Hip Hurra Det er min fødselsdag!

Eller rettere sagt, det er Ældsteknægtens 14 års fødselsdag. 14 år!!! Det er fanme mange år siden. Før den blå blok, før 11. september, før finanskrisen... det er længe siden!

Jeg var 20 år dengang. I dag er jeg 34, og er flyttet flere gange, er blevet skilt, har taget en uddannelse og fået endnu flere børn. Ak ja, tiden går...

Brothers in arms

For tiden er jeg i København for at sætte vinduer i min mors kolonihavehus. Men en del af ugen skal jeg også return a favour til min lillebror, fordi han gad køre vinduerne fra Jylland til København.

Og det er sjovt det der med søskende, for jeg synes faktisk at jeg sætter mere og mere pris på min bror efterhånden som vi bliver ældre. Det er sgu ikke fordi jeg ikke værdsatte ham da vi var mindre, men med 3 1/2 år mellem os, så var der lige et par teenageår, hvor vi bare var et forskelligt sted.

Nu er vi begge i 30'erne, er i parforhold og har syv børn tilsammen (næsten syv da). Vi har uddannelse og fast ejendom. Vi snakker biler, job og lånemuligheder. Måske lyder det kedeligt, men det er det faktisk ikke. Min bror er nemlig for fed. Altså ikke i omfang, omend han med sit stillesiddende teknokraterhverv har lagt sig i spidsen på vægten. Tror jeg nok?

Min bror er typen der har sit fadølsanlæg og en rest på 15 liter med i bagagerummet, når han kører mit skrammel til Jylland i trailer, fordi jeg ikke selv ejer en bil. Han er også typen der køber en hund på 50 kilo, som ikke tør gå på trapper, men så kigger på mig med et udfordrende glimt i øjnene og siger: "tager du forbenene eller bagbenene?", hvorefter jeg finder mig selv tumlende hans køter på min sneglatte trappe, og flad af grin vælter ind i stuen med møgkræet i skødet.

Min bror er typen der klunser tusinde brosten i den blå avis til en indkørsel, men så ombestemmer sig og nu forsøger at lave bedkanter i hele haven! Han er et af de mennesker der forstår mig bedst, og som altid er positiv og forsøger at finde en mæglende vinkel, når mit temperament løber af med mig i frustration over omverdenens manglende hensyntagen til mig!

Han er den eneste jeg kender der til loge-træf går i svømmehallen med Speedoes og svømmeskjorte! (yep, sådan en hullet syntetisk sag med Hawaiprint) og kigger på resten af os og spørger alvorlig hvorfor vi har sådan noget kedeligt badetøj?

Og hvad er det med brødre? Det er som et usynligt bånd der strækker sig gennem tid og rum, for selvom vi ikke ses tit, så er det som om vi bare samler op fra sidst uden tilløb... Det er ikke helt urimeligt at tale om en instinktiv forståelse. Der er talrige andre eksempler, f.eks. brd. Laudrup.

Vi spillede også fodbold sammen altid, faktisk dyrkede vil masser af sport både sommer og vinter.

Men i disse Tour de France tider, vil jeg lige indskyde at Danmark havde et cyklende brd.par længe før Luxemburg. Og selvom det var langt forud for hjelmpåbuddet, så gik vi forrest i kampen for sikkerhed og omtanke...

(bemærk cykelstyret i bunden af billedet; orange Centurion med gearskiftere på stellet!)

Nu venter jeg spændt på weekenden, hvor vi igen skal slå et hul i jorden og hygge os!

We are family

Ældsteknægten stod i haven før. Helt uden for nummer. Han er hos sin mor i denne uge, sammen med sin søster og sin bror, men på vej hjem fra skole ville han da lige lægge vejen forbi, for at se hvordan jeg havde det.

Det er åbenbart der vi er nu? At han er så stor, at han selv vælger hvor han er hvornår. Han ville gerne hente sin cykel i dag, fordi det er godt cykelvejr. Han har jo nøgle, og lige om lidt har han fuldskæg, festivalbilletter, tatoveringer og tømmermænd. Shit, det går hurtigt!

Nå, men alt i alt er det jo hyggeligt nok, at han føler sig hjemme i begge hjem, og selv styrer hvor han er, og hvornår. Det må være udtryk for velgennemført assimilation? Søren Pind ville være stolt af os!

Memory Lane

Som den opmærksomme læser måske har fanget, så har jeg jo gennemlevet en skilsmisse det seneste halvandet år. Det har været hårdt, tankevækkende og lærerigt. Der har været masser af praktiske problemer der har skullet løses, og meget af det er ved at være faldet på plads.

Én af de ting, der havde meget lang latenstid, var deling af fotoalbum. Jeg ved godt det lyder åndssvagt, men på en eller anden måde, er fotos noget mærkeligt noget. Hende jeg var gift med, lærte jeg at kende da jeg var 17 år, i 1994, og jeg var 33, da vi i 2009 skulle splitte det i dit og mit.

Der var mange ting, som det var nemt at afgøre, og en del det var lidt sværere med, men da hun flyttede til noget mindre, aftalte vi at foto-albummene blev hos mig indtil videre.

Og det er så nu. Jeg har selvfølgelig et nostalgisk forhold til de fleste af billederne. De viser mit liv, og bringer masser af minder frem. Omvendt ville det være en lang, svær og formålsløsproces, at sidde sammen med hvert album, bladre dem igennem, og med hvert enkelt billede sige "et til dig, et til mig". De albums repræsenterer jo ikke mindst vores børns liv. Derfor skal de ikke deles, men hvad så?

Mange skilsmisser jeg har hørt om, forlader manden både hus, kone og fotos og nøjes med børnene på deltid. Så sidder ekskonen med alle hans arvebilleder, familiebilleder, barndomsbilleder og billeder fra deres fælles fortid. Om det er en måde at frigøre sig, eller straffe sin eks (se så ligeglad er jeg med fortiden) ved jeg ikke, men jeg undrer mig over at man ikke har trang til at gemme lidt af sin historie.

Jeg er ikke teknisk fotonørd, så billedernes opløsning, belysning, kameraets lukketid og papirets kvalitet er mig i høj grad underordnet. Det er historierne billederne fortæller, som jeg er interesseret i. Derfor har jeg et mere nostalgisk forhold til motiverne end kvaliteterne. Så jeg gjorde følgende: Tog 8 timer ud af min weekend, hvor jeg fotograferede min fortids fotografier, og lagde dem ind på min harddisk, og her kl. 12, overdrog jeg de gamle albums til MUM, som blev lykkelig over at hun nu kunne tage dem med hjem (ret skal være ret, hun er den der har været bedst til at få fremkaldt billeder og lavet de albums).

