I smell a rat, Baby

Jeg har lige bygget mig et køkken. No shit, hvis du har læst på min blog, så kan det ikke gå ubemærket hen. Nå, men det mest interessante ved mit nye køkken lige nu, er at gassen er koblet til, og det er fanme en fornøjelse at lave mad på.

Men lige når man tænder for gassen, og komfuret gnistrer, så kommer der en stor flamme, og der, i et kort sekund 'lugter' der ualmindeligt meget af gas. Det er sjovt, for selvom jeg ved at gas egentlig ikke er sundt at sniffe, så kan jeg tage mig selv i et kort sekund at snuse indad og nyde duften af gas?!? WTF?

Om det er fordi det minder mig om min barndom, hvor mine oldeforældre havde gaskomfurer og hvor jeg forbandt besøg hos dem med forkælelse og opmærksomhed, ved jeg ikke, men sært det er det. Hvordan kan det være at skadelige stoffer, alkohol måske som det mest oplagte, kan have så stærk tiltrækning på os?

Jeg ved det ikke, men jeg ved at der er flere sundhedsskadelige stoffer som jeg finder en vis behag ved, og er nødt til at slå fornuften til for ikke at udsætte mig unødigt for. Listen er underlig, men here we go:
Kontaktlim og andre to-komponente produkter
Oliemaling
Tjære
Benzindampe
Metal (jeg ved godt det er underligt, men som barn havde jeg en pengepung, med sådan en metallukkeklips, som bare smagte af mere hvis man slikkede på den!) Jeg tror det er derfor jeg bilder mig ind at jeg forstår dem der kan fortælle de har slikket på et batteri? (Åh jo, de findes!)

Ja, jeg ved godt at det er aparte, men jeg afholder mig også fra fristelserne, omend jeg undres over at vi ikke fra naturens side finder afsky ved det usunde? Måske det så var nemmere at afstå fra pizza og cola?

Hvilke giftstoffer nyder du?

Sydhavnens stemme

Jeg har netop læst Erik Clausens bog om sig selv, skrevet af Kirsten Jacobsen som en lang enetale fra manden selv. Han snakker meget om mennesker og politik og han vedkender sig sit socialistiske ståsted på en meget ligefrem og letfordøjelig måde. Vær gavmild og hjælpsom og hav respekt for dine medmennesker og anerkend at alle repræsenterer en værdi i sig selv.

Det synes jeg er spændende...

Han fortæller meget levende om sin opvækst i Sydhavnen, hvor Gaden var den primære socialisering, hvor nøden måske nok var større, men at friheden til at træde frem også virkede mere opnåelig. Han fortæller om rockens indmarch i Danmark, om 60'erne og 70'ernes frigørelsesbevægelser, om Anker Jørgensens tid som statsminister og om 80'ernes tømmermænd. Altsammen spændende fordi det omhandler forudsætningerne for min egen opvækst; Clausen er mine forældres generation og dermed også repræsentant for deres vilkår og overvejelser, så der var en form for genkendelse i hans måde at forklare tiden tiden, samtidig med at han kan nuancere de ting jeg måske ikke vidste eller forstod.

Clausen overrasker mig. Han er i min bevidsthed først og fremmest gøgler og filmmand, men i hans erindringer fylder håndværk og billedkunst en meget større del. Gøglet var meget mere iscenesat og politisk end jeg havde tillagt det (muligvis fordi jeg ikke var så gammel dengang han turneerede?). Det var meget mere en måde at få masserne i tale og påpege de problemer som de ledende politikere ikke formåede at tage hånd om. Måske kan man sammenligne datidens socialistiske gøglere med nutidens kritiske bloggere; folk der stiller sig op på sin egen talerstol, og uden at spørge om lov siger deres mening?

Manden er bestemt en ferie værd i læsningen, og min ønskeseddel er netop blevet udviddet med alle de Clausen DVD'er der kan skaffes.

Det overraskede mig også, at manden udtalte en decideret modvilje mod ironi? Han påstår at ironi er af det onde og forhindrer at mennesker taler respektfuldt og anerkendende med hinanden... hmmm? tænkte jeg da jeg læste det; er Clausen fri for ironi?!?! Jeg mener da nok at ironien er tommetyk i de optrædender jeg har set ham med, men måske er det bare mig der ikke forstår begreberne?

Noget andet er da at manden muligvis har ret; når jeg kigger tilbage på de konflikter jeg har oplevet løbe af sporet, så må jeg erkende at jeg kan have en tendens til at blive mere skarp (sarkastisk) end det egentligt er hensigtsmæssigt. Måske jeg af denne bog lærer at holde høfligheden lidt højere, jeg bliver bare så arrig, når noget er indlysende forkert, eller hvis folk ikke vil høre (ja jeg kan næsten sidde her og hidse mig op uden grund), at jeg desværre tit bliver provokerende... åh jo, det kan forekomme.

Nåh ja... herligheden faldt jeg over i Netto til 50,- hvilket jeg nu vil betegne som lidt af et fund!

Angry-dad?

Følgende scene/replikveksling udspillede sig i forbindelse med aftensmaden:

Hold nu lige op med at løbe!

Husk at lukke døren!

Kom nu de sidste, der er mad!

Ryk ind til bordet!

Puds næsen!

Ryk ind til bordet (igen)!

Skær lige pastaen ud!

Neeej! Du får ikke ost på igen i dag, i går ville du ikke spise det med ost!

Drik lige ordentligt!

Nu skal du holde op med at tale og begynde at spise, ellers er taler du stadig, når de andre er færdige, og så er din mad kold, og så vil du ikke spise den og så...

Hold nu kæft det er hård kost at holde hus med tre børn + en veninde på besøg! Jeg var overhovedet ikke hyggelig! Ikke et eneste ord udover brok og irettesættelser kom der ud af min mund. Jeg ved det, for CPB var betænksom nok til at sige det til mig efter ungerne var gået fra bordet.

- Det er klart Frk. Fe hellere vil lege ovre hos sig selv, hvis Kridt-Iglen har sådan en sur far!

Og ja, det er da rigtigt! Problemet er bare, at jeg har ret. I hver af de bittesmå ting jeg retter på er det mig der har ret, og dem der tager fejl. Og med alle de ting der skal rettes glemmer man hyggen og det der der hedder "hvordan har din dag været?". ØV!

Men hvorfor er det så, at jeg ikke bare kan lade det fare?

Hvorfor kan jeg ikke lade dem smaske en halv meter fra bordet med gryderet i skødet?

Hvorfor er jeg ikke ligeglad med om de drikker sig mætte i sodavand og ikke spiser maden?

Hvorfor lader jeg dem ikke løbe rundt?

Hvorfor lukke jeg ikke bare selv døren efter dem?

Kan jeg ikke bare lade dem snøfte? smaske? slubre?

Jeg burde være mere large, eftergivende, rummende og tolerant, så de ikke vokser op og husker mig som et surt gammelt røvhul!

Måske er det tanken om hvordan de virker på andre, der gør at jeg gerne vil have dem til at gå/sidde/spise ordentligt, så andre synes de er rare at være sammen med?

Måske er jeg oversur/gnaven/ubehagelig, så omgivelserne tænker "Stakkels unger! De er sgu da ikke så slemme", så automatisk tager jeg bare surmandshatten på?

Folk må hellere være irriteret over mig end mine unger?

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at så længe jeg tænker for dem, så behøver de det ikke selv, og bliver dermed hjælpeløse?

