He's Got The Whole World

Ældsteknægten følger sin lillesøster til og fra skole. Han bad om et job, og nu får han 40 kr om ugen for at fælge hende. Han hjælper hende med at huske taske, madkasse og skiftetøj, også selvom han selv glemmer bøger, idrætstøj og madpakke (man er vel 14?).

- Far?

- mmm

- David købte en doughnut til mig i går...

- Nå, hvor lækkert!

- Ja, han havde lige nogle penge, så da vi ventede på bussen gik han lige på tanken

Så pengene han får for at følge hende, dem bruger han altså på at forkæle hende. Det gjorde mig sgu helt glad!

Still Got The Bluse

Så er det kampdag... FCK skal til regionalopgør på den anden side af Vestvolden. De unævnelige, der så gerne vil være København, tager imod med retorik i verdensklasse ala Bernburg som proklamerer at foråret bliver godt, en sportschef der lover at de kommer styrket ud af transfervinduet, samt en administrerende direktør der præsenterer et underskud på 35 millioner og kalder det flovt og forventeligt, og i samme åndedrag siger at der nok ikke bliver råd til de vilde indkøb.

Det er dermed som det plejer. Sagt mellem linjerne. Lige nu er det ikke vigtigt. Vi er ikke gode. Vi har ingen penge. Vi køber noget lort til vinter, og det vil gøre os bedre. Eller hvad? Kom nu Brøndby for fanden... Det er lige før Absalon er klar til at starte inde mod jer!

Hip Hurra Det er min fødselsdag!

Eller rettere sagt, det er Ældsteknægtens 14 års fødselsdag. 14 år!!! Det er fanme mange år siden. Før den blå blok, før 11. september, før finanskrisen... det er længe siden!

Jeg var 20 år dengang. I dag er jeg 34, og er flyttet flere gange, er blevet skilt, har taget en uddannelse og fået endnu flere børn. Ak ja, tiden går...

Oh Baby!

Jeg er kommet til et modent punkt i mit liv. Jeg har købt et avisabonnement. Så fredag kom Weekendavisen (Jeps du læste rigtigt, Tantens højpandede ugeavis, uden sport) første gang i postkassen. Det var helt perfekt, for de sidste mange timer har budt på masser af tid til at læse avisen. Der har jeg bare siddet og ventet på at CPB skulle få sig noget søvn eller at Absalon skulle vågne. 

Derfor har jeg læst de mest sindsygt spændende artikler om Børnelokkernes Befrielsesfront, Fetichisme, Den franske folkeskole, dyr med flere genomer, anmeldelser af et dusin spændende bøger, en artikel om nonners isolerede liv i fangenskab i klostrene i middelalderen. Masser af inspiration til et par ord med på vejen fra Overblikket, men når man lige er blevet far til fire, så er det som om man taber tråden, når lixtallet kommer over 13, så derfor kommer der ikke noget om alle disse spændende 'verdensafskrabninger', men derimod et par billeder af en dreng der er ca. et døgn gammel.

 

Holiday

Når jeg nu har fået ferie, så er der en masse projekter der skal følges op på; fejelister i køkkenet, maling af radiator, oprydning på skrivebord og så er der jo det dersens barn på vej! Er vi klar? Har vi det hele? For måneder siden satte vi os en aften og 'netshoppede' det vi kunne komme på at vi manglede... Det blev til denne blog, som måske trænger til en supplerende kommentar fra alle jer erfarne børneforældre i blogland?

Happy birthday to you

Yngsteknægten fyldte 11. MUM skulle lægge domicil til, og vi skulle komme med kagerne. ca. 24 gæster betød 3 lagkager. En med marengsbund, en med jordbærflødeskum og en med flødeskum med rutebiler i.

Put your lights on

Faldt over dette billede i lægens venteværelse, da jeg var til tjek med mellemsteknægten. Han havde ondt i siden og skulle tjekkes for blindtarmsbetændelse, det viste sig at være tættere på pjækketarmen. Men når nu vi sad der, så var jeg jo heldig at falde over lampen til vores nye køkken. Mangler kun 1850,- og at finde ud af hvilken farve/hvilke farver?

Det er de gamle københavnske gadelamper der bliver lakeret om og shinet op af folk med sociale og psykiske problemer. Det er et formål jeg gerne vil støtte, og en lampe jeg gerne vil eje!

What did you learn in school today, dear little boy of mine?

Ældsteknægten lavede lige en classic på mig i går. Det vil sige, det var faktisk over et par dage, for gennem den seneste uge, har jeg hver dag spurgt om han havde lektier for. Da svaret hver dag var er langt tænksomt "Øhhh....hmmmm....NEJ!", så tolkede jeg det jo som at drengen først tænkte efter, har jeg mon lektier for?, og dernæst svarede som ærligt var, nej det har jeg ikke.

Tirsdag aften var han pludselig meget fordybet i en powerpointpræsentation (PPP). Der var bare lige det, at det foregik på lillebroderens værelse, på lillebroderens computer, som er stationær, fordi hans egen bærbare havde han glemt hos sin mor. Hvornår er det så til? Imorgen...

Hvorlænge har du haft det for? I noget tid...

Hvor lang tid er noget tid? Øhhh... hmmmm... tre uger?

?=)(/&%€##"#€%&"!!! Indsæt selv hvad du som forældre ville svømme over med af eder og forbandelser....

Hvorfor har du sagt "NEJ!", når jeg har spurgt dig hver dag om du havde lektier for? Fordi jeg havde glemt det...

NIX KAMMERAT!!! Ikke i mit hus! Der skal bedre løgne til, end glemt det. Jeg spørger jo for at få dig til at huske det!

Lang parlamenteren frem og tilbage ender med at drengen fordyber sig i det resten af aftenen.

Næste dag spørger jeg om han så blev færdig? Ja!

Hvordan kommer det så med i skole? Øhmmm jeg låner min lillebrors USB-pind, for min egen har jeg glemt hos mor!

Lillebroderen blander sig: Jeg har også glemt min derhjemme, så den kan du ikke låne...

Send din PPP som en vedhæftet fil til din egen email, så kan du åbne den på skolen i dag, VAMOS!

Ti minutter senere. Fik du sendt den? Ja!

Virkede det? Ja!

9 timer senere ved aftensmaden. Hvordan gik det med at fremlægge i dag? Øhm jeg fremlagde ikke, jeg stak læreren en hvid løgn og sagde at jeg havde glemt det, og har det med i morgen!

Hvorfor? Fordi da jeg åbnede min mail i morges syntes jeg det så underligt ud.

Spurgte jeg ikke om du havde tjekket at det virkede? Jo!

Og... hvad svarede du? Ja!

Her skal du forsøge at forestille dig, hvordan en træt far indebrændt sidder ved middagsbordet og forsøger at undgå at lade den gasblå vrede, der gemmer sig i det indre, slippe ud og fortære hele selvskabet. Vi rundede lige den mulighed at han havde løget og derefter var taget direkte hjem for at lave det til næste dag? Næh, han havde haft fri kl. 11.45 og derefter hjem til 6 timers playstation, fodbold på gaden og en tur i kiosken, han havde planlagt at lave det i aften efter aftensmaden!?!? Der var knægten eddermanme billigt til salg!

