Jeg har ikke glemt det, men...

... selvom jeg mangler at udtrække en vinder af harpen, så skal jeg nok nå det. Det blev bare ikke ved udgangen af sidste uge, pga. mit årlige slagsmål med SKAT. Det kostede mig lige en weekend, men modsat sidste år, så tror jeg, at jeg trækker mig sejrrigt ud af denne konfrontation.

Jeg ville gerne have udtænkt en eller anden kreativ måde at trække en vinder, men pt. er jeg ude i noget med at den der får mindst tilbage i skat/skal betale mest, trænger til en musikalsk udfordring...

Postkort eller Blog?

Min mormor har sagt at jeg skal opføre mig pænt... og at hun altid vil skrive postkort til fødselsdage, jul, og når hun er i udlandet, indtil den dag hun dør! Helt så konsekvent har jeg ikke tænkt mig at gå til værks. Men måske et blogpostkort er en gylden mellemvej?

Når jeg sidder på et hotelværelse, en cafe eller hænger i en skilift, falder det mig altid meget svært at få plads til at fortælle det hele. Eller at koge det hele ned så det kan være i skrivefeltet. Derfor ender jeg altid med at blive total frustreret, over at sidde og skrive om turen, i stedet for at opleve den. Jeg synes der er sådan noget midtvejsevaluering over postkort, fordi min mormor har lært mig at de gerne skal sendes så de kan nå at komme hjem, mens man stadig er afsted (sikkert noget med at det er mere autentisk at skrive "Sidder i Spanien", hvis man rent faktisk sidder der, når modtageren læser det, men come on, alle er da klar over at papirposten transporteres via tog/fly/bil og er flere døgn undervejs, så det er jo ikke som en 'direct line', er det vel?).

Jeg ved, at jeg aldrig når det, at jeg ikke kan huske adresser og postnumre, at jeg ikke får dem sendt eller at de ikke når frem. Derfor har jeg droppet det! Det er meget ensidigt, hyklerisk og fyldt med dobbelte standarder, for jeg bliver altid megaglad, når min mormor skriver postkort til mig. Eller når andre gør. Jeg læser dem igen og igen, og studerer billedet og forsøger at forestille mig hvordan der mon er... der på kortet?

Det er ikke noget vi formelt har sat i system, men siden jeg oprettede denne blog, har jeg gjort mig den ulejlighed at skrive om mine rejser og ferier, krydret med oplevelser og egne fotos, som en slags digitalt postkort, især til min mormor, som er den sejeste cyber-olde jeg kender. Hun købte f.eks. sin Kitchen Aid på nettet, og bestiller billetter og rejser online på trods af, at internettet for mange ældre (og det har hun efterhånden accepteret at være) har langt større tillid til face to face interaktion. I ny og næ sender hun mig en email, og fra tid til anden forsøger hun sig også med en kommentar til mine blogindlæg, selvom hun tror jeg har 'blokeret' for at hun kan!

Nuff talk - lets boogie!

Kære Mormor (og morfar)

Her er en hilsen fra Sverige, hvor vi afholdt juledagene med sne og ski. Rejsen herop gik fint, og på trods af den lange køretur undgik vi større uheld. Vi så endda en elg. Det tog ca. 17 timer sammenlagt, så det var nødvendigt at holde lidt pauser og drikke kaffe. Vi fik set Göteborg by night og to gange så vi Billerud Papirfabrik i den svenske midnat.

Om morgenen kørte vi gennem Mora, som er en by ved Siljan Sø, hvor der lå tæt ved en meter sne og var minus 18 grader. Det var uhyggelig smukt, men også barskt. Selvom der lå meget sne i Danmark da vi kørte, så syntes jeg lige det fik en tak opad i højden.

Vel ankommet til Klövsjö, fik vi installeret os i lejligheden, som var i et helt nybygget

kompleks 50 meter fra liften. Perfekt.

Drengene blev sat til at grave sig v

ej fra lejligheden over til skiliften...

Ungerne er heldigvis vilde med at være ude i det kolde, og derfor har vi fået masser af skiløb. Herligt!

Som altid på skiferier er det udsigten, det rå og kolde, den barske, smukke natur og den friske luft og megen motion der sætter dagsordenen. I Klövsjö kommer 795 meter over havets overflade, og udsigten er fantastisk.

Når det er aften sidder vi indenfor og drikker varm kakao ud nyder udsigten, til de oplyste pister fra panoramavinduet i køkkenet.

Lejligheden vi bor i har to værelser og stue/køkken, samt badeværelse med sauna og en entre, som vigtigst af alt rummer et tørreskab til alt det skitøj der i løbet af dagen bliver vådt.

Det bliver tidligt mørkt, for vi er kun ca. 400 km fra polarcirklen, men efter en lang dag på ski sover man også tungt og godt, selvom man ofte sover fra 20-8 i streg.

Både voksne og børn!!!

Men hvad betyder det, når man vågner til en solopgang som denne? Det kan godt være at det er koldt, men det er så smukt, at man ikke sanser når kulden bider, snottet i skægget fryser til og ungerne boltrer sig som vilde på bakkerne.

Snart går turen hjemad til Danmark af de samme

tilsneede veje, som vi kørte af herop. Godt vi har DVD-skærmene med på bagsæderækken...

Håber alt er vel i Danmark?

Kh

Thomas

PS. Fordi deres far er en sjuft til at poste et kort, betyder det ikke at ungerne nødvendigvis er det. Jeg købte selvfølgelig et kort til hver af ungerne og et frimærke, så de kunne skrive hjem til deres mor... Men hvad gør man når man er 5, og alle bogstaver skal tegnes af fra en blok hvor ens far har skrevet det man ville sige? Tjah... Kridt-Iglen gik død efter "HEJ MOR OG RENE", så "JEG ER SEJ PÅ SKI" blev fortolket i billedet af hende og mig, der sammen drøner ned af bakken, men jeg synes hun slap hæderligt fra det, omend hun har fået plads til mine ti ekstra kilo!!!

Hurra brok fundet!

Hvad sker der med sproget?

Kong Finland harcelerer lidt over punktum og udråbstegn, men jeg undrer mig over udtrykket "sviner"?

Da jeg var ung, kunne man blive svinet til, som i at nogen kunne gøre andre beskidte, eller måske deres omdømme. En overskrift i avisen kunne f.eks. hedde "Ung mand sviner gammel dame til paa aaben gade" (Okay, jeg er yngre end bolle å!).

I dag kan man jævnligt læse på internetmediernes hjemmesider "Robinson-Torben sviner Johnny" eller "Mike Jensen sviner FCK"... Jeg sidder hele tiden og brænder inde med et "TIL!"

