Stifinder eller oldsag?

GPS står for Glem Parat Start. Det er en af den slags teknologiske 'landvindiger' som langsomt men sikkert fjerner vores naturlige anlæg og gør os umyndige, hjælpeløse og totalt fremmedgjorte for den verden vi befinder os i og befærder. En sådan helvedesmaskine finder aldrig vej til instrumentbrædtet i mit automobil.

Ligtheren, køledisken og nu GPS'en er jo nogle af de tekniske hjælpemidler der fjerner os fra vores instinkter, og jeg er sikker på at folk uden GPS er bedre til at finde vej, genkende landskaber og markeringer, kort sagt: Rigtige mænd finder vej... SELV!

Stolt fortæller jeg dem der gider høre på det aka CPB og børnene (fordi de sidder spændt fast med seler i køretøjet), at en rigtig mand kan finde vej ved hjælp af solen, stjernene, en våd finger, et kompas og et kort. Faktisk er kompas og kort lige i overkanten, men princippet gælder.

Jeg er ikke i tvivl om at jeg efterhånden har landkending i det meste af landet, måske bortset fra vestfyn, men resten har lagret sig i hjernebarken som et fintmasket kort, hvor der aldrig er større 'hvide pletter' end 30-35 kilometer, hvilket vil sige, at jeg altid kan køre til et sted 'på kortet' indenfor max. en halv time. Samtidig lagrer jeg de nye steder i det etablerede kort. Jeg kører ikke forkert, men jeg tager muligvis på opdagelse nye steder engang i mellem...

Således sad jeg og blærede mig på vej gennem svenskens land og den råkolde, mørke nat, mens ungerne faldt i søvn og CPS sad ved roret på vej mod Göteborg. Da vi kom til Varberg var det også ved at være lights out for CPB, og jeg overtog styringen, klar til en lang nat gennem det rå og barske Sverige. Kaffen var frisk og humøret højt.

Kort tid efter faldt CPB i søvn, og C5'eren trillede gennem Göteborgs forstæder sydfra. Missionen var faktisk simpel. Kør ind, mod elven, drej til højre og kør af E45 mod Trollhättan, se selv, det ser let ud...

Men så kommer der lige et par krydderier på retten: Nat som i sort, børn der snorker, kaffen der damper og musikken der lige skal lyttes. Jeg ved ikke præcis hvad der ikke gik som planlagt, men der er basis for en lille tur i karrusellen, men ikke på den frække måde. Hvis man betragter dette ovenfrafoto, vil den opmærksomme læser bemærke at der er en tunnel under elven. Den røg vi igennem... to gange... og vi skulle da til at køre nordpå, men pludselig lå færgerne på min højre side, og så ved man jo godt hvad klokken er slået: Så kører vi sydpå!

Jeg ramte hurtigt en afkørsel og fik drejet skuden, så skibene kom tilbage på bagbord side, og kursen gik igen nordpå. Men idet vi kører af motorvejen, ændres kadancen, og CPB vågner.

- Vi vender da vel ikke?

Ærgerlig over at hun nu er ved at få fært af min fejl, korekser jeg hende:

- Nej, vi er på vej ned på den rigtige vej!

Hvilket jo kun delvist var løgn, idet det var den rette vej, og turen herfra og ud af Göteborg gik glat, men der var ingen grund til at udbrede at hun og ungerne havde sovet gennem hele indre by... adskillige gange!

Om at sætte sig spor i tilværelsen

Da jeg for ca. 14 år siden fandt ud af, at jeg skulle være far, var selvfølgelig glad. Livet skulle deles, det var et mirakel og hvor var det dog fantastisk. Og. Alt. Det. Der. Men der skete også noget andet; jeg blev ramt af alverdens bekymringer, for alt, som i ALT, kunne gå galt. Med barnet. Med dets mor. Med mig!

I forskellige mareridtsagtige scenarier tog jeg forskud på sorgerne ved at drømme/fantasere om de frygteligste ting, der kunne ske. Om det var et forsøg på at gennemtænke det hele, for at kunne sikre mig mod uheld eller hvad det var, det skal jeg ikke kunne sige, men jeg blev ihvertfald meget bevidst om min egen dødelighed, og dermed også angst for at det skulle ske.

Særligt optaget var jeg af tanken om at dø for tidligt, før jeg ligesom havde oplevet det jeg skulle, før jeg havde sat mit aftryk på verden (hvor selvoptaget har man lov at være? Men det er min blog mkay?). Jeg havde svært ved at pege på noget, jeg gjorde rigtig godt (nej nej, det er ikke selvrevselse vi er ude i, og jeg-er-så-dårlig-sig-jeg-er-god-ynk, men blot en konstatering af at jeg følte mig meget gennemsnitlig, men dermed også ret ligegyldig).

Når jeg kiggede i min omgangskreds, så var der masser af dygtige og succesfulde mennesker, som var bedst til noget. Min morfar er f.eks. verdens bedste DR-medarbejder-til-at-forklare-jazzens-betydning-for-udfaldet-af-anden-verdenskrig og har lavet radioprogrammer nok til at båndsløjfe DR's sendeflade i et års tid, hvis de virkelig skal spare. Min lillebror fik sin første fodboldkontrakt som 15-årig og tjente dengang ca. startlønnen for en lærer ved at spille fodbold efter skoletid!??! Min farfar var udøvende kunstner og lavede anerkendt og salgsbar maleri og keramik, når han ikke udgav digtsamlinger. Lige sådan var der også eksempler på klassekammerater der kom på landshold i håndbold, svømning, blev piloter, læger, advokater mm.

Jeg havde giftet mig ind i en svigerfamilie af megalomane svigerfædre, som i deres egne øjne var mere autentiske end Søren Ryge, Bonderøven, Piet Van Deurs og Carl Mar Møller i jagten på det sande mandeliv, nemlig at bygge sit hus, dyrke sin mad, jage sine kvinder og styre sine børn. Det lyder måske hårdt, men de to mænd, svigerfar og bonussvigerfar, de viste mig, at med mørtel, søm, hammer og knofedt, der kan man skabe noget der står som en slags monument over ens indsats. Man behøver ikke nødvendigvis være læge eller professor, selvom det var/blev de også, men med visioner, værktøj og tid, kunne man faktisk skabe noget der ville vise at man var her! Det var en eye-opener af de helt store, og jeg blev så inspireret, at jeg selv kastede mig ud i selvbyggertilværelsen.

