Følgende scene/replikveksling udspillede sig i forbindelse med aftensmaden:
Husk at lukke døren!
Kom nu de sidste, der er mad!
Ryk ind til bordet!
Puds næsen!
Ryk ind til bordet (igen)!
Skær lige pastaen ud!
Neeej! Du får ikke ost på igen i dag, i går ville du ikke spise det med ost!
Drik lige ordentligt!
Nu skal du holde op med at tale og begynde at spise, ellers er taler du stadig, når de andre er færdige, og så er din mad kold, og så vil du ikke spise den og så...
Hold nu kæft det er hård kost at holde hus med tre børn + en veninde på besøg! Jeg var overhovedet ikke hyggelig! Ikke et eneste ord udover brok og irettesættelser kom der ud af min mund. Jeg ved det, for CPB var betænksom nok til at sige det til mig efter ungerne var gået fra bordet.
- Det er klart Frk. Fe hellere vil lege ovre hos sig selv, hvis Kridt-Iglen har sådan en sur far!
Og ja, det er da rigtigt! Problemet er bare, at jeg har ret. I hver af de bittesmå ting jeg retter på er det mig der har ret, og dem der tager fejl. Og med alle de ting der skal rettes glemmer man hyggen og det der der hedder "hvordan har din dag været?". ØV!
Men hvorfor er det så, at jeg ikke bare kan lade det fare?
Hvorfor kan jeg ikke lade dem smaske en halv meter fra bordet med gryderet i skødet?
Hvorfor er jeg ikke ligeglad med om de drikker sig mætte i sodavand og ikke spiser maden?
Hvorfor lader jeg dem ikke løbe rundt?
Hvorfor lukke jeg ikke bare selv døren efter dem?
Kan jeg ikke bare lade dem snøfte? smaske? slubre?
Jeg burde være mere large, eftergivende, rummende og tolerant, så de ikke vokser op og husker mig som et surt gammelt røvhul!
Måske er det tanken om hvordan de virker på andre, der gør at jeg gerne vil have dem til at gå/sidde/spise ordentligt, så andre synes de er rare at være sammen med?
Måske er jeg oversur/gnaven/ubehagelig, så omgivelserne tænker "Stakkels unger! De er sgu da ikke så slemme", så automatisk tager jeg bare surmandshatten på?
Folk må hellere være irriteret over mig end mine unger?
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at så længe jeg tænker for dem, så behøver de det ikke selv, og bliver dermed hjælpeløse?
Når man nu objektivt har ret, i en lille konkret sag, men forvalter sin ret så tovligt som mig, så kan man godt føle at man følger reglerne for bestik-og-sidden-til-bords, men at omgivelserne modarbejder en og griner bag ens ryg. Som her...
PS. Det er mig i midten...
Bliver du nogle gange den du ikke vil være?
