Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jul. Vis alle opslag

fredag den 16. december 2011

The Picture

Hvad skal man give sine svigerforældre i julegave, når man holder jul sammen for første gang? I mit tilfælde endda både med Svigermor, Byggemand Blues og svigerfar...

Tjah, det var egentlig rimelig let at finde ud af, for på jobbet var fotografen forbi med sin krudtblitz og sin lysbilledekasse. Her kunne vi, gratis, få lavet et kontrafej, såfremt vi manglede et pasbillede eller blot ønskede at begave vores familie og venner med et portræt.

Selv er jeg i den heldige situation, at jeg har barsel til gode, som afholdes i maj, og hvem ved hvad kassebeholdningen står på der? Så muligvis skal vi en tur over grænsen, såfremt efterlønskronerne rækker til en minibus til børneflokken, og så var det at jeg tænkte at jeg nok skal forny mit pas. Derfor kunne jeg lige så godt udnytte den flotte firmagestus og spare karikaturtegneren for at lave en fantomtegning til kurerbrevet.

Altså troppede jeg op i festsalen og bestilte pasfotos hos illuministen. Men hvad fik jeg? De forkerte billeder, hvor jeg smiler bøvet, og aldrig ville kunne komme ind i fremmede stater. Så hvad kunne de bruges til?
 Ja, f.eks. til gaver til svigerforældrene. Svigerfar er meget fotointeresseret, og har nok set det meste, hvad angår fremkaldeteknink, blænde, lukketid mm. men tror I nogensinde han har set en ramme i 3D?


Byggemand Blues får et standard portræt, dog i guldramme, som han kan have på kontoret eller i bilen. Svigermor er gået helt i selvsving over Absalon, som hun konstant pludrer med (Hej Mormors Guldklump, hvordan har du det, Mormors Guldklump? osv.)
Det bliver nu forsøgt udjævnet, når svigermor får en gave 'Fra Svigermors Guldklump', dog i sølvramme.


Skal I lige se 'den ægte Guldklump' prøve nytårsdresset?

torsdag den 1. december 2011

Do They Know It's X-mas?

Özlem er vist lidt naiv, i måden at få sit budskab på dagsordenen, Joakim er vist en ubehagelig idiot? Fy for pokker, om jeg lægger noget i hans sokker!

Men det som julen bliver eksponent for er snakken om hvor meget folk skal hjælpes og hvor meget de bør presses. Når Joakim siger, at de godt kunne klare sig for mindre, så må jeg jo kigge på min egen bankbog, og konstatere, at det kunne jeg jo også. Når han siger at det skal kunne betale sig at arbejde, så må jeg give ham ret.
Men hvad med dem som er på lave ydelser uden at kunne 'tage'* et arbejde, fordi der ikke er arbejde at 'tage'? Bliver der mere arbejde at 'tage', hvis deres ydelse sættes ned?

Jeg synes det er for sløjt, når der er manuelle opgaver der sejler, samtidig med at folk sidder på deres røv og kræver ind, men det er i mine øjne et spørgsmål om organisering. Jeg synes ikke ydelserne skal ned, men jeg går ind for at hæve kravene til modydelser, så Joakim får noget for sine penge!

Lokalt, så er pakkekalenderen aflyst. Hvert år plejer jeg at købe 24 små pakker, og så er der 8 pakker til hvert barn, men i år er blev det til vinterstøvler, vanter, huer, T-shirts, trøjer og en ny dyne til hver af ungerne. Jeg er nemlig en tilbudshaj, på den målrettede måde. Jeg har reklamer nej tak, men jeg surfer på nettet efter det jeg synes jeg mangler, og så er det med at slå til.
 Det bedste tilbud var på dynerne. 3 stk 90% andedunsdyner, før 3897,- nu 900,-! Slam!! Derfor er adventsgaven stor i år, og afløser kalendergaverne.


På den måde kan jeg godt følge Søren Pind og Joakim, når de påpeger at nogle af de eksempler der fremdrages også ser ud til at leve et forkælet liv med forkerte prioriteter, som f.eks. Fattig-Carina der bruger 500,- om måneden på cigaretter og 287,- på hundemad. Det er mere end 9000,- om året. Måske hun skulle indse, at hun ikke har råd til hund? (eller som Joakim måske ville sige; At VI ikke har lyst til at betale for hendes hund) Eller at hun bør ryge mindre? At brokke sig over at der ikke er til vintertøj til hendes dreng virker i hvertfald lidt malplaceret... Jeg fandt en vinterjakke til 349,- til Kridt-Iglen i Bilka forleden. Den var så sat ned til 150,- da jeg kom til kassen...

