Relax, don't do it!

Gider du ikk godt slap af nu? Sådan siger CPB, når min maniske oprydningsfeber raser. Jeg kan flytte ting i timevis. Faktisk har jeg gjort det i årevis, og jeg er ikke tæt på at have fået ryddet færdigt op.

Dem der kender mig godt, vil kunne se forskel på om der er ordnet eller rodet, men folk der kommer første gang i mit hjem vil nok godt kunne få øje på en enkelt ting eller to, som liiige mangler at finde sin rette plads.

Derfor er det godt, når CPB en gang i mellem siger: "Sæt dig nu lige og hyg lidt med mig." Hvis ikke hun gjorde det, så gik jeg hvileløst rundt med ting fra rum til rum. Men fra tid til anden kan hun hive mig ned. Finde roen og nyde at slappe af. Sammen. Det er jeg glad for.

Whats new?

Der har været stille på min blog alt for længe. Det er ikke fordi der ikke er sket noget, nærmest tværtimod. Der er sket så meget. Jobmæssigt, privat og samfundsmæssigt.

Jeg ved dårligt hvor jeg skal starte, men arbejdsmæssigt, synes jeg lige der har været et par hårde ti dage, med en del eftermiddags/aftenarrangementer, som i og for sig har været ok, men som bare er kommet i streg, som perler på en snor.

Privat, har jeg haft en uge med børn, hvor jeg dårlig har haft tid til at se dem, fordi jeg netop har skullet arbejde. Til gengæld faldt skolefest for Ældsteknægten torsdag og fastelavn på Kridt-Iglen og Yngsteknæsgtens skole på en søndag, i den uge, der ellers var hårdt presset. Så jeg har set teater, slået katten af tønden, bagt fastelavnsboller og spist lakridssnører til den store guldmedalje. Ting jeg gladeligt havde undværet, og aldrig havde været til af egen drift, men kun fordi... at det er godt for børnene!

Når man så er afsted, så kan man jo vælge at nyde det, eller skuml og ville hjem. Jeg nød det faktisk, men nu er jeg også ligeså flad, som drengenes cykler efter en lang snevinter, og de holder i haven og trænger til olie, lapper og at få strammet skruerne og justere sadler og styr.

Selv kunne jeg godt bruge en tuning, men weekenden byder på træf i herrelogen, og den slags mander man sig altså op til. Jeg gør ihvertfald. Jeg har pakket, pakket og pakket, mens jeg har gået og glædet mig, og Nøgenløberen har lige fået fri fra arbejde, så nu skal han have kareten til smeden og have ny audio i, førend vi triller mod vores oprindelige hjemland, Sjælland, og for en weekend assimileres med rødderne!

Jeg synes ikke det er fair af de blå, sådan at tage en form for ansvar, og drage konsekvenserne af deres årelange plat og svindel, i en uge, hvor jeg ikke har overskud til at blogge! Det skal jeg lige koordinere med deres spindoctors fremover.

Henriette, Birthe og Tina er nu fortid til gengæld har vi fået Brian, Peter, Per og Søren, så mon ikke forargelsen når nye højder hurtigt...?

Lokalt er det nu mest de røde, som jeg forarges over, da Jan Trøjborg og resten af kommunen har en noget hyklerisk tilgang til sparebegrebet i det kommunale regi; det gælder åbenbart alle offentlige instanser, dog minus dem selv! Det har jeg så taget fat på, opildnet af min succes med Tina N, så nu har jeg foreløbig gennemgået kommunens forbrug på stand-up komik og gourmetmad i perioden med indkøbsstop for resten. De tre måneder skar man det helt ned til 106.000, hvilket jeg harcelerede lidt over i et læserbrev til den lokale tidning, og sørme fik spalteplads i fire spalter på side 2 i 1.sektion, midt på siden.

Der er ingen hellige køer, ej heller Anders Samuelsen, som tilsyneladende ikke gider passe sit hverv i byrådet her? Fair nok egentlig, for han er da en skovl af rang, men hvorfor så lade sig vælge?

På falderebet: Tjek mit onsdagstilbud, for køkkenjagten er gået ind... Det her blev bjerget til spotpris. Dog måtte jeg sætte 5 timers kørsel af til projektet, på en onsdag!

Ja, der smegges!

Okay okay...

Jeg får faktisk lidt dårlig smag i munden, når jeg tænker over at jeg gør mig morsom på et barns bekostning. Det er jo heller ikke det der er min fremmeste opgave. Faktisk nærmest tværtimod, men jeg har en pointe, som er knap så usmagelig som klippet fra Ondskabens Hotel: Få dog det barn væk!

Altså, hvis Apotekeren og Præsten var mit vennepar, og de spurgte mig: Synes du hun er lidt sær? Hvad kan vi gøre? Så ville mit første råd være: Fjern hende fra sendefladen! Hun har det sådan set svært nok i forvejen, men det hjælper ikke at 'brændemærke' hende i offentlighedens øjne. Det var egentlig udstilling nok, da børnene i Årgang 0, var små, og det hurtigt blev klar, at hun var 'stemt lidt anderledes end de andre instrumenter i musiklokalet', men at melde hende ind i Gifted Children, og lade hende sige på TV at hun er klogere end andre børn, det er i mine øjne det modsatte af et begavet barn, medmindre der er tale om en hadegave?

Okay, Apotekeren og Præstemor taler på skærmen om at hun er klog. Det er muligt, jeg tror de har ret, men de linder også på låget for at tale om at den form for klogskab giver knubs socialt. For min skyld må de gerne melde hende ind i Gifted Children, det tror jeg der er god mening i og kan give mange jævnbyrdige relationer. Men når man vælger at bosætte i 'Udkants-Danmark", skal man også gennemtænke at det her Gifted Child skal bevæge sig i en verden hvor hun skal fungere socialt, og konstellationsmulighederne for leg og samvær måske naturligt indebærer helt almindelige børn!

Og helt almindelige børn vil altså blive stødt på manchetterne over den udstilling der foregår nu. Måske de helt almindelige børn ville kunne rumme en nørd i deres midte, det er sket før, men en kendis-nørd, der nemt har fået et skær at underlig blandet med selvfed, og krydret med overlegen, det bliver nok urimeligt svært!

Så selvom jeg føler mig underholdt over at følge med, så ville jeg faktisk ønske at de trak hende ud af programmet, så hun ikke skal misforstås endnu mere end nørder i forvejen bliver i deres teenageår... tag det fra en der ved det!

PS. Jeg kan bedre leve med at voksne selv vælger at udstille sig. F.eks. kan man diskutere om det er smart at købe ny bil samme dag man får gældssanering? Måske er det? Jeg synes det er selvmodsigende at forklare dem der har lånt en penge at man ikke kan betale, og få eftergivet noget gæld, for så at købe en ny bil... eller låne til den? Men det er måske bare mig? Måske man bare ikke skal gøre det på landsdækkende TV? Ville du låne den fallerede købmand fra vestjylland en bøjet femøre?

Sydhavnens stemme

Jeg har netop læst Erik Clausens bog om sig selv, skrevet af Kirsten Jacobsen som en lang enetale fra manden selv. Han snakker meget om mennesker og politik og han vedkender sig sit socialistiske ståsted på en meget ligefrem og letfordøjelig måde. Vær gavmild og hjælpsom og hav respekt for dine medmennesker og anerkend at alle repræsenterer en værdi i sig selv.

Det synes jeg er spændende...

Han fortæller meget levende om sin opvækst i Sydhavnen, hvor Gaden var den primære socialisering, hvor nøden måske nok var større, men at friheden til at træde frem også virkede mere opnåelig. Han fortæller om rockens indmarch i Danmark, om 60'erne og 70'ernes frigørelsesbevægelser, om Anker Jørgensens tid som statsminister og om 80'ernes tømmermænd. Altsammen spændende fordi det omhandler forudsætningerne for min egen opvækst; Clausen er mine forældres generation og dermed også repræsentant for deres vilkår og overvejelser, så der var en form for genkendelse i hans måde at forklare tiden tiden, samtidig med at han kan nuancere de ting jeg måske ikke vidste eller forstod.

Clausen overrasker mig. Han er i min bevidsthed først og fremmest gøgler og filmmand, men i hans erindringer fylder håndværk og billedkunst en meget større del. Gøglet var meget mere iscenesat og politisk end jeg havde tillagt det (muligvis fordi jeg ikke var så gammel dengang han turneerede?). Det var meget mere en måde at få masserne i tale og påpege de problemer som de ledende politikere ikke formåede at tage hånd om. Måske kan man sammenligne datidens socialistiske gøglere med nutidens kritiske bloggere; folk der stiller sig op på sin egen talerstol, og uden at spørge om lov siger deres mening?