Vi flyttede på landet, for nu skulle den indre stenalderbonde findes frem, og han gemte sig i Silvan (senere i Jem & Fix). I syv magre år, slæbte jeg tømmer og tagpap i en bibelsk strøm fra byggemarkedet hjem i ruinen. Men da de syv fede år ligesom udeblev, bristede illusionen mere og mere. Jeg kunne se, at selv med 14 magre år endnu, ville jeg aldrig blive færdig. Det hjem jeg forsøgte at skabe for MUM og ungerne ville børnene aldrig nå at nyde, for de ville være flyttet hjemme fra længe inden det ville være en nydelse!

Der er et afsnit i Robinson Crusoe, hvor han bygger et skib, så han kan forlade sin øde ø. Skibet bygger han i skoven, hvor han er tæt på tømmer, bagefter er hans tanke at graven en kanal til at få det i vandet. Da skibet er færdigt, og han begynder sit gravearbejde, så opdager han, at vand ikke kan løbe opad! Derfor skal kanalen graves til under havoverfladen, for at vandet kan løbe ind til skibet... Han regner nu på antallet skovlfulde der skal til pr. meter kanal ganget med det antal meter der skal graves, divideret med det antal skovfulde han kan grave om dagen. Konklusionen er, at hvis han graver uafbrudt hver dag, dog med fri juleaften, så vil han være ca. 200 år om at grave skibet fri af skoven!

Omtrent sådan en erkendelse havde jeg, da jeg en nat lå og begyndte at tænke over det at sætte sig spor. Jeg kan da godt bruge mit liv på at sætte et hus i stand, men når jeg en dag er væk, så vil dem der bor i huset, rive vægge ned, lave andet køkken, måske vælte huset og bygge et nyt? Jeg kan slet ikke forene monumenttanken med at tænke på istid! At en kilometertyk iskappe om et par tusinde år MED GARANTI har trykket mit hus fladt, skrabet det til tyskland og efterladt det der med smeltevand (og her hjælper vejsalt og sneskovl altså ikke). Dont get me started on meteorshower og jordens undergang, for solen vil brænde ud, og jorden vil blive ramt, så lad være med at tro dit designertapet eller dine Lene Bjerre lysestager er udtryk for uforgængelig god stil der kan modstå tidens tand. Det kan det ikke!

Derfor gik jeg væk fra tanken om at bygge et hus, der til evig tid vil vidne om at jeg var her. Måske man skulle male, eller skrive? Men ved I hvad, forleden læste jeg noget min gamle chef havde gengivet fra en eller anden terapeut. Livet er en række af nu'er! Det nytter ikke at kigge bagud, for det er forbi og kommer aldrig igen, det nytter heller ikke at forsøge at forudsige fremtiden, for det kan du ikke. Vær opmærksom på nu'et, det er her du er nu, få mest muligt ud af det, og accepter det der før var nu, nu er før. Glæd dig til det nu der kommer nu, det bliver sikkert alle tiders!

Når man tænker over det, hvem er det så af døde mennesker man husker? Hvilke kendte døde husker I? Carl Åge Præst og Sofus Krølben er jo kun kendte afdøde landsholdsspillere fordi de havde sjove navne. Derfor vil ikke engang Preben Elkjær eller Poul Nyrup blive husket. Næh, de eneste der virkelig skiller sig ud i verdenshistorien, dem der har sat spor der ikke glemmes, det er gale statsmænd, som organiserede massemord og andre uhyrligheder, som var så grusomme, at vi ikke kan glemme dem. Fra Farao, over Columbus, til Hitler og Stalin. Måske Gandhi og Jesus falder lidt ud, men drys Djengis Khan og Henrik d. 8. ud over, så smag så på retten. Dem der virkelig sætter spor på vores kulturkreds historie er usympatiske, afstumpede mordere, som primært huskes for deres ringeagt af menneskelivet. Hvilke kendte nulevende danskere vil stå for eftertiden som vigtige: Psykopatmorderen Peter Lundin, Den sidste dansker med slaveejeradfærd, Jørgen Leth og en statsminister der ikke var bange for at sende os i krig, Anders Fogh, så se bare hvad jeg siger...

Derfor er min ambition om at kunne ses når jeg er væk ikke længere presserende, for arbejdet med at komme i deres selskab kræver mere af mig end jeg er villig til give.

Vil jeg stoppe med at sætte mig spor? Næh, men jeg tror jeg har ændret fokus; ved at være i nu'et, vil jeg sætte mig spor hos dem jeg er sammen med, og det er nok heller ikke så skidt?

PS. Dem der læser det her som en afsværgelse af hjemmebygfetishen, skal ikke regne med det! Jeg vil bare kunne bygge for sjov, ikke for eftertiden!

Retningslinjer fra fødevareministeriet

Ministerrokaden ved at være på plads herhjemme, og allerede nu er fødevarminister DFO klar med et udspil til retningslinjer for sovs og lignende. Nogle af reglerne er regler der længe har været uskrevne, andre er nye tiltag, som forventes fuldt implementeret medio juli 2010.

En af de gamle regler, som nu kommer på skrift er Ketchupdirektivet, som de facto har fungeret siden 1976. Det betyder at 'det amerikanske krydderi' primært kan ses som en magtkamp mellem børn og voksne. Børnene synes ikke tomater bør indtages uden at de er blendet med eddike og sukker, mens voksne mener at 'ikke al mad skal smage ens'. Derfor blev der indgået et kompromis, som tillod ketchup til pølser, pommes fritter, men ikke på spaghetti og kødsovs på førstedagen. Genopvarmet kødsovs er undtaget og må gerne ketchuppes.

Alle andre fødevare bør ikke ketchuppes, men kan undtages med diverse chilisalsaer. Ketchup må ikke blandes med andre sovser, herunder remoulade eller mayonaise, på tallerknen. Undtagelsesvis kan ketchup indgå i grillmarinader o.lign. det skal dog blandes i en skål i køkkenet forud for anvendelse. Alt andet er uappetitteligt!

