Crazy

Jan Trøjborg og Anders Balle, indflydelsesrige mænd, med folkeskolen som deres revir.

Den ene er formand for kommunernes landsforening, mens den anden er formand for skolelederne, og de klapper begge i hænderne over skolelukninger, effektivisering og kvalitetssikring. Men fra virkelighedens verden kan vi snildt oversætte de flotte ord med kvantitet, kvantitet og kvantitet. Deres mission tager udgangspunkt i disse bekymringer:

Hvor få skoler kan vi klare os med?

Hvor mange elever kan vi stampe ind i et klasselokale?

Hvor kort tid kan lærerne forberede sig?

Hvor meget kan de undervise?

Hvor billigt kan det gøres?

Hvordan måler vi om vi får nok for pengene?

Men det lægges ikke ud til debat, det analyseres af eksperter og dikteres derefter fra toppen af elfenbenstårnet. Dem der skal udføre, behøver man ikke at høre.

Hvis tankegangen var anderledes, præget af tillid til lærerne og fokus på kvalitet, så ville spørgsmålene være anderledes:

Hvad skal der til, for at børnene lærer det de skal?

Hvordan sikrer vi, at alle børn får det de har brug for?

Hvilken undervisning bør præge fremtidens skole?

Hvilke aktuelle problematikker findes der i skolen?

Og så ville det klæde de herre med tillid til at inddrage dem der skal løse opgaven i udarbejdelsen af løsninger. De har trods alt selv ansvaret for at have ansat dem! I virkeligheden kan deres manglende tillid til lærernes evner til at løse opgaven falde tilbage på deres egen evne til at ansætte de rette skoleledere og lærere.

Årsagen til at lærerne ikke reelt inddrages i løsningsforslagene, er at de ikke kan formulere store forkromede universalløsninger, som en kommune kan krænge ned over alle kommunens skoler. De er for forankrede i det lokale til at kunne tænke generelle løsninger. Hvilket netop er sagens kerne; problemstillingerne på de enkelte skoler er så forskellige og komplekse, at løsningerne også er nødt til at være meget differentierede. Det kan regnedrengene bag de lukkede døre ikke rumme, så de udgyder det ene direktiv efter det andet, f.eks. en kanon, eller kommunale værdier og principper, som ser flot ud på skrift, men som i det virkelige liv ikke har gennemslagskraft eller effekt lokalt.

Deres seneste genistreg er et forslag om at lærerne bare underviser én time mere om ugen! Genialt, hvorfor mon vi ikke har tænkt på det noget før? Jan Trøjborg har kigget på kuglerammen og skønner at det giver 880 millioner lige ned i statskassen!

Jamen ring dog til Thor Möger og Helle Thorning Smidt, her kan da lukkes huller i statskassen. Hvorfor så beskeden? Lad lærerne undervise 2 timer mere, bang 1,7 milliard! Eller hvad med 3 timer mere? Det er da bare at tage 880 millionerstabellen, og så gange op til vi har lukket hullet!

Hvis vi lukker for sarkasmen et øjeblik, så må vi prøve at se på forslaget.
Hvis lærerne skulle undervise en time mere om ugen, her er der uklarhed om hvorvidt vi snakker 60 minutter eller 45 minutter, men så skal der jo også forberedes til en undervisningstime mere? Skal vi så have mere i løn? Næppe, for det sparer jo ikke 880 millioner, vel?

Altså må man gå ud fra, at lærernes samlede arbejdstid skal være 37 timer om ugen*. Hvis man flytter fra kasse til en anden, nemlig fra forberedelse til undervisning, hvad gør det så for kvaliteten? Jan og Anders mener at det må være slut med at lærerne skal bruge tid på at sætte bøger på plads og vedligeholde computerum. Hvem skal så gøre det? Hvad gør det for de 880 millioner?
Et andet sted at spare tid er lærernes mødeaktivitet. Hvad mødes vi om? Udsatte elever i vanskelige situationer. Er det dem der skal tages tid og fokus fra? Organisering af skolens hverdagsliv, herunder gårdvagter, ordensregler, disciplinære problemer, komplekse konflikter. Skal de droppes?
Jeg vil gerne have et seriøst bud fra Jan og Anders på hvorfra tiden skal tages, for jeg sætter ikke bøger på hylderne eller vedligeholder computerrum.

I parantes bemærket er Jan Trøjborg jo også bannerfører for inklusionstanken, den at elever med særlige behov i højere grad end før skal rummes i normalskolen. Tror han det giver flere eller færre ting at holde møder om?

