Når regnen regner på vorses tage...

Så siver det ud i kælderen hele dagen! Pis oss! For tredje efterår i træk er der vand i kælderen. Som i freakin kildevæld... Og denne gang kan man ikke bare ignorere det og vente til det stopper, for CPB og jeg har soveværelse i kælderen. Således skal vi altså 'langs flodbredden' når vi skal sove.

Så er det jo godt at man er forsikret, ikk? Næh, ikke hvis forsikringen ikke vil dække! "Det er altså meget normalt med fugtgennemtrængninger i kælderen på et hus fra den tid". Fugtgennemtrængninger my ass, det er sku da som at glemme at slukke for vandhanen.

Og i forhold til den der 'det burde man kunne sige sig selv'-agtige tone, så var det jo netop derfor vi læste en tilstandsrapport, så man kunne læse sælgerens oplysninger om husets historie mens hun havde det!

Har der været problemer med fugt i kælderen? Nej!

Har der været trængt vand gennemkælderydervægge eller op gennem gulvet? Nej!

Har der været foretaget reparationer i forbindelserfugtskader? Nej!

Er du en løgnagtig, beregnende kælling der skulle have tungen bundet om et udstødningsrør og slæbes nøgen over glasskår? Tjah...

For huset har været ramt af fugtskader i samtlige rum. Naboerne kan fortælle os at hun alle årene har døjet med at der kom vand ind i kælderrummene, samt at der er blevet gravet ud og støbt nye gulve i to af de fire kælderrum!

Hvorfor så lyve om det?

Fordi det var svært at sælge et hus til prisen, når der både skulle lægges nyt tag og var problemer med vand i kælderen...

Ferie fra stress og jag

Med et nyt forhold, et gammelt hus, et fuldtids job og tre børn, kan hverdagen godt føles travl.

Ferien føles derimod afslappende...

Kravl selv op og kig!

Tre tosser er ude og gå en tur. De kommer til et træ (i nogen variationer en flagstang), hvor der i toppen sidder et skilt. De bliver nysgerrige efter hvad der står på skiltet, og den ene af dem kravler op for at læse det. Da han kommer ned er de to andre ved at gå til af spænding.

"Hvad stod der på skiltet?"

Klatretossen svarer "Kravl selv op og kig"

Den næste tosse kravler op, og da han kommer ned er den sidste tosse ved at revne af nysgerrighed.

"Hvad stod der så?"

"Kravl selv op og kig"

Irriteret kravler han op, kun for at ko

nstatere at på skiltet står der: "Kravl selv op og kig".

Hvorfor er det jeg får lyst til at svare som de første to tosser, når folk spørger mig hvordan min eks-kone har det?

Hvad hun vil arbejde med?

Om hun kan få det hele til at hænge sammen?

Om hun er glad for der hvor hun bor?

Kravl selv op og kig

Hun har ikke skiftet nummer eller email. Til gengæld har hun skiftet mand, så det er vel ikke rigtig noget jeg kan, skal eller vil vide i detaljer?!?

Det er ikke længere alt man fortæller hinanden, når man går fra gift til skilt. Der kommer et filter på, som beskytter en selv. Man redegør ikke længere for sin økonomi, man snakker ikke om jobdrømme, boligdrømme eller kærestesituationen på samme måde. Man er gået fra need to know til nice to know, hvis man er heldig.

Tidligere var det nødvendigt at detaljerne i drømme, tanker og økonomi blev vendt med hinanden, nu kan det være rart at dele nogle overordnede ting, men der er også ting man holder tilbage med at snakke om, fordi man netop ikke længere er gift.

Derfor ved jeg ikke det som folk spørger om. Jeg ved heller ikke om MUM er særlig interesseret i, at jeg sidder og udlægger hendes sistuation, når jeg kun kender de dele af den hun lader mig høre.

Men jeg ved dog, at hun ind i mellem undrer sig over, at folk hun tidligere havde tæt på ikke længere kontakter hende. Specielt dem der gav udtryk for at de ville.

Hvad får folk til at spørge?