Remoulade er som udgangspunkt kun til fisk og pommesfritter. Spegepølse er dog undtaget, da de er et røget og krydret kødblandingsprodukt. Remoulade hører under ingen omstændigheder hjemme i en burger eller til pølser, hverken grillede, stegte eller kogt.

Er man et sovsesvin er der hjælp at hente i sød chili og mango chutney som må indtages til alt undtagen koldskål!

Hun gjorde noget fantastisk ved mig i badet

Umiddelbart lyder det frækt, men sagen var den at vi skulle i bad for at gøre os klar til den sidste 'bjergetape', nemlig rengøringen af den nu tomme lejlighed på 4.sal. Ingen af os er vilde efter det, så selvom det egentlig skulle have været i går, så indlagde vi en hviledag, og skubbede det til i dag.

Nå, men tilbage til badet. Vi stod så der, og vidste begge to at forude ventede støvsugning, vinduespudsning, gulvvask og køkkenrengøring. Som når feltet nærmer sig opstigningen til det sidste 'uden for kategori'-bjerg, var der også gang i en indædt kamp om positionerne, samt en stemning af "lad dette bæger gå mig forbi". Vi var begge nærmest klasket helt sammen af varmen.

Så er det at hun siger til mig: "Luk øjnene", hvilket jeg gør, og før jeg ved af det står jeg med øko-krudt i masken, får ansigtsmassage og bliver peelet, mens hun fniser fjollet, og spørger om ikke det føles rart?

Åh, jo, men det er ikke ligefrem med til at få mig op i lejligheden og skure gulve. Tværtimod har jeg bare lyst til at blive under bruseren... like forever!

"Er det fordi jeg gider gøre din lejlighed ren? Så skrubber du lige mig en gang?"

"Ja", svarer hun og putter et eller andet økosæbe, med knuste olivensten i, på en svamp, hvorefter hun skrubber hele min krop. Front and back! Nu gider jeg da slet ikke forlade badet, men samtidig føler jeg virkelig at jeg bør gøre et eller andet til gengæld. Om det så bare er at pudse vinduer, støvsuge og vaske gulve!

Et godt tilbud

Se det er billigt, specielt fordi den svenske krone kun koster 70 øre!

What up?

Så fik sommeren fest at gå på... CPB fyldte 30, Gnavpot fyldte 10, vi var fulde det meste af tiden og proppede os med god mad...

Så kort kan det skrives, men der er da også en længere version:

For godt 14 dage siden fejrede vi Gnavpot, som by the way ikke er gnaven mere (ved ikke helt hvorfor han fik det alias, og kommer snart med et nyt). Teltet blev rejst, familien fløjet ind, og efter en tur til Tyskland, fik vi ølkælderen, vinkælderen og madkælderen fyldt op... Jeg fik familien til at skillinge sammen til en gave. Gaven. LEGO MINDSTORMS!

MUM og BPP (BonusPapa) var også inviteret med hendes familie, og selvom det var første gang vores familier skulle samles efterskilsmissen, var stemningen god. CPB og BPP faldt fint ind, og ved 20-tiden kørte gæsterne hjem. Inden da, var de blevet budt på vin, kage, grill-bøffer og hjemmebag. Grill-projektet var noget hæmmet af et bibelsk regnvejr der netop valgte dagen til et oversvømme Horsens.

Min bror, Teknokraten var dog behjælpelig med en presenning, og sammen fik vi etableret et læ, som gjorde grillning muligt!

MUM og CPP blev lige hængende til et glas eftervin og en samtale om hvad der havde været mest mærkeligt (men det holder vi for os selv;-D). Kl.1.30 efter fire flasker vin og en liter gin og utallige dåseøl sluttede vores firemandsfest med at MUM og BPP tumlede gennem Horsens til hendes lejlighed og CPB hjalp mig i seng.

I den mellemliggende periode havde vi både nået at tale parforhold, anekdoter, en af os var blevet kørt ned af en taxa (godt jeg havde hjelm på) og et par af os så middagen genudsendt. BPP inviteret CPB og mig til fest i vestjylland (Blå Thor fest, som vist er noget han holder når han fejrer et togt til Tyskland). Need I say at tømmermænd und alles taget med, så syntes jeg dagen, aftenen og natten forløb perfekt?

Så havde vi ligesom testet telt mod elementerne (det dryppede kun få steder). Og da vi skulle holde CPB's 30 års weekenden efter var det bare et spørgsmål om at skære flere bøffer ud og snitte salat... Samt en lille smule løse ender!

Vi skulle holde en fest for en gruppe sammensat af kollegaer, venner og familie som stort set ikke kendte hinanden. Så vi lagde hovederne i blød (i rødvin) og kom op med konceptet skolefest!

Som mine skarpsindige læsere allerede har gennemskuet dækkede fagene over discipliner af social karakter.

Bordplanen var første punkt, og i stedet for navne på bordkortene var der anagrammer ala "Nu, Raadne Ryg" eller "Shit, grum rebet pels" og "Perhson, kør kane svans". Så var bordkortene trekantede, så på bagsiderne stod der pinlige historier om ejermanden ala "jeg har baldret forruden i min bil med en tre meter lang bjælke" eller "jeg har kastet op i min svigermors opvask". Så var det op til gæsterne at gætte hvor de passede ind i selskabet.

Vi havde så valgt at splitte par op, så man sad overfor sin partner, desuden var kollegaer og familie sat væk fra hinanden for at undgå intern snak.

Dansk var en interview/præsentationseance, hvor bordherre og borddame stillede hinanden et par icebreakers ala "hvad hedder du rigtigt?", "hvor kender du CPB fra?" eller "Hvilke udsigter ser du for Danmarks fremtidige deltagelse i NATO-operationer udenfor Europa efter Anders Fogh har fået stillingen?". Dernæst en runde hvor man præsenterede sit interviewoffer for resten af selskabet. Under tallerknen lå der et kompendium med blyant, skoleskema, interviewark osv.

Dernæst var der hjemmekundskab, hvor mændene grillede bøffer til borddamerne, og kvinderne fyldte bordherrens tallerken fra salatbuffeten. Heldigvis var vejrguderne mere nådige denne weekend.

