Black Power

Se engang hvad den blå avis har skaffet os!

En espressomaskine til indbygning. Det er da for vildt... Med kværn og magasiner og skummer og alt der kan tænkes. Så nu sidder vi dagligt og eksperimenterer med forskellige former for luksuskaffe

Some scary shit

Jeg er ved at kvitte stimulanser. Alkohol har jeg stort set ikke drukket i en måned, og nu er turen kommet til kaffe. Uh, jeg holder af kaffe. Jeg kan næsten ikke skrive lige, uden der står en kop ved siden af computeren... og det er derfor!

En typisk kaffedag i Overblikkets liv så således ud:

5.43. Op og lave... en stor kop kaffe (Vi snakker krus, for jeg kan næsten ikke strække en kaffekop til to mundfulde, det giver mig en fornemmelse af at jeg leger med dukker)

7.45. På jobbet, og kan da liiige nå at slå forbi automaten, hvor vi har nogle glas der er store nok til at rumme to kopper, så et af dem skænker jeg...

9.30. Frikvater to kopper mere i glasset, og gerne to kopper med 9.58, når kursen går mod klasserne igen.

11.30 Endnu to kopper i glasset, er I med? Vi er oppe på 10 nu!

13-15-tiden fri eller møder, men ikke uden kaffe min. to kopper sandsynligvis det dobbelte...

kl. 20. Aftensmaden spist og to kopper kaffe kan da lige drikkes før der puttes

kl. 21. Børn i senge, TV, og... ja du gættede det, kop nummer 17 og 18 kommer i glasset, og hvis jeg ikke lige er på vej i seng, så tager jeg en refill om en time...

Forleden gik jeg tidligt i seng (ca. 23), og jeg vågnede kl. 2.30 og kunne ikke sove mere... Jeg lå og ventede, men Ole Lukøje var taget på date med Tandfeen, for sove det ku jeg knagme ikke! Efter en time stod jeg op, og sad og læste lidt... same same... Og da jeg gik på job klokken 7.30, havde jeg været oppe i 5 timer, så jeg trængte nærmest til aftensmad da jeg havde fri kl. 14!!! Og så var det jeg besluttede at detoxe, som Uffe B kalder det i Mads og monopolet...

God weekend til jer!

PS. Jeg synes at det er relevant at fortælle om da jeg lærte at drikke kaffe for ca. 8 år siden. Det hang sammen med at der på lærerværelset altid var frisk kaffe, men aldrig the. At man til møder altid blev tilbudt en kop kaffe og en ostemad, og ingen af delene kunne jeg lide! Så fornemmelsen at af få noget... bare noget! Fryns, opmærksomhed, anerkendelse i form af lidt konsumomsorg i pauserne, den fik mig på kaffen. Jeg syntes bare ikke jeg kunne genkende folks snak om at det kvikker op? Det virkede ikke på mig... troede jeg!

PPS. I går var jeg ovre hos Nøgenløberen for at hente Kridt-Iglen der havde set Disneysjov med Überfeen, og der fik jeg tilbudt en øl, som jeg sagde ja tak til... Endnu en gik ned, førend jeg gik hjem, men jeg blev simpelthen så træt af de øl, at jeg faktisk sov på mindre end 10 minutter, da jeg lagde hovedet på puden. Faktisk sov jeg 9 timer i streg, hvilket er tre timer over mit normale maksimum!!!

Ahhh... Kaffe!

Serveret med kærlighed. Jeg afleverede ungerne hos MUM og Fyrbøderen, som til gengæld bød på kaffe på terrassen. Jo tak, det ville jeg da gerne...

MUM spurgte Ældste-Knægten om han ikke ville lave sin far en kop kaffe?

Jo da, sagde den søde og omsorgfulde knægt!

Et kvarter senere sad vi i haven og undrede os over om han havde glemt det?

Ud kom han stolt med en kop kaffe med mælk, flødeskum og noget 'krymmel' on top... Spændende! Men i stedet for nescafé havde han taget stempelkaffe, så det var en knasende oplevelse, som jeg havde fornøjelse af længe efter. Men det det med at tage noget der ligner, er åbenbart noget han ikke har fra fremmede?