Min harme skyldes i virkeligheden nok at Jan Trøjborg slynger et tal ud i medierne, 39%! Så meget (læs: lidt) underviser lærernes i deres arbejdstid, dermed insinuerende at resten af tiden laver de nok ikke noget vigtigt! Det er ufint og billigt. Det lyder ikke af meget at sige at "de kunne da godt tage en time mere".

39% er vist skatteprocenten i din kommune, Jan, kunne du ikke sætte den op så folk lige betalte 1000 kr. mere om året, så kan vi gøre meget for skolebørnene i Horsens? 1000 kr. om året er da ikke ret meget for en sikring af fremtiden. Hvis du kalder mig doven og ineffektiv, så kalder jeg dig nærrigpind, for sandheden er, at du vil have os til at undervise en time mere om ugen, og samtidig løse de opgaver der tidligere blev løst UDEN ekstra betaling. Helles 12 minutter indebar dog også en times mere løn. Det du kommer med er da useriøst...

Anders Balle, pløjer i samme rille, og foreslår at lærerne skal være på skolen fra 8-16. Hvorfor? Fordi det skurer i ørerne på folk at jeg er færdig med undervisning klokken 11.30 en dag, eller møder 10.00 en anden dag! At jeg kan gå tidligt hjem eller møde sent kunne betyde at jeg ikke arbejdede fra 8-16?
Jamen Anders, skal skolehjem-samtaler så ligge fra 11.30-16.00?
Skal forældremøder være kl. 14-16?
Skal skolefester være fra 12-16?
Lejrskoler?
Hvad hvis jeg sidder og retter elevstile, og klokken slår 16, og jeg mangler 4 stile til i morgen? Hvad tror du jeg gør i dag? (der retter jeg dem da), men hvis du vil have en garanti for at jeg arbejder fra 8-16, så kan jeg garantere dig at jeg ikke arbejder efter 16!
Skal forældre ringe til læreren inden klokken 16?
Skal lærerne kun ringe til forældrene før kl. 16?
Skal afdelingsteammøder, pædagogiske rådsmøder, kurser, skoleudvikling mm. foregå fra 14-16?
Jeg kan ikke se det du, men endnu mindre kan jeg forstå argumentet at lærerne skal være tilstede fra 8-16 så de kan mødes efter undervisningen til møder. Hvad tror du vi gør i dag?
For dem af os der arbejder med grænsesøgende udadreagerende børn, der fungerer det nogengange bedst, hvis vi møder på arbejde kl. 8, er sammen med børnene, går hjem og tømmer hovedet, passer vores egne børn, og så tænker skole når de er puttet. Skal jeg tænke store forkromede tanker når jeg er allermest 'ramt' i hovedet af støj og konflikter?
Forslaget er lige så billigt, underlødigt og useriøst som 'bare en time mere uden løn', for det bunder i mistillid til om lærerne leverer varen. Det er der andre måder at undersøge, f.eks. kunne man opfordre til, at skoleledere i stedet for at sidde bag deres lukkede døre og fare til møder på kommunen, en gang i mellem tog temperaturen på undervisningen og frikvarterene ved at vise deres egen tilstedeværelse udenfor kontorgangen. Leder der mener deres ansatte ikke løser opgaverne, bør også huske hvem der er ansvarlig for hyringen og fyringen, fremfor at installere et fabriksur og dermed tro at den hellige grav er velforvaret!

Hvad tænker du, kære læser, ønsker du en skole hvor du har garanti for at lærerne er på arbejde fra 8-16?

*En lærer arbejder 1924 timer om året, fordelt på 52 uger (1924/52=37), hvoraf der er elever på skolerne i cirka 40 uger, hvilket giver en ugentligt arbejdstid på 48,1 time, såfremt lærerne kun arbejder de uger eleverne går i skole. Virkeligheden er dog at lærernes arbejdstid er delt op i fremmøde og forberedelse. Dvs. at når jeg som lærer læser en god bog i ferien, som jeg beslutter at bruge i undervisningen, så er det også forberedelse, og dermed arbejde. Kunne man forestille sig det modsatte, en dansklærer der nægtede at læse bøger?

En del af forberedelsen er lystpræget, interessant og berigende (nok mest intellektuelt), men en forretningsmiddag i det private erhvervsliv er også en blanding af buisiness og pleasure, som man ikke kan undslå sig, og derfor lige så godt kan affinde sig med at nyde.

Kære forældre, hjælp os med at høste de lavthængende frugter sammen!

