Imagine

Hun troede hun havde drømt, men den var god nok. Selvom jeg havde rådspurgt mig angående en defekt tørretumbler, var det mest hendes øjne der flød over med vand?

Så nu sparer jeg sammen til en brudebuket, lidt oksekød og et fadølsanlæg...

Leaving On A Jetplane

Microbølgeovnen er et stridspunkt herhjemme. Vi er nu seks i familien, men Absalon er for lille til at sige sin mening. Hans mor mener dog at hun kan tale for ham. Derfor er optællingen af stemmer 5-1 til microbølgetilhængerne.

Økotossen, aka undertegnede, er dog modstander af microbølgeovn, simpelthen fordi jeg ikke helt forstår princippet, og derfor mener det er farligt! Stråler der kan folde indersiden ud på majs skal ikke have frit spil på min matrikel...

Men jævnligt udfordres mit enevælde af undersåtterne der spørger:

- Far, må jeg få en microbølgeovn?

Jeg er blevet træt af plageriet, så jeg er begyndt at drille tilbage:

- Jada!.... (Når de så håbefuldt klarer op)... når du flytter hjemmefra! Så får du en i indflytningsgave!

Kridt-Iglen:

- Må jeg også få en?

Som en magtsyg mellemøstlig diktator slår jeg ud med armene:

- Jada, der er microbølgeovne til alle der flytter hjemmefra!

PS. Læg mærke til ordet microBØLGEovn! Det irriterer mig grænseløst at folk konsekvent omtaler det som microovn, for godtnok er den lille, men ikke micro!

Paperbackwriter

Forleden var jeg heldig. Der var en pakke med posten. Det var CPB, som havde bestilt den her til mig... Og inspiration til skrivning, det kan man altid bruge. Nu mangler jeg bare et køkken at sidde uforstyrret i med morgenkaffen, men pt. går det stadig 'den gale vej', hvilket vil sige at der rives ned og brækkes af... I går var det en dør der røg!

I dag er det mursten der skal op...

Der er fundet en vinder!

Jeg har tænkt og tænkt over hvordan jeg kunne afgøre det her på en original måde?

Til sidst var jeg så irriteret over min egen uopfindsomhed, at jeg tænkte, så slår jeg bare med en terning! Og så kom idéen ellers til mig: Jeg laver en terning med navnene fra de tilmeldte jødeharpeentusiaster! Frem med Dymoskriveren og en terning.

Her er resultatet...

Og vinderen...

Tillykke, send mig din adresse på fck1992@hotmail.com, og skriv "citationstegn" i emnefeltet, så sender jeg det enestående stykke musikinstrument aka kæbeharpen, som er et mere korretknavn, fremfor det misfortolkede jødeharpe. Ordet kommer fra dårlig udtale af det engelske jaws-harpe, som er blevet fejloversat som jews-harpe, men den er altså ikke lavet af jøder...

Memory Lane

Som den opmærksomme læser måske har fanget, så har jeg jo gennemlevet en skilsmisse det seneste halvandet år. Det har været hårdt, tankevækkende og lærerigt. Der har været masser af praktiske problemer der har skullet løses, og meget af det er ved at være faldet på plads.

Én af de ting, der havde meget lang latenstid, var deling af fotoalbum. Jeg ved godt det lyder åndssvagt, men på en eller anden måde, er fotos noget mærkeligt noget. Hende jeg var gift med, lærte jeg at kende da jeg var 17 år, i 1994, og jeg var 33, da vi i 2009 skulle splitte det i dit og mit.

Der var mange ting, som det var nemt at afgøre, og en del det var lidt sværere med, men da hun flyttede til noget mindre, aftalte vi at foto-albummene blev hos mig indtil videre.

Og det er så nu. Jeg har selvfølgelig et nostalgisk forhold til de fleste af billederne. De viser mit liv, og bringer masser af minder frem. Omvendt ville det være en lang, svær og formålsløsproces, at sidde sammen med hvert album, bladre dem igennem, og med hvert enkelt billede sige "et til dig, et til mig". De albums repræsenterer jo ikke mindst vores børns liv. Derfor skal de ikke deles, men hvad så?

Mange skilsmisser jeg har hørt om, forlader manden både hus, kone og fotos og nøjes med børnene på deltid. Så sidder ekskonen med alle hans arvebilleder, familiebilleder, barndomsbilleder og billeder fra deres fælles fortid. Om det er en måde at frigøre sig, eller straffe sin eks (se så ligeglad er jeg med fortiden) ved jeg ikke, men jeg undrer mig over at man ikke har trang til at gemme lidt af sin historie.

Jeg er ikke teknisk fotonørd, så billedernes opløsning, belysning, kameraets lukketid og papirets kvalitet er mig i høj grad underordnet. Det er historierne billederne fortæller, som jeg er interesseret i. Derfor har jeg et mere nostalgisk forhold til motiverne end kvaliteterne. Så jeg gjorde følgende: Tog 8 timer ud af min weekend, hvor jeg fotograferede min fortids fotografier, og lagde dem ind på min harddisk, og her kl. 12, overdrog jeg de gamle albums til MUM, som blev lykkelig over at hun nu kunne tage dem med hjem (ret skal være ret, hun er den der har været bedst til at få fremkaldt billeder og lavet de albums).

Så med et digitalkamera, en Mac og lidt tålmodighed mener jeg vi har nået en løsning på billedproblemet, som alle er glade for...

Da hønsehuset brændte...

...der ville hannen ud! Men han kunne kun komme til Long John og retur igen, for han var skidefuld.

Så var der ellers reception i Lille John, Orangeriet, Stjernholm Larsen. Kollegaerne kom, Hønsefar endda med kone og barn - og far! Nøgenløberen og Fester Til Hun Segner kom som repræsentanter for nabolaget.