Jeg tror folk spørger mig fordi de gerne vil vise at de ikke er berøringsangste? At man altid hører at man skal spørge folk i en svær situation, i stedet for at lade som om alt er som det plejer? Og det er da sikkert også rigtigt. Men så spørg hvordan jeg har det, når du er sammen med mig, og så ring til hende, når du er kommet hjem, hvis du sad og undrede dig over, hvordan hun mon har det, da vi snakkede.

Men for hvis skyld er det så de spørger?

Jeg har ikke et behov for at fortælle andre hvordan MUM har det. Som tidligere nævnt er jeg heller ikke så godt inde i sagerne længere, så de bliver ikke klogere på deres undren.

De har åbenbart ikke selv et behov for at vide det, hvis de kun spørger mig?

Hun kan da heller ikke bruge det til noget at Onkel Nabo spurgte mig hvordan hun havde det!

Hvem er det der har noget ud af det?

Er jeg for nærtagende?

Hvis man sidder med fornemmelsen af at det er min oplevelse, at folk spørger mig om hende, så må jeg bare sige at MUM faktisk kan fortælle, at hun oplever det samme, når vi snakker om mærkelige ting ved pludselig at være blevet skilt. Det er omtrent en 8'er i mærkelighed, at ca. halvdelen af ens netværk ikke længere lader høre fra sig. Specielt hvis de indimellem sidder og tænker på hvordan vi har det?

Kravl. Selv. Op. Og. Kig!

Kriser er pejlemærker i livets landskab!

For noget tid siden fik jeg en kommentar fra Pialouise, som fortalte at hendes opmærksomhed og overskud ikke var det store for tiden. Det fik mig til at love/true med et indlæg om kriser. Jeg var nemlig igang med at læse en spændende psykologibog der hedder "Det handler om mennesker", af Finn Abrahamovich.

Kriser er uundgåelige. Kriser er smertefulde, men også dannende og nødvendige.

Fucking a! Det er hvad Finn Abrahamovich siger.

Groft sagt deler han en krise op i fire faser:

1. Fornægtelsen, hvor man virker som om situationen ikke er gået op for en. Krisens første reaktion er et adrenalinchock, hvor man pludseligt handler meget på automatpilot. Der frigøres nervebedøvende stoffer i kroppen, som også sløver følelser og forstand. Man tager måske på arbejde, selvom en kone døde i går. Måske handler man ind, selvom man lige har fået konstateret kræft, ringer hjem og spørger om man mangler tandpasta. Måske bestiller man skiferie, selvom man lige har fået amputeret begge ben. Man er ved siden af sig selv, og omgivelserne undres: Hvordan kan det lade sig gøre? Har man ingenting forstået?


2. Fortvivlelsen, så ramler korthuset. Man giver udtryk for sin smerte, frustration og mangel på håb og tro. Man rammes at en følelse af ensomhed. Ingen kan helt forstå den sorg man er ramt af. Resten af verden lever upåvirket videre omkring en. Det er voldsomt provokerende og man skælder ud på de nærmeste, lader al sin harme ramme dem der står tættest på en.


3. Erkendelsen. Det er sket. Det er uigenkaldeligt. Efter tid, opdager man at man ikke kan stå stille i verden. Den bevæger sig videre, og det må man også selv. Man er stadig i sorg over det mistede, men man må også erkende at ikke alt er mistet. Man har sig selv - måske har man børn eller kæreste, som man igen skal være noget for.


4. Genopbygningen. Man finder andre værdier, andre pejlemærker i livets landskab, og livet for nyt indhold. Kriserne gør os stærkere, hvis de gennemleves sundt. Man ender med at huske det gode, og nedtone de ubehagelige minder. Det der ikke dræber os gør os stærkere, er en lidt fortærsket floskel, men dækker det krisens gennemlevelse gør ved os, hvis man får tid, plads og forståelse fra sine omgivelser på de rette tidspunkter, og pres og krav når det er tid til det.