Min morfar fortæller mig at der i gamle dage herskede en parole der hed: “Yd din pligt, kræv din ret!”. Det handlede om mere frihed og belønning, for den indsats man ydede til det fælles. Parolen er i høj grad i dag skrevet om til: “Kræv din ret, og kend dine rettigheder” - også i skolen.

Når man følger med i den politiske skolegård, så bølger slaget frem og tilbage mellem de politiske fløje. Den eneste enighed der findes, er at resultaterne er for dårlige, men enigheden stopper, når der skal komme bud på hvorfor, og hvordan det skal rettes op. Det fyger med beskyldninger om onde hensigter hos modparten, baseret på eksempler på uduelighed, hvis man kigger bagud. De blå beskylder de røde for ikke at kunne regne, og de røde anklager de blå for ikke at kunne føle. I midten har vi de lilla, som peger på at de nok bedre end alle andre er i stand til at tænke. Som én af dem der jævnligt går gårdvagt i den virkelighedens skolegård, tillader jeg mig at påpege et væsentligt problem: Disciplinen i skolen er ikke som i gamle dage! Børnene i skolen er ligeglade med om ministeren er rød , blå eller lilla!

  Forsker, Niels Egelund påstår, at danske skoleelever kunne opnå to års ekstra læring, hvis der bare var ro i klasserne. Hvordan han kommer frem til 2 år, kender jeg ikke præmisserne for, men under valgkampen sagde Pia Kjærsgaard noget lignende, nemlig at hvis fagligheden skulle øges, så skulle disciplinen skal tilbage i folkeskolen, bl.a. ved at forældrene skal inddrages i deres ansvar.  

  Efter min mening har de fat i noget. Og eftersom jeg normalt plejer at være uenig med begge, når de ytrer sig, så har jeg givet det en tanke eller to, for at finde en fælles platform at komme videre fra.

På nogen måder er der, efter min mening, udviklet en ‘syg’ børnekultur de senere år. En kultur man bedst kan beskrive som forkælet, og værst som udfordrende. De problematiske børn i dag vil kun beskæftige sig med ting der er sjove og lette. Det som er kedeligt eller svært, mener de, at de kan undvære/undlade, med netop den begrundelse. Det giver selvsagt problemer i skolen, da der både er kedelige og svære ting der skal læres, samt regler der skal overholdes. Men en afgørende faktor for børnenes mod på, eller lyst til at udfordre lærerens autoritet, er troen på, at de har deres forældres opbakning til deres asociale adfærd. En tro der i nogle tilfælde viser sig velbegrundet. Forældrene har i ti år med liberal skolepolitik, med frit skolevalg, hørt om undervisningsdifferenciering og individuelle handleplaner, hvilket kommer til at lyde som om, at skolen er til for netop deres barn, på deres barns præmisser.

  Idéen om undervisningsdifferentiering er i realiteten en utopi. Selvfølgelig er den rigtig, og skal forfølgelges, men tanken om at vi, med få midler, kan skabe et tilbud til børnene, hvor vi rammer alle forskelligt, samtidigt, det er der vist ingen der for alvor forestiller sig kan ske hele tiden. Idéen bag undervisningdifferentiering er god nok, nemlig at eleven er et ansvarligt individ, som har indflydelse på at få fyldt huller ud og afsøge ny grund. Det lyder smukt, og er fantastisk når det lykkes. Ofte strander det desværre på, at der ikke er ro til at kunne inspirere og sætte i gang, fordi et stigende antal elever har travlt med sociale konflikter fra frikvarteret, afviser oplægget fordi det er for krævende eller abstrakt eller fordi eleverne sidder med en mental remote-control og zapper væk hvis de keder sig.

  Der er elementer i skolearbejdet som kræver selvstændighed, udfordring, deltagelse og medansvar, f.eks. projektarbejde. Men der er stadig også tyske gloser og tabeller, som tidligere blev undervist efter R-T-B-princippet (røv-til-bænk), hvor eleverne præsenteres for ens stof og kræves en indsats i form af udenadslære. Heller ikke her er det uproblematisk, for mere end en gang har jeg siddet overfor forældre til en skole-hjem-samtale der klager over at undervisningen er kedelig. Det er som om elevplanvældet og undervisningsdifferentieringskæphesten har opfostret en forventning om at Bobo the Clown kommer og serverer bøjningsformer sammen med en sød kage, som naturligvis ikke feder! 

Er forkælelsen og indbyrdes uenighed blandt eleverne så det værste?

