SHM har skaffet en lydbog, som vi hører i øjeblikket. Det er Camilla Stockmann og Maise Njors mailkorespondancer. Det er morsomt, tæerkrummende og samtidig er det også ufatteligt alvorligt. Jeg er slået med imponade og ramt på 'tænkeren' af den måde Maise fortæller om udviklingen/afviklingen af sit forhold. Det er sgu godt beskrevet, uden at krænge det hele ud.
Vi er ikke noget så langt endnu, men selvom Maise sidder midt i en livskrise, så tager hun et utroligt hensyn til at Camilla sidder midt i en fødsel/lykkerus og omvendt. Nå, men til sagen; for det at høre om andres forhold der forliser skubber jo også til ens egen værste frygt/forestillingen om det værste mareridt, at man selv kunne stå i det...
Uden Begejstring
Jeg elsker dig!
Sådan sagde de til hinanden. Stadigvæk. De sagde det når de gik ud af døren og på arbejde, de sagde det når de kom hjem, når de kyssede hinanden godnat. De sagde de også hvis en af dem var ked af noget, eller hvis noget truede deres tosomhed. JEG. ELSKER. DIG.
Det var som om de tre ord var en magisk trylleformular, der fik det farlige lidt på afstand.Hun sagde det tit til ham, hvis hun faldt i staver og tænkte over sit liv. Dels for at komme tilbage til virkeligheden, men også for at bekræfte sig selv i det. Jeg elsker dig!
De havde kendt hinanden længe. Alt havde de delt. Og dog... måske alligevel ikke alt?
Der var et sted i hendes hjerte eller hjerne, hvor hun ikke lukkede ham ind. Der hvor pinligheden, grimheden og tvivlen boede. Hun hadede at føle sig pinligt berørt. Især overfor ham. Deres tosomhed fik også livet til at føles som en spejling eller en konkurrence, så hvis hun så dum ud, følte hun sig bagud. Det var det samme med udseendet. Selvom intet andet menneske havde set hende nøgen så mange gange, var det alligevel som om hun bar en facade af påklædning for ham. Ingen kiksede stillinger, ingen morgenhår, intet hul i rustningen. Derfor også kun sex i mørket. Men den værste ensomhed var tvivlen. Tvivlen om alle de valg hun havde ladet ham træffe. De havde gjort tingene sammen, var den officielle udmelding, men sandheden var at han udstak retningen, satte tempoet og solede sig i anerkendelsen for deres succeser.
Det samme sted, eller måske tvivlens nabo, var hjemsted for den besværlige kærlighed. Kærligheden til andre mænd. Gamle skolekærester, mænd fra hendes studietid eller arbejdsliv. Ja endda hendes far. Ikke engang hendes far kunne hun rigtig tale om. Det var som om han aldrig ville blive accepteret. Kærligheden til de andre mænd var noget som bare voksede. Måske fordi den føltes forbudt? Den krævede ingen gødning.
Når hun tænkte på dem, mændene, blev hun helt fjern i blikket - og i tvivl. Havde hun valgt rigtigt? Var kærligheden en solo-størrelse, en one-size, hvor én mand var nok?
Når hun ramtes af tvivlen kiggede hun på sin mand. Også hvis han ikke var der. For han var nem at få et billede af på nethinden. Hun havde jo kendt ham altid. Lige fra han var bleg, spinkel og bebumset, til nu hvor han, på en god dag var 'modnet smukt', men mest bare halvfed og skaldet. Han var en god mand, ingen tvivl om det. Rimelig trofast, meget nærværende og opmærksom, men også lidt omklamrende. Han var en god far - der var sikkert mange kvinder der ville føle sig lykkelige med ham. Hvorfor var hun så så usikker? Havde de mødt hinanden for tidligt? Kendt hinanden for længe? For længe til at kunne overraske hinanden, med andet end skeletter i skabene?
- Jeg vil være vild i varmen, tænkte hun, men jo mere hun tænkte det, jo mere i tvivl blev hun. Burde det ikke komme af sig selv?