Fra i går...

Hvad man er bange for...

Vi voksne kan også være bange

Og synge lange, lange bange sange...

Ja, I kender den nok, og den er god nok!

Frygten for livet, ulykkerne og døden!

Shit, det blev pludseligt et meget mere alvorligt indlæg end jeg havde troet? Jeg har de seneste dage funderet lidt over min egen indre frygt. Care to read?

Da jeg var lille, vi snakker 5-6 år, var jeg bange for edderkopper og højder. Det er jeg sådan set stadig, men jeg har indset, at hvis man bare er i skandinavien, så er der ingen edderkopper man desideret behøver frygte (tværtom er der respektpoint at hente, hvis man er er den der kigger den olmt i øjnene (og der er immervæk en del) ler hånligt og basker ad-dyret med en avis). Højderne klarer jeg ved altid at holde mig nær jorden, eller bruge sikkerhedsline når jeg er på CPB's altaner (ok, joke, men vi har overvejet det).

Da jeg blev lidt større blev jeg bange for Gud. Jeg syntes mine forædre var nogle daredevils (uden at kende termen) at de turde sige højt de ikke troede. Tænk nu hvis der var en Gud og han lyttede med? Jeg valgte for en sikkerhedsskyld at tro lidt i det skjulte og når jeg havde behov for det. I kender sikkert den der med at man som barn prøver Gud?

Hvis der er en Gud, så lad det regne karameller i morgen/lad min stil været skrevet/lad bussen være forsinket...

Så nej min barnetro forlod mig hurtigt. Sammen med frygten for Gud. Men alternativet var endnu værre. Intet liv efter døden. Shit man jeg frygtede døden. Da jeg var 10-12 år døde min farfar. Jeg så ham ikke på hospitalet og jeg var ikke med til begravelsen, men jeg begreb godt at han var væk og aldrig kom tilbage. Min dødsangst blev ikke mindre!

Det var i de år hvor DR genudsendte Ka' de li' østers? En gyserkrimiserie fra 1960'erne (?), sikkert med samme rollebesætning som Olsenbanden, Far til Fire eller lign. Men der var nogle scener med en mand der blev puttet i en fryser, og FUCK jeg blev bange... Meget bange for Bøh-mænd!

Halvdelen af serien så jeg ude fra gangen, mens jeg holdt mig for ørerne, så kunne min mor kalde når det uhyggelige var overstået (gad vide hvorfor de lod mig se med?). Men jeg begyndte at ane at ondskaben virkelig lurede bag hvert hjørne. Lyttede til vandrehistorier om Bolsjedamen, voldtægtsforbrydere og børnemordere. De boede alle i bebyggelsen hvor jeg voksede op (den eneste der vist reelt var kriminel, var Motor-Bent, som altid havde billige 'brugte' knallerter, Bolsjedamen var vist bare ensom?).

JEg kunne ikke lide at være alene hjemme, satte høj musik på for ikke at høre lyde i stilheden og slukkede igen, fordi jeg ikke ville kunne høre hvis der kom nogen! Jeg låste dørene (også de indvendige) og forsøgte at blive væk i litteraturen og læste og læste, men i science fiction universet kunne jeg finde nogle nye fobier. Så nemt som ingenting!

Invasion fra rummet. Atomkrig. Meteorregn. Tidsrejser. Så jeg skiftede genre og læste 2/3 af Bram Stokers Dracula... Hvis Friends havde eksisteret, havde den ligget i fryseren endnu! (også selvom det er 10 år siden mine forældre flyttede fra bebyggelsen).

FUCK FUCK FUCK!!! Tænk at dø om natten. Mens man sover! Få tappet alt sit blod! Og så ikke engang dø rigtigt, men skulle gøre det samme ved andre. FUCK hvor klamt!

Jeg lavede alle mine egne teorier. Vampyrer kan komme ud af skygger (der var en periode hvor jeg sov med alt lys tændt) Vampyrer kan komme ud af dine øjne i dit spejlbillede, hvis der er stearinslys der oplyser lokalet (det var perioden hvor jeg forsøgte at gemme alle stearinlys) og endelig vampyrer angriber dig kun hvis du er alene (perioden, hvor jeg stod op når jeg vidste min lillebror sov, og listede ind til ham og sov i fodenden - alder ikke nævnt, men klart vi snakker teenager).

