Fup og svindel

For et par år siden byggede jeg nyt køkken. I den forbindelse købte jeg en Københavnerlampe i Butik Stranden, som er et projekt til at skabe arbejde/uddannelse for marginaliserede grupper, bl.a. psykisk syge. De renoverer de gamle københavnske gadelamper og omdanner dem til indendørs boliglamper.

Butik Stranden har siden skiftet både navn og adresse, og deres salgsafdeling er ikke den smidigste. Det er mildt sagt svært at finde ud af at købe lampen gennem dem, såvel online som IRL.

Min lampe gav jeg 1250,- for, fordi det er den ubehandlede (i modsætning til den lakerede, som de tog ca. 1800,- for, skulle man have den i en selvvalgt farve var prisen 2400,-).

Jeg var så glad for lampen, at jeg fluks tog et billede og skrev et blogindlæg. Nu har vi ommøbleret køkkenet, og har brug for endnu en lampe magen til, så jeg googlede "københavnerlampe", og gæt hvad jeg fandt? Det tredje øverste i søgningen var et billede af min lampe... som i MIN lampe! 

Det var ikke fra min blog, men derimod en hjemmeside der sælger lampen?

Denne hjemmeside har ingen henvisninger til det sociale arbejde lampen udspringer fra, til gengæld var prisen for en lampe som den på billedet 1750,-?

Jeg tænker at der er en som har fundet gennem nøglehullet og køber lamperne af Butik Stranden, og så har lavet sit eget netsalg af lamperne, med en klækkelig avance? Det er sikkert ikke ulovligt, men jeg synes det er hamrende usympatisk!

Here comes the sun

Nogle læsere havde måske troet, at jeg ville fare til tasterne og spamme blogspot med lærerkampen for retfærdighed. Det gør jeg ikke, for krigen kæmpes på langt hurtigere og større platforme end min trofaste, kloge, eftertænksomme og liden læserskare skal ligge under for.
Med andre ord har jeg ikke tænkt mig at gøre denne blog til et morads af henvisninger til avisartikler, konspirationsteorier og videoklip, som ville kræve mere hjemmearbejde af læserne end en fuldtidslærer behøver forberedelse. Jeg vil dog gerne pointere at jeg har blandet mig i debatten, bl.a. med tre læserbreve på politiken.dk, samt en uoverskuelig aktivitet på facebook. Hvis man vil følge mine opdateringer der, så søg mig som ven på https://www.facebook.com/thomas.andersson.923519

Hvad jeg derimod har lyst til at vise jer, er min seneste investering: Nemlig en solarventi SV14, som er et friskluft/solvarmesystem, som blæser frisk luft ind i boligen når solen skinner. Ganske gratis!
Den eneste udfordring var, at jeg gerne ville montere den højt, for at eksponere den mest muligt for sol, samt at jeg gerne ville have luften ind i kælderen længst muligt mod gulvet, fordi frisk, tør varm luft er det en kælder har brug for, og varm luft stiger opad!
Eldigvis her vi 14-16 cm hulmur, så med lidt flid, snilde og opfindsomhed, så lykkedes det alligevel... se selv!

Regulatoren synes jeg ikke pynter, så jeg forlængede kablet ned til kælderen. Her kommer regulatoren på ved siden af vaskemaskine og tørretumblerinstallationerne.

Kablet til regulatoren følger røret.

Regulatorens kabel kommer ud ved siden af røret.

Så måske kan Bjarnebanden locke mig ude af skolen, men foreløbig har de ikke fundet midler til at holde mig ude af solen!

Sikke en spade

PAP-hovede! Det passer fint på ham...

Politiken har en analytiker, PAP, som har begået en uhyrlig, usaglig og useriøs analyse af konflikten. Her kommer den i sin helhed, og bagefter mit svar!

Poul Aarøe Pedersen

Analyseredaktør

MEST KOMMENTEREDE SENESTE MÅNED:

Radikal afvisning af finansskat er uansvarlig26 kommentarer

DEBAT 12. MAR. 2013 KL. 00.01

Bør man lykønske Danmarks Lærerforening?

SELVMÅL. Anders Bondos advarer de unge mod at søge ind på læreruddannelsen, hvis regeringens reform bliver en realitet. - Foto: CARSTEN ANDREASEN (arkiv)

Lærerne har befolkningen på deres side. De skal bare gribe chancen i stedet for at afvise den.

OM INDLÆGGET

Kommentarer:

23

FACEBOOK

SEND

PRINT

Poul Aarøe Pedersen

Poul Aarøe Pedersen er analyseredaktør på Politiken.

Øv, det var den mest visionære og ambitiøse skolereform i mands minde.

Men det reformarbejde, der skulle have givet os gladere, klogere og mere harmoniske børn, er nu i overhængende fare for at smuldre mellem fingrene på dem, der skulle give reformen liv.

Så sent som i går var KL og Danmarks Lærerforening til endnu et møde i Forligsinstitutionen. Men selv hvis det skulle lykkes parterne at finde frem til et resultat, før KL’s lockout træder i kraft 1. april, vil kompromiset formentlig blive så udvandet, at det vil få svært at give reformen luft under vingerne.

Og omvendt: Skulle det komme dertil, at parterne ryger i konflikt, vil et regeringsindgreb måske nok føre til en fornuftig arbejdstidsaftale.

Til gengæld vil stemningen ude på skolerne blive så ond og usamarbejdsvillig, at politikerne længe kan kigge i vejviseren efter den velvilje i lærerkorpset, som skal til for at gennemføre så storstilet en reform. I hvert fald hvis den skal få en positiv effekt.

Lige nu svæver reformen altså mellem liv og død. Det er trist for Danmark, ikke mindst for de børn, der havde udsigt til en mere varieret, mere aktiv og mere lærerig hverdag.

