I onsdags gik det løs. Bjergetapen. Kongeetapen. Opstigningen mod de guddommelige højder. Timingen var perfekt, for det er IKKE Tour de France vi snakker om. Der var nemlig hviledag for cykelrytterne, hvilket gav mulighed for dette monumentale angreb på elementerne. Overblikket var holdkaptajn, Guitar-Bohemen var indkaldt som løjtnant, Professor Teflon var hjælperytteren der skulle tage det tunge slæb, og CPB var vandbærer og kom med forsyninger.
Forud for dagens slag i varmen, var gået ugers forberedelse. Grundig forberedelse. Materiellet var blevet skildt ad, smurt (med maling) og samlet igen. Alle beslag blev pillet af, tilset og omhyggeligt placeret på sin vante plads igen bagefter.
Grundigheden var præget af conniseurens håndelag og indgående kendskab til opgavens krav. F.eks. blev vinduerne malet omvendt! Ja, man havde simpelthen vendt rammerne på hovedet, for at kunne male særlig grundigt på bundkarmen, som jo skal stå mod det største slid, når først det går løs.
Det er forberedelsen der er så uhyre vigtig. Gravningen af kanalen til kablerne, så de kan ligge trykt, beskyttet af jorden, den meget fede muldjord i vådområderne, ja det fik mig til at tænke på et meget berømt slag i Ardennerne i 1916, hvor franskmændene de gravene skyttegrave med en vildskab, og et mod, som kun fik mødt sit sidestykke da Professor Teflon og Guitar-Bohemen kastede sig over spaden, som om den skulle straffes!
Men først skulle skulle Stenhelvedet i nord besejres. Der skulle graves med pælebor og sættes stolpebærere. Disse trofaste markører af civilisationens indtog i det vilde landskab. Først skulle pæleboret dog bane sig vej gennem undergrunden. Et umenneskeligt hårdt arbejde i den trykkende varme.
Efter det skulle stolperne, de bærende elementer i dette imponerende bygningsværk, monteres. Ubønhørligt, som i en skruestik, uden chance for at undslå sig denne udmarvende opgave, blev stolperne simpelthen lænket fast. Hjælperytteren, Professor Teflon, blev sat i scene, udførte sin vigtige, men ofte oversete del af det slidsomme arbejde. Under kyndig vejledning af kaptajnen, naturligvis.
Den ene stolpe, hjørnestenen i konstruktionen er totalt værdiløs hvis ikke det følges op af initiativ fra resten af holdet. Mens kaptajnen studerer bjergets beskaffenhed og elegant holder balancen, fordeler hjælperne rollerne forud for opstigningen.
Med ubønhørlig, ubarmhjertig sikkerhed arbejder de sig møjsommeligt ind i det storslåede landskab. Først en stolpbærer, så en stolpe. Så en bærer mere, dernæst en stolpe. Sådan bliver det ved og ved. Bemærk iøvrigt hvor elegant der altid er væske ved hånden. De ved at det kan koste på nedkørslen, hvis depoterne er tømt!
Vi må altså lige stoppe op et øjeblik og nyde det store arbejde som hjælperen laver. Det ser ikke ud af meget, men det er så usigelig vigtigt. Ja, bagefter er det naturligvis helt usynligt, for de dækker det jo til igen. Det kan virke tåbeligt, men det er den indbyggede elektricitet der præger det bygningværk, og der er mange der i tidens løb har gravet render der er dækket til igen, for siden at havne i glemslernes tåger. Nyd billedet!
Men undergrunden er drilsk i dette terræn, og bedst som man tror sig sikker, så dukker der uforudsete problemer op. Denne gang i skikkelsen af et drænrør, som simpelthen har lagt sig der hvor stolpebæreren skulle graves ned. Derfor må kaptajnen simpelthen stå af, hente sit værktøj og så skære sig gennem betonen, så der bliver plads til det hele. Bjerget kræver sine ofre...
Arh, og så et fantastisk vue ud over landskabet. Fantastiske billeder produceren kommer med. Vi kan se dem knokle løs dernede i dybet, i denne smeltedigel, hvor grænserne testes.
Storslået dokumentation vi er vidner til. Man kan simpelthen se hvordan gravearbejdet, det slidsomme, trættende, seje træk, har tvunget den unge hjælper i knæ. Og bemærk i baggrunden at kaptajnen ikke er for fin til selv at tage spaden i hånden. Guitar-Bohemen ligger lidt på hjul og samler kræfter.
Med uhyre præcision afkortes stolperne. Det er altså en opgave der kræver stort mod, fantastisk teknik og ikke mindst balance og elegance at udføre disse togter i den højde. Her er han nok feltets stærkeste og mest rutinerede afkorter.
Nede på det flade igen, træder løjtnanten ind på scenen. Han fortrænger skyggerne og siger "her kommer jeg" med en skrumaskine i den enehånd og mandsmod i den anden. Hele tiden med tilladelse fra Kaptajnen. Men det kan ikke gøres bedre. Såre simpelt!
Og nu er de virkelig tæt på at lægge sidste hånd på dagens arbejde. Man skulle næsten tro vi var i Gallien, og Obelix var med. De tunge overliggere der, de skal bære spærene, fordele vægten på stolperne og aflaste de spinkle vinduer, så de kan udfylde deres rolle, der er så forskellig fra stolpernes.
Og det er den indbyggede magi i byggeriet. Ud af den bare jord skyder et orangeri. O-Rang-Cheri, som de siger i denne del af regionen, hvor de har en særlig svaghed for både kraftig rødvin, og søde sager. Ja, jeg tror såmænd hjælperen har drukket 10 sodavand på sådan en etape, men der er også brug for sukker, energi og væske.
Se engang, renden er gravet færdig, kablet trukket, dækket med jord og denne røde markør der signalerer "Højspænding, pas på, jeg er elektrisk". Så fik også denne lille usynlige del sin plads i historien