(det er Far-Søn konstellationen vi har i hjørnet, faderen er iøvrigt iført nakkekrave og gipsarm efter et stigestyrt)

Vi fik gaver. Gode gaver. Masser af planter (citrus og oliven) men også et Weber-forklæde og drypbakker(?). En gav os en pilatesbold til at holde os smukke og smidige med og bevare gnisten i parforholdet? Jeg gad godt vide hvordan hun bruge en pilatesbold, eller... nej helst ikk!

Bibiliotekaren havde to overraskelser. Den ene '24 brune blomster' fra Ceres, den anden at hendes mand havde hørt vi ville bruge hans navn (John) til vores hus, så han ville med, og kom senere. Helt ok, og også han havde '24 brune blomster med' (mon de har snakket sammen om morgenen og aftalt at det skulle vi da have, men ikke aftalt hvem der skulle have dem med?)

Da den ældste kollega på 64, Den Hennafarvede SF-kælling, opdagede at Hønsefar havde sin far med fik hun fluks gravet sin datter på ca. 30 frem. Derudover havde hun Smilla med, der som den eneste gæst formåede totalt at overse orangeriet, ja endda de ristede pølser gæsterne kastede efter/til hende, for hun lignede en 5-årige der lige har fået fjernsyn på værelset, da hun så marsvinene...

Da the setting var udendørs i slutseptember, så var velkomsdrinken hjemmelavet gløgg over bål. Det hjemmelavede er ikke for at hype bonderøvsimage eller noget, men hverken i Kvickly, Netto, Bilka eller Harald Nyborg havde de gløgg, selvom jeg stædigt fik dem til at kigge på hylden, "fordi jeg havde set det i tilbudsavisen..." og så når det ikke var der "... for ikke mere end 8-9 måneder siden". Det gav et godt grin alle steder og jeg har aldrig haft en personal shopper før, så så fik man prøvet det.

En pressenning, lidt tæpper og et bål og en grill! Så er der intet der kan stoppe os - Naturpatrulje på tur... Og da det blev mørk gik turen til Long John, hvor terninger, live-musik og godt selskab rundede aftenen perfekt af.

Endelig!

Det der med børn er ikke let! Det vil sige, jeg har jo altid betragtet mig selv som en af de tjekkede forældre. Måske ikke tjekket, som i regntøjet passer i størrelsen og madpakken er altid mad, men mere en cool, i level, far, som først og fremmest er sjov og ansvarlig.

Alt det fik dog et skud for boven, da Professor Teflon startede i skole for 7 år siden. Han var yngst, mest umoden og socialt isoleret. Det var mig en gåde; knægten er kvik, kunne læse i børnehaveklassen, han er sød og omsorgsfuld, men jeg kan da godt se at han er/var kikset på den nørdede måde.

Han blev mere og mere isoleret, forsømte sit skolearbejde, både i timer og derhjemme. Alt blev væk, selv vennerne faldt fra. Han skiftede skole, og drillerierne ophørte, men han lavede stadig ikke en skid i hverken skolen eller derhjemme. Efterhånden affandt han sig med at lillebroderen også var bedste ven.

Vi flyttede han skiftede skole igen. Nu blev han glad for skolen. Dog uden at han gad lave noget. Nu er han snart 13 år. Stemmen er gået i overgang, han har bøjle i hele bidetøjet og han har i 7 år forsømt skolen, men nu...

Nu laver han lektier, han har fået venner, som han overnatter hos og han er begyndt til svømning. Han var afsted her til aften for tredje gang. Han er glad for det! HAN ER GLAD FOR DET!

Adspurgt om hvor mange de er, svarede han bare mig og Mark, og så er resten piger!

Det er sgu godt set, min dreng, jeg kan godt forstå hvis du bliver ved til svømning, hehe...

PS. og han tømmer opvaskemaskinen hver dag, for en femmer ekstra om ugen... hehe igen!

Når børn bliver store...

Min mormor og morfar startede en tradition, da jeg fyldte 10 år. De tog mig med en uge til Rhodos, hvor jeg bl.a. fløj for første gang i mit liv. Det var en oplevelsesrig tur, som jeg nok aldrig glemmer, f.eks. den eneste gang i min barndom hvor jeg gik i klipklappere - ad stigningen til op af bjerget til et tempel - i 40 graders varme.

Af de mere kuriøse minder fra den tur, husker jeg den første aften på hotellet, hvor min mormor gav mig en vaskeklud og bad mig 'vaske mig' før jeg skulle i seng?!? Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre med vaskekluden, for sådannoget gjorde vi ikke i min familie. Så jeg stod på badeværelset, kiggede på vaskekluden og besluttede at putte den under hanen, sige at nu havde jeg vaske mig, og det var så det.

Den mellemste knægt er fyldt 10 og skal til Portugal med sin farmor. De skulle rejse her til morgen, og i går afleverede jeg ham hos min mor i København. Allerede da jeg kørte tilbage mod Horsens, ringede de. Han græd lige lidt i telefonen, savnede mig, CPB og sine søskende. Vi besluttede at han alligevel lige skulle sove derovre, og så se hvordan kampformen var her til morgen. Heldigvis!

For i morges var det bedre, han glædede sig til turen, sms'ede at nu sad de i lufthavnen og ventede og han var glad igen. Store knægt!

Dagen er forløbet med meldinger fra henholdsvis Zürich og Lissabon, efterhånden som de kom gennem det europæiske luftrum. De tre sidste meldinger var:

1. Fra min mor. Drengens telefon virker ikke i udlandet, så nu skriver vi fra min

2. Fra hendes kæreste. Farmors taske med pas, penge, billetter og telefon er blevet stjålet.

3. Fra kæresten igen. Skriv godnat sms til mit nummer - drengen var begejstret for at køre i portugisisk politibil!

Min ældste søn er på pasning hos min mormor og morfar. Mon han ved hvad han skal, hvis han får en vaskeklud i hånden før sengetid?