Manden er bestemt en ferie værd i læsningen, og min ønskeseddel er netop blevet udviddet med alle de Clausen DVD'er der kan skaffes.

Det overraskede mig også, at manden udtalte en decideret modvilje mod ironi? Han påstår at ironi er af det onde og forhindrer at mennesker taler respektfuldt og anerkendende med hinanden... hmmm? tænkte jeg da jeg læste det; er Clausen fri for ironi?!?! Jeg mener da nok at ironien er tommetyk i de optrædender jeg har set ham med, men måske er det bare mig der ikke forstår begreberne?

Noget andet er da at manden muligvis har ret; når jeg kigger tilbage på de konflikter jeg har oplevet løbe af sporet, så må jeg erkende at jeg kan have en tendens til at blive mere skarp (sarkastisk) end det egentligt er hensigtsmæssigt. Måske jeg af denne bog lærer at holde høfligheden lidt højere, jeg bliver bare så arrig, når noget er indlysende forkert, eller hvis folk ikke vil høre (ja jeg kan næsten sidde her og hidse mig op uden grund), at jeg desværre tit bliver provokerende... åh jo, det kan forekomme.

Nåh ja... herligheden faldt jeg over i Netto til 50,- hvilket jeg nu vil betegne som lidt af et fund!

Det mest underlige døgn hidtil...

Jeg tror ikke jeg kan offentliggøre det her indlæg i dag, af flere årsager. Det er nemlig sprængfyldt med information som er sprængfarligt af personhensyn. Jeg ved at folk siger man ikke skal tage hverken glæder eller sorger på forskud, men selvom jeg ikke kan offentliggøre det endnu, så skriver jeg det idag, hvor begivenhederne er friske i erindringen.

Gik i seng torsdag aften med "shit-jeg-har-glemt-at-skrive-forældrebrev"-følelsen i kroppen, så jeg satte vækkeuret tidligt (5.35) for at nå det før ungerne og morgenmaden stod på programmet. Så tidligt op og til tasterne, for at arrangere en kælketur mandag morgen med eleverne. Det skulle naturligvis skrives hjem, så eleverne ikke stod med svømmetøj mandag når vi skulle afsted, men i stedet havde skitøj og kælke med. Det nåede jeg også, men det var på bekostning af morgenmaden, men hva faen, med al det julemad jeg har i fryseren på dette tidspunkt, så bliver jeg næppe en streg i luften, morgenmad eller ej.

Nå, afsted med mig og ungerne 6.40, for det havde været -12 om natten, så bilen var bundfrossen, vejene spejlglatte og trafikken meget langsom.

På vej tilbage til byen ringer jeg til Citroën for at aftale en tid til at få ny bagrudehviskerarm på bilen, i stedet for den knækkede, der hænger og ser sølle ud, og som ikke kan rense bagruden, forud for snesafarien til svenskens land om føje tid. Miraklet sker; de har tid samme formiddag kl. 11.00, det tager 20 minutter og koster 500,- DEAL!

Jeg får afleveret børn, og tænker at det sgu er ok at jeg lige fik ordnet det på faldetrebet til at MUM skal have bil/børn den kommende uge. Faktisk er vores aftale, at hun betaler på bilen, og jeg betaler på huset, men jeg ved, at det aircon hun fik fikset først på måneden tog de sidste tusindekronsedler hun skulle holde jul for, så selvom hun har travlt med at mødrehjælpe andre til en jul, hænger hendes egen i en tynd tråd. Derfor er aftalen med værkstedet ikke noget jeg blander hende ind i, andet end jeg tænker på det som tidlig julegave som tak for et konstruktivt år.

Glad i låget triller jeg ind på arbejdet parkeringsplads kl. lidt i 8. To timer i 5.klasse og så har jeg fri. Troede jeg, for jeg er nødt til at holde en akut forældresamtale, og klokken nærmer sig 11.00, hvor aftalen hos Citroën jo er placeret. Men det lykkes. Jeg får afsluttet samtalen og stemningen er fortsat god, da jeg triller væk fra jobbet og ind på frankernes aluminiumslegeplads. Jeg afleverer nøglen, får en kop kaffe, og sætter mig med en avis og venter på at bilen bliver fikset. Dejligt afstressende egentlig, at have fri så tidligt, og være forud med dagens dont, og ovenikøbet have så meget overskud, at jeg kan gøre lidt gavn for en mor her i byen, som trænger til en hjælpende hånd (om ikke andet, så med bilen).

MEN...

"Thomas, har du lige et øjeblik?" Det er værkføreren.

"Ja, er den færdig?"

"Næh, det er hele hviskerkonsollen der har sat sig fast!" (Halleluja hurra for franske biler).

"Nå, hvad betyder det?"

blablablablablablablabla...

"2000 kroner."

"Yieks, den sparker vi lige til hjørne."

"Men det er snart sagt ikke det værste..."

"Hva da?"

"Vores mekaniker siger at tandremmen har kørt 5.000 km over dens interval"

blablablablablablablabla...

"Hvad koster det?"

"5000 ca."

"Vi ses god weekend."

Jeg kørte altså derfra, stadig med defekt hviskerarm, men nu også med visheden om at mit største problem ikke længere er ren bagrude, men bil-i-fare-for-at-dø-i-svensk-vinterkulde-fyldt-med-børn. At mine påtænkte 500,- nu lignede tvungne 5.000?!?

Ond i sulet trillede jeg over kantstenen derfra, og hvad sker der så?

Ja hvad sker der?

Hvad fanden ER DET LIGE DER SKER?!?!

VAND?!? FREAKIN VAND! drypper ud af loftet i bilen. Som i inde i bilen. Der falder en dråbe ned fra solskærmen i passagersiden, og ud af øjenkrogen ser jeg det og tror ikke mine egne øjne? What the fuck?

Jeg holder øjnene på stilke og ganske rigtigt, en dråbe mere!?! WHAT? Jeg er ikke tilfreds, om snart skal vi køre i et døgn til skiferie i Sverige, hvor der er -18 om natten! Hvad katten? Et vådt sæde bliver en isklump at sidde på, og endnu værre, hvis tandremmen knækker og bilen derfor står stille UDEN varme!!!

Heldigvis er det i passagersiden, hvor CPB nok skal sidde mest, men alligeveller! Merde!

Og hvad sker der så?

Ja hvad sker der?

HVAD FANDEN ER DET LIGE DER SKER?!?!?

Vand drypper ned i skødet på mig, fra solskærmen i førersiden. Nemesis for at godte sig over det var i hendes side? Måske, men WHAT. THE. FUCK?

Jeg kører op til MUM, fordi vi sammen skal til møde kl. 13. Jeg forklarer hende situationen med de 5 kilo for en rem og vand i førerhuset, men når i lakonisk tone at fremstamme "det er da heldig det ikke drypper bagi, så ungerne bliver våde mens vi kører, da MUM kigger derom og konstaterer, at godtnok er bagsæderækken tilsyneladende udenfor risiko, men henover bagagerummet drypper der også vand ud. FEDT NOK! Skiferie i vådt tøj?

Jeg bander og svovler over den fuckingpisselortebilfrahelvedesomjegisintidselvvarsååndsvagatbrændevarmpåpåtrodsaffolksadvarsleromikkeatkøbefranskebiler, men til sidst beder MUM mig holde min kæft og koncentrere mig om mødet vi er på vej til.

Senere: CPB og jeg skal ud og handle til den kommende uge, men jeg må simpelthen kaste flaget i ringen og hejse håndklædet, og melde pas; jeg kan køre derover (hvis ikke tandremmen springer?), men jeg kan ikke overskue hvad der skal ned i vognen. Jeg er pissetræt, eddikesur og stresset af at vi snart skal ud af døren igen, fordi vi skal op til MUM og spise aftensmad og aflevere ungerne.

Men det viser sig at være hyggeligt. Vi drikker rødvin, spiser god mad, snakker om alt muligt f.eks. året der gik og tiden flyver afsted. Det bliver aften, og mit humør er betydeligt bedre, da vi går derfra. Så godt, at jeg inviterer CPB indenfor da vi går forbi stamværtshuset, for vi kan da lige nå en sluk-efter-øl.

Men øllen er underlig, hun er underlig. Hun er uoplagt og vi går hurtigt hjemad, og hjemme konstaterer hun at det måske ville være en god idé at tage en graviditetstest. Jeg har skrevet et andet uoffentliggjort blogindlæg som i detaljer meget bedre forklarer hvorfor, så det vil jeg ikke bruge krudtet på her, men bare konstatere, at det gjorde hun, og der... lige der... der skiftede min dags fokus endnu en gang.