Efter maden gik vi op og så på det. Det eneste underlige ved den åbnede fil, var kvaliteten af PPP'en, som var ufattelig simpel og umuligt kunne vise tre ugers arbejde med andet end bussemænd og colakapsler.

Det paradoksale er, at jeg faktisk ikke selv finder lektier særligt vigtige. Han skal ikke lave en god PPP for at vise at han ved alt om Svend Tveskæg, men han skal få lavet sine ting, så hans image i en ny klasse ikke er, at han aldrig får lavet tingene. Irriterende nok, er han lige blevet nationaltestet i både dansk og matematik, og i begge fag ligger han blandt de bedste 10% i landet, i matematik faktisk blandt de bedste 5%! Hvordan den unge lærer noget, unden nogensinde at lave noget, er mig en gåde og en kilde til evig irritation, for jeg kan ikke engang presse ham til at lave tingene fordi det er nødvendigt for hans læring. Men jeg frygter at han stikker for meget udenfor normen, og derfor bliver isoleret. Og hvordan forklarer man så det?

Jeg valgte at tage en lang snak med ham i aftes, hvor vi blandt andet snakkede om det at passe ind i et fællesskab, og det med at vise andre at de kan regne med én. At det man siger passer og at det man aftale at gøre, det gør man. Jeg ved ikke om det fes ind, men jeg håber det...?

One small step for man...

Fy for pokker det er en spændende tid vi lever i. Store tal, store beslutninger og en masse uafklarede spørgsmål. Det korte af det lange. CPB flytter ind på skødet. Køkkenet skal ombygges og huset skal have en generel frisker. Der er barn på vej og der mangler en bil. Er der nogen der har set lottotallene?

Så hvad gør man?

Jeg starter hvor jeg kan. Barnet har vi ligesom sat til at hæve, så det skulle efter planen være around medio august.

Vi er 70% gennem hushandlen... Aftalen er lavet underskrevet og indsendt. Men hvor lang tid tager det sidste?

Køkkenet er planneret, materialerne regnet ud, og datoerne er mere eller mindre på plads... der er bare liiige det der med pengene; Kommer der nok? Kommer de til forventet tid? Dukker der uforudsete udgifter op?

Bilen er sparket til hjørne: Det er sommer nu!

Og så er der en kæmpe udfordring i kabalen, men den kan jeg ikke sige mere om, selvom jeg er ved at revne af lyst til det! Men jeg kan ikke! NEJNEJNEJ! Men det er noget godt, som måske lykkes... håbe håbe!

Fra børn og gravide folk skal man åbenbart høre sandheden...

I fredags købte jeg tre par underbenklæder i Netto, da jeg handlede. De lå i en fancy grågennemsigtig pose med lynlåslukning. De var ikke dyre, men det er jo også lige mig. Af en eller anden grund, var det endt i en bradepande, som stod på en skammel i køkkenet?

Kridt-Iglen kigger nysgerrigt på pakken, der til forveksling ligner noget hun har fået, nemlig når Netto fra tid til anden har Cirkeline-merchandise. Den er bare større. Hun kigger forventningfuldt på mig og spørger: "Far hvad er det?"

"Luk op og se..." griner jeg, for denne gang er det jo ikke til hende.

Hun fumler lidt med lukningen, men det lykkes, og da hun skuffet fremdrager tre på boxershorts, udbryder hun "Jeg troede det var en kjole til CPB."

Hun står ved siden af og griner: "Dem kommer jeg sikkert også til at passe, når jeg er mere gravid end nu."

Tak siger manden med den store røv!

Memory Lane

Som den opmærksomme læser måske har fanget, så har jeg jo gennemlevet en skilsmisse det seneste halvandet år. Det har været hårdt, tankevækkende og lærerigt. Der har været masser af praktiske problemer der har skullet løses, og meget af det er ved at være faldet på plads.

Én af de ting, der havde meget lang latenstid, var deling af fotoalbum. Jeg ved godt det lyder åndssvagt, men på en eller anden måde, er fotos noget mærkeligt noget. Hende jeg var gift med, lærte jeg at kende da jeg var 17 år, i 1994, og jeg var 33, da vi i 2009 skulle splitte det i dit og mit.

Der var mange ting, som det var nemt at afgøre, og en del det var lidt sværere med, men da hun flyttede til noget mindre, aftalte vi at foto-albummene blev hos mig indtil videre.

Og det er så nu. Jeg har selvfølgelig et nostalgisk forhold til de fleste af billederne. De viser mit liv, og bringer masser af minder frem. Omvendt ville det være en lang, svær og formålsløsproces, at sidde sammen med hvert album, bladre dem igennem, og med hvert enkelt billede sige "et til dig, et til mig". De albums repræsenterer jo ikke mindst vores børns liv. Derfor skal de ikke deles, men hvad så?

Mange skilsmisser jeg har hørt om, forlader manden både hus, kone og fotos og nøjes med børnene på deltid. Så sidder ekskonen med alle hans arvebilleder, familiebilleder, barndomsbilleder og billeder fra deres fælles fortid. Om det er en måde at frigøre sig, eller straffe sin eks (se så ligeglad er jeg med fortiden) ved jeg ikke, men jeg undrer mig over at man ikke har trang til at gemme lidt af sin historie.

Jeg er ikke teknisk fotonørd, så billedernes opløsning, belysning, kameraets lukketid og papirets kvalitet er mig i høj grad underordnet. Det er historierne billederne fortæller, som jeg er interesseret i. Derfor har jeg et mere nostalgisk forhold til motiverne end kvaliteterne. Så jeg gjorde følgende: Tog 8 timer ud af min weekend, hvor jeg fotograferede min fortids fotografier, og lagde dem ind på min harddisk, og her kl. 12, overdrog jeg de gamle albums til MUM, som blev lykkelig over at hun nu kunne tage dem med hjem (ret skal være ret, hun er den der har været bedst til at få fremkaldt billeder og lavet de albums).

Så med et digitalkamera, en Mac og lidt tålmodighed mener jeg vi har nået en løsning på billedproblemet, som alle er glade for...

Varm om hjertet i en kold tid 2

Det kan da godt være at jeg ikke er rigtig rask endnu? Det er da muligt, at jeg tog for tidligt på arbejde i torsdags?

Jeg ved også at jeg kan levere en bedre indsats end den jeg hidtil har givet dem i 2011, men jeg skal lige love for, at jeg fik 10% i 'lønforhøjelse', da jeg torsdag fik denne seddel af tre elever fra min 5.klasse!

Den røg direkte i min arkivhængemappe med anbefalinger.

Postkort eller Blog?

Min mormor har sagt at jeg skal opføre mig pænt... og at hun altid vil skrive postkort til fødselsdage, jul, og når hun er i udlandet, indtil den dag hun dør! Helt så konsekvent har jeg ikke tænkt mig at gå til værks. Men måske et blogpostkort er en gylden mellemvej?