Så med et digitalkamera, en Mac og lidt tålmodighed mener jeg vi har nået en løsning på billedproblemet, som alle er glade for...

Om at sætte sig spor i tilværelsen

Da jeg for ca. 14 år siden fandt ud af, at jeg skulle være far, var selvfølgelig glad. Livet skulle deles, det var et mirakel og hvor var det dog fantastisk. Og. Alt. Det. Der. Men der skete også noget andet; jeg blev ramt af alverdens bekymringer, for alt, som i ALT, kunne gå galt. Med barnet. Med dets mor. Med mig!

I forskellige mareridtsagtige scenarier tog jeg forskud på sorgerne ved at drømme/fantasere om de frygteligste ting, der kunne ske. Om det var et forsøg på at gennemtænke det hele, for at kunne sikre mig mod uheld eller hvad det var, det skal jeg ikke kunne sige, men jeg blev ihvertfald meget bevidst om min egen dødelighed, og dermed også angst for at det skulle ske.

Særligt optaget var jeg af tanken om at dø for tidligt, før jeg ligesom havde oplevet det jeg skulle, før jeg havde sat mit aftryk på verden (hvor selvoptaget har man lov at være? Men det er min blog mkay?). Jeg havde svært ved at pege på noget, jeg gjorde rigtig godt (nej nej, det er ikke selvrevselse vi er ude i, og jeg-er-så-dårlig-sig-jeg-er-god-ynk, men blot en konstatering af at jeg følte mig meget gennemsnitlig, men dermed også ret ligegyldig).

Når jeg kiggede i min omgangskreds, så var der masser af dygtige og succesfulde mennesker, som var bedst til noget. Min morfar er f.eks. verdens bedste DR-medarbejder-til-at-forklare-jazzens-betydning-for-udfaldet-af-anden-verdenskrig og har lavet radioprogrammer nok til at båndsløjfe DR's sendeflade i et års tid, hvis de virkelig skal spare. Min lillebror fik sin første fodboldkontrakt som 15-årig og tjente dengang ca. startlønnen for en lærer ved at spille fodbold efter skoletid!??! Min farfar var udøvende kunstner og lavede anerkendt og salgsbar maleri og keramik, når han ikke udgav digtsamlinger. Lige sådan var der også eksempler på klassekammerater der kom på landshold i håndbold, svømning, blev piloter, læger, advokater mm.

Jeg havde giftet mig ind i en svigerfamilie af megalomane svigerfædre, som i deres egne øjne var mere autentiske end Søren Ryge, Bonderøven, Piet Van Deurs og Carl Mar Møller i jagten på det sande mandeliv, nemlig at bygge sit hus, dyrke sin mad, jage sine kvinder og styre sine børn. Det lyder måske hårdt, men de to mænd, svigerfar og bonussvigerfar, de viste mig, at med mørtel, søm, hammer og knofedt, der kan man skabe noget der står som en slags monument over ens indsats. Man behøver ikke nødvendigvis være læge eller professor, selvom det var/blev de også, men med visioner, værktøj og tid, kunne man faktisk skabe noget der ville vise at man var her! Det var en eye-opener af de helt store, og jeg blev så inspireret, at jeg selv kastede mig ud i selvbyggertilværelsen.

Vi flyttede på landet, for nu skulle den indre stenalderbonde findes frem, og han gemte sig i Silvan (senere i Jem & Fix). I syv magre år, slæbte jeg tømmer og tagpap i en bibelsk strøm fra byggemarkedet hjem i ruinen. Men da de syv fede år ligesom udeblev, bristede illusionen mere og mere. Jeg kunne se, at selv med 14 magre år endnu, ville jeg aldrig blive færdig. Det hjem jeg forsøgte at skabe for MUM og ungerne ville børnene aldrig nå at nyde, for de ville være flyttet hjemme fra længe inden det ville være en nydelse!

Der er et afsnit i Robinson Crusoe, hvor han bygger et skib, så han kan forlade sin øde ø. Skibet bygger han i skoven, hvor han er tæt på tømmer, bagefter er hans tanke at graven en kanal til at få det i vandet. Da skibet er færdigt, og han begynder sit gravearbejde, så opdager han, at vand ikke kan løbe opad! Derfor skal kanalen graves til under havoverfladen, for at vandet kan løbe ind til skibet... Han regner nu på antallet skovlfulde der skal til pr. meter kanal ganget med det antal meter der skal graves, divideret med det antal skovfulde han kan grave om dagen. Konklusionen er, at hvis han graver uafbrudt hver dag, dog med fri juleaften, så vil han være ca. 200 år om at grave skibet fri af skoven!

Omtrent sådan en erkendelse havde jeg, da jeg en nat lå og begyndte at tænke over det at sætte sig spor. Jeg kan da godt bruge mit liv på at sætte et hus i stand, men når jeg en dag er væk, så vil dem der bor i huset, rive vægge ned, lave andet køkken, måske vælte huset og bygge et nyt? Jeg kan slet ikke forene monumenttanken med at tænke på istid! At en kilometertyk iskappe om et par tusinde år MED GARANTI har trykket mit hus fladt, skrabet det til tyskland og efterladt det der med smeltevand (og her hjælper vejsalt og sneskovl altså ikke). Dont get me started on meteorshower og jordens undergang, for solen vil brænde ud, og jorden vil blive ramt, så lad være med at tro dit designertapet eller dine Lene Bjerre lysestager er udtryk for uforgængelig god stil der kan modstå tidens tand. Det kan det ikke!

Derfor gik jeg væk fra tanken om at bygge et hus, der til evig tid vil vidne om at jeg var her. Måske man skulle male, eller skrive? Men ved I hvad, forleden læste jeg noget min gamle chef havde gengivet fra en eller anden terapeut. Livet er en række af nu'er! Det nytter ikke at kigge bagud, for det er forbi og kommer aldrig igen, det nytter heller ikke at forsøge at forudsige fremtiden, for det kan du ikke. Vær opmærksom på nu'et, det er her du er nu, få mest muligt ud af det, og accepter det der før var nu, nu er før. Glæd dig til det nu der kommer nu, det bliver sikkert alle tiders!

