange anelser. Det er mere tanken om hvis det skulle lykkes at finde nogen der gerne vil bruge vores hus. Der skræmmer DMO og DKNO's erfaringer, for ugerne op til er fyldt med stress og arbejde, for hvad vil belgierne ikke sige, hvis badeværelset ovenpå stadig er under ombygning? Hvordan vil amerikanerne synes om at låne så lille en bil?

Jeg synes jeg har et dejligt hjem, jeg synes det ligger skønt og jeg kan se masser af muligheder og fornøjelse i at være lige her, i centrum af Horsens, i en halvgammel halvruin. Jeg kan faktisk se, at med barsel i maj og Giro d'Italia-mål i Horsens, så er der basis for at lokke nogen fremmede til byen, og måske låne en lejlighed i Rom eller Paris? Men sikke et show det ville være at 'lappe alle huller'!

Her kommer 'mutter' med kost og spand

2011-10-19T21:46:00.000+02:00

Så så man lige den lille husmoder i aktion. Eller rettere husfader, for i dag har jeg syet til den store guldmedalje. Ja, kære læser, de læste rigtigt, jeg har syet.

For jeg ihukom da lige, at jeg havde en stor skummadras i overskud i klassen (det er en jeg selv har doneret, men som mine elever ikke gider bruge mere). Den passer lige til Mellemsteknægtens megasen, hvor jeg manglede en gæstemadras der i det daglige fungerer som ryghynde. Samtidig kunne det fraskårne bruge til ryghynde i briksen i stuen. Det eneste der manglede var nogle betræk, så Overblikket måtte i STOF2000 og hustle stoffer!

Siden har jeg syet, bandet og kæmpet, men efter tre knækkede nåle og utallige spoler undertråd, så lykkedes projektet. Lige nu ærgrer jeg mig over at jeg ikke fik taget billeder til en DIY. Det er sgu ikke så svært...

Nå, men i halvlegen blev alle i familien der ikke bruger barnevogn udstyret med pensel og lærred og bedt om at male familien...

Radiosong

2011-10-18T12:42:00.000+02:00

Så er den gnavne gamle mand tilbage. Hvad sker der med P3? Hvor er den gode varierede musik, og de sjove idérige studieværter? Jeg savner programmer ala Tæskeholdet, De Sorte Spejdere og Mads & Monopolet (som det var i gamle dage).

Det sidste er faktisk det værste: Den nye generation af studieværter virker provokerende på mig. Hvad er det de kan? Hvad bidrager de med? Hvad kvalificerer dem til at sidde i stolen foran mikrofonen?

For mig at se er de efterhånden så idéforladt metervare, at det primært er op til lytterne at bidrage til programmets indhold. Det er mig en gåde at man lod Huxi gå, når man ser på, eller rettere lytter til det der nu fylder sendefladen ud. Jeg synes det er uinteressant, uintelligent og uopfindsomt.

Selv mit favoritprogram, Mads & Monopolet har udviklet sig i en trist retning, fra at beskæftige sig med panelets bud på problemer, til at 50% at sendetiden nu er genudsendelser fra sidste program, og interview med panelets deltager om deres uge der gik... Dillemmaerne som tidligere var det der berettigede panelets sendetid er kommet mere og mere i baggrunden til fordel for genfortællingen af Hella Joofs torsdagsbanko og Søren Pinds audiens hos Mærsk.

Desværre afbrydes studietiden ikke som før af kvalitetsmusik, men derimod af Den Græske Tragedies renæssance aka Den Androgyne Støjgenre med kunstnere som Winnie Who, Andy and the Johnsons og andet skrammel i samme rille. Hvorfor skal mænd forsøge at synge som kvinder? Jeg får kriller.

P3-fri ferie for mig!

Eight days a week

2011-10-17T15:53:00.000+02:00

Så skal jeg da lige love for, at der er efterårsferie! Kridt-Iglen var med veninde i LEGO-land i går. Der ryger 8 liter mælk i døgnet til morgenmad, kaffe-latte og varm kakao, og vi har allerede spillet Matador.

Knægtene stod op kl. 7, for at tage med bussen til en kammerat i dag. De fik en håndfuld mønter, og så ser jeg dem først i aften 18.30 foran CASA-arena, når vi skal se Horsens-FCK.

I morgen er det Bowlingdag, med hjemmelavede pizzaer til aftensmad!

Onsdag skal der males billeder og torsdag skal vi på kaffevisit hos CPB's far.

Fredag har CPB arrangeret hårdag med børnene. Dem med krøller skal have det glattet og dem med glat skal have det krøllet! Mon ikke os med lidt hår passer hinanden imens?

Lørdag skal jeg i biffen med KRidt-Iglen og evt. veninde og se Smølferne. Drengene tager Biler2. Søndag er der Matadorrevanche, og opladning til næste uge.

God ferie!

Det er en kold tid

2011-10-16T12:38:00.000+02:00

Så man må skrive sig varm.

Længe har jeg ligget brak skrivemæssigt, men det skyldes mest at det der barn, det der skoleår og en lejrskole trak tænder ud af mit program.

Men nu tror jeg efterhånden at overskuddet er ved at være der igen. På en måde mangler jeg bare lidt inspiration til at trykke tasterne i bund. Jeg vil i gang igen, men ude af form og uden egentlig indhold, kan det godt være, at I bliver hevet gennem noget forfærdeligt sludder de næste par dage!

God ferie!

Don't let me down

2011-10-04T20:20:00.003+02:00

Kære Helle, Kære Villy,

Kære Margrethe, Kære Johanne og ikke mindst Kære Christine

Tillykke med et flot valg. Tillykke med udbyttet af en lang kamp i opposition. Det er glæder mig, som lærer, at vi nu skal til at kigge på skolen i et helt nyt lys, for det trænger den til. Valgkampen har tydet på, at I ved, at der er behov for det. Men den borgerlige panikskolepolitik gennem ti år har fået mig til at frygte, at I ikke ved hvor slemt det står til?

Da jeg blev lærer for ti år siden, startede mit lærerliv med et opstartsmøde på skolen, forud for sommerferiens afslutning. Det altoverskyggende punkt på dagordenen på det møde var ikke undervisning, men derimod økonomi. Kommunen skulle spare, og havde meldt ud, at det blandt andet ville blive børne/ungeområdet og dermed skolerne der måtte holde for. Konkret betød det, at det budget man havde haft året før skulle barberes med 5%. Dengang, som nyuddannet lærer, sagde det mig ikke så meget. Jeg havde jo ikke nogen erfaring fra tidligere år, og dermed ikke et indblik i hvor meget det var.

Ledelsens melding til os var, at man ville spare pengene ved at reducere i kursuspuljen til efteruddannelse. Det blev ikke vel modtaget, men desværre har meldingen år efter år været den samme. Gennem de seneste ti år har jeg arbejdet i tre forskellige kommuner, på fem forskellige skoler, og desværre var mit første opstartsmøde ikke en enlig svale, tværtimod. Hvert eneste år har ledelserne skulle fortælle os lærere, at året igen ville blive præget af det, som jeg i medierne bedst har kunnet tolke som en ‘borgerlig satsning indenfor folkeskoleområdet’, men som konkret har betydet at vi har reduceret ude på skolerne på områder som ansættelser, undervisningsmaterialeindkøb, vikardækning, efteruddannelse, skoleudflugter, hytteture og lejrskoler. Det har været hårrejsende at skulle høre statsministre og undervisningsministre hånd i hånd fortælle om hvor mange ekstra milliarder folkeskolen blev tilført, når den virkelighed jeg har set, har handlet om det modsatte. Hvor blev pengene af?

Skoleledelserne er blevet pålagt af byrådene at finde besparelser i skolernes budgetter hvert eneste år. Nu er vi begyndt at fodre hunden, ved at skære halen af servere den. Klasserne sidder ofte og arbejder selv, lærerne udvikler sig ikke i deres undervisning og de oplevelser der skulle tale til læring med andre sanser er sparet væk. Mange af bøgerne i fag der ikke er dansk, matematik eller engelsk er trykt i 1980‘erne.

Jeg ved ikke hvorfor det er sat sammen som det er, men skolernes ansatte skal tage stilling til problematikker som skolens vand- og varmeforbrug, rengøringsstandard og omtale i medierne. Hvorfor skal lærerne bruge deres arbejdstid på det? Faktisk ville vi hellere undervise!

Læringen er ikke i fokus - De borgerlige har hele tiden snakket om læsning

Den skrabede økonomi har ført til at skolens kerneydelse, nemlig undervisning, bløder. Når det er blevet sådan, så er det fordi at det er lykkedes for den borgerlige regering at ‘få sat fokus på folkeskolen’ i en grad der aldrig er set før. Man har i medierne fået opbygget en myte om ‘den ineffektive skole’, med udgangspunkt i nogle internationale læsetest, som eksperterne indenfor undervisning sætter en hel del spørgsmålstegn ved. Men det har passet regeringen at kunne himle op om videnstab, effektiviseringbehov og international konkurrenceevneforringelse, fordi det passer i deres tankegang. Måles og vejes. De har sat lighedstegn ved at danske elever læste dårligt og at danske elever lærte dårlig. Derfor kunne man i valgkampens sidste dramatiske debatter også høre Lars Løkke Rasmussen stolt fortælle at danske elever nu læser relativt bedre. Og de regner også bedre.

Problemet er bare at læsning og læring er to forskellige ting. Læsning er ikke et mål i sig selv. Læsning er en kompetence, til at skaffe sig læring, og den del har Lars Løkke Rasmussen, hans foregænger og deres undervisningsministre forsømt! De har sænket niveauet i folkeskolen, fordi de ensidigt har sat fokus på deres favorittænkning, måles og vejes. Det er ikke så svært at måle om eleverne kan læse noget. Det kræver en computer med en multiple-choice-test! Det er meget sværere at måle om nogen har lært noget, om de ved noget. Det kræver dialog, altså samtale mellem lærere og elever.

Undervisningministrene har været bannerførere for stereotyp kassetænkning, og skamløst slået på tromme for at testning og kontrol, sammen med individuelle handleplaner er vejen frem. Ministeren har villet kunnet se ind i klasselokalet, ved at følge planer og målinger. Udover at det er forkert, at tro vi får en klogere ungdom ud af den borgerlige folkeskole, ved at teste dem ofte, så er det også skadeligt, fordi testenes resultater offentliggøres som kvalitetsstempel for undervisningen på den enkelte skole. Det har været de liberales vildeste våde drøm, for med det frie skolevalg, de hyppige kvalitetsmålinger og den offentlige rangordning farer forældre forvirret rundt i kommunerne og forsøger at finde klasser, hvor der er plads til deres barn på de skoler der får et flot tal i test. I vid udstrækning har de købt den borgerlige tese, måles og vejes!

Er konkurrence det der bringer vores folkeskole videre?

Skolerne er nu, med de tiltag om måling og offentliggørelse, i direkte konkurrence om eleverne, fordi de skrabede budgetter ikke bliver bedre af at være tildelt efter antallet af elever. Det sørgelige i fortællingen om den borgerlige folkeskole er, at ved at spare lærernes efteruddannelse væk, og hænge deres resultater offentligt til skue, så har man indledt et ensidigt ‘våbenkapløb’ om at teste flot. Derfor målretter lærerne deres undervisning på at teste godt.

På den måde er ‘vidensflugt blandt eleverne’ et næsten lige så stort problem lokalt på skolerne, som arbejdspladsflugten er nationalt. Hvis elever som er gode til test samles på nogle skoler, så dræber det jo de skoler der sidder tilbage med elever der ikke er gode til test. Det medfører færre elever og dårlig økonomi, i sidste ende skolelukning. De borgerlige har dermed skabt en folkeskole fuld af tabere!

Det er den største omkostning, ved at sætte læsning lig med læring! De svageste læsere blive dødvægt. Men er det det, som Danmark skal leve af i fremtiden? Dygtige læsere?

Næppe! Der er ikke noget der tyder på, at vi skulle være udstyret med bedre forudsætninger for at læse end folk i Indien, Kina eller Afrika. Faktisk er det at kunne læse dansk en relativ unyttig kompetence i en globaliseret verden med 7 milliarder mennesker, hvoraf kun ca. 5 millioner benytter dansk som sprog!Hvis en billigt drevet, effektiv skole er målet er vi chanceløse i det kapløb. Danske børn er for dovne og uopdragne til at stå distancen. De gider simpelthen ikke! Tag temperaturen på virkeligheden, hvis I ikke tror mig, men de unge i dag er født med en fjernbetjening i hånden, og zapper væk, så snart de keder sig. Specielt de børn som hænger tungest fast i de borgerliges læsepolitik!

Derimod har vi kulturelt set en fordel. Vi har frisind, demokratisk tænkning, innovation, teknologi og forbilleder til at udvikle os som samfund i en retning, hvor samarbejde, nytænkning og medmenneskelighed ikke kun er ‘ubrugelige bløde værdier’, men er eksportvarer der kan veksles til hård valuta i international konkurrence. Og der er behov for det! Både indenfor bæredygtig fødevareproduktion, miljørigtig energi og demokratisk samfundsstyring. Vores velfærd, menneskesyn, og tradition for individdets ukrænkelighed og muligheder er en eksportvarer som er i restordre på store dele af kloden. Hvordan kapitaliserer vi vores demokratiske tradition?

Den farlige kur

Folkeskolen er blevet beskrevet som dårlig i medierne af politikerne, først og fremmest på grund af PISA-resultater for vores læsefærdigheder, men også en rundspørge blandt folkeskoleelever om deres kendskab til Danmarks geografi gav hak i tuden.

Det har betydet at man har indført en politik, som er helt i tråd testningens ånd: Måles og Vejes, man vil have mere undervisningstid. Fordi man tror at kvantitet er lig med kvalitet. Altså at den enkelte lærer skal være mere sammen med sine elever, udfra tankegangen, at mere samvær mellem lærere og elever, giver mere læring. Tanken om mere undervisning til eleverne er rigtig og god, men først og fremmest er den til at forklare for vælgerne, så det kommer til at se ud som om man styrker folkeskolen. Men regneteknisk har man snydt på vægten.

Den mest enkle måde at forklare hvorfor mere undervisningstid ikke bare er en mirakelkur, er at ude i folkeskolen i kommunerne, øges kravene til at lærerne skal dokumentere og analyser hvad de har gjort, og den tid kan kun tages fra at overveje hvad de vil gøre (det der i gamle dage hed forberedelsestid). Sagt firkantet: Hvis den enkelte lærer skal være mere sammen med eleverne, så er der noget andet han eller hun gjorde før, som de ikke længere skal gøre.

Det er altså ikke en forbedring af kvaliteten i samværet, det er en forringelse. Hvis man oveni det mener, at der skal flere elever ind i klasselokalerne, så har den borgerlige skolepolitik altså ikke resulteret i mere tid mellem den enkelte elev og en lærer, men i mindre tid og dårlige tid. Hvorfor skal eleverne ikke have MERE tid sammen med FLERE lærere?

Ekspertredningernes tid bør være forbi

De voldsomme besparelser på kursus og efteruddannelse er blevet imødegået med at fjerne folkene på gulvet, og i stedet bruge penge på at hyre eksperter. Lars Løkke Rasmussen stod i spidsen for at købe en bus til 6 millioner kroner, og nedsætte et ekspertpanel som skulle rejse riget rundt og komme med bud på effektiviseringer i folkeskolen.

Det er et meget godt eksempel på den tro, der har sneget sig ind på, at svaret på, hvordan vi kunne læse bedre, ville blomstre op af den golde jord udenfor skoleverdenen. De lærerværelser jeg har bevæget mig på, har ikke været slået af overraskelse over, at Lars Løkkes Rasmussens eksperters konklusion var at større skoler, mere testning og flere elever i klasserne ville give en skole, der både var billigere at drive og give bedre læseresultater. Den konklusion tror jeg godt man kan gennemskue, at eksperterne var hyret til at komme med!