Når jeg sidder på et hotelværelse, en cafe eller hænger i en skilift, falder det mig altid meget svært at få plads til at fortælle det hele. Eller at koge det hele ned så det kan være i skrivefeltet. Derfor ender jeg altid med at blive total frustreret, over at sidde og skrive om turen, i stedet for at opleve den. Jeg synes der er sådan noget midtvejsevaluering over postkort, fordi min mormor har lært mig at de gerne skal sendes så de kan nå at komme hjem, mens man stadig er afsted (sikkert noget med at det er mere autentisk at skrive "Sidder i Spanien", hvis man rent faktisk sidder der, når modtageren læser det, men come on, alle er da klar over at papirposten transporteres via tog/fly/bil og er flere døgn undervejs, så det er jo ikke som en 'direct line', er det vel?).

Jeg ved, at jeg aldrig når det, at jeg ikke kan huske adresser og postnumre, at jeg ikke får dem sendt eller at de ikke når frem. Derfor har jeg droppet det! Det er meget ensidigt, hyklerisk og fyldt med dobbelte standarder, for jeg bliver altid megaglad, når min mormor skriver postkort til mig. Eller når andre gør. Jeg læser dem igen og igen, og studerer billedet og forsøger at forestille mig hvordan der mon er... der på kortet?

Det er ikke noget vi formelt har sat i system, men siden jeg oprettede denne blog, har jeg gjort mig den ulejlighed at skrive om mine rejser og ferier, krydret med oplevelser og egne fotos, som en slags digitalt postkort, især til min mormor, som er den sejeste cyber-olde jeg kender. Hun købte f.eks. sin Kitchen Aid på nettet, og bestiller billetter og rejser online på trods af, at internettet for mange ældre (og det har hun efterhånden accepteret at være) har langt større tillid til face to face interaktion. I ny og næ sender hun mig en email, og fra tid til anden forsøger hun sig også med en kommentar til mine blogindlæg, selvom hun tror jeg har 'blokeret' for at hun kan!

Nuff talk - lets boogie!

Kære Mormor (og morfar)

Her er en hilsen fra Sverige, hvor vi afholdt juledagene med sne og ski. Rejsen herop gik fint, og på trods af den lange køretur undgik vi større uheld. Vi så endda en elg. Det tog ca. 17 timer sammenlagt, så det var nødvendigt at holde lidt pauser og drikke kaffe. Vi fik set Göteborg by night og to gange så vi Billerud Papirfabrik i den svenske midnat.

Om morgenen kørte vi gennem Mora, som er en by ved Siljan Sø, hvor der lå tæt ved en meter sne og var minus 18 grader. Det var uhyggelig smukt, men også barskt. Selvom der lå meget sne i Danmark da vi kørte, så syntes jeg lige det fik en tak opad i højden.

Vel ankommet til Klövsjö, fik vi installeret os i lejligheden, som var i et helt nybygget

kompleks 50 meter fra liften. Perfekt.

Drengene blev sat til at grave sig v

ej fra lejligheden over til skiliften...

Ungerne er heldigvis vilde med at være ude i det kolde, og derfor har vi fået masser af skiløb. Herligt!

Som altid på skiferier er det udsigten, det rå og kolde, den barske, smukke natur og den friske luft og megen motion der sætter dagsordenen. I Klövsjö kommer 795 meter over havets overflade, og udsigten er fantastisk.

Når det er aften sidder vi indenfor og drikker varm kakao ud nyder udsigten, til de oplyste pister fra panoramavinduet i køkkenet.

Lejligheden vi bor i har to værelser og stue/køkken, samt badeværelse med sauna og en entre, som vigtigst af alt rummer et tørreskab til alt det skitøj der i løbet af dagen bliver vådt.

Det bliver tidligt mørkt, for vi er kun ca. 400 km fra polarcirklen, men efter en lang dag på ski sover man også tungt og godt, selvom man ofte sover fra 20-8 i streg.

Både voksne og børn!!!

Men hvad betyder det, når man vågner til en solopgang som denne? Det kan godt være at det er koldt, men det er så smukt, at man ikke sanser når kulden bider, snottet i skægget fryser til og ungerne boltrer sig som vilde på bakkerne.

Snart går turen hjemad til Danmark af de samme

tilsneede veje, som vi kørte af herop. Godt vi har DVD-skærmene med på bagsæderækken...

Håber alt er vel i Danmark?

Kh

Thomas

PS. Fordi deres far er en sjuft til at poste et kort, betyder det ikke at ungerne nødvendigvis er det. Jeg købte selvfølgelig et kort til hver af ungerne og et frimærke, så de kunne skrive hjem til deres mor... Men hvad gør man når man er 5, og alle bogstaver skal tegnes af fra en blok hvor ens far har skrevet det man ville sige? Tjah... Kridt-Iglen gik død efter "HEJ MOR OG RENE", så "JEG ER SEJ PÅ SKI" blev fortolket i billedet af hende og mig, der sammen drøner ned af bakken, men jeg synes hun slap hæderligt fra det, omend hun har fået plads til mine ti ekstra kilo!!!

Om at sætte sig spor i tilværelsen 2

Jeg har skrevet om at være tilstede i nuet. Og jeg forsøger at være det. Senest har jeg haft dem med på polarsafari til broderfolkets revir. Her har jeg forsøgt at sætte mig visse spor i børnene ved at vise dem hvordan tingene kan gøres.

Jeg har allerede skrevet stolpe op og stolpe ned om at lære børnene at læse et kort og notere sig de omgivelser de bevæger sig rundt i, så det skal jeg ikke trampe mere rundt i... i denne omgang!

Noget jeg til gengæld har trampet rundt i, er svensk sne.

Kridt-Iglen var faktisk ved at have lært at køre uden sele* sidste år, men usikkerheden havde grebet hende, så derfor insisterede hun på at køre i sele de første to dage, hvilket bl.a. betød at jeg 1) kørte uden stave 2) at hver gang det blev fladt måtte vi bytte så jeg måtte trække hende. Nu fik jeg også et chok, da jeg trådte op på badevægten, da bindingerne skulle indstilles forud for turen, idet jeg lå 10 kg over min forventede vægt. Jep, du læste rigtigt, jeg vejede 10 kg mere end jeg selv troede!!! Og det er ikke engang sådan at de sidder tydeligt, så det er åbenbart rundt omkring de har gemt sig. Nå, men to af dem blev i Sverige takket være trækdyrsmotionen...

Tilbage til temaet om at sætte sig spor: For de spor jeg tænkte over at jeg satte, var ikke i sneen (selvom man med min nyfundne idealvægt sætter betydeligt tydeligere spor). Næh, de spor jeg taler om, er dem man sætter sig i sine omgivelser, og selvom jeg er midt i processen, og kun lige er ved at fuldende barn nummer tre, så har jeg lært mine børn at stå på ski.

Når jeg tænker på hvor mange gange jeg har kørt ned af norske fjelde med Ældste-Knægten mellem benene og en skistav på knæene som han kunne holde i, bliver jeg helt træt af tanken. Han blev ikke træt af tanken, men af at køre mellem mine ben, og den uge, mens han var fem år, der lærte han at stå solo på ski, med plov und alles! Et par år stod han stadig på ski, og blev faktisk ret habil til det, mens jeg lærte Yngste-knægten fidusen.

