Viser opslag med etiketten lærerrollen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lærerrollen. Vis alle opslag

tirsdag den 9. august 2011

The remedy

I dag blev så dagen...

Hvor Niels Egelund fik formuleret fornuftige tanker om undervisning og læring. Især er jeg glad for hans understregning af fællesskabets betydning.

tirsdag den 2. august 2011

Don't Cry

Sommerferien lakker mod enden. 7 uger har vi i år. Som det burde være hvert år. Bare med bedre vejr. Meget bedre tak. Al den regn og kulde der prægede ferien, har nærmest gjort at jeg ikke helt kan værdsætte det sidste der kommer, for nu er det sidste der. Om en uge, og et par dage, skal vi mødes og mandag d. 15. går det løs.

Så sidder jeg med kaffen i det nye køkken og bladrer gennem bøger og hæfter, for at planlægge hvad skoleåret 2011/2012 skal byde på. Egentlig gider jeg ikke. Endnu. Egentlig SKAL jeg først begynde i næste uge. Men den lange ferie og det dårlige vejr har gjort at jeg har mødt en ny side af mig selv. Mine kære læsere, tag godt i mod Stræberen!
Nu er det jo langt fra sikkert at det varer ved, men jeg har en lyst til at være en smule mere på forkant i år. Et mulehår af forventning om hvad fremtiden bringer. Måske også lidt mindre rum for at gribe nuet, som jeg ellers har hyldet. Men lad os nu se...

Måske er årsagen til mit stræberi også at jeg skal være meget væk i dette skoleår? Med barsel, omsorgsdage, ferier mm. så kommer der til at være vikar på i mine timer i rigtig lang tid. Derfor skal jeg jo planlægge noget eleverne kan lave, hvad det er de skal lære og hvordan. Det er måske derfor jeg har trang til at lægge et program? Hmmm... måske?

tirsdag den 29. marts 2011

Åh de smukke unge mennesker - gid de længe leve må!

Kan I huske da jeg, på min blog, opfordrede tidligere elever til at skrive hvis det var sådan, at jeg havde gjort en forskel i deres liv? Det var der nogen der gjorde. Både i selve indlægget, men også pr. mail, og her forleden så jeg en besked i min indbakke på facebook fra en elev fra 1. kuld.

En af mine absolutte ynglingselever* satte sig bag tasterne og skrev følgende til mig:

"Læste på din blog at du var interesseret i at høre fra gamle elever. Og den kategori falder jeg vel ind under. For mit vedkommende er du en af de mennesker fra de tidlige teenageår der har haft størst betydning. Jeg husker dig som en meget engageret lærer, der i måske også i kraft af din alder formåede at mindske distancen mellem autoritet og elev. Og det er ment på den helt gode måde. Helt personligt har jeg en følelse af at vi klikkede utroligt hurtigt, måske en da mere end du gjorde med mange af de andre elever. Det var fantastisk at blive taget seriøst, lyttet på, og udfordret i politiske diskussioner, selvom jeg set i bakspejlet har haft nogle meget naive holdninger. Det er ikke altid lige let at være ung, og jeg havde en del problemer hjemme. Men i dine timer og i dit selskab havde jeg et frirum, hvor jeg ikke alene blev taget seriøst, men også opfordret til at fortsætte ud af den vej. Jeg har tænkt en del over tiden dengang, og har egentlig svært ved at putte dig i boksen "min gamle lærer", for du var så meget mere end det for mit vedkommende. Din undervisning husker jeg som sagt spændende og udfordrende, men mest af alt husker jeg dig som en virkelig cool person, der rent faktisk prøvede at gøre en forskel både generelt og på et individuelt niveau. Og det gjorde så sandelig i mit tilfælde!

Følger lidt med på din blog og selvfølgelig her på facebook (skrevet med angst for at lyde stalker-agtig) :) Tillykke med den lille nye der er på vej. Håber du har det godt, og at tingene kører som de skal. Hvis du nogensinde kommer væk fra det mørke Jylland og mod Kbh. så skriv endelig, det kunne være hyggeligt at ses, og jeg giver gerne en kop kaffe."

I dag er hun flyttet til København, blevet voksen, er stadig venstreorienteret og læser garanteret videre til noget der vil gøre mig stolt, så jeg tror sgu jeg vil tage hende på ordet, og drikke den kop kaffe i København for at se hvordan det er gået...