Hvis vi leger med tanken om, at eksperterne havde peget på mindre klasser, mere forberedelsestid, øget budgetter til kurser og indkøb af teknologi og materialer, så var deres konklusioner næppe blevet trykt, endsige fremdraget i debatten.

Eksemplet er kun et af mange. Indenfor det offentlige har der længe været en tendens til at man ansætter konsulenter og eksperter, der skal rationalisere afdelinger (læs: pege på hvilke medarbejdere eller funktioner der skal bort). Hver eneste gang en ekspert har trådt ind på min skole for at tale til et samlet lærerkollegium, har det været for at lave en besparelse i form af en ekstra opgave lærerne nu skal løse, eller en ‘fin’ metode til at kunne gøre tingene billigere. Det bliver pakket ind i ord som forbedringer, optimering, opstramning og effektivisering, men realiteten er, at det altid dækker over forringelser.

Der har f.eks. hersket en tro på at et 12 timers foredrag/kursus og et hæfte på 80 sider kan gøre 50 lærere i stand til at løse sociale problemer hjemme hos familierne. Sikke noget pladder!

Men kongstanken har været at skolerne skal rumme ALLE elever, uanset hvor udfordret de er på omsorg, helbred eller intellekt. Den blå blok har været fortaler for at fjerne specialundervisningen og dermed spare.

En venstreborgmester har foreslået, at en lærer skal kunne undervise 100 elever i tre-fire forskellige klasselokaler via computer. Det er meget sigende for effektivitetstænkningen, så kan vi jo spare tre lærerstillinger. Desværre er det ikke i tråd med min opfattelse af hvordan læring foregår.

Denne borgmester har vist ikke mødt en 8-klasseselev for nyligt. Hvor mange er på facebook efter 5 minutter? Hvor mange kan læreren hjælpe ad gangen? Hvordan med den del af læringen der kommer af respons på elevens arbejde? Vi har vist at gøre med en måles-og-vejes-multiple-choise-tænkning? I parentes kan det bemærkes at skolernes IT-udstyr mange steder halter i en grad, som ingen private virksomheder kunne overleve. delemaskiner med forældet hardware rimer jo ikke ligefrem på ‘auditorieundervisning’ af tre klasser på samme tid, vel?

I fodboldens verden er det en gammelkendt sandhed, at når klubledelsen offentligt giver træneren deres fulde opbakning, så bør han frygte en fyring! Ligesom lægen i middelalderen var ilde set, for når først lægen kom, så døde folk af behandlingen! På samme måde har slingrekursen og kravet om konstante forandringer og hoplakurser med eksterne eksperter fået lærere og pædagoger til at frygte for fremtiden, når byrådet vil sætte fokus på kvalitet i folkeskolen. Det er blevet synonymt med besparelser og kontrol!

Hvor står vi nu? - Og hvor skal vi hen?

Men et overblik over de væsentligste ændringer den blå blok fik gennemført, og de næste forslag de havde på bedding:

Flere elever til færre lærere
Mindre tid til forberedelse
Flere elever med særlige behov i normalklasserne
Øget dokumentation af praksis
Mere testning
Mindre metodefrihed
Færre penge til indkøb af materialer
Færre vikarer til dækning af sygdom
Færre kurser

Så er det at jeg er nødt til at sige, at skepsisen har bredt sig på gulvet. For er det de ting der skal til? Jeg tror det ikke, og nu hvor jeres mission er lykkedes, så er det tid til at sætte handling bag de flotte ord fra valgkampen. Jeg har med stor optimisme og glæde fulgt jer alle fem når I i debatter har talt om investering i mennesker, undervisningspoilitik, international konkurrenceevne og fremtid. Det har nemlig lydt som om I på netop skoleområdet er tæt på at være enige. Vil I ikke godt love mig, at folkeskolen ikke bliver gidsel i jeres øvrige forhandlinger?

Vil I ikke indføre et loft på 24 elever i klassen?

Vil I ikke sikre at der er to lærere i de små klasser?

Vil I ikke sikre at der er specialundervisning til specielle børn?

Vil I ikke holde fast i at lærerne der er i folkeskolen skal tilbydes uddannelse?

Vil I ikke kæmpe for at kommunerne for at redde deres økonomi ikke kan spare på folkeskolen, ved at indføre rimelige minimumskrav til hvor meget den enkelte lærer skal undervise?

Vil I ikke fjerne noget af administrationsbyrden?

Vil I ikke give lærerne mulighed for at vende tilbage til en hverdag, hvor de først og fremmest skal undervise?

Dette er de realistiske bønner, men hvis jeg må komme med et par visionære ønsker så overvej venligst

- Vil I ikke fjerne de nationale test, og i stedet genindføre mundtlige gruppeevalueringer, og endda implementere dem tidligere i skolen? (Det minder mere om de jobs eleverne skal kvalificere sig til i fremtiden)?

- Vil I ikke igen prioritere specialskoler, så de børn der i dag frarøves en målrettet indsats pga. forskellige vanskeligheder undgår blot at blive opbevaret i normalklasserne? (De svigtes, men de er også stor kilde til uro og dermed ufortjent syndebukke i snakken om disciplin i klasselokalerne).

- Vil I ikke slå et slag for en ordentlig IT-satsning, så ventetiden qua tekniske fall-outs og komplicerede procedurer reduceres så undervisningstiden rent faktisk bliver brugt på undervisning?

More Tan Words Can Say

2011-09-15T23:51:00.002+02:00

92-87 TILLØKKE!

Where Do We Go

2011-09-13T11:14:00.000+02:00

I en tid hvor statsministeren redegør for overskudsdeling med ordene "dem der har mindre, får mindre mindre, hvorimod dem der har mere for mindre mere", og dermed mener at det er god latin (i en tid hvor han iøvrigt mener at børnene skal kunne mere tidligere), der klamrer han sig til statestik og rankinglister i et febrilsk forsøg på at overbevise vælgerne om at det går fantastisk godt.

Forleden skulle man så se ham i debat på DR1 med 'den næstværste' kandidat. Her kunne statsministeren fortælle at Danmark ligger i top 3 med det ene, i top 5 med noget andet og i top 6 med noget tredje. Var jeg den eneste der undrede mig over at han ikke bare siger at vi er nummer 3 i Europa i dit, nummer 5 i dat og nummer 6 i dut?

Det er en underlig luftig boosten af sin egen præstation. Hvis vi lå nummer 17, ville han så sige at vi er i top 17?

Det minder mig om når en skole får dårlige karakterer hos afgangseleverne. Så er lederne klar med forklaringerne. Der er ikke taget højde for social baggrund, opgaverne i år var sværere end sidste år, de klarede sig endnu dårligere på en naboskole. Får man derimod høje karakterer er der ingen tvivl om at det skyldes dygtige elever, dygtige lærere og ikke mindst dygtig ledelse.

Statestik og ord er taknemmelig, og afhængig af om man kigger på øjebliksbilleder eller langsigtet udvikling, får man den tendens man vil have. Når statsministeren siger at vi har vækst, så er han på sikker grund. Der har været tre måneder hvor vi tjente mere end vi brugte, men året kommer ud med et minus på 85 milliarder! Hvis man måler arbejdsløshed eller langtidsledige er det også rigtigt, at han kan påvise at han pt. har færre end Nyrup... Kurven fra Askometret viser desværre bare en dramatisk stigning under LilleLars, som vil distancere Nyrup, USA og Tyskland i 1930'erne og skabe en kollektiv hånlatter overfor politikernes snak om brug for øget arbejdskraft.

(Mon LilleLars har skrevet dette skilt?)

Han forsøger sig med gimmicks som at vandre tværs over gulvet som en gorilla, eller konstant at fokusere på når andre afbryder (har nogen bemærket LilleLars egen pli på det punkt?) og senest med en lektieseddel(?) til Helle. Meningen er vist at være uforudsigelig og skabe utryghed hos oppositionen, men fordi det hele er så indstuderet og klodset udført virker det jo stik modsat. Det er ikke spontant eller truende, men bare lidt pinligt, men dog underholdende (lidt ala Kongene af Marielyst).

Skal han til at kunne true og virke uforudsigelig, så skal han kigge mod venstrefløjen, hvor den gamle hardhitter, Ole Krarup eftersigende har knockoutet en socialdemokrat, fordi han ikke ved hvem Kong Erik var. Se Lars, hvis du har nosser, så finder du en at gå i armgang med i aften, men jeg tror ikke du tør?

What Did You Learn In School Today?

2011-09-12T13:48:00.000+02:00

Med et kunstgreb har Blå Blok forsøgt at tale sig ind i arbejderbevægelsen. Vi varetager den almindelige families interesser. Det bliver for dyrt for dem under Rød Blok. Og lignende udtalelser.

Der er bare det, LilleLars, at fordi jeres kernevælgere, det oprindelige bagland af landmænd, har fyldt vores fødevarer og drikkevand op med pesticider, fungicider, stråforkortere og vækstfremmere, i en grad der får Tour de France-feltet fra 90'erne til at ligne en fattig messestand fra Urtekram, så sidder vi i dag i en situation hvor 'helt almindelige danske familier' ikke er helt almindelige. De mangler børnene.

Du, har indført brugerfinanciering på fertilitetsbehandlinger, og sådannoget vurderes at ligge på omkring 30.000 kr. Hvordan er det lige du bekymrer dig om 'den helt almindelige dansker' der?

Jeg har gennemskuet dig. Meningen med denne plan er ligefrem. De rigeste, dem med hus på strandvejen eller en traktor til 3,5 million i laden og 1 million hektar EU-støtte, de må i tilfælde af ufrivillig barnløshed overveje om de skal udskyde deres golfabonnement eller droppe safarituren til Afrika, for at få råd. De 'helt almindelige familier' med sygeplejesken der skal tidligt op for at køre på sit arbejde i sin bil kan regne med at sidde (relativt) gratis i kø i morgentrafikken, og se muligheden for behandling fordufte hånd i hånd med efterlønnen.

Hvis den almindelige familie fik valget mellem at betale for forbrug (som f.eks. transport), men til gengæld kunne regne med at velfærdsydelser som pasning af børn og ældre, undervisning og sundhed ikke bliver for dem der har råd, men for alle, så tror jeg at du har gjort regning uden vært, når du skråsikkert mener dig på sikker grund i din forargelse over betalingsringen.

Men det er faktisk smart gjort Lars, for på din måde bliver der, ganske som du lover, relativt flere rige mennesker i Danmark. Smart, men usympatisk, ligesom da du kom med eksempler på efterløn der kunne bortfalde uden problemer, og nævnte at der da var forskel på om maskinarbejderen blev nedslidt eller skolelæreren. Det skulle du ikke have gjort, Lars!

En anden kluntet statminister har engang henvendt sig til Dansk Folkeparti med ordene: Stuerene, det bliver I aldrig!

Jeg vil gerne fejlcitere ham og henvende mig til dig: Arbejderparti, det bliver I aldrig!

Ironic

2011-09-12T10:04:00.001+02:00

Så er den gal igen med pesticider i vores grundvand. Det, som vi øko-tosser har sagt i mange år, nemlig at det at hælde gift på jorden, vil give gift i det vand vi hiver op af jorden, viser sig nu i målinger. 4 ud af 4 målinger af drikkevand afslører pesticidrester i drikkevand.

Venstres minister Karen Ellemand vil dog ikke fremføre forslag om et forbud mod sprøjtegiftene. Der er jo nogle af målingerne der ligger inden for det tilladelige! Jeg ved ikke hvad jeg synes er mest uhyggeligt, at der ikke er sat navn på stederne hvor der er målt, eller at vi har en accept af pesticidrester i drikkevandet.

Nu er Venstre jo et landbrugsparti, og landmændene er selvsagt ikke meget for forbud eller begrænsninger i deres virke, vel omtrent som lærere har det med metodefrihed. Det undrer mig bare, at det er enhver tosse med taletid i medierne forundt, at kloge sig på hvordan skolen skal reformeres, men at ingen tager idéen om omlægning af landbruget, altså det hele, til økologisk alvorligt?

En af mistankerne mod Bentazon, er at det isoleret set giver lav sædkvalitet, ligesom det er under mistanke for at forringe blodets evne til at størkne, nedsætter lever- og nyrefunktionen, men det værste er det der kaldes for cocktaileffekten, nemlig at ingen ved hvordan der reagerer i sammenblanding med andre pesticider!

Nu skal der nok være en virkelighedfornægtende Venstremand, som f.eks. Peter Christiansen, der vil klamre sig til det halmstrå, at ingen ved præcis hvordan det påvirker sammen med andre stoffer, og dermed åbner muligheden for at det bliver mindre skadeligt eller måske endda har en gavnende effekt?

Hvor meget Bentazon tror I der er i hans drikkevand?

Meget, og her er beviset ganske gratis til Venstre, se hvor meget Bentazon i drikkevandet kan rette op!

På kanten af småt brændbart

2011-09-10T11:28:00.000+02:00

Mit genbrugsfund er ved at få nyt liv. Jeg bjærgede jo disse to røde fdb-stole fra en mand der ville kassere dem.

Og med lidt sandpapir, lidt sort alkydmaling og en times tålmodighed, så kommer de til at se sådan her ud.

Den anden havde et svagt ben, som nu er ved at blive 'opereret' med kemisk træ fra Jem & Fix. Måske den kan komme stand?

Måske kan man kloge sig lidt politisk på om en slidt rød træstol, med tre funktionsdygtige ben, med lidt kemisk spartel og blank maling kan du? Det er lidt den samme fornemmelse jeg har med Helle Thorning. Hun er ikke min kop the, og jeg synes ikke hun imponerer mig. Alligevel synes jeg en gammel, slidt, trebenet fdb-træstol må være bedre end den Jysk-plastik-campingstol-til-50-kroner, som Lars Løkke vil byde os.

Who Wants To Live Forever?

2011-09-08T15:15:00.000+02:00

Denne her synes jeg ser spændende ud. Måske jeg kan finde en ny børnebibel, nu hvor Den Store Djævlekrig og Prins Faisals Ring er brugt?

Den kan købes her.

You Cant Beat The Feeling

2011-09-07T22:08:00.000+02:00

Pia Kærsgaard plederer for at dansk statsborgerskab skal være svært at opnå, udfra tanken, at vi ikke skal udvande/forringe vores 'brand'! Ok med mig, hvis man også skal kunne fratages sit statsborgerskab, hvis man er for dum at høre på!

Pia, du i mine øjne ikke længere dansk. Problemet er bare at jeg skal finde et land der har lempelige pointsystemer der kan slippe dig ind. Pt. er Niger vist det bedste bud, de har jo ingen skrupler ved at lukke f.eks. Gaddafi ind. Mens vi venter på svar fra Niger, kan du jo være statsløs, og se hvordan det er!

Loser

2011-09-07T21:39:00.000+02:00

Det er utroligt, at det ser ud til at Danmark ikke slipper af med ham her:

Meningsmålingerne har i hvertfald peget på at forspringet smuldrer. Hvis jeg absolut skal ligge under for en lunefuld, drukfældig og uligevægtig klovn, så vil jeg egentlig hellere have Danmark ledet af ham her...

You Can Get It If You Really Want

2011-09-02T19:59:00.001+02:00

Så nærmer det sig igen min fødselsdag... Omend der er et par måneder til. Men derfor kan man jo godt begynde at gøre sig tanker om, hvad man ville blive glad for at få.

De seneste år har jeg ønsket mig en ny regering. Egentlig er det lidt overflødigt for mig, for som uddannet mand, midt i trediverne, med job og fast ejendom, vil en ny regering helt sikkert betyde at jeg får mindre til mig selv, men den luksus ønsker jeg mig nu alligevel. Og jeg tror jeg får den før min fødselsdag...

Så i mangel af bedre kan jeg jo se på andre steder i verden, hvor behovet for mere retfærdighed er større end i Danmark. I min barndom gjorde især min mor meget ud af at udvide min horisont bl.a. gennem gode film som f.eks. Gandhi.
Gandhi har jeg siden selv erhvervet mig, for mine børn skal ikke snydes. Men nu popper der en anden gammel perle op i min erindring: The Harder They Come, med Jimmy Cliff.