Nej! Udfordringen af lærerens autoritet og handlekompetence er et langt større problem.  De forkælede, udfordrende og utilpassede elever er uhyggeligt bevidste om deres rettigheder og ukrænkelighed. Privilegier, som generationer før dem har kæmpet for at opnå på næste generatios vegne, men som nu er ved at sejre sig ihjel, fordi elevernes opførsel fra tid til anden tangerer fodbold hooligans på udebanetur; vold, trusler, tyveri, krænkende tiltale, hærværk, chikane mm. sjældent med forældrenes viden, og som regel uden deres opbakning.

 Ofte oplever jeg episoder, hvor eleverne i skolen bevidst eller ubevidst får rykket den dagsorden, som læreren havde sat forud for skoledagen, nemlig undervisning, over på konfliktløsning, og dermed væk fra faglighed.

Jeg har desværre også set både lærere og ledere fortvivlet måtte udtale: “Det er uacceptabel adfærd”, for derefter at måtte rumme eleven, og dermed, i elevens optik, acceptere adfærden. Det virker ydmygende og nedslidende igen og igen se elever tage den samme konfliktadfærd op, og trække sig sejrrigt ud af det.

  En uheldig sideeffekt af ‘den rummelige folkeskole’, det frie skolevalg og taxameterbetalingen, er at skoleledere i vid udstrækning er så tøvende med at iværksætte konsekvenser, at det sjældent går op for de alvorligt udfordrende elever, at adfærden var uacceptabel. Firkantet sagt kan man sige at der er enighed blandt lærere og ledere om at det er for dårligt, når en elev stjæler dagsordenen og modsætter sig husordenen, men enigheden strander ofte på lærerværelset og når aldrig frem til eleven.

Hvilke muligheder giver loven? Og hvorfor håndhæves den så konsekvensløst?

Den tidligere undervisningsminister, Tina Nedergaard, udfærdigede en bekendtgørelse til fremme af god orden i folkeskolen (kan findes på www.uvm.dk.) Udover at titlens ordlyd leder tankerne hen på det forsømte forår (der vil blive slået hårdt ned på urostiftere!), er teksten i vid udstrækning fyldt med elastikretorik, hvoraf det vagt fremgår at ministeren forventer at eleverne overholder skolens regelsæt.

  Til det kan man supplere, at hvis de gjorde det, var bekendtgørelsen jo ikke nødvendig! Men den indeholder også muligheder for skolelederen for at sætte sig i respekt overfor elever der nægter at følge anvisningerne. I bekendtgørelsen gives skolelederen f.eks. beføjelse til at udstikke eftersidning i op til 1 time, udelukke eleven fra undervisningen i op til en uge, overflytte eleven til en parallelklasse eller ultimativt overflytte eleven til en anden skole i kommunen.

  Problemet med beføjelserne er, at skolelederne er presset på skolernes økonomi, fordi elevtallet udløser skolens driftsbudget. Med andre ord, så vil overflytning af uterlige elever betyde fald i skolens ‘indtægter’. Med alle tidens strukturændringer og skolesammenlægninger kan man også spørge sig selv hvor mange skoleledere der kontakter kommunen og beder om hjælp til at finde skoletilbud til elever de ikke kan håndtere? Denne ris-til-egen-røv-beføjelse medfører i praksis at mange elever der ville blive bremset langt før, udnytter det disciplinere tomrum til at lave deres eget normsæt for hvad god opførsel på ‘udebane’ betyder. Og de oplever succes med det!

  Tidligere var der en respekt omkring voksne der tog en konflikt op i skolen. Lærerne, og ultimativt Inspektøren, havde magten. Nu hersker der en småsadistisk, sødmefuld forventning om at se magtesløsheden, når præ-teenagerne siger deres provokerende “Nå, og?” til at blive holdt op på deres unoder. For magten har rykket sig og svaret bliver et tøvende “så...?”, hvilket ikke aftvinger meget bundklang og respekt. Børnene ved med andre ord hvad de voksne kan og ikke kan gøre, og prøver det af.

Der ligger altså en stor opgave foran vores politikere og skoleledere i at oplyse forældrene om at skole også både er pligt og hårdt arbejde. Det har været forsømt i lang tid. I lang tid har skolen været forsøgt solgt som det der skal styrke børnene individuelt i en international konkurrence. Leg og læring er som begreb med til at øge forvirring hos både forældre, men især elever. Det skal skolen også, men en af de største udfordringer for tiden er  at få ændret børnenes vilje til deltagelse og syn på deres egen forpligtelse i skolen, herunder opførsel.

Hvordan gør man så det? Man kan jo ikke fjernstyre sit barn i skolen, eller kan man?