På de gode dage kunne tvivlen jages væk med sex. Så rakte de ud efter hinanden og deres fortid sammen, om ikke andet så for et kort øjeblik, men det var uden begær. Forventningens glæde manglede - den følelse man rammes af, når man tænker på ham dag og nat!
På de dårlige dage fik tvivlen god plads. Alt stod for skud. Hendes fortid, hendes børn, hendes mand, jobbet... kort sagt alle hendes valg blev revset.
Hun følte sig låst i et liv fyldt med skal. En skal hun var i, som mange beundrede, men også det skal, som man skal. Jeg skal bo med ham! Jeg skal fodre børn! Jeg skal børste tænder på dem! Jeg skal aflevere dem i institutioner! Jeg skal arbejede! Jeg skal betale regninger! Hvornår er der tid til det jeg vil? Og hvad er det jeg vil?Hun var låst i et liv på et glansbillede. Drømmemanden, drømmebørnene, drømmehuset, drømmejobbet og drømmebilen. Fuck, de manglede jo bare drømmehunden!
Sådan sagde hendes venner og familie og ingen turde hun forsøge at forklare, at det bare ikke føltes sådan. Hun kunne ikke selv mærke det længere. Hun kunne ikke mærke sig selv længere.
Hun kiggede på sin mand og sagde: "Jeg elsker dig"
torsdag den 17. september 2009
onsdag den 16. september 2009
Parforholdsbingo
Prøv at lave denne leg en dag.
Det kræver to blokke med papir, to kuglepenne, at børnene sover og en god flaske rødvin.
Sæt jer så I ikke kan se hinandens papir/hvad der skrives og svar på følgende:
Det kræver to blokke med papir, to kuglepenne, at børnene sover og en god flaske rødvin.
Sæt jer så I ikke kan se hinandens papir/hvad der skrives og svar på følgende:
- Hvilke ting tror jeg, at du savner mest?
- Hvilke ting tror jeg, at du ville blive gladest for at jeg gør?
- Hvis du kunne bestemme, hvad lavede vi så lige nu, i weekenden og i ferien?
- Hvilke ting gør jeg, som jeg ved irriterer dig?
- Hvilke ting gør jeg for sjældent?
- Hvilke ting gør du for tit?
- Hvad tror jeg du drømmer om?
- Hvilke ting er ligegyldige for dig?
- Hvilke ting får jeg dig aldrig til at gøre?
- Hvilke ting kan jeg godt lide ved dig?
- Hvilke ting tror jeg du godt kan lide ved mig?
Om man stopper efter hvert punkt og sammenligner, eller kører hele liste igennem først, bestemmer man selv, men I vil blive overraskede, både over jeres partner, men også over jer selv.
Den svære: Prioritér punkterne!
God arbejdslyst
tirsdag den 15. september 2009
Øjenskygge
Vi stod i en tæt kø og ventede på at gå ombord på en færge. Vi stod ud for en reklameplakat for et øjenskyggemærke. Motivet var et kvindeansigt med meget kulørte øjne. Lige bag os stod en gruppe unge drenge og piger.
En af drengene: Det ser sgu da underligt ud med de der regnbuefarver hun har på øjnene?
En af pigerne (med hvor-er-du-åndsvag-fatter-du-ingenting-mine-og-tonen-på): Det er da for at man kan se de forskellige muligheder der findes!
Drengen (efter lidt betænkningstid): Hvorfor maler de hende så ikke i panden, der er sgu da bedre plads?
En af drengene: Det ser sgu da underligt ud med de der regnbuefarver hun har på øjnene?
En af pigerne (med hvor-er-du-åndsvag-fatter-du-ingenting-mine-og-tonen-på): Det er da for at man kan se de forskellige muligheder der findes!
Drengen (efter lidt betænkningstid): Hvorfor maler de hende så ikke i panden, der er sgu da bedre plads?
FUCK!
Jammermand har fat i noget...
Måske især det med at opbygge en fælles reserve af gode relationer, til den dag, hvor topmave og skaldethed ikke er nok til at bringe smilet frem...