To røde streger på to hvide pinde (for hun tog en ekstra for at være sikker), og udsigten til mod alle odds igen at skulle være far, den vendte dagen på hovedet endnu engang, så da jeg gik i seng, var det med "hvem skulle have troet det?"-fornemmelse og ude af stand til helt at kunne kapere dagens mange begivenheder.

Hvad så med kælketuren på mandag? Ja, den smeltede væk i dag! Kælkebakken er omtrent så våd og pløret som sæderne i bilen. Suk!

Angry-dad?

Følgende scene/replikveksling udspillede sig i forbindelse med aftensmaden:

Hold nu lige op med at løbe!

Husk at lukke døren!

Kom nu de sidste, der er mad!

Ryk ind til bordet!

Puds næsen!

Ryk ind til bordet (igen)!

Skær lige pastaen ud!

Neeej! Du får ikke ost på igen i dag, i går ville du ikke spise det med ost!

Drik lige ordentligt!

Nu skal du holde op med at tale og begynde at spise, ellers er taler du stadig, når de andre er færdige, og så er din mad kold, og så vil du ikke spise den og så...

Hold nu kæft det er hård kost at holde hus med tre børn + en veninde på besøg! Jeg var overhovedet ikke hyggelig! Ikke et eneste ord udover brok og irettesættelser kom der ud af min mund. Jeg ved det, for CPB var betænksom nok til at sige det til mig efter ungerne var gået fra bordet.

- Det er klart Frk. Fe hellere vil lege ovre hos sig selv, hvis Kridt-Iglen har sådan en sur far!

Og ja, det er da rigtigt! Problemet er bare, at jeg har ret. I hver af de bittesmå ting jeg retter på er det mig der har ret, og dem der tager fejl. Og med alle de ting der skal rettes glemmer man hyggen og det der der hedder "hvordan har din dag været?". ØV!

Men hvorfor er det så, at jeg ikke bare kan lade det fare?

Hvorfor kan jeg ikke lade dem smaske en halv meter fra bordet med gryderet i skødet?

Hvorfor er jeg ikke ligeglad med om de drikker sig mætte i sodavand og ikke spiser maden?

Hvorfor lader jeg dem ikke løbe rundt?

Hvorfor lukke jeg ikke bare selv døren efter dem?

Kan jeg ikke bare lade dem snøfte? smaske? slubre?

Jeg burde være mere large, eftergivende, rummende og tolerant, så de ikke vokser op og husker mig som et surt gammelt røvhul!

Måske er det tanken om hvordan de virker på andre, der gør at jeg gerne vil have dem til at gå/sidde/spise ordentligt, så andre synes de er rare at være sammen med?

Måske er jeg oversur/gnaven/ubehagelig, så omgivelserne tænker "Stakkels unger! De er sgu da ikke så slemme", så automatisk tager jeg bare surmandshatten på?

Folk må hellere være irriteret over mig end mine unger?

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at så længe jeg tænker for dem, så behøver de det ikke selv, og bliver dermed hjælpeløse?

Når man nu objektivt har ret, i en lille konkret sag, men forvalter sin ret så tovligt som mig, så kan man godt føle at man følger reglerne for bestik-og-sidden-til-bords, men at omgivelserne modarbejder en og griner bag ens ryg. Som her...

PS. Det er mig i midten...

Bliver du nogle gange den du ikke vil være?

Digitalt postkort til Morfar, Mormor og hvem der ellers er interesseret...

Min mormor og morfar har skrevet i en kommentar, at de ville blive glade for at høre fra mig en gang i mellem. Det kan jeg godt forstå, og det er da sådan set heller ikke fordi jeg ikke vil give lyd eller dele. Jeg vil mægtig gerne fortælle om mig selv og mit liv. Det gør jeg bl.a. her på bloggen (hvor de også læser med).

"Kære Mormor og Morfar

En lille hilsen her fra Horsens, hvor solen igen trænger gennem skydækket og lader os mærke at det endnu er sommer. Vi kan sidde i have og nyde at det igen er tørvejr. Så tørt at selv kælderen igen er uden vand.

Det har været godt at starte på job igen, omend det også har været hårdt. Et par kollegaer er langtidssygemeldt med kræft, og skolen er lukningstruet pga. kommunale spareplaner.

Men B og jeg forsøger at lægge vores bekymring der hvor det nytter og giver mest mening, og så iøvrigt at undlade at bekymres over de ting vi ikke kan komme nogle vegne med.

Forleden var vi til Sara og Daniels bryllup i København, ellers har den mest stået på arbejde og at have børn (de var her tre uger i træk i forbindelse med skolestart og sommerferieslut). M & M fejrede jo tredive års føds i weekenden, så endnu engang var vi i København, så der er ikke meget tid til afslapning.

Når jeg slapper af har jeg et byggeprojekt i haven, hvor jeg samler mig et drivhus af gamle vinduer. Det bliver drønflot og er tæt på færdigt. Jeg glæder mig til at vise jer det flotteste havehus i Horsens, hvis I lægger vejen forbi en dag.

KH

Thomas"

Totalitære regimers skræmmende logik

CPB abonnerer på Illustreret Videnskab Historie, og efter hun er flyttet ind lander det i min postkasse en gang om måneden. Så kan vi lege nervekrig om hvem der får læst det først og fortalt den anden om det FØR det er læst! Men jeg er så meget gentleman (og så meget fattigrøv) at jeg lader hende få chancen først, for sæt hun siger abonnemenetet op fordi jeg negler bladet før hende?

I øjeblikket er redaktionen kørt lidt i hak om nazismen. Hvert nummer har sin vinkel på nazismens plads i verdenshistorien (min gamle morfar vil glæde sig over at der er noget om anden verdenskrig jeg finder MEGA interessant - selv har han udviklet en niches der hedder "sådan vandt de allierede krigen pga. jazz", som han turnerer højskoler i Jylland rundt og holder foredrag om).

Nå, men back on track. Nazisterne havde jo deres tyrkertro (hehe) på at nogle mennesker var bedre end andre, og at de var i deres gode ret til at gøre sig til dommere over de svageste og udrydde dem, og dermed deres arvemateriale, fra menneskehedens genpulje. Jeg ved at Sovjetlederne havde nogle lignende tanker om at bortskaffe kriminalitet, ved at slå forbrydere ihjel i lejre, og dermed fjerne det kriminelle gen fra befolkningen. I USA har man også nogle principper om livstidsstraf, dødsstraf og fanger uden retskrav (Guantanamo).

Kan man udrydde slemme mennesker?

Som i udrydde uønskede tanker og handlinger, ved simpelthen at fjerne dem der udøver disse. Jeg tror det ikke, og jeg mener heller ikke historien underbygger ideologierne der hylder det? Er der low crime i USA? Er terror stoppet? Er Rusland en retskaffen nation?

Der er sikkert mange eksempler der underbygger den ene eller den anden side af debattens argumenter, men for tiden går jeg selv med en indre konflikt. En elev, som er så hårdkogt og afstumpet, i en meget tidlig alder har fået mig til at tænke nogle af de tanker. Var det bedst der blev slukket nu?

Altså forstå mig ret. Jeg er ikke fortaler for en offentlig henrettelse i skolegården, men jeg er bekymret for kvaliteten af det liv denne her elev vil få. Bekymret, som i tvivl om der bliver noget godt. Vold, kriminalitet, sikkert en del børn der nok ikke får den store opmærksomhed), et kølvand af ulykkelige skæbner, alt sammen en pris jeg måske er villig til at betale, hvis jeg bare fornemmede at der var et enkelt lyspunkt. Bare en ting der gjorde ham glad. Men jeg er seriøst i tvivl. Det eneste jeg ser er tilfredshed når han hævder sig på bekostning af andre.

Frihedsidealerne fremfor alt

Selvfølgelig er individdets ret og ukrænkelighed et princip jeg mener bør råde, men da jeg arbejde indenfor det ungdomskriminalitets–præventivepædagogiske område, strejfede tanken om tvangssterilisation mig mere end en enkelt gang. Det var som en sær blanding af Paradise Hotel (dog uden glamouren), De Unge Mødre og Piger På Prøveløsladelse. Et alvorligt spørgsmålstegn ved ret, pligt og krav, samt en tvivlen på om deres gener en dag vil bidrage til samfundet med andet en udgifter, retsmøder og hospitalsophold?