Don't get me started on "skriver med"... Alle os der dagligt læser fodboldnyheder på nettet har vænnet os til at en indgået kontrakt i jargonen idag, hedder "Jørgensen skriver med Trollebo IF". Jeg tænker bare, om de er blevet penneveninder?

Tillykke til min blog!

I dag er det 2 år siden jeg begyndte at blogge. Dengang forudså jeg, at der måske ville blive ugydt et enkelt surt opstød eller to? Man må sige jeg fik ret! Jeg anede ikke hvad jeg gik ind til, men jeg må sige at det både har være sjovt, lærerigt og begivenhedsrigt. Jeg ved ikke om det er gensidigt, men jeg konstaterer, at jeg gennem de sidste to år føler jeg har fået 'made contact with aliens outthere"?

I starten handlede blogindlæggene mest om familieidyl og brok over problemer på jobbet. Lidt lommefilosofisk, kan man indvende at de to yderpoler skiftede position, da jeg sidste år blev skilt, men til gengæld fandt det job der passer mig.

Det eneste konstante der har været på min blog er at økonomien har haft trange kår. Jeg har hutlet mig igennem de to år, men alligevel formået at styre sikkert gennem kaos. Godt klaret knægt, klap dig selv på skulderen. Men nu, kære læser er også den dårlige økonomi ved at skifte ladning. For jeg er faktisk ved at få vendt bøtten.

For første gang i mange år, ser det ud som om terminen kan betales uden panderynker eller knæfald for Nordea. Og det endda i en julemåned, hvor jeg endnu engang styrer kareten til det kolde nord og står lidt på ski med ungerne.

Er der så slet ingen problemer? Hvad med børnene?

Jo, tak, børnene har det ok. De får mad på kroppen og tøj i maven som man siger, og personlighedsmæssigt tager de alle tre kvantespring. De nyder godt af at deres forældre hver især er mere nærværende nu, end vi var engang. At vi er ved at opbygge to stabile hjem, med plads til de armbevægelser vi nu engang ønsker os. Så også her synes jeg der vejres morgenluft.

Måske er det derfor at mine blogindlæg det seneste stykke tid mest har handlet om luksus ting (som i virkeligheden er overflødige) eller regeringens brølere, som i praksis er katastrofale, men ude af mine hænder? Netop fordi jeg er nået dertil... det ligegyldige og det umulige?

Jamen hvad så, Thomas? Bliver der stille nu?

Næppe! Jeg har stadig ting på hjerte, og jeg drømmer stadig om nye mål. Et af de mest påtrængende projekter er at skrive om skilsmissen, en slags "Do it yourself divorce!". Altså ikke som opfordring, men som inspiration til dem der står i det.

Den er sikkert skrevet før, men jeg synes alligevel, at jeg ligger inde med nogle erfaringer, som ikke kun skal forblive mine. Derfor har der været stille på min blog i et stykke tid. Usædvanligt stille endda. Men det er ikke fordi jeg ikke skriver, det er bare fordi det ikke egner sig til andre... lige nu!

Jeg har også andre drømme og visioner, som forhåbentlig kommer til at fylde min blog fremover, men den økonomiske hestekur har betydet byggestop og lup på driften, hvorfor jeg ikke skaber så meget med hammer og segl pt.

How about the love?

Better than ever! Jeg stortrives og begynder brikkerne at falde på plads. Kort sagt: Jeg har svært ved at finde ting at brokke mig over for tiden, men fortvivl ikke, jeg leder med lys og lygte, så der dukker nok noget op...

Bloggen længe leve...

Weekend-kedsomhed

Jeg har været underdrejet i en uges tid, så weekenden uden børn blev bare brugt på relaxation, for at kunne lade op til denne uges kursus som sikkerhedsrepræsentant.

Så opfandt CPB og jeg lige en ny form for tidsfordriv: Find fem fejl!

Arh tænker du, men det er da en gammel leg, er det ikke? Man har to næsten identiske billeder, hvor der så er fem små forskelle man skal markere...

Jo, men vi gjorde det, at vi trawlede ejendomsmæglerannoncer, og sad og gjorde os morsomme over de underlige billeder der nogle gange er taget med. Vil I lege med? Find fem fejl...

Hvis I er gode til at spotte noget der måske ikke er helt heldigt, så lover jeg at poste et par af de rigtig grimme eksempler, men vi lægger ud med en svær. Du kan klikke på billedet og se det i stort format. Hvad mon er med til at gøre det her svært at sælge til en bred skare af købere?

Nåh, det er derfor!

Hvorfor tager kommunal sagsbehandling så lang tid?

Sad lige og surfede på min statcounter. Der er faktisk mange der læser med fra kommunale ip-adresser! Helsinge, Århus, Herlev osv.

Tænk hvis jeg som skolelærer kunne sidde og læse blogs i arbejdstiden? (ok, det er måske faktisk sket en enkelt gang eller to).

We can dance...

Føler du ligesom jeg, at du skal være rigtig fuld, for at kunne se dig selv på dansegulvet? Se her, så føler du dig ikke klodset mer...



Man griner så man får helt ondt!

Sex-regler

Jeg snakkede med min mormor her til aften. Hun læser med på min blog. Hun var sød i telefonen, sagde at jeg skriver godt, at hun lod sig underholde, og indimellem hiver min morfar til skærmen, når der er noget hun synes er særligt sjovt. Hun sagde også at hun synes der er noget af det der er lidt 'drengerøvsagtigt'. Det her indlæg er måske et de skal springe over?

Nå, here we go.

Den del af blogland jeg frekventerer, har den seneste tid båret præg af 'forår i luften'. Little miss Phoenix skriver om sit nye liv med nye mænd. Hun skriver om at date igen efter års pause og at reglerne pludselig er nye og uforståelige.

Morfar (ikke min morfar forstås, men Morfars blog uden relevans) laver for tiden nogle brugerundersøgelser om sex, hvor han stiller spørgsmål til læserne om hvad der undrer ham.

Leoparddrengen skrev det her, som et inspireret indlæg af læsning hos Morfar.

Så var det at jeg ville hoppe med på legen, og da den ene del af bevægelsen er læsning og den anden del sex, ledte jeg på internettet efter regler om læsning og sex, for at se om nogen mon havde kloget sig om det? Hvad tror I selv?

Selvfølgelig havde nogen det! Så her kommer "Sengelæsningscirkulæret"

Sengelæsningscirkulæret:

§1:

Læsning er som udgangspunkt altid tilladt i sengen.

§2:

Når ens partner sover tages der visse hensyn: Man har kun sin sengelampe tændt og musik er kun tilladt ved tilladelse fra partneren.

§3:

Ved læsning i forbindelse med seksuelt samkvem skal der tages en række særhensyn.