Måske især det med at opbygge en fælles reserve af gode relationer, til den dag, hvor topmave og skaldethed ikke er nok til at bringe smilet frem...
mandag den 14. september 2009
Stationen
Jeg kan godt lide, når historier har ledetråde. Når der lægges små spor ud så man faktisk kunne sige sig selv at det ville gå som det går, men at man undervejs undres over hvordan det skal lykkes.
Denne her er et forsøg
De står på Vanløse station og kigger ud på natten over København. Det er mørkt, kun enkelte lamper på stationen og gaden lyser glimtvis op. I husene er de fleste vinduer mørke.Han synes det ser uhygggeligt ud, som spøgelsesøjne i natten. Og han klemmer hendes hånd lidt hårdere. Det ville være rart hvis hans far også var her.
- Skal Far ikke med?
Hun kigger på ham. Hun er med til at skabe den uhyggelige stemning, for i hendes øjne er der et skær han aldrig har set før.
- Han finder selv hjem.
Han gennemrystes af fornemmelsen af, at noget er helt galt. Men hvad?
For få minutter siden var de sammen. Allesammen. De var til fest, og han hyggede sig med de andre børn. Der var sodavand, kage og de voksne hørte høj musik, drak bajere og røg, mens de diskuterede kollektivisme, alternativ livsstil, kommunismen, bogerskabets bedrag og kapitalismens endeligt. Det var begreber han ofte hørte, men ikke noget han egentlig forstod. Han var også ligeglad, for alle hyggede sig.
- Man kan ikke eje noget, kunne en voksen råbe, og så skålede de og grinede.Det kunne han godt forstå, for hans mor og far forklarede tit at de intet havde. At man skulle dele. Ligesom i børnehaven. Det kunne han godt forstå, jo.
Børnene havde leget gemmeleg, mens festen fortsatte ud i natten. De voksne blev mere og mere højrøstede og musikken blev højere og vildere, men det gjorde det trygt, at gemme sig i sprækker og kroge, når man hele tiden kunne høre dem. Det betød at man aldrig var langt væk. Modigere og modigere var de blevet i jagten på det perfekte gemmested, og de søgte længere og længere væk.
Til sidst havde han fundet det. Skraldekælderen. Ned ad en trappe, rundt om et hjørne og ind gennem en dør med et fintmasket trådnet i stedet for et vindue. Det var perfekt, fordi man kunne kigge ud indefra, uden at blive set udefra. Han sneg sig ind, selvom det virkede forkert. Der var ligesom en dårlig stemning, da han trådte ind. Noget var galt, men det var svært at sige hvad? Der lugtede forkert... Der skulle lugte af mugne skraldespande. Han vidste godt, at tændte han lyset, så ville det kunne ses, af ham der 'stod', så i ly af mørket sneg han sig ind, og stillede sig på lur med næsen mod trådmaskerne.
Det næste forstod han ikke? Nu var hans mor med i legen? Hun gik derude og ledte. Hun kaldte ikke, men kigge alle gemmestederne efter. Han elskede når hun gad lege med. Han jublede af fryd indvendigt, da hun gik tæt forbi uden at opdage ham, men pludselig så han hendes ansigt. Hun hverken grinede eller smilede, tværtimod. Han syntes næsten hun så bange ud?
- Mor?, sagde han og trådte ud i natten.Hun vendte sig, men hun kiggede ikke på ham. Hun kiggede på noget bag ham, så smilede hun hårdt til ham, tog hans hånd og trak ham afsted.
- Vi skal hjem nu. Festen er slut.
Toget kom buldrende ind mod perronen og han kiggede sig desperat omkring, hvorfor kom faren ikke styrtende op ad trapperne. De skulle da sammen hjem. Skulle de ikke?
- Skal vi ikke have Far med?
- Han finder selv hjem, svarede hun.