Bedstemor med slag i

Jeg er barn af unge forældre. De er børn af unge forældre, som igen var børn af unge forældre. Det er kombineret med at de fleste i familien lever ret længe. Det betød at jeg havde 5 oldeforældre, da jeg blev født og at Professor Teflon og Gnavpot havde tipoldeforældre, da de blev født.

Her forleden kom jeg til at tænke på min, nu afdøde oldemor, Ella. Hun var en frisk dame, som i en endog meget sen alder tog alene i sommerhus om foråret og boede der til det blev efterår. Hun tog bussen og gik de sidste 5 km fra stoppestedet til sommerhuset med alt sin oppakning. Hun spadserede også gennem det bakkede landskab ind til Asnæs for at handle.

Da hun fyldte 90 fik hun forbud, af sin søn, mod at kravle op på taget af sommerhuset for at rette på antennen, hvis billedet på TV'et var uskarpt. Hun blev 97 år, og var født i 1904.

Da jeg læste til lærer boede jeg tæt på hvor hun havde sin lejlighed i byen, og jeg havde en 'havemandstjans', hvor jeg kørte forbi hende, slog græs klippede hæk og mod min vilje fik et 'par sedler for ulejligheden'. Men hun insisterede!

En varm forårsdag var jeg forbi for at ordne hækken. Solen skinnede og man kunne lave arbejdet i shorts og t-shirt. Shortsne var et par jeans der var blevet klippet over. I kender dem godt; dem der der 'frynser' forneden. Det var drønsmart, men tog en krig fra man klippede bukserne over til frynserne var helt rigtige.

Da jeg var færdig kaldte hun mig hen til stolen hvor hun sad. Jeg troede at det var fordi hun enten ville give en øl eller lidt penge, men da jeg kom derhen sagde hun: "Stå stille!".

Så fremdrog hun en saks og begyndte så at klippe frynserne af, for "det så da forfærdeligt ud, at hendes oldebarn skulle rende rundt i sådannoget slidt tøj". Hun tilbød at finde sin symaskine frem (I ved en af dem med håndsving og hele moletjavsen) og lige kante dem!

Da jeg afslog gav hun mig et par hundrede kroner og bad mig købe nogle nye, ordentlige bukser!

Fornyligt havde jeg et par jeans der døde, og de blev til shorts. Nu er de frynset på den rigtige 90'er måde, men hver gang jeg tager dem på, så tænker jeg på hende, på at det ser 'forfærdeligt ud', og glædes ved at mindes.

Hun gjorde noget fantastisk ved mig i badet

Umiddelbart lyder det frækt, men sagen var den at vi skulle i bad for at gøre os klar til den sidste 'bjergetape', nemlig rengøringen af den nu tomme lejlighed på 4.sal. Ingen af os er vilde efter det, så selvom det egentlig skulle have været i går, så indlagde vi en hviledag, og skubbede det til i dag.

Nå, men tilbage til badet. Vi stod så der, og vidste begge to at forude ventede støvsugning, vinduespudsning, gulvvask og køkkenrengøring. Som når feltet nærmer sig opstigningen til det sidste 'uden for kategori'-bjerg, var der også gang i en indædt kamp om positionerne, samt en stemning af "lad dette bæger gå mig forbi". Vi var begge nærmest klasket helt sammen af varmen.

Så er det at hun siger til mig: "Luk øjnene", hvilket jeg gør, og før jeg ved af det står jeg med øko-krudt i masken, får ansigtsmassage og bliver peelet, mens hun fniser fjollet, og spørger om ikke det føles rart?

Åh, jo, men det er ikke ligefrem med til at få mig op i lejligheden og skure gulve. Tværtimod har jeg bare lyst til at blive under bruseren... like forever!

"Er det fordi jeg gider gøre din lejlighed ren? Så skrubber du lige mig en gang?"

"Ja", svarer hun og putter et eller andet økosæbe, med knuste olivensten i, på en svamp, hvorefter hun skrubber hele min krop. Front and back! Nu gider jeg da slet ikke forlade badet, men samtidig føler jeg virkelig at jeg bør gøre et eller andet til gengæld. Om det så bare er at pudse vinduer, støvsuge og vaske gulve!

Når mesterskabet fejres...

Alternativt til en lang ode til FCK med fejring af det 8. danmarksmesterskab, er der en lille grinebid her

Forår

Foråret er den tid på året, hvor naturen genstarter.

Så poetisk ville Bill Gates nok udtrykke det, og på en måde ville han have ret. I går var den første seriøse forårsdag. Og genstartet det blev jeg.

Dagen startede kl. 7.00, hvor jeg vågnede op med usædvanligt heftige tømmermænd. Det var noget værre rod. Men efter at have sundet mig i ca. et kvarter stod jeg op, drak to glas vand, indtog 3 panodiler og sked minimum et kilo.

Tilbage i krybben, men før jeg lagde mig og puttede med CPB, åbnede jeg vinduet ud til gaden, og kold luft og fuglefløjt strømmede ind sammen med uimodståeligt solskin. Det var som at blive aet blidt af en køling hånd når forårsluften strøg henover panden. Og selvom jeg havde både kvalme, hovedpine og ondt af mig selv, så var det umuligt at undgå at blive totalt glad i låget. Lige indtil jeg faldt i søvn naturligvis!

Men tre timer senere vågnede jeg op. Veludhvilet, knap så hung over og med det fantastiske solskin i båndsløjfe. CPB var provokerende frisk, hun fablede løs om bager, juice og gåtur, mens jeg forsøgte at fortrænge den virkelighed der masede sig på, specielt i mit hovede. Men hun fik stablet mig op, jeg fik kastet noget over mig og "hey ho Silver" afsted til brødsmeden!

Den friske forårsluft var uforsvarlig. Uanset hovedpine eller gnavenskab, så virkede gåturen til bageren og tilbage igen som en katalysator (et aggregat man altid omtaler som om alle ved hvad det er? Men det ved jeg faktisk ikke selv! Tror det er noget der sidder i en bilmotor, men det bruges ofte sammenhænge hvor der kommer noget ind og noget andet ud - altså en slags tryllemaskine? Jeg ved det ikke....) for en god dag.

