Som lovet i indlægget om at finde til Klövsjö, så ville jeg uddybe The moose incedent. Vi havde kørt hele natten, og da ungerne begyndte at vågne, og man samtidig begyndte at kunne se på omgivelserne, var det flade Skåne de faldt i søvn til afløst af mægtige fjelde og vidtstrakte sneklædte skove. Det var fantastisk smukt!
Ulempen ved at de nu kun så bjerge og træer var at det gav anledning til 'hvornår er vi der stemningen', med ca. 3 timers kørsel tilbage. Så for at fordrive ventetiden blev ungerne sat på udkig efter elgen, som helt sikkert stod derude og frøs i snevejret. Det kunne vi se på skiltene som blev hyppigere og hyppigere...
(Nej, det er ikke synsbedrag, der er ikke sne på billedet her;-D)
Og det gik da også godt krydret med en bogstavleg der inkluderede ordet elg mest muligt, f.eks.: "Mon elgene hør Elgvis i radioen?" eller "bliver de forelgskede?"... Plat, men vi var pænt overtrætte på dette tidspunkt, så alle kneb elger!
Men da vi nærmede os, og bilen nu også virkede utålmodig efter at parkere, troede jeg at vi missede et sving i Sveg (og i Sverige er der ikke bare sådan mulighed for at vende, jeg har engang kørte 18 km i en retning jeg vidste var forkert*, men ude af stand til at vende (pga. svensken trang til autoværn, før jeg fandt et sted og dermed måtte 18 km tilbage). Så stor var glæden da der kom en stikvej blot 100 m efter. Jeg sænkede farten og lagde an til et sving, men underlaget var glat, og selvom vinterdækkene var nye og farten lav, så gled vi med hue, vanter og pakkenellikker langsomt men sikkert mod afgrunden, som dog blev undgået fordi svensken i et anfald af forudseendhed havde opstillet autoværn her?
Der var noget balletagtigt over den stille yndefuldhed, hvormed vi krampagtigt, dæmpet men usvigelig sikkert dunkede mundtøjet i stålet i vejkanten.
Der var ingen skade sket på hverken mandskab eller materiel, så efter en rundering af fartøjet besluttede jeg at vi fortsatte som planlagt. Vi kører tilbage til krydset, hvor jeg mente vi skulle være drejet, blot for at konstatere, at vores første kurs var den rigtige; vi skulle altså blot være fortsat!
Vi sidder i bilen. Evaluerer hændelsen, og ungerne begynder pludselig at snakke om hvad mon deres mor vil sige, når hun hører det?
- Kan vi ikke bare sige at der stod en elg på vejen, og at jeg, for at redde den og os, var nødt til at tage en på kyssetøjet i vejkanten?
- Men far, du siger altid at vi ikke må lyve! mumler Ældste-knægten, som i alle andre sammenhænge har et meget subjektivt-selektivt forhold til hvilke ting han fortæller og hvilke han holder tilbage, samt hvilken version der evt. forsøges med, indtil han ikke længere kan snige sig udenom sandheden!
- Ja, det ved jeg godt, men det plejer sgu da aldrig at afholde dig! Nu har jeg brug for at I lyver bare en lille smule...? Der kunne have stået en elg, så du ikke skiltet?
Men den går ikke, for knægten har jo ret, og havde det været omvendt, så ville jeg jo også blive tosset, hvis hun instruerede dem i at bagatalisere hvis hun havde udsat dem for fare, så derfor fik hun historien i går, da jeg afleverede dem, men der kunne jo godt... det kunne der altså... teoretisk set... der kunne godt være en elg mere i verden nu, fordi vi IKKE kørte ligeud med 90 i timen, men derimod sagtnede farten og tog en lille pause... kunne der ik'?
*Og jeg kører naturligvis aldrig forkert! Jeg kører på opdagelse, og sidste år var jeg på natsafari mellem Grums og Karlstad, selvom jeg skulle være drejet mod Torsby!