Stk. 1: Læsning før den seksuelle agt er tilladt, særligt hvis læsestoffet er af seksuelt eller pornografisk karakter.

Stk. 2: Læsning under den seksuelle akt er aldrig tilladt – dog undtaget ved højtlæsning, enden af lydfiler eller af 3. part.

Stk. 3: I forbindelse med læsning efter den seksuelle akt er lavet en selvstændig paragraf. Se nedenfor.

§3:

Efter seksuelt samkvem skal man tage højde for en række af faktorer inden man giver sig i kast med læsningen.

Stk. 1: Herren skal altid have trukket sig ud af kvinden inden bogen findes frem.

Stk. 2: Efter seksuelt samkvem er der en periode hvor nærhed, omsorg og forelskelse er lovpligtig. Periodens længde afhænger af samlejets kvalitet, hvilket som udgangspunkt altid vurderes af kvinden. Herren skal sikre sig at denne periode er gennemgået før læsningen indtræffer. Ellers straffes med surhed, mobsethed og i værste fald ked-af-det-hed.

Stk. 3: I forbindelse med analt samleje er denne ’nærhedsperiode’ forlænget betydeligt. Dette er begrundet i flere forhold. Analt samleje er en betydeligt mere grænseoverskridende agt for kvinden end for herren. Hun viser herren den største tillidserklæring der er hende muligt. Hun underkaster sig herren og er helt i hans vold. Han kan, hvis ikke han har respekt for dette, forvolde hende store smerter og ubehag. Kvinden er i en meget sårbar situation, da den på uheldige dage kan betyde at ekskrementer kommer på både herren og sengetøjet. Dette er en situation enhver kvinde ville skamme sig over.

Når et analt samleje er slut skal kvinden på toilettet og urinere samt rengøre sig. Dette er nødvendigt af flere grunde; bakterier skal skylles væk fra hænder og underliv og urinrøret skal renses for eventuelle colibakterier. Derfor er ’nærhedsperioden’ i denne situation udskudt til efter toiletbesøget.

Derudover er ’nærhedsperioden’ betydeligt mere vigtig ved analt samleje fordi kvinden har brug for bekræftelse og anerkendelse efter denne grænse–overskridende handling. Hun har behov for at føle sig elsket og respekteret.

Hvis ’nærhedsperioden’ af herren forkortes eller hvis han i værste fald allerede har fundet bogen frem når hun vender tilbage fra toilettet kan det få fatale konsekvenser for kvindens selvfølelse; hun føler sig tilsidesat, brugt og ikke respekteret. Hun føler at hun har givet herren en gave i form af denne tillidserklæring som han modtog men ikke værdsatte og ligefrem tog for givet.

Straffen for denne forseelse afhænger af antallet af lovovertrædelser:

1. forseelse:

Kvinden bliver sorgmodig hvilket kommer til udtryk i mobsethed og surhed. Hun tvivler på sig selv og på herren. Dette går dog over i løbet af en dag eller to. En tillægsstraf kan være at kvinden pådrager sig en blærebetændelse som gør at herren kommer i seksuel karantæne i en kortere eller længere periode.

2. forseelse:

Kvinden mister lysten til analt samkvem og blokere mentalt for denne akt.

3. forseelse:

Herren og kvindens generelle seksuelle samkvem vil blive mere sporadisk, da kvinden ikke ønsker denne tilsidesættelse af hende som kvinde. Hvis man vil have, må man også kunne give.

4. forseelse:

Herren og kvindens seksuelle samkvem er begrænset til herrens fødselsdag, bryllupsdag (hvis han har husket at købe gave til hende) samt juleaften.

5. forseelse:

Al seksuel samkvem ophører.

_______________________________________________________

I stil med Morfar, vil jeg da gerne høre om mine læsere har interessante betragtninger at tilføje til det? Gælder de regler? Vil I godkende dem? Skal Fælleslisten have dem med på deres partiprogram i listen over ting de har fået nok af og vil lave om?

Det er naturligvis ok at du svarer anonymt...;-D

For at runde det af, er det altså kun nysgerrighed, og ikke fordi jeg er en pevert/læsehest! Undskyld, Mormor for endnu et drengerøvsindlæg.

Ferie fra stress og jag

Med et nyt forhold, et gammelt hus, et fuldtids job og tre børn, kan hverdagen godt føles travl.

Ferien føles derimod afslappende...

Så prøver vi igen...

Agurketiden er over os, og jeg er ved at gå min blog efter i sømmene. Derfor fik jeg lige trang til at lave en brugerundersøgelse ala den jeg lavede 25. februar 2009, hvor jeg spurgte:

1. hvem der læste med?
2. hvor i landet de befandt sig?
3. hvorfor de læste min blog?

Gider du tage dig tiden til at skrive mig en kommentar, så kan jeg se om jeg har rykket mig som blogmenneske?

Jeg vil værdsætte alle der gider gøre sig besværet og ønske jer god karma, godt vejr og gode hårdage fremover. Hvem kan stå for det?

Når Blogger fucker

Jeg ved sgu ikke om det er for varmt til kommentarer, men for tiden er der mere end almindelige klumper i strømmen. Jeg kan se at Morfar skrev en kommentar i går, jeg kunne endda se den i min 'kommentar-roll' i højre side, men jeg kunne ikke læse den ved selve indlægget?

Forleden skrev Di-Sign Keramik en kommentar til et indlæg, som jeg kunne se i min mailbox, men kun at der var en kommentar. Selve kommentaren kunne jeg læse et par dage efter?

Jeg har også oplevet at skrive kommentarer hos Morfar, som ikke kan ses, før man tænker, det var pokkers?!?! Havde jeg ikke skrevet? Så skriver jeg det igen, og pludselig står der næsten det samme, to gange!?!

Jeg tror det er varmen...

Sprachpolizei?

Hvad er tydelig tale?

Hvad er humor?

Hvad er fornærmende?

Hvad er ærekrænkende?

Hvad er udleverende?

Jeg er ikke professor i sprog (så gad jeg nok ikke blogge), men jeg elsker at lege med sproget. Jeg er vild med sarkasme, ironi og billedsprog. Jeg nyder at læse det folk skriver der har mere end en betydning, og forsøger mig også selv med stilen.

Jeg synes at debatten om Muhammed tegninger, Medina-æggene, Langballe-tossen er principielt interessante. En ting er hvad man må, noget andet er hvad man bør!

Men for nylig har jeg uforvarende selv 'stukket hånden i et hvepsebo' (det har jeg naturligvis ikke gjort, det er billedsprog). Jeg skrev et indlæg op at CPB snart flytter ind. At jeg glæder mig! Endda selvom der sniger sig små overraskelser ind, i form af dimser og dutter, både materielt og kommunikativt. Som sprogbillede brugte jeg ordet styresystem som synonym med parforhold/partner.