Som skitseret består problemet af tre parter; en skole med lærere og ledelse, et regelsæt og noget lovgivning, familierne med forældre og børn. 

  Lovgivningen er fastsat af politikere og står ikke til diskussion, der er mål der skal opfyldes og midler der kan tages i brug (ligesom der er midler, der er blevet forbudt, f.eks. lærerenes ret til at revse eleverne i skolen). Lovgivningen udmønter sig i et lokalt regelsæt for forventet opførsel af skolens elever (de fleste af reglerne er indlysende og selvfølgelige alle andre steder i samfundet, tal ordentligt, behandl andre ordentligt, lyt til de voksne osv.). 

  Lærere og ledere forsøger efter bedste evne at overholde loven mht. læringsmål mm. samt at håndhæve skolens regler.

  Men i familierne er der ikke altid fælles fodslag, for som nævnt opfører mange af de udfordrende elever sig betydeligt mere udfordrende på skolen, end hjemme, og dermed laves unoderne uden deres forældres viden, og dermed også billigelse.

Personligt har jeg gode erfaringer med at indkalde forældrene til de meget urolige og forstyrrende elever til møde for at indgå en aftale om hjemsendelse. Det betyder, at hvis Lars er ‘uterlig’, så indkalder jeg hans forældre til et møde, hvor vi aftaler hvilke indsatsområder vi vil have fokus på, f.eks. vold og trusler. Hvis Lars derefter folder sig ud med vold eller trusler, så kontakter jeg, eller skolens kontor omgående Lars’ forældre, som derefter henter Lars ved skolens kontor. Når vi indgår aftalen nedskriver vi også hvilke konsekvenser effektueringen af aftalen vil have for Lars, f.eks. at forældrene afleverer Lars’ mobiltelefon og oplader på skolens kontor, til udlevering efter fem dage. Andre eksempler kan være strømkablet til computeren eller antennestikket fra værelset, men forældrene kender deres børn bedst. De ved, hvor skoen vil trykke mest!

Fordelene ved aftalen er, at Lars bliver bremset i sin problematiske adfærd. Han vil måske gerne slås, men det bliver ikke på skolen. På den måde afholdes Lars fra at gå en hel skoledag fra konflikt til konflikt. Man kan sige, at af hensyn til Lars, afbrydes skoledagen, førend han får brændt alle sine broer.

Samtidig giver afhentningen Lars’ forældre mulighed for at involvere sig i situationen. Når vi indgår aftalen, anerkender jeg, at det for de fleste forældre vil være forstyrrende i deres hverdag f.eks. at skulle forlader deres arbejde for at hente deres barn. Men jeg understreger samtidig, at vi som lærere jo også har et arbejde at passe, nemlig undervisning, og det bliver forhindret af Lars, når han udviser den adfærd, f.eks. at slås.

Ved at Lars’ forældre skal deltage, ved at Lars oplever en konsekvens og ved at Lars ikke forstyrrer undervisningen yderligere, får man sendt et signal til Lars: Den adfærd du udviste accepterer vi, dine forældre og dine lærere ikke, og det bliver ikke i skolen det kommer til at foregå!

I de fleste tilfælde får forældrene en kort forklaring enten pr. sms eller telefon, og bakker derefter skolen 100% op i deres skøn, i få tilfælde kan det være nødvendigt med et opklarende møde bagefter, for at alle voksne siger det samme til Lars: Det går ikke!

De voksne der udfordres af et: “Nå, og?”, bliver udstyret med et bedre svare end det tøvende: “Så...?”, nemlig: “Nu retter du ind kammerat og gør som vi siger, ellers må dine forældre forklare det for dig, når de henter dig ved kontoret, for her kommer det der ikke til at fortsætte!”

Hvordan er resultaterne så? Virker det?

Jeg har ikke en lang empirisk forskning til at bakke mig op, men jeg har tre års erfaring med at lave disse aftaler i folkeskolen, og effekten har vist sig overraskende positiv for mig. 

  Specielt fordi jeg altid føjer en tidshorisont ind i aftalen, typisk et par måneder. Hvis Lars kan undgå at blive ‘ringet hjem’ i den periode, så har Lars jo vist at han kan, og dermed at det er et spørgsmål om vilje, men desuden har det en værdi for Lars’ forældre, nemlig at de kan passe deres job uden at skulle afbrydes, og hvad er mere interessant for mig, jeg kan undervise. Derfor skal Lars belønnes af forældrene med f.eks. en biograftur eller et playstationspil som forældrene giver ham. 