Når man tænker over det, hvem er det så af døde mennesker man husker? Hvilke kendte døde husker I? Carl Åge Præst og Sofus Krølben er jo kun kendte afdøde landsholdsspillere fordi de havde sjove navne. Derfor vil ikke engang Preben Elkjær eller Poul Nyrup blive husket. Næh, de eneste der virkelig skiller sig ud i verdenshistorien, dem der har sat spor der ikke glemmes, det er gale statsmænd, som organiserede massemord og andre uhyrligheder, som var så grusomme, at vi ikke kan glemme dem. Fra Farao, over Columbus, til Hitler og Stalin. Måske Gandhi og Jesus falder lidt ud, men drys Djengis Khan og Henrik d. 8. ud over, så smag så på retten. Dem der virkelig sætter spor på vores kulturkreds historie er usympatiske, afstumpede mordere, som primært huskes for deres ringeagt af menneskelivet. Hvilke kendte nulevende danskere vil stå for eftertiden som vigtige: Psykopatmorderen Peter Lundin, Den sidste dansker med slaveejeradfærd, Jørgen Leth og en statsminister der ikke var bange for at sende os i krig, Anders Fogh, så se bare hvad jeg siger...

Derfor er min ambition om at kunne ses når jeg er væk ikke længere presserende, for arbejdet med at komme i deres selskab kræver mere af mig end jeg er villig til give.

Vil jeg stoppe med at sætte mig spor? Næh, men jeg tror jeg har ændret fokus; ved at være i nu'et, vil jeg sætte mig spor hos dem jeg er sammen med, og det er nok heller ikke så skidt?

PS. Dem der læser det her som en afsværgelse af hjemmebygfetishen, skal ikke regne med det! Jeg vil bare kunne bygge for sjov, ikke for eftertiden!

Når alderen presser...

Som den opmærksomme læser vil have bemærket fylder jeg snart 34 år. 34 år!!! Jojo, den er god nok, Det Forkromede Overblik er ved at blive Det Forkalkede Overblik. Og ja jeg skal da tidligt op og tisse om morgenen, jeg synes tit jeg fryser og jeg er begyndt at synes om marcipanbrød.

Men det er først når man begynder at overveje om ens forældre kan blive i hjemmet, eller om man skal finde en bolig hvor der er ansat nogle til at kigge efter dem, at man er gået hele vejen fra kikset/usikker teenager, over ung og uansvarlig, gennem bekymret forælder til bekymret barn, at cirklen ligesom slutter.

Min mor skvattede ned fra toilettet i går og slog hul i hovedet...

Hun var hverken fuld eller faldet i søvn, men hun skal op og stå på toilettet når hun har været i bad, fordi vinduet skal åbnes så dampen kan komme ud.

Memory lane

Forleden snakkede jeg med min mor i telefonen. Vi snakkede om mange ting, bl.a. om navnene på mine børn på bloggen, og vi kom vidt omkring, men min mor stillede mig spørgsmålet:

Hvis din far havde skrevet en blog, hvad tror du så han havde kaldt dig?

En ting er helt sikkert: Det Forkromede Overblik ville kun have været udtryk for stor ironi. Som barn var jeg hidsig, distræt, stædig, lidt tilbagetrukket og til tider ret fraværende fra nuet (som de tre år vi boede i kollektiv i Veksø, hvor jeg hver dag faldt i søvn i bussen fra Ballerup, og derfor altid skulle tage bussen retur fra Stenløse/Ølstykke eller hvor jeg nu vågnede). Hidsig-Træt, måske?

Nå, men vi snakkede jo om mange ting, Mama og jeg, b.la. om hvad jeg lavede da jeg var barn? Jeg var lidt bekymret for om mine drenge vokser op i en playstationverden og synes den virkelige verden er nedern, fordi man ikke kan drifte på sin cykel eller lave sine egne baner!?!

Jeg ved jo godt at jeg selv spillede meget computer, men jeg spillede også fodbold i gården og cyklede rundt.

Jeg kunne huske sommerferier i sommerhuset, skiferier, storbyferier o.lign. Men hvad iscenesatte mine forældre?

Kortspil! Vi spillede Canasta så vi var helt svimle!

Men jeg gider ofte ikke spille med mine unger! Det er sandheden. Ofte er jeg for træt, travl eller optaget. Mine forældre boede til leje, så der var en vicevært til alt det jeg render rundt og fixer konstant!

En anden dimension er flow. Specielt en af drengene er uendelig langsom om at have tur. Han vil gerne bryde regler og gøre det uventede, usete og ofte også urealistiske. En fantastisk egenskab, men i Settlers eller Risk er det altså døden for os andre.

Mama-Cash foreslog at jeg sænkede ambitionsniveauet og spillede lettere spil med dem! Så nu har vi raflet, spillet uno og i går købte vi et sæt kort i Tiger, og så fik den ellers Casino derudaf... Det virkede at han ikke har så mange muligheder, for så er der flow i spillet.

Men... kortspil til en ti'er er altså for billigt! De ligner kort...

Men der er altså ikke meget værd... dårlig nok en ti'er!

Så nu ønsker jeg mig et ordentligt sæt spillekort. Faktisk to spil, da Canasta kræver to spil...

Angry-dad?

Følgende scene/replikveksling udspillede sig i forbindelse med aftensmaden:

Hold nu lige op med at løbe!

Husk at lukke døren!

Kom nu de sidste, der er mad!

Ryk ind til bordet!

Puds næsen!

Ryk ind til bordet (igen)!

Skær lige pastaen ud!

Neeej! Du får ikke ost på igen i dag, i går ville du ikke spise det med ost!

Drik lige ordentligt!

Nu skal du holde op med at tale og begynde at spise, ellers er taler du stadig, når de andre er færdige, og så er din mad kold, og så vil du ikke spise den og så...

Hold nu kæft det er hård kost at holde hus med tre børn + en veninde på besøg! Jeg var overhovedet ikke hyggelig! Ikke et eneste ord udover brok og irettesættelser kom der ud af min mund. Jeg ved det, for CPB var betænksom nok til at sige det til mig efter ungerne var gået fra bordet.

- Det er klart Frk. Fe hellere vil lege ovre hos sig selv, hvis Kridt-Iglen har sådan en sur far!

Og ja, det er da rigtigt! Problemet er bare, at jeg har ret. I hver af de bittesmå ting jeg retter på er det mig der har ret, og dem der tager fejl. Og med alle de ting der skal rettes glemmer man hyggen og det der der hedder "hvordan har din dag været?". ØV!

Men hvorfor er det så, at jeg ikke bare kan lade det fare?

Hvorfor kan jeg ikke lade dem smaske en halv meter fra bordet med gryderet i skødet?

Hvorfor er jeg ikke ligeglad med om de drikker sig mætte i sodavand og ikke spiser maden?