Hannerne fangede kød og fik det stegt med kold øl i skyggen af pæretræerne, mens kvinderne fik sat grønt på tallerknerne. Hernæst en fabelagtig middag, hvor CPB overraskede sig selv med en sang hun havde skrevet der udleverede pinlige historier og udstyrede hende med underlig påklædning og udstyr, ledsaget af en tale fra undertegnede... (der findes billeder, men CBP har nedlagt forbud mod at det offentliggøres, hvor "jeg er pissegrim med det der på").

Fotolære var klassikeren med engangskameraer på bordene og desinger om at fotografere lystigt undervejs til festen...

Dernæst en kuvert i borddamekompendiet med en matematikprøve (ca. 5 minutter) som skulle løses fælles med bordherren. Behøver jeg tilføje at vi havde lagt det på dette tidspunkt for at sikre os at ingen var ædru?

Et overraskende indslag fra kollegaerne fik afbrudt programmet med gymnastik på plænen forud for desserten og billedkunst. I kompendiet var der tegnepapir, og bordherre/dame skule portrættere hinanden og præsentere det for selskabet. Det blev nogle meget underlige tegninger, men sjovt nok kan alle gæster genkendes...

Næstsidste fag var Kemi, og som nok er gættet, så var det da baren åbnede... Med kaffemaskine, flødeskum, drinksparaplyer, stjernekaster, sugerør, gin, sodavand, vodka, whiskey, likører, baileys og alt der ellers hører til... Det hele havde stået under et klæde, i den anden ende af salatbuffeten, men blev åbenbaret da middagen var overstået.

Sådan så baren ud dagen efter...

Da musikken startede for alvor, havde vi allerede haft et brag af en fest. Folk havde snakket, grinet og spist, så jeg faktisk troede at nu var det nok ved at slutte, men I couldn't be more wrong!

Svigerforældrene var rigtig i stødet, og der blev blandet og blandet, stjernekasterne spruttede og gæsterne (som få timer før ikke kendte et øje og gik generte rundt) kastede sig ud i vilde danse med tigertæppe, refleksvest og cykelhjelm. Der blev lavet tricks med økogrønt og sunget fodboldsange når nye mennesker kom i teltet. En nabo kom pyntet hjem fra byen og kiggede ind. Pludselig stod han midt på spisebordet med en grøn drink (gin/lemon, grønt sugerør, grøn paraply, grøn drinkspind) og ild i stjernekasteren, mens han kæmpede sig plads på klassebilledet som naturligvis skulle tages der...

Der blev danset til Gnags (vilde kaniner 6 gange) og taget underlige sjove billeder og udført vilde stunts...

Det er vildt at ingen på billedet kendte hinanden få timer før...

Og før man så sig om var klokken 5.30 og det var lyst... Gnavpot stod op (og blev komanderet i seng omgående).

Jeg siger tak for festen... og mangler lige lidt søvn

Glæde over alle de nye mennesker der kom ind i mit liv den dag.

Joy over kollegaerne som dukkede op og faldt perfekt ind.

Respekt til den ven jeg har der trodsede storebælt og ene mand dukkede op, iført tigertæppe, festhumør og hjalp med at bære denne fest på rette hylde. Gid man havde flere af den slags!

Kriser er pejlemærker i livets landskab!

For noget tid siden fik jeg en kommentar fra Pialouise, som fortalte at hendes opmærksomhed og overskud ikke var det store for tiden. Det fik mig til at love/true med et indlæg om kriser. Jeg var nemlig igang med at læse en spændende psykologibog der hedder "Det handler om mennesker", af Finn Abrahamovich.

Kriser er uundgåelige. Kriser er smertefulde, men også dannende og nødvendige.

Fucking a! Det er hvad Finn Abrahamovich siger.

Groft sagt deler han en krise op i fire faser:

1. Fornægtelsen, hvor man virker som om situationen ikke er gået op for en. Krisens første reaktion er et adrenalinchock, hvor man pludseligt handler meget på automatpilot. Der frigøres nervebedøvende stoffer i kroppen, som også sløver følelser og forstand. Man tager måske på arbejde, selvom en kone døde i går. Måske handler man ind, selvom man lige har fået konstateret kræft, ringer hjem og spørger om man mangler tandpasta. Måske bestiller man skiferie, selvom man lige har fået amputeret begge ben. Man er ved siden af sig selv, og omgivelserne undres: Hvordan kan det lade sig gøre? Har man ingenting forstået?


2. Fortvivlelsen, så ramler korthuset. Man giver udtryk for sin smerte, frustration og mangel på håb og tro. Man rammes at en følelse af ensomhed. Ingen kan helt forstå den sorg man er ramt af. Resten af verden lever upåvirket videre omkring en. Det er voldsomt provokerende og man skælder ud på de nærmeste, lader al sin harme ramme dem der står tættest på en.


3. Erkendelsen. Det er sket. Det er uigenkaldeligt. Efter tid, opdager man at man ikke kan stå stille i verden. Den bevæger sig videre, og det må man også selv. Man er stadig i sorg over det mistede, men man må også erkende at ikke alt er mistet. Man har sig selv - måske har man børn eller kæreste, som man igen skal være noget for.


4. Genopbygningen. Man finder andre værdier, andre pejlemærker i livets landskab, og livet for nyt indhold. Kriserne gør os stærkere, hvis de gennemleves sundt. Man ender med at huske det gode, og nedtone de ubehagelige minder. Det der ikke dræber os gør os stærkere, er en lidt fortærsket floskel, men dækker det krisens gennemlevelse gør ved os, hvis man får tid, plads og forståelse fra sine omgivelser på de rette tidspunkter, og pres og krav når det er tid til det.

Jeg ved ikke om han har ret, men det er tankevækkende, når man oplever kriser, at man kan føle sig så alene, at man næsten ønsker, at ens omgivelser ville blive udsat for det samme, så de kan forstå det. Man kan blive jalous på sine nærmeste, nærmest bitter over, at man føler de har det for let. Det pudsige er, at efter genopbygningen ønsker man ikke at ens værste fjende ville havne i det samme.

Jeg har også oplevet at fornægtelsen igen og igen har indfundet sig, og man opfører sig som om man overhovedet ikke er presset, og at erkendelsen derfor rammer dobbelt hårdt.