Den ønsker jeg mig, og den fås her.

I smell a rat, Baby

2011-08-23T17:45:00.000+02:00

Jeg har lige bygget mig et køkken. No shit, hvis du har læst på min blog, så kan det ikke gå ubemærket hen. Nå, men det mest interessante ved mit nye køkken lige nu, er at gassen er koblet til, og det er fanme en fornøjelse at lave mad på.

Men lige når man tænder for gassen, og komfuret gnistrer, så kommer der en stor flamme, og der, i et kort sekund 'lugter' der ualmindeligt meget af gas. Det er sjovt, for selvom jeg ved at gas egentlig ikke er sundt at sniffe, så kan jeg tage mig selv i et kort sekund at snuse indad og nyde duften af gas?!? WTF?

Om det er fordi det minder mig om min barndom, hvor mine oldeforældre havde gaskomfurer og hvor jeg forbandt besøg hos dem med forkælelse og opmærksomhed, ved jeg ikke, men sært det er det. Hvordan kan det være at skadelige stoffer, alkohol måske som det mest oplagte, kan have så stærk tiltrækning på os?

Jeg ved det ikke, men jeg ved at der er flere sundhedsskadelige stoffer som jeg finder en vis behag ved, og er nødt til at slå fornuften til for ikke at udsætte mig unødigt for. Listen er underlig, men here we go:
Kontaktlim og andre to-komponente produkter
Oliemaling
Tjære
Benzindampe
Metal (jeg ved godt det er underligt, men som barn havde jeg en pengepung, med sådan en metallukkeklips, som bare smagte af mere hvis man slikkede på den!) Jeg tror det er derfor jeg bilder mig ind at jeg forstår dem der kan fortælle de har slikket på et batteri? (Åh jo, de findes!)

Ja, jeg ved godt at det er aparte, men jeg afholder mig også fra fristelserne, omend jeg undres over at vi ikke fra naturens side finder afsky ved det usunde? Måske det så var nemmere at afstå fra pizza og cola?

Hvilke giftstoffer nyder du?

Stolen Love

2011-08-21T23:30:00.000+02:00

Se hvad jeg bjærgede på kanten af 'småt brændbart' i dag!

De skal bare lige slibes, males og så er der sgu to nye stole i køkkenet... Og så er det quiztid: Hvad mon drengen skal hedde?

Et lille hint... Hans navn har en form for forbindelse til den ene af de to klubber vi var på stadion og se i går. En uge gammel, og allerede romerlys og fadøl!

Og så var det endda tæt på en ny ting i dansk fodbold: En dommer der bliver ramt af en kvart liter modermælkserstatning!

Giftes med Farmand

2011-08-19T17:31:00.001+02:00

KAMMERATER! Så er den gal igen. Denne gang med voksne mennesker, der ad bagvejen forsøger at indsmugle 'baby-sprog' i hverdagsjargonen. Med ord som "mor", "mam" og "vov-hund".

Som lærer i den danske folkeskole oplever jeg jævnlig både kollegaer, ledere, psykologer og pædagoger der omtaler elevernes forældre som "Mor" eller "Far".
"Far kom og afleverede Valdemar."
"Mor siger at Ingeborg ikke må få vand på sin gips."
Det gør de, selvom alle der sidder ved bordet udemærket ved, at det ikke er deres far eller mor der er tale om, men derimod Valdemars og Ingeborgs. I mine ører er det bare forkert! Når man taler med mennesker om andre, så mener jeg faktisk, og især i profesionelle sammenhænge, at man skylder sin samtalepartner at bruge så præcist sprog som muligt. Det indebærer blandt andet de små ord som "din", "min", "sin", "hans" og "hendes".
"Valdemars Far afleverede ham."
"Ingeborgs mor siger, at Ingeborg ikke må få vand på sin gips."
For der er ikke tale om at læreren og Valdemar har samme far! Nej, de er ikke søskende, og Ingeborgs mor er ikke også mor til psykologen.
Derfor får jeg også lingvistisk fnat af når voksne henvender sig til et barn og omtaler barnets forældre som "Mor" og "Far".
"Kan du gå hjem og fortælle Mor at din kontaktbog altid skal ligge i tasken?"
Jeg får spat og får lyst til at råbe: "DIN! Din mor skal vide at kontaktbogen skal ligge i tasken." For det er ikke vores mor! Når en lærer eller leder står og siger:
"Kan I gå hjem og fortælle Mor og Far det?"
Så får jeg lyst til at spørge hvor deres forældre bor, førend jeg svarer ja eller nej til om det kan lade sig gøre.

Pinligheden bliver endnu værre, når forældrene er tilstede og voksne henvender sig til børnene og f.eks. siger:
"Du har taget Far med i skole, hva?"
Nej, NEJ, NEJ! (I bedste Bo Bæk-stil)
"Du har taget din far med, hva?"
Det er ikke vores far, og for mig at se taler man ned til barnet, ved at tale hen over hovedet på forældrene som om de ikke er tilstede.

Don't get me started mht. de mennesker der har hund/kat/desmerdyr eller koala og omtaler sig selv og hinanden som dyrenes mor og far. ADADADAD! Det er en genetisk umulighed, forkert, ulækkert og plain wrong! Hunden skal vel heller ikke over til Søster, hvis du har en datter, vel?

Hvad er det så egentlig der er galt med det?

Udover at det i mine ører lyder barnligt og lidt fattigt, så synes jeg at er en 'vranglære', altså at man lærer børnene et sprog, som man godt selv ved er forkert, fordi man tror man taler i øjenhøjde. Man lærer dem talevaner, som man med lidt omtanke kan sige sig selv skal laves om når børnene bliver større.
"Fut-tog", "Vov-hund", "Muh-ko" er i samme familie.
Hvis du sidder og tænker, at jeg er lige lovlig pernitten og intolerant, så forestil dig lige landbrugsministeren holde en tale til folketinget, hvor han bruger termerne Muh-ko og Øf-grise, eller en transportminister der vil begrænse antallet af Vrum-biler i København med en Katching-betalingsring om byen! Nej, vel?

Forestil dig, hvis det var det samme med tingene vi omgiver os med. Hvis vi fjernede småord som "en", "et" og endelserne.
"Skal du bruge gryde? Skal du det, hva?"
"Sæt kop på bord"
"Vil du række mig kaffe?"

Voksne, der taler til deres omgangskreds, siger jo heller ikke "Mor og Far kommer og besøger os på lørdag." De siger "Mine forældre kommer og besøger os på lørdag" eller "Min mor og far kommer og besøger os..."

Når tosserne på den politiske højrefløj kan proklamere at de vil 'stå vagt om Danmark', så kan jeg vel også proklamere at jeg vil 'stå vagt om det danske sprog', bortset fra at det gælder på andre sprog as well.
"Do you need to go peepee?" giver mig lige så meget the creeps som "Har du puha i bleen?"
Lær at tale ordentligt!

Kan jeg så selv sige mig fri for det?

Ikke helt, og som al anden lovgivning udstedt fra dette kontor, så er der undtagelser. De omhandler især bedsteforældre, omend der ikke er nogen god grund dertil.
"I skal hjem til Mormor på lørdag."
Det kan man sagtens høre mig sige til mine børn, og oldeforældrene bliver også omtalt med titel før navn, dog det mere joviale "Olde", selvom jeg udemærket er klar over at børnenes oldeforælde, er mine bedsteforældre. Og børnenes bedsteforældre er jo mine forældre. Det kunne løses let med at indskyde "dine" og "jeres", men den glipper også for mig.

Hvad med dig? Er der ord/vendinger der giver dig lyst til at korrekse din omverden? Eller ting du siger, som du godt ved er forkert?

Oh Baby!

2011-08-13T23:37:00.000+02:00

Jeg er kommet til et modent punkt i mit liv. Jeg har købt et avisabonnement. Så fredag kom Weekendavisen (Jeps du læste rigtigt, Tantens højpandede ugeavis, uden sport) første gang i postkassen. Det var helt perfekt, for de sidste mange timer har budt på masser af tid til at læse avisen. Der har jeg bare siddet og ventet på at CPB skulle få sig noget søvn eller at Absalon skulle vågne.

Derfor har jeg læst de mest sindsygt spændende artikler om Børnelokkernes Befrielsesfront, Fetichisme, Den franske folkeskole, dyr med flere genomer, anmeldelser af et dusin spændende bøger, en artikel om nonners isolerede liv i fangenskab i klostrene i middelalderen. Masser af inspiration til et par ord med på vejen fra Overblikket, men når man lige er blevet far til fire, så er det som om man taber tråden, når lixtallet kommer over 13, så derfor kommer der ikke noget om alle disse spændende 'verdensafskrabninger', men derimod et par billeder af en dreng der er ca. et døgn gammel.

The remedy

2011-08-09T21:08:00.002+02:00

I dag blev så dagen...

Hvor Niels Egelund fik formuleret fornuftige tanker om undervisning og læring. Især er jeg glad for hans understregning af fællesskabets betydning.

If it makes you happy...

2011-08-09T11:42:00.003+02:00

It can't be that bad.

Men i USA, eller som Nearn* siger, Triple A, er der her til morgen stor forargelse over en brystvorte på skærmen? Det er da vist sket før, f.eks. Janet J, at sangerinder har tabt knappen udover hyldeforkanten, men helt ærligt... Med uroligheder i London, økonomisk krise i Gud eget land og massemord i Norge, mon ikke man så skulle prøve at sætte det lidt i perspektiv; for hvad er det nu lige der er skadeligt ved at publikken ser at en kvinde har et bryst? Ovenikøbet kan man jo sige at de fleste amerikanske sangerinder, eller sangerinder i almindelighed gør et ret stort nummer ud af at vise de har dem (ik Medina?).

I et samfund som det amerikanske, hvor live-sendinger sendes fem sekunder forsinket, for at 'manden med knappen' (det hedder det fanme**) kan nå at blurre eller bippe utilbørlig optræden og sprog ud af sendingen, der har man en tyrkertro på at håndvåben er hver mands ret og at man skal kunne køre bil når man kan kigge over rattet. Men alkohol, banden og sværgen og nøgne mennesker, det er Satans værk og den direkte vej mod undergang?

USA, YOU ARE FUCKED UP!

*Niarn kalder Aalborg for Dobbelt A, er de så lige i halen på USA?

** Da jeg var barn, under den kolde krig, var 'manden med knappen' en vigtig person, som havde magt og indflydelse og som folk frygtede... det er vist ikke helt det samme i dag?

Ta' det af!

2011-08-07T20:51:00.000+02:00

Night Train

2011-08-07T10:52:00.000+02:00

En ny form for terapi ser dagens lys i Indonesien. Terapien tager udgangspunt i en myte om en lam kineser, der ville begå selvmord og derfor lagde sig på togskinnerne. I stedet for at blive kørt over, blev manden helbredt af den elektricitet der løber gennem skinnerne, og det har nu fået fattige indonesere til at behandle sig selv for alverdens lidelser på banelegemet.

Skulle det norske retssystem komme frem til at Breivik er sindsyg, og dermed ikke egnet til straf, så ligger det da ligefor at behandle ham med et togterapi. Det skal bare ikke være i Danmark, hvor DSB1' & IC4's inkompetence ville gøre at manden næsten med garanti kan ligge risikofrit på skinnerne!

For altid

2011-08-06T16:16:00.000+02:00

Medina har fået tatoveret "for altid" på halsen. Der må nok henvises til hendes eget bidrag til den danske sangskat? Nu er tekster jo ikke lige det, der i mine øjne, er Medinas force, så det er sgu da dumt!

Det er heller ikke pænt, men det passer jo, at det er for altid. Nå, men det er jo meget bedre, end hvis hun havde fået tatoveret "sammen sammen"...

Jeg er for kendt til det her sted!

2011-08-05T23:44:00.001+02:00

Superheltemor har et link til en side der afsløre hvem af de kendte der ligner dig (der er jo ingen grund til at være beskeden, og tro at det er omvendt). Nå, men ham Nazi-tossen ligner så åbenbart mig? Fedt, nu er jeg via ordgenkendelsesfiltret i blogger officielt psykopathøjresympatisør...

Scary shit!

Where have all the flowers gone?

2011-08-05T08:43:00.005+02:00

Hvad sker der for min blogger?

Jeg fik en mail, om at en Anne LO havde kommenteret på et gammelt indlæg, jeg havde skrevet. So far, so good. Jeg klikkede på linket, og fandt indlæg og kommentar. Det er såmænd både rigtigt og fornuftigt hvad konen skriver, men under mit indlæg og jeres kommentarer, der finder jeg så tre links. Omtrent med teksten "Tre har linket til dette indlæg", og så tre indlæg på en blog der hedder Mælkebøtten? I'm puzzled (Jeg er lagt som puslespil).

Så jeg følger de tre links, og intet sted på denne blog er jeg, mit indlæg eller indholdet omtalt i de tre links. Nu er Mælkebøtten ikke en blog jeg læser, og tilsyneladende heller ikke en der læser min blog, så hvad sker der? Er det spam-links fra blogger? Skal jeg manuelt fjerne dem fra dette indlæg? Og er de ved alle mine indlæg? Kan man slå et spam-link-filter til?

Jeg har ikke selv valgt de links, men det kunne se sådan ud. Tror folk så at jeg læser Mælkebøtten?

Jeg er lidt ligeglad, i tilfældet Mælkebøtten, men der findes da masser af ting på nettet, som jeg ikke har lyst til at blive forbundet med, og her bliver jeg for paranoid til at skrive det, for hvad hvis blogger har sådan en 'keyword' funktion, at den linker til ord fra mit indlæg? Så er det pludselig tid til selvsensur, og slut med at bruge ord som f.eks.

Diktator (også selvom det måske er ment ironisk om en lokal)

Psykopat (Kunne være man oplevede noget vildt på en bytur)

Borgerkrig (Hvis ens nabo har grillen stående for tæt på skellet)

Terrorist (hvor mange der skriver om deres børn har ikke brugt det ord?)

Afviger (Når ens teenager af sig selv rydder op på værelset)

Oprør (Hvis kommunen sender rykker på institutionsplads man har betalt og samtidig fjerne et tilskud man har fået)

Ja, allerede nu er mit indlæg sikkert linket til bloggere på d e n y d er s t e h ø j r e f l ø j?

Men Big Brother, jeg ved ikke hvem Mælkebøtten er, eller hvad hendes virkelige funktion er i netværket?

Elefantens Vuggevise

2011-08-02T23:14:00.003+02:00

Det er de simple glæder, som skal værdsættes. Det er hovedbudskabet i Luksusfældens gældsterapi. De næste mange år har du ingen penge til fornøjelse, og til gengæld afdrager du din gæld. Sådan ser min situation faktisk også ud. Jeg er vel teknisk insolvent, og bør afdrage på min gæld mens renten er lav og alt det jazz.

Måske er der forskel på mig og dem i Luksusfælden? Jeg har jo trods alt ikke regninger der ikke bliver betalt. Men tanken om at arbejde, for at tjene penge til at nedbringe gæld, den er sgu til at få lange nosser af.

Så jeg gør lidt af det hele. Min økonomiminister har lavet en økonomisk turn-around-plan for os, så vi både afdrager gæld, opsparer til uventede regninger mm. og samtidig have penge til at bygge køkken, købe is og tage i biffen. Hvordan hun får mere ud af lidt, det ved jeg ikke, men det gør hun!

(lige nu er hun sur, fordi jeg fortalte at jeg skriver om hende og indlægget hedder "Elefantens Vuggevise").

Men tilbage til det der med det simple. Når man ikke skal bruge unødige penge, så skal man jo finde andre glæder, og nu hvor varmen er her, har vi pludselig fantastiske tropenætter igen. Så vi kan sidde og drikke varm saft og se stjernehimlen, mens vi snakker om alt mellem himmel og jord. Og nu tændes der stjerner på himmelen blå, så jeg vil invitere hende en tur i haven, før det er sengetid...