Denne her er et forsøg
De står på Vanløse station og kigger ud på natten over København. Det er mørkt, kun enkelte lamper på stationen og gaden lyser glimtvis op. I husene er de fleste vinduer mørke.Han synes det ser uhygggeligt ud, som spøgelsesøjne i natten. Og han klemmer hendes hånd lidt hårdere. Det ville være rart hvis hans far også var her.
- Skal Far ikke med?
Hun kigger på ham. Hun er med til at skabe den uhyggelige stemning, for i hendes øjne er der et skær han aldrig har set før.
- Han finder selv hjem.
Han gennemrystes af fornemmelsen af, at noget er helt galt. Men hvad?
For få minutter siden var de sammen. Allesammen. De var til fest, og han hyggede sig med de andre børn. Der var sodavand, kage og de voksne hørte høj musik, drak bajere og røg, mens de diskuterede kollektivisme, alternativ livsstil, kommunismen, bogerskabets bedrag og kapitalismens endeligt. Det var begreber han ofte hørte, men ikke noget han egentlig forstod. Han var også ligeglad, for alle hyggede sig.
- Man kan ikke eje noget, kunne en voksen råbe, og så skålede de og grinede.Det kunne han godt forstå, for hans mor og far forklarede tit at de intet havde. At man skulle dele. Ligesom i børnehaven. Det kunne han godt forstå, jo.
Børnene havde leget gemmeleg, mens festen fortsatte ud i natten. De voksne blev mere og mere højrøstede og musikken blev højere og vildere, men det gjorde det trygt, at gemme sig i sprækker og kroge, når man hele tiden kunne høre dem. Det betød at man aldrig var langt væk. Modigere og modigere var de blevet i jagten på det perfekte gemmested, og de søgte længere og længere væk.
Til sidst havde han fundet det. Skraldekælderen. Ned ad en trappe, rundt om et hjørne og ind gennem en dør med et fintmasket trådnet i stedet for et vindue. Det var perfekt, fordi man kunne kigge ud indefra, uden at blive set udefra. Han sneg sig ind, selvom det virkede forkert. Der var ligesom en dårlig stemning, da han trådte ind. Noget var galt, men det var svært at sige hvad? Der lugtede forkert... Der skulle lugte af mugne skraldespande. Han vidste godt, at tændte han lyset, så ville det kunne ses, af ham der 'stod', så i ly af mørket sneg han sig ind, og stillede sig på lur med næsen mod trådmaskerne.
Det næste forstod han ikke? Nu var hans mor med i legen? Hun gik derude og ledte. Hun kaldte ikke, men kigge alle gemmestederne efter. Han elskede når hun gad lege med. Han jublede af fryd indvendigt, da hun gik tæt forbi uden at opdage ham, men pludselig så han hendes ansigt. Hun hverken grinede eller smilede, tværtimod. Han syntes næsten hun så bange ud?
- Mor?, sagde han og trådte ud i natten.Hun vendte sig, men hun kiggede ikke på ham. Hun kiggede på noget bag ham, så smilede hun hårdt til ham, tog hans hånd og trak ham afsted.
- Vi skal hjem nu. Festen er slut.
Toget kom buldrende ind mod perronen og han kiggede sig desperat omkring, hvorfor kom faren ikke styrtende op ad trapperne. De skulle da sammen hjem. Skulle de ikke?
- Skal vi ikke have Far med?
- Han finder selv hjem, svarede hun.
søndag den 13. september 2009
Ville lige dele
Jeg stod og funderede over det der med børn. Tandbørstningen nærmede sig, og jeg gad bare ikke. Det er der sådan set ikke noget usædvaneligt i. Jeg har snart haft børn i 12 år, og synes efterhånden at mange af nursingopgaverne har mistet glansen.
Altså forstå mig ret... Vi har haft dem så længe, at vi nok beholder dem, men alligevel kom jeg til tænke på at de kunne have været anderledes. Meget endda. For 5 år siden, da drengene var så store, at de sov igennem om natten, ikke brugte ble, og selv stod op i weekenderne, der kom SHM og sagde: Jeg er gravid!