Lys i mørket

Men indimellem skal man se en masse lort, før man kan kende guld når man finder det. En dag fik vi en elev, som ganske vist passede ind i målgruppen, men som nægtede at lade sig indrullere i De Passives Legioner. I dag er jeg venner med ham på Facebook, og engang i mellem læser jeg om hans eksamener, han gymnasieuddannelse, ser billeder fra fester, at han har en kæreste (som han vist behandler gennemsnitligt pænt i forhold til aldersgruppen), og forleden så jeg et billede, hvor han stod med armen om sin lillesøster. Hun havde skrevet en kommentar "Verdens bedste storebror", og smilet på hans ansigt gav hende ret!

Hvordan jeg får min aktuelle bekymring til at blive nogens verdens bedste ved jeg ikke, men jeg overvejer mulighederne...

Fremmedhad - så har man prøvet det!

Jeg arbejder på en skole med 70-80% to-sprogede elever. Derfor siger det sig selv, at hvis jeg var tilhænger af de partier der vil et homogent, racerent samfund, så var jeg nok et andet sted. Men i dag har alligevel været en dag, hvor jeg har måtte tage stilling til invasive kulturer.

Min by er ramt af 'sigøjnere'. Og det er den af den værste slags. Det er nemlig ikke fattige tricktyve/pantsamlere, eller småkriminelle af den østeuropæiske slags. Det er fire fattige drenge fra Irland, som har slæbt alt deres habbengut med sig og slået sig ned på deres rundrejse. De er anført af en bad-ass, karl smart-type, med læderjakke og solbriller, som forsøger at opretteholde en illusion om at de har brug for vores penge.

First of all, så har de hjemmefra kalkuleret hvor meget de cirka kan presse citronen. Hvor længe de kan blive før folk ikke længere vil betale for deres gøgl.

To døgn. Det er hvad deres ledere har fundet det umagen værd.

Secondly har de en kampagne af at vi bør give, opføre os miljørigtigt og være mere large.

Dernæst har de selv shit-load of money, brug for 150 lastbiler til at fragte deres skrammel rundt i verden, og en aura af at være bedre end gennemsnittet.

I dag har det blæst væk for deres lejr, men i går var vi tvangsindlagt til at høre på dem klimpe løs hele aftenen, så vi måtte bare overgive os, og tage en øl i haven, mens vi forsøgte at få det bedste ud af det.

Mere seriøst, eller det er måske et forkert ordvalg, så læste jeg i dag, at Bindegalradikal Seance vil indføre at indvandrere ikke skal have sygesikring i Danmark de første 7 år de er i landet. Det er jo ikke verdens socialkontor det her! Så kan jeg bare sige, at mine 'børn' ikke vil være raske i 7 år, og at deres forældre ikke alle kan/vil betale det børnenes sundhed måtte koste. Det vil være en katastrofe i mit kvarter. OK, måske ikke af Kokkedalske dimensioner, hvor der skal bruges 250.000.000 kr på trægulve til de rige, og flere milliarder på kloakering, men måske sammenlignelig med Gazastriben, hvor familier graver ørkenen igennem for at fylde en spand med sten til 1,75 pr. spand, for at skaffe dårlige byggematerialer til huse der ikke må opføres.

Selvfølgelig kommer mit kvarter ikke til at ligne Pakistan, hvor oversvømmelser gør millioner hjemløse, sultne og syge, men hvis børnene i min bydel selv skal samle flasker for at komme til lægen, og kloakerne i Nordsjælland er der man prioriterer at anlægge for milliarder, så skal det ikke regne meget i Horsens før vi er derhenne af!

Her til aften har det kun støvregnet, men det var rigeligt til at overdøve Bono's moralprædiken, så vi kunne slappe af til selvvalgt musik i haven tonight, og slap for at tænke på at vi ikke havde råd til billetter til U2. Alligevel ved jeg godt hvad der venter efter to dages invasion; tons af skrald og utallige venner og bekendte der skal spørge om vi var der? Hey Bono, giv en kloak!

Kære Monopolet

Min bedste ven gennem 28 år har gjort mig gal i skralden. Jeg er 33 år, så det er jo nærmest som en bror jeg har, og jeg kan dårligt forestille mig min verden uden ham.

Vi startede i børnehaveklasse sammen i 1981, og siden har vi mere eller mindre fulgtes ad gennem livet. På trods af skoleskift, geografisk stor spredning og forskellige veje mht. uddannelse, bopæl erhverv og familiestiftelse har vi holdt kontakten i alle disse år.

Men de seneste par år har jeg følt at kontakten mere og mere har været mit ansvar. Forstået på den måde at jeg altid har fået afbud fra ham og kæresten, når jeg har inviteret til noget, men at han forventer jeg kommer når han inviterer.

Senest brændte han mig af til en fest jeg skulle holde for min nye kæreste, hvor jeg virkelig gerne ville ham haft dem med. Men der blev præsenteret en række forskellige årsager til det, 'vi har ikke råd' (vi bor på hver sin side af Storebælt nu), 'vi har ikke tid' og 'vi får besøg', men dagen før kunne jeg så læse på facebook, at nu glædede de sig til en langt weekend i det jyske?

Jeg blev så skuffet, og sad med en følelse af at de godt gider os, 'hvis der altså ikke er andre ting på tapetet', og sådan har jeg aldrig prioriteret mit venskab med ham. Med andre ord synes jeg at der er kommet så stor en skævvridning i hvem der prioriteret vores venskab, og hvem der ikke gør. Jeg blev også gal i skralden, og sendte hem en vred sms, hvor jeg skrev at jeg syntes han var fuld af løgn, og skuffede mig dybt, en sms jeg selvfølgelig ikke er alt for stolt af, men ikke desto mindre dækker hvad jeg føler - mistillid og skuffelse!

Han forsøgte at ringe til mig den dag vi skulle holde festen, men der var jeg dels optaget af forberedelser, og ville dermed ikke forstyrres af det, dels var jeg så eddikesur på ham, at jeg var bange for at få sagt noget jeg fortrød.

Mit problem er: Jeg kan ikke rigtig se hvordan det skal løse sig, så tingene bliver gode igen, men jeg kan heller ikke forstille mig at det så bare er slut med vores venskab.

Så hvad gør man nu?

Uden Begejstring

SHM har skaffet en lydbog, som vi hører i øjeblikket. Det er Camilla Stockmann og Maise Njors mailkorespondancer. Det er morsomt, tæerkrummende og samtidig er det også ufatteligt alvorligt. Jeg er slået med imponade og ramt på 'tænkeren' af den måde Maise fortæller om udviklingen/afviklingen af sit forhold. Det er sgu godt beskrevet, uden at krænge det hele ud.
Vi er ikke noget så langt endnu, men selvom Maise sidder midt i en livskrise, så tager hun et utroligt hensyn til at Camilla sidder midt i en fødsel/lykkerus og omvendt. Nå, men til sagen; for det at høre om andres forhold der forliser skubber jo også til ens egen værste frygt/forestillingen om det værste mareridt, at man selv kunne stå i det...

Uden Begejstring

Jeg elsker dig!

Sådan sagde de til hinanden. Stadigvæk. De sagde det når de gik ud af døren og på arbejde, de sagde det når de kom hjem, når de kyssede hinanden godnat. De sagde de også hvis en af dem var ked af noget, eller hvis noget truede deres tosomhed. JEG. ELSKER. DIG.
Det var som om de tre ord var en magisk trylleformular, der fik det farlige lidt på afstand.Hun sagde det tit til ham, hvis hun faldt i staver og tænkte over sit liv. Dels for at komme tilbage til virkeligheden, men også for at bekræfte sig selv i det. Jeg elsker dig!

De havde kendt hinanden længe. Alt havde de delt. Og dog... måske alligevel ikke alt?
Der var et sted i hendes hjerte eller hjerne, hvor hun ikke lukkede ham ind. Der hvor pinligheden, grimheden og tvivlen boede. Hun hadede at føle sig pinligt berørt. Især overfor ham. Deres tosomhed fik også livet til at føles som en spejling eller en konkurrence, så hvis hun så dum ud, følte hun sig bagud. Det var det samme med udseendet. Selvom intet andet menneske havde set hende nøgen så mange gange, var det alligevel som om hun bar en facade af påklædning for ham. Ingen kiksede stillinger, ingen morgenhår, intet hul i rustningen. Derfor også kun sex i mørket. Men den værste ensomhed var tvivlen. Tvivlen om alle de valg hun havde ladet ham træffe. De havde gjort tingene sammen, var den officielle udmelding, men sandheden var at han udstak retningen, satte tempoet og solede sig i anerkendelsen for deres succeser.
Det samme sted, eller måske tvivlens nabo, var hjemsted for den besværlige kærlighed. Kærligheden til andre mænd. Gamle skolekærester, mænd fra hendes studietid eller arbejdsliv. Ja endda hendes far. Ikke engang hendes far kunne hun rigtig tale om. Det var som om han aldrig ville blive accepteret. Kærligheden til de andre mænd var noget som bare voksede. Måske fordi den føltes forbudt? Den krævede ingen gødning.
Når hun tænkte på dem, mændene, blev hun helt fjern i blikket - og i tvivl. Havde hun valgt rigtigt? Var kærligheden en solo-størrelse, en one-size, hvor én mand var nok?