LÆS OGSÅLærere og KL stopper forhandlinger for at lave lektier

Spørgsmålet er, om man skal benytte lejligheden til at gratulere Danmarks Lærerforening? For selv om det ikke kun er DLF’s fortjeneste, at reformen nu ryger på gulvet, har Anders Bondo og co. gjort en fantastisk indsats.

Ikke mindst udtrykt i DLF’s annoncekampagne, hvor man er gået benhårdt – ikke efter KL – men efter regeringens reform: »Regeringens reform vil gå ud over min forberedelsestid, trivslen i klassen og omsorg for den enkelt«, som en lærer siger i kampagnen.

Kampagnen fik i sidste uge den radikale leder, Margrethe Vestager, til at fare i flint, og det forstår man egentlig godt.

Ser man tilbage på de seneste 10 år, har der ellers ikke været mange anledninger til at være uenig med lærerne i skolepolitikken.

Hvorfor er Danmarks Lærerforening ikke åben over for at diskutere de mest åbenlyse utilstrækkeligheder i den nuværende arbejdstidsaftale?

Poul Aarøe Pedersen

Deres indædte modstand mod Bertel Haarders to bureaukratiske reformer i 00’erne var både velgørende og visionære. Det var dengang, Haarder-regimet brugte intetsigende Pisa-rapporter til at tale skolen ned under gulvbrædderne, så han kunne gennemføre sine ’overvågnings’-reformer.

I dag er billedet vendt rundt: Nu er det regeringen, der positivt har overtaget DLF’s gamle slogan om at ’gøre en god skole bedre’, mens DLF aktivt taler skolen ned – senest understreget af Anders Bondos advarsel til de unge om ikke at søge ind på læreruddannelsen, hvis regeringens reform bliver en realitet.

Mage til selvmål skal man lede længe efter hos en lærerformand.

LÆS OGSÅForsker: Uenighed svækker KL i lærerstrid

Mest foruroligende (ikke mindst for lærerne selv) er det dog, at DLF bliver ved med at gentage nogle forskeres udsagn om, at flere timer ikke giver dygtigere elever.

Ret beset er forskningen uklar på dette punkt, men som det fremgik af gårsdagens analyse, er det nu nok ingen skade til, at eleverne tilbringer timer sammen med deres lærer, ellers burde vi jo skrue drastisk ned for antallet af timer i dag ...

Men hvorfor er DLF så forhippet på at underminere lærernes faglighed? I stedet for at gå ind i diskussionen om regeringens reform har DLF på forhånd afvist den.

Det er synd, for der er ingen tvivl om, at de har befolkningen på deres side:

Velforberedte lærere og kvalitetsundervisning er ikke kun alfa og omega for lærerne, men sandelig også for forældre og alle andre, der vil folkeskolen det godt.

Og hvis KL ensidigt lægger op til at score flere undervisningstimer på bekostning af forberedelse, kan lærerne naturligvis forvente fuld opbakning.

LÆS OGSÅEr debatten om den danske folkeskoles fremtid allerede afgjort og KLouckottet?

Skal lærerne bruge mere tid på at undervise – og det har de vel også selv en interesse i – skal de naturligvis bruge mindre tid på andre ting. Så hvorfor benytter DLF ikke ’chancen’ til at slippe af nogle af alle de bøvlede, bureaukratiske opgaver?

Og hvorfor viser DLF ikke åbenhed over for at diskutere de mest åbenlyse utilstrækkeligheder i den nuværende arbejdstidsaftale:

Selvfølgelig har en lærer, der udelukkende har undervist i dansk og idræt i indskolingen i de seneste 20, år ikke behov for den samme forberedelsestid som den lærer, der netop er begyndt at undervise i dansk på mellemtrinnet og fysik og kemi i udskolingen.

LÆS OGSÅKampklar Bondo: Vi vil ikke finansiere skattelettelser til erhvervslivet

KL gik galt i byen, da man valgte at skrue bissen på og varsle lockout. Regeringen gik galt i byen, da den lancerede en stor reform uden at have finansieringen klar.

Men Danmarks Lærerforening går helt galt i byen, hvis foreningen regner med, at den tjener lærerne bedst ved at afvise alle de forslag, som omverdenen mener, det er værd at tage en debat om.

Der kommer en hverdag på den anden side af de aktuelle spilfægterier. Lærerne har alverdens interesse i at stå på en stærk platform, når den dag kommer.

Hvad nu hvis det var dig?

Det kan undre mig at læse Poul Aarøe Pedersens analyse af konflikten mellem DLF og KL, hvori han ridser fronterne op, som kampen mellem den ansvarlige voksne (KL og regeringen) og det ugidelige barn (DLF, personificeret i Anders Bondo Christensen).

Der er flere ting som springer i øjnene, men først og fremmest virker PAP’s debatnuancering igen (for nu er det anden gang, at jeg ser denne signatur på samme makværk) som en slags bestillingsarbejde fra KL eller regeringen.

Da du nu (igen) har sat dig op i elfenbenstårnet, PAP, og tillader dig at lader dit alfaderlige alvid skinne på os dumme i masserne, så er der et par spørgsmål jeg fristes til at søge svar på, oh du orakel fra tænketanken!

Kunne du f.eks. uddybe hvor det er du hører DLF, lærerne eller andre sige at eleverne ikke lærer mere eller bedre af flere timer? Det er jo det argument du fremfører som deres, når du skriver:

“Mest foruroligende (ikke mindst for lærerne selv) er det dog, at DLF bliver ved med at gentage nogle forskeres udsagn om, at flere timer ikke giver dygtigere elever.