Det var ikke fantastisk. Jeg så det ikke som en stor lykke der havde ramt os. Nej, jeg egoistiske, mavesure ægtemand, syntes nærmest det var som at få en fængselsstraf forlænget. Jeg ved godt det måske lige er dramatisk nok, men vi fik børn tidligt. Og noget af det vi narrede os selv og hinanden med, når folk spurgte om ikke vi gik glip af meget, var at nej vi gjorde ej, vi tog det bare senere...
Yeah right! Selvfølgelig gik vi glip af tonsvis af oplevelser, selvfølgelig gik vi glip af masser af den egodannelse, som andre gennemgår fra 20-26/30år, når de er sig selv, sig selv og sig selv. Vi voksede op med at have ansvar, ikke bare for hinanden, men sgu også for to små knægte, og nu hvor jeg kunne se et glimt af lys for enden af tunnellen, en mulighed for at indhente noget af det forsømte, så stod kvinden og præsenterede mig for et forfærdeligt valg.
Forfærdeligt fordi, jeg bestemt ikke havde lyst til, som en anden ludo-brik, at blive slået hjem igen! Men selvom jeg antydede at jeg ikke var hverken begejstret eller villig, så var det ikke mig der skulle lægge krop til hvis det ikke skulle blive til et barn... Altså et færdigt barn.
Jeg skulle have en mening, og samtidig var det altså ikke op til mig! Ikke nemt. At SHM samtidig virkede begejstret på flere planer, gjorde det kun sværere. Jeg var virkelig i syv sind. SHM havde ikke en ukompliceret graviditet med dreng nummer to, og hun følte faktisk at universet skyldte hende en mere harmonisk oplevelse af forældreskabet. Det skulle jeg forpurre, hvis jeg sagde nej tak? Samtidig var det jo ikke bare et enten gør vi det her og så bliver hun glad eller også gør vi det ikke og så fortsætter alt som før; Nej det var rimelig klart for mig, at valgte vi egoismens vej, så ville det også få store fysiske og psykiske omkostninger, ikke mindst for hende.
Jeg var 28, og følte mig pludselig meget for gammel til at få et lille barn mere! Jamen skat, jeg kan ikke holde til at miste nattesøvn, mine knæ kan ikke holde til at jeg skal kravle rundt efter et barn, det går ikke! Kan vi ikke få en hund i stedet.... Arh OK, så slemt var det ikke, men tæt på, jeg var ikke tilfreds. Jeg syntes faktisk at meget af livet havde været pænt hårdt i forvejen, og selvom jeg kæmpede med alt hvad jeg havde, så kunne vi kun lige holde røven i vandskorpen.
Det virkede ikke logisk for mig at et massivt søvnunderskud og en dårlig økonomi ville være svaret på vores bønner!
Jeg havde en god ven, som jeg drøftede det med. Han lykønskede mig, og overhørte al mit ego-brok, og sagde: Du skal da have en masse barsel! Det bliver fedt for jer... Han hørte slet ikke hvad jeg sagde? Jamen, altså...?
Jeg fik vendt den igen og igen. Både med mig selv og med SHM. Og jeg kom med på idéen (ikke at jeg tror jeg egentlig havde haft et say, hun havde sgu nok bare fået barnet i det skjulte - vi boede i et kæmpe hus). Og som tingene faldt på plads, så lykkedes det mig at overtage al barsel, fordi SHM var studerende og ikke kunne få barsel fra sit studie (min leder var ikke begejstret eller enig, men i overenskomsten stod at FORÆLDRENE har ret til sammenlagt et års barsel!) Nu blev Karen født 9.juni, så jeg tog lige 14 dage på job bagefter, og gik så på sommerferie, førend jeg begyndte at tære på orlovsugerne, det passede med at jeg skulle i arbejde igen den sidste uge før sommerferien næste år, hvilket ingen så nogen grund til = 13½ måneds barsel for mig.