Hvorfor lader jeg dem ikke løbe rundt?

Hvorfor lukke jeg ikke bare selv døren efter dem?

Kan jeg ikke bare lade dem snøfte? smaske? slubre?

Jeg burde være mere large, eftergivende, rummende og tolerant, så de ikke vokser op og husker mig som et surt gammelt røvhul!

Måske er det tanken om hvordan de virker på andre, der gør at jeg gerne vil have dem til at gå/sidde/spise ordentligt, så andre synes de er rare at være sammen med?

Måske er jeg oversur/gnaven/ubehagelig, så omgivelserne tænker "Stakkels unger! De er sgu da ikke så slemme", så automatisk tager jeg bare surmandshatten på?

Folk må hellere være irriteret over mig end mine unger?

Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at så længe jeg tænker for dem, så behøver de det ikke selv, og bliver dermed hjælpeløse?

Når man nu objektivt har ret, i en lille konkret sag, men forvalter sin ret så tovligt som mig, så kan man godt føle at man følger reglerne for bestik-og-sidden-til-bords, men at omgivelserne modarbejder en og griner bag ens ryg. Som her...

PS. Det er mig i midten...

Bliver du nogle gange den du ikke vil være?

Digitalt postkort til Morfar, Mormor og hvem der ellers er interesseret...

Min mormor og morfar har skrevet i en kommentar, at de ville blive glade for at høre fra mig en gang i mellem. Det kan jeg godt forstå, og det er da sådan set heller ikke fordi jeg ikke vil give lyd eller dele. Jeg vil mægtig gerne fortælle om mig selv og mit liv. Det gør jeg bl.a. her på bloggen (hvor de også læser med).

"Kære Mormor og Morfar

En lille hilsen her fra Horsens, hvor solen igen trænger gennem skydækket og lader os mærke at det endnu er sommer. Vi kan sidde i have og nyde at det igen er tørvejr. Så tørt at selv kælderen igen er uden vand.

Det har været godt at starte på job igen, omend det også har været hårdt. Et par kollegaer er langtidssygemeldt med kræft, og skolen er lukningstruet pga. kommunale spareplaner.

Men B og jeg forsøger at lægge vores bekymring der hvor det nytter og giver mest mening, og så iøvrigt at undlade at bekymres over de ting vi ikke kan komme nogle vegne med.

Forleden var vi til Sara og Daniels bryllup i København, ellers har den mest stået på arbejde og at have børn (de var her tre uger i træk i forbindelse med skolestart og sommerferieslut). M & M fejrede jo tredive års føds i weekenden, så endnu engang var vi i København, så der er ikke meget tid til afslapning.

Når jeg slapper af har jeg et byggeprojekt i haven, hvor jeg samler mig et drivhus af gamle vinduer. Det bliver drønflot og er tæt på færdigt. Jeg glæder mig til at vise jer det flotteste havehus i Horsens, hvis I lægger vejen forbi en dag.

KH

Thomas"

Upassende forlystelse for mindre børn

I sommer var jeg en tur i Bonbonland med CPB og flokken. Det var sådan set lige hvad de ønskede sig, men jeg må nok indrømme, at jeg undervejs havde lidt svært ved at finde en balance i forlystelsesniveauet.

CPB var fuldstændig utæmmelig, og vildt nok kunne det ikke blive. Selv Svend Svingarm (et 30 meter højt metalaggregat, som svinger fyrre mennesker fatspændt til ydersiden af en tærteform for enden af en 25 meter lang arm med 120 km i timen) var lige hendes kop the. Jeg fik kvalme af at stå og se 'gyngestativet' give sig i samlingerne, men heldigvis forbød mine arvinger mig at træde op i dødsfælden.

Professor Teflon var næsten lige så vild med vilde ting, og CPB havde dermed fundet sig en løjtnant til at komme gennem dagen med.

Selv har jeg det bedst med at betragte andre i de vilde ting, men bæverafting o.lign. er lige mig.

Gnavpot er på mit hold. Han er lige så lang tid om at tø op og komme i gang, at han næsten ikke når at få prøvet noget, når han først kommer i gang.

Kridt-Iglen havde kun lyst til at prøve en ting. Ormen. ORMEN? Hvem fanden designer en karrusel således og kalder den for ormen?!?

Hvad tænker de dog på i Bonbonland? At der kører en badass-karl rundt og rundt med et sjofelt smil på læben og et endnu sjoflere blik i øjnene gør det ikke bedre.

Jojo du må gerne prøve "Larven" igen, bare jeg kører med og holder dig for øjnene...

Her kan man se den grimme karl!

PS. Ugen efter at vi havde været i Bonbonland, var der en gæst der blev slået bevidstløs i Svend Svingarm i kollision med en måge! Hvad sagde jeg? 55 meter oppe, 120 km i timen... nej nej nej!

Bedstemor med slag i

Jeg er barn af unge forældre. De er børn af unge forældre, som igen var børn af unge forældre. Det er kombineret med at de fleste i familien lever ret længe. Det betød at jeg havde 5 oldeforældre, da jeg blev født og at Professor Teflon og Gnavpot havde tipoldeforældre, da de blev født.

Her forleden kom jeg til at tænke på min, nu afdøde oldemor, Ella. Hun var en frisk dame, som i en endog meget sen alder tog alene i sommerhus om foråret og boede der til det blev efterår. Hun tog bussen og gik de sidste 5 km fra stoppestedet til sommerhuset med alt sin oppakning. Hun spadserede også gennem det bakkede landskab ind til Asnæs for at handle.

Da hun fyldte 90 fik hun forbud, af sin søn, mod at kravle op på taget af sommerhuset for at rette på antennen, hvis billedet på TV'et var uskarpt. Hun blev 97 år, og var født i 1904.

Da jeg læste til lærer boede jeg tæt på hvor hun havde sin lejlighed i byen, og jeg havde en 'havemandstjans', hvor jeg kørte forbi hende, slog græs klippede hæk og mod min vilje fik et 'par sedler for ulejligheden'. Men hun insisterede!

En varm forårsdag var jeg forbi for at ordne hækken. Solen skinnede og man kunne lave arbejdet i shorts og t-shirt. Shortsne var et par jeans der var blevet klippet over. I kender dem godt; dem der der 'frynser' forneden. Det var drønsmart, men tog en krig fra man klippede bukserne over til frynserne var helt rigtige.

Da jeg var færdig kaldte hun mig hen til stolen hvor hun sad. Jeg troede at det var fordi hun enten ville give en øl eller lidt penge, men da jeg kom derhen sagde hun: "Stå stille!".