Crazy som fortsættelsen "Halvmånen løfter sin sabel" pludselig får helt ny mening, hvis man tager de Breivikske briller på. Jeg vælger at se månen i øjnene og nyde at FCK kom videre fra Irland, køkkenet er færdigt og der stadig er en uge til jeg for alvor SKAL igang...

Tror du jeg fik lavet årsplan i dag?

Don't Cry

2011-08-02T10:41:00.002+02:00

Sommerferien lakker mod enden. 7 uger har vi i år. Som det burde være hvert år. Bare med bedre vejr. Meget bedre tak. Al den regn og kulde der prægede ferien, har nærmest gjort at jeg ikke helt kan værdsætte det sidste der kommer, for nu er det sidste der. Om en uge, og et par dage, skal vi mødes og mandag d. 15. går det løs.

Så sidder jeg med kaffen i det nye køkken og bladrer gennem bøger og hæfter, for at planlægge hvad skoleåret 2011/2012 skal byde på. Egentlig gider jeg ikke. Endnu. Egentlig SKAL jeg først begynde i næste uge. Men den lange ferie og det dårlige vejr har gjort at jeg har mødt en ny side af mig selv. Mine kære læsere, tag godt i mod Stræberen!

Nu er det jo langt fra sikkert at det varer ved, men jeg har en lyst til at være en smule mere på forkant i år. Et mulehår af forventning om hvad fremtiden bringer. Måske også lidt mindre rum for at gribe nuet, som jeg ellers har hyldet. Men lad os nu se...

Måske er årsagen til mit stræberi også at jeg skal være meget væk i dette skoleår? Med barsel, omsorgsdage, ferier mm. så kommer der til at være vikar på i mine timer i rigtig lang tid. Derfor skal jeg jo planlægge noget eleverne kan lave, hvad det er de skal lære og hvordan. Det er måske derfor jeg har trang til at lægge et program? Hmmm... måske?

Stuck with me

2011-07-29T09:35:00.004+02:00

Jeg har et hade-job i dag. Spartle og slibe er noget af det kedeligste jeg ved. Og denne gang er det ca. 20 meter stuk med skruehuller og samlinger der skal ende med at se pænt ud. Til gengæld er jeg ved at være færdig, og det synes jeg meget godt om. Så er køkkenet snart klart til en grand opening, omend det nok kommer til at være efter barnefødslen.

More than words can say

2011-07-23T08:00:00.004+02:00

Det der Norge, ikk? Det er lidt for stort til at jeg kan fatte det. Det er også lidt for tæt på. Terrorens indre logik siger jo: "Ingen går fri. Ingen skal kunne føle sig sikker." Men alligevel sidder jeg tilbage og håber at der snart kommer et dementi. At det er et ondsindet reklamestunt for den vildeste nordiske katastrofefilm eller noget andet... Men det kommer ikke.

Tværtimod vælter der nye frygtelige fakta frem, og det i et tempo som gør, at jeg ikke synes jeg kan rumme det. Jeg er ikke ligeglad. Jeg synes det er forfærdeligt, men det er for tæt på til at jeg orker at se breaking news hver time om stigende dødstal. De unge skudofre på øen er jævnaldrende med min ældste søn.

It's a mans world

2011-07-19T16:15:00.001+02:00

If it makes you happy...

2011-07-18T23:33:00.003+02:00

It can't be that bad. Sådan er det vist med ferie? Ungerne keder sig vist lidt. De småskændes, og går for sent i seng. Når det er dag, kan de ikke rigtig beskæftige sig selv, men gør det alligevel. Ferie i år foregår primært på matriklen - for så få kroner som muligt. Vi holder økonomisk hviledag (og strækker den et par uger, mens vi venter på børnepenge og løn) ovenpå køkkenbyggeri, fællesøkonomilægning, billøshed og skoleskift/start for de sidste to børn.

Derfor sidder jeg tilbage med fornemmelsen af at være lige en tand for kedelig forælder. Vi har brugt pengene og brændt krudtet af i starten af ferien, på de første bjerge, på at fragte ungerne til sommerhuset, hvor DMO og DKNO ventede med en uges bedsteforældreferie, lige nu er det bare transportetaper, dog uden ophidsende spurter.

Mon vi har noget at skyde med, når vi rammer alperne?

Vi har spillet Settlers.

Vi har læst bøger.

Vi har cyklet.

De har fået penge til slik i kiosken.

Vi har set Tour.

Vi har set FCK.

Vi har været på café og spiser nachos og drikke alt for dyre sodavand.

Men stemningen herhjemme er præget af ventetid. Vi venter på penge, vi venter på lillebror og vi venter på at børnene rammer de næste bjerge.

Derfor var det perfekt, at vi på dagens bytur løb på en af drengenes gamle kammerater, som var frisk på at gå med hjem. Han blev hentet her til aften af sin mor, men kommer allerede igen på torsdag. Og onsdag skal vi besøge Byggemand Blues, Store Musse og Play-O på campingpladsen de er fastliggere på. Så har man også prøvet det... er det mon udenfor kategori?

Jeg håber ungerne husker på de stigninger der har været undervejs, fremfor den fladeste sommer ever?

Mad world

2011-07-17T14:34:00.005+02:00

Min kendisfavorit Amalie emigrerer eftersigende til USA. Janteloven er ifølge dukken 'alt for høj i Danmark' og dermed er der ikke plads til mennesker med så stærk personlighed som hende. ØV! Så er det slut med sprogblomsterne som føj om ørerne på hende.

Hvad Amalie skal leve af i Land of opportunities, det melder hun ikke så meget om, men mon ikke der er plads i noget reality-TV til hende? Jeg synes det er fascinerende, at Danmark kan konkurrere med det store udland i det freakshow de kalder reality-TV. De kan komme med Jack Ass, Ozzy og alle de andre. Vi har Sidney Lee og har lidt endnu Amalie. World 0 - Denmark 2! Hvis de kommer med noget modstand, så smider vi bare en mødregruppe fra De unge mødre efter dem...

Men spøg til side, så er reality-TV jo et sørgerligt koncept. Virkeligheds-TV? Hvis det skal afspejle virkeligheden, så ville der jo ikke være nogen der gad se det. Derfor sidder der konceptudviklere med lange uddannelser i psykologi og medieøkonomi, og udtænker, hvordan virkeligheden kan gøres mere interessant. Hvad med gratis sprut? Hvad med falske rygter? Hvad med præmier for dårlig opførsel? Det er faktisk ved at udvikle sig til det modsatte af reality!

Senest har jeg ramt et program med zapperen, hvor ejendomsmæglere viser dyre boliger frem. Liebhaveri. Så kan man sidde her i regnvejrsdanmark og savle over terrasser der er større end gaden jeg bor i, swimmingpools der kan rumme hele min familie (og alle deres venner) og garageanlæg med plads til alle de biler man ikke bruger! Hvad fanden er relevansen af det? Public service my ass, det er sgu da med til at give folk komplekser over deres egen reality! Og de nemmeste at friste kan vi så se i Luksusfælden! Så er cirklen ligsom sluttet.

For lige at dvæle ved ejendomsmæglere et øjeblik: Det er et gennemført forfærdeligt folkefærd. Jeg har ikke mødt en eneste sympatisk ejendomsmægler. De virker sleske og utroværdige og taler alt muligt lort op overfor købere, og overfor sælgerne taler de priserne på alle deres værdier ned. Føj for en gang vendekåber. De minder mig om gribbe, idet deres levebrød er nas på andres livsværk. Naboen har sit hus til salg og der er mange fremvisninger, så jeg er med på en lytter, og har dagligt lyst til at råbe: "PLAT FUSK OG SVINDEL", når jeg overhører deres 'butiksvindue'. Hvis den profession er reality-TV værdig, så er det vel bare et spørgsmål om tid, førend det følges op med reality-TV fra en bedemand i whiskeybæltet?

I want to ride my bicycle

2011-07-16T11:29:00.002+02:00

Jeg lovede at min jagt på gys i kolonihaven ville resultere i lidt fiktion, når tankerne blev samlet. Det kommer her.

Enkeltstart mod Døden

Hvad var det værste der kunne ske?, tænkte jeg, da jeg stod en aften hos min lillebror i Ballerup, og skulle til at cykle mod Brønshøj og kolonihaven. Det var jo sommer, vejret var lunt, og selvom det var mørkt, var det en meget stille sommeraften.

Men jeg havde ikke min cykelhjelm med, og det var blevet så mørkt, at de cykellygter jeg heller ikke havde, faktisk skulle have været i brug. Derfor var det en risiko, som jeg normalt ikke tager. Men denne aften var anderledes, jeg var nemlig på jagt efter min frygt. En uge alene i min mors kolonihave, skulle nemlig bruges til at komme i gang med at skrive.

Jeg havde valgt at det jeg ville kaste mig over var gys. At kunne skrive uhyggeligt, måtte da være muligt for sådan en kryster som mig. Jeg havde lavet en liste over de mest grufulde ting jeg kunne forestille mig, og i mit hoved gennemgik jeg kort listen.

Cykling uden lygter i København var ikke på listen.

Det værste ville nok være at miste et af mine børn! Måske derfor tog jeg det ikke særligt alvorligt at skulle cykle 10 km langs med Frederikssundsvejen mit om natten uden lygter og hjelm. Mine børn var der jo ikke.

Jeg låste cyklen op, og trak op ad indkørslen. Ude ved vejen satte jeg mig i sadlen, og begyndte min færd ud af Skovvejen. En lun sommernat, hvor det praktisk talt var vindstille. Det ville faktisk blive meget smukt at cykle gennem natten. Alligevel var det underligt spøgelsesagtigt at cykle gennem Egebjerg når alle var væk fra gaden. Utrygt på den måde, at det faktisk var rarere at være helt alene, end at se lygterne fra en bil. Hvem var det der kom der? Ingen vil vide noget, hvis nogen holder ind til siden og plyndrer dig for din taske og dine penge!

Derfor åndede jeg lettet op, de få gange et par biler passerede. Alligevel satte jeg farten i vejret. Malende kørte pedalerne rundt, med en stille skramlen, som jeg dog pludselig syntes larmede som en hel byggeplads i den stille nat.

“Det er imponerende så roligt han tager situationen”, kunne jeg høre Jørgen Leths stemme i mit hovede.

“Ufortrødent kører han poetisk mod det ukendte, mod farer og risici som ingen har fantasi til at forestille sig”.

Endelig så jeg Frederikssundsvejens oplyste kontur for enden af Skovvejen. Jeg satte farten op.

“Der er nu kun ca. 500 meter til han kommer ind på opløbsstrækningen, et skarpt sving til venstre, og så er det ligeud et par kilometer og resten af vejen til mål”, Rolf Sørensen blandede sig.

“Han skal ikke kigge sig tilbage, bare træde, træde og træde. Tro på det, og håbe på at han ikke bliver hentet til sidst”.

Jeg kiggede mig tilbage. Et par billygter indikerede, at indhentet det blev jeg nok. Men jeg rejste mig i pedalerne og gav fuld gas for at komme frem til lyskrydset, hvor Shell-tanken lå. Det vil nok give noget ro?

Da jeg nærmede mig krydset skiftede lyset fra rødt til gult.

Jeg slår ham! Jeg kommer frem før bilen, tænkte jeg, og da gult blev til grønt, var vi næsten lige.

Pludselig slog det mig, at når jeg kørte bil om natten, kunne jeg ikke se folk uden lys på. Her kørte jeg på en mørk cykel, med mørkt tøj og en mørk rygsæk. Hvorfor skulle han kunne se mig, hvis han skulle dreje til højre?

Jeg bremsede og ved det grønne lys holdt jeg stille, mens bilen med hvinende dæk drejede til højre.

Jeg ville være blevet mast, hvis jeg var fortsat, tænkte jeg, og besluttede at tage det mere roligt resten af vejen.

Frederikssundsvejen var bedre oplyst, og det var som om krydset ved Shell-tanken udgjorde en lille lomme af tryghed. Forpustet trillede jeg over mod Shell-tanken for at købe en cola.

“Her i forplejningszonen er der stilstand. Der er en accept i feltet af, at mens der tankes op, så er der ingen der angriber”, kunne jeg høre Dennis Ritter sige.

“Nej, det er meget smukt. Meget smukt. Det er som i de gode gamle dage hvor Poulidor, Fignon, Zoetemelk og Eddy Mercx kontrollerede begivenhederne, hertil venner og ikke længere. Bare rolig, om lidt skal vi nok tage en dans mere med skæbnen”. Igen Jørgen Leth.

Et lysstofrør blinkede i Shell-tankens kæmpe overdække, og det virkede øde og lidt forsømt. Der var ikke et øje at se, heller ikke i butikken. Skydedøren som skulle åbne automatisk forblev hermetisk lukket, da jeg stillede mig foran den.

“Lukket pga. røveri” stod der, med snirklet, sammenhængende skrift, på en lille håndskrevet seddel. Hvem skriver med sådan en håndskrift i 2011? tænkte jeg.

Ærgerlig over den glippede mulighed for menneskeligt selskab og lidt sukker på depoterne, trak jeg cyklen ud på cykelstien igen. Forude ventede den lige tur ind mod byen ad Frederikssundsvejen. Jeg sadlede op, satte kursen mod København og trillede over krydset og ud i de små lommer af mørke, som lygtepælenes lyskegler lod være tilbage.

“Velkommen til seerne hjemme i stuerne. Forude venter tre stigninger, først kommer en lille flad stigning fra Skovlunde til Herlev, hvor der er moderate muligheder for udbrud og angreb. Efter nedkørslen fra Herlev til Helsingørmotorvejen, starter en sej opstigning mod Husum Torv, den ser ikke ud af meget, men den bliver ved og ved, og der er ingen sving eller chikaner, så det er en der trækker tænder ud, før end det går løs på opstigningen mod Brønshøj Torv, hvorefter en kort men hektisk nedkørsel ender i kolonihaven...”

“Det er en dræbende menu, Dennis. De bliver presset ud over deres egne grænser. Ofte svæver de mellem liv og død, om ikke andet så i klassementet”, afbrød Rolf Sørensen.

Hvorfor skulle Rolf også lige sige det der med liv og død?, tænkte jeg. Tosse! Det er jo oppe i dit eget hovede det foregår...

“Og vi ER allerede igang, for dagens første udbryder forsøger at stikke tidligt. Og han er dansk, ikke Rolf?”

“Jo, Dennis, og det er faktisk lidt af en overraskelse, for han er jo ikke det man ville kalde en typisk bjergrytter, høj og tung, og tilmed lidt oppe i årene. Jeg tror også han bliver hentet af feltet, det tror jeg altså. Det var lidt den samme fornemmelse jeg sad med, hvis jeg selv fik forvildet mig afsted på en bjergetape, at nøj, man sidder på sit yderste og tramper det bedste man har lært, det ER bare ikke nok... men lad os se?”

Det store flade sving forbi Lautrupparken tilbagelagde jeg i et rasende tempo. Cyklen op i fart, og så trille hele vejen hjem. Det lød da meget godt. Når jeg tænkte på at næsten være blevet kørt ned og tanken der var lukket pga. af røveri, så havde jeg ganske vist været tæt på situationer der kunne have gået galt, men jeg havde været heldig. Jeg havde jo undgået det. Og vi havde jo ikke været i nærheden af det værste jeg kunne forestille mig, nemlig at miste et barn.

Men jeg er jo også nogens barn! slog det mig. Hvis jeg nu dør, så er det ikke mit eget værste mareridt der gennemleves, men mine forældres!

Panikangsten sneg sig ind i hjernebarken, og nægtede at kravle ud igen. Hvorfor egentlig al den snak om død? Tænk på noget andet!

Men det er med neurale kapringer som med bussemænd, når først man har konstateret at de er der, så kan man ikke rigtig slippe tanken igen.

“Nu skal han ikke begynde at tænke for meget over det”, sagde Rolf Sørensen, “han skal bare træde som om fanden var i hælene på ham”

Gad vide hvad der foregår lige inden man dør? Ved man det? Får man et varsel? Hvis jeg bliver kørt ned i en højresvingsulykke, er det så fordi jeg bliver distraheret af manden med leen?