Jeg stressede ned, jeg stod op om natten, jeg kravlede på gulve, jeg gik ture, jeg sad på seminariet og læste, mens Karen sov i vognen og SHM var til undervisning, jeg byggede hus, jeg øvede os i at leve på en sten, for det hed 60% af dagpenge i 2/3 af tiden, men jeg fandt glæden i det gratis, jeg fandt en ro der hedder, det er bare penge, og den dag i dag, har jeg intet problem med frisørregninger, arbejdsløshed, maxigæld pga. dårligt hussalg og finanskrise, for jeg har verdens dejligste datter, og havde det ikke været for hende, og nok også hendes mor (?), så havde jeg sgu nok glemt en vigtig del af mig selv overfor drengene også, så jeg blev et bedre menneske af at lytte til SHM's behov, af at tage monsterbarsel, af ikke at have penge og det er jeg lykkelig for i dag - ellers havde jeg nok været smålig i dag;-D Mandebarsel - Ja tak!
Alle disse tanker, blot fordi jeg ikke gad børste tænder og læse godnathistorie her til aften...Det slap jeg også for... Ja et vrøvlehovede slap jeg ikke fri fra at blive... Godnat!
Altså forstå mig ret... Vi har haft dem så længe, at vi nok beholder dem, men alligevel kom jeg til tænke på at de kunne have været anderledes. Meget endda. For 5 år siden, da drengene var så store, at de sov igennem om natten, ikke brugte ble, og selv stod op i weekenderne, der kom SHM og sagde: Jeg er gravid!
Det var ikke fantastisk. Jeg så det ikke som en stor lykke der havde ramt os. Nej, jeg egoistiske, mavesure ægtemand, syntes nærmest det var som at få en fængselsstraf forlænget. Jeg ved godt det måske lige er dramatisk nok, men vi fik børn tidligt. Og noget af det vi narrede os selv og hinanden med, når folk spurgte om ikke vi gik glip af meget, var at nej vi gjorde ej, vi tog det bare senere...
Yeah right! Selvfølgelig gik vi glip af tonsvis af oplevelser, selvfølgelig gik vi glip af masser af den egodannelse, som andre gennemgår fra 20-26/30år, når de er sig selv, sig selv og sig selv. Vi voksede op med at have ansvar, ikke bare for hinanden, men sgu også for to små knægte, og nu hvor jeg kunne se et glimt af lys for enden af tunnellen, en mulighed for at indhente noget af det forsømte, så stod kvinden og præsenterede mig for et forfærdeligt valg.
Forfærdeligt fordi, jeg bestemt ikke havde lyst til, som en anden ludo-brik, at blive slået hjem igen! Men selvom jeg antydede at jeg ikke var hverken begejstret eller villig, så var det ikke mig der skulle lægge krop til hvis det ikke skulle blive til et barn... Altså et færdigt barn.
Jeg skulle have en mening, og samtidig var det altså ikke op til mig! Ikke nemt. At SHM samtidig virkede begejstret på flere planer, gjorde det kun sværere. Jeg var virkelig i syv sind. SHM havde ikke en ukompliceret graviditet med dreng nummer to, og hun følte faktisk at universet skyldte hende en mere harmonisk oplevelse af forældreskabet. Det skulle jeg forpurre, hvis jeg sagde nej tak? Samtidig var det jo ikke bare et enten gør vi det her og så bliver hun glad eller også gør vi det ikke og så fortsætter alt som før; Nej det var rimelig klart for mig, at valgte vi egoismens vej, så ville det også få store fysiske og psykiske omkostninger, ikke mindst for hende.
Jeg var 28, og følte mig pludselig meget for gammel til at få et lille barn mere! Jamen skat, jeg kan ikke holde til at miste nattesøvn, mine knæ kan ikke holde til at jeg skal kravle rundt efter et barn, det går ikke! Kan vi ikke få en hund i stedet.... Arh OK, så slemt var det ikke, men tæt på, jeg var ikke tilfreds. Jeg syntes faktisk at meget af livet havde været pænt hårdt i forvejen, og selvom jeg kæmpede med alt hvad jeg havde, så kunne vi kun lige holde røven i vandskorpen.