Men så skal jeg da lige love for at blogetisk råd kom til tasterne.

Man må ikke omtale sin kæreste som et system?

Man må ikke skrive at man er gladere for sin nye kæreste end man var for den gamle?!?!

Det er sort latin for mig:

Hvis man ikke var lykkeligere eller mere tilfreds med den nye kæreste end med den gamle, så ville man da være et skarn at stoppe sit parforhold! Eller er det bare mig?

Eller er det det, at man ikke må skrive man er mere tilfreds, fordi der dermed ligger implicit at man ikke var tilfreds før? (Hvem bliver skilt i et lykkeligt, fuldt tilfredsstillende parforhold?)

Nogle bliver bekymrede for at CPB og MUM ikke kan tåle at blive omtalt som 'styresystemer'. Men lad mig lige understrege at begge to er seje kællinger; den ene holdt mig ud i 16 år, og den anden skal holde mig ud resten af livet (håber jeg) og de er altså ikke tyndhudede eller fintfølende overfor sådan noget. Selv hvis de var, ville jeg have hørt det fra dem selv.

Nogle udtrykker bekymring for om mine børn en dag læser indlægget og tænker at deres forældre talte grimt om hinanden eller ikke havde det godt med hinanden. Det er da pænt med omtanken for mine børn, men ærlig talt; så tror jeg ikke de lader sig ryste af det indlæg. Forklaringen til børnene omkring skilsmissen var at vi ikke længere var kærester, men var venner, og at det ikke er meningen man bor sammen med sine venner på den måde som kærester gør. Det er forklaringen stadig, og sådan er virkeligheden også. Derfor tror jeg ærlig talt ikke mine børn ville hæfte sig ved det, hvis de en dag læste min blog, men tak for omsorgen.

De mange kommentarer fra 'tyl-reservatet' har dog gjort mig i tvivl.

Hvor langt er for langt?

Hvor meget kan man tillade sig at skrive? (ikke fordi jeg planlægger at gå i detaljer med hvorfor og hvordan man bliver skilt)

Hvor meget kan man tillade sig at skrive, at andre må skrive?

Hvilke synonymer må man ikke bruge? Hvilke må man gerne?

Jeg synes det ville være underligt, hvis hvert indlæg jeg skriver om mit nye parforhold, eller sammenligninger med det nye eller gamle skal være behæfte med en by-line "men vi har det godt allesammen med hinanden".

En del af mig er også lidt forvirret over hvor meget det er personligt?

Handler noget af kritikken om at nogle af MUM's real-life blogveninder læser min blog, og synes det er synd for hende, at hun er blevet skilt, og dermed at de ikke synes jeg kan tillade mig at skrive om at JEG faktisk også er blevet skilt, og har fundet en ny kæreste?

Altså at de tænker: Det er da synd, hvis MUM læser det her og bliver ked af det eller jalous?

Hvis der er en snert af det, så vil jeg opfordre jer til at droppe det. MUM har ikke bedt om særhensyn. Tværtimod, har hun (for ja, vi snakker faktisk jævnligt sammen) bedt mig lade være med at tage forbehold for hende når jeg skriver! Hun har givet mig lov til at mene hvad jeg mener og sige/skrive hvad jeg vil!

Her kunne man passende slå 'en krølle' på indlægget og vende tilbage til Westergaard/Langballe diskussionen om hvad man har lov til og hvad man bør. For selvom hun har sagt at "jeg da må skrive hvad jeg vil", så er det jo ikke ensbetydende med at jeg sætter mig og skriver detaljeret om alle årsager til at jeg valgte 'et systemskifte'. Det mener jeg nemlig ikke man bør.

Lad mig slutte med to spørgsmål: Ville det her have været anderledes hvis jeg havde været kvinden?

Hvor mange af jer fordømmer f.eks. Maise Njor for hendes omtale af Aksel i den der "bravoetellerandetbog"? Jeg gør ikke, men jeg oplevede heller ikke historien som et billede på en utilstrækkelig mand, selvom han da bliver beskrevet (bl.a. også mod sin vilje).

Løst og fast om blogging!

30. November sidste år startede jeg denne blog.

Det er ikke et år siden endnu, men jeg synes alligvel det er tid til at gøre status. Mange af mine venner i real-space forstår nemlig ikke min verden i cyber-space, selvom jeg forsøger at lokke dem med ind. De fatter simpelthen ikke:

• at jeg gider bruge min tid på det
• at jeg gider læse andres blogs
• at jeg vil lægge personlige detaljer ud

Det vil jeg forsøge at forklare...

Mine blogs er mine opslagstavler. Jeg kan klippe ting ud som jeg ser og hænge op, hvis det er noget jeg skal huske eller gerne vil se på. Jeg kan også selv skrive sedler som jeg hænger op. Men hvor opslagstavler normalt kun kan ses i det rum de hænger, så kan min opslagstavle ses af alle. Kloden over! Jeg kan vise et billede, en tekst eller en video, nærmest hvor jeg står og går. På den måde er min blog jo nærmest blevet en reklamesøjle.

Jeg har også et par blogs med mine klasser i skolen. Der har jeg oprettet eleverne som skribenter og så lægger de deres værker ud til skue og kommentarer. Forældrene kan følge med, de glemmer ikke deres papirer i skolen/derhjemme, men har deres direkte opkobling til det hvor de står og går. De kan endda skrive til hinanden i ferierne. En havde vist sin familie i Tyrkiet bloggen da han var der!

Jeg har også en blog for min loge. Det er nok nogle af de tungeste at trække ind i Blogland, men vi kan nu stemme om vedtægter, diskutere afgørelser og håne hinanden efter træf.

Men det her er ikke engang det bedste ved at blogge. Det bedste er alle de spændende mennesker man lærer at kende i Blogland. Det er derfor jeg gider bruge tiden på det. De fleste af mine venner i den virkelige verden er mænd, men i Blogland er det anderledes (tjek evt. min skare af faste læsere, hvis du er i tvivl). Jeg fik hurtigt et indtryk af at Blogland var et kvindeland! Det virkede på mig som om, der var flere kvinder der blogger, at kvinderne var morsommere end mændene i Blogland, og det satte jeg mig for at undersøge om var rigtigt. Det er 'kvaksalver-forskning' jeg praktiserer, men mine betragtninger er:

• Jeg har 16 udvalgte blogs jeg læser, heraf er de 6 skrevet af mænd, og de 10 af kvinder. Derfor må man konkludere at jeg næsten synes kvinder er dobbelt interessante som mænd at læse. Mon der er lidt fluen på væggen agtigt over det?
• Jeg har jo også forsøgt at undersøge hvem der læser min blog? Og her er det interessant at af de 109 som har markeret i undersøgelsen er der 4 mænd! Jeg er ovenikøbet selv den ene. 97% af mine læsere er altså kvinder. Det anede mig lidt, for de kommentarer jeg får og de faste læsere jeg har, bekræfter det billede. Jeg er smigret, jeg er overrasket og jeg er også lidt selvglad, når jeg tillader mig i et spøgefuldt øjeblik at sige til SHM at jeg nedlægger min profil på dating.dk, da Amme-armadaen giver mig nok kontakt til kvinder.