Så fremdrog hun en saks og begyndte så at klippe frynserne af, for "det så da forfærdeligt ud, at hendes oldebarn skulle rende rundt i sådannoget slidt tøj". Hun tilbød at finde sin symaskine frem (I ved en af dem med håndsving og hele moletjavsen) og lige kante dem!

Da jeg afslog gav hun mig et par hundrede kroner og bad mig købe nogle nye, ordentlige bukser!

Fornyligt havde jeg et par jeans der døde, og de blev til shorts. Nu er de frynset på den rigtige 90'er måde, men hver gang jeg tager dem på, så tænker jeg på hende, på at det ser 'forfærdeligt ud', og glædes ved at mindes.

Ferie fra stress og jag

Med et nyt forhold, et gammelt hus, et fuldtids job og tre børn, kan hverdagen godt føles travl.

Ferien føles derimod afslappende...

Spændende pasta

Gæt et hul?

Jeg fik et tilbagefald i forgårs. Jeg turde ikke skrive om det, for jeg var ikke engang selv klar over det da det skete. Det vil sige selvfølgelig vidste jeg det godt. Det var jo mig der gjorde det, og jeg var ikke fuld eller noget, men jeg var i Jem og Fix for at hente stolper og stolpesko til orangeriet, da jeg pludselig fik en trang til at købe kabel.

Jeg elsker kabel. Det er tungt. Det er hårdt. Alligevel er det blødt og bøjeligt. Man skal være klog, stærk og forsigtig for at gøre det rigtigt. Det kræver at man tænker kreativt, men det går uhyggeligt langsomt.

Det hele startede med at vi sad udendørs for to måneder siden, og CPB sagde: "Nu løber min computer tør for strøm. Der tænkte jeg, at hvis der nu var en stikkontakt derude, så kunne man sidder der og blogge. Hmmm...?

Efter et par dage borede jeg et stort hul i ydervæggen og trak et kabel igennem. Der kom en kontakt under halvtaget, men kablet hang bare og slaskede udenfor. Jeg løb dog tør for kabel, så indenfor blev der sat et stik på og en forlængerledning til.

Men nu havde det hængt længe nok. Jeg greb en rulle med kabel, og hørte i baghovedet CPB: "Et projekt ad gangen" og mig selv tænke: "Jamen det er også til at trække strøm til orangeriet". Således narrende mig selv, røg rullen i kurven.

Det ligner spaghetti som det hænger der fra loftet, men bare rolig. Det kommer op og sidde lige så fint. Det tynde kabel der kan anes, er et antennekabel, som jeg har trukket nede i kælderen, så man nu kan høre radio på stereoanlægget i reolen, uden at der ligger alt muligt 'snor' på gulvet og rasler!

Det man kan se, er alt det man ikke kan se! Nemlig indersiden af et skab på den anden side af reolen.

Sådan ser det ud i stuen. Men nu kan man høre radio! Her kommer de færdige billeder af 'pastaen'.

Sørme om ikke jeg oplevede synkroniteten i forgårs!?! Min far kommer på lørdag, for at hjælpe mig med at slutte det udendørs ordentligt til, så kommer der også lys i lampen og strøm til orangeriet. På den måde er det jo en del af projektet...

Synkronitet endnu en gang

I går var CPB og jeg på roadtrip. Turen gik til Kranernes by, Århus, hvor Puk havde været så sød, eller skulle man sige synkron, at spørge om jeg ville have et tagvindue til orangeriet. Det ville jeg, så afsted afsted det gik.

Puk bor sammen med sin familie i en gammel, charmerende villa, som de er ved at istandsætte, bla. ved at skifte vinduer. Det gør de med god fornemmelse for husets oprindelige stil, tilsat en god portion fantasi, se f.eks. dette trelængede legehus, som er bygget af bl.a. et hundehus og et par redskabsskure fra Silvan.

Jeg var meget imponeret, der er bl.a. soverum og redskabsskur, ja man fik helt lyst til at være barn igen. Jeg var selvfølgelig fræk nok til at spørge om jeg måtte fotografere det. Vinduet vi kom efter var lige sagen, og dermed kom Puk + familie på gæstelisten til rejsegildet...

Hva sker der lige...

Vi har fået familie.

Ja tak, ja tak og ja tak...

Vi har to små 'børn' i et bur i haven. Det var ganske vist Gnavpot, der fik importeret dem sidste efterår, og da CPB så dem første gang var reaktionen da også: "Det er dine!" Du kommer selv til at skifte det bur", "De rotter er for klamme"...

Men et par gange har jeg været ude at rejse, hvor CPB så har skullet passe dem. På trods af 'brok' og 'modvilje' har jeg så set at også her flytter 'dimser' ind.

Først var det en saltslikkestenting, som jeg ikke selv havde købt til kræene. Siden er grene, mælkebøtter, ukrudt og godbidder dukket op. Ud af det blå...!

Men nu er det vores fælles fornøjelse! Vi sidder gerne om aftenen i haven og kigger over på buret.

DFO - Gad vide hvad Krølle tænker?

CPB - Hey Mille kom herover, der er herregod savsmuld!

DFO - Poterne væk fra mit salat!

Og sådan sidder vi og laver små dialogbokse for dem, men her forleden tog det en drejning...

Vi sad i haven, en lille smule påvirkede af det gode sommervejr, den gode sommervin og det gode sommersøvnunderskud. Ungerne lå i køjerne og dagen skulle lige 'gasse af'. Helt stille hånd i hånd, mens mørket sænkede sig over haven...

Pludselig, uden forvarsel var der et pindsvin i haven! Jeg bor midt i Horsens, så det var pænt overraskende. Vi sad bare helt stille og så hvordan det luskede rundt, nærmere og nærmere og til sidst oppe på terrassen.

Nålegrisen kredsede rundt om buret, og marsvinene sad og gloede ud på den. Seancen varede ca. 5 minutter og udspillede sig tre meter fra hvor vi sad.

Bagefter var vi færdige af grin. Hvad mon de snakkede om? Vores bud gik på en integrationsdebat, da marsvinet jo er en invasiv art fra pampassen i sydamerika.

Pindsvin - Rejs hjem, Perkerrotter... I stjæler vores korn og vores damer!

Krølle - Ay caramba, no comprende...

Mille - Oy oy oy...

Krølle - Vær du glad for der er trådnet mellem os to - ellers skulle du få! Se de her muller...

Pindsvin - Hold kæft en flad pels i har!

Mille - Men så skulle du se min tatovering!