Da jeg begyndte at interessere mig for piger opstod frygten for AIDS (og kampagnerne gjorde sit til det) og frygten for tæsk. Da succeserne med piger lod vente på opstod frygten for om det overhovedet ville finde en. Ensomheden blev en fobi. Men jeg overkom det hele og det lykkedes endda at finde en kæreste. Godt nok i den anden ende af landet, men så opstod frygten for at hun skulle fortryde. Finde en anden. Komme til skade. Vi unge ku også være bange!

Min dødsangst tog en ny drejning. Jeg begyndte at forestille mig ikke at blive gammel. Nok ikke engang 30. Jeg ville blive tæsket ihjel, kørt over af et tog eller dø af en blodprop (don't get me started mht. indre dødsfælder). Jeg tog konsekvensen af det hele. Jeg bliver nok ikke gammel, verden er farlig, men jeg har en kæreste der vil mig.

Vi flyttede sammen (så slap jeg for at sove alene) og jeg syntes det var alletiders idé at få nogle børn i en hulens fart (hvis jeg skulle nå at se dem). Når vi nu var i gang kunne jeg da lige nappe en uddannelse, et kørekort og købe et hus... been there, done that!

Det var stadig sådan at jeg bedst kunne lide når jeg ikke var alene hjemme. De gange det skete, ryddede jeg op, gjorde rent og drak mig halvfuld indtil kl. 2-3-4 stykker om morgenen. Hvilket gør det pænt skræmmende at skulle på arbejde;-D

Men i en alder af 32 måtte jeg konstatere at jeg faktisk havde fejret kobberbryllup, ejede to huse, snart har en teenagesøn, og tilsyneladende er forbløffende uskadt og knap så bange.

Mine forbier har jeg stadig. De er mine, men jeg kontrollerer dem bedre og bedre. Alenetiden, det store tomme frygtede ensomme alene med sig selv, er ikke længere en udfordring, for når den opstår har jeg masser at fylde den ud med, men jeg sover skidt om natten, når CPB har andre planer. Det bliver sent før jeg lukker øjnene og jeg glæder mig allerede til det er morgen og tid til at stå op (middagslure er sjovt nok intet problem de dage).

Forleden skulle jeg i seng (alene) og på vej ned til soveværelset (i kælderen, hvor spooky kan det blive?) fik jeg lige kastet et blik på coveret til Riget I*, hvor Mary står i præperatglasset på Bondo's kontor med åben mund og mælkehvide øjne... YEIKS!

Velkommen til neurale kapringer.

DU MÅ IKKE TÆNKE PÅ SATANISTERNE I KATAKOMBERNE! Nej nej, så prøver vi at lade være med det, på vej ned i kælderen.

LAD VÆRE MED AT TÆNKE PÅ LILLEBROR SOM ER EN VANSKABNING SKABT AF EN DÆMON NOGEN HAR HIDKALDT! Okay!

GAD VIDE HVAD SERIEN SKULLE HAVE ENDT MED?**

KAN BLEGEMÆNDENE KOMME GENNEM FLISEGULV?

Ikke nemt at lægge hovedet på puden og få en god nats søvn vel?

Jeg kender mine begrænsninger, så jeg tog dynen under armen, op i stuen, en god CD på, ild i brændeovnen og så lagde jeg mig på briksen med en god bog for at vente på at falde i søvn... Hmmm... Søvnen lod vente på sig, og bogen blev spændende, så jeg var nødt til at lave en kop kaffe, flæske resterne af ungernes disneyslik*** og give den gas all night.

Forleden sad vi så ved spisebordet og snakkede. CPB, ungerne og jeg.

Professor Teflon - Far, kan du huske du ville lave køkken her i stuen?

Far - Ja?

PT - Det bliver nok ikke til noget nu?

Far - Jo jo, det er bare udsat lidt?

PT - Og så soveværelse i køkkenet?

