Jeg er blevet syg.
Igen?!? Tænker jeg, hva fanden sker der lige?
Denne vinter/forår har budt på mere sygdom end nogensinde før (eller også skulle jeg sige: end længe). Sidst jeg oplevede at have meget sygdom, var mit 3. år som lærer, hvor jeg sygemeldte mig oftere og oftere, dog var sygdommen ikke den primære forklaring.
Jeg var stresset og presset, fordi en far i min klasse gennem 2 1/2 år havde kørt hetz på mig og min undervisning. Det burde man måske kunne håndtere, men denne her far var skoleleder på en eliteskole, så han havde alle kort på hånden til at udøve fejlfinding...
Nå, det var et sidespor.
Denne vinter har jeg også døjet med sygdom, men i år har det været 'rigtig' sygdom, men hvorfor så det?
Jeg ved det ikke med sikkerhed, men hvis jeg leder efter et mønster, så kan jeg se at mine sygedage kommer umiddelbart efter en stresset periode. Denne vinter har budt på megen stress. En skilsmisse, et økonomisk morads, en forelskelse og et tilhørende søvnunderskud.
Da jeg blev skilt, var der flere ting at skulle forholde sig til. Børnene var selvfølgelig omdrejningspunkt, da deres proces var utrolig vigtig. Men samtidig var forholdet til hende jeg ikke længere skulle 'være i forhold med' vigtigt. Det var vigtigt at vi fik lavet nogle gode løsninger mht. børn, bolig, penge og omgivelser. Det var utrolig hårdt, for når man går fra hinanden er der også en masse af de småting, som man før bed i sig, som pludselig popper op til overfladen, og selvom vi begge har gjort os umage, og i det store hele har klaret det flot, så er det anderledes at have et 'ikke forhold', nu med børn.
For mig var en del af balancegangen også at jeg ikke ville såre hende, selvom det jo ikke kan undgås, når man ikke længere ønsker at være gift. Derfor var min vinter en ret skizofren oplevelse, fordi jeg faktisk var lykkelig. Jeg var lettet, lykkelig og forelsket, men for en stor del af tiden var jeg nødt til at gemme den del lidt væk. Omgivelserne var naturligvis temmelig opmærksomme. Mange var nysgerrige efter hvorfor? En del af dem brugte deres bekymring for børnene som indgangsvinkel til at fortælle mig hvor vigtigt det var at 'vi nu kom ordentligt ud af det med hinanden, om ikke andet så for børnenes skyld'*. Jeg kan forestille mig at det er svært at være tæt på en skilsmisse, og det ikke er til at finde 'det rigtige' at sige, men det bliver altså papegøjeagtigt i tre måneder at skulle lægge øre til folks velmenende råd.
Nu er det jo ikke noget jeg regner med at skulle igen, men hvis jeg havde haft lidt mere overskud dengang, havde jeg sagt fra overfor folks interesse og bekymringer, og lukket debatten med: "Bare rolig, det har vi styr på".
I stedet skulle man forklare (igen og igen) hvordan vi løste tingene og hvordan vi havde det (åh jo, mange spurgte mig hvordan hun havde det - og omvendt, i stedet for selv at spørge dem). Det udviklede sig til at jeg til sidst næsten på minuttet kan sige hvor lang tid en skilmisseudredning tager. 20 minutter til venner, 30-40 minutter til familie og 2-3 dage til min mor (hehe - vi minder om hinanden og kan virkelig tale).
I hvertfald var det en balancegang at lægge ansigtet i de rette folder, når henholdvis børn, eks, venner eller familie viste deres omsorg og nærvær. Jeg tror også det ville have været underligt hvis ingen havde spurgt.
Mirakuløst nok er vi kommet igennem at blive skilt uden mudderkastning. Vi har, så vidt jeg ved, kunnet nøjes med at give omgivelserne overordnede forklaringer, og jeg synes vi kan se os selv og hinanden i øjnene og sige "tak for kampen".
Efterdønningerne fra en skilsmisse er dog monumentale, ikke mindst økonomisk. Huset blev købt i 2008 og var faldet ca. 200.000 i værdi, så teknisk var vi insolvente. Det betød at selv hvis vi ville var det ikke muligt for os at sælge huset. Indlysende nok skulle vi heller ikke bo der sammen, så da jeg var den eneste der, på papiret, måske havde råd til at bo der, så flyttede hun.
Det var mildest talt uoverskueligt at skille billån, kassekredit, boliglån og alt det der fra hinanden. At ændre fradrag fordi man pludselig betaler børnebidrag. At søge om friplads i institutionerne og børnetilskud.
Det blev kombineret med en skattegæld der pludselig dukkede op fra 2008?!? FUCK 26.000, som de gerne ville have... i går!
Siden har der været mange morsomme og mindre morsomme oplevelser med banker og 'det offentlige'. F.eks. da jeg fik rykkeropkrævelse på 5 måneders børnehavebetaling til Kridt-Iglen. De mente jeg manglede at betale ca. 6500,- som de gerne ville have med 8 dages varsel ellers blev jeg rykket i Ribers!
Når jeg kiggede på min netbank kunne jeg se at Horsens Kommune fik deres penge 1. november, 1. december, 1. januar, 1.februar og 1. marts!?!?