Vi var så forårskåde, at morgenmaden (kl. ca. 11) kun kunne indtages udendørs på terassen. Og mens vi sad der og lod os sole var det at CPB sagde: "Jeg har helt vildt lyst til at gå på indkøb efter frø og jord, og så få ryddet op her, og gjort sommerklar".

(Den trofaste læser vil vide at min økonomiske situation ikke engang er til et brev karse, men jeg har fået mig en Sugar-Mama, som nu havde lyst til at vi sammen ryddede op i haven og sået frø)

Altså fik vi mokket en klapvogn ned i Netto, fyldt Pukkamulta i undervognen og handlet frø og fisk (den vender jeg lige tilbage til). Vi trillede hjem og angreb haven i et sandt arbejdsraseri, hvor hækken blev klippet, fliserne fejet, møblerne vasket af, hynderne vasket og græsset fejet (ja, jeg ejer ingen løvrive, så hvis bladene skulle væk, så var det kosten).

Fem stive timer knoklede vi løs, mens solen bragede ned i gårdhaven. Temperaturen lå ca. på 25 grader, så da det blev aftensmadstid, kiggede vi på hinanden og aftalte at laksen da skulle grilles. Nu vidste jeg godt at de to grill (hvad hedder det iøvrigt i flertal, griller?) som var i haven begge var i en forfatning hvor det ville tage timer at gøre dem klar til madlavning. Endnu engang kom min frelsende engel mig og min appetit til undsætning.

CPB: "Jeg har faktisk en helt ubrugt Weber Smokey Joe bordgrill stående derhjemme"

Den hentede vi sammen med hendes plantebord fra altanen. Nu har hun flyttet sit første møbel! Hvornår resten følger efter, tager vi stille og roligt, men i går var den hidtil bedste dag, hvilket er bemærkelsesværdigt da jeg synes det hver dag jeg har været sammen med hende. En støt opadgående kurve. Nu med forår on top.

Er det ikke sødt?

Vores nøgler ligger i ske:-D

Sjældent har jeg skidt så tyndt...

(Som en afklædt Hjalte løber jeg rundt og jubler... Mest indvendigt, men følelsen er den samme)

Er megapresset af en af de store spillere på finansmarkedet. Nordea nægter at svare på mails, men har foreløbig sørget for at regningerne betales trods det at der ikke er dækning på bogen!
Men det kan jo ikke blive ved...

Her til d.1. april troede jeg at man lavede en aprilsnar med mig...

Der var blevet udbetalt ca. 25 kilo, men alligevel var de faktisk brugt før jeg så dem?!?!

Jeg skulle nu leve for ca. 800 kr i april måned, med tre børn, og fylde benzin på bilen et par gange!?!?

Min facebookopdatering hed "skal spise suppe", men selv det virkede som en form for fråds! Sjældent har jeg skidt så tyndt!

Jeg manglede i den grad en frelsende engel, og med Julia Camerons tanker om verbalisering og synkronitet stod hun der pludselig. Midt i stuen, i strålende sollys. Forsovet, med lidt tømmermænd fra aftenen før, et smil på læben og et glimt i øjet.

Og nu er det altså alvor - og sjov - og leg - og glæde- og stolthed - og begejstring - og forventning, for...

Hun flytter ind!

Yes sir! Sådan!

Når jeg skal forkæle mig selv næste gang...

... så bliver det med en skive med dem her:

Åh jo, musika i øregangene!

De har også begået andre fede numre. Det er sådan lidt ubeskriveligt for mig, er det funk, soul eller hva?

Hård men god weekend...

Det er blevet forår.

Så er der fodbold igen!

Så er der Onkligske lege igen!

Og så er jeg syg igen!

Den fejlede ikke i år, så selvom jeg lå natten fra torsdag til fredag og svedte som et fjernvarmeværk, var weekenden brolagt med oplevelser der var uundgåelige.

Uundgåelige af flere årsager, dels havde jeg glædet mig, og dels var de købt og forudbetalt, og når kontoen den 12.3 viser 28,75, så er indkøbte fodboldbilletter, togbilletter og indskud til logen ikke en udgift man så bare siger "det var ærgerligt"...

Så på med panodilhatten. En formiddag under dynen og så en tur i febervildelse gennem landet i tog. Med tanke på mit seneste eventyr i tog, føltes det nærmest som at toget var i København, da jeg stod på i Horsens.

Fredag aften foregik på Bedstevens sofa til to tuborg, tre panodiler og Mikkel(Remee) der tudende løb ud af studiet uden at fatte en dyt. I seng 22.30 og læse fem kapitler i en krimi... Åh jo jeg var klar næste morgen 5.40 da Bedstevens afkom ikke kunne holdes nede længere... han havde kun været vågen 8 gange i løbet af natten! Rutineret-Far-mode var på on, så selvom Bedsteven travede gennem stuen med skrigende skinke på armen sov jeg sødt samtlige 5 timer.

Havregrød til Koglen, et par ristede boller til de voksne og vi var klar til pick-up af Onkel Sydfra, som fragtede os til Nordsjælland og sommerhus, hvor øl, pølser, mursten, økser, fridyk, rutsjebaner, løbeture, poker, playstation og mandehørm ventede...

Efter en lang dag/aften/nat måtte jeg sande at jeg skal have nye venner, hvis jeg skal af med vores pokal, det tyske ølkrus! For selv med feber, afkræftet og søvnunderskud kunne de ikke fravriste mig trofæet... Så for fjerde gang i træk tog jeg titlen.

Alt skrammel pakkedes sammen, hvorefter turen søndag formiddag gik tilbage til Hovedstaden. Her skulle jeg mødes med CPB senere til en gang regional-derby senere på aftenen, så for at fordrive ventetiden (og opmagasinere smoking og pokal) lagde jeg vejen forbi Teknokraten m. Frue og afkom. Vi travede gennem Hareskoven med helvedeshunden, Pelé, som efterhånden vejer 40 kg...