Cyklen fløj skramlende over asfalten, og tankerne fløj med.

Hvis Døden indhenter mig, så ville det være på en gammel rusten havelåge af et cykellig. Knirkende og skramlende, på flade dæk og med en spinkel gnist i dynamolygten.

Jeg kiggede mig tilbage, og konstaterede lettet at cykelstien bag mig var lige så tom, som den hele tiden havde været, men en sær tåge sneg sig ind over Frederikssundsvejen ude fra det moseområde som Lautrup-parken er opført i.

“Ej, det er altså et ubehageligt omslag i vejret der er i det her område. Det er sådan en lav sigtbarhed, som kan koste frygtelige styrt, når rytterne kører med så høje hastigheder. Den mindste uopmærksomhed, et hul i asfalten og så ligger man der”.

Jeg vendte min opmærksomhed mod cykelstien, og nåede lige akkurat at styre cyklen udenom et stort hul!

“Whops, der var han da vist heldig, Dennis? Man skulle tro han kunne høre hvad du sagde?”

“Jamen, så skal han da bare se at komme afsted. Kør for satan!”

I det næste kryds blev jeg indhentet af en lastbil. Lyset skiftede til rødt, som vi kørte frem mod krydset, og jeg var meget opmærksom på hvorvidt han skulle svinge. Det skulle han nu ikke. Mens vi holdt for rødt, kigge jeg på lastbilen, en gammel sag med falmede 3x34-tryk på siden. På førersædet sad en moden mand, med læderagtig hud og røg filterløse cigaretter. På passagersædet sad en yngre kvinde . Jeg fik øjenkontakt med chaufføren, som sagde et eller andet til kvinden. Han rystede på hovedet og hun drejede blikket i min retning. Hun så utryg ud.

Lyset skiftede til grønt, og brølende distancerede lastbilen mig. Jeg satte i fart, og så Skovlunde Station af en sidevej, mens jeg desperat forsøgte at få tempoet i vejret. Lidt længere fremme trak lastbilen ind ved et bustoppested med katastrofeblinket tændt. Hvad nu? tænkte jeg, og så chaufføren springe ud af førersiden, mens jeg nærmede mig.

Han løb ud på den tomme kørebane, og forcerede autoværnet i midterrabatten, og det gik op for mig, at jeg var nået frem til den eneste tank i Herlev der har døgnåbent, i folkemunde kendt som “Stålen”. Han skal nok bare hente smøger eller en cola, men nu gider jeg altså ikke stoppe for en cola, jeg vil bare gerne sikkert hjem.

Prustende kæmpede jeg mig forbi den parkerede lastvogn, mens jeg tydeligt kunne fornemme den kvindelige passagers øjne i nakken.

“Det er dumdristigt af ham, at han indleder stigningen uden at tanke depoterne op. Det er nærmest arrogant, men han må føle at han har benene til det, for ellers bliver han altså ramt af hammeren på et tidspunkt”, sagde Jørgen Leth.

Jeg forsøgte at overhøre det, mens jeg hamrede op ad bakken mod Vindebyvej. Fornemmelsen af igen at køre ind i oplyst bylignende miljø, indgød mig en fornemmelse af tryghed.

“Det er faktisk en fin tid. Jeg må sige, at han imponerer”, blandede Rolf Sørensen sig.

“Det store spørgsmål er nu hvordan han har det med nedkørsler? Tør han satse det det kræver for at holde forfølgerne bag sig?”

På toppen af bakken nærmede jeg mig endnu et rødt lys. Klokken havde nu passeret midnat, og der var ikke en sjæl i nærheden. Jeg tør godt satse, tænkte jeg og trillede agtpågiven over for rødt.

“Der fik vi så svaret, Rolf”, sagde Dennis Ritter, “Han satser alt. ALT! Han vil virkelig klare det her togt, som han har kastet sig ud i.”

Tordnende ned af Herlev Hovedgade, nærmede jeg mig det store kryds hvor Motor-ring-3 krydser Herlev Hovedgade. Normalt er der masser af trafik, men denne nat, var der komplet øde. Endnu engang rødt lys forude...

Men denne gang kører jeg altså ikke over, de kører jo stærkt her, tænkte jeg. Derfor trillede jeg stille nærmere, mens jeg ventede på grønt.

“Det gælder jo om at finde sine pauser på ruten, for du kan ikke køre max hele tiden. Det kan du ikke. Derfor er det fint at han liiiige tager lidt luft ind, førend han igen giver den en skalle”, sagde Rolf.

“Men han skal være opmærksom, for pludselig bliver han hentet af en forfølger”, indskød Ritter.

Jeg kiggede mig bagud, og der kom faktisk en anden på cykel. Ganske vist langt væk, men tydeligt kom en svag dynamolygte tættere på. Luften var tung og trykkende som forud for et tordenvejr.

Jeg skal fandme ikke indhentes, tænkte jeg, og efter kort at have taget bestik af trafiksituationen i de tværgående baner, stampede jeg jernhesten op i galop, og ræsede over krydset.

“Så stikker han igen. Det er en alvorlig kontra han sætter ind. Som at se Fignon i gamle dage, når han følte sig presset af Berhart Hinault. Au revoir!” Jørgen Leth gav mig credit!

Med fuld gas trampede jeg cyklen forbi Herlev Station og mod motorvejsbroen, som førte Helsingørmotorvejen over Frederikssundsvejen.

“Om lidt begynder den første alvorlige opstigning, hvor vi vil se hvor levedygtigt det her attentat mod klassementet er”, kunne Ritter informere om.

Men før jeg nåede broen, blev min vej skåret af af en højresvingende bil, der skulle af rampen på motorvejen.

“Puha! Der var det tæt på!” sukkede Rolf og fortsatte “Nu må de altså snart tage og lære det de biler. Det er dem, der skal passe på rytterne, ikke omvendt. Godt der ikke skete noget.”

“Det kan gå så grueligt galt, og det er altså risikabelt nok i forvejen. Sidst så vi jo hvordan en bil simpelthen skubbede Johnny Hoogerland durk i grøften og direkte i et pigtrådshegn. Nu må det altså snart stoppe!” Ritters forargede stemme gav genlyd i mit hovede, mens jeg rystet trillede ind i mørket under broen, mens jeg tænkte, Nu tager du den altså med ro, det her er ikke værd at komme til skade for!

“Og her skal han være opmærksom. Det er særligt i de der skift var lys til mørke eller våd vej til tør vej, at rytterne, i et øjebliksuopmærksomhed, taber en etape, ja endda hele løbet på gulvet.” sagde Rolf, og tilføjede “Det må ikke ske her, men han er så rutineret, at det gør det heller ikke. Det er godt at se”.

Ude af mørket rullede jeg denne gang gennem et kryds hvor lyset var grønt. Dejligt!

“Ja her sidder de måske og tænker at nu er det overstået, men nu begynder der altså en lang og sej klatretur, og det er altså én jeg kan huske vi frygtede, da jeg kørte, for den bliver bare ved og ved”, sagde Rolf.

Jeg kom op og stå i pedalerne og gav den en over nakken på opstigningen af den bakke der i virkeligheden er en del af Vestvoldsanlægget.

“Turen går her op mod den befæstede del af København. Det er et menneskeskabt anlæg tilbage fra 1872, hvor en borgerlig regering, mod parlamentarisk flertal vedtog at udbygge Københavns forsvarsværker. Det var et økonomisk projekt i målestoksforhold med Storebæltsbroen. Udført ved håndkraft med trillebører. Nådesløst.” Jørgen Leth var i sit es. “Han er nu på vej gennem den gamle demarkationslinje, altså det område der ikke måtte bebygges for at man kunne overskue fjenden, hvis de stormede byen. Det er udformet, så man faktisk ikke kan se at terrænet stiger, men hvis man skulle løbe op, er bakken både så stejl og så lang, at man simpelthen må opgive, og dermed stå stille og udgøre et nemt mål for dem der forsvarer”.

Jo tak, jeg kunne sagtens mærke at stigningen sugede energien ud af mig.

Men på toppen af bakken, med udsigt til Husum Torv, var det som om jeg fik ‘min anden luft’. Jeg var indenfor voldene nu, og trygheden indfandt sig. Nu var der en nedkørsel frem mod Åkandevej, før den sidste stigning mod Brønshøj Torv.

“Det er det der nogengange sker. Man finder uanede ressourser i sig selv, når man er på sit yderste. Riis var ekspert i det der.” Rolf Sørensens kloge ord pressede sig på. “Jeg husker specielt den legendariske etape til Tourmalet, hvor han stak fra Indurain, mens alle troede han var færdig.”

“Det var der han kørte i mål med fråde om munden, fantastisk syn.” Leth igen.

Det kørte for mig. Cyklen var som en levende organisme, der bare sprang derudaf. Nedad. Hurtigere og hurtigere. Jeg fór forbi Husumvej, og gav ekstra power for at holde farten, nu hvor det fladede ud.

Da jeg passede Netto, holdt der to politibiler på parkeringspladsen, med blå blink på. De har sikkert travlt med noget vigtigere, end at stoppe en uden lygter, tænkte jeg. Men for en sikkerheds skyld gav jeg den alt hvad remme og tøj kunne holde. Jeg kom forbi krydset ved Åkandevej, som heldigvis var grønt, men da jeg trillede gennem krydset skiftede lyset til gult.

Idiot, tænkte jeg. Nu har de faktisk pligt til at køre efter dig!

Derfor fik pedalerne lige en spand kul mere. Op ad bakken, kom så! Og så det sidste...

Men der, stående i pedalerne, for fuld udblæsning, uden lygter, på vej over for gult, der hoppede kæden af!

“NEJ! NEJ NEJ! Defekt!” Brølede Ritter, Rolf og Leth i kor.

Det betød at alt min vægt blev overført til styret, som samtidig løsnede sig og forsvandt! Det drejede simpelthen i leddet, og røg ud af hænderne på mig.

Hvordan det lykkedes mig at springe over styret, og fortsætte i løb, og dermed undgå at glide hen ad fortovet fatter jeg ikke, men mirakuløst nok undgik jeg selv en tur i asfalten.

“Nej, hvor uheldig må man være? Det er simpelthen både kæden og styret der modarbejder ham på samme tid. ØV! Hvad kommer det her til at betyde, Rolf?”

“Ja, først og fremmest ødelægger det jo alle chancer for en samlet sejr. Det siger sig selv. Det er lidt ligesom da Andy tabte kæden sidste år, et uheld, og BANG, så mister man sejrsskamlen. Dernæst er der selvfølgelig nogle mekanikere og sognieurs der får huden flået af! Det må ikke ske at man lades sådan i stikken.”

“Altså, jeg kommer til at mindes historien om Eugéne Christophe, som også fik defekt i bjergene, det var på nedkørslen fra Col de Tourmalet, han måtte gå ned ad bjerget med cyklen på skulderen, finde en smedje, og selv reparere sin cykel med hammer og ambolt. Men dengang var det jo mod reglerne at modtage assistance, faktisk fik han strafpoint, fordi han fik en 12-årig dreng til at trække blæsebælgen.” Jørgen Leth havde igen en rammende anekdote.

Jeg kiggede mig omkring. Tjekkede at jeg var i et stykke. Gik tilbage og samlede cyklen op. Jeg kunne rette styret, så det sad nogenlunde fast. Men kæden var sprunget af, og helt sort af et tykt lag gammel olie. Nå, men jeg er jo også næsten hjemme. Måske kan jeg skyde genvej gennem nogle af villavejene?

Jeg besluttede at trække det sidste stykke gennem natten mod kolonihaven.

“Det kommer altså til at koste ham i den samlede stilling, Dennis”, kunne jeg høre Rolf Sørensen konstatere.

So what? Det er jo bare noget du forestiller dig, der er jo ikke nogen der er efter dig!

“Faktisk ser det ud som om han allerede er blevet overhalet af de to der...?”

Jeg kiggede frem, hvor to skikkelser gik foran mig i retning mod Brønshøj Torv.

“Ja, og de har slået et hul på ca. 150-200 meter til ham. Nu skal han overveje om han kan lukke hullet, eller holde sit eget tempo, komme over toppen, og så tage tid på nedkørslen?”

Det er da meget rart, at der er andre mennesker på gaden lige nu, men de ligner ærlig talt ikke nogen jeg har lyst til at følges med, tænkte jeg. De var, efter hvad jeg kunne se, begge unge mænd i alderen 20-25 år, iført posede bukser, hættetøjer og brede gummisko.

“Det er altså en lidt uhyggelig duo han der er oppe imod! De kan godt tage det hele fra ham, hvis de spiller deres taktiske kort rigtigt”, fortsatte Rolf.

Jeg besluttede at holde deres tempo, altså ikke at indhente dem, men bevare et hul på ca. 150-200 meter.

“Det ser mystisk ud, Dennis, det er ikke som om de rigtigt kan få slået afgørende hul, han hænger ligesom i en elastik efter dem. En meget lang elastik.”

“Ja, det er faktisk lidt som om de forreste også går i stå nu?”

Og faktisk gik de hele tiden lidt langsommere. Det kunne jeg mærke, for i mit forsøg på at holde afstanden på det samme, begyndte jeg selv at tage kortere og kortere skridt, og tempoet blev lavere og lavere. Hvorfor sænker de farten?

Til sidst stod de faktisk nærmest stille. Jeg overvejede om jeg ikke bare skulle gå forbi dem. Men hvad hvis de står og venter på mig, bare for at bede om min rygsæk og min mobil? Vil jeg så give dem den? Jeg kan jo ikke engang vende om og cykle tilbage, for kæden er jo hoppet af, og hvor godt fast sidder styret egentlig?

De forsvandt ind i en port længere fremme.

“Det ser mystisk ud, Dennis. Det er nærmest som om de venter på ham?”

Der skal jeg fanme ikke forbi! Jeg vendte cyklen og begyndte at trække den anden vej. Væk! Jeg er kun i klipklappere, og kæden er hoppet af! Hvis de virkelig vil plyndre mig, så indhenter de mig snildt. Desperat så jeg mig nu om efter politibilerne fra før, og ønskede at de havde sat efter mig.

Ved Havdrupvej var et lille torv, hvor jeg trak cyklen ind, og besluttede mig for at forsøge at få kæden på igen. Med rystende fingre, som blev mere og mere smurt ind i olie, lykkedes det at få et par af leddene ud over tandhjulets tænder. Et par drej i pedalerne og så kunne den køre.

“Arh men det er jo elegant. Han klarer det selv, ligesom Christophe” sagde Leth imponeret.

Et par trapper ledt ned til en sidevej, og jeg trak cyklen ned og sadlede op.

“Hva laver han nu?” spurgte Rolf.

“Ja, det ser nærmest ud som om han forlader ruten og skyder genvej”, sagde Ritter. Leth fortsatte: “Jeg husker at Armstrong på en nedkørsel engang blev tvunget udover kanten i et hårnålesving, men fortsatte sin nedkørsel og ramte sin plads i feltet, da han på næste hylde igen kørte ing på vejen, det var stærk demoraliserende for konkurrenterne, at selv når han havde uheld, så kom han foran dem alligevel”.

Det føltes ganske vist utrygt, at forlade Frederikssundsvejens oplyste for at begive sig ned ad den dunkle villavej, som var helt mennesketom, men tanken om de to unge mænd i porten gjorde nu alligevel valget mere attraktivt.

Så stille som det var muligt, trillede jeg gennem natten, og håbede på at styret og kæden blev hvor de var. Samtidig lyttede jeg efter om de to kom løbende? Nej, intet...

For en sikkerheds skyld tog jeg dog en omvej.

Lettet trillede jeg ad vejene, men pludselig gik det op for mig, at jeg var faret vild. Vejnavne som Hvedevej og Havrevej sagde mig intet, og jeg cyklede mod næste vej, for at se om det blev bedre med landkendingen?

“Han er gået helt ned nu. Det virker simpelthen som om han ikke aner hvor han kører.”