Jeg skriver ikke for at please nogen. Jeg skriver det der falder mig ind, og oftest handler det om parforhold, børn, madlavning, husbyg eller fantasi. Det rammer åbentbart bredt nok til at der pænt konstant er 100 unikke læsere (det har jeg fra min statcounter og ikke fra afstemningen) der lægger vejen forbi om dagen. Når man er opmærksomhedssøgende og et socialt interagerende menneske som mig, er det her simpelthen et afhængighedsforhold der burde begrænses.

Allerbedst omkring blogging er dog at nogle af cyberbekendtskaberne skaber connections i den virkelige verden. Snart skal jeg mødes med nogle af alle disse kvinder, og jeg glæder mig meget. Også selvom temaet er lagt meget kvindagtigt an med stoffer, håndarbejde og kaglen... Flertallet fik nok afgjort det. Alligevel tror jeg der må være mere interessante ting der også kommer frem. Derfor glæder jeg mig til at møde andre voksne mennesker der er så spændende at de har en blog!

Det sagde jo næsten sig selv...

Jeg vidste godt at de fleste bloggere er kvinder! Jeg havde også en idé om at en overvægt (ikke at jeg siger nogle er overvægtige) af dem der læser min blog er kvinder. Men når man specifikt ønsker kontakt til en IT-nørd i blogland, blev jeg alligevel lidt overrasket over at det var kvinder der svarede på mit nødråb?

At det så viser sig at AB er nørden (ganske vist forsøger hun at dække sig ind bag sin mand), det siger jo næsten sig selv;-D

Det har fået mig til at lave en undersøgelse (se afstemning i venstre side).

Spændt på konklusionen venter jeg...

Damerne i mit liv... og nu er der endnu en!

Så så man lige mig få kendis-besøg!

Okay, det var ikke mig hun besøgte, sådan for real! Det var SHM der fik besøg af hende her, men hyggeligt det var det!

Der er sket en ny, og spændende, drejning i vores liv! Bloggen er blevet levende. Det startede med at jeg skrev lidt sure opstød om mit arbejde. Der blev den meget levende! Faktisk blev jeg fyret!
Siden skrev jeg kommentarer hos AB, og vupti blev bloggen fysisk, da jeg fik post og spiller nu scrabble-online med hende (hun sidder pt. i USA og bider negle), men når hun engang rammer hjemlandet har hun jo udfordret til scrabble, og der kan hun ikke klamre sig til sin online ordbog, eller lade tidsfristen løbe ud, så der tropper jeg op i Ølstykke og forhåbentlig kan jeg så vise at jeg også er dansklærer.
For et stykke tid siden gik det så op for SHM, at Frk. Fryd bor et stenkast og en hård sædafgang herfra (grimt afstandsudtryk fra gymnasietiden, men i medvind passer det med de ca. 800 meter der er). Den første gang hun kom herhjem var sjov, spændende og virkelig givende, men det var alligevel spændende at se hende gå ud af døren og så sætte sig bag skærmen og vente på at læse 'anmeldelserne'. Havde vi nu vist os fra vores bedste side? Forstod vi hinanden rigtigt? Var deres oplevelse også at det her var så hyggeligt at det skulle gentages? Heldigvis ja!
Det er blevet til visit hos dem, siden hos os, så hos dem, og hos os, og dem, og før jeg vidste af det trawlede jeg Horsens omegn rundt med en trailer med manden hendes for at stjæle marksten.

Derfor var det langtfra debuten med blogtræf, at se Julia stå i min stue. Men det var som de andre situationer positivt (ja, selv min fyring var en forbedring af mit liv - selvom det tog nogle uger at mærke det). Nå, men tilbage til Damen. Hun er sikkert spændt på sin anmeldelse (jeg ved nemlig hun læser med fra tid til anden). Så her kommer den:
Hold kæft, hvor er hun sej! Hun kom bare ind af døren, med gaver til SHM, smil, hemmelige smøger og grin, masser af input og inspiration og en lind strøm af historier, som alle hænger sammen i et net af spændende tråde. Mens jeg lavede kaffe i køkkenet sad tøserne og kvidrede i gårdhaven og solen, og det var fanme lyden af forår, rødvin, grill-aftener og hygge.
Hun har så mange erfaringer, som hun gerne deler ud af, og samtidig er hun interesseret, lyttende og rummelig. Tiden var alt for kort, men den tid der var, gav mig helt klart lyst til at 'hænge på' når de skal ses igen.
Og liiige en episode med det der kendisnoget; jeg måtte lige finde mobilkameraet frem og tage et enkelt billede, bare lige for at...? Ja hvorfor egentlig? Bare for at fange en hyggelig situation. Ligesom hvis det havde været en hvilken som helst anden af vores gode venner der havde kigget forbi.

Nu sidder jeg bare spændt og venter; mon hun opfattede det ligevis?

PS. Der er nu to lilla damer i mit liv, min farmor og Julia:-D

PPS. Det der med afstanden til Supermand og Frk. Fryd er altså et gæt, ikke noget der er testet.

Sommerhi fra Blogland?

Det er første år på min blog. Første vinter og første begyndende forår. Snart er det første rigtige forår og senere første fantastiske sommer. Dejligt at tænke på, men det giver mig også nogle bekymringer for min blog.

For denne vinter har jeg fordrevet de mørke vinteraftener med at blogge, men jeg elsker lyse sommernætter, og fanme nej om jeg gider sidde i hulen med næsen i tasterne, når solen skinner udenfor, eller ungerne sover og grillen stadig er varm på terrassen.