Her fik vi vendt den aktuelle verdenssituation, herunder den økonomiske, så da jeg stod ved bussen stak brormand mig et klippekort med 4 klip og 'en hund' til øl i Parken...

På hovedbanen ventede jeg på CPB i en lille time, mens S-togs dybet gang på gang udgød blå-gult fråde i form af 'turister' fra vestegnen. De var støjende, brovtne og temmeligt provokerende i deres adfærd, og 'den gamle gnavne mand' på ryggraden syntes det var aldeles utilstedeligt, men jeg måtte jo gribe lidt i egen barm, og erkende at for 15 år siden var det jo mig, så jeg affandt mig med situationen og håbede bare de blev sendt slukørede hjem...

Endelig kom hendes tog ind, og efter to døgns adskillelse stod jeg lige og mærkede hvor meget jeg egentlig havde savnet hende. Jeg stod på perronen og spejdede i mængden, men intet sted var hun at se...?

Det viste sig at være en DSB-classic!

Hendes tog var kørt ind på en anden perron, så hun stod 20 meter (og to toge) væk og spejdede efter mig!

Da vi endelig mødtes var det DSB-logistikken dog glemt, for smuk så hun ud, da jeg ventede for enden af rulletrappen, og sammen spadserede vi gennem Københavns forårssolsramte gader mod Østerbro og Parken.

I Parken gik det som det skulle, spillet var intenst, lidt rodet, og FCK fik sat tingene på plads. På Nedre C fik vi et vaskeægte TV Danmarksshow gratis da en af de ældre, unge mødre havde sine to sønner og deres moster med til bold. Det var et studie når teenagedrengene gik afmok og råbte:

Hader, Hader...

Og kranerne stemte i med cecil-røst

Hader BIF!

Eller når moster sprit-stiv vendte sig mod fantribunen og skreg med skinger stemme:

FC SKÅL FC SKÅL FC SKÅL!!!

Og skuffet skældte ud på de omkringstående fordi de ikke lod sig rive med...

Alt i alt en klasseweekend, kun spoleret lidt af... DSB, der præsterede endnu en classic, i form af et uvarslet sporskift, en ambulanceforsinkelse, et sporarbejde, en signaldefekt som resulterede i 40 km/t fra Vejle til Horsens, så vi først var i seng 2.30!

Derfor tavshed

Lad det være sagt med det samme: Det Forkromede Overblik har været på fjeldsafari med Camping-Pingvinen Bella!

10 dage i Åre i Sverige...

Vi startede med at DSB lavede køreplanen om pga. sne!?! Det gjorde de fra d. 8.-11.2. Vi skulle med tog 12.2., så hvad gjorde vi nu? De søde folk i DSBrejseservice anbefalede os at tage et tog tidligere for at være sikre på at ramme toget i Malmö!

Fri to timer før på en fredag? Chefen var villig og aftalen billig, sådan skal det være... Vi fik frikøbt os på job, skaffede pladsbilletter to timer før, så Horsens-Kbh-Malmö havde 6 timer... det skulle kunne gå... Men hvad så? Jo altså først og fremmest ringede vi til DSB på dagen for at høre om Øresundforbindelsen? De kendte nu intet til ændret køreplan eller problemer over sundet pga. sne? Fedt nok... Nu skylder vi 4 timer på job og havde to sæt pladsbilletter til Kbh... Nå men good spirit og ferien i udsigt... Vikøber bare dyr kaffe hos jernbanekrejlerne, og glemmer tid og problemer...

Turen Horsens-Kbh er ikke bemærkelsesværdig, men var nødvendig, og her mødte vi en veloplagt Mama-cash, som overrakte mig et styk nyindkøbt snublekyse og to økologiske blodappelsiner. Hun helmede ikke før hun så dørene lukke mellem os og hende og Øresundstoget trillede fra Kbh.

- De bedste sanwich er derovre...

- Nej køb dem ved den skranke...

- Skal I ikke snart have jeres billet?

- Fryser du?

- Skal jeg lige tjekke jeres billetter?

- Er din bagage pakket hensigtsmæssigt?

- Jeg lægger lige appelsiner i dine skistøvler...

Ikke særligt umyndiggørende, når man er 33 1/2 år og skal rejse med sin nye kæreste for første gang. Heldigvis har de mødt hinanden tidligere, og CPB ved at min Mama er en engel med Fjällräven og fodformede sko!

Nu troede vi at den hellige grav var velforvaret... Billetterne i Sverige så nemlig betydelig mere skudsikre ud end DSB's.

16.45 Ankomst på Svågertorp

17.14. Afgang med x2000 Malmö C - Stockholm

20.48 Ankomst Stockholm

23.50 Afgang Stockholm-Åre

8.25 Ankomst Åre...

Det kunne ikke gå galt. Men jo!

Vores biljet var påklistret et klistermærke "Observera at tåget avgår från Malmö Syd/Svågertorp da Malmö C er under ombygning!

Intet problem. Vi havde masser af tid...

17.00 var der stadig intet på skærmen på Svågertorp, og deres rejsearrangør mindede mere om Det Forkalkede Underblik! Nu kunne vi se at selv med taxa kunne vi aldrig være på Malmö C 17.14, så hvor fanden var vores tog???

Vores fæle mistanke blev mere og mere begrundet... Som tiden nærmede sig 17.14 smuldrede vores x2000 ud i den blå luft. Det kom simpelthen aldrig!!!

Der stod jeg med ny kæreste, som jeg havde lokket med til Sverige, iført skitasker, støvletasker, masive vandrerrygsække og store forhåbninger... Glæden over at have trukket sig sejrrigt ud af kampen med DSB om at komme gennem og ud af landet, blev forvandlet til fortvivlelse over at stå i Malmö i stiv kuling, minus 8 og ubrugelige togbilletter og uden mulighed for at nå til stockholm på 6 timer og nå det næste tog...