*Det provokerer mig at snakke om arbejde som noget man samler op! Det meste kræver en uddannelse, erfaring, at man ikke er for gammel, og at man ikke har små børn. Hvad med dem der ikke falder inden for den gruppe?

tirsdag den 14. december 2010

Julen... grim? Det tror jeg nok!!!

Vi har nu haft pynt, træ, tæpper, puder, julemotorcykler (oh yes) fremme i et par uger. Ingen af os tager særlig højtideligt at julen er en æstetisk nydelse... her nærmer det sig en estisk nydelse, bling med et strejf af plast. Men vi er heldigvis begge sarkastisk afslappede mht. jule og smukhedsfaktor.

Så er det øjet falder på træt. Der står det, på tredje uge, tørt og gulligt, med alskens glas, plast og porcelæn drysset ud over sig.

Vi bekræfter hinanden i, at ambitionen om en æstetisk jul i farvetema eller andet, er et håbløst og umuligt projekt, som udelukkende skaber falske forhåbninger om succes.
Tanken i sig selv om at mishandle et træ, der ikke engang er voksent, fjerne det fra sine rødder og opvækst, slæbe lortet ind i stuen, garnere det med krystaller og designerhejs, og så bilde sig selv ind, at med en model af et himmellegme på toppen, har jeg fuldendt træet, optimeret det om man vil, nærmer sig et dendropædofilistisk fatamogana af selvbedrag.
Nej du har ej! Træet ville hellere vokse derude, end at stå og tørre med det skrammel på sig man ikke kan holde ud at se på resten af året. Faktisk håner vi træet, men sangen ville lyde anderledes hvis den var mere ærlig: "Først skal træet hugges ned (for det skal det jo først), så skal det pines, siden ydmyges med skrammel", men det er unægtelig meget Jesus-agtigt!

Hvad mon træet ville tænke: "Every. Fuckin. X-mas!" eller "Ser jeg fed ud med de her kugler?" eller "Lametta er bare so last year!"

Ho Ho Ho Merry X-mas

onsdag den 1. december 2010

Pas på med glöggen

Så er det julemandens proudest moment, men jeg samler lige et par eksemplar på what not to do, bemærk f.eks. hvordan Santa forsøger at forhindre politibilen i at indhente ham, ved at dumpe gaver ud af sideruden!



Den gode, gamle bamsefar virkede en anelse besoffen. Han er åbenbart en tørstig gammel støder, som ved hvor truget står, og hvordan man bunder en øl eller to. Og med alt det der kommer ind, er der jo også noget der skal ud!



Det er åbenbart bare juletravlheden der er lidt for meget for nissefar, men derfor er det nok også meget godt at julen ikke varer helt til påske. Der er nemlig brug for restitution. Og til jer der undrer jer over hvor Julemanden er om sommeren... Han er da på Sunny Beach!


tirsdag den 30. november 2010

Så er det snart december


Så sker det snart. Julemåneden starter. Børnene kommer hjem, og det er hvidt, hvidt, hvidt!

lørdag den 27. november 2010

Så er det næsten jul!

I går aftes var der helt hvidt i haven...
I morges var der tykt af snedække. Nu venter skovl, kost og salt... Godt jeg kun har 8 meter fortorv!

mandag den 29. december 2008

Åh jo, jeg glemte jo næsten...

At fortælle om julen 'på den gamel præstegård'

Det har faktisk været en god jul. Jeg er næsten rask igen, vi har julet med min familie og holdt jul med SHM's bonusmor, hendes datter og Guitar-bohemen, som lakonisk udtalte kl. 02.15 på terassen med en smøg: "Det er helt underligt med en jul uden drama..."
Deres far, min svigerfar døde i marts, og selvom han er både elsket og savnet, er der nogle ting der er gået over i anekdoternes evige jagtmarker, som den jul hvor han gik sur i seng kl. 21 fordi han ikke fik ret i en diskussion, eller dengang han gik i seng med ordene: "I skal bare hygge jer og drikke alt det i orker", for næste dag at få et føl på tværs over at alle øl var drukket!

Men julens absolutte mellemøstforhandlinger var julefrokosten 2. juledag, eller var det 3. juledag? hos DKV (læs andensteds om planlægningen af datoer).

