Spændende pasta

Gæt et hul?

Jeg fik et tilbagefald i forgårs. Jeg turde ikke skrive om det, for jeg var ikke engang selv klar over det da det skete. Det vil sige selvfølgelig vidste jeg det godt. Det var jo mig der gjorde det, og jeg var ikke fuld eller noget, men jeg var i Jem og Fix for at hente stolper og stolpesko til orangeriet, da jeg pludselig fik en trang til at købe kabel.

Jeg elsker kabel. Det er tungt. Det er hårdt. Alligevel er det blødt og bøjeligt. Man skal være klog, stærk og forsigtig for at gøre det rigtigt. Det kræver at man tænker kreativt, men det går uhyggeligt langsomt.

Det hele startede med at vi sad udendørs for to måneder siden, og CPB sagde: "Nu løber min computer tør for strøm. Der tænkte jeg, at hvis der nu var en stikkontakt derude, så kunne man sidder der og blogge. Hmmm...?

Efter et par dage borede jeg et stort hul i ydervæggen og trak et kabel igennem. Der kom en kontakt under halvtaget, men kablet hang bare og slaskede udenfor. Jeg løb dog tør for kabel, så indenfor blev der sat et stik på og en forlængerledning til.

Men nu havde det hængt længe nok. Jeg greb en rulle med kabel, og hørte i baghovedet CPB: "Et projekt ad gangen" og mig selv tænke: "Jamen det er også til at trække strøm til orangeriet". Således narrende mig selv, røg rullen i kurven.

Det ligner spaghetti som det hænger der fra loftet, men bare rolig. Det kommer op og sidde lige så fint. Det tynde kabel der kan anes, er et antennekabel, som jeg har trukket nede i kælderen, så man nu kan høre radio på stereoanlægget i reolen, uden at der ligger alt muligt 'snor' på gulvet og rasler!

Det man kan se, er alt det man ikke kan se! Nemlig indersiden af et skab på den anden side af reolen.

Sådan ser det ud i stuen. Men nu kan man høre radio! Her kommer de færdige billeder af 'pastaen'.

Sørme om ikke jeg oplevede synkroniteten i forgårs!?! Min far kommer på lørdag, for at hjælpe mig med at slutte det udendørs ordentligt til, så kommer der også lys i lampen og strøm til orangeriet. På den måde er det jo en del af projektet...

Arven fra min far...

Så så man lige mig gøre køleskab rent i fredags, og hvad fandt jeg?

Tjah... de to øverste hylder i køleskabet var fyldt med små glas med alt muligt mærkeligt. Det meste var holdbarhedsdatoen overskredet - markant! Hvor kommer alt det skrammelværk fra?

Det er jo mig der handler, så det må jo være mig der køber det. Det er nok noget jeg har fra min far, DMO? Han er mesteren i at købe ukendte ting der lyder spændende

Næh, agurke-østers-relish? Det må vi prøve

Nej se her... Gurkemeje-oliven-ansjostappernade, mon ikke det bliver spist?

Hallo! Appelsinskal-sennepssmøreost. Ind over!

Alle glas bringes hjem, åbnes, bruges en gang og overvintrer siden øverst i køleskabet. Hmmm....

Måske man bare skulle lære hvad man kan lide?

Kvinderne i biler:-)

Jeg skal sgu lige love for at det gav glimt i øjet http://www.youtube.com/watch?v=ygtBxhFc24A . Forleden skulle vi sætte en trailer på bilen, og mens DMO og jeg skulle bakse traileren på plads, bad jeg SHM om at bakke billen ud af indkørslen og bakke den ind igen.
SHM - Det kan jeg da godt
Men de har sgu lavet rattet i vores C5'er underligt, for det er som om at hjulene gør det armene fortæller de skal gøre, IKKE det hjernen tænker, så det blev til 'lidt små hop på stedet', og større og større frustration gennem forrudeglasset.
Jeg stod på den ene side og dirrigerede og hun sad på den anden side og bandede og svovlede over hække, cykelstativer, postkasser og kloakdæksler og hvad ellers DMO fylder sin indkørsel op med.
Bilen kom ud af indkørslen, og ind igen. Traileren kom på, og vi taler til hinanden igen. Da jeg så denne videostump, fik jeg pludseligt en trang til at knuse SHM og fortælle hende at hun er verdens bedste kvindelige billist, for hun kommer da aldrig i disse situationer:-D

En hyldest til min far!