Jeg ved ikke om han har ret, men det er tankevækkende, når man oplever kriser, at man kan føle sig så alene, at man næsten ønsker, at ens omgivelser ville blive udsat for det samme, så de kan forstå det. Man kan blive jalous på sine nærmeste, nærmest bitter over, at man føler de har det for let. Det pudsige er, at efter genopbygningen ønsker man ikke at ens værste fjende ville havne i det samme.

Jeg har også oplevet at fornægtelsen igen og igen har indfundet sig, og man opfører sig som om man overhovedet ikke er presset, og at erkendelsen derfor rammer dobbelt hårdt.

Selv har jeg oplevet dødsfald i familien, parforholdskriser, arbejdskriser, børnekriser, økonomikriser og pt. er jeg krisefri, så overskuddet til at forholde sig til andres er tilstede, men uden selvoplevede kriser, tror jeg evnen til det er svækket. Man gider måske godt at høre, men fingerspidsfornemmelsen for, hvornår man skal give plads, og hvornår man skal presse på den kommer efter min overbevisning kun med erfaring.

Da jeg jeg skulle finde en illustration, ledte jeg på googles billedsøgning efter "krise", og udover alle de nedadgående kurver, dukkede dette billede op. Det er malet af Rie Klit, som jeg absolut intet kender til, men jeg synes det er bedre til at illustrere at krise er en menneskelig betingelse, bedre end en graf i hvert fald.

Projekt Bedre Far

Jeg har en dark side, som jeg arbejder med.

SHM og jeg fik børn tidligt. Vi var kun 20. Jeg har altid fokuseret meget på at det havde fordele. Vi ville være unge forældre, i god kontakt med vores børn, have stor forståelse, stadig have en sen ungdom efter de var flyttet hjemmefra og alt det jazz.

Det er selvfølgeligt også altsammen rigtigt, men en del af det dækkede også over en usikkerhed: Gik vi glip af vores eget liv/ungdom?

Jeg ved det ikke. Jeg tror det ikke. Vi har alle dage været gode til at have vores børn med. Til fest, på skiferierne, i uddanelsen osv. Men jeg faldt i en fælde, hvor jeg ikke ville undvære noget, hvor jeg ville det hele, og det har betydet at nærværet med børnene ofte er blevet 'sparket lidt til hjørne'. Nu fylder Professor Teflon 12 snart. Der er ikke mere tid at ta af til 'hjørnespark'.

Jeg håber jeg bliver en bedre teenagefar end småbørnsfar for ham. Jeg ved jo at det der småbørnsfar kom med øvelsen. Jeg er faktisk helt tilfreds og imponeret over hvordan jeg hviler i det med Kridt-Iglen, som lige er fyldt 4? Men jeg nægter at det skal kræve så meget øvelse med teenagefar-rollen! Fanme, den skal sidde der i første hug?

Derfor øver jeg mig. Jeg øver mig i at have længere snor overfor ham. Dele flere lommepenge ud end jeg egentlig synes han skal ha' (selvom det stadig er langt færre end han synes), acceptere legeaftaler der ikke lige passede mig (det hedder være sammen - også selv det 'at være sammen' da jeg var teenager var en dreng-pige-leg). Jeg prøver at være tålmodig med at cykelnøgler, regntøj, guitartunere, gameboys osv. forsvinder hurtigere end det kan komme ud af embalagen, drengen gør det jo ikke med vilje. Jeg prøver at lade være med at bemærke at hele madpakker smides direkte i skralderen om eftermiddagen (drengen må jo selvom hvis han er sulten). Jeg prøver at ignorere at han rævesover om aftenen, fordi han ligger og læser til sent. Jeg prøver ikke at lade mig stresse af at han ikke gider stå op om morgenen, at han liiige glemte at tage strømper på (og skal gøre det når alle er på vej ud af døren).

Men først og fremmest forsøger jeg at finde nydelse i nærværet. Pt. er vi ved at læse højt af "Den Forkerte Død", som er 3'eren i Kenneth Bøgh andersens "Den Store Djævlekrig". Vi er nået til kapitel 25, hvor Filip (igen) er død og kommet i helvedet (og himlen). Det fyger med eder og forbandelser, der er masser af historie og religion blandet ind i det (lidt ala Erik Menneskesøn) og tonen er så tilpas hyggelig/morbid at den 9-årige og den 4-årige også nyder det. Hun fløj op da Filip mødte Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe i himlen her til aften, dem kendte hun!
Men det føles slet ikke som tidsspilde eller arbejde, det er bare sjov og ballade! Øvelse gør åbenbart mester!