Når man nu objektivt har ret, i en lille konkret sag, men forvalter sin ret så tovligt som mig, så kan man godt føle at man følger reglerne for bestik-og-sidden-til-bords, men at omgivelserne modarbejder en og griner bag ens ryg. Som her...

PS. Det er mig i midten...

Bliver du nogle gange den du ikke vil være?

Hvis telefonen ringer tre gange, så ryk ud!

Forleden var det første gang, at CPB og jeg var uenige om noget. Altså, måske ikke første gang, at vi var uenige om en eller anden småting, men her var vi stødt på et issue, som ingen af os umiddelbart var villige til at give os på. Altså, det vil sige måske var hende, der ikke ville køre med cykelhjelm villig til at køre med den, for ham der insisteredes skyld!

Men det var ikke godt nok. Hun skulle ikke bare køre med den, hun skulle ønske at køre med den. Og det endda på trods af at ham der insisterer, ikke engang selv ønsker at køre med en, men bare gør det, for at børnene ved at det SKAL man!

Ja ok, jeg kan godt selv høre det, men det ER altså rigtigt nok, at man skal være pro safety.

Jamen så "GO'NAT SKAT"

Det blev en af de der underlige aftener, som der heldigvis ikke har været før i vores forhold. Man er færdig med at diskutere, men al hygge has left the building, fordi man ikke er nået en form for konklusion/enighed.

Vi gik høfligt, men stille rundt om hinanden, og forsøgte at kickstarte weekendstemningen. Talte smalltalk om ingenting, men tænkte begge på det store usagte (og fik jeg nævnt uafklaret?).

En kuet mand?

Nå, men vi forsøgte hvad der forsøges kan. Irish coffee, slik, lorteTV, samtale, tog tilløb til et spil, men var samtidig for udmattede og trætte i hovederne. Så da vi mente vi havde gjort hvad vi kunne, blev det tid til at gå i seng.

Med samme trykkede stemning faldt vi i søvn, dog uden uvenskab eller andet. Men så var det at man troede man kunne sove fra det?

SMASK!

Jeg blev vækket af et ordentligt slag i nakken, og CPB der bare jamrede/chantede 'undskyld, undskyld, undskyld, undskyld, undskyld...'

Altså, nu har jeg jo før prøvet at få en over nakken, f.eks. i en fodboldkamp, men aldrig mens jeg sov, så jeg blev ret forskrækket, men det gjorde nu ikke særlig ondt. Vi kunne heller ikke lade være med at grine af det, for det var sgu da fejt at vente til jeg sov med 'at fortsætte diskussionen'. Hun påstod, at hun bare havde drømt om en urolig elev?!?

Kender I det, når stilheden siger det hele?

Der behøver ikke engang være lys tændt, man kan ligge med ryggen mod hinanden, men man kan fornemme 100% hvad den anden tænker?

Selvom jeg ikke kunne se hendes ansigtsudtryk, kunne jeg sagtens 'høre' hendes tanker: "Nå, hvem ville nu ønske, at han havde haft hjelm på?"

We can dance...

Føler du ligesom jeg, at du skal være rigtig fuld, for at kunne se dig selv på dansegulvet? Se her, så føler du dig ikke klodset mer...



Man griner så man får helt ondt!

Panik før lukketid

For mange år siden... ca. 2001 var jeg flyttet på landet. Det foregik sammen med min daværende kone og mine (dengang) to børn. Det var et gammelt, romantisk hus i en lille stationsby i det sydlige Danmark (der hvor det knækker). Det hele var så idyllisk og hyggeligt, men som det så ofte før er sket for mig, tager en tendens overhånd og magten fuldstændig fra mig!

I huset var der mange kvadratmeter, og underetagen indholdt udover to kamre, to værelser, en stor stue og et køkken også et kæmperum bag dobbelte døre for enden af stuen. Her opstod tanken om et herreværelse.

I kan se det for jeres indre øje; Billard, messinglamper, høje paneler i mørkt træ, rå murstensvægge ovenover, guldkontakter, stuk, loftventilator, gamle malerier, barskabe, dybe lænestole, geværer, indiske paradesabler og tigerskind.

I tror måske det er for sjov, men Fenrisulven var på rov. Jeg scannede samtlige loppemarkeder, genbrugsforretninger og garagesalg, og mit herreværelse mindede efterhånden om et levende museum.

En forårsdag i 2002 kørte jeg den lange vej, fra Nysted til Nørre Alslev, hjem fra arbejde. Solen stod højt på himlen, fuglene sang og man fristedes til at udforske det flade landskab. Kaptajnen greb rorpinden og førte den rustne Toyota ad ukendt vej ind over Lolland.

I en en lille, støvet by passerede jeg en nedslidt butik med "Antik" malet med afskallet på facaden. Om den var åben eller lukket var ikke til at afgøre, men der stod ragelse i vinduet, så kustoden vendte kareten, og parkerede.

Der var åbent. Men ingen kunder eller ejer. Kun en stor mølædt schæfer, som gloede fjendtligt på mig. Ejeren dukkede dog op bag den, i slåbrok, bare tæer i slippers, daggamle skægstubbe, fedtede hornbriller og uglet hår. Han lignede en krydsning mellem Hugh Hefner og min afdøde olderfar.

Hen var såmænd venlig nok. Jeg kunne bare kigge mig omkring, så det gjorde jeg. Da vi kun var os to, var det underligt at være helt stille, så mens jeg studerede skattene, småsludrede jeg med ham. HAn kunne fortælle masser af ting om hver genstand, og da han havde sporet sig ind på hvad jeg var på jagt efter inviterede han mig over på sit lager for at se et fantastisk spil skak.

Døren ind til lageret var låst med kraftige hængelåse, og der var mørkt og lummert derinde. Støvet hang i luften, og et skatkammer åbenbarede sig. Der var glemt guld fra alle epoker i nyere tid (efter reformationen). Billeder, lamper, askebægre, møbler. Alt i en skøn forvirring.

- Prøv at sidde i den sofa der...?

Han pegede på en lædersofa ved siden af mig.

- Sidder man ikke godt?

Det gjorde man nu ikke, men jeg var, og er stadig, et høfligt menneske.

- I sådan en sofa kan man elske!

Det syntes jeg var mere end almindelig underligt at sige, så jeg sagde bare nå, og grinede fjollet.

- Er det der sådan nogle benklæder der kan lynes af og blive til korte bukser?

Han pegede på mine bukser, og jeg svarede ja.

- Det synes jeg er meget frækt! Jeg betegner ikke mig selv som homoseksuel, jeg siger bare jeg er seksuel. Det andet kommer ikke andre ved. Hvis to mennesker har et seksuelt forhold, så rager det ikke resten af verden. Lad os sige at du og jeg havde et forhold, så kom det jo ikke din kone ved...?

I det øjeblik gik det op for mig, at vi slet ikke snakkede om de samme gode tilbud, og at det faktisk ikke var mig der var kunden!?! Forskræmt flygtede jeg ud i bilen og racede hjem til Nørre Alslev, mens jeg grinede af det surrealistiske i hele situationen. Jeg var jo bare en bleg knægt på ca. 25 år, og jeg var faktisk så pinligt berørt at jeg svor det aldrig skulle fortælles til nogen.

Kravl selv op og kig!

Tre tosser er ude og gå en tur. De kommer til et træ (i nogen variationer en flagstang), hvor der i toppen sidder et skilt. De bliver nysgerrige efter hvad der står på skiltet, og den ene af dem kravler op for at læse det. Da han kommer ned er de to andre ved at gå til af spænding.

"Hvad stod der på skiltet?"