Deres forklaring: De havde registreret pengene som om de kom fra MUM (selvom de kom fra min konto og jeg havde gjort dem opmærksom på det), og da hun jo ikke skulle betale børnehave havde de udbetalt pengene til hende?!? Dog minus en måneds børnehavebetaling!?!?
- Undskyld må jeg tale med en voksen?!!
Forleden var der så brev fra SKAT: Vi har konstateret at du ikke afdrager på din skattegæld, hvorfor du nu er registreret i vores skyldnerkartotek over dårligebetalere! Du skal betale 6500,- (og rykke direkte i fængsel uden at passere start).
Jeg kiggede på min netbank, og selvom jeg kunne se beløbene på min netbank, var det jo ikke altid nok. Så jeg tog hen på det lokale skattekontor. Jo manden kunne se det så ud som om jeg havde orden i mit, men han kunne ikke hjælpe mig!?! Jeg skulle ringe på et nummer. Efter en time i telefonsluse, med to gange hul igennem (hvor jeg dog blev koblet af) fik jeg tredje gang at vide at det var en fejl fra deres side og jeg bare skulle se bort fra det?
Til gengæld har SKAT ikke registreret børnebidrag og kørslesfradrag for jan-marts i 2009, så de fik et modkrav i deres retning, så nu har jeg udsigt til lidt penge min vej...
Mens jeg har kæmpet med det offentlige om diverse skyldnerier, har jeg balanceret med 1 1/2 fod over afgrunden. Nordea har virkelig været en guttermand i denne nødens stund, for samtlige konti stod 'i rødt'. Jeg har hustlet mig mod 20.4. hvor børnepengene kom, og nu ser det lidt lysere ud, lyserød skulle man måske tilføje, men snart kommer der løn, og så er der igen penge til det man skal have... mad f.eks. Åh jo, jeg har virkeligt ikke haft penge til mad, så CPB har virkelig ageret bonusmor i stjernekategorien og hevet dankortet igennem i Netto igen og igen, hvilket har betydet børnene overlevede at være hos mig. Hun har endda indsmigret sig hos de pragtfulde unger ved at give en tur på Burger King i søndags.
Min gæld til CPB er dog større end økonomisk, den blev lige udbygget i går, da jeg ikke kunne andet end at ligge og ryste af feber. Så tog hun lige Bonushatten på og perlede, kokkerede og var selskabspapegøje overfor tre styks selskabelige børn i alle aldre. Det selvom jeg havde været hjemme hele dagen og hun havde været på job på trods af forkølelse og sygdomstegn.
Den første tid efter skilsmissen, havde jeg udover nævnte interesser (at sikre mig at børnene klarede det, at MUM kom 'hel' igennem, at økonomien hang sammen) også en kæmpe tidsrøver, nemlig min forelskelse i CPB. Jeg var naturligvis optaget af hende 24 timer i døgnet. Dels med at glæde mig over hende når vi var sammen, savne hende når vi ikke var, og samtidig passe mit job. Men i starten var det nærmest umuligt at dele begejstringen med nogen, fordi mange var bekymrede for mig, for børnene, for MUM og ikke rigtig kendte CPB. Derfor var det også en balancegang at dele den begejstring der var over at have fundet kærligheden.
Det var ret underligt at føle at man skulle tage hensyn til omgivelserne, tøjle sin glæde og skrue sine forventninger ned (så udenforstående ikke stod og sagde: Jaja, tag den nu lige med ro ikk?)
Jeg VAR lykkelig, jeg ER lykkelig, men forskellen på dengang og nu, er at jeg bedre og bedre føler jeg kan vedgå mig min sande tilstand. Og dermed er tingene ved at finde et leje. Børnene er kommet hele igennem (og pessimister kan sende mig en bekymringsmail på trorikkejeggiderl@sedetligenuhvordetfaktiskgaargodt.dk) de er vilde med CPB, jeg er på god fod med MUM og CPB er fortsat med at overraske på en helt vidunderlig måde, som gør mig en lille smule mere forelsket i hende hver dag og endelig har jeg fået styr på finanserne så...
NU HAR JEG TID TIL AT VÆRE SYG!
Så det har jeg så været. Faktisk for syg og usammenhængende til at skrive dette indlæg. Resten af dette indlæg er skrevet færdig i dag (27.4.)
*Jeg forstår hvad de mener, men jeg har altid været interesseret i at det skulle gå hende godt, og omvendt. Vi har løftet hinanden gennem lang tid, så omgivelsernes bekymring var måske forståelig, men også ubegrundet.
Der var drama. 
Der var poesi. 
Der var historien. Der var utrolige kraftpræstationer og der var de små øjeblikke der mejsler sig ind i nethinden så massivt som de omkringllingene bjergformationer. Der var endda et stort felt. Og selvom det udelukkende var værdige deltagere der stod på invitationslisten, så var det også klart at med datoplaceringen i den varmeste periode, ville der finde en skånselsløs udskilning sted.
NIARN droppede jeg. Jeg gad ikke se endnu en gal, forsmået nordjyde stå og vrænge over. De har et seriøst kompleks overfor København deroppe... Alle bare semi-lokale starter deres koncerter med at proklamere hvor glade de er for at være tilbage, og undskylder at de måtte bo i København en tid... Mig bekendt er der ingen der tvinger dem?? 