Far - Nej, jeg tror det skal være arbejdsværelse, for nu har vi jo soveværelse i kælderen, og det er jeg faktisk ret glad for!****

PT - Nå? Hvorfor sover du så ikke dernede?

CPB - Hahahahahaha!!! (Forsæt selv 5-10 minutter)

Al den snak om frygt. Det leder mig til en udfordring. M, AB, og Flo, hvad er jeres fobier? hvorfor opstod de?

*Jeg lånte Riget I og Riget II af min mor, for at se dem sammen med CPB i juleferien. Jeg huskede dem faktisk som sjove, hvilket de også er, men jeg må indrømme at Von Trier også trykker på mine fobi-taster i forbi-farten. Må se at få afleveret dem hurtigt!

**Riget I blev vist i 94, Riget II i 97, men Riget III blev aldrig lavet, så derfor er det noget af en cliff-hanger. Hvis nogen derude har rygter om afslutningen på historierne, eller bare gode bud, så skriv endelig.

***Jeg åbner altid posen, hælder op i tre skåle/plastikkrus og lader halvdelen være tilbage... Den holder aldrig til næste uge;-D

****Med en ny kæreste der overnatter er det faktisk rart at soveværelset er isoleret fra resten af huset. Rart at ungerne kan gå ned og tage morgenmad i weekenden, uden at skulle forstyrre (for vi er begge natteravne), rart at nå de sover er der to etager mellem...

Can we do it? Yes we can!

Havde besøg af MUM og øglerne. Hyggeligt. De skulle hente et par småting, bl.a. en børneseng og et bildæk(!) Vi drak kaffe og snakkede. Det er faktisk fantastisk at virkelig kunne glæde sig på hendes vegne og lytte til frustrationer uden at skulle tænke i konsekvenser og omkostninger.

Måske jeg lige skulle brede den lidt ud?

Jeg har haft svært ved at lytte til f.eks. jobfrustrationer uden at føle mig forpligtet til at komme med løsningsforslag. Og jeg har været meget dårlig til at lytte til den samme ting to gange, hvis ikke mine input blev taget med i ligningen. Det er jeg ikke mere. Tværtimod! Jeg kan nu lytte til problemer, eller udfordringer om man vil, og tænke om det er noget, hvor min mening er ønsket, og så kan jeg enten sige mit eller tænke det, men i sidste ende er det jo ikke mine problemer. Jeg er en bedre lytter nu!

Mere frygteligt, eller måske mere glædeligt er det at min evne til at glædes på hendes vegne er øget markant. Jeg har jo altid undt hende hele verden og ønsket det bedste og alt det der, men jeg har ofte haft det svært med, at ambitioner kræver indsats. For den indsats det krævede, at nå sine mål, følte jeg ofte betød at noget blev taget fra mig/os. Den frustration er HELT væk nu!

Forleden var hun nævnt i Femina og helt vildt glad og stolt over det. Det kunne jeg også være, for jeg behøver ikke længere tænke over, hvor mange timers blogging det koster at nå så langt. Jeg kunne bare glædes og være pissestolt af hende. Så det var jeg!

Et par andre succesoplevelser har hun også berettet om, og det glæder mig også.

Den glæde vil jeg værne om!

Mange, familie og venner, har, med god grund, været bekymrede for os allesammen. Men vi står med benene på gulvet og hovedet holdt højt. Vi er sammen i at være hver for sig, hvis man kan sige det sådan? Det tror jeg godt man kan... Forleden var jeg forbi og fejre min fødselsdag hos MUM. Jeg blev et par timer, drak kaffe (det er så åbenbart det vi gør?) og hjalp hende med at hænge en lampe op. Ungerne legede ved siden af. YES WE CAN!

Hyggekrog

Vi havde et 'dødt' hjørne i vores ellers hyggelige have. Og da haven er meget lille var det ret markant.

Vores have vender syd, så i det meste af haven er der sol hele eftermiddagen, aften og nat (der tænder jeg lyskæder og terrassevarmer). Men det her hjørne var det eneste hvor der var skygge, lidt bart, mørkt og skummelt. Der var ovenikøbet et hul i hækken ind til "springvandsfilosofferne". Den tidligere ejer havde valgt at placere en komposttønde i grøn plast og lade plænen dø af nedfaldsblade og skygge i fred.