Pludselig krydsede en ung mand på gammel, rusten, sort cykel min vej. Han kørte stille og roligt, midt på vejen. Også uden lygter. Hans tøj var helt sort. Dér fik jeg glimt af et vejskilt jeg kendte. Klintevej! Det er den vej jeg skal, tænkte jeg, mens også ‘Den sorte rytter’ svingede min vej. Jeg overvejede kort om jeg turde køre efter. Det er jo latterligt, han er nok bare på vej ind til byen eller noget. Jeg besluttede mig for at sætte efter ham, men holdt dog en vis afstand.

“Det er jo simpelthen løbsledelsen, der har en agterlanterne ud til at samle de bageste ind. Også kendt som rustvognen, den ønsker ingen at blive samlet op af.” Igen Leth.

Da Klintevej krydsede Brønshøj Kirkevej, føltes det som om der kom et koldt vindpust oppe fra kirkegården ned mod os. Jeg fik kuldgysninger, men ‘Den sorte rytter’ virkede upåvirket. I sit eget malende tempo, med knirkende tråd cyklede han over Brønshøj Kirkevej, og ned ad Højlandsvangen. Min vej!

“Det her har jo udviklet sig til et mareridt for ham. Fra at være et spørgsmål om at vinde etapen og tage tid i klassementet, er det jo nu blot et spørgsmål om at komme levende i mål”, sagde Ritter.

Næste sving skulle jeg til venstre ad Brønshøjholm Alle. Hvis han drejer ned mod haven vil jeg fortsætte i en anden retning, ligegyldig hvilken.

Men han fortsatte ligeud af Højlandsvangen, og lettet cyklede jeg ned til kolonihaveforeningens røde træport.

“Dér er den røde flamme, nu er han næsten hjemme. Kom så, godt kæmpet!”

Selvom det var mod reglementet i haveforeningen at cykle på stierne, så tog jeg chancen. Jeg høvlede ned ad den brede hovedsti, og bremsede voldsomt, da jeg kom til den sidste sidesti. Den store stållåge var lukket! Jeg tog i håndtaget, det gik knirkende i bund, men en metallisk skramlen afslørede at lågen var låst! Øverst på lågen var der fingerlange metalpigge der forhindrede enhver mulighed for at klatre over.

Med olieindsmurte fingre begyndte jeg febrilsk at gennemrode lommerne i mine bukser. Har jeg mon en nøgle der passer?

Det havde jeg, og med et suk, tvang jeg lågen op. Med et brag smækkede jeg den i bag mig, og følte en lettelse og fornemmelsen af sikkerhed, da jeg drejede nøglen i låsen indefra. Nu kan man ikke komme ind til kolonihaverne uden nøgle.

Med mere rolige skridt gik jeg ned af stien, til jeg kom til kolonihaven. Den gamle havlåge hang skævt i hængslerne. Jeg åbnede havelågen, som med et brag bankede ind i fliserne som lå skævt i flisegangen. Normalt irriterede det mig, når døre, porte og låger gik så problematisk, men denne aften føltes det nærmest trygt, at vide, at hvis nogen tog i lågen ville det skramle og brage, så man vidste at nogen var på vej ind i haven. Selvom der naturligvis ikke kommer nogen. Hvorfor skulle der det?

Da jeg gik mellem to buske, tråde jeg med ansigtet direkte ind i et edderkoppespind. Det var fuldt med dug, så det føltes vådt og klistret. Et kort strejf af panik ramte mig, men alle aftenens episoder fik mig til at føle at det her nærmest var a walk in the park.

Da jeg først kom ind i huset sænkede freden sig.

“Som et Khatar-slot i Pyrenæerne, ligger kolonihavehuset som en sikker sidste skanse at trække sig tilbage til.”, sagde Jørgen Leht.

Mit hjem, er mit slot, tænkte jeg, og overvejede om jeg nu havde fået skræk nok i livet til at skrive. Eller havde jeg? Alle de nær-døds-oplevelser og skræmmende episoder jeg havde oplevet, var jo endt godt. Primært var det nok bare uhyggeligt inde i mit hovede?

Hvad var egentlig uhyggeligt? Jeg tog min liste frem:

Edderkopper

Insekter

Mordere

Hjemmerøverier

Naturkatastrofer

At miste dem jeg elsker

At reglerne ikke overholdes

Overnaturlige fantasimonstre

Invaliderende sygdom

Livstruende sygdom

Krig

Trafikuheld

Offentlig ydmygelse

At være alene om natten.

Bortset fra hjemmerøverier, krig og invaliderende sygdom, har jeg jo oplevet det meste. Faktisk mangler jeg egentlig kun at sidde med ryggen til åben dør, og skrive om natten. Resten er jo gået godt, så mon ikke jeg også overlever nok også det?

Så jeg overvejede om jeg turde. Mens jeg samlede mod satte jeg vand over til kaffe. Jeg kunne høre nogen gå på gruset på hovedstien, mens de snakkede. Hvad de snakkede om kunne jeg ikke høre, men jeg forestillede mig, at det var de to unge mænd fra Frederikssundsvejen der havde fulgt mig herned. Hvor sikkert er et kolonihavehus egentligt? Kan man ikke gå ind gennem døren selvom krogen er sat på?

Jeg beroligede mig selv, og huskede på den store stållåge, med Ruko-lås og pigge på toppen. Den kunne man ikke forcere uden nøgle. Vandet kogte, og jeg hældte nescafé i en kop. Duften bredte sig, og jeg gik ud i havestuen, hvor min computer var færdig med at starte op.

Intet menneskeligt vil kunne forcere den låge, men hvad med monstret i mosen? tænkte jeg og smilede for mig selv.

Jeg satte mig og kiggede ind i skærmen. Åbnede et blankt dokument for at skrive om alt det uhyggelige jeg havde oplevet, da jeg blev afbrudt at den høje knirkende skramlen som afslørede at nogen eller noget havde åbnet havelågen...

Black Power

2011-07-15T20:49:00.003+02:00

Se engang hvad den blå avis har skaffet os!

En espressomaskine til indbygning. Det er da for vildt... Med kværn og magasiner og skummer og alt der kan tænkes. Så nu sidder vi dagligt og eksperimenterer med forskellige former for luksuskaffe

The winner takes it all vol. 2

2011-07-15T11:57:00.003+02:00

Hmmm... Ministeren for billigere skoler, tidligere kendt som Undervisnings–ministeren, kommer med et udspil om at rangordne samtlige danske skoler efter karaktergennemsnit.

Hvorfor? Grisen bliver jo ikke federe af at blive vejet!

Alle der underviser er enige om én ting. Karakterer er et nedslagspunkt, et øjebliksbillede, og usikkerheden forbundet med lodtrækningsheld og personlig kemi mellem elev og underviser gør også at dygtige elever kan få dårlige karakterer og omvendt.

Alligevel er der ingen tvivl om at skoler i ressourcestærke områder har en fordel i forhold til skoler i ressourcesvage områder. Det siger sig selv, at der i en skole med en stor omsorgsopgave, det være sig opdragelse og konfliktløsning eller indberetninger af omsorgssvigt, bruges der både mere af lærernes tid og elevernes tid på arbejde der kunne være blevet til undervisning i stedet.

Derfor vil ministerens genistreg garanteret vise at der på ghetto-skoler er tendens til lavere karakterer end ved strandvejen. Surprise!

Ministeren afviser det, ved at sige at der i rangordningen vil blive taget højde for sociale forskelle, dårlig kulturel baggrund (dejligt udtryk iøvrigt) mm.

Her er det så at regeringens ydre svinehund kommer bjæffende ud af hundehuset. Der er ingen grund til at tage hensyn til det. De dårlige skoler er dårlige og det skal ikke skjules!

På sin vis er jeg enig med DF (thats a new one!). Men jeg mener bare at det er på tide at få fokus på de skoler der klarer sig dårligt, og så tilføre dem ressourcer, så de kan komme op på niveau og blive attraktive, og det er jo nok ikke det Ministeriet for afvikling af folkeskolen har tænkt.

I en tid, hvor landets royale overhovede vælger folkeskolen til, og dermed sender et meget stærkt signal om at det her samfund ikke har brug for splittelse og elitær tænkning, men derimod integration på alle planer, der lægger vores regering sig i selen for at jage dem der har råd over i private skoler, og så lade resten sejle deres egen sø. På den måde kan vi sænke skatten, men hvem er det de forestiller sig vælger de skoler der scorer lavest?

Hvad siger det om en skoles kvalitet, når jeg skal sætte min 6-årige datter i børnehaveklasse, at 9.klasse forlod skolen som landet 465. bedste?

Hvordan stiller det hende?

Begrænser jeg hendes muligheder?

Gør jeg dem bedre, hvis jeg vælger en skole hvor 9.klasserne var helt oppe og være nummer 234?

Skal skolerne også rangeres efter hvor højt de vægter sammenhold i klasserne?

Eller tolerance for forskelligheder?

Hvad er det den rangering skal bruges til? I just don't get it...

Please forgive me!

2011-07-14T09:53:00.002+02:00

"Sur Far 1976-?"

Det er nok hvad der ville stå på min gravsten, hvis jeg faldt død om i dag, og min ældste søn skulle skrive teksten.

Men for fanden, hvor er han bare anstrengende! Jeg ved godt, at det er politisk ukorrekt offentligt at give udtryk for andet end begejstring og beundring for sine børn, men jeg tillader mig det alligevel.

For tiden kører vi et tema der minder lidt om USA's udenrigspolitik i mellemøsten. Jeg VED, at jeg er den stærkeste, jeg VED at mine normer er de rigtige, og jeg VED at jeg har ret! Alligevel stikker han gang på gang næsen frem, bevidst og ubevidst.

Det er på alle fronter at jeg er tvunget ud i min egen personlige war-against-terror. Når han spiser, er den sikker som amen i kriken. Der spildes. Det er ikke kun det. Der spildes fordi at time-is-money-princippet gør at drengen konsekvent overvurderer bæreevnen på skeer og gafler, og i forsøget på effektivt at få overstået måltidet, i stedet effektivt får det spredt ud på tøj, stole, gulve, borde og hvad der ellers er i nærheden. Hvis ingen giver udtryk for at have set det, så efterlades spildt mad hvor tyngdekraften påbyder det!

Tør op!

Tag mindre på gaflen/skeen!

Ryk ind til bordet!

Jeg kan høre mig selv blive mere og mere anstrengende at sidde til bords med. Men det er da for fanden ikke mig der sidder som en kulinarisk Etna og spyr fødevarer i en lind strøm ud over omgivelserne.

Til gengæld er det mig der har oprydning/rengøringstjansen, og derfor også mig der sidder og brokker mig i en uendelighed.

Når Ældsteknægten og Yngsteknægten ikke føler mit klamme åsyn på deres rygstykker er de begyndt en ny paradedisciplin: Drama-drama-råbe-råbe-smæk-med-døren-banke-banke!

Jeg har varslet at dørene er afmonteret næste gang de kommer efter at have været hos deres mor.

Måske skal jeg bare glædes over at vi har ferie, og derfor ikke også skal bøvle med Har-du-lektier-for-quizzen, hvor jeg skal spørge på den helt rigtige måde, til de rigtige fag hvis ikke jeg bare vil spises af med et nej?

Mysterious girl

2011-07-08T09:31:00.003+02:00

Jeg er efterhånden midt i 30'erne, og det samme er de fleste af mine venner. Når vi snakker sammen, går det op for mig, at vi alle har mere eller mindre sammenfaldende oplevelser med kvinder. Derfor spørger jeg nu til råds: Har kvinder i midt 30'erne også sammenfaldende oplevlser med mænd? Og hvis ja, hvilke klichéer findes der så?

Jeg er da godt klar over, at det langt fra kan generaliseres til alle, og skulle du være kvinde, og føle at 'du da overhovedet ikke kan genkende den beskrivelse af dig selv', så lad være med at fare tosset i krudtkammeret. Beskrivelsen er ikke lavet ud fra grundig emperi, bare sludder mellem nogle halvgamle mænd. Men here we go:

Den moderne kvinde:

Trives bedst med at uddanne sig. Så kan hun i fremtiden få et spændende og udfordrende arbejde, der på sigt vil være en god investering.
Vil gerne have børn, men ikke for tidligt. Så er det jo en hindring for karrieren.
Har altid en grund til at det er mere synd for hende, når du har et problem.
Lider af samme grund af ansvarsforflygtigelse. Det er aldrig hendes skyld! Din fejl, din skyld. Min fejl, din skyld! Nogen på job er dumme, nogen i familien er dumme, du er som mand dum, vennerne er dumme. Erstat dum med tarvelig, lusket, ondskabsfuld eller overfladisk. Bottom line, det er andres ansvar når noget går galt.
Damebladslæsning er en rettighed, ikke et tidsfordriv.
Vil behandles som en kvinde, forståes og lyttes til, og have blomster og komplimenter. Hun vil have lige ret (mest til hende) til fjernbetjeningen og dermed veto over hvad der er godt. Champions League NOT! Bruden kommer til middag hos HOT!
Er klar over at kvindefrigørelsen var et oprør mod kvindeundertrykkelse, og selvom hun gerne vil sættes i bås som kvinde, når det handler om opmærksomhed og ros, så skal hun ikke undertrykkes til at lave mad, gøre rent og rydde op. Det er jo ikke halvtredserne.
Vil ikke arbejde. Det er altid mere interessant at være between opportunities, så man ikke er lagt fast på noget, hvor man skal dukke op hver dag.
Kræver sit eget space, men forstår ikke at fodbold kan være vigtigt, hverken i fjernsynet eller nede på boldbanen.
Mener godt at hun kan passe ind i ALLE mandens interesseområder, hvorfor hun ikke forstår, at han ind i mellem ser venner UDEN hende.
Synes sex er overvurderet og "hvorfor er det din lyst der skal være i centrum?". Sådan er det ikke i starten af et forhold.
Mener hun kan gøre alt lige så godt som en mand. "Jeg bøvser, slår søm i og kører lige så godt bil! Men gider du ikke lige hænge den hylde op?". Hårde vægge er efterhånden den eneste bastion vi har tilbage vi kan kalde vores... Gipsvægge banker hun bare alt muligt spidst i med en hammer eller bagsiden af en dåse.
Mener mandehumor er chauvinistisk og plat, men synes iøvrigt at det er meget nemmere at være venner med drenge, for 'kvinder er så komplicerede'.

Nu har jeg heldigvis fundet en kæreste der kun på få punkter lider af Moderne Kvinde, og det endda i en mild grad, men jeg kender også mænd, som døjer med voldsomme udbrud. Endda i en grad så de bliver smittet. En jeg kender gik til dans med sin kæreste i flere år? Andre er lige så velbevandret i SATC som deres koner/kærester.

Men spørgsmålet var egentlig ikke om jeg har ret i min generalisering, og formålet var som nævnt ikke at provokere, men derimod at spørge, er der nogle mandefælder der først viser sig over tid? Gør vi som gruppe nogle ting der frustrerer og irriterer vores kvinder? Jeg kunne da have mine egne overvejelser, men vil hellere høre jeres?

PS. Som nævnt er det ikke et aktuelt personligt problem, så don't jump to conclusions or rescue, jeg har ringet og spurgt om lov til at skrive det!

All alone...

2011-07-08T00:27:00.003+02:00

Jeg vil gerne blive bedre til at skrive. Derfor har jeg læst en del bøger som andre har skrevet. Jeg noterer mig hvad jeg synes virker, og hvad jeg ikke synes virker. Derudover har jeg fået Thomas Oldrups bog "22 tricks til bedre skrivning", som jeg før har haft mellem hænderne, men var nødt til at lade fare, fordi jeg skiftede arbejdsplads.

Men nu skal det være. Jeg SKAL altså til at i gang! For skrivning er ikke noget man kommer sovende til. Lige som i fodbold, kan man godt have talent, men ingen talenter klarer noget uden hård træning. Stephen King har engang sagt: "Hvis du løfter vægte en halv time hver dag, så får du store muskler. Hvis du skriver halvanden time hver dag, så bliver du en god forfatter". En jeg læste på seminariet med har en anden version: "Hvis du sætter to millioner aber ved to millioner skrivemaskiner, så kommer der en tekst". Pointen er at kvantitet i sig selv er fremmende!