*Jaja, jeg ved det godt, og mens jeg har en klasse forsøger jeg at holde lige meget af dem alle sammen, men når man har afleveret en klasse og der er gået et par år, er der nogle der hænger fast i hukommelsen, og den kategori kalder jeg i mangel af bedre ynglingselever.

mandag den 7. februar 2011

ARRRRRRGH!!!



Som lærer skal man trække på alsidige kompetencer og hjælpemidler. For tiden læser jeg højt af Bjarne Reuters Prins Faisals Ring, og forleden fik jeg lyst til at lave lidt fis med eleverne.

Derfor satte jeg taksen på katederet og frem tog jeg mit penalhus, mens jeg sagde: "Nå, vi skal jo til at læse... hvor lagde jeg bogen?", og derefter fremdrog jeg denne krabat, som jeg lagde på katederet, mens jeg ledte videre i tasken... Der blev helt stille i klassen, og man kunne næsten se at de sad og spekulerede på om det er en jeg altid har i tasken...hehe!

Jeg fandt bogen, og lod pistolen gå på omgang, mens eleverne hver især øvede sig på deres mest frygtindgydende "ARRRGH!".

Bagefter var de tunet ind til at høre om Tom Collins hårde skæbne på slaveplantagen i Caribien, hvilket vi 'tilfældigvis' har om i historie, altså slaveriet i Vestindien, ligesom vi har om hekseforfølgelse, i kristendom, 'pudsigt nok', da Tom ser spåkonen Zamora blive brændt af Inkvisitionens Fader Innocens... Sammenhæng kalder jeg det!
Eleverne kalder det løgnhistorier! Men jeg forsikrer dem om at man troede jorden var i centrum af universet, når vi hører om Nikolaus Kopernikus og paradigmeskiftet i verdensbilledet med teorien om solen som centrum for solsystemet.


Endnu mangler vi den del, hvor Tom kommer ombord hos piraterne, men det er næsten også det bedste, så jeg glæder mig til fortsættelsen...




Eleverne er blevet sat til at lave et fotoreferat af kapitlerne. Dette er fra kapitel 3, hvor Tom Collins fisker den spanske sømand Ramon den Fromme og slavedrengen Bibido op, og dermed for pant i slaven. Noget eleverne har svært ved at tro på virkelig kunne have foregået. Man kan da ikke eje eller sælge et menneske, kan man vel?

lørdag den 22. januar 2011

Varm om hjertet i en kold tid 2

Det kan da godt være at jeg ikke er rigtig rask endnu? Det er da muligt, at jeg tog for tidligt på arbejde i torsdags?

Jeg ved også at jeg kan levere en bedre indsats end den jeg hidtil har givet dem i 2011, men jeg skal lige love for, at jeg fik 10% i 'lønforhøjelse', da jeg torsdag fik denne seddel af tre elever fra min 5.klasse!

Den røg direkte i min arkivhængemappe med anbefalinger.

tirsdag den 4. januar 2011

Sydhavnens stemme

Jeg har netop læst Erik Clausens bog om sig selv, skrevet af Kirsten Jacobsen som en lang enetale fra manden selv. Han snakker meget om mennesker og politik og han vedkender sig sit socialistiske ståsted på en meget ligefrem og letfordøjelig måde. Vær gavmild og hjælpsom og hav respekt for dine medmennesker og anerkend at alle repræsenterer en værdi i sig selv.

Det synes jeg er spændende...

Han fortæller meget levende om sin opvækst i Sydhavnen, hvor Gaden var den primære socialisering, hvor nøden måske nok var større, men at friheden til at træde frem også virkede mere opnåelig. Han fortæller om rockens indmarch i Danmark, om 60'erne og 70'ernes frigørelsesbevægelser, om Anker Jørgensens tid som statsminister og om 80'ernes tømmermænd. Altsammen spændende fordi det omhandler forudsætningerne for min egen opvækst; Clausen er mine forældres generation og dermed også repræsentant for deres vilkår og overvejelser, så der var en form for genkendelse i hans måde at forklare tiden tiden, samtidig med at han kan nuancere de ting jeg måske ikke vidste eller forstod.