Ret beset er forskningen uklar på dette punkt, men som det fremgik af gårsdagens analyse, er det nu nok ingen skade til, at eleverne tilbringer timer sammen med deres lærer, ellers burde vi jo skrue drastisk ned for antallet af timer i dag ... “

For det første er forskningen ikke uklar! Flere kvalitetsfyldte timer, giver bedre resultater!For det andet vil lærerne gerne tilbyde, at eleverne skal have flere timer! Ja, du læste rigtigt. Det er ikke en naturlov at lærerne er imod, at eleverne skal undervises mere. Det springende punkt er, hvem der skal være sammen med eleverne? PAP, Ziegler, KL og regeringen mener, uden at have erfaring (og tilsyneladende også forstand) på området, at de lærere der ER i folkeskolen kan lave det ‘løft af kvaliteten’ uden omkostninger. Lærerne mener ikke at den enkelte lærer i arbejde skal til at undervise flere timer, fordi det netop vil skade faglighed, engagement og evaluering, men derimod er der peget på, at der for tiden er 4000 arbejdsløse lærere. Hvorfor skal de gå ledige, hvis eleverne skal tilbydes mere og bedre undervisning? 

Ret beset taler du om noget, som du ikke har forstand på, når du konkluderer at “det nok ikke er nogen skade til...” Skal vi lave vores reformer udfra den parole? At det nok ikke er nogen skade til?

Du finder din hjemmel til dine synsninger i meningsmålinger i befolkningen. Men lad os kigge lidt ud over den aktuelle konflikt, og kigge på baggrunden for de meningsmålinger i befolkningen. Hvis jeg havde tusinde læsere på min blog, eller kunne ringe til tusinde mennesker og spørge: “Synes du at politikerne har for meget ferie, når folketinget først slutter sommerferien i oktober?” eller “Synes du at der skal stilles krav til folketingsmedlemmernes tilstedeværelse i salen?”, så tror jeg at du vil få resultater der minder om de ca. 68% af befolkningen, som giver udtryk for at lærerne bør arbejde mere.

Og det er netop pointen: Hvis du lader gadens parlament vurdere områder de ikke har indsigt i, så vil vurderingen falde negativt ud, lad mig give et par eksempler mere:

“Synes du at politiet er synlige nok i gadebilledet?”

“Synes du folketingskandidater bør intelligenstestes offentligt, så vi kan vælge de klogeste politikere?”

“Kunne borgerservice have åbent i flere timer?”

“Synes du at man burde normalisere politikernes arbejdstid og løn?”

Hvis du bemærker spørgsmålenes karakter, så spørges der ikke om der skal øges i omkostningerne, men udelukkende om borgerne kunne tænke sig at få mere ud af skattekronerne. Derfor er der intet overraskende i resultatet. Det vil borgerne gerne! Chok chok chok, nej vel?

Hvorfor er det, at lægmandsvurderinger skal bringes ind i kvalitetsdiskussionen? Det ville jeg gerne have et kvalificeret svar på?

Hvorfor er det at 60000 undervisere peger på reformen som en trussel mod kvaliteten og resultaterne og at regeringens taskforce har så meget magt, at det overhøres?

Du undlader at forholde dig undersøgende til den ene side af konfliktens argumenter og betænkeligheder, men alligevel fortsætter du stik-i-rend-arbejdet for KL og regeringen, ved at postulere, at:

“ Danmarks Lærerforening går helt galt i byen, hvis foreningen regner med, at den tjener lærerne bedst ved at afvise alle de forslag, som omverdenen mener, det er værd at tage en debat om.”

DLF, lærerne og resten af KTO er ikke uinteresserede i at diskutere udvikling. Men foreløbig har ‘diskutionen’ været reduceret til ‘revolverforhandlinger’ med take-it-or-leave-it -tilbud. Hvilke af KL’s forslag til forandringer er KL villige til at kigge på skulle være anderledes? Hvor er deres vilje og fleksibilitet? 

KL og regeringen har kørt en kampagne. Den har kørt længe, og den handler om at få mere for mindre. De har fyldt befolkningen med plukket data, som passer i deres kram. De fremhæver dårlige resultater, halve undersøgelseskonklusioner og skaber en stemning af at unormale arbejdstider automatisk betyder mindre arbejde end normale. Det har i vid udstrækning været succesfuldt, når selv journalisterne efterhånden ikke forstår sagen.

Når lærerne ikke bare klapper i hænderne, så er det grundlæggende fordi deres professionelle erfaringer siger dem at den foreslåede reform ikke er vejen frem. Lærerne mener ikke at udbyttet forøges, med den reform der er i støbeskeen. Til gengæld er der nogle funktioner som bliver vanskelige at forestille sig, ved en normalisering af arbejdstiden, bl.a. skole-hjem-samarbejdet, lejrskoler, klassefester, skolefester mm. De kan ikke afvikles mellem 8 og 15.30, og det ønsker befolkningen heller ikke, hvis du spørger dem:

“Kunne du tænke dig at tage fri fra arbejde for at komme til skolefest fra 11.30-15.30 en torsdag?”

Når PAP undres over lærernes betænkeligheder ved regeringens guldæg af en sparerunde, så fristes jeg til at udfordre ham direkte: Hvis pilen pegede på dit eget arbejde, så ville du måske fornemme, hvorfor det er lærerne afviser ultimative og urimelige krav.

Hvad ville du sige til hvis kulturministeren begyndte at postulere, at de fleste journalister ikke researcher mere, men derimod læser netaviser og stjæler nyheder fra hinanden med arme og ben?

Hvad ville du sige til en statsfinancieret kampagne der fremstiller journalister som dårligere arbejdere end andre, fordi de bl.a. holder kaffe- og rygepauser, samt arbejder under ansvar og tillid og ikke med ledelsen over skulderen konstant?

Hvad ville du sige, hvis danskerne blev bedt om i en årrække at vurdere, om de synes indholdet i avisen er dårligt underbygget og ofte ikke kan holde internationale standarder?