Nå, min vi kommer kl. fem, blev altså til at DKV ringede 1. juledag og sagde: "Vi regner med at maden står på bordet kl. to!" Vi kommer kl. to svigermor... Godt så.
Kl. to kom vi til et veldækket bord, tilstede var DKV, Mont Blanc, Mont Blancs gamle far, SSS, Klippen og deres tvillinger på ca. to. Det var både lækkert og hyggeligt, og detaljerne skal jeg ikke kede jer med, men vi fik både sunget, spist, drukket og pakket ud. Der var lutter gode gaver, inkl. en filtet hat til SSS fra DKV. SHM og jeg morede os med at hype den:
"Det er bare så meget dig!", sagde SHM og blinkede til mig.
"Den ER smuk", supplerede jeg
"Den fremhæver dine øjne på en helt ny måde", overtog SHM
"Yeah!", kvitterede jeg
Mens SSS snoede sig for at undgå at skulle fjerne byttemærket. Jeg betragtede det som en stille, barnlig 'hævn' over alle de gange DKV har tvunget aflagt tøj ned over SHM og SSS har overøst det med komplimenter, så hun selv slap for at at overtage det.
"Jeg ved ikke rigtig, jeg synes bare det ligner noget jeg gik med i 90'erne" forsøgte hun sig.
"Præcis, det er retro, du ser meget yngre ud - og smukkere", råbte jeg fra en lænestol med en øl i hånden og et grin på læben...

Nå men byttemærket kom ikke af, og dag blev til aften, børn blev til sovende klumper og voksne blev fulde... Det lyder altsammen som en normal efterjuleaften. SSS stemplede ud, Mont Blancs far blev lagt i seng og DKV begyndte at drømme om sin runde fødselsdag til september.
"Da jeg fyldte 50 var der nøgenbadning"
"Du er vist blevet lidt rundere, så der er vist ikke nok vand i søen nu", forsøgte Mont Blanc sig.
"Jeg kunne godt tænke mig at der var musik, gøglere, tjenere, mere end 120 mennesker og at alle havde en ret med de selv kunne..."
Her stemplede jeg lidt ud, da planlægningen at dato for julearrangement over 14 dage krævede 3-4 radikale ændringer, hvorfor planlægning af en fødselsdag om 10 måneder synes totalt uoverskuelig.
Klippen derimod var lige vågnet af sin dvale (SSS var gået til køjs), så han hældte øl i halsen, forklarede meget direkte DKV at hun alligevel ville nå at lave det hele om mindst 30 gange (mens jeg krummede tæer over at han sagde hvad jeg tænkte).

Jeg gik i seng, det samme gjorde SHM. en halv time efter at vi sov, blev vi vækket af et ordentligt brag (troede det var et jordskælv), der viste sig at være Klippen. DKV havde advaret ham mod trappen.
"Den er frygtelig stejl, Mont Blancs far faldt på den igår, tror du ikke vi skal hjælpe dig ned?"
Men klippen var fuld (også af selvtillid) så han gik i knæ i køkkenet, stemte begge håndflader mod gulvet og satte af med samlede ben, hvorefter han hoppede rundt om køkkenbordet som en frø på ca. 75 kg.
"Nu skal jeg vise dig hvordan man klarer den, svigermor!" var det sidste hun hørte ham sige inden han frø-hoppede 6 trin ned af den stejle kældertrappe i en stor potteplante. I kælderen som SSS, tvillingerne, SHM, undertegnede og vores tre børn.
"Det er bare klippen" mumlede SHM og vendte sig om.
"Nå ja", tænkte jeg og sov videre.



SSS havde lidt svært ved at få ham lagt til ro, og prøvede forskellige løsninger, men det virkede som om hun endelig fandt en der fungerede...

Dagen efter var SSS, Klippen og tvillingerne kørt hjem da vi vågnede. Men som Mont Blanc sagde: "Klippen lignede ikke en der var vant til at pakke bil"

Det var så den jul - Nåh jo Kridt-Iglen fik også skoldkopper i julegave af tvillingerne. Tak for det, så slipper vi for at blive hjemme fra arbejde med sygt barn en anden gang, men kan få det overstået i ferien:-)

God Jul

onsdag den 24. december 2008

Jeg troede man blev klogere med alderen?

Så er det jul i Jylland igen. Traditionen tro er jeg snotforkølet og mat i sokkerne. Det er som det plejer. Jeg har hovedpine, to køkkenruller i hvert næsebor og et sløjt søvnmønster. Normalt er det bare et udtryk for at frisk landluft åbenbart er usundt, men i år er der enter mere åbentlyse eller mystiske forklaringer bag:

Den mystiske først; Jeg har boet i Jylland i 11½ måned nu, og stort set ikke været syg. Jeg har holdt jul 7-8 gange i Jylland, hvor jeg hver eneste gang har haft feber, ondt i halsen og hostet d. 24. december. Er de jydske nisser racister? Er det et komplot af fordærvet glögg-mix, staldvoodoo og alm. fremmedhad?