Godt med en ugentlig 'fridag' NU MED BILLEDER

I får også li¨ge et af morgensolkrogen som jeg lavede i weekenden. Naboen havde lidt stabilgrus tilovers, og en dame i den blå avis skulle af med stenene... En dag men tunge sten og sol på gipsen... sådan! Nu bygger jeg en bænk snart som skjuler komposttønden og hullet i hækken...

Jeg har en fridag hver tirsdag, og det er noget der falder på et tørt sted. Der når jeg alle de ting der 'hænger' i løbet af ugen. I dag har jeg nået:

• at tømme og fylde opvaskemaskine
• at få fire personer spist af med morgenmad og at de fik madpakker med
• at smøre Kridt-Iglen med solcreme
• at gøre toilettet i kælderen rent
• at vaske gulv i kælderen
• at gøre toilettet på 1. sal rent
• at vaske gulv på drengenes soveværelse
• at vaske vores sengetøj og vaske gulv i soveværelset
• at vaske gulv i stuen og køkkenet
• at bage brød til madpakker i morgen







• at bage boller til de 4 kommer hjem igen


• at sætte gerichter omkring hoveddøren
(som det måske kan anes er væggen ikke helt lige?)












• at skrive to blog-indlæg + en mail til bank-koen
• at tage billeder undervejs

Og før min dag er gået har jeg forhåbentlig

• malet gerichterne i entréen (det fik jeg så ikke nået)
• pudset lysningen op ved havedøren (det bliver også en anden gang)
• lavet grill-spyd med kæmperejer til familien (Jojo og de smagte godt)
• været til fodbold (tjek)
• lagt billeder ind på bloggen (hermed gjort)
• lavet det sidste liste-arbejde i entréen (ja såmænd)
• et glas rødvin med SHM (det nåede jeg)
• at kigge hende i øjnene og bare lige nyde det

Ting jeg også burde få gjort men som jeg udskyder lidt med alt det andet

• forberede næste skoleår
• spille basket*, herunder finde den sidste kvittering som mangler i refusionsopgørelsen, så vi kan få de sidste penge for huset.

Jeg ville gerne sidde i en have stol og læse en bog, skrive lidt eller bare lige sidde med en kop kaffe og en guitar, men hvis listen skal fuldendes - og det synes jeg den skal**, så har jeg faktisk ikke engang tid til at sidde her nu.

*Vi har en flettet kurv, hvor alle regninger, breve og vigtige papirer ender. Vi skimmer lige om det er presserende ellers ligger det der til søndag, eller tirsdag hvis vi ikke får kigget på det i weekenden. Så skal man sidde der og svare på breve, betale regninger og aflæse vandmåler o.lign.

**SHM har egenhændigt vedtaget at hun tager toiletrengøringen på ungernes skole alene i denne uge, så jeg slipper for at okse derud (20 km). Derfor synes jeg også at hun skal kunne se fidusen ved det, når hun træder ind af døren til et rent, ryddet hjem med lune boller og solskin i haven.

Hvem der bare skulle på arbejde...

Har i dag nået:
Konflikt med børnene
Konflikt med SHM
Tømme en Netto
og en Bilka
Gjort rent i kælderen
Ordnet køkkenet x 3
Bagt brød
Lavet is
Lavet mad

Og mangler stadig:
At se julekalender med børnene
At kigge ud i luften

Hvem der bare havde skullet arbejde...

Er tiden relativ?

Gaaab! Jeg er træt. Hvorfor skal døgnet være så kort om natten? Det føles næsten som om tiden er relativ...