Det virkede ikke logisk for mig at et massivt søvnunderskud og en dårlig økonomi ville være svaret på vores bønner!
Jeg havde en god ven, som jeg drøftede det med. Han lykønskede mig, og overhørte al mit ego-brok, og sagde: Du skal da have en masse barsel! Det bliver fedt for jer... Han hørte slet ikke hvad jeg sagde? Jamen, altså...?
Jeg fik vendt den igen og igen. Både med mig selv og med SHM. Og jeg kom med på idéen (ikke at jeg tror jeg egentlig havde haft et say, hun havde sgu nok bare fået barnet i det skjulte - vi boede i et kæmpe hus). Og som tingene faldt på plads, så lykkedes det mig at overtage al barsel, fordi SHM var studerende og ikke kunne få barsel fra sit studie (min leder var ikke begejstret eller enig, men i overenskomsten stod at FORÆLDRENE har ret til sammenlagt et års barsel!) Nu blev Karen født 9.juni, så jeg tog lige 14 dage på job bagefter, og gik så på sommerferie, førend jeg begyndte at tære på orlovsugerne, det passede med at jeg skulle i arbejde igen den sidste uge før sommerferien næste år, hvilket ingen så nogen grund til = 13½ måneds barsel for mig.
Jeg stressede ned, jeg stod op om natten, jeg kravlede på gulve, jeg gik ture, jeg sad på seminariet og læste, mens Karen sov i vognen og SHM var til undervisning, jeg byggede hus, jeg øvede os i at leve på en sten, for det hed 60% af dagpenge i 2/3 af tiden, men jeg fandt glæden i det gratis, jeg fandt en ro der hedder, det er bare penge, og den dag i dag, har jeg intet problem med frisørregninger, arbejdsløshed, maxigæld pga. dårligt hussalg og finanskrise, for jeg har verdens dejligste datter, og havde det ikke været for hende, og nok også hendes mor (?), så havde jeg sgu nok glemt en vigtig del af mig selv overfor drengene også, så jeg blev et bedre menneske af at lytte til SHM's behov, af at tage monsterbarsel, af ikke at have penge og det er jeg lykkelig for i dag - ellers havde jeg nok været smålig i dag;-D Mandebarsel - Ja tak!
Alle disse tanker, blot fordi jeg ikke gad børste tænder og læse godnathistorie her til aften...Det slap jeg også for... Ja et vrøvlehovede slap jeg ikke fri fra at blive... Godnat!
lørdag den 12. september 2009
Nåh, det er det man skal...?
Den anden dag:
Præmis nummer 1: Drengene skal på lejrtur og have et brød, 40 frikardeller og 8 dåser makrel i tomat med.
Præmis nummer 2: SHM har en fridag med den største dreng, og siger hun vil handle og lave frikardellerne.
Jeg er på arbejde 8-15, og da jeg slutter dagen løber jeg lige gennem Bilka for at købe rene sokker og en trøje til drengene. Jeg ringer til hende da jeg står i Bilka, for at høre om der er andet jeg skal handle.
Først tager hun ikke telefonen, men da jeg står i køen og skal betale ringer hun tilbage...
(SHM) - Hvad ville du?
(Mig) - Jeg ville høre om der var noget jeg skal handle til drengenes tur?
(SHM - meget irritabelt) - NEJ, jeg HAR handlet med David!
(Mig) - OK, så ses vi bare derhjemme...
Senere derhjemme. Jeg er ved at pakke til drengene.
(Mig) - Hvor er de der dåser makrel?
(SHM) - GUUUD, det jeg da glemt!
Når sandheden skal frem, så havde vil jo allerede mel, gær og det der skulle bruges til brødet, ligesom vi havde løg, salt, peber, og hakket oksekød, så nu er det jeg undres... Jeg HAR handlet! Hvad betød det? Hakket flæsk, jo jo, men da det kun var tre ting vi skulle sørge for, så er det vel ikke for meget forlangt,
1. At hun lytter til hvad jeg spurgte om da jeg stod i Bilka?
2. At hun tænker over om de tre ting var iorden?
3. At hun IKKE vrisser af mig over jeg spørger?
Hun siger så til mig at det var et meget ubelejligt tidspunkt jeg ringede til hende fordi hun kørte bil?!?! Ja ja den er god nok...?!?!