Når hun ramtes af tvivlen kiggede hun på sin mand. Også hvis han ikke var der. For han var nem at få et billede af på nethinden. Hun havde jo kendt ham altid. Lige fra han var bleg, spinkel og bebumset, til nu hvor han, på en god dag var 'modnet smukt', men mest bare halvfed og skaldet. Han var en god mand, ingen tvivl om det. Rimelig trofast, meget nærværende og opmærksom, men også lidt omklamrende. Han var en god far - der var sikkert mange kvinder der ville føle sig lykkelige med ham. Hvorfor var hun så så usikker? Havde de mødt hinanden for tidligt? Kendt hinanden for længe? For længe til at kunne overraske hinanden, med andet end skeletter i skabene?
- Jeg vil være vild i varmen, tænkte hun, men jo mere hun tænkte det, jo mere i tvivl blev hun. Burde det ikke komme af sig selv?

På de gode dage kunne tvivlen jages væk med sex. Så rakte de ud efter hinanden og deres fortid sammen, om ikke andet så for et kort øjeblik, men det var uden begær. Forventningens glæde manglede - den følelse man rammes af, når man tænker på ham dag og nat!
På de dårlige dage fik tvivlen god plads. Alt stod for skud. Hendes fortid, hendes børn, hendes mand, jobbet... kort sagt alle hendes valg blev revset.

Hun følte sig låst i et liv fyldt med skal. En skal hun var i, som mange beundrede, men også det skal, som man skal. Jeg skal bo med ham! Jeg skal fodre børn! Jeg skal børste tænder på dem! Jeg skal aflevere dem i institutioner! Jeg skal arbejede! Jeg skal betale regninger! Hvornår er der tid til det jeg vil? Og hvad er det jeg vil?Hun var låst i et liv på et glansbillede. Drømmemanden, drømmebørnene, drømmehuset, drømmejobbet og drømmebilen. Fuck, de manglede jo bare drømmehunden!
Sådan sagde hendes venner og familie og ingen turde hun forsøge at forklare, at det bare ikke føltes sådan. Hun kunne ikke selv mærke det længere. Hun kunne ikke mærke sig selv længere.

Hun kiggede på sin mand og sagde: "Jeg elsker dig"

Parforholdsbingo

Prøv at lave denne leg en dag.

Det kræver to blokke med papir, to kuglepenne, at børnene sover og en god flaske rødvin.

Sæt jer så I ikke kan se hinandens papir/hvad der skrives og svar på følgende:

• Hvilke ting tror jeg, at du savner mest?
• Hvilke ting tror jeg, at du ville blive gladest for at jeg gør?
• Hvis du kunne bestemme, hvad lavede vi så lige nu, i weekenden og i ferien?
• Hvilke ting gør jeg, som jeg ved irriterer dig?
• Hvilke ting gør jeg for sjældent?
• Hvilke ting gør du for tit?
• Hvad tror jeg du drømmer om?
• Hvilke ting er ligegyldige for dig?
• Hvilke ting får jeg dig aldrig til at gøre?
• Hvilke ting kan jeg godt lide ved dig?
• Hvilke ting tror jeg du godt kan lide ved mig?

Om man stopper efter hvert punkt og sammenligner, eller kører hele liste igennem først, bestemmer man selv, men I vil blive overraskede, både over jeres partner, men også over jer selv.

Den svære: Prioritér punkterne!

God arbejdslyst

Stationen

Jeg kan godt lide, når historier har ledetråde. Når der lægges små spor ud så man faktisk kunne sige sig selv at det ville gå som det går, men at man undervejs undres over hvordan det skal lykkes.

Denne her er et forsøg

De står på Vanløse station og kigger ud på natten over København. Det er mørkt, kun enkelte lamper på stationen og gaden lyser glimtvis op. I husene er de fleste vinduer mørke.Han synes det ser uhygggeligt ud, som spøgelsesøjne i natten. Og han klemmer hendes hånd lidt hårdere. Det ville være rart hvis hans far også var her.
- Skal Far ikke med?
Hun kigger på ham. Hun er med til at skabe den uhyggelige stemning, for i hendes øjne er der et skær han aldrig har set før.
- Han finder selv hjem.

Han gennemrystes af fornemmelsen af, at noget er helt galt. Men hvad?
For få minutter siden var de sammen. Allesammen. De var til fest, og han hyggede sig med de andre børn. Der var sodavand, kage og de voksne hørte høj musik, drak bajere og røg, mens de diskuterede kollektivisme, alternativ livsstil, kommunismen, bogerskabets bedrag og kapitalismens endeligt. Det var begreber han ofte hørte, men ikke noget han egentlig forstod. Han var også ligeglad, for alle hyggede sig.
- Man kan ikke eje noget, kunne en voksen råbe, og så skålede de og grinede.Det kunne han godt forstå, for hans mor og far forklarede tit at de intet havde. At man skulle dele. Ligesom i børnehaven. Det kunne han godt forstå, jo.

Børnene havde leget gemmeleg, mens festen fortsatte ud i natten. De voksne blev mere og mere højrøstede og musikken blev højere og vildere, men det gjorde det trygt, at gemme sig i sprækker og kroge, når man hele tiden kunne høre dem. Det betød at man aldrig var langt væk. Modigere og modigere var de blevet i jagten på det perfekte gemmested, og de søgte længere og længere væk.
Til sidst havde han fundet det. Skraldekælderen. Ned ad en trappe, rundt om et hjørne og ind gennem en dør med et fintmasket trådnet i stedet for et vindue. Det var perfekt, fordi man kunne kigge ud indefra, uden at blive set udefra. Han sneg sig ind, selvom det virkede forkert. Der var ligesom en dårlig stemning, da han trådte ind. Noget var galt, men det var svært at sige hvad? Der lugtede forkert... Der skulle lugte af mugne skraldespande. Han vidste godt, at tændte han lyset, så ville det kunne ses, af ham der 'stod', så i ly af mørket sneg han sig ind, og stillede sig på lur med næsen mod trådmaskerne.

Det næste forstod han ikke? Nu var hans mor med i legen? Hun gik derude og ledte. Hun kaldte ikke, men kigge alle gemmestederne efter. Han elskede når hun gad lege med. Han jublede af fryd indvendigt, da hun gik tæt forbi uden at opdage ham, men pludselig så han hendes ansigt. Hun hverken grinede eller smilede, tværtimod. Han syntes næsten hun så bange ud?
- Mor?, sagde han og trådte ud i natten.Hun vendte sig, men hun kiggede ikke på ham. Hun kiggede på noget bag ham, så smilede hun hårdt til ham, tog hans hånd og trak ham afsted.
- Vi skal hjem nu. Festen er slut.

Toget kom buldrende ind mod perronen og han kiggede sig desperat omkring, hvorfor kom faren ikke styrtende op ad trapperne. De skulle da sammen hjem. Skulle de ikke?
- Skal vi ikke have Far med?
- Han finder selv hjem, svarede hun.

Ville lige dele

Jeg stod og funderede over det der med børn. Tandbørstningen nærmede sig, og jeg gad bare ikke. Det er der sådan set ikke noget usædvaneligt i. Jeg har snart haft børn i 12 år, og synes efterhånden at mange af nursingopgaverne har mistet glansen.

Altså forstå mig ret... Vi har haft dem så længe, at vi nok beholder dem, men alligevel kom jeg til tænke på at de kunne have været anderledes. Meget endda. For 5 år siden, da drengene var så store, at de sov igennem om natten, ikke brugte ble, og selv stod op i weekenderne, der kom SHM og sagde: Jeg er gravid!

Det var ikke fantastisk. Jeg så det ikke som en stor lykke der havde ramt os. Nej, jeg egoistiske, mavesure ægtemand, syntes nærmest det var som at få en fængselsstraf forlænget. Jeg ved godt det måske lige er dramatisk nok, men vi fik børn tidligt. Og noget af det vi narrede os selv og hinanden med, når folk spurgte om ikke vi gik glip af meget, var at nej vi gjorde ej, vi tog det bare senere...

