Viser opslag med etiketten svigerfamilie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten svigerfamilie. Vis alle opslag

mandag den 10. august 2009

Onklerne eller Svigermor?

Det er efterhånden en uges tid siden jeg lagde et indlæg om svigermors fødselsdag. Jeg lavede også en afstemning, og selvom jeg egentlig tog beslutningen allerede i tirsdags, og har snakket med min svigermor, så ville jeg jo ikke påvirke jeres meninger eller afholde jer fra at komme med alle de fantastisk interessante input jeg har fået. Tak for dem!

Nå men til sagen.

Jeg snakkede med svigermor om fødselsdagen, og forklarede hende at selvom jeg gerne vil fejre hendes 60 års dag, så falder det sammen med et andet arrangement der var lagt på forhånd. Jeg forklarede hende også at det ikke var en nem beslutning, men at jeg føler jeg har forladt mit bagland for anden gang med flytningen til Jylland (første gang fra København til Falster), hvilket betyder at min vennekreds endnu en gang er lidt udsat. Jeg har de her 8 gode venner, som jeg ser to gange om året og det kan kun ligge de datoer vi har tatoveret på inderlåret. Vi har koordineret det efter vores egne, vores koner og vores børns fødselsdage, og derfor er det ikke sådan at flytte.
Når jeg ikke bare sagde ærgerlig-bærgerligt da hun inviterede, men lige skulle bruge nogle dage på at overveje det, er det fordi at hun betyder noget særligt. Og fordi jeg har lyst til at fejre hende (så nej, Nette, jeg ville ikke sidde og surmule og ose af fornærmethed, hvilket hverken klæ'r voksne mænd, eller KVINDER!) derimod ville jeg ærgre mig indvendigt (og stille) med tanken om at gå glip af et onkeltræf. Den del er jeg nok blevet for gammel til/mere bevidst om, så jeg er blevet mere ærlig omkring mine prioriteter, mao. ikke så tilbøjelig til at gøre ting jeg burde, men mere at gøre ting jeg vil!
Det ændrede dog ikke på en grim følelse af svigt og skuffelse i forhold til svigermor. Og den bunder i at jeg gerne vil fejre hende, så jeg sagde til hende at jeg gerne ville lave noget andet med hende. Det tog hun rigtig godt imod (sammen med et udtryk for både ærgrelse over at jeg ikke kommer, men også glæde over at jeg er ærlig), og da jeg foreslog 14 dages camping i Harzen, grinede hun og sagde at hun hellere vil have sat fliser op på toilettet derhjemme, så det ligner det lige nu, medmindre jeg køber os et par timer på et kursted sammen;-D

Jeg vil gerne takke jer for kommentarerne, jeres stemmer og forståelse. Stemmefordelingen viser også at det eneste der er enighed om, er at det ikke er nemt.
Der var 15 der stemte rent for at tage sig sammen, droppe vennerne og være der for svigermor.
Tilgengæld var der sammenlagt 20 der stemte for at melde afbud, hvoraf 10 mente der burde tilbydes en eller anden form for kompensation.
5 mente at jeg burde tage med for konens skyld, og så gik det hele nok, men lige præcis nok til at det lagt sammen med dem der synes jeg burde tage med for svigermor, ville give noget nær dødt løb mellem at tage med eller melde afbud... 20-18 til onklerne.

På den måde kan man konkludere at jeg egentlig ikke blev klogere;-D Men tak for hjælpen alligevel!

mandag den 29. december 2008

Åh jo, jeg glemte jo næsten...

At fortælle om julen 'på den gamel præstegård'

Det har faktisk været en god jul. Jeg er næsten rask igen, vi har julet med min familie og holdt jul med SHM's bonusmor, hendes datter og Guitar-bohemen, som lakonisk udtalte kl. 02.15 på terassen med en smøg: "Det er helt underligt med en jul uden drama..."
Deres far, min svigerfar døde i marts, og selvom han er både elsket og savnet, er der nogle ting der er gået over i anekdoternes evige jagtmarker, som den jul hvor han gik sur i seng kl. 21 fordi han ikke fik ret i en diskussion, eller dengang han gik i seng med ordene: "I skal bare hygge jer og drikke alt det i orker", for næste dag at få et føl på tværs over at alle øl var drukket!

Men julens absolutte mellemøstforhandlinger var julefrokosten 2. juledag, eller var det 3. juledag? hos DKV (læs andensteds om planlægningen af datoer).

