(skrevet i søndags - når du har læst det, forstår du måske hvorfor det først udgives nu)
Jeg er ved at blive voksen. Altså forstået som jeg er ved at lytte til mit over-jeg, når impulskøberen er ved at slå til, bare fordi jeg kan få noget... billigt! Okay, billigt er måske en gradbøjning, men det her køkkenprojekt løber jo af med mig... Fuldstændigt! For indtil i lørdags var projektet sådan set helt klart i støbeskeen; april=vælt væg, sæt loft op, læg gulv og ordne vægge og installationer, maj-juni= spar op til køkkenelementerne, juli=monter køkken.
CPB og jeg skal snart i gang for alvor. Jeg har haft kontakt til trælasterne i området. Jeg har fået tilbud på materialer. Jeg har næsten lagt mig fast på hvem der får lov at sælge os dem. Faktisk ligger der en klar køreplan for hvornår der sker hvad. Materialerne skal snart bestilles. 1. april skal de leveres og betales. Det bliver ca. 11.000, men man skal nok nærmere regne med 15, for der er altid liiige noget der mangles, når slaget skal kæmpes.
Så var det jo at jeg tre måneder før planlagt faldt over et par tilbud på noget drømmelækkert smeg gasblus og ovn. Vi snakker demo-salg/køkkenrenovation, så ovnen var ny, blusset brugt, men prøv nu lige at se...
Det er da det der skal i det nye køkken. Er det ikke? Det tror jeg nok, anywho så var tungen på vægtskålen i den forbindelse, at selvom det var dårlig timing at hive tusindkronesedler op af lommen til hårde hvidevarer, fordi det jo er træ og gips der står først for, så handlede jeg det et par tusinde ned i pris, så det faktisk ikke ville kunne gøre billigere, om vi så valgte low-budget i Harald Nyborg i juli måned. Når vi stod med valget 'drønlækkert og ret billigt' overfor 'lidt dyrere men knap så lækkert' så var det tydeligt for os at det smeg skulle hjem.
Det farlige er at synkroniteten nu for alvor arbejder i vores retning, for da jeg forleden formulerede fingertappede skuffer, vidste jeg ikke at verbaliseringen nåede så langt ud som over gaden. Jeg faldt i snak med en nabo forleden, og fik i forbifarten nævnt at vi snart lavede køkken. Samme aften fik jeg en sms: "Har I set at der er -70% på køkkener over i X-køkkenbutik?"
Så på trods af, at jeg ikke har en klink for tiden, så traskede vi derover, for: "det ville jo være tosset at give 100% om 3 måneder!"
Havde de et køkken? Det tror jeg nok de havde! De havde stort set hvad vi skulle bruge...
For vi skal nemlig bruge tre højskabe...
Vi skal nemlig bruge ca. 300 cm brede skuffer...
Og vi kan godt lide fingertappede grebsfrie skuffer...
Vi var enige om hvide fronter, men hvad med koksgrå? Er der nogen der kender en billig autolakerer i Horsens og omegn?
Men vi mangler de 40.000,- som manden vil have. Og der er immervæk kastet en rabat i vores retning, som er til at tage og føle på, for oprindelig kostede det 96.000,- Jeg kunne næsten ikke have det. Hold da kæft det er lækkert, hold kæft det er guf, men det ændrer altså ikke på, at vi ikke har 40.000,- og vi ikke ville kunne nå at spare det op til juli.
Jeg gik hele weekenden og drømte om de skuffer. Hvad med banken? Men der er jo også balladen om den der bil, som vi gerne vil købe i august.
En sen nattetime kom fornuften til mig, jeg havde ellers solgt min sjæl til djævlen et par gange, og tilbudt CPB, at hun måtte vælge navn til barnet, tage al barsel og vælge min drømmebordplade fra, hvis bare... hvis bare jeg måtte få de brede skuffere derovre!
Det var jo ligesom med der dersens smeg, var det ikke? Billigere, end hvis vi købte markedets billigste? Okay, det var det så ikke, på ikea.dk kunne jeg se, at 3 meter skuffer, et vaskeskab og tre højskabe kunne jeg få for ca. 20.000,- endda i hvid!
Og det bliver nok tungen på vægtskålen: at det lækre køkken i den forkerte farve ikke er ligeså billigt som markedets billigste, men derimod dobbelt så dyrt. Selvom man sparer langt over 50%, så ender man også med at bruge langt over 50%, fordi det dyre køkken skulle males.
Så mandag ringer jeg til X-køkken og siger at medmindre han kan sælge mig det grå køkken til IKEApris, så er jeg nok nødt til at sige nej tak i denne omgang, da pengene ikke er til det. Men hvad nu hvis han siger ok?