Hvad ville du sige til hvis ledelsen på avisen hver dag skulle spørge læserne hvilke historier de synes der skulle i morgendagens avis, fremfor at lave en journalistisk vægtning af relevans?

Hvad ville du sige, hvis man foreslog at fyre 10% af journalisterne, fjerne redaktionsmøderne og afskaffe korrekturlæsning, men derimod lade lederne uddellegere hvilken sektion af konkurrenternes netaviser den enkelte journalist skulle kopiere, og så skulle du hver dag trawle den samme netavis?

Hvad ville du sige til at meningsdannerne i landet påstod, at hvis der bare kom flere artikler, så ville sandsynligheden for bedre artikler stige? 

Hvad ville du sige til, hvis det blev påstået at dine artikler ville blive bedre, hvis de blev skrevet fra kl. 8-15.30?

Hvad ville du sige til hvis du skulle sidde på en elevstol, ved et elevbord og gøre det? I dårlig belysning, utidssvarende udluftning og med pligt til at efterlade bordet tomt og din computer låst inde, hver gang du går fra det?

Hvad ville du synes om hvis befolkningen skulle afgøre om avisen skulle være dobbelt så tyk i morgen?

Eller bare dobbelt så god...

Det kunne i hvert fald ikke skade!

Here comes the sun

Jeg har klunet en solfanger. En Solarventi SV14, som jeg bare glæder mig til at montere. Det kommer der helt sikkert et blogindlæg om. Men jeg ville egentlig gernemontere den med indblæsningsdysen under kældertrappen, for at få det optimale ud af det i kælderen.

Til det findes der et kældermonteringssæt. Sådan et ønsker jeg mig!

Fordi den skal sidde så højt udvendigt og blæse luften ind så langt nede i huset, så mangler jeg også et forlængerstykke.

Let It Snow, Let It Snow, Let It Snow

En uges ekstra ferie i sommerhus gav åbenbart overskud til at forfølge en gammel idé. Skibakke i Danmark?

Lyder det dumt? Urealistisk? Eller genialt?

Følg med på facebook...

Sikke en voldsom trængsel og alarm

En tradition er ved at tage form. Okay, måske er det at strække den, at kalde det en tradition, når omstændighederne ændres, men alligevel er Sverige ved at udvikle sig til mit foretrukne feriemål, især når det gælder jul og vinter.

Faktisk går det helt tilbage til min barndom i 80'erne, når jeg tænker over det. Min nu afdøde oldemor kunne godt have mig på slæb med Helsingør-Helsingborg-færgen for at shoppe billigt. Nu er Helsingborg jo ikke væsentlig forskelligt fra Helsingør, så derfor var det noget af en eye-opener, da kollektivet i 80'erne besluttede sig for at låne en bus og tage på ski-safari til Isaberg. Dengang arbejdede min far i Irmas IT-afdeling, hvilket gav ham en klækkelig personalerabat på forloren skildpadde. Det har jeg så aldrig spist siden!

Ikke desto mindre har Sverige fået tag i mig, også som voksen. For mig at se slår en uge på ski, med familien stuvet sammen i en lille hytte, til hver en tid rejser sydpå, om det så er Asien eller Sydeuropa. 

Måske hænger det sammen med min flyskræk? Måske synes jeg at et halvt til et helt døgn i bil er at foretrække fremfor et par timer i fly?

Familien deler heldigvis min begejstring, så bilen er fuld af forventning og god stemning, samt DVD-film og slik, og jublen bryder ud, når Tossebergsklätten som en enlig tand i gebisset melder fjeld forude.

Jeg har efterhånden Indlandsvägen siddende på rygraden, så om det er Sälen, Kläppen, Stöten eller Vemdalen vi triller mod, så er vejen til Malung blot som a walk in the park. Til alle familiefædre med en tendens til mentalt fravær fra familielivet kan et døgn i bil anbefales. 

Selv har jeg nok en tendens til altid at have noget andet jeg skal. Eller rettere sagt, noget andet jeg også skal. Og så kommer mine børn måske til at opfatte deres far som lidt fortravlet og distræt. På bilferie kommer jeg ned i gear og bliver tilstede. Alligevel er jeg ikke helt så frisk som de svenske campister vi så.

Og hvis du sidder og får lyst til bilferie i Sverige om vinteren, så husk lige at få opdateret dine snekæder. De skal passe til dækkene på din nuværende bil, ikke nogle du har arvet fra Fætter Lars eller fandt i bagagerummet på din forrige bil. De koster ca. 160,- i Biltema, og udover at være uundværlige hvis du skal køre langsomt på sneklædte veje i stejlt terræn, så er det også lovpligtigt i Sverige at have vinterdæk på om vinteren, samt snekæder i bagagerummet. Det betyder at skulle du få brug for autohjælp, og mangler du kæder, så dækker din forsikring ikke, og så er autohjælp for egen regning. De 160,- er hurtigt tjent ind!

Det tager kun omkring 5 minutter at montere/afmontere, men husk at du kun må køre ca. 35 km/t med snekæder på.

Jeg leder altid efter skiin/skiout når jeg booker skiferie, men ofte er det et begreb jeg synes er strukket noget i forhold til småbørnsfamilier. Derfor ender det oftest sådan her:

Men det betyder ikke så meget, når udsigten fra fartøjet er sådan.

Og så blev det jul igen. Hvid jul endda. Med juletræsdans...

Og julepynt...

Dagene går med skiløb. For alle mand, omend mindstemanden må tage en slapper ind i mellem. 

Fordelen ved at have mange børn, og at have mange børn med på skiferie, er at de store hjælper med de små. Faktisk kan de store trænge til en pause, hvor de i varmestuen fungerer som vagter ved babyalarmen, så de voksne lige når en kærestetur eller to i stoleliften.