Clausen overrasker mig. Han er i min bevidsthed først og fremmest gøgler og filmmand, men i hans erindringer fylder håndværk og billedkunst en meget større del. Gøglet var meget mere iscenesat og politisk end jeg havde tillagt det (muligvis fordi jeg ikke var så gammel dengang han turneerede?). Det var meget mere en måde at få masserne i tale og påpege de problemer som de ledende politikere ikke formåede at tage hånd om. Måske kan man sammenligne datidens socialistiske gøglere med nutidens kritiske bloggere; folk der stiller sig op på sin egen talerstol, og uden at spørge om lov siger deres mening?

Manden er bestemt en ferie værd i læsningen, og min ønskeseddel er netop blevet udviddet med alle de Clausen DVD'er der kan skaffes.

Det overraskede mig også, at manden udtalte en decideret modvilje mod ironi? Han påstår at ironi er af det onde og forhindrer at mennesker taler respektfuldt og anerkendende med hinanden... hmmm? tænkte jeg da jeg læste det; er Clausen fri for ironi?!?! Jeg mener da nok at ironien er tommetyk i de optrædender jeg har set ham med, men måske er det bare mig der ikke forstår begreberne?
Noget andet er da at manden muligvis har ret; når jeg kigger tilbage på de konflikter jeg har oplevet løbe af sporet, så må jeg erkende at jeg kan have en tendens til at blive mere skarp (sarkastisk) end det egentligt er hensigtsmæssigt. Måske jeg af denne bog lærer at holde høfligheden lidt højere, jeg bliver bare så arrig, når noget er indlysende forkert, eller hvis folk ikke vil høre (ja jeg kan næsten sidde her og hidse mig op uden grund), at jeg desværre tit bliver provokerende... åh jo, det kan forekomme.

Nåh ja... herligheden faldt jeg over i Netto til 50,- hvilket jeg nu vil betegne som lidt af et fund!

lørdag den 4. december 2010

Et underligt jubilæum

Det er 9 1/2 år siden jeg blev færdiguddannet som lærer, og selvom det er lidt at tage forskud på tiårs-jubilæet, så er det nu, mens frosten er i jorden og sneen har lukket ulvesprækken, at jeg har tid til at se tilbage på hvilke milepæle der har været.

Da jeg i 2001 blev færdig som lærer, fik jeg en 4. klasse med 12 elever, eller deromkring. De gik på en landsbyskole, som var besluttet skulle lukke. Meningen var, at landsbyskolen skulle sammenlægges med byskolen. Derfor var byskolen blevet udbygget for et to-cifret millionbeløb. Som alt andet byggeri, så var også dette præget af forsinkelser og overraskelser. Derfor kunne vi ikke starte på den nye skole fra august, men først efter efterårsferien, hvor mine 12 elever iøvrigt skulle blandes med de 25-26 stykker der gik på byskolen og derefter deles i to nye 4.klasser.

Det siger sig selv at det var underligt at være 'den nye lærer' for nogle elever der vidste de ikke skulle blive, og at de måske ikke skulle have mig! Forældresamarbejdet var endnu værre, for dels havde jeg nogle idéer til hvordan jeg ville have undervisningen, men ingen erfaring. Dels var der en stemning af, at man 'tabte' hvis ens barn kom i min klasse, fordi der var en pissedygtig lærer i parallelklassen.
Jeg ved nu, at jeg lavede fejl og bommerter, men dengang var jeg enten ikke klar over det, eller villig til at indrømme det. Derfor forsøgte jeg at gøre alle forældre og elever tilfredse, i stedet for at sætte min egen dagsorden. Det betød bl.a. at jeg legede en form for Kejserens nye klæder, når forældrene henvendte sig med kritik/undren (nogle af dem var altså også urimelige i det ekstreme). Jeg påstod at "ork, det kan jeg da godt", mens jeg tænkte "Hvad snakker manden om?".

Tre år på skolen der var nok for mig. Det var tre stressede lærerige år, hvor jeg konstant parkerede mig selv på øretævernes holdeplads. Jeg undgik langtidssygemeldinger og hjerteanfald, men jeg kom aldrig til at hvile i min rolle der. Når det sådan er tid til at gøre status, så må jeg jo spørge mig selv, hvorfor jeg så alligevel blev så længe?
Det gjorde jeg pga. stædighed, eleverne og kollegaerne.

Jeg var ikke villig til at lade forældrene få mig ned med nakken. Derfor forsøgte jeg meget langt hen ad vejen at vise dem, at det ikke ville lykkedes at 'presse mig ud'. Der var mange psykisk belastende episoder, hvor jeg blev truet, hvor forældre sendte deres børn i skole for at hverve klassekammeraterne til ikke at lære noget, så jeg ville blive fyret og lign.