Ældste-knægten kiggede dog beundrende på de store drenge på snowboard, og ønskede sig hvert år at være en af dem. Et år blev jeg så træt af plageriet, at jeg lejede et board til ham for en dag, hvorefter han blev efterladt på børnebakken med beskeden: "Find så lige ud af hvor svært det egentlig er?", da vi kom tilbage havde han næsten lært sig selv at køre på skidtet!!! Der manglede ikke meget, men skiferien var ved at være slut, så han måtte vente til næste gang.

I mellemtiden lærte jeg selv at stå på sådan en indretning, da jeg var med specialefterskolen på skilejr, og pludselig havde eneansvar foro undervisningen af 12-15 normalt sentudviklede, ADHD-drenge og piger, som gerne ville lære det. Hvis det kunne lykkes, og det kunne det, så kunne jeg faneme også lære Ældste-knægten det! Så vi købte et board til ham, men jeg var faktisk kun nødvendig en enkelt formiddag, så var drengen selvkørende...

Nu er han vokset 3 skostørrelse og har fået nye støvler, og for julegavepengener købte han et nyt board deroppe, hvor han fik et super tilbud på et tidligere udlejet board. Det betød også at vi pludselig havde et board/støvler i størrelse Yngste-knægt, og ham har jeg endda kun slæbt rundt på kælkebakken et par dage i juleferien, men han kunne nøjes med sin bror at 'støtte sig til' for Ældste-knægten har allerede selv lagt så meget på sit eget løb, at det faktisk var ham der tog over, da Yngste-knægten fik lyst til at prøve.

Han faldt et par gange, men hurtigt var han på den igen, og efter han lærte liften på børnebakken gik det stærkt: ti ture op og ned, og han var klar til at prøve med en lift på en rigtig bakke.

Den kørte noget hurtigere, men efter 5-6 styrt, lærte han at tage liften op og køre bakken ned, UDEN at vælte. han var pisse stolt og det var fantastisk at se.

På et tidspunkt tog Kridt-Iglen og jeg en pause i en bålhytte, hvor vi kunne hvile vores trætte ben mens vi kiggede på de andre der kom susende i et væk, kom der en ca. 10 år gammel svensk knægt susende ned og styrtede lige foran hytten, så skiene fløj omkring ham og hans korpus lavede en flot plovfure i den komprimerede sne.

Han skreg og hylede og tog sig til det ene ben, og voldsomt så det da ud, men det der slog mig mest, var at der ingen voksne var i nærheden som udstrålede nogen form for ejerskab over knægten, så Karen blev bænket ved bålet og så trådte Dr. Overblik ind på scenen, med ubehjælpeligt svensk og uden egentlig forstand på what to do, men bare for at signalere til drengen, at "bare rolig, der er nogen til at skaffe hjælp". En svensk kvinde havde det åbenbart ligesom jeg, og sammen fik vi tilset drengen, der hylede og skreg som om alle knogler lå i bunden af posen nu, men som tilsyneladende mest var forskrækket. Vi fik ham rettet ud og beroliget, samlet hans ski sammen og bænket ham ved ilden, indtil han fem minutter senere kørte afsted igen... På max speed!!!

Senere, på en af de allersidste ture, kører Kridt-Iglen og jeg på en tallerkenlift mod toppen af en rigtig bakke. Det foregår ved at jeg har liften mellem benene og bliver trukket af liften, mens at hun står foran, med en ski på hver sin side af min højre ski og bare lader sig skubbe af mit højre ben. Hun står og synger noget fra De eneste to... "HVA MED DIN FAR? STYRER HAN STADIG SINE BRILLER?" (mener det korrekte ord er brandert, men jeg så ingen grund til at korrigere hendes tekst).

Foran os kører der en pige på ca. 8-9 år. Hun er svensk, og har hele dagen taget liften lige op, og ræset lige ned! Ikke andet, ingen sving eller noget, bare fuld fart, og hver gang tænker jeg "ikke se, ikke se, det der går galt!".

Det gør det dog ikke. Hun overlever hver gang. Faktisk er det værste uheld der sker for hende, da hun taber sin ene stav på vej op med liften. Den ligger der da vi kommer drivende, og selvom jeg egentlig har mit at se til med et barn viklet om højre ben, lykkes det mig alligevel at få bukket mig ned og samlet staven op med venstre hånd og give den tilbage til 'ræs-jenten' da vi når toppen. Jeg kunne ikke overskue, hvis hun forsøgte at stå på ski ned efter den.

"Du er sådan en der hjælper folk", siger Karen.

"Hvad mener du?"

"Du hjælper mig med at lære at stå på ski, du hjalp ham der faldt ned ved bålet og nu hjælper du hende der har tabt sin stav", hun lyder stolt, og det bliver jeg egentlig også. Jeg ser jo ikke på det som om jeg har anstrengt mig, eller gået ud over mine egne grænser for at gøre noget, men jeg kan godt se at hvis jeg ikke havde gjort de ting, så havde det været en anderledes skiferie. Og her er et vigtigt spor, som jeg slet ikke var klar over jeg havde sat mig i Karen: Hendes far er en der hjælper! Det synes jeg er vigtigt og godt at hun så kraftigt havde bidt mærke i. Det leder mig hen til næste blogindlæg, som ganske vist omhandler begivenheder i Sydhavnen i en anden tid, men alligevel vil binde sløjfe til de her indlæg...

*Børn i sele!?!? Det er da ydmygende... sådan tænkte jeg dengang jeg så det første gang. Jeg fik billeder for min nethinde af min onkel i ført lignende mundering, lænket til en pæl i græsplænen, når bedsteforældrene var på landet om sommeren i 60'erne, og tænkte "Er vi ikke kommet videre?". Men jeg må sige, at jeg på ski har glædet mig overordentligt over den gensidige tryghed der har ligget i at kunne få børnene på ski allerede i 3-4 års alderen. Det smarte er at man kan styre fart og retning, og hvis det bliver for stejlt kan man hale linen ind og køre med ungen mellem benene. Jeg vil anbefale det til alle der skal lære børn under 7 års alderen at stå på ski...

Husk dog at afmontere selesnoren efter hver nedfart, FØR du tager liften, men det er en anden historie...

Stadig gravid - nu med børn!

Nogle gange møder jeg gennem mit arbejde forældre der virker fuldstændig upåvirkede af forældrerollen. Enten virker det som om de slet ikke har opdaget, at de rent faktisk har børn, og dermed glemmer de alt om børnenes behov, eller også virker de som nogle der lever og ånder for at opfylde børnenes behov. De første kan aldrig overskue at spidse en blyant, eller pakke en madpakke, mens de sidste virker som om de aldrig har bestilt andet. Okkedog, en skolefest, et diskotek og en søskende fødsel mit i samme aften, det er da ingen problem.

Begge dele finder jeg en anelse uholdbare. Dem der overser deres barn ender med børn som aldrig fatter en skid omkring dem, som ikke kan se nødvendigheden af fornuftig mad, påklædning og søvnmønstre. Børnene kan aldrig overskue en skid og får ikke udrettet noget, uanset deres gode potentiale. Dem der bærer dem gennem på hænder og fødder får glasbørn, som går i stykker, når vinden blæser fra en uvant retning, som dårlig tåler at skulle trkke dørhåndtaget ned selv. De er usikre, perfektionistiske og initiativløse.