Selvom man kun er 16 måneder, kan man sagtens løbe på ski. Man bliver bare så frygtelig træt, at man må have sin barnevognskasse med i baghånden. Drop stellet - kør slæde! Mini-skiene er drengens.

Og hvis skiene ikke længere er sagen, så kælk. Til små børn kan man få en glimrende kælk med rygstøtte og sele til 109,- også i Biltema. 

Husk at skiferie med børn, netop er MED børn, så lad børnene styre tempoet. Det skal være sjovt, før de gider lære det. 

Af samme årsag må man afsætte en væsentlig del af sit feriebudget til forplejning, samt påregne en skrap kur, samt øget motion når man vender hjem.

Foreløbig har den stået på varm kakao som blodtype, samt vafler med blåbärsylt, risengrød, klatkager, pandekager og godis (som i Sverige sælges til 49,90 kr/kg, altså en svensk femmer for 100 g bland selv slik).

Når man så vender næsen hjem i hytten finder man ud af at 34 svenske kvadratmeter virker noget mindre end 34 danske! Der er trængsel, og også alarm. Heldigvis er der også DVD og fladskærm. Hvis der ikke er stole nok, må man bare bruge sin fars fødder.

Når det hele så er ved at blive for tætpakket, lidt for forsumpet med skiundertøj og manglende personal space, når det er allermest sjovt, så er det forbi. Jeg tror det er meget godt, at man skal hjem, førend man bliver træt af det, så man får lyst til at komme afsted igen.
Når man skal køre i Sverige om vinteren, er det en god idé at sætte tid af til transport. Der skal tankes kaffe, benzin og slik. Man forsøger at synkronisere ungerne til at det er ved samme 'rasta' de skal tisse, men der er alligevel altid én som skal tisse midt mellem to pauser. Man kan også, som os, risikere at vejret er sne og trafikken er tæt og langsom. Så kører man ikke meget mere end 40 km/t.

Skal man nå en færge fra Göteborg til Jylland, 5-600 km sydpå, så er det en god idé at afse rigeligt med tid. Regn med ca. 60 km/t, så har du tid til pauser, dårligt vejr og tæt trafik. Vi havde 8 timer, fra vi kørte fra hytten for at aflevere nøgler i receptionen og til færgen sejlede kl. 16.00. Vi skulle være ved færgen en halv time før, og med et minimum af pauser, samt kontrollerede overhalinger af 'vejbump' og hjertet oppe i halsen, samt øjnene på uret og regnemaskinen, trillede vi småstressede ind i færgelejet i Göteborg kl. 15.33.

En time eller to til pauser og proviantering havde nok gjort hjemturen lidt mere afslappet. Men så må man hvile øjne og ører lidt på færgen.

Hvordan er vores konkurrenceevne egentlig?

Jeg er lærer, og jeg følger naturligvis den debat der raser under den økonomiske krise, som startede i 2008, men som nu for fulde gardiner blæser henover landet med fyrings- og sparerunder forklædt som trimning og effektiviseringsplaner, senest regeringens udspil til en reform af folkeskolen. Som lærer måles vores konkurrenceevne i forhold til udlandet på vores resultater, arbejdsvilkår og løn. 

Resultaterne

Der er ingen tvivl om at de parametre der har været målt på i PISA-testningen har givet Danmark nogle forfærdelige resultater. Jeg mener bare, at PISA-test-resultaterne skal tages med forbehold, da testens udformning og måling er på færdigheder der ikke fokuseres så meget på i den danske folkeskole, som i skolevæsner i andre lande. 

Havde PISA-testene målt på samarbejdsevne, nytænkning, tolerance, samfundsbevidsthed eller frisind, så havde vi nok scoret betydeligt højere end tilfældet har været.

Det er en bange forældregruppe og en fordummende regering (blå som rød), som hoppede sammen af sporet i kølvandet på PISA-undersøgelserne. Hånd i hånd søgte de baglæns, mod simple færdigheder som læsning og regning, og mente at indførelsen af en national testparade ville kunne tøjle lærerstandens bevidste fordummende sylten af danmarks ungdom, fra en tilbagelænet, dumsmart, halvferierende pjækketrang fra hængekøjen.

Jeg tror hverken på det første, at fokus på og prioritering af færdighederne, eller det sidste, at lærerne igen og igen kræver rundkreds og trommedans, fordi de ikke gider lære børnene at læse, er rigtigt . Hverken som diagnose af vores konkurrenceevnetab eller som vejen ud af krisen.

Det er der flere grunde til. 

Den første er at det er et kapløb vi ikke kan vinde. Det handler ikke om dygtige eller fokuserede lærere, ej heller om antallet af timer. Det handler om livsvilkår og behov. Man kunne fristes til at bruge de liberales katekismus, det handler om udbud og efterspørgsel. I en international konkurrence, så er færdigheder som læsning altså billigere at producere i Tyrkiet og Rumænien end det er i Danmark. Ydermere kan man spørge sig selv, med kendskab til de danske børn man kender, i en træning af en 'kedsommelig' færdighed som læsning, hvem er så mest ihærdig og vedholdende? Er det Marcus eller Mohammed? På sin vis kan jeg godt følge de liberale, der siger at velfærdssamfundet har sejret sig ihjel, for min erfaring siger mig at danske børn, og her skelner jeg ikke mellem etnisk danske eller tilflytterdanske, er forkælede og forvænte, så de giver let op overfor krav de ikke bryder sig om. I den forbindelse kan vi sætte læsning på skemaet i nok så mange timer, så længe indstillingen til læring hos elever og forældre er, at det skal være sjovt hele tiden. Og tro mig den indstilling findes! Ikke hos alle, men hos nogle, både børn og forældre, i hver eneste klasse, og deres brok og indsigelser forstyrrer i en grad som jeg ikke forestiller mig det fylder i de lande vi gerne ville ligge over i målingerne?