Til dagligt undskylder jeg mig selv med at jeg ikke har tid til at forfølge mine skriveidéer, pga. dagligdag. Derfor så jeg også en mulighed for at få skrevet noget i denne uge, hvor jeg har været i min mors kolonihave helt alene. Jeg har bare ikke været så pokkers inspireret?!?!

Min intention var at skrive noget gys, men det er netop ikke blevet til meget. Hvilket har frustreret mig en del. Faktisk i en grad, så jeg er begyndt at udfordre mig selv, til at gøre ting jeg ellers ville være for bange for. Hvis jeg skal skrive noget gys, så er jeg jo nødt til også selv at synes det er uhyggeligt.

Derfor har jeg lavet en hel liste over ting der skræmmer mig, og har så forsøgt at sætte mig selv i de situationer. Jeg har blandt andet gået gennem flere edderkoppespind, har siddet med ryggen mod døren, har været vågen om natten, har sovet om natten, har kørt på cykel uden hjelm, spist mad der var på grænsen af holdbarhed, har kørt fuld på cykel... uden hjelm og en hel del andre ting, for netop at fange stemninger, tillægsord og fornemmelser. Men først og fremmest har jeg været alene, noget jeg altid har været utryg ved. Desværre er der sket det, at jeg ved at konfrontere min frygt, har oplevet at den er blevet mindre. Hvis jeg skulle skrive det her, så ville det jo ikke være rigtig uhyggeligt, har jeg tænkt hver gang, men jeg håber meget at noget af det har virket, og at noget finder vej til bloggen, omend i fiktionsform naturligvis!

Mormors Kolonihavehus

2011-07-06T19:03:00.003+02:00

Eller retter sagt Farmors Kolonihavehus, det trængte til nye vinduer... Så dem har jeg sat i!

Og her sidder jeg så, med kolde øl, varm saft, god musik, ingerfærkager og internet! Ikke dårligt...

Brothers in arms

2011-07-05T00:15:00.005+02:00

For tiden er jeg i København for at sætte vinduer i min mors kolonihavehus. Men en del af ugen skal jeg også return a favour til min lillebror, fordi han gad køre vinduerne fra Jylland til København.

Og det er sjovt det der med søskende, for jeg synes faktisk at jeg sætter mere og mere pris på min bror efterhånden som vi bliver ældre. Det er sgu ikke fordi jeg ikke værdsatte ham da vi var mindre, men med 3 1/2 år mellem os, så var der lige et par teenageår, hvor vi bare var et forskelligt sted.

Nu er vi begge i 30'erne, er i parforhold og har syv børn tilsammen (næsten syv da). Vi har uddannelse og fast ejendom. Vi snakker biler, job og lånemuligheder. Måske lyder det kedeligt, men det er det faktisk ikke. Min bror er nemlig for fed. Altså ikke i omfang, omend han med sit stillesiddende teknokraterhverv har lagt sig i spidsen på vægten. Tror jeg nok?

Min bror er typen der har sit fadølsanlæg og en rest på 15 liter med i bagagerummet, når han kører mit skrammel til Jylland i trailer, fordi jeg ikke selv ejer en bil. Han er også typen der køber en hund på 50 kilo, som ikke tør gå på trapper, men så kigger på mig med et udfordrende glimt i øjnene og siger: "tager du forbenene eller bagbenene?", hvorefter jeg finder mig selv tumlende hans køter på min sneglatte trappe, og flad af grin vælter ind i stuen med møgkræet i skødet.

Min bror er typen der klunser tusinde brosten i den blå avis til en indkørsel, men så ombestemmer sig og nu forsøger at lave bedkanter i hele haven! Han er et af de mennesker der forstår mig bedst, og som altid er positiv og forsøger at finde en mæglende vinkel, når mit temperament løber af med mig i frustration over omverdenens manglende hensyntagen til mig!

Han er den eneste jeg kender der til loge-træf går i svømmehallen med Speedoes og svømmeskjorte! (yep, sådan en hullet syntetisk sag med Hawaiprint) og kigger på resten af os og spørger alvorlig hvorfor vi har sådan noget kedeligt badetøj?

Og hvad er det med brødre? Det er som et usynligt bånd der strækker sig gennem tid og rum, for selvom vi ikke ses tit, så er det som om vi bare samler op fra sidst uden tilløb... Det er ikke helt urimeligt at tale om en instinktiv forståelse. Der er talrige andre eksempler, f.eks. brd. Laudrup.

Vi spillede også fodbold sammen altid, faktisk dyrkede vil masser af sport både sommer og vinter.

Men i disse Tour de France tider, vil jeg lige indskyde at Danmark havde et cyklende brd.par længe før Luxemburg. Og selvom det var langt forud for hjelmpåbuddet, så gik vi forrest i kampen for sikkerhed og omtanke...

(bemærk cykelstyret i bunden af billedet; orange Centurion med gearskiftere på stellet!)

Nu venter jeg spændt på weekenden, hvor vi igen skal slå et hul i jorden og hygge os!

Far away

2011-07-04T22:37:00.001+02:00

Når man er så langt fra hinanden, at man ikke kan røre, så er det heldigt, at sms og internet kan få afløb for lidt nærhed pr. distance.

Omtrent som dette...

Please tell me why

2011-07-04T20:54:00.000+02:00

Mit portugisiske er ikke så godt...

Midt om natten

2011-07-04T00:56:00.003+02:00

- Fik du låst døren, spurgte hun mig, da vi endelig lagde os i sengen.

- Ja, det tror jeg nok. Men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var sikker. Og alligevel syntes jeg, at jeg havde låst døren, det havde jeg da?

- Jeg gider altså ikke rende derned i bar røv nu, mumlede jeg træt.

- Det gider jeg heller ikke sagde hun søvndrukkent, og tilføjede, der sker nok heller ikke noget. Alligevel kunne jeg godt mærker at jeg ikke var helt sikker.

Jeg prøvede at skubbe tanken væk, når jeg nu skulle forsøge at arbejde med det hun lidt kærligt omtalte som mit OCD-light. Derfor blev jeg stædig liggende og ventede på at søvnen overmandede os.

***

Pludselig vågnede jeg og tænkte, der er nogen nedenunder!, eller var der?

Jeg lå lidt i sengen og lyttede. Det var bælgmørkt, og klokradioen lyste 3:45.

Nej, det var nok bare den der fornemmelse fra jeg faldt i søvn?

Jeg vendte mig på den anden side og lukkede øjnene i. Alligevel ville søvnen ikke rigtigt komme.

Og så hørte jeg det igen. Trin i stuen!

Hvad fanden skete der?

Jeg vækkede hende forsigtigt.

- Der er nogen nedenunder!

Hun var lysvågen!

- Hvad gør vi? spurgte hun.

-Jeg går derned, så stikker de nok af!

Forsigtig listede jeg ud af sengen, mens jeg ledte efter lidt tøj at putte på kroppen. Hvis jeg skal overraske en indbrudstyv, så skal det ikke være i bar røv, tænkte jeg.

Da jeg havde fået et par bukser på, så jeg mig omkring efter noget at slå med hvis det kom til det? En hårtørrer? Nej, den er sgu ikke så farlig, men hvad så?

Febrilsk så jeg mig omkring, mens jeg nu tydelig kunne høre nogen bevæge sig omkring dernede. Der var ikke rigtig noget der duede, men på hendes skrivebord lå en stofsaks fra et sy-projekt. Kunne man ikke stikke med den, hvis det endelig kom dertil?

Med rystende hænder åbnede jeg soveværelsesdøren og trådte ud på trappereposet. Jeg forsøgte at huske hvilke trin det var der knirkede, og listede på bare tæer ned ad trappen. Hvad vil du egentlig gøre, hvis der nu er en dernede? Eller flere? Stands eller jeg klipper?

Jeg måtte erkende, at det nok ikke var så smart, og hvad nu hvis jeg rent faktisk endte med at stikke en med saksen?

Jeg listede videre, og så skete det der ikke måtte ske. Et af de gamle, skæve trappetrin knirkede. Ikke højt, men højt nok. Det må de have hørt? Jeg standse. Lyttede...?

I kælderen ligger min lægtehammer. Den har en modbydelig spids, og er tung, men hvis jeg går videre ned, så er der jo frit op til hende og børnene? Skal jeg tage chancen?

Der var intet at høre! Er de væk? Jeg havde jo ikke hørt nogen tumult eller panik?

Jeg ventede, holdt vejret, og kunne mærke at pulsen var galloperende høj. Det er den slags sman læser om. Hjemmerøverier der går helt galt! Hvis jeg henter den hammer og de er flere, så har jeg lige bragt dem et våben. Er det smart?

Et minut gik, mens jeg stod musestille på trappen. Halvvejs nede. Otte, måske ti, trin til kælderen. Der lå hammeren?

Stadig intet nedefra? Jeg åndede ud. Det er nok ikke noget? Jeg har drømt. Jeg ventede et minut mere...

Stadig intet. Nu går jeg altså ned efter den hammer, og så kigger jeg stuen igennem og tjekker at hoveddøren er låst, så jeg kan få min nattesøvn. Det her er for...

Der! Der var lyden af skridt igen! Jo den er god nok. Jeg fløj ned af trappen. Der lå hammeren. Med den i hånden og adrenalinen i blodet spurtede jeg tilbage, hev døren til stuen op, og tændte lyset! Intet at se?

Jeg fór gennem stuen og ud i køkkenet, hvor jeg tændte lyset... Stadig intet!

Med bankende hjerte gik jeg det hele grundigere igennem, kigge bag møbler og døre. Heller intet, men jeg havde hørt noget. Jeg gik hen til gadedøren. Den var låst...

On the road again

2011-07-03T16:03:00.003+02:00

Så kom dagen, hvor ungernes sommerferie for alvor startede. 7 dage i sommerhus med min far og DKNO. Det er en fast tradition, at de holder en uge med deres farfar i sommerhus! Men modsat andre år er jeg ramt af kollektiv trafik, fordi jeg i år ikke ejer et automobil. Det har fået mig til at entrere med statsbanerne, omend det nok bliver en meget kortvarig flirt!

Ungerne kom hjem til os i går, og efter at have sagt goddag, blev de kommanderet i geled op og pakke tøj og bøger til turen. Imens bagte jeg en røvfuld pandekager til morgenmaden forud for odysséen i med DSB.

I morges stod vi så op, spiste pandekager og spadserede til banegården (det hedder det i Horsens, også selvom der kun er en station!). Nå, men afsted det gik, med hver deres tornyster på ryggen og cykelhjelmene clipset bagpå, lignede de en lille gruppe overprivilligerede børnesoldater på strækmarch!

Vel bænket i toget, erfarede jeg, at vest for 'bælterne', fungerer jernbanedriften upåklageligt og til tiden. I slagelse hoppede vi af toget på minuttet, og efter at have afleveret mine børn til deres farfar, skulle jeg videre til Norden Venedig aka København. 11.52 skulle der komme en vogn 21, hvor vinduesplads nummer 75 var min!

11.52 kom... vogn 31 og 32? Da jeg spurgte togmanden (hedder han ikke en togfører, også selvom han intet fører?) om jeg havde misforstået noget grinede han bare og sagde: "Hop ind, vi finder ud af det". Det mindede mig om en episode med Svenska Järnvägan, så optimistisk entrerede jeg kabinen. Imidlertid var det vi 'fandt ud af', bare at 'RYK IND I VOGNEN DER ER FRISK LUFT. SÅ KAN I STÅ I MIDTERGANGEN DER".

Nøj! Frisk luft til min ståplads, for bare 30,- ekstra? Godt man ikke sparede sin pladsbillet, men på tryk havde krav på en indendørs ståplads!

Turen skulle tage en time, og jeg er jo ung og rask, så stå op en time skulle man da nok kunne holde ud?

Uheldigvis havde jeg ikke bedt om en stille-ståplads, så jeg kom til at stå mellem et hashvrag på vej hjem fra Roskilde (Hvordan han så end kom på i Slagelse) og op ad en siddeplads med en af den slags seniormødre (meget gammel småbarnsmor) som er ulidelige at være i nærheden af, fordi hun har en fuldstændig forskruet forståelse af hvad hendes barn magter og forstår. En af dem der slutter alle sætninger til bare med et spørgende (ik å?) som om en umælende toårig pludselig ville sige "Nej moder, det synes jeg faktisk er aldeles ufornuftigt. Jeg gør det ikke!" misforstået er det i hvertfald at spørg det lille krapyl om alt mellem himmel og jord, som om den lille fede hennafarvede klump er et omkravlende orakel der har en fucking grusgrav af de vises sten i bleen!

"kan du ikke dit?"

"Vil du dat?"

"Det er ikke så godt for det kan vi ikke med alle de mennesker vel? Ik å?"

Resultatet er en pisseirriterende toårig, som konstant søgte grænser og dermed ikke var detlille charmecentrum som små børn normalt er!

Infernoet af føleriopdragelse blev dog sporadisk afbrudt, når Roskilde-duden passede sit 'telefonsælgerjob' og lavede aftaler om hvornår han var hvor i København!

Pludselig troede jeg at en ældre dame havde fået et ildebefindende da hun faldt til jorden for mine fødder. Det viste sig bare at konen, som sikkert var pensioneret pædagog, blot ville se om hun stadig kunne huske alle sangelegene?

Stor var den toårige skræk, da hun stak sin krogede hekseklo frem og greb hende i kinden mens hun messede "Hjemme i min farmors hus... er der frygtelig mange mus... det kribler... og krabler... på border... og bænke... ja selv i min seng vil du tænke... men sætter man musefælder op? VIPS så er de væk!" Jeg kan den ordret, for hun gentog den 20 gange med håndtegn som en street pædpensionist, indtil hun konstaterede (for barnet?): "Uha, det er lige tæt nok på, det kan jeg ikke li, hva?"

Oh really?!?! Så kravl venligst ud fra mine ben og lad krapylet være!

Det blev kun bedre af at toget var ca. 45 minutter om at starte-stoppe-trille fra Hjøje Tåstrup til Hovedbanegården! Vi nåede også "En elefant kom marcherende" (op til 10 elefanter) og "Lille Peter Edderkop" (3 gange). Da barnet begyndte at virke uoplagt ud over det meget tydelige opfandt hun da bare sin egen sang "Jeg er så trææææt...! Jeg vil sove, sove, sove, sove" som en Oldie Medina!

Hun var 10 minutter fra en hurtig men smertefuld togulykke, når man i 40 graders varme er indespærret i en sardindåse med 200 andre og kan se ud på perronen, som vi bare ikke må gå ud på førend der bliver givet grønt lys? Hold så op med at synge nu!

Jeg er nok bare vokset fra det med kollektiv transport. I mit kommende far-til-fire liv, der vil jeg erhverve mig et automobil der kan fragte os, af hensyn til andre passagerer, for at undgå syngende facere og for at slippe for at blive opdateret på dagsprisen på 'festivaludstyr'.

Dagens optur. Jeg forlangte pengene tilbage for billetten - og fik det! Mens jeg ventede i køen for at brokke mig, blev jeg antastet af en ældre nordmand. Han og hans kone skulle nå et tog om 10 minutter til Stockholm, og køen var 15 meter lang?

Selvfølgelig tog jeg min bagage og stille mig bagest i køen og lod den ældre mand købe sin billet. Bagefter kom han hen og gav mig hånden. I håndtrykket afleverede han 100 kr, som han nægtede at tage tilbage.

The winner takes it all

2011-07-02T17:45:00.005+02:00

Så er det ved at være slut for opholdstedet Herkules. Readers digest; Nogle unge i Danmark kan ikke undervises i folkeskolen eller rummes i hjemmet. Det kan være fordi de er uregerlige, truet eller uden opbakning. Oftest er det en kombination af alle tre årsager! Entreprenante mennesker i Danmark køber bygninger i provinsen og indkvarterer et hold pædagoger, lærere og udsmidere, gerne med militær baggrund, og tilbyder at bringe de unge på ret køl. Prisen er ublu og høj. På Herkules tager de 150.000 om måneden for at have en ung.