Med disse to yderpoler, burde mit projekt, nemlig at blive far til fire, være aldeles frygtindgydende, men selvom min økonomi er uoverkuelig, min disponible tid er barberet til et minimum og min arbejdsbyrde er større end tidligere, så føler jeg alligevel, at der er ved at infinde sig en vis rutine i at leve med det uperfekte, men at forsøge efter evne at udfylde de forpligtelser og ambitioner jeg har.

Derfor tør jeg også godt. Jeg bliver aldrig en far der glemmer mine børn. Ingen af dem, hverken de fødte eller de ufødte. Jeg bliver heller aldrig en der stable tusinde arrangementer på benene og holder dem konstant beskæftiget i ambitionen om at de skal blive stimuleret 24-7. Jeg forsøger at sætte mig midt imellem.

Af samme grund var MUM og jeg til møde i fredags. Det handlede om ældsteknægten på 13, som er ved at gå i stå, i den lille friskole på landet, som vi troligt kører ham til hver morgen. Og betaler til hver måned! Og gør rent, og tager til arbejdsdag og bager kager og skraber sne og... rend mig i røven.

Jeg ved godt, at vi valgte den skole, fordi den prædiker fællesskab og tolerance, men efterhånden er det ved at gå op for mig, at fællesskabet og tolerancen er så stort og rummeligt, at det lige præcis inkluderer dem, der er kernesegmentet derude, og dermed ikke ældsteknægten. Han er kort sagt ved at afblomstre totalt, på trods af vores gode intentioner, vilje og ihærdighed.

Forleden var der overnatningsarrangement for hele skolen, og på trods af deres fodformede forbud mod at eleverne må have mobiltelefoner, lykkedes det alligevel 'Steve McQueen' at telefonere et røgsignal til MUM... TO GANGE!

"Jeg er syg og dårlig" dækkede over "Jeg røvkeder mig!"

Det var både MUM og læreren enige om, men der hvor vores enighed med lærerne stopper, det er at han får lov til at kede sig. "Ja, han daldrer nok mest bare rundt alene og venter på at overnatningen er overstået!"

Det var forklaringen! Og som om det ikke er pinligt nok, at de står og erkender, at det ER sådan, så er det fanme også pinligt, at de indrømmer det får lov at være sådan! Det var ikke gået i min lærergerning, så no more mister nice guy!

Vi har troet på at det var bedste skolevalg for drengen, men det tror jeg ikke mere, så nu var vi til inspektionsmøde på en af de lokale skoler, for at se om det mon var noget for ham?

Lad det være sagt: Jeg er kritisk overfor folkeskolen! Mest fordi jeg selv er i dens brød, og dermed ser de økonomiske forringelser, der år efter år presser fagligheden og trivslen og er med til at udhule det sjove, det spændende og det legende. Jeg er der selv, for at modvirke den bevægelse, for tanken om folkeskolen er jeg all for!

Men det vi så, det var fandeme lækkert. Det var i orden og det blev præsenteret solidt af en karismatisk viceleder, som signalerede ben i næsen!

Derfor var vi idag til møde igen, denne gang medbringende ældsteknægten ham selv, for at vise ham stedet. Og den store dreng... Han kan sagtens forstå os, og var klar til at starte i dag, hvis vi havde givet ham lov.

Så selvom jeg altså har et barn på ca. 1 måned på vej, så har jeg altså også en knægt på 13, og det hele skal jo passes. Jeg vælger bare at stole på at sund fornuft, fokus på trivsel og rettidigt omhu vil være det jeg kan give mine børn og håber de tager imod?

skrevet i starten af november

Jeg vil gerne dvæle et øjeblik ved noget alvorligt. Nemlig det at miste. Forleden så jeg en 11-årig dreng fra USA der var på blues-turne i Europa, og adspurgt om han overhovedet kunne have "the blues", svarede knøsen: Anybody can have the blues, I've lost a pet once.

Og han har da sådan set ret, boy-wonder, der er mange der oplever store tab i deres liv, selv har jeg f.eks. oplevet at blive fyret og skilt, og jeg ved jeg ikke er den eneste. Og det gør nas! Det gør det da. Det er som om hele ens krop er dækket af et stort plaster der flåes af i ét voldsomt hug. Det her plaster sidder bare indvendigt, så det føles som at blive flået levende indefra, af en gigantisk usynlig kæmpe, som man umuligt kan stille noget op overfor. Selvom plastret sidder indvendigt er der masser af kropshår der forhindrer at det bare er en kort smerte, men som efterlader en skaldet, bar, nøgen og afsvedet.

Omtrent som en to-årig der skal have skiftet ble, ikk sandt?

Ydmyget og umyndiggjort, mindet om hvor afmægtige vi i virkeligheden er. Det er der skoen trykker. Når magten tages fra os.

Ligesom det to-årige barn bliver man også fyldt med lort. Man lyver om alt muligt. Jeg gør i hvertfald.

"Nå, hvorfor mistede du dit job?"

Man bliver ligesom den to-årige der har skidt i bleen. Indvendigt ryster jeg på hovedet, forsøger at vende mig væk fra den der spørger og leder efter udgangen. Det ville være så let at forklare hvorfor det nu var jeg blev fyret, men alligevel kniber man bare udenom:

"øhm, det var fordi...jah altså...der var nedgangstider, og jeg var en af dem der ofte stak hovedet frem på møder og kritiserede ledelsen, det kunne de åbenbart ikke have?"

Her er det vigtigt at bemærke, at en sag jo altid kan ses fra flere sider, måske bortset fra om der ER lort i bleen, der er nok en enten-eller-situation, men hvis det er muligt, så jeg vælger altid den vinkel, der får min rolle til at se mest sympatisk ud. I det her tilfælde: "Det var dem der ikke kunne rumme mig."

Som barnet med lortebleen, ved jeg jo godt, at jeg blev fyret fordi jeg brokkede mig over mine kollegaer på min blog. Det må man ikke. Det kan jeg ikke anbefale! Don't do this at home, I'm a trained proff... nå nej ikke mere!

Jeg kunne måske være sluppet afsted med det, for jeg havde jo ikke fortalt at jeg skrev en blog, så ingen af mine kollegaer vidste noget. Men hvis man skal leve et dobbeltliv, så skal man altså være smart, og der er mange ting jeg er, men smart er nok ikke lige en af dem.

Specielt ikke fordi jeg en dag, mens jeg sad og ventede på at komme igennem til billetlugen.dk, for at få billetter til FCK-Manchester City, i irritation over nedbrud på siden og af kedsomhed over ventetiden gik på min blog, for at læse hvor morsomt jeg svinede dem til.

Det hele kunne måske endda være gået, hvis ikke det var fordi det var i arbejdstiden, på kontoret, at jeg sad og dovnede den.

Det hele kunne måske være gået, hvis ikke vi havde været flere om at dele computere der hvor jeg arbejdede.