Men der var også elever som man kunne se tog ved lære af det jeg præsenterede for dem. Nogle der rykkede sig med syvmileskridt, og viste med deres opførsel, at jeg havde deres opbakning. Samværet med de elever, om de var dygtige, hårdtarbejdende, loyale eller fulde af modstand krydret med respekt for mig, var det der dag efter dag fik mig til at stå ud af sengen, og køre de 30 km der var til skolen, udføre dagens dont, og så køre hjem for at gøre mig klar til næste dag.
Med 4.klassen husker jeg mest tilrettelæggelsen af læsning, så børnene fik læst hver dag. Den ro der indfandt sig, de oplevelser de hver især havde, og det de så delte med hinanden bagefter var magiske øjeblikke. Magiske øjeblikke, som jeg selvfølgelig forsøger at iscenesætte mest muligt i dag.
Men der var også en gruppe store drenge, som jeg var ansvarlig for vandt Lolland/Falster/Sydsjællands Ekstrabladsskolefodboldturnering, og kom i 1/8-finale i København. Samme gruppe drenge kunne også spille volleyball, så i samme periode var vi på en weekendtur til Fyn og spille skole-DM, hvor de blev nummer 4. I perioder var det de oplevelser der fik mig ud af sengen.

Jeg havde fremragende kollegaer. Specielt en jævnaldrende og ligeledes nyuddannet fyr, som stadig er en del af min vennekreds. Der var også en skolebibliotekar, som kunne holde styr på samtlige unger på skolen. Hvad er de igang med at læse? Hvad læste de før? Hvad skal de læse som det næste? HUn var hyggelig og hjertelig, og den stemning hun kunne skabe på biblioteket, tror jeg var altafgørende for elevernes lyst til at læse.
Jeg havde også en parallelklasselærer, som var superdygtig. Hende lærte jeg meget af. Både om undervisning, pædagogik, men ikke mindst forældresamarbejde og grænsesætning. Det var uvurderligt, at hun tog mig under sine vinger, for at hjælpe mig ind i faget.
Hendes mandlige modstykke, var en gammel knark, som havde 'flere hundrede år på bagen'. Han kunne håndtere en 7.klasse med 31 elever på en måde, hvor han udstrålede naturlig autoritet, og aldrig behøvede hæve stemmen. Ham var jeg en uge på skilejrskole med i Sverige. Han var afslappet, lun og tålmodig på en måde, som fik børnene til at lystre mindste vink, fordi han forventede de ville gøre det rigtige. Det forsøger jeg at kopiere i det daglige.

Men alting får en ende, således også min ansættelse i Nysted. Efter tre skoleår. Jeg fik et tilbud fra den lokale skole i Nørre Alslev, hvor jeg kunne sammensætte skemaet som jeg ville, og slippe for en times transport om dagen.
Jeg fik tilbuddet seks dage før sommerferien, hvor jeg blev headhuntet. Det var underligt, for jeg havde haft et halvt år, hvor problemerne var blevet mindre og glæderne større, så jeg glædede mig faktisk til mit fjerde år på Nysted Skole, men jeg var også klar over, at jeg ikke ville få tilbuddet to gange. Derfor sagde jeg ja tak, fordi det også gav mig muligheden for at starte på en frisk, nu med mere erfaring.

Det var en god beslutning. Jeg blev meget glad for at arbejde på Nørre Alslev skole. Jeg fik en ny 3.klasse. Jeg fik mulighed for at få et positivt forældresamarbejde. Jeg havde lært at spørge min ledelse til råds, erkende mangler og bede om modydelser når aftaler blev indgået. Det hjalp meget på fornemmelsen af at have indflydelse.
Jeg havde dem gennem 3.klasse, men havde barsel da de gik i 4.klasse, og havde dem så igen i 5.klasse, og endnu engang blev jeg headhuntet, denne gang til den lokale specialefterskole, som en kæmpe udfordring fordi jeg døjede med en handicapforskrækkelse*, men jeg besluttede at face the fear. Man skal turde udfordre sig selv, og det var det her et glimrende eksempel på. Jeg fik ændret mit syn på livskvalitet, og jeg blev meget nysgerrig på hvordan man skaber den for unge med de udfordringer som et fysisk eller psykisk handicap, eller et omsorgssvigt kan give?