Jeg sender heller ikke min bil på værksted med en masse formaninger og forslag til hvordan man også kunne skifte bremser eller rette styretøj!

Den mistillid til lærernes indsats er politikerne ansvarlige for, gennem deres illoyale, udokumenterede smagløse 'synsninger' og analyser af resultater, samt deres bedrevidende forslag til ændringer, som kan rette op på alt mellem himmel og jord - til meget få kroner i bedste fald, men i virkelighedens verden ofte for færre kroner end året før.

Når jeg så mener at det er tæt på umuligt at slå Indien eller Tyrkiet i læsning, er det så det samme som at give op? Bør jeg indgive min opsigelse og hænge spanskrøret på væggen?

Nej, for udover at jeg ikke mener det er muligt for os at overhale læseresultaterne i andre lande, så mener jeg også, at det er frugtesløst af bruge ressourcerne den vej. Hvordan forbedres vores internationale konkurrenceevne ved at blive dygtige til at læse dansk? Dansk er et sprog som tales og skrives (mere eller mindre vellykket og avanceret) af ca. 5,2 millioner mennesker - i en verden befolket af 7 milliarder! Vi kunne lige så godt satse på at lære børnene at skrive runer eller at læse edda. Det er omtrent lige så anvendeligt - i den internationale konkurrence! (mere om det lidt senere)

Derfor står jeg heller ikke og klapper i hænderne, når dagens breaking news er at danske 4. klasses elever læser 5. bedst i verden. For resultaterne er opnået på bekostning af andet. De er resultater at nedskæringer, forringelser og ensidig fokusering på test og resultater, som vi kun lige ser toppen af isbjerget af. Hvis de gode læseresultater i 4. klasse er opnået med nedskæringer i lærerstaben, forringelser i forberedelsesfaktoren og flere elever i klasserne, så tænk på hvad det kunne være blevet til uden forringelserne?

Ovenstående kunne give anledning til at tro, at jeg som lærer mener at vi ikke skal lære børnene at læse? Intet kunne være mere forkert!

Selvfølgelig skal børn lære at læse. Og regne. Men vi skal bare ikke falde i den forsimplede grøft at måle folkeskolens værdi gennem PISA-test. Og vi skal finde vores vej, så det danske folkeskolevæsen kan komme til sin ret, og dermed finde vores plads i toppen af den internationale konkurrence, hvilket jo i bund og grund ikke er urimeligt, når vi bruger mange penge i Danmark på undervisning.

Læsning er bare ikke et mål i sig selv. Læsning er et middel til at erhverve sig viden, at kommunikere med andre, og dermed naturligvis væsentligt at kunne, for at kunne tage det næste skridt, at hæve sig op  i det skabende lag, hvor mening, nysgerrighed og samarbejde er de kompetencer som danske børn tidligere gav resten af verden baghjul i.

Ja desværre skriver jeg tidligere, for med undervisningsdifferentieringen, de nationale test, individuelle elevplaner, bortfald af gruppeeksamen og nu den øgede inklusion, så er folkeskolen ved at udvikle sig til elevernes kamp om minutterne, og lærerens forsøg på administration. Vi søger tilbage mod en skole som de ældste politikere kan huske fra deres egen skolegang. 1000 elever minimum og 30 elever i klasserne. Lærere der kommer og lirer lærebogen af i timen, og så iøvrigt ikke har mulighed for at gøre sig tanker om netop den elevgrupper der skulle modtage læringen, fordi de er for mange, fordi der er for lidt tid og fordi de skal videre til de næste hurtigst muligt. Det ændrer en 'løbetid' med en pædagog fra 14-16 ikke på, Antorini!
Måden vi derimod kan løfte læsningen det sidste/næste stykke mod eliten går gennem relevans. Det børnene skal lave i skolen skal være så spændende og krævende at børnene får lyst til at vide mere om det, og dermed bliver interesserede i at læse - også for sig selv i deres fritid! Hvis undervisningens indhold og udførelse skal være spændende og fordrende for ejerskab og virketrang, så kan man spørge sig selv (og det burde Antorini gøre) om mulighederne for at det sker bliver bedre af at børn og voksne stresses af krav om mere og længere? Vil kvaliteten stige? Det er som om at undervisningsministeren og statsministeren har fortalt hinanden at det er samværet der lærer børnene noget. Det er det ikke. Du kan lære utroligt meget på ganske kort tid, hvis det er relevant og interessant. Omvendt kan du sidde længe sammen med mennesker, hvor tiden føles endnu længere, men udbyttet er til at overse. Jeg havde ikke lært mere biologi i gymnasiet af at have flere/længere lektioner!