Selv har jeg oplevet dødsfald i familien, parforholdskriser, arbejdskriser, børnekriser, økonomikriser og pt. er jeg krisefri, så overskuddet til at forholde sig til andres er tilstede, men uden selvoplevede kriser, tror jeg evnen til det er svækket. Man gider måske godt at høre, men fingerspidsfornemmelsen for, hvornår man skal give plads, og hvornår man skal presse på den kommer efter min overbevisning kun med erfaring.

Da jeg jeg skulle finde en illustration, ledte jeg på googles billedsøgning efter "krise", og udover alle de nedadgående kurver, dukkede dette billede op. Det er malet af Rie Klit, som jeg absolut intet kender til, men jeg synes det er bedre til at illustrere at krise er en menneskelig betingelse, bedre end en graf i hvert fald.

Uden Begejstring

SHM har skaffet en lydbog, som vi hører i øjeblikket. Det er Camilla Stockmann og Maise Njors mailkorespondancer. Det er morsomt, tæerkrummende og samtidig er det også ufatteligt alvorligt. Jeg er slået med imponade og ramt på 'tænkeren' af den måde Maise fortæller om udviklingen/afviklingen af sit forhold. Det er sgu godt beskrevet, uden at krænge det hele ud.
Vi er ikke noget så langt endnu, men selvom Maise sidder midt i en livskrise, så tager hun et utroligt hensyn til at Camilla sidder midt i en fødsel/lykkerus og omvendt. Nå, men til sagen; for det at høre om andres forhold der forliser skubber jo også til ens egen værste frygt/forestillingen om det værste mareridt, at man selv kunne stå i det...

Uden Begejstring

Jeg elsker dig!

Sådan sagde de til hinanden. Stadigvæk. De sagde det når de gik ud af døren og på arbejde, de sagde det når de kom hjem, når de kyssede hinanden godnat. De sagde de også hvis en af dem var ked af noget, eller hvis noget truede deres tosomhed. JEG. ELSKER. DIG.
Det var som om de tre ord var en magisk trylleformular, der fik det farlige lidt på afstand.Hun sagde det tit til ham, hvis hun faldt i staver og tænkte over sit liv. Dels for at komme tilbage til virkeligheden, men også for at bekræfte sig selv i det. Jeg elsker dig!

De havde kendt hinanden længe. Alt havde de delt. Og dog... måske alligevel ikke alt?
Der var et sted i hendes hjerte eller hjerne, hvor hun ikke lukkede ham ind. Der hvor pinligheden, grimheden og tvivlen boede. Hun hadede at føle sig pinligt berørt. Især overfor ham. Deres tosomhed fik også livet til at føles som en spejling eller en konkurrence, så hvis hun så dum ud, følte hun sig bagud. Det var det samme med udseendet. Selvom intet andet menneske havde set hende nøgen så mange gange, var det alligevel som om hun bar en facade af påklædning for ham. Ingen kiksede stillinger, ingen morgenhår, intet hul i rustningen. Derfor også kun sex i mørket. Men den værste ensomhed var tvivlen. Tvivlen om alle de valg hun havde ladet ham træffe. De havde gjort tingene sammen, var den officielle udmelding, men sandheden var at han udstak retningen, satte tempoet og solede sig i anerkendelsen for deres succeser.
Det samme sted, eller måske tvivlens nabo, var hjemsted for den besværlige kærlighed. Kærligheden til andre mænd. Gamle skolekærester, mænd fra hendes studietid eller arbejdsliv. Ja endda hendes far. Ikke engang hendes far kunne hun rigtig tale om. Det var som om han aldrig ville blive accepteret. Kærligheden til de andre mænd var noget som bare voksede. Måske fordi den føltes forbudt? Den krævede ingen gødning.
Når hun tænkte på dem, mændene, blev hun helt fjern i blikket - og i tvivl. Havde hun valgt rigtigt? Var kærligheden en solo-størrelse, en one-size, hvor én mand var nok?

Når hun ramtes af tvivlen kiggede hun på sin mand. Også hvis han ikke var der. For han var nem at få et billede af på nethinden. Hun havde jo kendt ham altid. Lige fra han var bleg, spinkel og bebumset, til nu hvor han, på en god dag var 'modnet smukt', men mest bare halvfed og skaldet. Han var en god mand, ingen tvivl om det. Rimelig trofast, meget nærværende og opmærksom, men også lidt omklamrende. Han var en god far - der var sikkert mange kvinder der ville føle sig lykkelige med ham. Hvorfor var hun så så usikker? Havde de mødt hinanden for tidligt? Kendt hinanden for længe? For længe til at kunne overraske hinanden, med andet end skeletter i skabene?
- Jeg vil være vild i varmen, tænkte hun, men jo mere hun tænkte det, jo mere i tvivl blev hun. Burde det ikke komme af sig selv?

På de gode dage kunne tvivlen jages væk med sex. Så rakte de ud efter hinanden og deres fortid sammen, om ikke andet så for et kort øjeblik, men det var uden begær. Forventningens glæde manglede - den følelse man rammes af, når man tænker på ham dag og nat!
På de dårlige dage fik tvivlen god plads. Alt stod for skud. Hendes fortid, hendes børn, hendes mand, jobbet... kort sagt alle hendes valg blev revset.

Hun følte sig låst i et liv fyldt med skal. En skal hun var i, som mange beundrede, men også det skal, som man skal. Jeg skal bo med ham! Jeg skal fodre børn! Jeg skal børste tænder på dem! Jeg skal aflevere dem i institutioner! Jeg skal arbejede! Jeg skal betale regninger! Hvornår er der tid til det jeg vil? Og hvad er det jeg vil?Hun var låst i et liv på et glansbillede. Drømmemanden, drømmebørnene, drømmehuset, drømmejobbet og drømmebilen. Fuck, de manglede jo bare drømmehunden!
Sådan sagde hendes venner og familie og ingen turde hun forsøge at forklare, at det bare ikke føltes sådan. Hun kunne ikke selv mærke det længere. Hun kunne ikke mærke sig selv længere.

Hun kiggede på sin mand og sagde: "Jeg elsker dig"

Stationen

Jeg kan godt lide, når historier har ledetråde. Når der lægges små spor ud så man faktisk kunne sige sig selv at det ville gå som det går, men at man undervejs undres over hvordan det skal lykkes.