At jeg rejste for penge jeg ikke havde pga. et bagatelagtigt mellemværende med den danske stat gjorde ikke glæden større!

Men når nøden er størst er hjælpen nærmest!

En Skimusse fra DK stod med mand, fire børn og bagage til en mindre hær og så meget tilfreds ud...

Frustreret spurgte jeg: Skal I til Åre og stå på ski?

Skimusse - Ja! Det bli'r fedt!

Yadayadayada... blablabla... jeg forklarede vore kefufle

Skimusse - Vores tog kommer om en halv time. Det er et liggetog med direkte forbindelse. Der står I bare på!

Tak til SJ's personale på toget som kiggede to sekunder på vores biljet og derefter fandt os køjer og forplejning til turen og pladser ombord!

Og her er resultatet af anstrengelserne...

Ugen der gik!

Jeg har været ved at gå til over ikke at blogge i den forløbne uge!

Ja ja, jeg ved godt der kom et enkelt indlæg, men alligevel... Jeg har nemlig haft masser på hjerte. For nu at starte et sted, så gik ugen jo allerede igang, da jeg afleverede unger i fredags.

Herefter tog begivenhederne fart, og jeg vil undlade de mavesure ytringer der har præget min blog fra tid til anden, for denne uge har bare været super.

Allerede fredag skulle vi, CPB og jeg til København, for bedstevennens kæreste fejrede 30-års om lørdagen. Det gav lige en anledning til at svinge omkring Teknokraten. Og han var tørstig skal jeg hilse og sige. Hans kone går rundt og er gravid op' i nordsjælland et sted, så det er ikke meget han vifter med ørerne for tiden. Tilgengæld bliver han slæbt rundt i lokalområdet dagligt, for møgkøteren, Pelé med tilnavnet Pølse (?) er med sine 35 kilo for stor til at fruen kan tumle den uden at gå i fødsel! Deres vurdering er at den stadig mangler 15 kilo.

Nå, men Teknokraten truede os med møgbeskidte bøffer, snigløb os med kolde øl ad libitum og plejede forkølelser og forkælelser med Blå Gajol og Små Grå.

Puha, vi spillede Canasta med dem indtil den vordende moder måtte trække stikket, og så vidt jeg erindrer vandt CPB og jeg, men herefter er aftenen en anelse tåget. Der var vist noget med whiskey i kaffen, et styrt i gangen (ikke mig selv) og en der FALDT i søvn (vistnok mig selv?).

Lørdag vågnede jeg med kæmpe tømmermænd, vækket af Pelé, som med dejlig hundeånde og stor våd tunge hurtigt fik mig i lodret position. Jeg havde vist sovet lidt uroligt, for min galanthed måtte være drattet af mig. I hvertfald havde jeg både dyne og madras, mens stakkels CPB var blevet væltet på gulvet. UPS!

Tømmermændene var ikke den slags der giver dårligt humør eller hovedpine, men bare kanonfuld stadigvæk. Heldigvis for mig, var det ikke en soloexperience. CPB og Teknokraten var lige så ramte. Alle planer om udflugter osv. blev aflyst, dog skulle vi jo cleare hjernen til endnu en fest lørdag aften... Dyb indånding.

En tur i Hareskoven virkede som den bedste medicin, så CPB og jeg tilbød at lufte Hel-hesten. Pelé trak os gennem sneen i en times tid, og selvom det var frysende koldt, og blæste, var vi stadig sejlende berusede da kl. var 17. Alligevel klædte vi om og begav os til fest ved 20-tiden. Bedstevennen havde sat samtlige kulørte lamper op, tunet minidiskoteket og lejet en røgmaskine (!). Bedsteven 2 dukkede også op med kæreste, og han gav den som dansetrold, plukkede æbler, lavede indkøbsvognen alt det andet hejs han kan! Stor moro for selskabet, og Bedsteven og jeg måtte lige bære ham rundt i guldstol før jeg fik taxaen hidkaldt. Men vi er vist ved at blive gamle? Dels var Bedsteven 2 stadig påklædt da jeg trak CPB med hjemad, dels var jeg ved at trille ud af droschen, da taxameteret satte igang! Det er ikke tit jeg kører i hyrevogn, og nu ved jeg hvorfor! 300 spin fra Gladsaxe stadion til Ring 4, eller hvad der svarer til et stenkast og en hård sædafgang i medvind!

Men ikke engang det kunne stække mit humør, for på trods af min sørgelige økonomi, kunne jeg ikke lade være med at glæde mig over at vise CPB frem. Min bror, min svigerinde, mine venner, ja endda Pelé tog godt imod hende.

Søndag var vi begge bemærkelsesværdigt friske, dog ikke friske (eller fulde nok) til at hoppe på en tur i skoven med Midgårdsormen! Vi vendte i stedet næsen mod Jylland, og så startede ferien ellers...

Eller dvs. næsten. Jeg har jo stadig et arbejde at passe, men ugerne uden børn føles som fritid, og denne gang var feriefornemmelsen forstærket af min hang til udfordring. CPB har mere end en gang antydet overfor mig, at hun ville ønske jeg kunne prøve hvordan det er at være hende. Altså ikke gå i dametøj, sidde ned og tisse, have langt mørkt hår og alt det der, men mere at vi altid er hos mig, og at hun er gæsten. Jeg havde aldrig set på det sådan, for jeg ville jo gerne have hende til at føle sig hjemme, men da ordet "gæst" kom op og vende, forstod jeg det endelig.

Nu er der ikke noget som en udfordring der virkelig kan få mig op af stolen, så jeg var frisk og slog til: "Næste uge bor jeg da hos dig!". Kækt inviterede jeg mig selv og ligeså kækt tog hun imod min 'invitation'.