Omvendt har jeg vænnet mig til at min blog er min opslagstavle. Det er stedet hvor overvejelser, betragtninger, udklip og gode historier gemmes, ordnes og deles. I love it! Jeg kan godt lide at skrive min blog, jeg nyder endda at læse den (nu er jeg sikkert ulideligt selvoptaget?) og jeg får simpelthen så meget god karma af at læse kommentarer sendt fra resten af planeten, at jeg tvivler på jeg kan undvære at dele min sommer med jer.
Kan jeg undvære at blære mig med gårdhaven, når den ikke længere er kold, grå og våd, men grøn, varm og dufter af grill, krydderurter og øl?
Kan jeg undvære at dele forventningens glæde op til sommerferien, Nibe Festival og havefesterne?
Kan jeg undgå at fortsætte den mængde tømmermændsindlæg der er ved at tage overhånd herinde?
Kan jeg undvære humoren, mandehørmen og ammehjernerne en hel sommer?

Hvis ikke, hvordan så? Skal jeg virkelig gå på kompromis og købe en bærbar (så skal det da være den nye Macbook Pro - og 20.000 er ikke lige et greb i lommerne for mig, medmindre jeg griber i andres lommer, forstås).

Og hvad med min blog, hvis jeg ikke skriver ofte, dør den så?

Forrige uge havde jeg søvnunderskud, byggeprojekter og tømmermænd, og derfor fandt jeg ikke tiden til at skrive, selv om der var nok at skrive om. Alligevel skulle jeg jo liiige tjekke min mail, SHM's blog, alle de andre, kommentere lidt og forsøge at baske AB i scrabble (selvom jeg er i Horsens og hun i USA). På min counter kunne jeg se at selvom jeg ikke skrev et eneste indlæg, så havde jeg alligevel ca. 150-200 hits om dagen?
Men det affødte faktisk en dårlig samvittghed overfor min læserskare (igen ulideligt selvoptaget, hva?) men jeg følte faktisk at jeg skuffede folk, hvis de ofte klikkede ind for at få dagens forargelse, grin eller gode mavefornemmelse. Hvordan kunne jeg være bekendt at være min blog utro med det virkelige liv? Ville folk holde op med at kigge forbi efter to uger. Skal man skrive som butikker eller skoler "LUKKET PGA. FERIE/RENOVATION/TYND MAVE/ASFALTEKSEM"?
Jeg har en lille sort bog hvor jeg noterer ned (man er vel lærer?) og deri skriver jeg også overskrifter og stikord til blogindlæg. Enkelte skrives endda som kladde i fuld længde f.eks. Luder-Madonna.


Herfra måtte jeg jo så hive noget op af posen, da den dårlige samvittighed/frygten for at miste interesserede læsere greb om sig. Og måske er det det jeg skal gøre?
Lukke bloggen i sommertiden og så notere de mest opsigtsvækkende begivenheder ned og skrive dem i vintertid?

Venskaber... hvordan er det nu lige det sker?

Så er jeg ved at have summet færdig. Summet i den forstand, at jeg fordøjer indtryk fra en fantastisk weekend.

Lidt update først: Jeg har været igang ca. 14 dage på det nye job.

I onsdags begyndte mange af mine nye kollegaer at spørge mig, om jeg ville være med til floorball om fredagen og en enkelt øl efter arbejde?
Nu er jeg jo forbi en alder hvor man lærer folk at kende gennem institutioner eller uddanelse, og det gør det faktisk lidt svært at skabe connections når man er voksen. Jo ældre man bliver, jo mere oplever man også at folk man møder har fyld nok i deres hverdag og dårligt plads til mere.
Men arbejdspladsen er en af de få platforme, hvor man som voksen kan networke og være heldig at finde nogle man 'klikker' med. Så jeg sagde selvfølgelig ja tak til invitationen.
Det var pissehyggeligt, og bagefter blev en enkelt øl til fem på lærerværelset, klokken blev mange og det forkromede overblik en anelse sløret;-D

Jeg tumlede cyklen hjemad (de ca. 3½ minut det tager) og trådte ind af døren til en SHM, der ligesom jeg ikke gad lave mad eller handle. Pludselig tikkede en sms ind: Konstruktørerne (genboen) inviterede på øl og røg i haven, så vi lod ungerne være unger og kravlede over hækken. Vi forklarede selvfølgelig lige ungerne af mor og far skulle fulde sig i haven mens de så disneysjov;-D
SHM ræsede til Burger King og klarede sin maddag der... Hun tog Kridt-Iglen med over hækken, drengen ville hellere blive tilbage ved deres apparater;-D

Kl. efter x-factor, skak, drinks, vin og øl, tumlede vi hjem igen, og der slog det mig, at nye naboer også kan være en fantastisk mulighed for et nyt netværk. Vi elsker vores, ikke kun Konstruktørerne, men hele vejen. De tre andre par der bor her er på vores alder, er til at snakke med, inviterer på en fredagsøl i garagen eller en forårsfrokost før påske. De sendte os en kurv i anledning af vores unævnelige kobberbryllup og TDC-manden har hevet mig på stadion med sine venner da han fyldte år i sommer, han er typen der 31. januar kl. 9.00 sender en sms til de andre mænd på vejen: "Gider I hjælpe mig med at flytte 'et skab' i kælderen kl.14.?".
Klart vi gad:-D
Selv de gamle pensionister over vejen holder jeg af. Da manden fik hjerteanfald sendte vejen selvfølgelig blomster, og da jeg skrabede mit fortorv for sne tog jeg selvfølgelig også deres.

Den anden ting der slog mig var at jeg skulle have hytten for mig selv i weekenden fordi mine drengevenner kom på besøg. Onklerne. Jeg havde troet at fredag skulle bruges på indkøb og rengøring... Nu drak jeg mig i, og siden over hegnet i stedet...

Så tidligt op lørdag. Handle. Øl, pølser, grillkul, løg? Tjek!

Rengøring, SHM og ungerne kørt til svigermor. Tjek!

Onklerne hentet ved stationen (minus Onkel Lumberjack, som forsvandt) Tjek!

En lang vild dag med konkurrencer, øl og snak. Tjek!

I byen og danse moderne og hjem ved 4-tiden. Tjek!

Søndag med rengøring, tømmermænd og hentning af SHM og unger. Tjek!

Overraskelse: Vi fik besøg af Blog-pude-damen Frøken Fryd og Supermand + Andrea! Og selvom weekenden indtil søndag udelukkende havde budt på positiv connecting med voksne mennesker og fornemmelsen af at have venner, ligesindede, jordforbindelse og sjov, var kaffebesøget om søndagen så meget prikken over i'et. Jeg var godt nok lidt for træt og fyldt med indtryk, til at være rigtigt i hopla, men det var altsammen glemt efter de første ti underlige minutter (for hvordan er det nu lige man snakker med folk man har skrevet sammen med? Hvad siger man? Hvor indforstået taler man? Kan man henvise til ting på hendes blog? eller sin egen?) JA det kunne man godt! Og det gjorde vi. Og vi grinede, drak the, spiste pandekager, pigerne legede, stofjunkierne junkede og Nordmanden var fantastisk. Det lille visit varede fra ved tretiden til ved halv ni-tiden, og hvert minut var bare en bonus.