Denne her er et forsøg

De står på Vanløse station og kigger ud på natten over København. Det er mørkt, kun enkelte lamper på stationen og gaden lyser glimtvis op. I husene er de fleste vinduer mørke.Han synes det ser uhygggeligt ud, som spøgelsesøjne i natten. Og han klemmer hendes hånd lidt hårdere. Det ville være rart hvis hans far også var her.
- Skal Far ikke med?
Hun kigger på ham. Hun er med til at skabe den uhyggelige stemning, for i hendes øjne er der et skær han aldrig har set før.
- Han finder selv hjem.

Han gennemrystes af fornemmelsen af, at noget er helt galt. Men hvad?
For få minutter siden var de sammen. Allesammen. De var til fest, og han hyggede sig med de andre børn. Der var sodavand, kage og de voksne hørte høj musik, drak bajere og røg, mens de diskuterede kollektivisme, alternativ livsstil, kommunismen, bogerskabets bedrag og kapitalismens endeligt. Det var begreber han ofte hørte, men ikke noget han egentlig forstod. Han var også ligeglad, for alle hyggede sig.
- Man kan ikke eje noget, kunne en voksen råbe, og så skålede de og grinede.Det kunne han godt forstå, for hans mor og far forklarede tit at de intet havde. At man skulle dele. Ligesom i børnehaven. Det kunne han godt forstå, jo.

Børnene havde leget gemmeleg, mens festen fortsatte ud i natten. De voksne blev mere og mere højrøstede og musikken blev højere og vildere, men det gjorde det trygt, at gemme sig i sprækker og kroge, når man hele tiden kunne høre dem. Det betød at man aldrig var langt væk. Modigere og modigere var de blevet i jagten på det perfekte gemmested, og de søgte længere og længere væk.
Til sidst havde han fundet det. Skraldekælderen. Ned ad en trappe, rundt om et hjørne og ind gennem en dør med et fintmasket trådnet i stedet for et vindue. Det var perfekt, fordi man kunne kigge ud indefra, uden at blive set udefra. Han sneg sig ind, selvom det virkede forkert. Der var ligesom en dårlig stemning, da han trådte ind. Noget var galt, men det var svært at sige hvad? Der lugtede forkert... Der skulle lugte af mugne skraldespande. Han vidste godt, at tændte han lyset, så ville det kunne ses, af ham der 'stod', så i ly af mørket sneg han sig ind, og stillede sig på lur med næsen mod trådmaskerne.

Det næste forstod han ikke? Nu var hans mor med i legen? Hun gik derude og ledte. Hun kaldte ikke, men kigge alle gemmestederne efter. Han elskede når hun gad lege med. Han jublede af fryd indvendigt, da hun gik tæt forbi uden at opdage ham, men pludselig så han hendes ansigt. Hun hverken grinede eller smilede, tværtimod. Han syntes næsten hun så bange ud?
- Mor?, sagde han og trådte ud i natten.Hun vendte sig, men hun kiggede ikke på ham. Hun kiggede på noget bag ham, så smilede hun hårdt til ham, tog hans hånd og trak ham afsted.
- Vi skal hjem nu. Festen er slut.

Toget kom buldrende ind mod perronen og han kiggede sig desperat omkring, hvorfor kom faren ikke styrtende op ad trapperne. De skulle da sammen hjem. Skulle de ikke?
- Skal vi ikke have Far med?
- Han finder selv hjem, svarede hun.

Hår i øjnene?

Hvorfor er det at...

Kvinder plukker øjenbryn for at få dem mindre, når de samtidig maler øjenvipperne for at få dem til at se kraftigere ud?

Det er nok typisk kvindeligt at det der fra naturens side klarer sig selv må væk, og det der ikke helt kan må hjælpes. Alt andet er jo for nemt! Hmmm... Det er nok bare en kvinde-ting?

Nå.... Det er derfor!

Hende: Mine særheder er kære, dine særheder er sære...

Kridt-Iglen: Og mine særheder er fyldt med kærlighed!

And now to something comepletly different

En af hverdagens helte, Mr. Mojo from USA, er gratis guitarlærer på youtube... Og han underviser på opfordring... bid efter bid... Der er en mulighed for at donere penge til ham, men som udgangspunkt gør han det bare fordi... han kan! Det er kreativitet der vil noget: Man er ikke eksklusiv, snobbet eller grådig, man er selvsikker, gavmild og villig til at hjælpe andre på vej.



Hvis du orker at se hele filmen (måske synes det faktisk ligner noget alle kan komme til at spille rimelig godt rimelig hurtigt) så læg lige mærke til at han faktisk har problemer med at huske hvad hvilke strenge hedder;-D Det er åbenbart ikke så vigtigt hvis man har flair...

Oldies but goodies

Vi fik lige to dages smuttur til Bornholm. Presset ind mellem Nibefestival, ungernes sommerhustur med DMO og DKNO og vores sommerfest. Det er ikke så mange år siden vi var der sidst, men denne gang var det anderledes. Dels var det uden børn og dels kendte vi nu nogle 'indfødte'.
Vores gode venner fra Falstertiden, Mikkel og Katrine, som valgte at sælge deres hus i Vordingborg for at købe hus på Bornholm. Dengang, i de gode gamle dage, da jeg havde orlov med Kridt-Iglen, og Katrine gik hjemme med deres første, var der et år med grillaftener, parmiddage, fis og ballade (som dengang de skiftede toilet, og i nattens mulm og mørke kørte det gamle toilet til Nørre Alslev og gemte det i vores sauna med en flaske vin i og 200 serpentiner ud over det hele*). De efterlod så stort et tomrum, en så stor følelse af at sidde tilbage ALENE PÅ LANDET, at det indirekte var med til at sætte vores flyttetanker i gang.
Vi lovede at vi nok skulle komme og besøge dem, men siden fik vi finanskrise, 2 huse og blablabla... I hvertfald skulle der gå to år før det endelig lykkedes at komme derover.

De besøgte os i Horsens sidste sommer, og vi lovede igen højt og helligt, at når huset var solgt, så kom vi til Bornholm. Det kunne vi også roligt gøre, der var ingen udsigt til at det ville ske, men sørme om ikke vi var heldige at komme af med det i midten af april, og så kunne vi begynde at planlægge Bornholmerturen. To voksne med tog, to dage, jo tak.