Krølle - Og vores alurør!

Hmmm...? Er lige lidt forvirret med billedet! Men hvis man hloder venstreknap nede over billedet kan man se snuden på svinet!

Can we do it? Yes we can!

Havde besøg af MUM og øglerne. Hyggeligt. De skulle hente et par småting, bl.a. en børneseng og et bildæk(!) Vi drak kaffe og snakkede. Det er faktisk fantastisk at virkelig kunne glæde sig på hendes vegne og lytte til frustrationer uden at skulle tænke i konsekvenser og omkostninger.

Måske jeg lige skulle brede den lidt ud?

Jeg har haft svært ved at lytte til f.eks. jobfrustrationer uden at føle mig forpligtet til at komme med løsningsforslag. Og jeg har været meget dårlig til at lytte til den samme ting to gange, hvis ikke mine input blev taget med i ligningen. Det er jeg ikke mere. Tværtimod! Jeg kan nu lytte til problemer, eller udfordringer om man vil, og tænke om det er noget, hvor min mening er ønsket, og så kan jeg enten sige mit eller tænke det, men i sidste ende er det jo ikke mine problemer. Jeg er en bedre lytter nu!

Mere frygteligt, eller måske mere glædeligt er det at min evne til at glædes på hendes vegne er øget markant. Jeg har jo altid undt hende hele verden og ønsket det bedste og alt det der, men jeg har ofte haft det svært med, at ambitioner kræver indsats. For den indsats det krævede, at nå sine mål, følte jeg ofte betød at noget blev taget fra mig/os. Den frustration er HELT væk nu!

Forleden var hun nævnt i Femina og helt vildt glad og stolt over det. Det kunne jeg også være, for jeg behøver ikke længere tænke over, hvor mange timers blogging det koster at nå så langt. Jeg kunne bare glædes og være pissestolt af hende. Så det var jeg!

Et par andre succesoplevelser har hun også berettet om, og det glæder mig også.

Den glæde vil jeg værne om!

Mange, familie og venner, har, med god grund, været bekymrede for os allesammen. Men vi står med benene på gulvet og hovedet holdt højt. Vi er sammen i at være hver for sig, hvis man kan sige det sådan? Det tror jeg godt man kan... Forleden var jeg forbi og fejre min fødselsdag hos MUM. Jeg blev et par timer, drak kaffe (det er så åbenbart det vi gør?) og hjalp hende med at hænge en lampe op. Ungerne legede ved siden af. YES WE CAN!

Stationen

Jeg kan godt lide, når historier har ledetråde. Når der lægges små spor ud så man faktisk kunne sige sig selv at det ville gå som det går, men at man undervejs undres over hvordan det skal lykkes.

Denne her er et forsøg

De står på Vanløse station og kigger ud på natten over København. Det er mørkt, kun enkelte lamper på stationen og gaden lyser glimtvis op. I husene er de fleste vinduer mørke.Han synes det ser uhygggeligt ud, som spøgelsesøjne i natten. Og han klemmer hendes hånd lidt hårdere. Det ville være rart hvis hans far også var her.
- Skal Far ikke med?
Hun kigger på ham. Hun er med til at skabe den uhyggelige stemning, for i hendes øjne er der et skær han aldrig har set før.
- Han finder selv hjem.

Han gennemrystes af fornemmelsen af, at noget er helt galt. Men hvad?
For få minutter siden var de sammen. Allesammen. De var til fest, og han hyggede sig med de andre børn. Der var sodavand, kage og de voksne hørte høj musik, drak bajere og røg, mens de diskuterede kollektivisme, alternativ livsstil, kommunismen, bogerskabets bedrag og kapitalismens endeligt. Det var begreber han ofte hørte, men ikke noget han egentlig forstod. Han var også ligeglad, for alle hyggede sig.
- Man kan ikke eje noget, kunne en voksen råbe, og så skålede de og grinede.Det kunne han godt forstå, for hans mor og far forklarede tit at de intet havde. At man skulle dele. Ligesom i børnehaven. Det kunne han godt forstå, jo.

Børnene havde leget gemmeleg, mens festen fortsatte ud i natten. De voksne blev mere og mere højrøstede og musikken blev højere og vildere, men det gjorde det trygt, at gemme sig i sprækker og kroge, når man hele tiden kunne høre dem. Det betød at man aldrig var langt væk. Modigere og modigere var de blevet i jagten på det perfekte gemmested, og de søgte længere og længere væk.
Til sidst havde han fundet det. Skraldekælderen. Ned ad en trappe, rundt om et hjørne og ind gennem en dør med et fintmasket trådnet i stedet for et vindue. Det var perfekt, fordi man kunne kigge ud indefra, uden at blive set udefra. Han sneg sig ind, selvom det virkede forkert. Der var ligesom en dårlig stemning, da han trådte ind. Noget var galt, men det var svært at sige hvad? Der lugtede forkert... Der skulle lugte af mugne skraldespande. Han vidste godt, at tændte han lyset, så ville det kunne ses, af ham der 'stod', så i ly af mørket sneg han sig ind, og stillede sig på lur med næsen mod trådmaskerne.

Det næste forstod han ikke? Nu var hans mor med i legen? Hun gik derude og ledte. Hun kaldte ikke, men kigge alle gemmestederne efter. Han elskede når hun gad lege med. Han jublede af fryd indvendigt, da hun gik tæt forbi uden at opdage ham, men pludselig så han hendes ansigt. Hun hverken grinede eller smilede, tværtimod. Han syntes næsten hun så bange ud?
- Mor?, sagde han og trådte ud i natten.Hun vendte sig, men hun kiggede ikke på ham. Hun kiggede på noget bag ham, så smilede hun hårdt til ham, tog hans hånd og trak ham afsted.
- Vi skal hjem nu. Festen er slut.

Toget kom buldrende ind mod perronen og han kiggede sig desperat omkring, hvorfor kom faren ikke styrtende op ad trapperne. De skulle da sammen hjem. Skulle de ikke?
- Skal vi ikke have Far med?
- Han finder selv hjem, svarede hun.

Ville lige dele

Jeg stod og funderede over det der med børn. Tandbørstningen nærmede sig, og jeg gad bare ikke. Det er der sådan set ikke noget usædvaneligt i. Jeg har snart haft børn i 12 år, og synes efterhånden at mange af nursingopgaverne har mistet glansen.

Altså forstå mig ret... Vi har haft dem så længe, at vi nok beholder dem, men alligevel kom jeg til tænke på at de kunne have været anderledes. Meget endda. For 5 år siden, da drengene var så store, at de sov igennem om natten, ikke brugte ble, og selv stod op i weekenderne, der kom SHM og sagde: Jeg er gravid!