Nå, min vi kommer kl. fem, blev altså til at DKV ringede 1. juledag og sagde: "Vi regner med at maden står på bordet kl. to!" Vi kommer kl. to svigermor... Godt så.
Kl. to kom vi til et veldækket bord, tilstede var DKV, Mont Blanc, Mont Blancs gamle far, SSS, Klippen og deres tvillinger på ca. to. Det var både lækkert og hyggeligt, og detaljerne skal jeg ikke kede jer med, men vi fik både sunget, spist, drukket og pakket ud. Der var lutter gode gaver, inkl. en filtet hat til SSS fra DKV. SHM og jeg morede os med at hype den:
"Det er bare så meget dig!", sagde SHM og blinkede til mig.
"Den ER smuk", supplerede jeg
"Den fremhæver dine øjne på en helt ny måde", overtog SHM
"Yeah!", kvitterede jeg
Mens SSS snoede sig for at undgå at skulle fjerne byttemærket. Jeg betragtede det som en stille, barnlig 'hævn' over alle de gange DKV har tvunget aflagt tøj ned over SHM og SSS har overøst det med komplimenter, så hun selv slap for at at overtage det.
"Jeg ved ikke rigtig, jeg synes bare det ligner noget jeg gik med i 90'erne" forsøgte hun sig.
"Præcis, det er retro, du ser meget yngre ud - og smukkere", råbte jeg fra en lænestol med en øl i hånden og et grin på læben...

Nå men byttemærket kom ikke af, og dag blev til aften, børn blev til sovende klumper og voksne blev fulde... Det lyder altsammen som en normal efterjuleaften. SSS stemplede ud, Mont Blancs far blev lagt i seng og DKV begyndte at drømme om sin runde fødselsdag til september.
"Da jeg fyldte 50 var der nøgenbadning"
"Du er vist blevet lidt rundere, så der er vist ikke nok vand i søen nu", forsøgte Mont Blanc sig.
"Jeg kunne godt tænke mig at der var musik, gøglere, tjenere, mere end 120 mennesker og at alle havde en ret med de selv kunne..."
Her stemplede jeg lidt ud, da planlægningen at dato for julearrangement over 14 dage krævede 3-4 radikale ændringer, hvorfor planlægning af en fødselsdag om 10 måneder synes totalt uoverskuelig.
Klippen derimod var lige vågnet af sin dvale (SSS var gået til køjs), så han hældte øl i halsen, forklarede meget direkte DKV at hun alligevel ville nå at lave det hele om mindst 30 gange (mens jeg krummede tæer over at han sagde hvad jeg tænkte).

Jeg gik i seng, det samme gjorde SHM. en halv time efter at vi sov, blev vi vækket af et ordentligt brag (troede det var et jordskælv), der viste sig at være Klippen. DKV havde advaret ham mod trappen.
"Den er frygtelig stejl, Mont Blancs far faldt på den igår, tror du ikke vi skal hjælpe dig ned?"
Men klippen var fuld (også af selvtillid) så han gik i knæ i køkkenet, stemte begge håndflader mod gulvet og satte af med samlede ben, hvorefter han hoppede rundt om køkkenbordet som en frø på ca. 75 kg.
"Nu skal jeg vise dig hvordan man klarer den, svigermor!" var det sidste hun hørte ham sige inden han frø-hoppede 6 trin ned af den stejle kældertrappe i en stor potteplante. I kælderen som SSS, tvillingerne, SHM, undertegnede og vores tre børn.
"Det er bare klippen" mumlede SHM og vendte sig om.
"Nå ja", tænkte jeg og sov videre.



SSS havde lidt svært ved at få ham lagt til ro, og prøvede forskellige løsninger, men det virkede som om hun endelig fandt en der fungerede...

Dagen efter var SSS, Klippen og tvillingerne kørt hjem da vi vågnede. Men som Mont Blanc sagde: "Klippen lignede ikke en der var vant til at pakke bil"

Det var så den jul - Nåh jo Kridt-Iglen fik også skoldkopper i julegave af tvillingerne. Tak for det, så slipper vi for at blive hjemme fra arbejde med sygt barn en anden gang, men kan få det overstået i ferien:-)

God Jul

tirsdag den 9. december 2008

Svigerfamilie... Hvad gør jeg?

Hvad gør I?

Julen står for døren, og kalenderbingo skal spilles. Hvem er med hvem hvonår?

Vi holder jul med SHM's bror, Guitar-Bohemen. Hans mor og søster kommer med, det er en sammenbragt flok, da SHM's nu afdøde far nåede at være gift tre gange. Travl mand!

Mine forældre + min bror, Teknokraten* m. familie ser vi før jul.