Eller hvis jeg bare havde husket at slette adressen fra browserens historik, så den næste der skrev en adresse med forbogstavet "a" ikke automatisk blev foreslået at læse min blog...

Den dag fik jeg 5 billetter med begrænset udsyn til en kamp i februar i Parken, men jeg mistede ti relationer til mennesker, som jeg i bund og grund satte stor pris på. Jeg mistede også mit økonomiske sikkerhedsnet, og da min kone arbejdede på nedsat tid og løn, og vi samtidig havde to hus pga. finanskrisen og boligmarkedets totale sammenbrud, kan man godt sig at version "Jeg blev fyret fordi de ikke kunne rumme mig" lyder noget bedre end "Jeg blev fyret fordi jeg er et umodent og uoverlagt brokkehovede, som solgte min integritet i blogland på internettets alter, for at gøre mig morsom over mine kollegaer, bag deres ryg".

Det er jo ikke helt løgn, at de ikke kunne rumme mig - måske kan man bare diskutere hvor meget rummelighed der egentlig skal være på en arbejdsplads?

Men når man spørger en to-årig om hvorfor der lugter? Om du skal have skiftet ble? Så ligner de jo altid uskyldigheden selv, en slags dværg-minister, som uforstående forsøger at ignorere det uundgåelige. Det gjorde jeg også. Min chef ringede: "Thomas, du er syg i morgen, vi holder møde om dig, og jeg tror faktisk ikke du behøver komme mere!"

Den måde det hele blev besluttet hen over hovedet på mig, fik min indre to-årige til at lege dværg-minister. Der må da være en løsning? Ja, spade, at de fyrer dig!

Jeg satte mig bag rattet og kørte de ca. 150 km der var hjem til min chef, torsdag aften, for at bede om nåde og love bod og bedring. Han var cool nok, og venligt men bestemt forklarede han, at han faktisk godt kunne tåle de ting jeg havde skrevet. Om ham! Men problemet var at jeg havde skidt i egen rede, og mine kollegaers tillid til mig var væk. Derfor skulle han vælge: Hvis han ikke fyrede mig, ville de sige op, hvis han fyrede mig, ville de blive!

Selv min indre to-årige kunne jo godt se det rimelige i at hvis valget stod mellem en illoyal medarbejder og ni loyale, så var mine dage som gårdsanger talte.

Men da jeg kørte hjem fra Vestjylland, i nattens mulm og mørke, ramte jeg en tankstation, hvor jeg købte to pakker smøger til hver af dem der røg (jeg kendte deres mærke, for jeg havde nasset smøger af dem allesammen), snus til dem der brugte det, og chokolade til de sidste. Midt om natten sneg jeg mig ind på personalestuen og lagde det til dem, så der var noget til mødet de skulle holde om mig næste dag.

Jeg ved ikke helt hvad min indre to-årige havde forestillet sig? To pakker smøger og lidt chokolade?!? De var jo ikke polske håndværkere, og jeg havde heller ikke købt vodka!

Det gik som det gik, og fyret det blev jeg. Det var selvfølgelig pinligt og ydmygende, men først og fremmest var det fornemmelsen af udstødelse der slog mig. Jeg blev bedt om ikke at vise mig igen på arbejdspladsen, men bare skrive en mail om hvilke personlige effekter jeg havde . Dem kunne jeg afhente på hovedkontoret på et aftalt tidspunkt, hvor jeg også afleverede nøgler samt en underskrevet afskedigelse.

Omtrent som at blive stemt ud i Robinson.

Da jeg hentede en flyttekasse med mine ting og afleverede mine nøgler til en sekretær, var det med fornemmelsen af, at jeg aldrig kunne hilse på de mennesker igen. Der var nu pletter på Jyllandskortet, som jeg nu helst ville undgå. Silkeborg... Hammel... Gjellerup... Vrøgum... Videbæk... Esbjerg... Grauballe... Karup... Engesvang... Herning... Facebook!

Nu sidder der måske nogle og tænker: "Er det så så slemt?". Ja gu faen var det da slemt. Jeg vi flyttet til Jylland med min daværende kone, for at forsøge at redde vores ægteskab. Jeg ved godt nogle ville foreslå parterapi i stedet... det vil jeg nok også i dag, men dengang virkede det som det rigtige at gøre.

Op med teltpælene, starte livet forfra, sammen. Vi flyttede til en by vi ingen relationer havde til... men der var billigt! Og det lykkedes at få lavet nogenlunde overlap på jobs. Hun fik ganske vist kun en deltidsstilling, men jeg fik noget jeg vil beskrive som et drømmejob med en hæderlig løn.

Samtidig var arbejdet den eneste mulighed for at få nye relationer, så det var faktisk aldeles forfærdeligt at blive fyret, for hele mit nye netværk forsvandt med et fingerknips.

Det samme kan man ikke lige sige om ejerskabet af fast ejendom. I halvandet år havde vi både hus på Falster, og i Jylland. Det forventede overskud fra den efterladte bolig, skulle financiere den lidt dyrere nye bolig i Jylland.

"Men hvad gik der galt, Thomas?". Dværg-ministeren har det korte svar printet på bagsiden af sit visitkort der ligger i bleen.

"Vi voksede fra hinanden".

Run Forrest, Run!

Den ildelugtende minister forsøger desperat at spæne ud i frihed med lort op ad ryggen. Nej, sandheden er ikke at tiden dræber et parforhold, eller ihvertfald mit ægteskab. Sandheden er at fokus dræber det. I hvertfald hvis fokus ikke er i samme retning.

Min ekskone og jeg mødte hinanden tidligt, fik tidligt børn (Kaare Sand - her er en niche "Når børn får børn"?) og for at fuldende det tidlige, blev vi også skilt i en alder af 33 år, efter 13 års ægteskab.

Mange forstod det ikke, men vi nåede faktisk et helt liv på den halve tid sammen. Fik uddannelser, børn, jobs, hus... ja vi manglede faktisk bare at blive pensioneret, så var hele checklisten udfyldt.

Vi 'voksede' ikke fra hinanden. Vi glemte hinanden. I jagten på os selv. For når man er så ung, som vi var, så ved man ikke hvem man er, eller hvad man vil. Så vi indgik store kompromisser, slugte kameler på størrelse med elefanter og lullede os selv og hinanden ind i en fælles drøm, som bare ikke var vores.

F.eks. ville jeg gerne bo på landet. Det ville hun ikke! Så flyttede vi på landet...

F.eks. ville jeg gerne sætte et gammelt hus i stand. Det ville hun ikke! Så satte vi gammelt hus i stand.

F.eks. ville jeg gerne have en gammel Mercedes. Det ville hun ikke! Så fik vi en gammel Mercedes...

Sig til når du ser et mønster?

Hun var rimelig dårlig til at sige fra, ikk?

Jeg var nok også rimelig god til at sige til...? Jeg sagde ja til alt! Det kunne ikke blive liebhaverekstravagant nok. "Skal vi ikke have et herreværelse med billardbord og guldstuk?"

"Næh...Jeg vil hellere..."

WHAM! Så stod der et billardbord i herreværelset!!!

"Hva siger du til at jeg river alle værelserne ned ovenpå og isolerer og laver nye værelser?"