Det var med en lille smule spænding at vi tog afsted. Det var jo længe siden at vi sidst havde 'sets'.

Hvordan mon de var endt med at komme til at bo?
Ville Mikkel stadig drømme om at spille musik? (eller havde han mon fået gjort noget ved det?)
Ville Katrine stadig have gang i byggeprojekter?
Ville deres unger være blevet store?
Mon Katrine var begyndt at spise fisk, drikke kaffe og rødvin?
Eller var det primært cola?
Var Katrine mon stadig 'lidt kuldskær'?
Mon Mikkel havde fundet sine 'sladder-kilder' i det bornholmske?
Hvor langt på landet mon Sandvig føltes?

Spørgsmålene var mange og svarene mindst ligeså, men overall var det bare hyggeligt at mødes igen. Da jeg sendte en sms på færgen til Katrine med vores ankomsttid modtog jeg en tilbage: "En af os henter jer ved færgen, kig efter blomstret kjole og høj hat!" Godt så, humoren var i hvertfald intakt, specielt hvis det så var Mikkel der kom...

Meget var som det plejede, men vigtigst, var det at de virkede rigtig glade for deres beslutning. Jo, Mikkel var igang med sin musik, og havde fået minglet sig ind i ø-sladderen. Jo jo, det er stadig Katrine der svinger hammeren derhjemme, og det kom der dette flotte hus ud af...


Sammen med nyt køkken, bad og hegn om haven. Hun er bare en arbejdshest til det der.
Sandvig er lækkert. I hvertfald i hedebølge og ferietid, men vi bliver nok nødt til at kigge derover i efterår/vintertid, for at kunne vurdere det rigtigt. Men hvad gør det også at det regner eller sner, når man så har fundet et fedt hus som deres. Gammelt og charmerende, med (næsten) udsigt til Hammerknuden, med solvarme, genveks og en masse andre smarte løsninger. Man nyder det sikkert året rundt.
Og det der med temperatur er stadig et issue for dem. Fordi det var 35 grader og næsten vindstille, vovede Katrine at tage hætten af;-D

Det er lidt som når man ser de der pensionister på en varm sommerdag pakket tæt i cottoncoat... Hvad mon hun vil gøre til den tid? Flyverdragt?

Deres unger var blevet store. Katrine var stadig mere til cola end kaffe. Fisk var ikke på programmet selvom hun er indfødt bornholmer, og rødvinen måtte vi nyde med Mikkel. De to dage fløj afsted og før vi så os om havde vi en færge der sejlede hjemad. Hjem mod sommerfesten og Horsens, men det er en anden historie...

*Toikettet blev flyttet tilbage til deres forhave da vi vidste de var ude at rejse, og så blev det fyldt op med murbrokker og muldjord, samt gule og røde blomster, det hele blev omviklet en lyskæde, som blev sluttet til deres kontakt i gården via en forlængerledning. Heldigvis var det mørkt da de kom hjem og så det hele i sin herlighed!

Havefest!!!

Jeg glæder mig allerede...Sådan en periode med uafbrudt solskin, 30 grader i gårdhaven, Bob Marley på anlægget og en formiddag med festforberedelse giver flashback og forventninger.

Teltene kom for 14 dage siden og jeg har lige lavet en bålplads. Guitar-Bohemen er ved at booke sit band... aj aj aj!



PS. SHM's æstetik er helt off i denne sammenhæng: Hun kan ikke lide lyskæder - Jeg er vild med kulørte lamper;-D

DIY - kom i gang!

Overblikket var i FAKTA og handle, og hvad ser man der? En skinkecoulotte! Og den så god ud. Den kunne dog godt optimeres, og det er hermed gjort:


Overblikkets Gode Gris


Et reelt stykke svinekød (mindst 1 kg)
Krydderurter
Hvidløg
Olivenolie
Balsamico eller Hvidvinseddikke
Salt og peber
kødnåle eller grillspyd
og en masse småting jeg sikkert kommer i tanke om undervejs...


Først laves en hjemmelavet pesto. Min i dag bestod af uforskammet meget basilikum, en pæn stor del mynte, lidt salvie og en velvoksen håndfuld rosmarin.




Her kommer et billede af junglen af urter, når der igen er batteri på SHM's kamera. Det løb nemlig tør for strøm, og hun gik baglæns i bro, da hun så jeg ville fotografere et stykke kød med hendes 'baby'!






Alt det hakkede jeg småt og fint. Tilsatte olivenolie og hvidløg, sammen med en smule revet parmasanost (havde ingen piccorino).




Salt og peber - mere hak og et lille skvæt, ja rødvin havde været at foretrække, men nu havde vi lige åbnet en flaske mousserende Muscato, så det røg i sammen med et skvæt af en Crema di Balsamico Bianco, som er en meget drøj gang hvidvinseddikke.



Så langt så godt, men hvad med grisen tænker du sikkert?



Jo, den røg på brædtet bagefter, og kom af med tøjet (lidt fræk gris på gaflen skal man have i weekenden).

Nå men sværen løsnedes og skinken var blotlagt. Herefter fik den to pænt dybe stiksår.



Den kvikke læser har sikkert gennemskuet at min indsats ikke skyldes et sadistisk forhold til grise, men at der er en mening med galskaben. Og den kommer nu:

Men jvf. kostråd hos Frk. Fryd aka Maria, så skal der mere i pyramiden for at værket er komplet. Vi lægger den på 'en seng' af kartofler, kvarte løg og og hvidløg, sovset ind i olivenolie, balsamico, salt og peber og vand. Et par timer i ovnen ved 100-110 grader og så er det tid til at grille svinet! Mmmm!

Og brug endelig aldrig fint salt! Groft salt i mad og fint salt i bad! Det er reglen!

PS. Sidder der nogle inde på en opskrift på fabelagtigt tilbehør, bestående af grønne asparges, ruccola, agurk og springløg, så feel free til at inspirere...

Den sværeste...

Min lillebrors bedste ven, Rasmus døde som et lyn fra en klar himmel. Det er snart tre år siden. Han faldt om på fodboldbanen til den sidste træning (!) inden han havde besluttet at lægge livet som professionel fodboldspiller bag sig og hellige sig familien. Begravelsen var for meget. Kirken var fyldt (og langt udenfor var der også mennesker, det blev vurderet til 500) med hulkende unge mennesker og blomster (selvom moderen i medier og andet havde frabedt sig blomster til begravelsen).