Nu ville synkroniteten det således at jeg en morgen opdagede at der faktisk er morgensol i det hjørne. Pludselig kunne man bruge det til noget. Fred for børnene mens de børster tænder og leger før de skal ud af døren.

Hullet i hækken, den grimme plasttønde, den døde plæne und alles satte dog gang i tanker om at gøre det lidt hyggeligere. Fliser f.eks.? og et par stole måske?

En nabo piftede over hækken for et par dage siden: Jeg har for meget stabiltgrus, kan du bruge noget?








Jo tak! Op med jord, ned med grus, og ind på dba.dk og søge efter fliser eller sten... En dame skulle af med toppede brosten GRATIS?!? Kom ind synkronitet, det er jo min favoritpris!

Jeg spændte traileren efter 'cyklen' og fik bragt stenene hjem. Så meget for underlaget. Nu kunne man stå og drikke sin morgenkaffe uden at få dugvåde sko, men komposttønden, stod der jo stadig, og hullet i hækken var ikke lukket.



















Jeg fik en idé: En form for stakit/bænk i en vinkel, så kunne både tønde og hul gemmes, og man kune finde lidt læ at sidde i mens kaffen nydes. Måske ovenikøbet lidt bål om aftenens også?

Vi er jo ikke lavet af penge, så når noget skal ind må noget ud. Vinduet som jeg pillede ud, da jeg skiftede havedøren, røg på dba.dk og det fik jeg 400 kr for. Det var nok til brædder og stolper. Malingen og bænkene må jeg selv spæde til med, men allerede denne morgen tegner projektet lyst.

















Så fandt jeg en rest af noget armereingsjern fra gulvstøbeprojektet i entréen. Det kunne da komme on top, så et par Klematis kan plantes i hullet i hækken. Morgenkaffe kom ind!

















Og jeg må lige udtrykke min uforbeholdne harme over blogger... Okker blogger mother fucker det er ikke let at sætte billederne ordentligt op....

















Det eneste jeg mangler nu; At sætte 'hyldeknægte' på stolperne og montere et par terrassebrædder i IPE-træ så bænkene kommer op. Men det tegner allerede lyst.

Godt med en ugentlig 'fridag' NU MED BILLEDER

I får også li¨ge et af morgensolkrogen som jeg lavede i weekenden. Naboen havde lidt stabilgrus tilovers, og en dame i den blå avis skulle af med stenene... En dag men tunge sten og sol på gipsen... sådan! Nu bygger jeg en bænk snart som skjuler komposttønden og hullet i hækken...

Jeg har en fridag hver tirsdag, og det er noget der falder på et tørt sted. Der når jeg alle de ting der 'hænger' i løbet af ugen. I dag har jeg nået:

• at tømme og fylde opvaskemaskine
• at få fire personer spist af med morgenmad og at de fik madpakker med
• at smøre Kridt-Iglen med solcreme
• at gøre toilettet i kælderen rent
• at vaske gulv i kælderen
• at gøre toilettet på 1. sal rent
• at vaske gulv på drengenes soveværelse
• at vaske vores sengetøj og vaske gulv i soveværelset
• at vaske gulv i stuen og køkkenet
• at bage brød til madpakker i morgen







• at bage boller til de 4 kommer hjem igen


• at sætte gerichter omkring hoveddøren
(som det måske kan anes er væggen ikke helt lige?)












• at skrive to blog-indlæg + en mail til bank-koen
• at tage billeder undervejs

Og før min dag er gået har jeg forhåbentlig

• malet gerichterne i entréen (det fik jeg så ikke nået)
• pudset lysningen op ved havedøren (det bliver også en anden gang)
• lavet grill-spyd med kæmperejer til familien (Jojo og de smagte godt)
• været til fodbold (tjek)
• lagt billeder ind på bloggen (hermed gjort)
• lavet det sidste liste-arbejde i entréen (ja såmænd)
• et glas rødvin med SHM (det nåede jeg)
• at kigge hende i øjnene og bare lige nyde det

Ting jeg også burde få gjort men som jeg udskyder lidt med alt det andet

• forberede næste skoleår
• spille basket*, herunder finde den sidste kvittering som mangler i refusionsopgørelsen, så vi kan få de sidste penge for huset.