Jeg havde en håbløst lang dag på job i går, og gik alligevel i min træthedsdøs og glædede mig over samtlige minutter af min weekend. Jeg tænkte meget på at nå at skrive et blogindlæg, men var simpelthen for træt da det sidste møde var færdigt og jeg trillede over trappetrinnet kl. 17.
Alligevel var jeg spændt på at tjekke Frk. Fryds blog og se om vi havde fået gode anmeldelser? For lidt usikker bliver man jo alligevel. Lidt som til en eksamen hvor man føler sig godt forberedt, det går godt og alligevel...? Hvad mon man får?

I kan jo selv læse Marias blog og se.

Til sidst skal der lige lyde et HURRA for SHM, tak for at du lod mig holde en fantstisk weekend!

Forgængelig forfængelig

Jeg forsøger at blive klogere på det her blogging?
Det har grebet mig lidt, den tilgængelighed der er på nettet. Der er et vist element af udvikling i min skrivende kreativitet ved at skrive meget, se det 'trykt' og 'høre' det kommenteret. Men der er også en vis form for terapi i at behandle sine dagligdagsoplevelser retrospektivt, at det man oplever bearbejdes og bevares. Jeg skrev f.eks. også en del i december om problemer på jobbet (ganske vist anonymiseret), men det at jeg var tvunget til at finde nyt arbejde da de læste det, har også lært mig lidt forsigtighed/filter over hvad man deler og hvordan.

Hvorfor skriver jeg i det hele taget?

Måske hænger det sammen med at jeg gennem et par år har forsøgt at få udgivet børnebøger, men har fået en mur i panden hver gang jeg løber. Jeg har følt at jeg har noget at byde på, men at det har været svært at få nogle til at tage stilling til.

Okay, der var lige dengang min mormor lå søvnløs tre døgn, fordi jeg havde skrevet en historie, hvori en del af materialet stammede fra scener fra mine oldeforældres ægteskab. Der kunne jeg mærke at det rykkede noget hos nogen, men det var jo ikke for at genere gamle damer at jeg skrev. SHM har været fantastisk. Hun læser, roser, kritiserer og kommenterer på alt hvad jeg skriver. Mine børn (på arbejde og derhjemme) har altid været brændstof i kriser. Dels med inspiration til nye historier, dels med latterbrøl og tårer når jeg læser højt. Mama-Cash har også bidraget med input og bl.a. forsøgt at mægle/hjælpe da min mormor nedlagde forbud mod at indsende historien.

Hvilke bagsider af meldaljen har 'den nemme tilgængelighed'?

Jo, altså den første bagside er det tveæggede sværd som 'ingen censur overhovedet' er. Det er umiddelbart fint, at man kan få alt udgivet. Ultimativ ytringsfrihed!

Men det har den ulempe, at man dels kan sige ting uoverlagt (f.eks. skrive i raseri og afmagt) og få skrevet tingene anderledes end man måske mener dem med eftertanke (f.eks. om sit arbejde).

Der er ligeledes den ulempe at man kan skrive en masse ligegyldigt pladder. Nogle dage laver jeg 5-10 indlæg. De kan ikke alle have samme relevans/kvalitet. Og mængden af indlæg kan virke afskrækkende. Jeg ved fra mig selv, at når jeg kommer ind på en 'fremmed' blog, så kan det virke overvældende hvis det er en der har blogget siden OL i 84 og der er 12.741 indlæg. Ligesådan kan en blog der opdateres 12 gange årligt være lidt svær at blive rigtig grebet af.

Samtidig har jeg lært (correct me if I'm wrong) at et indlæg ligesom har sit eget døgnflueagtige liv. Uanset om det man skriver er blændende godt eller larmende ligegyldigt, så virker det på mig som om at alt der er mere end tre dage gammelt næsten er dødt? Lidt ligesom en avis måske, man kan til nød læse den fra i går over frokosten, hvis man ikke har dagens, men der er ikke mange der læser en 'ugegammel' avis, vel?

Læser nogen overhovedet hvad jeg skriver?
Den første metode til at registrere om min blog kun er 'en digital dagbog under en ligeså digital sovepude', var da jeg saksede en traffic-divice fra Suzy Q så man kunne se hvorfra i verden de seneste 10 gæster kom.
Det havde den indlysende ulempe, at når jeg selv logger på, skelner maskinen ikke mellem f.eks. SHM og mig, eller andre mulige læsere i dette område. Derfor så det en overgang ud som om at jeg selv var den eneste læser der fulgte bloggen. Medmindre nogen forvildede sig ind fra Toledo eller Guacamole ved et uheld?
Det er hyggeligt at se at nu er der en fra Nordjylland eller København der er/har været på.
For 8 dage siden installerede jeg en såkaldt webcounter. Den tæller hvor mange besøg man har på siden. Jeg har haft ca. 1400 besøg på 7 døgn. Det er vel ok? Ja, det er jeg da rigtig glad for, men den registrerer altså også hvis det er mig selv. Jeg ved ikke om jeg tjekker min blog 10-20 gange i døgnet (alle der tænker manisk, rækker hånden i vejret). Men der må altså være ca. 180 gæster i døgnet (hvoraf en del sikker er gengangere, eller klikker fra et indlæg til et andet, så tæller den igen).
Hvem læser hvad jeg skriver?
Jeg ved altså fra min 'geografi-spion' at mennesker fra hele landet(ja, endda fra udlande som Sverige, Norge, Tyskland, Luxembourg og USA) læser med. Jeg ved fra 'mit tælleapparat' at der er ca. 180 som ikke er mig, men derudover er jeg ikke meget klogere end at AB, Flinkonella, Persilja, Katrine, Julie, Lis, Julia, Maria, Marina, Katrine, Jacob, SHM og Mama-Cash har kommenteret, ligesom Line har meldt sig til som fast læser. Har jeg glemt nogen? Så er det ikke med vilje.
Hmmm. Er jeg den eneste der bemærker at der synes at være en overvægtig kvinde... undskyld en overvægt af kvinder?
Det kan skyldes flere ting:
a) Ingen mænd læser med.
b) De mænd, som læser med, gider ikke kommentere det de læser fordi
c) De ting jeg skriver om; håndværk, fodbold, madlavning, parforhold, romantik, børneopdragelse, pinligheder ikke har noget at sige dem.
d) Fordi de ikke mener de kan bidrage med noget
e) De har ikke tid til at kommentere

Hvorfor får jeg næsten ingen kommentarer?
Nogle af de indlæg jeg bedst kan lide får 0 kommentarer, andre får i bedste fald en to-tre kommentarer, som jeg så svarer.