Da min lillebror holdt tale i kirken og iøvrigt fik nævnt det som alle vidste; at den i kisten skulle have været gift i samme kirke en måned senere og min lillebror skulle have været forlover, blev det for meget selv for mig. Den meningsløshed der kunne skæres i lårtykke skiver; Det hele var forkert, mennesker først i 20'erne skal ikke begrave deres venner. Den lille dreng de havde sammen skulle ikke mangle sin far. Lise som havde siddet og planlagt bryllup skulle ikke sidde deroppe i sort og mangle sin mand. Min mors venninde stod og holdt tale over sin søns kiste. Hvad fanden var det lige der foregik?

Da Rasmus lillebror holdt tale i kirken, mens han græd og jamrede, var der ingen der sad og undrede sig over hans tilstand. Alle kunne mærke det indeni. Talen handlede om alle de gode ting Rasmus havde gjort og alt det han manglede at få oplevet.

Ved siden af mig stod min bedste ven, Anders, som selvfølgelig havde taget fri så vi kunne være der sammen. Vi havde jo kendt Rasmus næsten lige så længe som min bror. Tævet dem i fodbold i gården, indtil de blev for gode.
Omkring os sad Mohammed Zidan, Martin Albrechtsen, Peter Løvenkrands, Jan Michaelsen og andre af de virkelig store stjerner fra Europæisk topfodbold. Den dag var det ikke vigtigt at de var stjerner. Det der var værd at bemærke, var at de havde sat en ellers ustoppelig verden i stå, var rejst hjem fra deres eller stramme program i en egoistisk verden. For at være der, selvom det var mange år siden de sidst havde spillet på hold med Rasmus. For han var en atypisk fodboldspiller, ligeså meget som han var en atypisk personlighed udenfor banen. Han var nemlig overempatisk i en ellers kynisk og egocentreret verden. Han var principfast og en god kammerat. Ingen kunne beskylde Rasmus for urent spil og Rasmus bakkede altid sagen op. Det blev både bemærket mens man spillede sammen, men altså også længe efter, af personligheder som ellers ikke lige var kendt for bløde værdier.

Præsten holdt en god prædiken til en totalt upassende lejlighed. Pointen var at de efterladte havde brug for Rasmus-historier.

Gennem hovedet for to episoder, den ene hvor Anders og jeg saboterede en teltovernatning for Rasmus og min lillebror, ved at kaste grus på deres telt, vande det med vandslange og støvsuge det med en håndstøvsuger kl. 4 om morgenen. Til sidst trak vi pløkkerne op og væltede hele teltet. Vi var nok bare misundelige, men da "spejderne" rasende fik viklet sig ud af det møgbeskidte, drivvåde telt, inviterede vi dem ind til Anders, hvor vi så en af hans stedfars pornofilm og gav en øl... De var nok 11-12-13 år dengang, Anders og jeg tre år ældre.
Den anden episode var da Rasmus og min bror var helt nye venner. Rasmus var på besøg, og gennem de papirtynde vægge kunne man så høre:
(Lillebror) Hvad skal vi lave?
(Rasmus) Det ved jeg ikke?
(Lillebror) Det ved jeg heller ikke!
(Rasmus) Skal vi så ikke bare drille din storebror?
Den lille flab! Han lignede en lille engel, men da han var dreng havde han også en lille djævel indeni. Den samme djævel der fik ham til at overtale min lillebror til at de plukke blomster i folks haver og ringede på døæren og spurgte om de ville købe en buket! Jojo, den er god nok - køb dine egne blomster billigt!

Jeg husker da Rasmus var 12-13 år år kørt med sine mindre søskende på børnesædet på cyklen, fordi han hentede dem i institutionen. Hans mor siger det ikke passer, men jeg ved jeg har ret! Min indre nethinde lyver ikke, og det gjorde han fanme!

Jeg lovede Rasmus mor, at skrive nogle af de her ting. Men jeg har aldrig fået det gjort. Måske er jeg først klar til det nu? De sidste par måneder har jeg mødt Rasmus mindre brødre et par gange. De er et hovede højere end mig og den ene købte bajere på tanken. Måske er det det der satte tankerne igang igen. Nu er jeg startet!

Kvinder med meninger...

Jeg synes ikke holdningsløse kvinder er særligt interessante, måske netop denne unge dame er en jeg tænder totalt på...

Hurra - der var jeg!

Jeg har fundet mig selv - igen!

SHM kiggede på mig i forgårs og sagde: De her stuer er bare umulige at møblere... Man skulle vælte væggen i mellem dem, og købe nogle nye møbler.
Hun havde et drømmende glimt i øjet, og projektets omfang, i både tid og økonomi gjorde at hun ikke lød alvorlig.

- Kom vi går en tur i 'genneren' og ser om vi kan finde lidt sjove møbler og lamper, som passer herind til en billig penge, sagde jeg trøstende.
Hun livede helt op, og endnu mere da vi med Kridt-Iglen i klapvognen trillede ind hos Kirkens Korshær. Vi fandt to lampeskærme, tre fatninger, en stofledning og lidt plastdimser, som gamlingen ville lade os få for 50 kr. Men pludselig rykke SHM mig i ærmet...
- Se, hviskede hun
- Der er det, hvor er det flot!
Der stod et sofabord, som hun bare måtte have.
- Du får det, hvis jeg får lov at vælte væggen, jokede jeg
- OK it a deal! sagde hun med julelys i øjnene.

Efter lang tids dvale, fandt jeg stærkmandstøjet i kælderen, lånte et brækjern og en trailer af naboen, fik den anden nabo der er bygningskontruktør til at bakke min:
- Den går på samme led som spærene, så den er vist ikke bærende, påstand op.
- Det tager 4 timer, skat! sagde jeg med et smil og begyndte at pakke møbler sammen.
- Men så skal man jo altid gange med pi! grinede hun.

Her halvandet døgn senere er vi ved at være på plads igen, og hold kæft hvor var det fedt! Fedt at brække i brædder og sten, fedt at køre på genbrugspladsen, fedt at feje fortorv og vaske bil bagefter... Sorry, jeg elsker 'hjemmesløjd'!

PS. Stuen blev da også fed!