Jeg ville gerne sidde i en have stol og læse en bog, skrive lidt eller bare lige sidde med en kop kaffe og en guitar, men hvis listen skal fuldendes - og det synes jeg den skal**, så har jeg faktisk ikke engang tid til at sidde her nu.

*Vi har en flettet kurv, hvor alle regninger, breve og vigtige papirer ender. Vi skimmer lige om det er presserende ellers ligger det der til søndag, eller tirsdag hvis vi ikke får kigget på det i weekenden. Så skal man sidde der og svare på breve, betale regninger og aflæse vandmåler o.lign.

**SHM har egenhændigt vedtaget at hun tager toiletrengøringen på ungernes skole alene i denne uge, så jeg slipper for at okse derud (20 km). Derfor synes jeg også at hun skal kunne se fidusen ved det, når hun træder ind af døren til et rent, ryddet hjem med lune boller og solskin i haven.

Damerne i mit liv... og nu er der endnu en!

Så så man lige mig få kendis-besøg!

Okay, det var ikke mig hun besøgte, sådan for real! Det var SHM der fik besøg af hende her, men hyggeligt det var det!

Der er sket en ny, og spændende, drejning i vores liv! Bloggen er blevet levende. Det startede med at jeg skrev lidt sure opstød om mit arbejde. Der blev den meget levende! Faktisk blev jeg fyret!
Siden skrev jeg kommentarer hos AB, og vupti blev bloggen fysisk, da jeg fik post og spiller nu scrabble-online med hende (hun sidder pt. i USA og bider negle), men når hun engang rammer hjemlandet har hun jo udfordret til scrabble, og der kan hun ikke klamre sig til sin online ordbog, eller lade tidsfristen løbe ud, så der tropper jeg op i Ølstykke og forhåbentlig kan jeg så vise at jeg også er dansklærer.
For et stykke tid siden gik det så op for SHM, at Frk. Fryd bor et stenkast og en hård sædafgang herfra (grimt afstandsudtryk fra gymnasietiden, men i medvind passer det med de ca. 800 meter der er). Den første gang hun kom herhjem var sjov, spændende og virkelig givende, men det var alligevel spændende at se hende gå ud af døren og så sætte sig bag skærmen og vente på at læse 'anmeldelserne'. Havde vi nu vist os fra vores bedste side? Forstod vi hinanden rigtigt? Var deres oplevelse også at det her var så hyggeligt at det skulle gentages? Heldigvis ja!
Det er blevet til visit hos dem, siden hos os, så hos dem, og hos os, og dem, og før jeg vidste af det trawlede jeg Horsens omegn rundt med en trailer med manden hendes for at stjæle marksten.

Derfor var det langtfra debuten med blogtræf, at se Julia stå i min stue. Men det var som de andre situationer positivt (ja, selv min fyring var en forbedring af mit liv - selvom det tog nogle uger at mærke det). Nå, men tilbage til Damen. Hun er sikkert spændt på sin anmeldelse (jeg ved nemlig hun læser med fra tid til anden). Så her kommer den:
Hold kæft, hvor er hun sej! Hun kom bare ind af døren, med gaver til SHM, smil, hemmelige smøger og grin, masser af input og inspiration og en lind strøm af historier, som alle hænger sammen i et net af spændende tråde. Mens jeg lavede kaffe i køkkenet sad tøserne og kvidrede i gårdhaven og solen, og det var fanme lyden af forår, rødvin, grill-aftener og hygge.
Hun har så mange erfaringer, som hun gerne deler ud af, og samtidig er hun interesseret, lyttende og rummelig. Tiden var alt for kort, men den tid der var, gav mig helt klart lyst til at 'hænge på' når de skal ses igen.
Og liiige en episode med det der kendisnoget; jeg måtte lige finde mobilkameraet frem og tage et enkelt billede, bare lige for at...? Ja hvorfor egentlig? Bare for at fange en hyggelig situation. Ligesom hvis det havde været en hvilken som helst anden af vores gode venner der havde kigget forbi.