"Puha, det tror jeg ikke jeg ork..."

BANG! Så var 1. salen splittet ad...

"Hvad siger du til en sauna i den ene udbygning?"

"Altså jeg ved ikke om vi har..."

VUPTI! Så er der sauna.

Ok, de ting jeg byggede/købte/fantaserede om gik ikke så hurtigt, men beslutningerne blev taget af mig. Som den egenrådige dværg-minister ville sige "Vi voksede fra hinanden".

For lige at tematisere det her til indledningen om at miste: Der mistede jeg mit sexliv!

Når vi snakkede om det, var hverdagsstress, frygten for igen at blive gravid (vi havde tre børn), træthed og bekymringer ofte årsagen til det.

Jeg ved... jeg VED at alle mænd kan knalde halvt i søvne, mens halvdelen af huset står i flammer, en pantefoged ringer på, og børnene er ved at spise katten...levende... i fodenden af sengen!

Det ledte til en drastisk og set i bakspejlet temmelig idiotisk beslutning: Sterilisation! Hvis kvindemennesket var bange for at blive gravid igen, så var det da bare at få klippet snorene! Så havde jeg ligesom lyttet! Havde jeg ikke? Så kunne jeg tage opvasken, betale lånet ud, lade hende sove længe, og så skal I bare se løjer for nogle vilde tricks i sengen! Hvor slemt kunne det være?

SLEMT! Skulle jeg hilse at sige! Det var så nederdrægtigt nervepirrende at ligge bundløs (noget mænd iøvrigt meget sjældent gør: Det er pænt frækt hvis en pige ikke har trusser på, men bare har din skjorte eller t-shirts på, men det omvendte gør sig ligesom ikke vel. Hvis jeg skal være nøgen, så er det nøgen! Uden trøje. Uden sokker), nå men man ligger der, med t-shirt på... og sokker... Så bliver man lokalt bedøvet (og nej det betyder ikke inde i et lokale, men at det kun er noget af kroppen der er følelsesløs). Det foregår ved at sadisten...undskyld kirurgen stikker en kanyle ind i huden på pungen og sprøjter et eller andet nervegift ind i dig. AV FOR SAGOMETERKUNDEFORRETNING!!!

Det gør vi for at det ikke gør ondt!

Du mærker nu ingenting, siger de, men der er løgn, for du er jo vågen, så du ved, at nu skærer de hul på posen! Det du mærker er omtrent som hvis du kradser dig med én negl ovenpå en anden. Harmløst, men forestil dig at det er din pupil du kradser i og at det føles sådan. Det ved du godt ikke skal føles sådan.

Lydene er også med til at styrke oplevelsen. Næste gang du snitter i sværen på en flæskesteg, så prøv lige at husk lyden, og tænk på mine klunker der!?!

Når snittet er foretage trækkes sædlederen (det er den lillebitte haveslange de små Thomasser sprøjtes gennem når de får deres afskedssalut fra faderen) frem. Sikkert med en tang eller et bukket søm eller noget. Så klippes den over, det minder vel om når man skiller to stearinlys fra hinanden og vægen klippes over (et meget smukt billede iøvrigt). Men det er ikke nok at klippe den over. Øjensynligt kan man være uheldig at enderne finder hinanden igen og vokser sammen, så man klipper et stykke af længere nede.

Nu er vi næsten færdige, så skal vi bare sy sammen, og der skal strammes godt til (så der ikke falder noget ud). Du kan mærke at der rykkes i det hele dernede, det gør bare ikke ondt (kun at tænke på).

"Så!", siger kirurgen stolt og smilende, men du ånder ud... lettet!

"Så er det den anden side..."

Den første side var slem, men måske er det fordi man nu ved hvad der er i vente, at det ikke føles så slemt i den anden? Måske er det bare bedøvelsen der er begyndt at virke?

Bagefter sidder man lettet på briksen og tænker: "Godt det nu er overstået!"

Hahahaha... overstået my ass! Alle mænd der har spillet bold og er blevet ramt 'rigtigt' ved hvordan det føles. Lige med det første registrerer man, at man bliver ramt, man kan måske tage et skridt eller to. Måske lige nå at råbe, eller trække luft ind, men herefter forsvinder omverdenen i flimmer for øjne og ører, centreret i en smerte der overbeviser en om, at denne gang er de smuldret! Der er intet tilbage! Sådan gør det op til et minut... så kommer andenbølgen... The armageddon... Verdens undergang, hvor man ikke bare tror man er eunuk, men faktisk er død og på vej i helvede.

Jeg ved ikke hvad designeren har tænkt på da vi fik klunker?

"Hmmm... det er sgu da smart, jeg giver ham sæd. Små kopier af sig selv... Genialt! Hvor skal han have dem? Vent... jeg får en idé... Jeg hænger dem i en pose mellem benene. Jeg må hellere gøre dem meget ømme så han ikke glemmer hvor de er!"

Nå, men sådan føles det altså da bedøvelsen aftager... I TI DAGE!!!

Virkede det så? Fik vi gang i sexlivet? Næh, der må være noget jeg havde overhørt, for frygten for graviditet var åbenbart ikke det store issue after all?

For det gik sådan, at der, lige der, i huset på landet, hvor jeg aldrig lyttede, hvor hun ikke gad, der mistede vi hinanden. Det tog to år at indse det. To år hvor alle sten blev vendt (undtagen dem i pungen). Vi flyttede langt væk. Vi skiftede karrierer (knap så frivilligt). Der blev aldrig stort drama i det, men vi forsøgte alt, og intet hjalp. Heldigvis nåede vi ud i tide, så vi stadig er venner, nu bare venner med børn.

Men hvad skete der så?

Der skete det vidunderlige, som der nogengange sker. Et af de få øjeblikke, hvor tiden står stille og alt falder i hak. Man går fra at ønske sig alting, til kun at ønske sig en ting. Og det er ikke, at FCK kommer videre i Champions League, men det minder lidt om det. Alt andet forsvinder. Man fokuserer. Jeg fokuserer. For ind i mit synsfelt træder den skønneste, hotte lille bandit, en voksen Ronja Røverdatter (I ved hende den frækkert der gør de svenske skove værd at besøge - okay det lød rimeligt pædofilt, men jeg var en lidt ensom dreng som barn, okay?). Jeg fik en yngre kollega på mit nye job.

Hvor klichéfyldt tænker man så? Jeg gjorde i hvertfald. I starten kunne jeg ikke rigtig tro på tanken, selvom jeg godt kunne mærke, at jeg følte mig tiltrukket af hende. Men var det virkelig gengældt? Jeg var jo blevet gammel, halvskaldet, småtyk og gnaven (det sidste havde jeg faktisk papir på, nemlig min fyreseddel), så jeg minder jo om en Bjarne Riis uden gul trøje, og hvor attraktivt er det?

Meget åbenbart! For vi lykkedes med at få et forhold.

På trods af små særheder, som at hun synes jeg prutter for meget... og for lugtfuldt.

På trods af at hun smasker når hun spiser mad med ske...

På trods af at hun gerne vil sove længe, og jeg altid står tidligt op...

På trods af at jeg som alle gamle er blevet et mærkedyr...