Klatretossen svarer "Kravl selv op og kig"

Den næste tosse kravler op, og da han kommer ned er den sidste tosse ved at revne af nysgerrighed.

"Hvad stod der så?"

"Kravl selv op og kig"

Irriteret kravler han op, kun for at ko

nstatere at på skiltet står der: "Kravl selv op og kig".

Hvorfor er det jeg får lyst til at svare som de første to tosser, når folk spørger mig hvordan min eks-kone har det?

Hvad hun vil arbejde med?

Om hun kan få det hele til at hænge sammen?

Om hun er glad for der hvor hun bor?

Kravl selv op og kig

Hun har ikke skiftet nummer eller email. Til gengæld har hun skiftet mand, så det er vel ikke rigtig noget jeg kan, skal eller vil vide i detaljer?!?

Det er ikke længere alt man fortæller hinanden, når man går fra gift til skilt. Der kommer et filter på, som beskytter en selv. Man redegør ikke længere for sin økonomi, man snakker ikke om jobdrømme, boligdrømme eller kærestesituationen på samme måde. Man er gået fra need to know til nice to know, hvis man er heldig.

Tidligere var det nødvendigt at detaljerne i drømme, tanker og økonomi blev vendt med hinanden, nu kan det være rart at dele nogle overordnede ting, men der er også ting man holder tilbage med at snakke om, fordi man netop ikke længere er gift.

Derfor ved jeg ikke det som folk spørger om. Jeg ved heller ikke om MUM er særlig interesseret i, at jeg sidder og udlægger hendes sistuation, når jeg kun kender de dele af den hun lader mig høre.

Men jeg ved dog, at hun ind i mellem undrer sig over, at folk hun tidligere havde tæt på ikke længere kontakter hende. Specielt dem der gav udtryk for at de ville.

Hvad får folk til at spørge?

Jeg tror folk spørger mig fordi de gerne vil vise at de ikke er berøringsangste? At man altid hører at man skal spørge folk i en svær situation, i stedet for at lade som om alt er som det plejer? Og det er da sikkert også rigtigt. Men så spørg hvordan jeg har det, når du er sammen med mig, og så ring til hende, når du er kommet hjem, hvis du sad og undrede dig over, hvordan hun mon har det, da vi snakkede.

Men for hvis skyld er det så de spørger?

Jeg har ikke et behov for at fortælle andre hvordan MUM har det. Som tidligere nævnt er jeg heller ikke så godt inde i sagerne længere, så de bliver ikke klogere på deres undren.

De har åbenbart ikke selv et behov for at vide det, hvis de kun spørger mig?

Hun kan da heller ikke bruge det til noget at Onkel Nabo spurgte mig hvordan hun havde det!

Hvem er det der har noget ud af det?

Er jeg for nærtagende?

Hvis man sidder med fornemmelsen af at det er min oplevelse, at folk spørger mig om hende, så må jeg bare sige at MUM faktisk kan fortælle, at hun oplever det samme, når vi snakker om mærkelige ting ved pludselig at være blevet skilt. Det er omtrent en 8'er i mærkelighed, at ca. halvdelen af ens netværk ikke længere lader høre fra sig. Specielt hvis de indimellem sidder og tænker på hvordan vi har det?

Kravl. Selv. Op. Og. Kig!

man skal prøve noget nyt... II

...så det gør jeg.

Som det er nævnt tidligere har CPB fået overtalt mig til at gå i bare tæer denne sommer. Foreløbig har det været en fornøjelse, men fornøjelsen er ved at være blandet. Jeg må åbenbart have rørt nogle planter jeg ikke kunne tåle i kolonihaven, for pludselig havde jeg nogle røde mærker på min fod.

CPB startede med at kommentere dem fredag aften ved sengetid, da hun sagde "Du er da godt nok også blevet stukket af myg i aften".

Lørdag var de stadig røde, men nu med kløe og svie... Senere blev hele foden ildrød og brændte, og jeg troede jeg var blevet solskoldet, eller måske brændt af en brandmand ved stranden? JEg smurte solcreme faktor 30 på foden, og det blev faktisk bedre... Foden fik nogenlunde normal farve igen og svie og brændefornemmelse fortog sig lidt... Men da vi kom hjem natten mellem lørdag og søndag så den sådan her ud:

Ubehageligt, men mon ikke bare man skal sove på det?

Forkert! For i aften ser den sådan her ud:

Efterhånden føles det nærmest pinligt at skulle iføre sig sine bare tæer og være ham den klamme, spedalske der halter hen ad gaden...

Jeg tør dårligt gå til doktoren, af frygt for at den bliver amputeret på stedet!

Skæbnen er, ser det ud til, ikke uden en vis form for ironi

Vågnede alene igen. For anden morgen i streg. Det er klart nætterne der er værst. Det er underligt at gå alene i seng, når man har været vant til at sove sammen i 16 år. Selvfølgelig har jeg sovet alene i de år, men der har man jo vidst at det var en dag eller to. Lige nu er det en uge af gangen. Og det er fanme lang tid!

Nå men i morges vågnede jeg, og som så mange gange før gennemtester kroppen systemet når kroppen er i hvile. Med andre ord, vågnede op og var stang-horny og alene. What to do?

Et 'ryk i aben' kunne måske fjerne lidt af ensomhedsfølelsen og i hvert fald tage trykket fra systemtesten. Stressrelease i yderste potens!

Nu er jeg jo så heldig, at jeg har købt en spritny Mac, men jeg gider altså ikke få den befængt med spyware, virus og alt det hejs, så net-porno er altså udelukket på min livlinje. Men i flytterodet fra MUM's udflytning var der imidlertid dukket et par DVD'er af mindre lødig karakter op, så jeg kunne da proppe en i Mac'en uden nogen skade kunne ske...

Skulle man tro! For Mac er åbenbart en frækkert? Den åd bare skiven! Intet billede? Ingenting?

Så var man jo ligevidt, eller dvs. faktisk lidt mere frustreret. Men jeg kunne jo bare tage den ud igen... HA! Så fræk er min Mac altså; Den vil sgu ikke slippe! Så DVD'en blev i computeren, stadig uden billede, men dog med en knasende og opgivende lyd hver 10. sekund, når den forsøger at spytte ud! Dog uden held...

Jeg tabte helt gejsten, så nu er jeg stadig stresset, men nu med fræk, defekt computer. Heldigvis har jeg tegnet en serviceforsikring mod alle uheld, så jeg indleverer da bare apparatet til reparation i butikken, men så kommer næste problem: Jeg har lige flyttet al data fra min gamle pc over på Mac'en. Hvad nu hvis det forsvinder når den er til fix? Hvis de bare stanger mig en ny? (det håber jeg ikke). Jeg har lige lagt al min musik ind, og alle mine dokumenter, min digitale signatur, min netbank... Det kan jeg slet ikke overskue...

Den kloge læser ville indskyde: Jamen hvorfor købte du ikke en ekstern harddisk, så du kunne lægge det der?

Jamen kloge læser: Det gjorde jeg også. Jeg sidder her og kigger på den. Men Overblikket ridder ikke samme dag han sadler, så den er ikke installeret på Mac'en endnu. Det skulle jeg have gjort i dag...

Den nysgerrige læser vil sige: Hvorfor gør du så ikke det?

Jamen nysgerrige læser: Det ville jeg gerne, men der står man ikke må tænde den før man har installeret den på Mac'en. Og for at gøre det skal man... ja, ganske rigtigt; indsætte installations CD'en i CD-drevet!

Den vilde lørdag

ADVARSEL: Læs ikke det her, hvis du forventer et klynkeindlæg om besværligheder!