  Dermed er aftalen komplet. Hvis Lars fortsætter sin problematiske adfærd bliver det stoppet i skolen, med forældrenes hjælp og en konsekvens. Hvis Lars stopper sin problematiske adfærd bliver han anerkendt og belønnet, og viser dermed også at han kan. Det har virket overraskende positivt for mig.

Selvom det er til gene for langt de fleste forældre, så er det ubekvemme ved at ens barn har afbrudt arbejdsdagen også med til at understrege alvorligheden i situationen. Det sætter de fleste forældre faktisk pris på at få muligheden for at være med til at påvirke så hurtigt som muligt.

Risikerer vi ikke at dovne, uduelige og pædagogisk inkompetente lærere bare konsekvent sender alle børn hjem for at slippe for selv de mindste problemer?

Jo, og nej! Selvfølgelig er der risiko for misbrug af aftalen. Men der er flere argumenter for det modsatte. Det vigtigste er naturligvis at læreren helst vil undervise eleverne og dermed have dem i skolen. Dernæst er det jo risikoen for at eleven flytter skole, hvis de sendes hjem på for løst grundlag (og med taxameterøkonomien i folkeskolen, hvor skolen tildeles penge pr. elev, er det jo at save den gren over man selv sidder på). Endelig kan man sige, at hvis eleven sendes hjem ofte, så virker aftalen jo ikke, for adfærden er ikke blevet bedre. En måde at sikre eleverne en ‘fair rettergang’ og forældrene at de ikke kaldes til skolen for at ‘snøre snørebånd’ er desuden at hver effektuering af aftalen efterfølgende kræver et skriftligt arbejde af læreren, hvor årsagen til hjemsendelsen dokumenteres, samt hvilke konklusioner det leder til. Dermed påtager læreren sig altså også ekstra arbejde i form af evaluering og evt. opfølgende møde med forældrene og eleven, hvis læreren vælger at gøre brug af det redskab, som hjemsendelsesaftalerne kan være.

Kan vi ikke bare gøre som ‘i gamle dage’?

Jeg underviser i historie, og til den del af skatteyderne der ønsker sig gamle dage tilbage, må jeg desværre sige: “De gamle dage kommer aldrig tilbage”.

Men måske var det heller ikke så godt som man husker det? 

Måske fandtes der også børn dengang, der ikke ville gøre det de skulle? Jeg tror bare forskellen på dengang og nu tydeligst kom til udtryk i forældrenes opbakning til skolen. Forældrene troede på skolen og lærerne, og bakkede derfor op, hvis skolen kontaktede angående problemer. 

  Min morfar fortæller mig, at i gamle dage holdt man kæft derhjemme om hvis læreren havde givet en en lussing. For hvis forældrene fandt ud af det, så fik man en til, for så havde man sikkert været fræk. 

  Jeg tror det er meget godt, at afstanden mellem børn og forældre er blevet kortere siden. At forældre forsøger at forstå deres børn. Jeg ønsker mig ikke gamle dage tilbage. Men jeg ønsker mig nye tider, hvor børn er mindre egoistiske og forældrene igen tror på skolen, simpelthen fordi vi får mulighed for at vise nogle resultater, ved at få ro til at undervise.

  Måske var der også tabere i tidligere tiders skole? Måske var der børn der gik fra nederlag til nederlag, og bare ventede på at skoletiden var overstået, børn som gik fra øretæve til øretøve, fordi de, som Niels Hausgaard siger, var udpræget praktisk begavede? Dem fandtes der beskæftigelse til i gamle dage. Det gør der ikke i samme omfang i dag. Vi mangler ikke folk til at feje et lager eller bære en murespand.  Arbejdsdrengen/arbejdsmandens funktion som i gamle dage, findes ikke i dag. De få ‘manuelle jobs’ der måtte blive i fremtiden bliver heller ikke besat med umodne, uopdragne, bogligt svage og egocentriske unge. Mit bud er at de helt forsvinder, så hvad er det de skal, alle de børn, for hvem et højteknologisk, miljørigtigt og innovativt arbejdsliv ikke passer? Jeg ved det ikke, men de får aldrig chancen for at finde en plads i livet, hvis de starter med 10 år med sociale kolbøtter i folkeskolen. Derfor skal vi først og fremmest have ‘kloen‘ i deres opdragelse, og sammen med forældrene få gjort dem begribeligt at selvom dette samfund rummer mange muligheder, er det ikke ensbetydende med retten til at skabe sig tosset, bare fordi de voksne ikke længere må slå. 