På et tidspunkt skrev jeg et indlæg om læsevenlighed/relvans, hvor Julie pointerede at kvindelige bloggere var mere interessante at læse!?!

Selvom jeg både blev påtaget fornærmet på mit køns vegne og provokeret, så er jeg tilbøjelig til at give hende ret. De fleste blogs jeg læser er i hvertfald skrevet af kvinder. SHM har foreslået mig at skrive noget mere om tøjkriser og dårlige hårdage, meeen... Det lover jeg ikke vil finde vej ind i denne blog! Dels har jeg ikke meget (hverken tøj eller hår) dels er det aldrig en krise. Men det kan da godt være at kommentarerne ville begynde at strømme ind, hvis mit klædeskab var et mere centralt emne?

Er kommentarerne vigtige?
Ja for mig er det! Jeg skriver for at det skal læses, og helst sætte tanker i gang. Hvilke tanker det sætter i gang kan jeg ikke styre, men jeg er nysgerrig efter at høre det. Ellers kunne jeg lige så godt skrive en dagbog der bare lå under hovedpuden. Derfor skal der ikke herske tvivl om at jeg stortrives med provokationer, kritik og ja endda ros.
Så hvad gør jeg/vi nu?
Hvis du er læser af denne blog, men ikke har specifikke kommentarer, men bare synes at det er hyggeligt, sjovt eller provokerende at følge, så vil jeg lige bede dig skrive en kommentar til netop dette indlæg. Du behøver ikke skrive meget: Navn eller initialer, samt hvor i verden du skriver, vil være nok. Det vil give mig et lidt bedre billede af læserflokken (hvis der er sådan en?). Skulle du ovenikøbet have ønsker til emner du ønsker taget op, jamen så feel free!

Grove løjer!

Her til morgen har vi sovet længe. Klokken var kvart i ti, før jeg slog øjnene op. Af mig selv!?!? Jeg kunne ikke engang høre børnene, hverken den første, anden eller tredje!
- Er jeg død?
- Har SHM taget børnene i nat og forladt mig?
- Er overetagen brændt, uden vi har hørt det.
En lille smule tømmermænd, krydret med ondt i ryggen fortalte mig at død var jeg ikke. Vores seng bevægede sig med en let rytmisk summen (ala de der massagesenge der var på amerikanske moteller i 80'erne), men det viste sig at være SHM der snorkede, så hun var her stadig og da jeg endelig tog mig sammen til at stå op, kunne jeg alligevel godt høre 'mistænkelige elektroniske lyde' oppefra. Kridt-Iglen sad hos drengene og så Disney-channel og drengene sad foran computeren... Fred og idyl og ingen utidig voksenindblanding, de hyggede!

Jeg gik i bad, og tre sekunder senere fulgte SHM og Kridt-Iglen efter. Arh my own space invaded! Men hyggeligt nok alligevel. Kridt-Iglen vender bare ryggen til brusestrålen og bakker gennem al modstand til hun står perfekt , som en lille pingvinunge, ovenpå sin mors eller fars fødder, rart og lunt. Og lidt kært.

Bagefter skyndte jeg mig i tøjet, og luskede ned for at spise morgenmad i ro og mag og FRED. Jeg lyttede intenst ovenefter, for at afkode om jeg var opdaget, men der var fred og ingen fare. Dyb tallerken? - tjek
Havregryn? - tjek
Mælk? - tjek
Er den holdbar? -Tjek
Rosiner? - Tjek
Sukker? - ? Hvor faen er vores sukker nu? Nå ja, det sidste blev vist brugt for en uge siden, men forleden da vi handlede, synes jeg da at SHM tog en pose øko-rørsukker af den grove brune slags?
Øko-grov-rørsukker? -Tjek!
Havregryn i skålen, stadig opmærksomheden rettet mod trappen - ingen aktivitet.
Rosiner og sukker på. Kaffe? Jeg kan vist lave kaffe... Åh jo, sådan. Stadig ingen forfølgere. Jeg vidste jo også at jeg havde 'sat' SHM og Kridt-Iglen efter badet, for hvor jeg bare tørrer mig og tager tøj på, hurtigt som en Carlos Sastre, er deres tur gennem 'tøjbjergene' hvad der svarer til en Groupetto, bestående af Arnols Swarzenegger, Asbjørn Riis og Nicholas Bro. De var med andre ord håbløst bagude...
Nå mælk i kaffen, og på grynene. En ske, kaffe, mad... Jeg lusker sgu i kælderen og tjekker blogs. Blasfemisk, men jeg har ferie fra min arbejdsløshed. Jeg må godt!

Sætter mig til rette foran skærmen. Nipper til kaffen. Tjekker opdateringer. Tager en skefuld havregryn, og når akkurat at undre mig over at rørsukkeret ikke er 'smeltet' i mælken (I ved sådan en af de der underlige flygtige tanker der intet sted kommer fra). Da jeg skal tygge den første mundfuld, er det som at forsøge at knuse en indkørsel fyldt med perkergrus... undskyld, perlegrus, med kindtænderne.
AV FOR SATAN! tænker jeg.
Der må have været en havrekerne (hedder det det?) der ikke er blevet valset ordentligt?
Jeg tager en mundfuld mere... med lidt mere sukker på for at mildne ganen...
AV AV AV HVA FAEN ER DET DER SKER?!?!
Jeg kigger grundigere på sukkeret, og en prås begynder at gå op for mig... Det er ikke sukker. Det er bulgur!
Det er grove løjer...

En gammel leg... En vammel steg

De sorte rims tider er genindført. Ovre hos Julie, læste jeg, i en helt anden forbindelse, om pladsanvisning i institutioner og det bøvl det medfører. En kommentator svarede "Så virker vinkekatten jo". En så underlig sætning, at den rykkede noget i mig, som alt for længe har slumret, nemlig Mandrilaftalen og Malk de Koijns standarddisciplin - De Sorte Rim.

Kort fortalt er det en leg, hvor det første underlige der bliver sagt/skrevet bliver tvisted totalt, dog med bevarelse af så mange forlyde, vokaler og endelser man kan.

Så virker vinkekatten jo

blev til

Nå knirker skinkeskatten ko? (måske en lummer pick-up line, men det må andre prøve af...)

Det behøver ikke altid give mening... Men det er som regel sjovest når det på en eller anden underlig måde alligevel gør. SHM, Klippen, Guitar-Bohemen og SSS er rimelig hårde til det, og vi plejer at komme langt ud... En slags dansk parallel til Haiku-digte, måske? Ja lad os bare tage den sidste linje:

"En slags dansk parallel til Haiku-digte, måske?"

Hvad kan den blive til?