Hyggelig hyggelig aften. God mad, godt selskab og god stemning. Det gik som det måtte gå, og bagefter bippede telefonerne. Vi har en fælles kollega, som er en festabe uden lige.

"Er i byen, hvornår kommer i?"

Hurtig beslutning: tøj på til fest og i byen. Aftenen var stadig ung.

På 'cafeen' (det er så snusket et sted) var luften tyk af røg, men Fester-Uden-Hæmninger havde gode terninger og resten af fodboldholdet skiftedes til at give ham øl. Han sad i en skov af flasker da vi kom.

"NEJ???! DER ER DE JO!" brølede FUH. "HVA SATAN SÅ KOM I ALLIGEVEL?"

Vi bænkede os med holdet, og fik øl i hånden og det der hører sig til. Terningerne rullede og stemningen var god. Det er det fodboldhold jeg har spillet for i foråret, så jeg kendte de fleste af dem, om ikke andet så af udseende. Der var mange. To borde, så måske 10 stykker der var strøget en tur til staden for at slå til søren.

Ved bordet bag os sad nogle lidt ældre mænd og nød en øl med deres lidt ældre kvinder. De så gennemhærgede ud, men virkede stille og rolige. Indtil en af dem, en tilforladelig fyr i grå sweatshirt, lænede sig over mod mig.

"Hvis jeg brækker næsen på en af dem ved det andet bord, rejser I jer så op?"

Dagen forinden havde jeg set Gandhi (en af mine ynglingsfilm) og hans filosofi er meget kompatibel med min. Man skal ikke gå af vejen for nogen, hvis man mener man har ret. Men man skal behandle andre med værdighed og respekt, så vil deres afstumpede agresioner falde som modne æbler.

"Hvorfor dog?" og "hvem?" var de første ord der forlod min mund. Jeg kunne ikke se at nogen opførte sig provokerende, og ved bordet han pegede mod sad FUH blandt andre. Jeg så ingen grund til at svare på hans spørgsmål, for det ville også tvinge mig til at tage stilling til om jeg ville rejse mig?

"Ham den fede i den sorte trøje?"

Jeg var klar over at det ikke var FUH der var i kikkerten, men omtalte mand fra holdet er en stille og rolig fyr, som jeg aldrig har oplevet har generet nogen.

"Hvorfor dog?" spurgte jeg igen. Dog uden at få svar.

Den grå sweatshirt snakkede videre til nogle af de andre.

"Har I noget imod at jeg brækker næsen på en af jeres kammerater?"

Stemningen var ikke længere god. Faktisk meget trykket. FUH opdagede igenting, han havde fire seksere konstant. Jeg lænede mig mod en af dem fra holdet og spurgte om han så hvad der var under opsejling.

"Hvad der end sker, så bliv siddende" var hans overraskende svar. "Det er rockere de der"

Jeg kiggede igen. De så sgu meget almindelige ud. Ingen rygmærker, læderveste, underligt skæg eller noget.

Et par gutter stødte til vores selskab, og det så ud til at lægge en dæmper på den spændte stemning. Men den grå sweatshirt gik mod toilettet og kom åbenbart i klammeri med en af dem der lige var kommet. Bartenderen var der som et lyn og fik den nye smidt på gaden. Alarmklokkerne ringede, for det var da tydeligt, at han gjorde det for at undgå en optrapning af noget som helst.

Det virkede faktisk som om der faldt ro på. Vi raflede videre og det indre alarmberedskab gik et niveau ned. Men pludselig kom den udsmidte tilbage. Han møvede sig gennem gæsterne over mod de borde hvor de formodede rockere sad. Han kastede sin ølflaske mod dem og masede sig ud igen. De fløj op, både mænd og kvinder, som i en disneyfilm forsvndt gæsterne under gulvbrædderne og gav fri passage til udgangen.

Jeg blev siddende et øjeblik, FUH råbte til en af yndlingespillerne at han havde løftet på Meyer, så han skulle gå to ned (han så ingenting). Min Tapre Date derimod følte skolelærerkaldet så kraftig, at hun stormede over borde og forbi gæster og ud på gaden. Det efterlod ikke meget valg. Efter og se om Gandhi kan bruges.

Udenfor havde de fået fat i ham. Han var åbenbart blevet revet rundt, sparket og havde fået tøjet flået af overkroppen (hvorfor dog det?). Men MDT havde fået sendt dem i neutralt ringhjørne, så jeg vadede lige ud i flokken af rockere uden nogen mulighed for andet end at lægge ansigtet i Gandhifolder. De gik og skumlede, og kiggede på fortovet med stor interesse. Om hun har skammerøjne ved jeg ikke, men noget havde hun lykkedes med. Til gengæld var hun væk.

Jeg gik ned ad gaden, og i en port stod hun og lappede den sårede kriger sammen og hjalp ham i tøjet, alt imens hun skældte ham ud. "DU ER KRAFTEDDEME FOR DUM!" "NU TAGER DU HJEM" og den dur!

Vi fik ham sendt i den anden retning og gik tilbage mod værtshuset, men der var freden ikke helt så sænket som i den ende af gaden vi kom fra. Den ene af rockerne havde mistet et emblem eller en halskæde, og det er åbenbart ikke noget der kan passere uforstyrret. Han havde travlt med at forhøre selskabet vi kom fra. Jeg ved ikke om Gandhi alligevel tog bolig i mig, for i hvert fald tænkte jeg at det her da var for dumt. Det var en tosset ting på en god aften, hvad skulle der til for at bringe det i orden. Sammen med en fra holdet afsøgte vi fortovet, men uden held. Da vi kom tilbage, kaldte den bestjålede rocker mig hen.

"DU KENDER HAM!"

Det gjorde jeg sådan set ikke, men selv hvis jeg gjorde, var det jo ikke ligefrem en drømme situation at stå i. Jeg vil som udgangspunkt gerne hjælpe, men hjælpsomheden her gjaldt jo ikke at bringe dem sammen.

"Overhovedet ikke. Jeg er stort set lige flyttet hertil."

"MEN DU KENDER DEM DEROVRE?"

"Ja, nogle af dem har jeg spillet fodbold med et par gange"

De følgende forhandlinger og tovtrækkerier skal jeg spare jer for. Essencen var at guldet skulle bringes til veje, hvis flasketossen skulle have en chance. Så meget stod klart. Men mens jeg parlamenterede med ham, tænkte jeg alle muligheder igennem. Hvad hvis det var røget i en kloak? Hvad hvis nogle andre havde fundet det? Der var selvfølgelig også den mulighed at flaskekasteren rent faktisk havde taget det i kampens hede, men så dum troede jeg alligevel ikke man ville være.

Jeg fik en adresse og et mobilnummer, og så skulle det guld ellers bare tilbage inden onsdag. Et par minutter efter kom hans kæreste over og sagde inden mandag. Heftig aktivitet med mobilerne, og guldet kom til veje. En kammerat cyklede til rockerborgen og smed det i postkassen, og så gik vi ellers hjem.

En af den slags byture der er værd at skrive hjem om... eller ud om!

Knibeøvelser for mænd

Forleden var jeg på et kursus. Det var et aftenkursus om ADHD, som skal køre over fem aftener. I programmet stod at første gang var fra 17-19, hvilket besværliggjorde rigtig mange ting, da jeg også var indkaldt til skolebestyrelsesmøde fra 18.30-19.30 for at blive præsenteret (og spise med bestyrelsen), det blev ikke nemmere at nå det hele, af at arrangørerne havde troet de havde skrevet fra 17-20, så den indlagte spisning blev kortet ned.