Yeah right! Selvfølgelig gik vi glip af tonsvis af oplevelser, selvfølgelig gik vi glip af masser af den egodannelse, som andre gennemgår fra 20-26/30år, når de er sig selv, sig selv og sig selv. Vi voksede op med at have ansvar, ikke bare for hinanden, men sgu også for to små knægte, og nu hvor jeg kunne se et glimt af lys for enden af tunnellen, en mulighed for at indhente noget af det forsømte, så stod kvinden og præsenterede mig for et forfærdeligt valg.
Forfærdeligt fordi, jeg bestemt ikke havde lyst til, som en anden ludo-brik, at blive slået hjem igen! Men selvom jeg antydede at jeg ikke var hverken begejstret eller villig, så var det ikke mig der skulle lægge krop til hvis det ikke skulle blive til et barn... Altså et færdigt barn.

Jeg skulle have en mening, og samtidig var det altså ikke op til mig! Ikke nemt. At SHM samtidig virkede begejstret på flere planer, gjorde det kun sværere. Jeg var virkelig i syv sind. SHM havde ikke en ukompliceret graviditet med dreng nummer to, og hun følte faktisk at universet skyldte hende en mere harmonisk oplevelse af forældreskabet. Det skulle jeg forpurre, hvis jeg sagde nej tak? Samtidig var det jo ikke bare et enten gør vi det her og så bliver hun glad eller også gør vi det ikke og så fortsætter alt som før; Nej det var rimelig klart for mig, at valgte vi egoismens vej, så ville det også få store fysiske og psykiske omkostninger, ikke mindst for hende.

Jeg var 28, og følte mig pludselig meget for gammel til at få et lille barn mere! Jamen skat, jeg kan ikke holde til at miste nattesøvn, mine knæ kan ikke holde til at jeg skal kravle rundt efter et barn, det går ikke! Kan vi ikke få en hund i stedet.... Arh OK, så slemt var det ikke, men tæt på, jeg var ikke tilfreds. Jeg syntes faktisk at meget af livet havde været pænt hårdt i forvejen, og selvom jeg kæmpede med alt hvad jeg havde, så kunne vi kun lige holde røven i vandskorpen.
Det virkede ikke logisk for mig at et massivt søvnunderskud og en dårlig økonomi ville være svaret på vores bønner!

Jeg havde en god ven, som jeg drøftede det med. Han lykønskede mig, og overhørte al mit ego-brok, og sagde: Du skal da have en masse barsel! Det bliver fedt for jer... Han hørte slet ikke hvad jeg sagde? Jamen, altså...?

Jeg fik vendt den igen og igen. Både med mig selv og med SHM. Og jeg kom med på idéen (ikke at jeg tror jeg egentlig havde haft et say, hun havde sgu nok bare fået barnet i det skjulte - vi boede i et kæmpe hus). Og som tingene faldt på plads, så lykkedes det mig at overtage al barsel, fordi SHM var studerende og ikke kunne få barsel fra sit studie (min leder var ikke begejstret eller enig, men i overenskomsten stod at FORÆLDRENE har ret til sammenlagt et års barsel!) Nu blev Karen født 9.juni, så jeg tog lige 14 dage på job bagefter, og gik så på sommerferie, førend jeg begyndte at tære på orlovsugerne, det passede med at jeg skulle i arbejde igen den sidste uge før sommerferien næste år, hvilket ingen så nogen grund til = 13½ måneds barsel for mig.

Jeg stressede ned, jeg stod op om natten, jeg kravlede på gulve, jeg gik ture, jeg sad på seminariet og læste, mens Karen sov i vognen og SHM var til undervisning, jeg byggede hus, jeg øvede os i at leve på en sten, for det hed 60% af dagpenge i 2/3 af tiden, men jeg fandt glæden i det gratis, jeg fandt en ro der hedder, det er bare penge, og den dag i dag, har jeg intet problem med frisørregninger, arbejdsløshed, maxigæld pga. dårligt hussalg og finanskrise, for jeg har verdens dejligste datter, og havde det ikke været for hende, og nok også hendes mor (?), så havde jeg sgu nok glemt en vigtig del af mig selv overfor drengene også, så jeg blev et bedre menneske af at lytte til SHM's behov, af at tage monsterbarsel, af ikke at have penge og det er jeg lykkelig for i dag - ellers havde jeg nok været smålig i dag;-D Mandebarsel - Ja tak!

Alle disse tanker, blot fordi jeg ikke gad børste tænder og læse godnathistorie her til aften...Det slap jeg også for... Ja et vrøvlehovede slap jeg ikke fri fra at blive... Godnat!

Maskefald

Endnu en gang havde vi scenariet: Knægten har ikke lavet det han skulle. Hverken herhjemme eller i skolen. Han virker totalt ligeglad med andres situation. Om det er hans far der råber der er mad, eller læreren der siger lav til side 14. Han gør som det passer ham!
Det lyder meget Ole Lund Kirkegaardsk, men mest af alt er det pisse irriterende at være i hans omgivelser. Og hvis jeg som hans far føler sådan, hvordan mon så det er at være lærer eller klassekammerat?

Han har nu oplevet det meste negative indenfor skoleverdenen, så jeg håber ikke han har noget til gode?

Han har været ked af det!

Han har været drillet!

Han har været frosset ud!

Han har slåsset!

Han har skiftet skole (2 gange)

Han er gået en klasse om!

Nu er han bare en mutters alene stork, der går i fred, men uden glæde. Der er ingen der gider arbejde sammen med ham eller lege i frikvartererne. Jeg forstår det ikke. Han er verdens sødeste dreng! Han er så intelligent og dygtig! Men samtidig forstår jeg dem godt; Han er pisse egoistisk, doven og distræt!

Han er den ældste i sin gruppe nu. Det håbede vi ville give ham lidt status (og der er et spinkelt tegn på at det måske virker). Men han er udpræget egenrådig, hvilket vil sige, at han altid vil lave tingene lidt anderledes end de er tænkt. Eller bare lader være, hvis han ikke gider! Hvem gider gerne arbejde sammen med det?

Jeg bliver altid skidesur, når han ikke har fået lavet sine ting, men det dækker jo over at jeg bliver ked af det! Jeg bliver så ked af at han ødelægger mulighederne for sig selv. Han sidder og kigger ud i luften og dyrker sin melankoli, mens han triller tommeltot og venter på pauserne. Når vi spørger ham: "Hvorfor lavede du ikke noget i timen (vi er nu forbi at snakke om OM han lavede noget?)?"
Så svarer han: "Jah... jeg sad og ventede på at komme igang"
Er der noget der kan pisse mig af, så er det denne kasten sine muligheder på gulvet. Drengen er dygtig, men han er ukoncentreret og luddoven: "Hvorfor sidder du og kigger ud i luften?"
Drengen: "Hvordan ville du have det, hvis du blev taget væk fra en skole og kammerater hvor du havde det godt?"
AV! Den sad! Han går rundt med en vrangforestilling om at have været et harmonisk barn som er straffet i eksil! At vi fjernede ham fra popularitet og gode venner og har bortadopteret ham til en skole hvor han ingen har! Det er hans forestilling... Mit blødende faderhjerte krympede sig et par gange, al vreden og irritationen sev ud, hvorefter jeg tog mod til mig: "Tror du at det er sådan det er? Eller sådan det var?"

Vi droppede lektierne, maskerne og forestillelsen. Drengen fylder 12 i oktober, og det kunne ikke blive ved at vi kun talte positivt om fortiden og kun lagde vægt på hans lektier for hans lærings skyld (det sidste var lidt kryptisk, men jeg håber jeg når tilbage til det?). Jeg krammede ham og han græd, så jeg troede at han aldrig kunne stoppe igen. Selvom det nærmest føltes som at træde på ham, forklarede jeg ham virkeligheden bag alle vores bekymringer for hans skolegang, bl.a.:

• om hans skolegang på den lokale skole på Falster, hvor selv hans 'venner' ikke ikke gad ham i skolen, men kun i fritiden.
• om de rådne unger han gik i klasse med der!
• om hans dårlige klasselærer der isolerede og marginaliserede ham endnu mere som tiden gik.
• om hans egen rolle i at passe ind, f.eksk. da han gik til håndbold, men hellere ville opfinde et nyt spil end at lære håndbold.
• om hvordan det desværre ikke blev meget bedre på den næste skole - jo han blev ikke drillet og slået, men han blev bare isoleret - på en skole der havde samarbejde som deres hovedværdi!
• at jeg synes de lektier er røvsyge og ikke tror meget på at de lærer noget. Lidt ligesom grøntsager også skal spises, selvom man bedst kan lide bøffen!
• men at det at man laver sine ting/går forrest, når man kan er noget de andre lægger mærke til, og som gør at de gider eller ikke gider at arbejde sammen.