Det var ikke fantastisk. Jeg så det ikke som en stor lykke der havde ramt os. Nej, jeg egoistiske, mavesure ægtemand, syntes nærmest det var som at få en fængselsstraf forlænget. Jeg ved godt det måske lige er dramatisk nok, men vi fik børn tidligt. Og noget af det vi narrede os selv og hinanden med, når folk spurgte om ikke vi gik glip af meget, var at nej vi gjorde ej, vi tog det bare senere...

Yeah right! Selvfølgelig gik vi glip af tonsvis af oplevelser, selvfølgelig gik vi glip af masser af den egodannelse, som andre gennemgår fra 20-26/30år, når de er sig selv, sig selv og sig selv. Vi voksede op med at have ansvar, ikke bare for hinanden, men sgu også for to små knægte, og nu hvor jeg kunne se et glimt af lys for enden af tunnellen, en mulighed for at indhente noget af det forsømte, så stod kvinden og præsenterede mig for et forfærdeligt valg.
Forfærdeligt fordi, jeg bestemt ikke havde lyst til, som en anden ludo-brik, at blive slået hjem igen! Men selvom jeg antydede at jeg ikke var hverken begejstret eller villig, så var det ikke mig der skulle lægge krop til hvis det ikke skulle blive til et barn... Altså et færdigt barn.

Jeg skulle have en mening, og samtidig var det altså ikke op til mig! Ikke nemt. At SHM samtidig virkede begejstret på flere planer, gjorde det kun sværere. Jeg var virkelig i syv sind. SHM havde ikke en ukompliceret graviditet med dreng nummer to, og hun følte faktisk at universet skyldte hende en mere harmonisk oplevelse af forældreskabet. Det skulle jeg forpurre, hvis jeg sagde nej tak? Samtidig var det jo ikke bare et enten gør vi det her og så bliver hun glad eller også gør vi det ikke og så fortsætter alt som før; Nej det var rimelig klart for mig, at valgte vi egoismens vej, så ville det også få store fysiske og psykiske omkostninger, ikke mindst for hende.

Jeg var 28, og følte mig pludselig meget for gammel til at få et lille barn mere! Jamen skat, jeg kan ikke holde til at miste nattesøvn, mine knæ kan ikke holde til at jeg skal kravle rundt efter et barn, det går ikke! Kan vi ikke få en hund i stedet.... Arh OK, så slemt var det ikke, men tæt på, jeg var ikke tilfreds. Jeg syntes faktisk at meget af livet havde været pænt hårdt i forvejen, og selvom jeg kæmpede med alt hvad jeg havde, så kunne vi kun lige holde røven i vandskorpen.
Det virkede ikke logisk for mig at et massivt søvnunderskud og en dårlig økonomi ville være svaret på vores bønner!

Jeg havde en god ven, som jeg drøftede det med. Han lykønskede mig, og overhørte al mit ego-brok, og sagde: Du skal da have en masse barsel! Det bliver fedt for jer... Han hørte slet ikke hvad jeg sagde? Jamen, altså...?

Jeg fik vendt den igen og igen. Både med mig selv og med SHM. Og jeg kom med på idéen (ikke at jeg tror jeg egentlig havde haft et say, hun havde sgu nok bare fået barnet i det skjulte - vi boede i et kæmpe hus). Og som tingene faldt på plads, så lykkedes det mig at overtage al barsel, fordi SHM var studerende og ikke kunne få barsel fra sit studie (min leder var ikke begejstret eller enig, men i overenskomsten stod at FORÆLDRENE har ret til sammenlagt et års barsel!) Nu blev Karen født 9.juni, så jeg tog lige 14 dage på job bagefter, og gik så på sommerferie, førend jeg begyndte at tære på orlovsugerne, det passede med at jeg skulle i arbejde igen den sidste uge før sommerferien næste år, hvilket ingen så nogen grund til = 13½ måneds barsel for mig.

Jeg stressede ned, jeg stod op om natten, jeg kravlede på gulve, jeg gik ture, jeg sad på seminariet og læste, mens Karen sov i vognen og SHM var til undervisning, jeg byggede hus, jeg øvede os i at leve på en sten, for det hed 60% af dagpenge i 2/3 af tiden, men jeg fandt glæden i det gratis, jeg fandt en ro der hedder, det er bare penge, og den dag i dag, har jeg intet problem med frisørregninger, arbejdsløshed, maxigæld pga. dårligt hussalg og finanskrise, for jeg har verdens dejligste datter, og havde det ikke været for hende, og nok også hendes mor (?), så havde jeg sgu nok glemt en vigtig del af mig selv overfor drengene også, så jeg blev et bedre menneske af at lytte til SHM's behov, af at tage monsterbarsel, af ikke at have penge og det er jeg lykkelig for i dag - ellers havde jeg nok været smålig i dag;-D Mandebarsel - Ja tak!

Alle disse tanker, blot fordi jeg ikke gad børste tænder og læse godnathistorie her til aften...Det slap jeg også for... Ja et vrøvlehovede slap jeg ikke fri fra at blive... Godnat!

Maskefald

Endnu en gang havde vi scenariet: Knægten har ikke lavet det han skulle. Hverken herhjemme eller i skolen. Han virker totalt ligeglad med andres situation. Om det er hans far der råber der er mad, eller læreren der siger lav til side 14. Han gør som det passer ham!
Det lyder meget Ole Lund Kirkegaardsk, men mest af alt er det pisse irriterende at være i hans omgivelser. Og hvis jeg som hans far føler sådan, hvordan mon så det er at være lærer eller klassekammerat?

Han har nu oplevet det meste negative indenfor skoleverdenen, så jeg håber ikke han har noget til gode?

Han har været ked af det!

Han har været drillet!

Han har været frosset ud!

Han har slåsset!

Han har skiftet skole (2 gange)

Han er gået en klasse om!

Nu er han bare en mutters alene stork, der går i fred, men uden glæde. Der er ingen der gider arbejde sammen med ham eller lege i frikvartererne. Jeg forstår det ikke. Han er verdens sødeste dreng! Han er så intelligent og dygtig! Men samtidig forstår jeg dem godt; Han er pisse egoistisk, doven og distræt!

Han er den ældste i sin gruppe nu. Det håbede vi ville give ham lidt status (og der er et spinkelt tegn på at det måske virker). Men han er udpræget egenrådig, hvilket vil sige, at han altid vil lave tingene lidt anderledes end de er tænkt. Eller bare lader være, hvis han ikke gider! Hvem gider gerne arbejde sammen med det?