Arbejdsvilkårene

De arbejdsvilkår som KL og regeringen lægger op til er ikke uvæsentlige. Jeg vil ikke ind i debatten om forberedelsestid, møder, skolefester, lejrskoler mm. Jeg tror nemlig slet ikke at KL og regeringen forestiller sig, at lærerne ikke skal løse alle de opgaver fortsat! Jeg tror at KL og regeringen gerne vil hæve undervisningstallet for den enkelte lærer, og at de forudsætter at lærerne nok alligevel løser de andre opgaver som før. Kort sagt, mere for mindre.
Desværre tror jeg også, at de for ret. Den massive reducering i stillinger, de omsiggribende skolesammenlægninger og den finansielle krise er løftestænger for skruebrækkeri mellem lærerne, for konsekvensen af at arbejde efter den foreslåede reform ville jo være, at vi mødte op dårligere forberedt, leverede lidt mere tid, lidt ringere kvalitet og til gengæld lod nogle af de planglægnings- og omsorgsopgaver, som vi løser i dag efter undervisningen, ligge.
At skulle arbejde under de vilkår som KL og regeringen foreslår, lyder i mange forældreører ikke så slemt, og hvis vi som enkeltpersoner og stab havde anstændighed til at levere det de vil betale for (ringere skole), så kunne det såmænd også virke tillokkende nok. Jeg tror, at de fleste lærere ville nikke ja til 8-16 og seks ugers ferie, mod at kunne 'lægge hammeren ved høvlebænken' og stemple ud, for at møde ind næste morgen og fortsætte hvor vi slap. Sådan dur det bare ikke!
Det ved KL og regeringen godt, men de ved også, at med truslen om at eleverne rykker til en naboskole/privatskole, så kommer spøgelset om skolelukning/sammenlægning, og dermed hælper det frie skolevalg og de kommunale sparerunder til at presse den enkelte lærer til at være ukollegial og arbejde mere end arbejdstidsaftalen, for at nå de krav og forventninger der er til hvilke opgaver en lærer løser, uden at skele til om der er den tid det tager eller om man får den løn man burde. Det er klassisk skruebrækkeri!

Reformudspillets tilblivelse, KL og regeringens forhandlinger, samt reformudspillet facit, minder om når den sicilianske mafia giver 'et tilbud man ikke kan afslå'. Det ligner et rent tag-selv-bord, og derfor gælder det også bare om for oppositionen at markere sig, ved at stille sig positive, men dog lidt mere ambitiøse end regeringen.
Min politiske favoritaversion, partiet Venstre, foreslår, efter reformudspillet fra regeringen, at der indføres et tredje fremmedsprog, samt at 20% af teksterne i alle fag i overbygningen skal være på engelsk. Det synes jeg er en interessant tanke. Jeg tror faktisk der er tale om både blinde høns og korn her!
Men spørg jer selv: Bliver kvaliteten af 3.sprog og valg af engelske tekster bedre af at forberedelsen bliver mindre? Forslaget er godt, men kan ikke ske med mere for mindre!

Lønnen

Lønnen for den enkelte lærer er ikke dårlig. Over de år jeg har været lærer (jeg blev færdiguddannet i 2001) er lønnen steget. Ikke blot er den fulgt med udviklingen, den er reelt steget - meget! Det kan selvfølgelig lyde bagvendt, at jeg taler om nedskæringer og besparelser i skolen, når jeg samtidig er steget væsentligt i løn. Men lønstigningerne gennem 00'erne kom efter lønstigningstilbageholdenhed i 90'erne, og da alle andre i samfundet oplevede et opsving i 00'erne er det vel ikke unaturligt at lærerne også gjorde?
Lønnen kan dog være en del af forklaringen på skolens problemer i dag. Undervisningsbudgettet (altså hvor mange penge der er til hver elev) er faldet, forberedelsesfaktoren er steget (altså hvor mange timers undervisning skal du forberede på en times forberedelse), samtidig med at skolernes lønudgifter er steget. Omkostningerne til skoledrift i kommunenerne må ikke stige, så de siger sig selv, skal noget være dyrere, må andet blive billegere. I en tid hvor skolerne samtidig skulle foretage store etableringsomkostninger i forbindelse med IT.
Nu ser vi arbejdsløshed blandt uddannede lærere. Hvis der blot er tale om den samme kage, så spises den nu af færre!

For mig at se virker det som om nogle i Mafiaen bør kigge på det igen:
Vi vil gerne have at børnene bliver undervist i flere timer!
De lærere der er på skolerne siger at kvaliteten vil dale, hvis de skal undervise mere!
Vi har ledige lærere!

Jeg er for en skolereform. Jeg er for et kvalitetsløft. Jeg er for at mine arbejdsløse kollegaer kommer til at tjene deres løn.

Tag alt det, som det koster at have arbejdsløse lærere gående ledige. Del det ud på skolerne. Ansæt flere og undervis mere. Med mere kvalitet. Tid til mer - job til fler! Skaraldemandsmodellen. Kald det hvad du vil...

Læreren er den moderne skraldemand - vi ta'r skraldet!

Underligt vink med en vognstang!

Jeg drømte at min kærestes eks-kæreste døde. Rolig nu, jeg kender ham ikke, har aldrig mødt ham og er ikke specielt jalous anlagt mere, så det er ikke noget der bunder i et konkret ønske om at se ham begravet. Tværtimod tror jeg der er en god mening med det, men det kommer. Først drømmen.

Som sagt blev min kæreste kontaktet med beskeden om at hendes eks-kæreste var død. Da vennerne ikke var særlig tæt med familien var det hende der blev kontaktet til at hjælpe med det praktiske (ja jeg ved godt det lyder pænt weird). Det sagde hun ja til at hjælpe med, men hun havde brug for min støtte.

På vej til møde med bedemanden blev hun kaldt til noget andet, og derfor måtte jeg tage afsted til mødet, med bedemanden, hans forældre og en enkelt ven, alene uden hende (jeg er godt klar over at det nu bliver mere underligt).

Til mødet sad jeg til bords overfor den eneste ven der følte sig tæt nok på til at mødes med forældrene og deltage i organiseringen, og så forældrene på min højre side. For bordenden, på min venstre side, sad bedemanden. 

Bedemanden forklarede at når unge mennesker pludselig døde, så kunne det nogengange hjælpe i sorgbearbejdelsen, hvis der var en der ville sige nogle velvalgte og personlige ord, og evt. lægge en symbolsk ting med i kisten. Herefter kiggede bedemanden på mig og spurgte om det var en opgave jeg kunne påtage mig?