Det var så pissehårdt, at jeg flere gange overvejede at trække det i land, men ungen har krav på at kende vores motiver (i hvertfald dem der angår ham) for at flytte - både landsdel og skole. Jeg forklarede ham også:

• at vi havde valgt en skole med et lille elevtal, for at trygheden var større
• at vi valgte en skole der havde en aktiv socialpædagogik
• at vi havde valgt en skole med mange læringsstile, fordi vi ved han hader arbejdsbøger
• at vi ikke vidste der ville komme et internt opgør i forældregruppen, som betød at 1/4 af eleverne forsvandt (og dermed de fleste jævnaldrende drenge)
• at jeg nogen gange blev ked af at forsøge at tilrettelægge så meget for at han skulle have det godt, men at han selv samarbejder SÅ lidt.
• at hvis jeg vidste hvad der var bedst for ham, så gjorde vi det - I MORGEN!

Her et par timer senere, tænker jeg på Ronja (som altid). Da Borka antyder hvad en røver virkelig er! Den flovhed der rammer Mattis, da Ronja indser at hendes far har skjult en vigtig sandhed for hende. Og at hun skal høre det fra andre. Det tror jeg ingen forældre ønsker. Men hvornår forklarer man børn/unge de alvorlige ting i livet? Jeg er ingen ekspert, men for længe tror jeg at vi 'har spillet på hver sit hold'; os der kendte til hans situation og ham der var i den!

Nu er maskerne faldet. Jeg er pissestolt af ham. At han turde sige at han følte sig forrådt af os, at han fik forklaret at han følte sig misforstået. Jeg er også pissespændt. Spændt på om dette maskefald fra os begge giver ham mulighed for selv at tage en ske i hånden?

Jeg kan huske et par episoder, hvor jeg har provokeret mine forældre til at fortælle mig 'sandheder der gjorde ondt':

• Da jeg var 11 år(?), og min farfar var død, tror jeg min far fik en form for depression. Der var i hvert fald en periode, hvor han ikke rigtig var sig selv. En dag sagde jeg til ham at han fanme måtte tage sig sammen. Der flippede min mor helt vildt ud, og skældte mig ud/skammede mig ned under gulvbrædderne, med pointen, han har mistet sin far, hvordan tror du det føles?
• Da mine forældre havde kobberbryllup, og jeg dagen inden sagde at det gad jeg satme ikke med til (jeg kan ikke engang huske hvorfor), men min mor tudede og råbte af mig, og labbede mig et par på kassen. Jeg har nok været 13 år, og jeg tog da også med til festen.

Men de begivenheder står alligevel klart for mig fordi jeg netop ikke længere udelukkende blev behandlet som et barn og skærmet fra verdens uretfærdigheder og fortrædeligheder. Selvom det gjorde ondt (og nej min mor slog ikke en proper næve), så var der også en snert af stolthed, over ikke længere at være et uskyldigt barn, men at være en der var stor nok til at man kunne forvente en ansvarlig opførsel... Hvor jeg dog håber også at have givet ham lidt af den følelse i aften?

Projekt Bedre Far

Jeg har en dark side, som jeg arbejder med.

SHM og jeg fik børn tidligt. Vi var kun 20. Jeg har altid fokuseret meget på at det havde fordele. Vi ville være unge forældre, i god kontakt med vores børn, have stor forståelse, stadig have en sen ungdom efter de var flyttet hjemmefra og alt det jazz.

Det er selvfølgeligt også altsammen rigtigt, men en del af det dækkede også over en usikkerhed: Gik vi glip af vores eget liv/ungdom?

Jeg ved det ikke. Jeg tror det ikke. Vi har alle dage været gode til at have vores børn med. Til fest, på skiferierne, i uddanelsen osv. Men jeg faldt i en fælde, hvor jeg ikke ville undvære noget, hvor jeg ville det hele, og det har betydet at nærværet med børnene ofte er blevet 'sparket lidt til hjørne'. Nu fylder Professor Teflon 12 snart. Der er ikke mere tid at ta af til 'hjørnespark'.

Jeg håber jeg bliver en bedre teenagefar end småbørnsfar for ham. Jeg ved jo at det der småbørnsfar kom med øvelsen. Jeg er faktisk helt tilfreds og imponeret over hvordan jeg hviler i det med Kridt-Iglen, som lige er fyldt 4? Men jeg nægter at det skal kræve så meget øvelse med teenagefar-rollen! Fanme, den skal sidde der i første hug?

Derfor øver jeg mig. Jeg øver mig i at have længere snor overfor ham. Dele flere lommepenge ud end jeg egentlig synes han skal ha' (selvom det stadig er langt færre end han synes), acceptere legeaftaler der ikke lige passede mig (det hedder være sammen - også selv det 'at være sammen' da jeg var teenager var en dreng-pige-leg). Jeg prøver at være tålmodig med at cykelnøgler, regntøj, guitartunere, gameboys osv. forsvinder hurtigere end det kan komme ud af embalagen, drengen gør det jo ikke med vilje. Jeg prøver at lade være med at bemærke at hele madpakker smides direkte i skralderen om eftermiddagen (drengen må jo selvom hvis han er sulten). Jeg prøver at ignorere at han rævesover om aftenen, fordi han ligger og læser til sent. Jeg prøver ikke at lade mig stresse af at han ikke gider stå op om morgenen, at han liiige glemte at tage strømper på (og skal gøre det når alle er på vej ud af døren).

Men først og fremmest forsøger jeg at finde nydelse i nærværet. Pt. er vi ved at læse højt af "Den Forkerte Død", som er 3'eren i Kenneth Bøgh andersens "Den Store Djævlekrig". Vi er nået til kapitel 25, hvor Filip (igen) er død og kommet i helvedet (og himlen). Det fyger med eder og forbandelser, der er masser af historie og religion blandet ind i det (lidt ala Erik Menneskesøn) og tonen er så tilpas hyggelig/morbid at den 9-årige og den 4-årige også nyder det. Hun fløj op da Filip mødte Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe i himlen her til aften, dem kendte hun!
Men det føles slet ikke som tidsspilde eller arbejde, det er bare sjov og ballade! Øvelse gør åbenbart mester!

Fra LEGO-land til Ego-land

Så så man lige os. Total overskud. Også økonomisk - for en gang skyld! Vi tog ungerne på ordet, da de spurgte hvornår de kunne komme i LEGO-land? Det kan vi 5. juni, for der er 3 dage i weekenden og vi har forhåbentlig solgt huset - og fået pengene (Vi giver nemlig børnene temmelig lange indsigtsfulde forklaringer, jvf. snak på Julias blog om talen til børn eller med børn).

Dagen oprandt og vi måtte dele overskuddet med krapylerne, og selvom Kirk-familien flåede os for vildt (på trods af madpakker i rygsækken og vandflasker medbragt), så var det hver en krone værd! Jeg har heller ikke set den endelige opgørelse endnu, men tror det mens jeg skriver. Billederne lyver ikke!

(Det er mig og Professor Teflon i rutsjebanen - Daredevils on parade)

Nu er alle børn kylet i seng med et smil på læben og vi har liige taget os sammen til at male entreen bare liiiige en ekstra 'gang'. HA! stønner SHM lakonisk mens jeg skriver...

SHM fik sit kamera, Ungerne deres LEGO-land og snart.... ganske snart køber jeg min guitar!

På vej hjem fra LEGO-land:
Kridt-Iglen - Far vi har glemt at købe Disneyslik
Mig - Nej, det har vi ikke glemt. Nu har I fået så meget sukker i dag, at I kan få en gulerod til Disneysjov!
Kridt-Iglen- Hurra en gulerod!?! (helt uden srkasme)
Mig lettere skuffet - Ja, men de havde ikke flere gulerødder, så I kan få et løg hver?
Gnavpot - Adr...
Mig lettere begejstret igen - Jamen løg er smækfyldt med antioxidanter!
Gnavpot - Hvad er antioxidanter?
Professor Teflon - Det er bare noget far har fundet på!

Godt med en ugentlig 'fridag' NU MED BILLEDER

I får også li¨ge et af morgensolkrogen som jeg lavede i weekenden. Naboen havde lidt stabilgrus tilovers, og en dame i den blå avis skulle af med stenene... En dag men tunge sten og sol på gipsen... sådan! Nu bygger jeg en bænk snart som skjuler komposttønden og hullet i hækken...