Den åbentlyse; Vi havde firmajulefrokost d. 22. december i et forsamlingshus langt ude på landet. Der var gratis fed mad, gratis øl, vin & sprut og gratis smøger. Når man så æder for 1½ måned og skyller det ned med usundt på usundt, samt er klædt på i upraktisk (skjorteærmer er ikke vintertøj!) og er mere ude end inde, krydrer det med sær dans og søvnunderskud, og vågner op, dårligere end dengang man var 18, ja så er det jeg konkluderer at man vist ikke bliver klogere med alderen, bare ældre!

God Jul til alle

PS. Man bliver ældre med alderen...hmm det er sgu da til at forstå, men hvis jeg ved det nu, og ikke vidste det før, er jeg så også blevet klogere med alderen? Arh fuck det, jeg tror jeg skal finde køkkenrullen...

tirsdag den 9. december 2008

Svigerfamilie... Hvad gør jeg?

Hvad gør I?

Julen står for døren, og kalenderbingo skal spilles. Hvem er med hvem hvonår?

Vi holder jul med SHM's bror, Guitar-Bohemen. Hans mor og søster kommer med, det er en sammenbragt flok, da SHM's nu afdøde far nåede at være gift tre gange. Travl mand!

Mine forældre + min bror, Teknokraten* m. familie ser vi før jul.

Så den store joker i kabalen er SHM's mor, Det Kære Væsen & kæresten; Mont Blanc, SHM's søster, Solo SynkronSvømmeren & manden; Klippen og børn. Mont Blanc og Klippen er væsensbeslægtede. De er ninja-agtigt rolige uanset hvilket stormvejr de sidder midt i. Oftest følger de alle ændringer og udsving med en stoisk ro. Jeg er fuld af beundring. I den sammenligning er jeg en tøs; jeg er vanskelig, diskussionslysten og undrende når jeg synes der er dobbelte standarder eller planer bliver ændret.

I dag var der så for-julemiddag hos Svigermor. Ikke gaver, glögg og alt det der, men bare sidste runde af planlægningen.

Jeg ved ikke hvordan i har det med jeres DKV, men jeg har kendt min længe... 15 år cirka, så nu forstår jeg hvad hun mener, bilder jeg mig ind.
- Nu skal I bare spise noget frugt, ellers kan I ikke spise noget til maden!
Det betyder "Der er ikke noget kage, slik, konfekt før maden", og sådan nogle koder er der masser af, f.eks. når hun taler for Mont Blanc:
- Mont Blanc synes det var underligt at vi ikke var med til julefrokosten i sidste weekend!
Det betyder "Jeg ville gerne være med når I ses".

Dette DKV-kodesporg kan nogengange gøre det svært at planlægge. Som den dag vi var til middag hos dem sammen med SSS & Klippen, og DKV pludselig siger ud i lokalet:
- Mont Blanc vil høre om SHM og SSS vil med til koncert på søndag, vi har købt billetterne?
Hvad siger man så?
- Nej, jeg havde ikke forestillet mig at skulle være alene hjemme med 3 krapyler på søndag, mine weekender er små oaser for mig for tiden, og SHM er sgu rigeligt i underskud for søvn i forvejen!
Nej vel? Specielt ikke når SHM bliver begejstret på stedet. Hvem vil være joy-killer?
- Det lyder da bare fedt, det skal I da gøre, siger min mund.

Jeg har vendt situationen i hovedet, og selvfølgelig er det et udtryk for næstekærlighed og opmærksomhed der er årsagen til invitationen, men sagt ud i lokalet hvor alle dem der skal med synes det er fantastisk, bliver jeg alligevel gidslet lidt til at mene det 'rigtige'.

Vores foreløbige aftale for julen var nemlig, en gang i november, løseligt blevet aftalt til at være:
Ikke 1. juledag, d. 25. december (alle var enige om at tømmermænd og søvnunderskud skulle have fred den dag, SSS's klarsyn slog til)
Ikke 2. juledag, d. 26. december (SSS havde et venindearrangement, der havde absolut førsteprioritet, af grunde vi sagtens kunne forstå - og DKV's ønske var at vi var sammen en hel dag. SSS ville gerne åbne for muligheden at alle blev og sov, så vi kunne fulde os og ingen skulle køre. Alle var for denne betragtning)
Men så 3. juledag, d. 27. december da. Den tager vi.