Når vi står op om morgenen er tiden nærmest allerede gået før vi blinker med øjnene. Tre børn på 3, 8 og 11, Kridt-Iglen, Splinten og Egocentrikeren, kappes om at skulle hjælpes/huskes på hvad de skal om morgenen; morgenmadning, påklædning, tandbørstning, madpakning, overtøjning og sidning i bilen, er et stort derby uden en forhåndsfavorit.
The Dark Horse, Urkvinden Tidsrøver aka SHM er aldrig til at blive klog på. Hvor er hun henne de første 45 minutter efter at vækkeuret har leget skarpretter over vores nattesøvn? Det er et uløst mysterium...

5.40 bimler min telefon, så er det tid at komme igang. SHM vender sig på siden og forsøger at undlade at forholde sig til virkeligheden. 5.50 ringer hendes telefon, med samme resultat. 6.00 kommer hun ud og forsvinder ovenpå. Jeg derimod står op 5.40. Det er nærmest altid udelukket at nå et bad, for gårsdagens aftensmad skal evakueres til opvaskemaskineland, førend Morgenmadsguerillaen angriber.

Drengene Gnavpot og Professor Teflon er de første, fordi Prinsesse Nattergal igen først lagde hovedet på puden længe efter kl.20, hvor hun blev sparket skrigende i nattøj og videre i seng. Ofte sidder hun stadig i sengen og strigler heste, putter dukker eller laver mad på legetøjskomfuret, når vi går i seng efter 23.
Drengene er ude af starthullerne på rekordtid. Hvem andre i landet har to knægte på 8 og 11 der selv står op 6.00 og skynder sig at spise morgenmad? Det lyder imponerende, men sandheden er da også at de som Pavlovs hunde styres af en betinget refleks, som Sony aktiverer med deres Playstation2. De spiser tidligt, for at kunne spille før de skal i skole! De glemmer alt omkring sig, med én sok på tilsammen, iført gårsdagens tøj (som de nogengange sover i for at spare tid om morgenen) glemmer de alt om madpakker, skoletasker og overtøj. Tandbørsten er i bedste fald et lyssværd eller Harry Potters tryllestav/kosteskaft. Vingardium Leviosa! Fart på møgunger!

6.15 mens Gnavpot og Professor Teflon endnu skovler Cornflakes i gabet henter jeg Prinsessen. Som en anden eventyrprinsesse er hun nærmest umulig at vække. Kys, kram og kilden er noget der virker, men hun er næsten altid morgensur og usynkroniseret i forhold til resten af familien. Når vi så skal ud af døren kl. 7.00 vil hun alligevel gerne have morgenmad!!!

Hvad så med SHM? Jo et sted mellem 6.35-6.40 kommer hun ned, tiden har heldigvis altid været givet godt ud, for hun ligner altid en million dollars. Kan man veksle det? Bare lidt. At hun så halvt så godt ud og jeg havde en halv million dollars?
Hun klar til Madpakke-bingo.
Har Kridt-Iglen fået madpakke? Nej!
Har Gnavpot? Nej!
Har Professor Teflon? Nej
Men da jeg får mad på arbejdet, og hun selv skal smøre ender det altid med at være hende der smører. Gør jeg et eller andet der ikke er effektivt, spiller lidt guitar, skimmer sporten eller klør mig i skridtet ser hun det straks.
- Kan vi ikke godt samarbejde om at vi kommer ud af døren til tiden?
Hun kigger bebrejdende på mig. Men det er OK, om 10 minutter er hendes stresstærskel så høj, at hun hælder samtlige børn i overtøj, sparker dem ned i bilen og gør Horsens og omegn usikker for de andre trafikanter.

Når man så sidder i bilen eller bussen, så snegler tiden sig afsted (her den igen relativ) og på arbejdet fra 8-16 er det nærmest som om den står stille. Ikke fordi jeg ikke kan lide mit job, eller fordi der ikke er noget at lave. Bare fordi det afholder mig fra at holde fri, være kreativ og slappe af!

Hjemtransporten snegler tiden sig afsted igen... Transporttid er altså langsom, men intet at sammenligne med tiden mellem aftensmaden til SHM har puttet børnene. 18.30-20.00 er en ørkenvandring, hvor jeg som oftest forsøger at få en på øjet...

Ønsker mig et ur i julegave der går jævnt!