Jeg har en fridag hver tirsdag, og det er noget der falder på et tørt sted. Der når jeg alle de ting der 'hænger' i løbet af ugen. I dag har jeg nået:

• at tømme og fylde opvaskemaskine
• at få fire personer spist af med morgenmad og at de fik madpakker med
• at smøre Kridt-Iglen med solcreme
• at gøre toilettet i kælderen rent
• at vaske gulv i kælderen
• at gøre toilettet på 1. sal rent
• at vaske gulv på drengenes soveværelse
• at vaske vores sengetøj og vaske gulv i soveværelset
• at vaske gulv i stuen og køkkenet
• at bage brød til madpakker i morgen







• at bage boller til de 4 kommer hjem igen


• at sætte gerichter omkring hoveddøren
(som det måske kan anes er væggen ikke helt lige?)












• at skrive to blog-indlæg + en mail til bank-koen
• at tage billeder undervejs

Og før min dag er gået har jeg forhåbentlig

• malet gerichterne i entréen (det fik jeg så ikke nået)
• pudset lysningen op ved havedøren (det bliver også en anden gang)
• lavet grill-spyd med kæmperejer til familien (Jojo og de smagte godt)
• været til fodbold (tjek)
• lagt billeder ind på bloggen (hermed gjort)
• lavet det sidste liste-arbejde i entréen (ja såmænd)
• et glas rødvin med SHM (det nåede jeg)
• at kigge hende i øjnene og bare lige nyde det

Ting jeg også burde få gjort men som jeg udskyder lidt med alt det andet

• forberede næste skoleår
• spille basket*, herunder finde den sidste kvittering som mangler i refusionsopgørelsen, så vi kan få de sidste penge for huset.

Jeg ville gerne sidde i en have stol og læse en bog, skrive lidt eller bare lige sidde med en kop kaffe og en guitar, men hvis listen skal fuldendes - og det synes jeg den skal**, så har jeg faktisk ikke engang tid til at sidde her nu.

*Vi har en flettet kurv, hvor alle regninger, breve og vigtige papirer ender. Vi skimmer lige om det er presserende ellers ligger det der til søndag, eller tirsdag hvis vi ikke får kigget på det i weekenden. Så skal man sidde der og svare på breve, betale regninger og aflæse vandmåler o.lign.

**SHM har egenhændigt vedtaget at hun tager toiletrengøringen på ungernes skole alene i denne uge, så jeg slipper for at okse derud (20 km). Derfor synes jeg også at hun skal kunne se fidusen ved det, når hun træder ind af døren til et rent, ryddet hjem med lune boller og solskin i haven.

Tirsdag formiddag...

Ugideligheds-blues...

Jeg har sagt farvel til SHM og drengene i morges. De skal 4 dage på lejrskole. Kridt-Iglen er syg, så vi er hjemme i dag. Hun sidder ovvenpå og leger nu, og virker ikke særlig sløj længere. Selv har jeg svært ved at finde ro til at bare være. Det er så gråt, mørk og koldt, at jeg både har måtte tænde brændeovnen og det elektriske lys her i stuen.

Jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med tiden, stilheden og ensomheden. Jeg savner allerede SHM og drengene, men nu har jeg endelig tid for mig selv. Jeg har masser af løse ender der mangler at blive bundet sammen:
Entréen mangler at få det sidste puds og maling
Bagtrappens lysning skal pudses op der hvor vinduet nu sidder, så man rigtig kan nyde lysindfaldet.
Bank-koen skal have de sidste papirer for ikke at lukke vores dankort. Skal jeg til at gå til Bank-ko?
Der står en 'låne-guitar' i stativet og venter på at blive spillet på
Jeg skal have min klasse på besøg til film-dag i morgen, så TV-kælderen burde ordnes i bund.
Jeg skal have møde med et par kollegaer herhjemme kl. 14, så måske jeg også burde smide vasketøj i maskinen og gemme opvask i opvaskemaskinen?
Jeg har så mange muligheder, men næsten intet overskud lige i dag. Jeg har sovet dårlig da et trykket ribben har spoleret nattesøvnen de sidste 14 dage (hvor vi så også lige har skullet holde fødselsdagsfestival for Gnavpot fre-søn). Mon ikke ribbenet både har punkteret en lunge og trykker på hjertet? Det er nok derfor jeg ikke er så veloplagt til action. Måske jeg bare skulle tage en lur?

Lidt senere:

Lidt er der da kommet ud af dagens slæb gennem cyberspace... Overspringshandlingerne førte mig nemlig ind på solarventi's hjemmeside. Her blev en gammel drøm genoplivet. Nemlig at få et driftsomkostningsløst solvarmeanlæg til at varme bagtrappen op og samtidig forsyne huset med frisk luft. Sådan en fætter skal bare monteres, så kører den vedligeholdelsesfrit og uden noget forbrug.

Den koster 7600,- men dengang vi arvede SHM's far aftalte vi faktisk at arven skulle financiere det. Vi var bare i knæ, tynget ned af regninger på to huse osv. så SHM's arv røg i Bank-koens gemmer! Nu er det tid til revanche. Huspengene kommer snart, og så skal vi have solvarm - ja vi skal!

Byg dig i form!

Eller i hvertfald solbrændt!

Jeg er gået i husbygger-mode igen. Hurra, jeg lever! De sidste par uger har jeg støbt gulv, med varme i entreen, skiftet hoveddøren og døren fra bagtrappen til haven samt et vindue. Alt sammen i et forsøg på at efterkomme SHM's inspiration fra Fjang-Solo-indretning.

Dvs. det lader jeg som om. I virkeligheden synes jeg bare det er pissesjovt at bygge. At jeg så laver det hun gerne vil have, der hvor hun peger og sådan som hun ønsker det giver jo bare os begge fornøjelse af det.

Noget af det jeg har fortrudt omkring husbyg, er fraværet fra resten af familien. Derfor skal de være med. I tirsdags holdt jeg så Professor Teflon hjemme fra skole og lærte ham at lægge fliser i stedet. Det er da også matematik. Han skulle skære med vinkelsliber og fik en sandwich fra bageren og en cola til frokost. Fed dag! Dem skulle man have nogle flere af!

Så flot fik vi lagt fliserne!

Vores gamle bagtrappe leder os ud til den hyggeligste gårdhave jeg nogensinde har set - OG SÅ ER DET MIN! Men døren der sad i åbnede den gale vej (indad), bandt og var piv utæt og havde punkteret termoglas i ruden. At den var rådden og grim trak ikke ligefrem op. Ovenover sad et lille kedeligt vindue, som bare var flækket tilfældigt i. Nu fandt vi en dør på nettet, som åbner den rigtige vej, udaf mod lyset, som slutter tæt uden at binde, og som har smalle sprosser.

Og sørme om jeg ikke et par dage senere fandt det rigtige vindue at sætte i ovenover?

Der skulle godt nok liiiige fjernes en 1m2 mursten fra hullet først, men nu...

Jo tak. Nu hvor det hele er lavet (minus puds og maling, strømmer lyset ind på trappen og inviterer én ud i haven. Fungasi-teorien er at vores trappeopgang er placeret i vores velstandsområde. Hvad siger det om ens velstand at man går fra besværligt, upraktisk, utæt, kold, skæv, rådden, skummel og grim, til funktionelt, lyst, enkelt, stilfuldt, varmt, praktisk, let og rigtigt?

Tjah, nok lidt det samme som vores entré; Den var mørk, crowded, kold og nusset. Nu er den lys, charmerende og varm. Jo hvis lykken er den tykke mand, kan han godt komme ind. Når altså låsesmeden har været her og sætte håndtag og lås på. Pt. er døren bare skruet fast med et brædt, mens vi venter på pengene til at sætte lås i...

Før & Efter: Den tunge mørke hoveddør er blevet skiftet til en dør med ruder i, udskæringer og krummelurer. Kokostæppe er pillet af, gulvet brækket op og isoleret, støbt varme i og belagt med lyse fliser. Væggene og loftet har fået perlestaff-beklædning og hvid maling, og knagehelvede er blevet udskiftet med en bøglestang. Det eneste der er tilbage er faktisk buen ind til 'jakkeland'. Den fredede SHM da jeg gik igang!

Da jeg skiftede dør og vindue i haven gik jeg lige i solen, og blev nok en anelse skoldet...hmm Thats life for you, når ens gårdhave er sydvendt!

At skrive dette indlæg er nok en af de største tekniske udfordringer da SHM's bærbare er så ustbil at billeder og tekst konstant forsvinder. Bær derfor over med fastetejl og dårlig illustrationer og opsætning. Hvis ikke Blogger automatisk gemte, ville dette aldrig være lykkedes!

Haven netop nu...