Nu sidder jeg bare spændt og venter; mon hun opfattede det ligevis?

PS. Der er nu to lilla damer i mit liv, min farmor og Julia:-D

PPS. Det der med afstanden til Supermand og Frk. Fryd er altså et gæt, ikke noget der er testet.

Grove løjer!

Her til morgen har vi sovet længe. Klokken var kvart i ti, før jeg slog øjnene op. Af mig selv!?!? Jeg kunne ikke engang høre børnene, hverken den første, anden eller tredje!
- Er jeg død?
- Har SHM taget børnene i nat og forladt mig?
- Er overetagen brændt, uden vi har hørt det.
En lille smule tømmermænd, krydret med ondt i ryggen fortalte mig at død var jeg ikke. Vores seng bevægede sig med en let rytmisk summen (ala de der massagesenge der var på amerikanske moteller i 80'erne), men det viste sig at være SHM der snorkede, så hun var her stadig og da jeg endelig tog mig sammen til at stå op, kunne jeg alligevel godt høre 'mistænkelige elektroniske lyde' oppefra. Kridt-Iglen sad hos drengene og så Disney-channel og drengene sad foran computeren... Fred og idyl og ingen utidig voksenindblanding, de hyggede!

Jeg gik i bad, og tre sekunder senere fulgte SHM og Kridt-Iglen efter. Arh my own space invaded! Men hyggeligt nok alligevel. Kridt-Iglen vender bare ryggen til brusestrålen og bakker gennem al modstand til hun står perfekt , som en lille pingvinunge, ovenpå sin mors eller fars fødder, rart og lunt. Og lidt kært.

Bagefter skyndte jeg mig i tøjet, og luskede ned for at spise morgenmad i ro og mag og FRED. Jeg lyttede intenst ovenefter, for at afkode om jeg var opdaget, men der var fred og ingen fare. Dyb tallerken? - tjek
Havregryn? - tjek
Mælk? - tjek
Er den holdbar? -Tjek
Rosiner? - Tjek
Sukker? - ? Hvor faen er vores sukker nu? Nå ja, det sidste blev vist brugt for en uge siden, men forleden da vi handlede, synes jeg da at SHM tog en pose øko-rørsukker af den grove brune slags?
Øko-grov-rørsukker? -Tjek!
Havregryn i skålen, stadig opmærksomheden rettet mod trappen - ingen aktivitet.
Rosiner og sukker på. Kaffe? Jeg kan vist lave kaffe... Åh jo, sådan. Stadig ingen forfølgere. Jeg vidste jo også at jeg havde 'sat' SHM og Kridt-Iglen efter badet, for hvor jeg bare tørrer mig og tager tøj på, hurtigt som en Carlos Sastre, er deres tur gennem 'tøjbjergene' hvad der svarer til en Groupetto, bestående af Arnols Swarzenegger, Asbjørn Riis og Nicholas Bro. De var med andre ord håbløst bagude...
Nå mælk i kaffen, og på grynene. En ske, kaffe, mad... Jeg lusker sgu i kælderen og tjekker blogs. Blasfemisk, men jeg har ferie fra min arbejdsløshed. Jeg må godt!

Sætter mig til rette foran skærmen. Nipper til kaffen. Tjekker opdateringer. Tager en skefuld havregryn, og når akkurat at undre mig over at rørsukkeret ikke er 'smeltet' i mælken (I ved sådan en af de der underlige flygtige tanker der intet sted kommer fra). Da jeg skal tygge den første mundfuld, er det som at forsøge at knuse en indkørsel fyldt med perkergrus... undskyld, perlegrus, med kindtænderne.
AV FOR SATAN! tænker jeg.
Der må have været en havrekerne (hedder det det?) der ikke er blevet valset ordentligt?
Jeg tager en mundfuld mere... med lidt mere sukker på for at mildne ganen...
AV AV AV HVA FAEN ER DET DER SKER?!?!
Jeg kigger grundigere på sukkeret, og en prås begynder at gå op for mig... Det er ikke sukker. Det er bulgur!
Det er grove løjer...