Min far har fortjent en ros, nej måske to. Han har fundet noget i sig selv jeg har savnet så længe, at jeg nærmest troede det var væk. Opmærksomhed, planlægning og engagement.

Som en indskudt bemærkning skal jeg lige sige, at min erfaring med mit job-brok-på-blog har vist mig, at man sgu skal huske at dokumentere de gode ting folk gør, specielt hvis man også indimellem kritiserer dem. Derfor dette indlæg.

Min far, Det Manglende Overblik (måske har jeg allerede arvet det forkromede?), har altså taget nærværsskeen i hånden og svarer på emails, skaffer Professor Teflon en PC, flytter for min Farmor (Cerutdragen Fra Midtsjælland) og ... og ... ja fanme ja arrangerer en skiweekend i Sverige!

For at tage det i rækkefølge. Professor Teflon var ked i skolen. De andre gad ikke lege eller arbejde sammen med ham. Han blev også drillet, men selv så han en stor del af problemet som hans manglede mulighed for at spille World of Warcraft. Min egen kulfyrede PC, som er ethvert mellemstort bymuseum værd, ville ikke engang kunne køre en Hobbit, så jeg klagede min nød til Papa i en mail. "Hej Far, ved du hvor stor en computer skal være for at kunne køre WoW?"
Han svarede samme dag (og det er stort - uden at skulle gå i detaljer... Det er jo et roseindlæg)
"Kære DFO. Jeg har en computer knægten kan få, som kan køre WoW, kan I hente den eller skal jeg sende den?" Sådan det er da verdensklasse.
Min farmor er ved at flytte i mindre hus og nu er min far og hans bror optaget i alle deres weekender af at flytte, male, rykke telefon, skifte toilet osv. for hende. Der kan ellers gå lang tid mellem at nogen af dem ringer til hende. "Hun ringer vel hvis der er noget?"
Deres genoptagne broderskab (hyppig kontakt er nemlig heller ikke noget der har præget deres forhold, ihvertfald ikke de sidste 25 år. Ikke sådannoget dramagtigt noget, men de siger bare begge: Han ringer vel hvis der er noget? - Ser nogen et mønster?) har ført til at min onkel har inviteret min far med til sin ødegård i Sverige og skie i weekenden. Papa har så ringet og spurgt om vi vil med? Ja for faen, der er jo som altid det der med pengene, men måske får jeg job torsdag...? Skal i hvertfald til samtale... Vi er 4 ansøgere til to stillinger... så måske? Kryds hvad I har!

Som det måske har skinnet igennem, har jeg ikke altid været lige tilfreds med min far? Hans manglende overblik og evne til at planlægge er krydret med en tyrkertro på at alt kan lade sig gøre. Det lyder umiddelbart kært og prisværdigt, men det kan være en anelse besværligt at tidspunkter aldrig holder, at alle planer lige inkluderede en, to, tre eller flere ændringer (flexibilitet er en to-sidet størrelse i min verden), at optimismen mht. hvad der kan lade sig gøre altid møder forhindringer i den virkelige verden som gør at man altid skal forklare omverdenen at det ikke heeeelt blev som planlagt. At jeg har savnet hans nærvær og opmærksomhed efter han blev skilt fra min mor og fandt en ny kone, har efterhånden åbnet mine øjne for at dengang mine forældre VAR gift, var det min mor der holdt kontakten, så måske har det nærvær og den interesse jeg savnede aldrig rigtig været der...? Specielt hvis han tænker: "DFO ringer jo nok hvis der er noget?"

Men lige nu føler jeg at det er der. Og det er jeg bare kisteglad for og lykkelig og alt muligt andet. Jeg ved, at jeg skal sætte pris på ham, og det gør jeg også. Lige nu er det bare nemmere, når han er lidt tættere på mig (også selvom vi sidder i hver sin ende af landet). SHM's indlæg i lørdags, viser mig også at man skal få det bedste ud af det man har. Det vil jeg gøre...