Det er naturligvis ikke alle børn der udviser grænsesøgende adfærd i skolen, men i debatten om at  hæve det faglige niveau i skolen, er der især fokus på at få ‘løftet nedefra’, dvs. den fagligt tungeste del skal med. Det er især i denne gruppe, at problemerne med adfærd findes.

  Hvis vi vil have en folkeskole, hvor alle er med, hvor tæt på 100% går videre på en ungdomsuddannelse, så er det efter mit skøn ligemeget om regeringen er rød, blå eller lilla, eller hvilken vej de synes børnene skal gå. Alle deres fine ord, målsætninger, strategier og ambitioner er spildte, så længe eleverne tror der er mulighed for at sige: “Nej tak” og sætte sig udenfor fællesskabet normer og regler. Så kære forældre, hjælp os med at sige: “Du skal opfører dig ordentligt for at lære noget - og det bestemmer VI!”

Don't Cry

Sommerferien lakker mod enden. 7 uger har vi i år. Som det burde være hvert år. Bare med bedre vejr. Meget bedre tak. Al den regn og kulde der prægede ferien, har nærmest gjort at jeg ikke helt kan værdsætte det sidste der kommer, for nu er det sidste der. Om en uge, og et par dage, skal vi mødes og mandag d. 15. går det løs.

Så sidder jeg med kaffen i det nye køkken og bladrer gennem bøger og hæfter, for at planlægge hvad skoleåret 2011/2012 skal byde på. Egentlig gider jeg ikke. Endnu. Egentlig SKAL jeg først begynde i næste uge. Men den lange ferie og det dårlige vejr har gjort at jeg har mødt en ny side af mig selv. Mine kære læsere, tag godt i mod Stræberen!

Nu er det jo langt fra sikkert at det varer ved, men jeg har en lyst til at være en smule mere på forkant i år. Et mulehår af forventning om hvad fremtiden bringer. Måske også lidt mindre rum for at gribe nuet, som jeg ellers har hyldet. Men lad os nu se...

Måske er årsagen til mit stræberi også at jeg skal være meget væk i dette skoleår? Med barsel, omsorgsdage, ferier mm. så kommer der til at være vikar på i mine timer i rigtig lang tid. Derfor skal jeg jo planlægge noget eleverne kan lave, hvad det er de skal lære og hvordan. Det er måske derfor jeg har trang til at lægge et program? Hmmm... måske?

The winner takes it all vol. 2

Hmmm... Ministeren for billigere skoler, tidligere kendt som Undervisnings–ministeren, kommer med et udspil om at rangordne samtlige danske skoler efter karaktergennemsnit.

Hvorfor? Grisen bliver jo ikke federe af at blive vejet!

Alle der underviser er enige om én ting. Karakterer er et nedslagspunkt, et øjebliksbillede, og usikkerheden forbundet med lodtrækningsheld og personlig kemi mellem elev og underviser gør også at dygtige elever kan få dårlige karakterer og omvendt.

Alligevel er der ingen tvivl om at skoler i ressourcestærke områder har en fordel i forhold til skoler i ressourcesvage områder. Det siger sig selv, at der i en skole med en stor omsorgsopgave, det være sig opdragelse og konfliktløsning eller indberetninger af omsorgssvigt, bruges der både mere af lærernes tid og elevernes tid på arbejde der kunne være blevet til undervisning i stedet.

Derfor vil ministerens genistreg garanteret vise at der på ghetto-skoler er tendens til lavere karakterer end ved strandvejen. Surprise!

Ministeren afviser det, ved at sige at der i rangordningen vil blive taget højde for sociale forskelle, dårlig kulturel baggrund (dejligt udtryk iøvrigt) mm.

Her er det så at regeringens ydre svinehund kommer bjæffende ud af hundehuset. Der er ingen grund til at tage hensyn til det. De dårlige skoler er dårlige og det skal ikke skjules!

På sin vis er jeg enig med DF (thats a new one!). Men jeg mener bare at det er på tide at få fokus på de skoler der klarer sig dårligt, og så tilføre dem ressourcer, så de kan komme op på niveau og blive attraktive, og det er jo nok ikke det Ministeriet for afvikling af folkeskolen har tænkt.

I en tid, hvor landets royale overhovede vælger folkeskolen til, og dermed sender et meget stærkt signal om at det her samfund ikke har brug for splittelse og elitær tænkning, men derimod integration på alle planer, der lægger vores regering sig i selen for at jage dem der har råd over i private skoler, og så lade resten sejle deres egen sø. På den måde kan vi sænke skatten, men hvem er det de forestiller sig vælger de skoler der scorer lavest?