Nu ved jeg ikke hva kvinder tænker om kurser med indlagt skafning, men for mig og sikkert også mange andre mænd er det et højdepunkt, så jeg skyndte mig at køre to store skiver glaseret skinke ned...

Tilbage til anden halvleg, kurset var godt men meget intenst, så da klokken blev 19, fløj jeg ud af døren for at nå til bestyrelsesmødet. Der er ca. et kvarter mellem de to lokationer, og jeg ville snildt kunne nå at møde bestyrelsen i ca. 15 minutter. Jeg fløj ud i bilen, men da jeg klikkede selen på kunne jeg godt mærke at den strammede... For at sige det som det var: Der var noget der ville ud!

Markerne fløj forbi, mens sveden brød frem på panden. Mere end en gang overvejede jeg at holde ind og bare skide i grøften, men dels havde jeg intet papir, dels kunne jeg også se tiden løbe (og alle de andre kursusdeltagere ville følge efter mig ganske snart efter). Jeg nærmede mig Horsens, og hvert røde lys fik mig til at sidde mere og mere uroligt i sædet. Med den ene hånd kørte jeg bilen, den anden holdt selen spilet ud, så min mave fik lidt fred til at larme.

Turen tog ca. tre minutter kortere end den plejer, men det var 9 minutter med intense knibeøvelser, og da jeg drejede ned af skolevejen måtte jeg sande at vejbump ikke altid er en velsignelse. Lettet kunne jeg konstatere at pedellen ikke havde sat kæden for, så det var muligt at køre ind i skolegården og helt op til døren. Jeg parkerede ca. 1 meter fra døren, og tænkte: Jeg når det! Men da jeg stod ud af bilen blev jeg nærmest overfaldet af 10 gamle mænd.

- Unge mand har du en nøgle så vi kan komme ind?

- Ja, for helvede, fik jeg fremstammet, og fumlede efter nøglen

- Åh, så gider du måske holde døren for os? De samlede deres harmonikakasser op og sneglede sig gennem døren, mens jeg holdt døren og kæmpede for ikke at skide i bukserne i skolegården.

Jeg havde lyst til at skynde på dem, og da den sidste var inde for jeg på det nærmeste toilet, før jeg koksrød i hovedet med sveden drivende ned af panden nåede at møde bestyrelsen. Skoleinspektøren var høflig nok til at tilbyde mig et stykke mad, og jeg fornuftig nok til at sige nej tak...

Uden Begejstring

SHM har skaffet en lydbog, som vi hører i øjeblikket. Det er Camilla Stockmann og Maise Njors mailkorespondancer. Det er morsomt, tæerkrummende og samtidig er det også ufatteligt alvorligt. Jeg er slået med imponade og ramt på 'tænkeren' af den måde Maise fortæller om udviklingen/afviklingen af sit forhold. Det er sgu godt beskrevet, uden at krænge det hele ud.
Vi er ikke noget så langt endnu, men selvom Maise sidder midt i en livskrise, så tager hun et utroligt hensyn til at Camilla sidder midt i en fødsel/lykkerus og omvendt. Nå, men til sagen; for det at høre om andres forhold der forliser skubber jo også til ens egen værste frygt/forestillingen om det værste mareridt, at man selv kunne stå i det...

Uden Begejstring

Jeg elsker dig!

Sådan sagde de til hinanden. Stadigvæk. De sagde det når de gik ud af døren og på arbejde, de sagde det når de kom hjem, når de kyssede hinanden godnat. De sagde de også hvis en af dem var ked af noget, eller hvis noget truede deres tosomhed. JEG. ELSKER. DIG.
Det var som om de tre ord var en magisk trylleformular, der fik det farlige lidt på afstand.Hun sagde det tit til ham, hvis hun faldt i staver og tænkte over sit liv. Dels for at komme tilbage til virkeligheden, men også for at bekræfte sig selv i det. Jeg elsker dig!

De havde kendt hinanden længe. Alt havde de delt. Og dog... måske alligevel ikke alt?
Der var et sted i hendes hjerte eller hjerne, hvor hun ikke lukkede ham ind. Der hvor pinligheden, grimheden og tvivlen boede. Hun hadede at føle sig pinligt berørt. Især overfor ham. Deres tosomhed fik også livet til at føles som en spejling eller en konkurrence, så hvis hun så dum ud, følte hun sig bagud. Det var det samme med udseendet. Selvom intet andet menneske havde set hende nøgen så mange gange, var det alligevel som om hun bar en facade af påklædning for ham. Ingen kiksede stillinger, ingen morgenhår, intet hul i rustningen. Derfor også kun sex i mørket. Men den værste ensomhed var tvivlen. Tvivlen om alle de valg hun havde ladet ham træffe. De havde gjort tingene sammen, var den officielle udmelding, men sandheden var at han udstak retningen, satte tempoet og solede sig i anerkendelsen for deres succeser.
Det samme sted, eller måske tvivlens nabo, var hjemsted for den besværlige kærlighed. Kærligheden til andre mænd. Gamle skolekærester, mænd fra hendes studietid eller arbejdsliv. Ja endda hendes far. Ikke engang hendes far kunne hun rigtig tale om. Det var som om han aldrig ville blive accepteret. Kærligheden til de andre mænd var noget som bare voksede. Måske fordi den føltes forbudt? Den krævede ingen gødning.
Når hun tænkte på dem, mændene, blev hun helt fjern i blikket - og i tvivl. Havde hun valgt rigtigt? Var kærligheden en solo-størrelse, en one-size, hvor én mand var nok?

Når hun ramtes af tvivlen kiggede hun på sin mand. Også hvis han ikke var der. For han var nem at få et billede af på nethinden. Hun havde jo kendt ham altid. Lige fra han var bleg, spinkel og bebumset, til nu hvor han, på en god dag var 'modnet smukt', men mest bare halvfed og skaldet. Han var en god mand, ingen tvivl om det. Rimelig trofast, meget nærværende og opmærksom, men også lidt omklamrende. Han var en god far - der var sikkert mange kvinder der ville føle sig lykkelige med ham. Hvorfor var hun så så usikker? Havde de mødt hinanden for tidligt? Kendt hinanden for længe? For længe til at kunne overraske hinanden, med andet end skeletter i skabene?
- Jeg vil være vild i varmen, tænkte hun, men jo mere hun tænkte det, jo mere i tvivl blev hun. Burde det ikke komme af sig selv?

På de gode dage kunne tvivlen jages væk med sex. Så rakte de ud efter hinanden og deres fortid sammen, om ikke andet så for et kort øjeblik, men det var uden begær. Forventningens glæde manglede - den følelse man rammes af, når man tænker på ham dag og nat!
På de dårlige dage fik tvivlen god plads. Alt stod for skud. Hendes fortid, hendes børn, hendes mand, jobbet... kort sagt alle hendes valg blev revset.

Hun følte sig låst i et liv fyldt med skal. En skal hun var i, som mange beundrede, men også det skal, som man skal. Jeg skal bo med ham! Jeg skal fodre børn! Jeg skal børste tænder på dem! Jeg skal aflevere dem i institutioner! Jeg skal arbejede! Jeg skal betale regninger! Hvornår er der tid til det jeg vil? Og hvad er det jeg vil?Hun var låst i et liv på et glansbillede. Drømmemanden, drømmebørnene, drømmehuset, drømmejobbet og drømmebilen. Fuck, de manglede jo bare drømmehunden!
Sådan sagde hendes venner og familie og ingen turde hun forsøge at forklare, at det bare ikke føltes sådan. Hun kunne ikke selv mærke det længere. Hun kunne ikke mærke sig selv længere.