Og man o man! Jeg må sige at jeg sjældent har følt mig forkælet i en sådan grad. Faktisk er det ikke rigtigt. Når jeg tænker efter, er jeg ALDRIG blevet forkælet i en sådan grad. Jeg har sovet længe, sovet til middag, har fået set sport (godt nok kun håndbold, men det kan jeg ikke klandre hende for i januar), fået bragt kolde juleøl og Bastognekager (en fin kombi som smager lidt henad pandekager) og ikke mindst fået serveret mad hun havde tilberedt. Og ikke bare mad, men mad jeg ikke kunne sætte en finger på. Det skulle da lige være de 4 cm tykke (!)bøffer som måske var liiige store nok, men til gengæld var de saftige og perfekt stegte!

At hver eneste skønne feriedag afsluttes med at putte sig til en varm kvindekrop er lige noget for en frossenpind som mig.

Regningen, spørger du måske? Men dette pensionat er desværre/heldigvis ikke bare eksklusivt, det er også gratis! Så når man ind i mellem tvivler på synkroniteten, så skal man bare formulere sine ønsker, så sker det... Mener jeg skrev noget om at lave kylling i karry i store mængder så jeg var sikker på at få kød i 2010, og allerede ugen efter fik jeg faktisk næsten lidt for meget!

Blablablabla... nu tror jeg hellere jeg må stoppe inden vrøvlet bliver for navlebeskuende, hovedsagen er at jeg er glad!

God Weekend til Blogland

PS. Ungerne kom hjem i dag! Flokken er næsten samlet. Imorgen kommer CPB, så er det min tur til at have 'feriebarn'. Her vil hun også blive forkælet, men weekenden vil også byde på hårdt manuelt arbejde, i form af tapetnedskrabning, så mon ikke jeg bør byde hende en håndværkerbajer?

PPS. Jeg turde ikke skrive om alt det her mens det stod på. Dels af frygt for at jinkse noget god karma, dels af frygt for at tyveknægte der scanner nettet for tomme huse kunne lure sig frem til mit tomme casa, og derefter tiltvinge sig adgang. Det ville kun give unødigt besvær, da jeg pt. intet ejer af værdi. Skulle de derimod løbe med marsvinene og en del af gælden skal de være velkomne...

PPPS. Billedet er gaven til fødselarinden. Det hedder viceværten og forestiller Bedstevennen, fordi han bijobber som vicevært og ofte ikke er hjemme. Nu kan hun altid se ham!

Mæt af indtryk

Kære Blogland

Glad i låget? Jo det dækker det vist meget godt...?

Jeg har gennemlevet nogle af de mest begivenhedsrige måneder i et liv, som jeg faktisk troede var pretty actionpacked!?!

Men det var altså 33 år med opvarmning. For er du vimmer det har været 'med kul på' i de seneste par måneder. Med møder i banker, statsamt og afvikling af gammelt forhold! Det var virkelig en surrealistisk oplevelse. F.eks. oplevede jeg et ildebefindende midt i mødet med juristen i amtet. Luften var tør, og begreberne og paragrafferne endnu tørrere. Jeg sad der i et trist kontor og skulle forholde mig til om min pension i tilfælde af min død skulle gå til MUM eller børn? Er det det? Er det det mit liv er reduceret til? Det var sgu nærmest som at planlægge sin egen begravelse, og det blev endnu mere underligt af at juristen snakkede sort som et b-menneske fra Somalia. Alle forsøg på at udspørge blev mødt af en overbærende "jamen det er jo jer selv der har valgt det her!"-agtig attitude!

Og JA, gu valgte vi selv, men vi gik ind til mødet, om ikke med hinanden i hånden, så i hvert fald med hinandens tillid og ve og vel i hånden. Det blev forsøgt destrueret fra første minut, og efterhånden som papirerne sprøjtede ud af printeren gjorde juristen sit for at splitte vores forudgående snakke om hvordan vi gerne ville dele børn, gæld og guld. Jeg kan sagtens forstå at folk kan ryge i totterne på hinanden under sådan en omgang, men MUM og jeg er nogle viljefaste cirkusheste, så derfor fik hun ikke held med projektet.

Vi fik papirer på det hele, også selvom juristen ikke forstod os.

Så skulle man lige pludselig til at være solofar! Gulp! Med juristens "Ja, du har jo selv valgt det!" i baghovedet, hver gang et problem meldte sig, blev det ligesom en meget viljepræget præstation i starten. Alt skulle helst klappe fra dag et, og det har det sådan set også gjort. Give or take a few letters! Som f.eks. den sidste skoledag, hvor det igen sneede helt sindsygt. Dagen inden havde jeg holdt ungerne hjemme fra skole, men så bare hentet mine elever hjem til mig og haft hyggedag i privaten, med mine private og mine professionelle børn. Men den gik ikke sidste skoledag, så SuperDad stod op kl. 5.15 og fik ungerne i gear! To en halv time og en snestorm senere havde jeg kørt ungerne de 20 km, for at de kunne komme til afslutningskælkning med klassekammeraterne og sige tak for i år. So far so good, men stolheden holdt kun til jeg var tilbage på min egen skole, 20 minutter efter ringetid, men med god samvittighed over at have taget en for holdet, kun for at konstatere at da jeg satte bilnøglen i døren for at låse stod jeg face to face med drengenes skibukser, Kridtiglens kælk og Gnavpots madpakke! So much for SuperDad!?!?

Men mine elever i 4.a. var helt vildt cool. På trods af juleafslutning og afsløring af en hemmelighed* de længe havde presset mig for, sagde de "Kør ud med det, så sidder vi og læser selv imens" (Hvor seje er de unger ikke blevet? De var umulige og uselvstændige da jeg overtog klassen for 9 måneder siden!). Jeg fik "GO", af min leder, og gik tilbage i klassen og svarede "JA" på deres nysgerrighed, hvorefter de sagde "tillykke og kør nu".

Endnu to timer i bil, og udbringning af kælk og skitøj fuldført. Faderligt ego genoprettet!

Stor credit til mine dejlige elever og stor cadeau til min leder for situationsfornemmelse.