Hvad siger det om en skoles kvalitet, når jeg skal sætte min 6-årige datter i børnehaveklasse, at 9.klasse forlod skolen som landet 465. bedste?

Hvordan stiller det hende?

Begrænser jeg hendes muligheder?

Gør jeg dem bedre, hvis jeg vælger en skole hvor 9.klasserne var helt oppe og være nummer 234?

Skal skolerne også rangeres efter hvor højt de vægter sammenhold i klasserne?

Eller tolerance for forskelligheder?

Hvad er det den rangering skal bruges til? I just don't get it...

Weekend morgen

Hver anden uge har jeg tre-dages weekender. Eller dvs. det føles sådan. Når jeg afleverer børnene hos MUM og Fyrbøderen torsdag ved 18-tiden, så ved jeg, at selvom jeg skal op på job fredag morgen, så er det nærmest som om min weekend er startet.

Jeg kan sove til jeg vågner fredag. Når børnene er her skal jeg op senest 5.43 for at når at bringe dem i skole før jeg selv skal møde. Når børnene ikke er her kan jeg i princippet vælte ud af køjen 7.30 og stadig være i god tid til at stå ved tavlen kl. 8.00!

Jeg når dårligt at opdage, at jeg er på job om fredagen, for jeg har kun to lektioner, hvilket vil sige, at jeg har fri fredag kl. 9.30. At det ovenikøbet er to dansktimer i 5.klasse gør det kun mere fonøjeligt. Tiden flyver når man har det sjovt - og det har vi. Igår tog vi hul på en øvelse der hedder "han gør - jeg tænker".

Jeg forklarede eleverne det som 'en slags snydekode til eksamen' (alle der har børn i den PS2/PS3 agtige alder ved, at snydekoder er the shit). I virkeligheden er øvelsen en slags 'fødeselshjælper til fortolkning' (sådan ville jeg beskrive det for AIB*).

Man leger detektiv, eller skygge om man vil, og skriver ned, hvad hovedpersonen gør. Jeg læser et kapitel højt, og eleverne skriver alle de ting de bemærker at Filip (Ja, vi er stadig midt i Den Store Djævlekrig) gør! Bagefter skriver de hvad de selv tænker!

"Filip savner Satina" bliver til "Jeg tænker på det at miste, at det er hårdt at savne, at jeg en dag selv skal miste nogle personer, der betyder meget for mig. Jeg tror Kenneth Bøgh Andersen har skrevet om Filips savn, for at vi skal få sympati for Filip"...

Wauw! Med sådan nogle elever behøver jeg dårligt få løn for at arbejde...

De tror virkelig selv på, at vi har fundet et ormehul i lovteksten, at vi samarbejder om at snyde systemet, stolte fortæller de mig deres tanker og blinker indforstået, som om vi slipper for at arbejde.

Klassen havde en virkelig sløj arbejdsmoral for 1 1/2 år siden, og var totalt uregerlige og uunderviselige. Men nu er de en fornøjelse at have, hvilket bl.a. kommer til udtryk i begrebet legetime.

Det var det eneste de ønskede sig da jeg overtog dem 1. marts 2009. At slippe for at lave noget, at slippe for at høre efter. Siden har vi arbejdet med Ronja Røverdatter, Heksefeber, Djævlens Lærling (do I detect a pattern?) vi mangler bare Pippi og Karlsson for at fuldende samlingen af værre snotunger, men det gik op for dem at Mowglibørn har det bedst i litteraturen og flittige børn bedst i skolen!

Jeg inddrog klassens tid, alle legetimer, al kristendom, natur/teknik o. lign. og kørte dansk i alle timerne (selvfølgelig med de andre fag flettet ind uden at de opdagede det, hehe), men nu har vi aftalt at freadag kan de få legetime i 2. lektion, hvis hele ugen har kørt eksemplarisk, udfra tanken om at 9/10 seriøs indsats er bedre en 100% dalren rundt...

De første tre skoleuger glemte eleverne at spørge om legetimen om fredagen fordi de var så optaget af Filips kamp med Mortimer, Hades, Lucifer, Jahve og Aziel, at de dårlig nok ville acceptere at holde weekend (I kid you not!). I dag skal vi have en dansktime, hvor de skal dele deres snydekoder (fortolkninger) af kapitel 2 i Ondskabens Engel med hinanden. Derefter en time med leg som belønning for fire ugers sej indsats - og så har jeg

weekend kl. 9.30!

God weekend!

*Ammehjerner i Blogland;-D