Hun kiggede på sin mand og sagde: "Jeg elsker dig"

Parforholdsbingo

Prøv at lave denne leg en dag.

Det kræver to blokke med papir, to kuglepenne, at børnene sover og en god flaske rødvin.

Sæt jer så I ikke kan se hinandens papir/hvad der skrives og svar på følgende:

• Hvilke ting tror jeg, at du savner mest?
• Hvilke ting tror jeg, at du ville blive gladest for at jeg gør?
• Hvis du kunne bestemme, hvad lavede vi så lige nu, i weekenden og i ferien?
• Hvilke ting gør jeg, som jeg ved irriterer dig?
• Hvilke ting gør jeg for sjældent?
• Hvilke ting gør du for tit?
• Hvad tror jeg du drømmer om?
• Hvilke ting er ligegyldige for dig?
• Hvilke ting får jeg dig aldrig til at gøre?
• Hvilke ting kan jeg godt lide ved dig?
• Hvilke ting tror jeg du godt kan lide ved mig?

Om man stopper efter hvert punkt og sammenligner, eller kører hele liste igennem først, bestemmer man selv, men I vil blive overraskede, både over jeres partner, men også over jer selv.

Den svære: Prioritér punkterne!

God arbejdslyst

Ville lige dele

Jeg stod og funderede over det der med børn. Tandbørstningen nærmede sig, og jeg gad bare ikke. Det er der sådan set ikke noget usædvaneligt i. Jeg har snart haft børn i 12 år, og synes efterhånden at mange af nursingopgaverne har mistet glansen.

Altså forstå mig ret... Vi har haft dem så længe, at vi nok beholder dem, men alligevel kom jeg til tænke på at de kunne have været anderledes. Meget endda. For 5 år siden, da drengene var så store, at de sov igennem om natten, ikke brugte ble, og selv stod op i weekenderne, der kom SHM og sagde: Jeg er gravid!

Det var ikke fantastisk. Jeg så det ikke som en stor lykke der havde ramt os. Nej, jeg egoistiske, mavesure ægtemand, syntes nærmest det var som at få en fængselsstraf forlænget. Jeg ved godt det måske lige er dramatisk nok, men vi fik børn tidligt. Og noget af det vi narrede os selv og hinanden med, når folk spurgte om ikke vi gik glip af meget, var at nej vi gjorde ej, vi tog det bare senere...

Yeah right! Selvfølgelig gik vi glip af tonsvis af oplevelser, selvfølgelig gik vi glip af masser af den egodannelse, som andre gennemgår fra 20-26/30år, når de er sig selv, sig selv og sig selv. Vi voksede op med at have ansvar, ikke bare for hinanden, men sgu også for to små knægte, og nu hvor jeg kunne se et glimt af lys for enden af tunnellen, en mulighed for at indhente noget af det forsømte, så stod kvinden og præsenterede mig for et forfærdeligt valg.
Forfærdeligt fordi, jeg bestemt ikke havde lyst til, som en anden ludo-brik, at blive slået hjem igen! Men selvom jeg antydede at jeg ikke var hverken begejstret eller villig, så var det ikke mig der skulle lægge krop til hvis det ikke skulle blive til et barn... Altså et færdigt barn.

Jeg skulle have en mening, og samtidig var det altså ikke op til mig! Ikke nemt. At SHM samtidig virkede begejstret på flere planer, gjorde det kun sværere. Jeg var virkelig i syv sind. SHM havde ikke en ukompliceret graviditet med dreng nummer to, og hun følte faktisk at universet skyldte hende en mere harmonisk oplevelse af forældreskabet. Det skulle jeg forpurre, hvis jeg sagde nej tak? Samtidig var det jo ikke bare et enten gør vi det her og så bliver hun glad eller også gør vi det ikke og så fortsætter alt som før; Nej det var rimelig klart for mig, at valgte vi egoismens vej, så ville det også få store fysiske og psykiske omkostninger, ikke mindst for hende.

Jeg var 28, og følte mig pludselig meget for gammel til at få et lille barn mere! Jamen skat, jeg kan ikke holde til at miste nattesøvn, mine knæ kan ikke holde til at jeg skal kravle rundt efter et barn, det går ikke! Kan vi ikke få en hund i stedet.... Arh OK, så slemt var det ikke, men tæt på, jeg var ikke tilfreds. Jeg syntes faktisk at meget af livet havde været pænt hårdt i forvejen, og selvom jeg kæmpede med alt hvad jeg havde, så kunne vi kun lige holde røven i vandskorpen.
Det virkede ikke logisk for mig at et massivt søvnunderskud og en dårlig økonomi ville være svaret på vores bønner!

Jeg havde en god ven, som jeg drøftede det med. Han lykønskede mig, og overhørte al mit ego-brok, og sagde: Du skal da have en masse barsel! Det bliver fedt for jer... Han hørte slet ikke hvad jeg sagde? Jamen, altså...?

Jeg fik vendt den igen og igen. Både med mig selv og med SHM. Og jeg kom med på idéen (ikke at jeg tror jeg egentlig havde haft et say, hun havde sgu nok bare fået barnet i det skjulte - vi boede i et kæmpe hus). Og som tingene faldt på plads, så lykkedes det mig at overtage al barsel, fordi SHM var studerende og ikke kunne få barsel fra sit studie (min leder var ikke begejstret eller enig, men i overenskomsten stod at FORÆLDRENE har ret til sammenlagt et års barsel!) Nu blev Karen født 9.juni, så jeg tog lige 14 dage på job bagefter, og gik så på sommerferie, førend jeg begyndte at tære på orlovsugerne, det passede med at jeg skulle i arbejde igen den sidste uge før sommerferien næste år, hvilket ingen så nogen grund til = 13½ måneds barsel for mig.

Jeg stressede ned, jeg stod op om natten, jeg kravlede på gulve, jeg gik ture, jeg sad på seminariet og læste, mens Karen sov i vognen og SHM var til undervisning, jeg byggede hus, jeg øvede os i at leve på en sten, for det hed 60% af dagpenge i 2/3 af tiden, men jeg fandt glæden i det gratis, jeg fandt en ro der hedder, det er bare penge, og den dag i dag, har jeg intet problem med frisørregninger, arbejdsløshed, maxigæld pga. dårligt hussalg og finanskrise, for jeg har verdens dejligste datter, og havde det ikke været for hende, og nok også hendes mor (?), så havde jeg sgu nok glemt en vigtig del af mig selv overfor drengene også, så jeg blev et bedre menneske af at lytte til SHM's behov, af at tage monsterbarsel, af ikke at have penge og det er jeg lykkelig for i dag - ellers havde jeg nok været smålig i dag;-D Mandebarsel - Ja tak!

Alle disse tanker, blot fordi jeg ikke gad børste tænder og læse godnathistorie her til aften...Det slap jeg også for... Ja et vrøvlehovede slap jeg ikke fri fra at blive... Godnat!

Fodboldtossen 1.0

Jeg var 18 år, lige flyttet hjemmefra. Jeg havde fået et pædagogmedhjælper job i SFO'en på en privatskole. Desværre var det ikke et match made in heaven. Så jeg havde sygemeldt mig. Igen. Uden dog at være rigtig syg, faktisk gad jeg bare ikke, men jeg fik jo løn, hvis jeg var syg.

FCK skulle spille på udebane i Næstved, og jeg var glødende fanatisk. Den tur skulle jeg med på, og jeg skænkede det ikke en tanke, at jeg havde været sygemeldt om fredagen (og nok også ville være det mandag). Det var jo søndag.