Men så nemt skulle det ikke gå, for DKV havde lige en 'trumf' i ærmet sidste gang vi drøftede planerne.
- Er I sikre på at det passer jer med d. 27.?
Det betyder: "Jeg har noget andet jeg gerne vil d. 27."
Det viste sig, at hendes søskende havde aftalt at mødes den dag, så derfor ville de gerne kunne køre til København senere den dag.
SSS kom med en Salomonisk løsning der virkede fornuftig: Hvad med d. 26. december om aftenen, sove til d. 27. og så hjem efter frokost?
Det passede alle. Dengang. Men så var det at jeg så en annoncen for en koncert SHM og jeg havde snakket om at tage Guitar-Bohemen med til... Det var d. 26. om aftenen!

I aften prøvede jeg så at se om reglerne for at bøje aftaler gælder for alle.
- SHM er blevet inviteret til koncert d. 26. december... hvor fast er den aftale?
Men de kender ikke mit kodesprog, eller også er det som når jeg snakker parlør-italiensk, og kalder maden på restauranten for "Bil-lys" når jeg mener "Blændende", og tjeneren griner uforstående af mig!

Aftalen var meget fast, så Guitar-Boheme... Du må vente til en anden gang, når der ikke er planer, eller krydse fingre for at jeg får et sprogkursus i 'svigersk' i julegave:-)

*Min lillebror er uniuddannet ingeniør, altså bedre/mere prestigeuddannet end mig, og i hvert fald højere lønnet. Da der kun er 3½ år mellem os, har konkurrence altid præget vores forhold, i en positiv, drillende tone, så jeg tør godt kalde ham Teknokrat. Der ligger intet andet end misundelse i det :-)

lørdag den 6. december 2008

Den utopiske jul


Næste år holder vi jul i Sverige - på ski!

Sådan har SHM og jeg sagt mange gange til hinanden, når vi står omkring 20. december og al logistik minder om den sovjetiske planøkonomi. Vores rejseaktivitet er naturligvis høj, da vi har familie i både vestjylland, østjylland og København. Indtil for nylig boede vi selv på Falster.
De kære mennesker kan jo ikke gøre for at de alle bor langt væk fra os. Der ligger bare en forventning om at børnene kommer hjem til jul.

Men hvor er er det nu hjem det er, når SHM's forældre er skilt, mine forældre er skilt og jeg stadig har tre nulevende bedsteforældre?

Derfor tanken om at droppe julen; gaverne reduceres til at være rejsen, opholdet, skilejen og liftkort. Så tager vi en uge i sne, frisk luft og hinandens selskab. I år var vi tættere på end nogensinde, men det krævede liiiige at vi fik solgt et hus... Måske har vi i virkeligheden aldrig været længere væk fra at det var realistisk?
Men næste år... Der er vi bortrejst i julen!

søndag den 30. november 2008

Pakkekalenderen frem


Så er det jul. Den hæsligste tid på året - økonomisk. Det er som om der er 13 måneder i året, da december altid bliver dobbelt så dyr, nærmest uanset hvad vi beslutter. Sexy-Home-Mom har besluttet at julen i år skal være usmagelig. Ikke i julefarver, men i bolsjefarver, pastel, bomuld og visneblade... Sidste år var det glas og klart, der skulle den være stilfuld.


Jeg er en dinosaur. Julen er rød, grøn og guld. Den er klassisk, simpel og helst gratis. Pakkekalender f.eks. ungerne skal da have en pakkekalender, også selvom vi ikke har råd! Vi har jo to huse, kun 1½ job og ingen tid og penge. Men jeg var heldig - jeg fandt en snor i netto med et tog (Hvad faen har tog med jul at gøre?) i hver ende og 24 klemmer på, til 24 små papirsposer. Tilpas små til at gaverne ikke vælter budgettet!


Jeg lover SHM at pakkekalenderen ikke vil blive dyr; de får 8 gaver hver a en 10'er stykket. Det kan altså gøres for 240,- Allerede her ved jeg at jeg lyver. Kalenderen kostede jo også 49 kr. men den købte jeg for 14 dage siden, så det tæller vel ikke med. Jeg har også set adventsgaver til dem hver til ca. 50, så vi er igang med at skyde begge fødder af allerede nu. Kridt-Iglen får en lyskæde til værelset, Bolddrengen en sodukomaskine, der var sat ned fra 200 til 49, og Guitarfænomenet skal da have CD'en med soundtracket fra Tenacious D - The pick of destiny!


Julen koster penge - koster mange penge!