Så den store joker i kabalen er SHM's mor, Det Kære Væsen & kæresten; Mont Blanc, SHM's søster, Solo SynkronSvømmeren & manden; Klippen og børn. Mont Blanc og Klippen er væsensbeslægtede. De er ninja-agtigt rolige uanset hvilket stormvejr de sidder midt i. Oftest følger de alle ændringer og udsving med en stoisk ro. Jeg er fuld af beundring. I den sammenligning er jeg en tøs; jeg er vanskelig, diskussionslysten og undrende når jeg synes der er dobbelte standarder eller planer bliver ændret.

I dag var der så for-julemiddag hos Svigermor. Ikke gaver, glögg og alt det der, men bare sidste runde af planlægningen.

Jeg ved ikke hvordan i har det med jeres DKV, men jeg har kendt min længe... 15 år cirka, så nu forstår jeg hvad hun mener, bilder jeg mig ind.
- Nu skal I bare spise noget frugt, ellers kan I ikke spise noget til maden!
Det betyder "Der er ikke noget kage, slik, konfekt før maden", og sådan nogle koder er der masser af, f.eks. når hun taler for Mont Blanc:
- Mont Blanc synes det var underligt at vi ikke var med til julefrokosten i sidste weekend!
Det betyder "Jeg ville gerne være med når I ses".

Dette DKV-kodesporg kan nogengange gøre det svært at planlægge. Som den dag vi var til middag hos dem sammen med SSS & Klippen, og DKV pludselig siger ud i lokalet:
- Mont Blanc vil høre om SHM og SSS vil med til koncert på søndag, vi har købt billetterne?
Hvad siger man så?
- Nej, jeg havde ikke forestillet mig at skulle være alene hjemme med 3 krapyler på søndag, mine weekender er små oaser for mig for tiden, og SHM er sgu rigeligt i underskud for søvn i forvejen!
Nej vel? Specielt ikke når SHM bliver begejstret på stedet. Hvem vil være joy-killer?
- Det lyder da bare fedt, det skal I da gøre, siger min mund.

Jeg har vendt situationen i hovedet, og selvfølgelig er det et udtryk for næstekærlighed og opmærksomhed der er årsagen til invitationen, men sagt ud i lokalet hvor alle dem der skal med synes det er fantastisk, bliver jeg alligevel gidslet lidt til at mene det 'rigtige'.

Vores foreløbige aftale for julen var nemlig, en gang i november, løseligt blevet aftalt til at være:
Ikke 1. juledag, d. 25. december (alle var enige om at tømmermænd og søvnunderskud skulle have fred den dag, SSS's klarsyn slog til)
Ikke 2. juledag, d. 26. december (SSS havde et venindearrangement, der havde absolut førsteprioritet, af grunde vi sagtens kunne forstå - og DKV's ønske var at vi var sammen en hel dag. SSS ville gerne åbne for muligheden at alle blev og sov, så vi kunne fulde os og ingen skulle køre. Alle var for denne betragtning)
Men så 3. juledag, d. 27. december da. Den tager vi.

Men så nemt skulle det ikke gå, for DKV havde lige en 'trumf' i ærmet sidste gang vi drøftede planerne.
- Er I sikre på at det passer jer med d. 27.?
Det betyder: "Jeg har noget andet jeg gerne vil d. 27."
Det viste sig, at hendes søskende havde aftalt at mødes den dag, så derfor ville de gerne kunne køre til København senere den dag.
SSS kom med en Salomonisk løsning der virkede fornuftig: Hvad med d. 26. december om aftenen, sove til d. 27. og så hjem efter frokost?
Det passede alle. Dengang. Men så var det at jeg så en annoncen for en koncert SHM og jeg havde snakket om at tage Guitar-Bohemen med til... Det var d. 26. om aftenen!

I aften prøvede jeg så at se om reglerne for at bøje aftaler gælder for alle.
- SHM er blevet inviteret til koncert d. 26. december... hvor fast er den aftale?
Men de kender ikke mit kodesprog, eller også er det som når jeg snakker parlør-italiensk, og kalder maden på restauranten for "Bil-lys" når jeg mener "Blændende", og tjeneren griner uforstående af mig!

Aftalen var meget fast, så Guitar-Boheme... Du må vente til en anden gang, når der ikke er planer, eller krydse fingre for at jeg får et sprogkursus i 'svigersk' i julegave:-)

*Min lillebror er uniuddannet ingeniør, altså bedre/mere prestigeuddannet end mig, og i hvert fald højere lønnet. Da der kun er 3½ år mellem os, har konkurrence altid præget vores forhold, i en positiv, drillende tone, så jeg tør godt kalde ham Teknokrat. Der ligger intet andet end misundelse i det :-)