Så da vi året efter besluttede at flytte til Jylland, lå det mig meget på sinde igen at rykke mine grænser. Jeg fik arbejde med uunderviselige, unge, halvkriminelle, som ikke kunne rummes hverken hjemme eller i skolerne. Kort sagt uønskede i samfundet, ingen ville rigtig have dem. De her unge var fjernet hjemmefra, og spærret inde og dækket op af dørmænd med et kursus i pædagogik eller pædagoger med et kursus i dørmand, afhængig af øjnene der ser. Ja, dem man ser dokumentarprogrammer om i TV.
Det var lidt som at være fængselspræst/pedel, fordi undervisningsdelen blev presset meget i baggrunden, og arbejdet med at ændre adfærd til at fungere socialt blev det væsentlige, samtidig med at skolen skulle bygges op, males og alt indkøbes. Jeg indførte bl.a. fællesspisning og højtlæsning, for at få stemningen ændret. Og meget af det virkede. Fra at slås med eleverne, blev det mere og mere en stemning af fællesskab. Altså det var ikke så rosenrødt, at de stoppede villaknæk, hashrygning og slagsmål, men frekvensen faldt, og mange af dem formåede at få eksamen i dansk, matematik og engelsk på trods af en indædt modvilje mod skole og undervisning.
Desværre virkede stedet også på mig. Jeg blev kortere for hovedet, mere aggressiv og mindre empatisk. Man kan sige vi smittede hinanden. Det sluttede lige så dramatisk som man kan forestille sig. Jeg blev fyret med dags varsel, fordi jeg havde skrevet om mit arbejde på min blog (og nej, indlæggene findes ikke længere på bloggen). Jeg havde simpelthen mistet det forkromede overblik, og derfor blev det brok jeg brændte inde med fyret af i cyberspace. Anonymiseret ganske vist, men da de læste det, var der ingen vej tilbage. Det lærte jeg meget af!

Jeg fik job i folkeskolen igen, nu mange erfaringer rigere og med en ballast, der gør at selvom bølgerne kan gå højt i klasselokalet, på lærerværelset eller i forældregruppen, så synes jeg, at jeg har set det meste, og dermed har noget at perspektivere til. Nu har jeg haft min 5. klasse i halvandet år, hvilket vil sige jeg overtog dem i slutningen af 3. klasse. Jeg har i år fået splejset en 5.klasse mere ind, så de to klasser nu er slået sammen til en. Samtidig har jeg halvdelen af min tid i et specialtilbud, så på den måde har jeg fået forenet meget af det jeg har erfaret mig til virkede for mig.

Men nu sidder jeg og kigger lidt tilbage, og undrer mig over om jeg er den eneste der har lært noget. Jeg er derfor begyndt at 'venneopfordre' tidligere elever på facebook**, for at få nogle tilbagemeldinger om hvorvidt jeg gjorde en forskel i deres liv?

*Da jeg var yngre, var jeg meget bange for at få handicappede børn, fordi jeg ikke mente der ville være nogen livskvalitet, for hverken dem eller mig. Jeg tror jeg ubevidst valgte at trække mig væk fra handicappede, måske fordi jeg var bange for om det smittede? Altså jeg ved jo godt det ikke smitter, men jeg havde svært ved at forholde mig til det.

**Jeg har et princip om ikke at være venner med nuværende elever på facebook, fordi jeg også skal have mulighed for at holde fri, uden at de skal blandes ind i hvad jeg får min tid til at gå med. Men jeg har fået det sådan med de voksne/næsten voksne elever, at de da faktisk gerne må se min menneskelige side.

fredag den 20. august 2010

Fremmedhad part 2

Så har man hørt det med! Nogle ledere i en børnehaveklasse har sendt en folder med børnene hjem, hvori der står at maden der kan købes i skoleboden er uden svinekød. So far so good, men det er der nogle forældre der har klaget over?

Klagens kerne er at vi i et dansk samfund ikke skal ligge under for at muslimer ikke spiser svinekød! Men det er jo sådan fat, at man er fri til at give sine børn en madpakke med rullepølse, saltkød og flæskesvær med, hvis man har lyst til det.
Nu er det jo ikke sådan at det er falafel, kebab og humus der er på kortet. Boden serverer primært kylling, to forskellige salater med kylling, en sandwich med kylling/kalkunbacon og pølsehorn med kyllingepølser. Man kan jo vælge den muslimske vinkel, men man kunne også anskue at fjerkræ er sundere end svin. Måske det er derfor?
Jeg tror det ikke, for der er mange muslimer på den skole. Så mon ikke menuen er sammensat udfra hvad der er efterspørgsel på? Markedsøkonomisk? Liberalistisk? Dansk?