Jeg mødtes med gutterne på Prinsens Bodega, vi fik et par stifter, ind i bussen og hælde øl i halsen på vej mod Næstved. Vel mødt i Næstved, blev vores forventninger slemt skuffede, da FCK hurtigt kom bagud. 2-0 endda. Da der manglede 10 minutter af 2. halvleg stak jeg min øl til en kammerat, tog mit flag i den ene hånd og mit urealistiske selvbillede i den anden. Jeg kravlede over bandereklamen og spurtede tværs over løbebanen og ind på grønsværen. Jeg siksakkede mellem spillere og kontrollører og plantede FCK-fanen i midtercirklen.

Et par rockeragtige typer fik mig i benlås, og slæbte mig ud af stadion, og da jeg havde svalet af, blev jeg pakket ombord på bussen, med "Uønsket i Næstved" stemplet i passet! Inde på stadion kogte det. FCK reducerede da jeg forlod stadion, og de resterende 1200 fans plankede hegnet ind på banen. Spillet blev stoppet, og gruppen trak sig uden for kridtstregerne, hvorefter de sidste minutter blev afviklet. I overtiden udlignede Lars Højer for FCK og det hele gik amok.
På vej hjem i bussen grinede vi, fejrede 'sejren' på 2-2 og jeg fik mange anerkendende ord.

Mandag ringede jeg rutinemæssigt og meldte mig syg. Jeg sov længe og nød at læse tekst-TV om skandalen i næstved, og følte et strejf af stolthed over at have kickstartet dette inferno. Senere blev jeg ringet op fra arbejde, at inspektøren gerne ville se mig til en samtale i morgen. Ingenting dæmrede, andet end at jeg undrede mig.

Tirsdag trådte jeg ind på kontoret, hvor den korpulente inspektør gik til biddet:
"Du er ked af at arbejde her, og jeg synes ærlig talt du skal sige dit job op!"
Jeg spillede uforstående og uskyldig og nægtede selvfølgelig:
"Nej, jeg har bare være syg, jeg skal nok komme, når jeg får det bedre"
Han virkede lidt trist og frustreret, da han sagde:
"For syg til at tage til fodbold?"
Jeg blev klam i håndfladerne, men følte at vejen tilbage var brolagt med gloende kul, så jeg gik all-in:
"Ja, jeg har været hjemme!"
Han blev pludselig meget brysk:
"Bor du i Næstved?"
Han holdt forsiden af BT's sportssektion op, hvor et grynet helsides foto viste rockerne der slæbte mig ud af banen. Desperat greb jeg efter halmstrå der ikke var der. Jeg havde kasket på på billedet...
"Det er ikke mig det der!"
"Vores pedel mødte dig i bussen fra Nørrebro til Brønshøj...?"
Svagt kunne jeg erindre i en brandert at have mødt Ali, den gamle, rare pedel, og at jeg fortalte ham om 'triumfen i Sydsjælland'...

Jeg behøver vel egentlig ikke at afsløre om jeg sagde op eller ej?

Kære Mads og Monopolet

Jeg er i den heldige situation at jeg har gode mennesker omkring mig. Jeg har nogle fantastiske bloglæsere, jeg har forrygende venner, jeg har gode kollegaer, de sødeste børn og den dejligste kæreste. Nogen gange synes jeg bare det kan være rigtig svært at nå det hele. Hvordan er det lige at man viser sit nærvær, giver sin opmærksomhed og giver omgivelserne anerkendelse

Men jeg har jo det allerbedste monopolet-panel, så jeg kunne godt tænke mig en håndfuld af de allerbedste råd/anekdoter om en tilrettelæggelse af 'bonus' for andre. Der er frit slag på tasterne, om du helst vil skrive om at have glædet dine børn, dine forældre eller kæresten, men tankerne bag, og hvorfor det virkede særlig godt, vil jeg være taknemmelig for.

Et eksempel kunne være:

Forleden dag fik jeg pludseligt, og ret tilfældigt nys om én billet til Coldplay-koncerten i søndags. SHM har været dedikeret længe, og havde samtidig en arbejdsuge der virkelig trak tænder ud. Jeg krydsede alle taster og kastede min klamme klo ud i cyberspace og håbede at billetten kunne blive min - eller rettere hendes. Da det lykkedes var det en fed, fed fornemmelse at kunne sende hende en sms (oh yes hun var til aftenmøde på jobbet) med teksten "Hej min due. Jeg har en lille overraskelse til dig. På søndag skal du nemlig til herning med jules og høre boldskax... Altså hvis du gider?" Først bagefter så jeg at min stavekontrol ikke kan skrive coldplay, men gerne boldskax. Behøver jeg sige at hun blev vildt glad?

PS. ved godt at due er lidt klamt, men jeg kalder hende altså også alt muligt andet;-D

Pimp my fisherman

En del af de blogs jeg læser handler om mode. En del af de (kvinder) der læser min blog læser også blogs om mode, så når det nu regner udenfor, hvorfor så ikke se om enderne kan mødes?

For nylig tog SHM og jeg en afstikker et par dage til Sandvig på Bornholm. Vi kom lige fra Nibe-festival, så da vores kære værter forklarede os at der var festival i Allinge-Sandvig de dage vi var der, så jeg for mit indre blik, de horder af unge, fulde, halvnøgne, hærgende og støjende unge, som vi lige havde efterladt i nordjylland!

De var hyggeligt og sjovt at se dem den første dag, lidt bekymrende de næste, og lidt anstrengt den sidste, så tanken om, ikke bare at have én stalker, men en græshoppesværm af 15-19 årige, ferieramte festdanskere... UHA UHA

Lettelsen var derfor til stede da værterne forklarede os at det var en jazz-festival! Tænk engang Overblikket sukker lettet over at 'det kun er jazz'?!?

Men hvordan er det så man gør det? Ferie på Bornholm? Jazz-gænger? Hvad kræver det?

SHM og jeg gik på opdagelse:

1: Det er en kæmpe fordel at have sin egen lystyacht! Meget nemmere at få de billige dåseøl fragtet over vandet - og naturligvis; det giver ret til at bære vest!

2: Go large: Alderen skal i top, og skyd maven frem. Ingen grund til at tænke sol på kroppen, så stof på hovedet, fødderne, benene og kroppen ALWAYS... Bliver det hedt kan ærmerne evt. lynes af vindjakken og... ding ding ding... vesten er fremme!

3: Hvis det er for varmt til vindjakke men for koldt til vest, så tag langærmet skjorte indenunder til fest. Den unge mand i baggrunden bærer det nydeligt, og en sandfarvet cap gør at det ikke går hen og bliver pivet, men bevarer det rå jack sparrow-look, ARGH!

4: Kort hår og højetindinger ER det nye sort! Briller i klassisk design (gerne med tonet glas), men med kraftig styrke aftvinger respekt på havnefronten. Plaststole og pastelfarver og storblomstret til damer!
OAB: Tennissokker skal være hvide, hvis de bæres synligt i sandaler
Ding ding ding... Yo Ho Ho Fiskervest!

5: Vindjakke, fiskervest og lærredskasket er MUSTHAVES på en jazzfestival, men skal du have det ekstra, der hæve dig i mængden fås der lange benklæder der kan afkortes med noget der kaldes en lynlås så du... ding ding ding har korte bukder med en snuptag. Modellen fås endda med lommer i og udenpå!