Hvis I kender de der øjeblikke, hvor tiden både står stille og går meget hurtigt, samtidig, så var det her et af dem. Jeg havde lyst til at sige ja. Både fordi jeg er et hjælpsomt menneske, som hvis min indsats kan gøre noget godt for andre, gerne vil gøre hvad jeg kan, men også fordi jeg i de fleste situationer har et eller andet at sige.

Alligevel endte jeg med at svare nej, og forklare bedemanden at jeg faktisk aldrig havde mødt den afdøde, og faktisk troede at det ville såre folk hvis jeg tog ordet og begyndte at fortælle om ham... 

Hvad er så pointen?

Pointen er: at selvom man har ordet i sin magt, og ofte svar på rede hånd, så er der tidspunkter hvor det ikke handler om mig, og hvor jeg bør holde kæft og lytte!

En af mine bedste venner skal skilles...

Velfærdsstaten skal vel også tage sig af millionærere?

Det går jeg i hverfald ind for. Jeg går ind for at Joakim B. Olsen propper chokeren ind og holder op med at trække vores uduelige regering i egoismeretningen. For det der sker, når de liberale 'med tanke på at redde Danmarks konkurrenceevne' vil have skattelettelser og mindre statslig indblanding, krydret med nedskæringer i den offentlige sektor og deraf følgende serviceforringelser, er at folk bliver fremmede for hinanden.

Fremmedheden, og distancen til samfundet og omgivelserne, er det tommeste vi kan tilbyde på den internationale scene, i kampen for at tiltrække udenlandske kompetencer og virksomheder. Vi kan ikke konkurrere på skattetryk, mindsteløn og handlefrihed for den enkelte. Der er vi håbløst efter USA, Indien, Kina og mange østeuropæiske lande.

Det vi kan, og den vej vi skal turde gå er værdierne tryghed, tolerance, lighed og kompetence. Værdier som i denne uge har fået væsentlige skud fra boven fra vidt forskellige kanter.

Den kugleskøre kastebamse, Joakim B. Olsen har fået held med sin brøleaberetorik, hvor han sparker til alle der er under midten og giver dem skylden for deres egne elendigheder. I hans optik, i hvertfald i hans retorik, er samtlige arbejdsløse jo som 'Dovne Robert' og alle på overførselsindkomster som 'Fattig-Carina'. De skulle tage en skovl og gå ud og grave, så var deres problemer løst... Sikke en tosse!

Først og fremmest er jeg overbevist om at de to reality-drop-outs ikke er repræsentative for samtlige i deres situation. 

Dernæst mener jeg ikke, at de bliver bedre hjulpet af nedskæringer på jobcentre og socialforvaltninger, eller det som Joakim og hans gale general, Anders Samuelsen nu har fået socialdemokrater som afdøde Jan Trøjborg og statsministeren Helle Thorning til at omtale, som 'at trimme' den offentlige sektor. Jeg tror ikke køen af arbejdsløse bliver kortere af at man rykker pædagogerne, skolelærerne, sagsbehandlerne, sygeplejeskerne, hjemmehjælperene og politibetjentene om på de arbejdsløses side af skranken.

Når man så kan læse at en af kongerigets rigeste mænd, Frits Schur betaler ca. 7% i skat, så er det jeg må spørge Kugletossen: Hvor langt skal skatten ned for de rigeste? Hvor vil de flygte hen til gunstigere vilkår?

CocaCola har tilsyneladende været på det danske marked i mere end 50 år, uden at tjene penge på det?

For mig at se, er det ikke fordi, det er hårdt at være rig i Danmark, at vi har problemer Joakim. Men det kan det blive. For uligheden kan blive så stor, kombineret med at udhulingen af den offentlige sektor bliver så grov, at overfald som det vi så på pokermillionæren, Theo, bliver hyppigere end vi ser det i dag. Et beregnende hjemmerøveri, som efter alt at dømme har sin rod i det faktum, at Theo er mere end en almindelig dygtig pokerspiller. Så dygtig at han er blevet rig af det.

Alligevel har han valgt at blive boende i Greve, hvor tendensen i et ulige samfund ellers ville være at rykke til en 'rigmandsghetto', som f.eks. nord for København, for at kunne leve 'mere anonymt' blandt de andre velhavere i Danmark.

De ekstreme rigmandskvarterer ser vi i Hollywood, hvor overvågningskameraer, vagtværn, hegn og sikring er en blomstrende industri i sig selv. Jeg tror det er det Danmark kan sælge sig selv på i fremtiden. Det der vil trække kreative, innovative og driftige mennesker til. At vi er et tolerant og socialt bevidst samfund, som gør at folk godt kan bo i Greve selvom de er millionærer. 

Det kommer bare ikke af sig selv. Hvis vi udhuler den sociale bevidsthed, og opdeler vores samfund i rige og fattige, så ender det med at folk som Theo, som Joakim B. Olsen sikkert beundrer for deres virketrang og selvopholdelsesdrift, ikke kan bo i fred, fordi fattigdom og utryghed 'tvinger' dem til flugt bag hegn og vagter.

Joakims svar på den problemstilling er hårdere straffe. Men Joakim, du har jo afskediget politiet og fængselsbetjentene, samt skåret i offentlige kroner til etablering af fængsler. Så enten skal vi lave Gulag-lejre, som i Sovjet, og internere de kriminelle til laves mulige udgift, eller også skal vi, som samfund, påtage os den udfordring det er at sørge for at alle finder en plads i livet og udfylder en betydende rolle i samfundet. Det sidste koster desværre nogle skattekroner, men jeg er sikker på at Theo og Frits betaler deres skat i Danmark, om ikke med glæde, så med vished for at vi sammen forsøger at skabe et samfund, hvor mennesker uddannes væk fra kriminalitet, og ikke blot skal hentes af politiet, hvis de tilfældigvis er i nærheden, når ulykken er sket!