Endelig blev det juleferie. Først julefrokost med al det hejs det medfører, f.eks. brækkede en kollega hånden, jeg tror det var i forbindelse med en floorballkamp på gangen iført kontorstol og fuld kollega!

Men status som eks-mand og solofar er suppleret med status som kæreste! En udfordring af de store, fordi det er så længe siden jeg har stået i den situation, og lidt rusten kan alle vel blive? I mange år har alt været VORES, men nu er er der lige pludselig DERES, HENDES, DIT og MIT, og det er sgu et paradigmeskifte af de helt store. Jeg skal dele min opmærksomhed mellem hvordan børnene har det, og hvornår jeg har dem, samtidig med at jeg og MUM naturligvis skal ses, mailes, snakkes ved om hvordan og hvorledes, herunder hvordan vi har det, imens skal jeg være ens nye kæreste, med hvad det indebærer af prioritering, og pludselig sidder jeg helt alene med kun elektronik som selvskab. Det har været en skitzofren oplevelse af de store. Det har været drønhårdt, for søvn er åbenbart det der kommer nederst i bunken af behov, men det har også været lærerigt, sjovt og underholdende.

Nå, men julefrokosten sluttede og jeg kunne overnatte en sidste gang hos a certain someone. En sidste gang, fordi MUM, unger og jeg skulle 10 dage på juleferie. En tur vi ikke var tvivl om på noget tidspunkt, men som da det blev virkelighed pludselig også blev MEGET virkeligt! Det blev en god tur. Ingen tvivl om det, både børn og voksne hyggede sig, men alligevel var tiden også ufattelig lang. Jeg fandt ud af hvad det vil sige at savne. Savne så det gør helt ondt. Mine tanker gik mere end en gang til dem som sidder i fængsel, er udstationeret i fjerne krigszoner eller langturschauffører. Jeg skulle bare 10 dage på ski, mit fængsel var smukt, koldt og hvidt, og fyldt med latter og gode oplevelser, så det er selvfølgelig forkælet at tillade sig ynk og ondt over det, men ikke desto mindre var det præcis hvad jeg følte, hvergang tiden stod stille.

MUM havde det vist lidt identisk, hun syntes også at det var hyggeligt at være afsted, men havde alligevel også så mange løse ender derhjemme, at 10 dage var i overkanten. Så vi afkortede turen med en dag.

Så meget desto større var gensynsglæden, da jeg kom hjem til Danmark. Jeg havde ikke fortalt noget over mail eller sms om det, så en dag før stod jeg pludselig foran hendes dør, eller mere præcist foran hendes fars, for hun var til julefrokost, men så fik jeg mødt ham!

Det blev startskuddet til en firedages kærestetur i sommerhus, med alle de udfordringer det medfører, som f.eks. kulde, sne og ingen vand! I to døgn var vi uden vand, indtil jeg tjekkede om der var åbent ude i vejen? Derefter var det noget nemmere. Men vi tog det hele med højt humør, også at skulle tisse i haven i minus 5, midt om natten! Faktisk blev det nærmest højdepunkter, for så føltes huset pludselig dejligt varmt, indtil man igen vænnede sig til de ca. 16 graders varme der blev når brændeovnen fik fuld pedal. Når den så gik ud om natten, og man vågnede med frost på indersiden af vinduerne, sin egen ånde tydeligt i skyer i stuen, var det fristende at blive liggende under dynen resten af ferien. Men vi kom ud, vi fik varme, og vi lavede den hyggeliste tomandsfestival i frost, mørke og tosomhed.

Nu sidder jeg igen hjemme. Ungerne er her, flokken er samlet, og ilden knitrer i brændeovnen. Indtrykkene fordøjes og tømmermændene plejes. Der er ikke tømmermænd fra alkohol, men fra banken! Den store kabale lægges og januar står på suppe!

Godt Nytår

*Hemmeligheden var om det virkelig var rigtigt at vi er kærester? Eleverne har i et par måneder nu forsøgt at lege Kirsten-giftekniv for os, uden at vide at de havde ret, men jeg lovede dem et ærligt svar sidste dag inden juleferien, og det fik de jo så...

Kære Mads og Monopolet

Jeg er i den heldige situation at jeg har gode mennesker omkring mig. Jeg har nogle fantastiske bloglæsere, jeg har forrygende venner, jeg har gode kollegaer, de sødeste børn og den dejligste kæreste. Nogen gange synes jeg bare det kan være rigtig svært at nå det hele. Hvordan er det lige at man viser sit nærvær, giver sin opmærksomhed og giver omgivelserne anerkendelse

Men jeg har jo det allerbedste monopolet-panel, så jeg kunne godt tænke mig en håndfuld af de allerbedste råd/anekdoter om en tilrettelæggelse af 'bonus' for andre. Der er frit slag på tasterne, om du helst vil skrive om at have glædet dine børn, dine forældre eller kæresten, men tankerne bag, og hvorfor det virkede særlig godt, vil jeg være taknemmelig for.

Et eksempel kunne være:

Forleden dag fik jeg pludseligt, og ret tilfældigt nys om én billet til Coldplay-koncerten i søndags. SHM har været dedikeret længe, og havde samtidig en arbejdsuge der virkelig trak tænder ud. Jeg krydsede alle taster og kastede min klamme klo ud i cyberspace og håbede at billetten kunne blive min - eller rettere hendes. Da det lykkedes var det en fed, fed fornemmelse at kunne sende hende en sms (oh yes hun var til aftenmøde på jobbet) med teksten "Hej min due. Jeg har en lille overraskelse til dig. På søndag skal du nemlig til herning med jules og høre boldskax... Altså hvis du gider?" Først bagefter så jeg at min stavekontrol ikke kan skrive coldplay, men gerne boldskax. Behøver jeg sige at hun blev vildt glad?

PS. ved godt at due er lidt klamt, men jeg kalder hende altså også alt muligt andet;-D