Alt i alt så husk: Sandfarvet, pastelfarvet, naturmaterialer, masser af udvendige lommer til briller, kamera, potmonæen, piben, cerutterne, hundesnor og poser, så er du meget godt på vej. Den seneste retrobølge er den med t-shirt nede i buskerne og livremmen op under armhulerne, tja nogle af os nåede vel dårligt at få den ud over bukserne de små 20 år det har været sådan?

Godt sommer og alt det jazz

Da da da da... der går min klasselærer!

Det sker sjældent at jeg løber tør for ting at sige. Nærmest aldrig i undervisningen, der er jeg virkelig på hjemmebane og føler en selvsikkerhed jeg priser mig lykkelig over hele tiden. Det falder mig let, og samtidig har jeg indset nødvendigheden af at indrømme fejl og mangler, eller stikke en undskyldning hvis det er på sin plads. Med andre ord; I kick ass!

Derfor noterede jeg mig også med overraskelse at jeg i dag blev sat grundigt til vægs af en 10-årig.

Vi var igang med en dansk-time, og klassen læser højt af Leif Esper Andersens Heksefeber. Vi var nået til et kritisk punkt (af utroligt mange), hvor de to personer har en diskussion om sammenhænge. Den ene tror det tordner fordi den anden har skåret en mand i fingeren. Den anden mener at det ville tordne uanset hvad mennesker gør.

Jeg stiller spørgsmålet i klassen: Er de to ting afhængige af hinanden?

Larmende tavshed (hvilket jo ikke var meningen)

(Mig) Alle der tror at det tordner, hvis man skærer i en syg finger rækker hånden op!
(Heldigvis var der ingen i klassen der troede det)

(Mig) Godt så: Alle der tror det ikke har noget med hinanden at gøre rækker hånden op!
(Alle rækker hånden op, en enkelt af pigerne dog lidt tøvende)

(Mig) XX, hvorfor rækker du hånden op?
(XX) ...æh...? Hvad?
(Mig) Hørte du hvorfor man skulle række hånden op?
(XX - smiler genert) Næh...
(Mig - halvt for sjovt halvt alvorligt) Jamen du er i skole nu, hvad tænker du dog på?
(XX - uden at nå at tænke sig om) På dig!

Og så havde jeg sgu lige lidt svært ved at komme videre derfra... Hmmm? Hvordan kommer vi lige tilbage i middelalderen til overtro, heksejagt og naturfænomener, uden at gøre for stort et nummer ud af det... De andre grinede lidt, hun smilede, og Overblikket tabte tråden...
Nå, vi fik samlet historien op, kom videre og ingen kom for alvor i klemme, men jeg måtte sgu lige omstille mig fra at have indskoling og 3.klasse til at skulle have mellemtrin og 4.klasse efter ferien.

Pinlige ting og sager

Endnu et godt kaptel i sagaen om pinlige pusseløjerligheder man pludselig ser:

Nå, men for at gøre en kort historie lang; Vi skal tilbage til sidste forår. Jeg arbejdede med adfærdsvanskelige unge, skoletrætte med stofproblemer (OAB - og her er vi ikke i håndarbejdeafdeling). Vi fik en ung dreng ind, som udover sine vanskeligheder med skole og disciplin, havde et gudsbenådet guitartalent. Hans eneste drøm var at blive musiklærer. Min opgave var at få ham til at lave andet skolearbejde, så vi indgik et kompromis: Jeg køte en guitar og modtog undervisning (mere tonedøv og taktsvag elev skulle han lede langt efter) og han modtog tilgengæld undervisning fra mig i dansk og matematik. Det virkede...

Nu gik det jo hverken værre eller bedre, end at jeg måtte finde et andet arbejde (faste læsere har en idé om hvorfor - I andre må gætte... det handler om konflikter, blogging og modsætninger). Guitaren har jeg endnu, og ofte sætter jeg mig lige ti minutter og spiller lidt. Stolt må jeg erkende at øvelse faktisk gør... nåja måske ikke mester, men så ihvertfald bedre;-D
Jeg tænker tit på min elev og håber at han klarer sig trods at jeg ikke længere er der til at få hans øregange til at bløde, men kontakten med stedet er så definitiv at jeg ikke får et svar. Hmmm... sidespor...

Nå, men Professor Teflon fik en guitar i julegave forrige år, sammen med en DVD med Ole Kibsgaard, og det er sgu ikke helt spildt på ham. Han har mere flair end mig, men jeg kan snige mig til at låne den DVD indimellem, så nu kan jeg faktisk et par akkorder med temmelig stor sikkerhed.

Hvor er det pinlige? tænker du måske?

Udover det indlysende i at melde ambitionen ud; Jeg vil lære det skidt, kombineret med en ærekærhed der siger at jeg nægter at fremføre det for andre (undtagen i beruset tilstand, naturligvis) og det faktum at jeg absolut ingen rytme har (på trods af mit sorte blod) og heller ikke kan høre om guitaren stemmer (så jeg har en dims der kan), så kommer det nu...

Jeg holder vejret når jeg spiller!

Det kan da ikke være så slemt tænker du...

Men jo, udover at jeg ikke kan spille numrene ret længe, så bevirker det også at jeg sukker meget dybt, som i virkelig støjende og anstrengt, bagefter... Lettet over at kunne ånde, men det lyder jo som om jeg selv synes det var fantastisk smukt og følsomt... Hvilket i den grad understreger at jeg er tonedøv og uden rytme... SUK!

Hvem er ham den pervert i bilen der?

Ja så blev det lige min tur til at dele en pinlighed:

Fredag kl. 14. Tæt trafik både ind og ud af Horsens. Solen brager ned. Alt står stille.

I en venstresvingbane sidder Overblikket på vej til drengenes skole for at hente dem, SHM og Kridt-Iglen efter en lang uge. Fik jeg nævnt at alt stod stille?

Nå, men jeg sidder altså halvvejs og sover, mens det snegler sig afsted: Tre biler slipper ud af svingbanen ad gangen...

Jeg har kronisk dårlige fingre (ikke gigt-agtig, mere ombygningsmørtelætsedesplintfyldtehammerramtesavedeguitarslidtetørreefterhåndvaske-agtige) Derfor har jeg altid en tube håndcreme indenfor rækkevidde. Ja jeg ved godt det er girly, men hvis fingrene skal blive siddende på hænderne er jeg altså nødt til det. Og i bilen ligger der en salveagtig creme med mentol. Tyk, drøj, sej og effektiv.

Så Overblikket tænker: Jeg kunne da lige fordrive ventetiden med at smøre mine hænder!
Så jeg finder tuben, skruer låget af (fik jeg nævnt at solen havde skinnet hele dagen fra en skyfri himmel?) og vender bunden i vejret på cremen og klemmer...!?!
Ud kommer en kæmpe portion/stråle af hvidlig creme der i udseende og konsistens mest ligner... ja gæt engang! Og det er bare over det hele, begge hænder, mine busker og rattet.
Samtidig skifter lyset fra rødt til grønt i svingbanen, og de to biler foran mig kører gennem krydset. Blir man rød i hovedet?

Det søltes som om alle de andre i køerne kiggede lige ind i min bil for at se... Hvorfor kører han ikke... Men det var vist kun ham truckeren i modsat bane (som sendte anerkendende blikke - sikkert pga. mængden?) og så den familie der kom til at holde ved siden af i 'ligeudbanen' da det igen blev rødt... For ligesom at redde situationen lavede jeg de internationalt gangbare håndtegn for "Det er bare creme". Jeg gned begge hænder voldsomt og demonstrativt, hvorefter jeg bare for at understrege pointen gned lidt på kinderne... Det forstod de! Eller det håber jeg da...