Jeg bliver altid skidesur, når han ikke har fået lavet sine ting, men det dækker jo over at jeg bliver ked af det! Jeg bliver så ked af at han ødelægger mulighederne for sig selv. Han sidder og kigger ud i luften og dyrker sin melankoli, mens han triller tommeltot og venter på pauserne. Når vi spørger ham: "Hvorfor lavede du ikke noget i timen (vi er nu forbi at snakke om OM han lavede noget?)?"
Så svarer han: "Jah... jeg sad og ventede på at komme igang"
Er der noget der kan pisse mig af, så er det denne kasten sine muligheder på gulvet. Drengen er dygtig, men han er ukoncentreret og luddoven: "Hvorfor sidder du og kigger ud i luften?"
Drengen: "Hvordan ville du have det, hvis du blev taget væk fra en skole og kammerater hvor du havde det godt?"
AV! Den sad! Han går rundt med en vrangforestilling om at have været et harmonisk barn som er straffet i eksil! At vi fjernede ham fra popularitet og gode venner og har bortadopteret ham til en skole hvor han ingen har! Det er hans forestilling... Mit blødende faderhjerte krympede sig et par gange, al vreden og irritationen sev ud, hvorefter jeg tog mod til mig: "Tror du at det er sådan det er? Eller sådan det var?"

Vi droppede lektierne, maskerne og forestillelsen. Drengen fylder 12 i oktober, og det kunne ikke blive ved at vi kun talte positivt om fortiden og kun lagde vægt på hans lektier for hans lærings skyld (det sidste var lidt kryptisk, men jeg håber jeg når tilbage til det?). Jeg krammede ham og han græd, så jeg troede at han aldrig kunne stoppe igen. Selvom det nærmest føltes som at træde på ham, forklarede jeg ham virkeligheden bag alle vores bekymringer for hans skolegang, bl.a.:

• om hans skolegang på den lokale skole på Falster, hvor selv hans 'venner' ikke ikke gad ham i skolen, men kun i fritiden.
• om de rådne unger han gik i klasse med der!
• om hans dårlige klasselærer der isolerede og marginaliserede ham endnu mere som tiden gik.
• om hans egen rolle i at passe ind, f.eksk. da han gik til håndbold, men hellere ville opfinde et nyt spil end at lære håndbold.
• om hvordan det desværre ikke blev meget bedre på den næste skole - jo han blev ikke drillet og slået, men han blev bare isoleret - på en skole der havde samarbejde som deres hovedværdi!
• at jeg synes de lektier er røvsyge og ikke tror meget på at de lærer noget. Lidt ligesom grøntsager også skal spises, selvom man bedst kan lide bøffen!
• men at det at man laver sine ting/går forrest, når man kan er noget de andre lægger mærke til, og som gør at de gider eller ikke gider at arbejde sammen.

Det var så pissehårdt, at jeg flere gange overvejede at trække det i land, men ungen har krav på at kende vores motiver (i hvertfald dem der angår ham) for at flytte - både landsdel og skole. Jeg forklarede ham også:

• at vi havde valgt en skole med et lille elevtal, for at trygheden var større
• at vi valgte en skole der havde en aktiv socialpædagogik
• at vi havde valgt en skole med mange læringsstile, fordi vi ved han hader arbejdsbøger
• at vi ikke vidste der ville komme et internt opgør i forældregruppen, som betød at 1/4 af eleverne forsvandt (og dermed de fleste jævnaldrende drenge)
• at jeg nogen gange blev ked af at forsøge at tilrettelægge så meget for at han skulle have det godt, men at han selv samarbejder SÅ lidt.
• at hvis jeg vidste hvad der var bedst for ham, så gjorde vi det - I MORGEN!

Her et par timer senere, tænker jeg på Ronja (som altid). Da Borka antyder hvad en røver virkelig er! Den flovhed der rammer Mattis, da Ronja indser at hendes far har skjult en vigtig sandhed for hende. Og at hun skal høre det fra andre. Det tror jeg ingen forældre ønsker. Men hvornår forklarer man børn/unge de alvorlige ting i livet? Jeg er ingen ekspert, men for længe tror jeg at vi 'har spillet på hver sit hold'; os der kendte til hans situation og ham der var i den!

Nu er maskerne faldet. Jeg er pissestolt af ham. At han turde sige at han følte sig forrådt af os, at han fik forklaret at han følte sig misforstået. Jeg er også pissespændt. Spændt på om dette maskefald fra os begge giver ham mulighed for selv at tage en ske i hånden?

Jeg kan huske et par episoder, hvor jeg har provokeret mine forældre til at fortælle mig 'sandheder der gjorde ondt':

• Da jeg var 11 år(?), og min farfar var død, tror jeg min far fik en form for depression. Der var i hvert fald en periode, hvor han ikke rigtig var sig selv. En dag sagde jeg til ham at han fanme måtte tage sig sammen. Der flippede min mor helt vildt ud, og skældte mig ud/skammede mig ned under gulvbrædderne, med pointen, han har mistet sin far, hvordan tror du det føles?
• Da mine forældre havde kobberbryllup, og jeg dagen inden sagde at det gad jeg satme ikke med til (jeg kan ikke engang huske hvorfor), men min mor tudede og råbte af mig, og labbede mig et par på kassen. Jeg har nok været 13 år, og jeg tog da også med til festen.

Men de begivenheder står alligevel klart for mig fordi jeg netop ikke længere udelukkende blev behandlet som et barn og skærmet fra verdens uretfærdigheder og fortrædeligheder. Selvom det gjorde ondt (og nej min mor slog ikke en proper næve), så var der også en snert af stolthed, over ikke længere at være et uskyldigt barn, men at være en der var stor nok til at man kunne forvente en ansvarlig opførsel... Hvor jeg dog håber også at have givet ham lidt af den følelse i aften?

Gråd og tænders gnidsel!

Først græd SHM. Hun havde haft en tumpet jobdag, og været til tandlægen med store talefejl til følge. Faktisk kunne jeg næsten ikke forstå hvorfor hun græd.

Så græd Professor Teflon. Gnavpot havde ødelagt en LEGO-lastbil han havde bygget, og så brød hans verden sammen.

Så kaldte vi på Gnavpot og spurgte ham hvorfor? Så græd han!

Og da aftensmaden stod på bordet, væltede Kridt-Iglen en kande saft, og så græd hun... Jeg gik i Bilka, dog uden at græde!