Hvad er så problemet? Altså udover at der findes unge i så udsat position, og at prisen for at håndtere dem er så høj? Problemet er, at det ikke er uden grund de ikke kan rummes i skolen og derhjemme! De er grænsesøgende, laver sabotage og kæmper magtkampe. Derfor kræver de en vis form for det der i gamle dage kaldtes 'en fast hånd'. Jeg arbejdede et år i en lignende organisation, og der var der også talrige eksempler på episoder der i en dokumentar kunne fremhæves som grænseoverskridende. Både unge og voksne deltog i disse episoder. Eksempelvis har jeg oplevet at en ung har fingeret han ville skære halsen over på mig med en brødkniv, ved at føre bagsiden, den ikkeskarpe side, hen over halsen på mig, da jeg stod med ryggen til ham i skolekøkkenet.

Jeg har også oplevet en ung springe ud af en bil med 60 km/t fordi han ikke vil med der hvor jeg kørte hen! Det er jo ikke normalt, og ind i mellem var magtkampene så udfordrende, at jeg faktisk godt forstår de to eksempler der fremhæves i DR's dokumentar. Det ene, hvor en ung stilles på hvad han tror er en landmine, det andet, hvor en ung overværer en fingeret flugt der ender med at 'den flygtende' skydes, lemlæstes med en økse og fodres til en hund!

Den forargede børneadvokat var rystet og kunne ikke se noget formål med det. Jeg er også uenig i de to eksemplers praksis, men modsat de forargede eksperter i medierne, så forstår jeg faktisk godt formålet, og mener at det er en formildende omstændighed. Formålet med de to 'øvelser' er jo at vise, vi er stærkere end dig, hvis det er kamp du vil have, så kan du få det, og vi er mere hårdkogte end du tror!

Den unge der blev placeret på 'en landmine' var efterfølgende 1/2 år på opholdstedet, hvilket journalisten ikke kunne forstå, og sagsbehandleren ikke kunne forklare, fordi hun ikke kan kommentere på konkrete sager. Mit gæt: Den unge har forsøgt at sabotere turen i Sverige og udfordret de voksne med en hvad-vil-I-gøre?-attitude. Jeg ved jo ikke hvad han måtte have gjort, men noget må være sket. Derfor har han sikkert også kunnet se sin egen rolle i episoden bagefter, og selvom episoden er kommet videre til den anbringende kommune, så tror jeg at turen og opholdet, udover den ubehagelige og forkerte episode med 'landminen', har rummet så mange gode, anerkendende og opbyggende ting, at den unge alligevel har ønsket at fortsætte sit ophold. Det man udefra måske ikke forstår er at dårlig opførsel kan 'afregnes'?

Det så jeg også praktiseret, hvor jeg var. Det som måske mangler at nuancere det, er at denne behavioristiske form for opdragelse også har til formål at knytte de unge og de voksne sammen. Rejser, vandreture, teambuilding mm. er hovedindholdet og formålet. Men rollefordelingen kan blive udfordret af pædagogisk hærværk fra de unge, og der kan ret ekstreme metoder være påkrævet, og der er de militante udsmiderpædagoger måske ikke altid godt nok klædt på i forhold til hvad lovgivningen giver hjemmel for. Derfor kommer de fra tid til anden i en situation, hvor de overskrider reglerne.

Man skal bare huske, at de håndterer unge, der som udgangspunkt er opgivet af alle, og er på sidste chance i forhold til at få styring i deres eget liv. Det kræver drastisk praksis, men når de unge forlader opholdsstederne efter endt ophold, så går de derfra med ballast og rygrad, som kom bag på mig at se. Jeg må anerkende at trods min humanistiske indgang til pædagogik, så har jeg set succes med en praksis jeg ikke selv havde fantasi til at forestille mig.

Jeg er i dag venner på facebook med mange af de unge som jeg havde dengang, og jeg kan jævnligt notere mig at de får studenterhuer, jobs, lejligheder, praktikpladser, biler og kærester. Det er mod alle odds, og jeg mener ikke at bodybuilderpædagogerne med deres kadaverdisciplins rolle i den succes kan underkendes.

Derfor kan jeg godt blive trist på Herkules vegne, når de nu mister deres unge fordi de har udvist dårlig dømmekraft. Det kan blive katastrofalt i længden hvis opholdstederne måles efter det almindelige samfunds normer, når de netop håndterer normløse unge uden motivation for at samarbejde. Der skal være plads til fejl, der skal være videre rammer, og der skal være justits med de brodne medarbejdere, så de ryger ud hvis de går over stregen. Men hvis Herkules og lignende steder mister henviste unge, og lukker, hvor skal de unge så anbringes?

Smæk

2011-07-01T12:23:00.002+02:00

Kast din hæmninger væk!

Hvis man nu var rig og berømt og indflydelsesrig, og sad i en ledende post i store internationale organisationer, så må det være en form for helvede på jord at blive anklaget for at være 'en dum, gammel gris' og rage på stuepiger fra 3. verdenslande på hotellet i New York, når man er i embeds medfør.

Det virker omtrent så forkert som det kan være. Han er rig, vigtig og har alle muligheder for at kunne købe hvilken som helst prostitueret i New York, hvis det så var så anløbent at det nu var hans ærinde. Men at begå overgreb på en stuepige fra Afrika, når man repræsenterer pengene i den rige del af verden, virker ikke bare moralsk forkert i forhold til hans hustru, men også som en meget misforstået fortolkning af sit ansvar, når han forvalter rigdommen og lader sig varte op af en fattig afrikansk kvinde.

Det er ikke bare en god historie. Det er the mother of all gossip, det er gammel mand - ung kvinde. Det er sort - hvid. Det er rig - fattig. Det er utroskab. Det er så forkert som det kan være, og man sidder tilbage med tanken: " Hvor dum har man lov at være?".

Når det nu viser sig at stuepigen måske har løjet, og manden dermed er uskyldig, er forsiderne så ryddet til historien om den fattige, unge, afrikanske kvinder der forsøger at 'frame' en rig, ældre, hvid mand? Er dementier og undskyldninger en del af dagsordenen?

Han stod til at blive leder af noget vigtigt! Det blev han ikke, han blev ført væk i håndjern og mistede sin store karrieremulighed, samtidig med at han blev trukket gennem den globale sladderpresse.

Hvis han nu har siddet på hotelværelset og, som en anden Jørgen Leth, betragtet en tiltalende afrikansk kvinde, og haft lyst til at klaske hende i røven, så kan hun jo have opfattet det i blik/gestik. Det afgørende, og det der adskiller ham fra Jørgen Leth er jo så stopklodsen, den tanke der har forhindret ham i 'at tage hende fordi han ku' eller bare give hende et klask i røven.

Nu bagefter sidder han nok og ærgrer sig lidt. Havde han dog så bare givet hende et klask i røven, når nu der alligevel er blevet al den ballade!

If I was a rich man...

2011-06-30T21:48:00.002+02:00

Så ville jeg købe mig en strand i Grækenland. Jeg hører de er billigt til salg!

Lokalt var der et dødsbo til salg på hjørnet hvor jeg bor. Grunden var stor og helt tilgroet og huset var revnet på kryds og tværs. Det mindede faktisk lidt om Grænkenland som det er for tiden.

Hvorom alting er, så lå ruinen og lokkede og i nabolaget var vi flere der for sjov forsøgte at gætte os til prisen.

En overgang snakkede vi om at købe det sammen og bygge en legeplads, men prisen var ikke kendt.

På et tidspunkt ringede jeg på det nummer der sad i vinduet. 950.000 var udgangspunktet, men de var villige til at forhandle. Der gik et år, og så blev det solgt. Prisen var nu 245.000!

Huset blev revet ned og nu har grunden ligget brak i et år. Det eneste der er på grunden er et skilt, hvor man nu kan ringe på et andet nummer. En nabo kan fortælle at det er en entreprenør der har købt og ryddet den med henblik på videresalg og fortjeneste. Ny pris 2.000.000!

Jeg håber ikke det er det der kommer til at ske for Grækenland...

Holiday

2011-06-27T14:01:00.002+02:00

Når jeg nu har fået ferie, så er der en masse projekter der skal følges op på; fejelister i køkkenet, maling af radiator, oprydning på skrivebord og så er der jo det dersens barn på vej! Er vi klar? Har vi det hele? For måneder siden satte vi os en aften og 'netshoppede' det vi kunne komme på at vi manglede... Det blev til denne blog, som måske trænger til en supplerende kommentar fra alle jer erfarne børneforældre i blogland?

Where have all the flowers gone

2011-06-26T23:46:00.003+02:00

Long time passing...

Heldigvis har jeg ikke været i krig, bare i køkkenet. Eller rettere; Jeg har lagt sidste hånd på værket. Nu er det snart færdigt, og ligesådan med skoleåret. Derfor var der en del fodpaneler og karakterbøger som skulle underskrives og monteres. Nu sidder det hele som det skal, og i morgen er det første feriedag, sådan for real!

Jeg har været væk fra min blog, og egentlig har jeg ikke noget på hjerte, andet end at ønske jer alle god sommer! Som 'tyrkinden' sagde da hun spåede mig i kaffegrums: "Det er perfekt, alt er som det skal være, og jeg kan se du skal købe en bil!"

Hun havde sådan set ret. Alt går godt, og jeg skal købe en bil, men til at starte med fik vi en fire-hjuler i form af en babykaret sponseret af CPB's mor...

Mor er den bedste i verden

2011-06-21T11:57:00.000+02:00

Got a licence to kill

2011-06-21T00:05:00.003+02:00

Fik brev fra Rigspolitiet. Min killerlicens er ved at udløbe... Damn en af den slags uger, der er også rod i mine pensionsordninger!

Workin' 9 to 5

2011-06-20T23:56:00.003+02:00

Så blev der endelig luget ud i værktøjskælderen. Dette er mit overskudslager, efter jeg er begyndt med Blå Bosch...

Da jeg selv var en ung knøs og flyttede hjemmefra købte jeg diverse elektriske værktøj på tilbud alle mulige steder (Aldi f.eks.), men nu er det tid til at lade næste generation af gør-det-sellere komme et skridt videre end jeg selv startede: Jeg lader det gå videre til Guitar-Bohemen, som er startet på et intensivt cykelmekanikertrip, hvor han renoverer gamle lig til flotte citybikes. Det han ikke vil have bliver til en give-away her på bloggen...

Feels like home

2011-06-19T13:13:00.001+02:00

Herfra hvor vi står

2011-06-17T00:04:00.002+02:00

Man skal jo ikke glemme at det var en hygiejnisk nervekrig der startede hele projektet. Det og så konstateringen i vinter, at CPB var gravid. Man kunne jo ikke byde et kravlebarn at bo i det gamle køkken. Derfor måtte vi i gang denne sommer.

CPB siger hun har læst på nettet at gravide kvinder ikke må skælde deres mænd ud, hvis de går amok med hammer og segl, når de ser to streger på pinden. Det er deres måde at bygge rede på!

Videovideo

2011-06-13T09:19:00.001+02:00

Gæt selv hvad der er før og efter?

Booom booom

2011-06-10T15:00:00.002+02:00

Havde lige proklameret indkøbsstop ved isenkræmmeren, da lorte postdanmark leverede seneste dab.dk-fund...

Måske Imerco er inde i varmen igen?

Fuckin perfect

2011-06-10T14:54:00.002+02:00

Langt fra er det tæt på at se godt ud...

Men tæt på ser det desværre langtfra godt ud. Skamlen, som jeg har brugt til at sætte filt op i loftet med, har gnavet sig gennem plastikdupperne og ned gennem afdækningsmåtten. Det har oversået gulvet med mærker som det midt i billedet...

Da der ikke er gået hul i afdækningen på noget tidspunkt, håber jeg at det bare er 'trykmærker' som forsvinder, når jeg vasker gulvet med sæbevand? Kryds alle taster!!

Fuckin perfectQ

2011-06-10T14:54:00.000+02:00

The end

2011-06-10T13:37:00.001+02:00

Så er det slut med at handle hos Imerco;-)

White room

2011-06-10T07:31:00.002+02:00

Maling, og snart køkken... Gudskelov for stuk!

For halvanden måned siden så det sådan ud!

That's alright mama

2011-06-07T12:10:00.002+02:00

"Kære Thomas

Tak for din henvendelse til Telia d. 31.5. og 5.6. angående reparation af iPhone.

Jeg er ked af at vores butik ikke har været i stand til at sende din telefon afsted i rimelig tid.

...blablablabla...

Jeg har valgt at give dig en måneds abonnement som kompensation på næstkommende regning. Vi beklager situationen og din ulejlighed og takker for at du har taget dig tid til at beskrive forløbet for os. Fremadrettet sikrer vi os at det du oplevede ikke sker for andre.

...blablablabla...

Venlig Hilsen

Telia"

OK, så mangler jeg bare min ombyttede telefon!

Killing me softly

2011-06-06T13:13:00.004+02:00

"Med dræbende høflighed kommer man længst", således sagde en eks-kollega altid, når hun skulle håndtere vanskelige samtaler/situationer. Så længe at ordene var høflige, kunne betydningen sagtens være spydig/sarkastisk/pressende/irriterrende... Men hvis man holdt sin sti ren, i forhold til høflighed, så var det endog meget svært for modparten, at afvise de krav man måtte have. Hun tabte aldrig besindelsen, men fik til gengæld oftest sin vilje!

Nu har jeg netop modtaget en besked fra telecare.dk, hvori de skriver, at min telefon er på vej. De håber jeg bliver glad for den ombyttede telefon? Jeg fristes til at spørge hvad 'ombyttede' betyder i denne sammenhæng, men lad os nu lige se... Jeg vil følge op senere!

PS. Må hellere afbestille gøglertruppen der skulle have pustet ild i Horsens Bytorv i anledning af 3-månedersjubilæet...

Hip Hurra Det er min fødselsdag!

2011-06-06T05:53:00.005+02:00

Eller det er det så ikke, men jeg påtænker at fejre en slags jubilæum 16.6. og det er jo lige om hjørnet. Det er nemlig præcis en måned siden at min iPhone holdt op med at virke den dag, og omtrent et år siden at jeg købte den. Jeg har nu opsporet at telefonen er i Ålborg, så det skal da fejres. Jeg havde engang en arbejdsplads, hvor min chef ikke gad skrive en anbefaling, trods adskillige henvendelser, rykkere og tillidsmandsirettesættelser. Da der var gået et år, besøgte jeg lærerværelset, gav en gang kage og snakkede med alle mine tidligere kollegaer. Da de spurgte om hvorfor der var kage, var svaret at vi fejrede et-årsjubilæum for min manglende anbefaling. Den kom dagen efter. Med anbefalet post!

Nu er jeg i samme situation, nemlig den, at Telia ikke svarer på opfordringer og henvendelser, men måske løftet om lidt gratis reklame og oplysninger om deres garanti og servicepakke kan få dem ud af busken? 16.6. står jeg i hvertfald i Horsens Bytorv og deler balloner ud til børnene og småkager til de voksne, samt en flyer med tryk af mailkorrespondancen mellem mig, Telecar.dk og Telia... Medmindre jeg har fået æblephonen, en forklaring og en undskyldning.

(Ligner det her måske en smartphone? I think not!)

Simon Spies har engang udtalt, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Jeg tillader mig nu at tvivle, og lover masser af omtale af Telia, frem mod det kommende jubilæum. Ved to-månedersjubilæet kan jeg måske få en pigegarde til at marchere op og ned ad gågaden? Gode idéer modtages gerne. Sikke en masse reklamekroner Telia der sparer!

Paperbackwriter

2011-06-02T22:51:00.003+02:00

Så fik man lige udvidet ønskesedlen med ca. 560 sider...

Den koster 249,- og kan købes her