Yd din pligt og kræv din ret!

Det er en af min morfars kloge livssætninger. Han efterfølger den af "i dag er folk mest optaget af at kræve deres ret!", og for det meste synes jeg det er en anelse søgt, da der er masser af eksempler på det modsatte, men nogle gange bliver jeg lidt træt af dem i vores samfund der helst vil klage og pege fingre, fremfor at deltage i løsningen.

Det er sikkert skolebestyrelsen som bestemmer menukortsammensætningen i skoleboden, så hvis man endelig mener, at alt dansk er godt, så burde man efter min mening stille op til skolebestyrelsesvalg, med det mål/valgflæsk(hehe) at få svinekød ind i kosten. Så må man se om demokratiet virker. Hvis det gør, så tvivler jeg på man bliver valgt i et opland med 70% muslimske forældre. Se det er dansk!

Eller er det?

onsdag den 18. august 2010

Totalitære regimers skræmmende logik

CPB abonnerer på Illustreret Videnskab Historie, og efter hun er flyttet ind lander det i min postkasse en gang om måneden. Så kan vi lege nervekrig om hvem der får læst det først og fortalt den anden om det FØR det er læst! Men jeg er så meget gentleman (og så meget fattigrøv) at jeg lader hende få chancen først, for sæt hun siger abonnemenetet op fordi jeg negler bladet før hende?

I øjeblikket er redaktionen kørt lidt i hak om nazismen. Hvert nummer har sin vinkel på nazismens plads i verdenshistorien (min gamle morfar vil glæde sig over at der er noget om anden verdenskrig jeg finder MEGA interessant - selv har han udviklet en niches der hedder "sådan vandt de allierede krigen pga. jazz", som han turnerer højskoler i Jylland rundt og holder foredrag om).
Nå, men back on track. Nazisterne havde jo deres tyrkertro (hehe) på at nogle mennesker var bedre end andre, og at de var i deres gode ret til at gøre sig til dommere over de svageste og udrydde dem, og dermed deres arvemateriale, fra menneskehedens genpulje. Jeg ved at Sovjetlederne havde nogle lignende tanker om at bortskaffe kriminalitet, ved at slå forbrydere ihjel i lejre, og dermed fjerne det kriminelle gen fra befolkningen. I USA har man også nogle principper om livstidsstraf, dødsstraf og fanger uden retskrav (Guantanamo).

Kan man udrydde slemme mennesker?

Som i udrydde uønskede tanker og handlinger, ved simpelthen at fjerne dem der udøver disse. Jeg tror det ikke, og jeg mener heller ikke historien underbygger ideologierne der hylder det? Er der low crime i USA? Er terror stoppet? Er Rusland en retskaffen nation?
Der er sikkert mange eksempler der underbygger den ene eller den anden side af debattens argumenter, men for tiden går jeg selv med en indre konflikt. En elev, som er så hårdkogt og afstumpet, i en meget tidlig alder har fået mig til at tænke nogle af de tanker. Var det bedst der blev slukket nu?
Altså forstå mig ret. Jeg er ikke fortaler for en offentlig henrettelse i skolegården, men jeg er bekymret for kvaliteten af det liv denne her elev vil få. Bekymret, som i tvivl om der bliver noget godt. Vold, kriminalitet, sikkert en del børn der nok ikke får den store opmærksomhed), et kølvand af ulykkelige skæbner, alt sammen en pris jeg måske er villig til at betale, hvis jeg bare fornemmede at der var et enkelt lyspunkt. Bare en ting der gjorde ham glad. Men jeg er seriøst i tvivl. Det eneste jeg ser er tilfredshed når han hævder sig på bekostning af andre.

Frihedsidealerne fremfor alt

Selvfølgelig er individdets ret og ukrænkelighed et princip jeg mener bør råde, men da jeg arbejde indenfor det ungdomskriminalitets–præventivepædagogiske område, strejfede tanken om tvangssterilisation mig mere end en enkelt gang. Det var som en sær blanding af Paradise Hotel (dog uden glamouren), De Unge Mødre og Piger På Prøveløsladelse. Et alvorligt spørgsmålstegn ved ret, pligt og krav, samt en tvivlen på om deres gener en dag vil bidrage til samfundet med andet en udgifter, retsmøder og hospitalsophold?