På trods af at jeg modsat andre gamle ikke har sparet noget op...

Så er vi alligevel havnet et sted, hvor hun sidder i min stue hver aften, hvor vi lægger vilde planer for fremtiden, og hvor det er helt fint at have hver vores små særheder.

Hun har også taget mine børn til sig (hun har heller ikke haft noget valg, for de var der, før jeg mødte hende), men hun har holdt fast i sin egen drøm; nemlig en dag at få børn selv. Og her er der selvfølgelig lige en forhindring, i form af at jeg valgte at blive steriliseret i en alder af 29 år, fast besluttet på ikke at skulle have flere børn.

Men tiden var en anden dengang, som Lars Løkke ville sige, og det der gav mening dengang giver pludselig ingen mening nu. For nu vil jeg pludselig gerne have flere børn, så hvad gør man så?

Jeg har været på nettet og læse lidt... nu ved jeg ikke om I kan huske de der minearbejdere i Chile, men hvis de nu er mine sædceller... så kan man faktisk bore ind i testiklen... med en kanyle og udtage væv med sædceller, som man herefter filtrerer og foretager en kunstig befrugtning... Alt det naturligvis i lokalbedøvelse, så man ikke mærker noget!

Det tror jeg så nok man gør!!!

En anden mulighed er naturligvis som Lars Kaalund foreslår i "Den eneste ene", så kunne hun jo bare gå ud i byen og blive bollet tyk af en eller anden tilfældig?

Det er da en mulighed (hvis man lige ser bort fra jalous, steril kommende barnefader derhjemme), men hvad nu hvis hun ikke blev gravid i første hug? Hvor mange gange skal man forsøge den model?

Man kan selvfølgelig få donorsæd og kunstig befrugtning, men der er også en sidste mulighed bag låge nummer 4: Refertilisering!

Ja! Du hørte rigtigt. Tilbageførsel af sterilisation. Man snitter pungen op, sætter stumperne sammen og badabing-badabing Houston we have lift off! Omtrent som når man steriliserer. Det hele ligger der jo, det skal bare sættes sammen, og hvis det ikke helt kan nå trækker doktoren (som hedder en Urolog), bare lidt i snorene...! AVAVAV!!!

Så står man i det der konsultationslokale, bukserne godt nede om anklerne og den kønne urolog har et fast greb om ens ømmeste kropsdel med en plastikbehandsket hånd. En kropsdel hun om få timer vil maltraktere med en skalpel, og langsomt mærker man bare blodet forlade hovedet, altså det øverste, mens konsekvenserne går op for én; Hvad hvis hun skærer for dybt?

Hvad hvis nu det er sidste gang jeg har haft rejsning? Fik jeg sagt ordentligt farvel til mit sexliv?

Nervøst fremstammer jeg: "Altså, der er noget... jeg ville gerne lige kende... hmmm... jeg...øh..."

Heldigvis er det ikke første gang hun skal skære pungen op på nogen, så rutineret som hun er, kigger hun mig ind i øjnene og siger stille og roligt: "Der er stor chance for at operationen lykkes 100% og at du igen bliver fertil. Ca. 20% lykkes ikke, men din alder taget i betragtning, og at det ikke er længere tid siden du fik foretaget sterilisationen, så skyder jeg dig til en bedre chance..."

Alt det sagde hun i telefonen dengang vi aftalte datoen, så det vidste jeg godt. Alligevel er det tanken om fejl der går gennem hovedet på mig. Hvad hvis jeg får sådan en pivestemme som en kastralsanger? Jeg synes faktisk allerede min stemme er skinger nok, tak!

"...Der er nogle få tilfælde, hvor vi får åbnet op (sikke et udtryk) og må konstatere, at sædlederen på testiklen simpelthen er for kort til at det kan lade sig gøre..."

DET ER MIG! Tænker jeg og føler mig straks forlods skyldig (på trods af at det jo ikke var mig selv der klippede den over i første omgang).

"... men så er det jo heldigt at man har to testikler!", siger hun og smiler.

"Jah... men det var nu ikke lige det... altså når jeg siger risici..."

Hun afbryder og siger: "Bare rolig, rejsningsevnen er ikke i farezonen, det område er langt væk fra hvor vi skal skære".

Selvom hun igen nævner at der skal skæres, så bliver jeg ganske rolig. Jeg føler mig endda smigret over at hun kan beskrive områder på mit kønsorgan som langt fra hinanden. Der må være en måde at få det på et visitkort. "Thomas Andersson, langt fra klunker til svulmelegeme". På bagsiden skal der stå "Vi voksede fra hinanden".

I forvirringen glemmer jeg helt at spørge, hvor det der med stemmen sidder, men jeg kan jo for fanden også bare holde mund resten af livet, hvis jeg kommer til at lyde mere latterlig? Det er der sikkert mange der ville sætte pris på, men skidt nu med det, for rejsningsevnen er fredet, og alle mænd der får valget mellem en snak eller en parring kan nok følge min lettelse her?

Urologen når også at informere mig om at efter operationen må man ikke få udløsning i 14 dage, for delene skal lige gro sammen først. 14 dage, no problemo, jeg har da haft perioder med meget længere mellemrum, eller måske hvor det kun var op til mig alene at sørge for det, så det kan jeg jo bare lade være med. Men allerede på dag to er det ved at gå galt. Måske er det mere præcist at sige nat to. or så ligger man der i sin ømme skønhedssøvn med opsprættede klunker der bare skal have ro og hvile, og SÅ får man våde drømme? WTF?!?!

Jeg vågner op badet i sved, med lige dele dårlig samvittighed, ømme klunker og usikkerhed over om det hele nu skal gøres om igen? Selvom jeg efterhånden er veteran, er det jo ikke noget man har tænkt sig at begynde at gå fast til.

Men rolig nu, alt blev holdt indenbords og da jeg kunne konstatere at lagnet var tørt turde jeg godt at vække Tornerose, som altid sover tungt.

Nu er det tid til at zoome ud, for hvad er det egentlig jeg vil med det her?

Ja, mine erfaringer og holdninger er næppe vigtige nok til at jeg kan gå ind i politik? Så bliver det lokalpolitik, for der er man ligesom i lokalbedøvelse på en måde lidt til stede imens det sker. Hvis man skal ind i politik, så skal man jo have en uddannelse der er noget finere end skolelærer. Man skal helst have præsteret noget, nødlandet et passagerfly i en skov eller kureret kræft i Afrika.

Jeg har også for mange lig i lasten til at gå ind i politik. Alle mine skandaler ville blive gravet frem, så fokus ville forsvinde fra det jeg gerne ville bidrage med. Det gider jeg sgu ikke.

Jo, måske hvis der var en genvej til statsministerposten ala den Birgitte Nyborg fik i Borgen, men det er jo kun i fiktionens verden man bliver statsminister i Danmark ved et tilfælde, ikk Løkke?

Der er selvfølgelig også lige det lille aberdabei: Jeg har ingen mærkesag!

Ikke andet end at finde det gode liv, et liv der måske også rummer accepten af at miste? Kan man øve sig i det? Skal man det?

Det ved jeg ikke, men se lige her hvordan det siden gik!