Lys i mørket

Men indimellem skal man se en masse lort, før man kan kende guld når man finder det. En dag fik vi en elev, som ganske vist passede ind i målgruppen, men som nægtede at lade sig indrullere i De Passives Legioner. I dag er jeg venner med ham på Facebook, og engang i mellem læser jeg om hans eksamener, han gymnasieuddannelse, ser billeder fra fester, at han har en kæreste (som han vist behandler gennemsnitligt pænt i forhold til aldersgruppen), og forleden så jeg et billede, hvor han stod med armen om sin lillesøster. Hun havde skrevet en kommentar "Verdens bedste storebror", og smilet på hans ansigt gav hende ret!

Hvordan jeg får min aktuelle bekymring til at blive nogens verdens bedste ved jeg ikke, men jeg overvejer mulighederne...

torsdag den 17. september 2009

Et læreridol



Og ja, jeg har jo set hele filmen... JB lærer dem jo ikke de obligatoriske ting, så selvfølgelig kan man ikke gøre som ham, men: Hvis man kan adoptere en lille smule af hans blik for talent, hans empati, evnen til at fremme de stille og nå ja, en stor portion af hans drive eller energi, så tror jeg på at man fanger eleverne.

Derfor har mine dansktimer også lidt karakter af teater. Jeg optræder gerne for og med børnene, og jeg aner ikke om de passer ind i Bertel Haarders modeller når vi er færdige, men dansk er blevet til Djævlens Lærling, og stile er blev suspenderet til fordel for blogging. Vi har lavet en klasseblog, hvor eleverne svarer på de opgaver jeg stiller, hvor forældrene kan læse om ugens lektier. Eleverne elsker det, og ind i mellem sender jeg en kærlig tanke til JB og Kenneth Bøgh Andersen, som hjælper mig gennem dagene med smil på læben og rock 'n' roll i kraniekassen!

onsdag den 17. juni 2009

Da da da da... der går min klasselærer!

Det sker sjældent at jeg løber tør for ting at sige. Nærmest aldrig i undervisningen, der er jeg virkelig på hjemmebane og føler en selvsikkerhed jeg priser mig lykkelig over hele tiden. Det falder mig let, og samtidig har jeg indset nødvendigheden af at indrømme fejl og mangler, eller stikke en undskyldning hvis det er på sin plads. Med andre ord; I kick ass!

Derfor noterede jeg mig også med overraskelse at jeg i dag blev sat grundigt til vægs af en 10-årig.

Vi var igang med en dansk-time, og klassen læser højt af Leif Esper Andersens Heksefeber. Vi var nået til et kritisk punkt (af utroligt mange), hvor de to personer har en diskussion om sammenhænge. Den ene tror det tordner fordi den anden har skåret en mand i fingeren. Den anden mener at det ville tordne uanset hvad mennesker gør.

Jeg stiller spørgsmålet i klassen: Er de to ting afhængige af hinanden?

Larmende tavshed (hvilket jo ikke var meningen)

(Mig) Alle der tror at det tordner, hvis man skærer i en syg finger rækker hånden op!
(Heldigvis var der ingen i klassen der troede det)

(Mig) Godt så: Alle der tror det ikke har noget med hinanden at gøre rækker hånden op!
(Alle rækker hånden op, en enkelt af pigerne dog lidt tøvende)

(Mig) XX, hvorfor rækker du hånden op?
(XX) ...æh...? Hvad?
(Mig) Hørte du hvorfor man skulle række hånden op?
(XX - smiler genert) Næh...
(Mig - halvt for sjovt halvt alvorligt) Jamen du er i skole nu, hvad tænker du dog på?
(XX - uden at nå at tænke sig om) På dig!

Og så havde jeg sgu lige lidt svært ved at komme videre derfra... Hmmm? Hvordan kommer vi lige tilbage i middelalderen til overtro, heksejagt og naturfænomener, uden at gøre for stort et nummer ud af det... De andre grinede lidt, hun smilede, og Overblikket tabte tråden...
Nå, vi fik samlet historien op, kom videre og ingen kom for alvor i klemme, men jeg måtte sgu lige omstille mig fra at have indskoling og 3.klasse til at skulle have mellemtrin og 4.klasse efter ferien.