Prøv lige at læse forløbet igen... Meget ubelejligt tidspunkt JEG ringede til HENDE?!?!
Jeg kunne ligeså godt have fortalt hende at rumvæsner var landet i haven og spurgt om hun havde set at Sjælland havde sluttet sig til Sverige, og hun ville stadig bare svare (lettere irriteret/overbærende) Jaja, det er godt skat, vi ses!
Men jeg har jo modtaget et par gode råd de sidste par dage:
Maria siger, gæt hvad vi tænker - Hun tænkte: FUCK en controlfreak, tror han ikke jeg kan finde ud af at handle 3 ting?
Julia siger, at jeg bare skal huske at sige hun er sød, smuk og klog - Godt, SKAT, du er gudeskøn, når du sætter dig rødglødende bag rattet, 19.45, for at nå Netto før lukketid, efter 8 dåser makrel, og du er sindsyg klog, når du pointerer overfor mig, at du har styr på det!
Trine sagde, at det jo ikke er forbudt at spørge... Nå nej, det gør jeg næste gang;-D
Jeg håber I kan se kærligheden strømme gennem sarkasmen, for selvfølgelig står verden endnu på trods af makrelkrise...
Præmis nummer 1: Drengene skal på lejrtur og have et brød, 40 frikardeller og 8 dåser makrel i tomat med.
Præmis nummer 2: SHM har en fridag med den største dreng, og siger hun vil handle og lave frikardellerne.
Jeg er på arbejde 8-15, og da jeg slutter dagen løber jeg lige gennem Bilka for at købe rene sokker og en trøje til drengene. Jeg ringer til hende da jeg står i Bilka, for at høre om der er andet jeg skal handle.
Først tager hun ikke telefonen, men da jeg står i køen og skal betale ringer hun tilbage...
(SHM) - Hvad ville du?
(Mig) - Jeg ville høre om der var noget jeg skal handle til drengenes tur?
(SHM - meget irritabelt) - NEJ, jeg HAR handlet med David!
(Mig) - OK, så ses vi bare derhjemme...
Senere derhjemme. Jeg er ved at pakke til drengene.
(Mig) - Hvor er de der dåser makrel?
(SHM) - GUUUD, det jeg da glemt!
Når sandheden skal frem, så havde vil jo allerede mel, gær og det der skulle bruges til brødet, ligesom vi havde løg, salt, peber, og hakket oksekød, så nu er det jeg undres... Jeg HAR handlet! Hvad betød det? Hakket flæsk, jo jo, men da det kun var tre ting vi skulle sørge for, så er det vel ikke for meget forlangt,
1. At hun lytter til hvad jeg spurgte om da jeg stod i Bilka?
2. At hun tænker over om de tre ting var iorden?
3. At hun IKKE vrisser af mig over jeg spørger?
Hun siger så til mig at det var et meget ubelejligt tidspunkt jeg ringede til hende fordi hun kørte bil?!?! Ja ja den er god nok...?!?!
Prøv lige at læse forløbet igen... Meget ubelejligt tidspunkt JEG ringede til HENDE?!?!
Jeg kunne ligeså godt have fortalt hende at rumvæsner var landet i haven og spurgt om hun havde set at Sjælland havde sluttet sig til Sverige, og hun ville stadig bare svare (lettere irriteret/overbærende) Jaja, det er godt skat, vi ses!
Men jeg har jo modtaget et par gode råd de sidste par dage:
Maria siger, gæt hvad vi tænker - Hun tænkte: FUCK en controlfreak, tror han ikke jeg kan finde ud af at handle 3 ting?
Julia siger, at jeg bare skal huske at sige hun er sød, smuk og klog - Godt, SKAT, du er gudeskøn, når du sætter dig rødglødende bag rattet, 19.45, for at nå Netto før lukketid, efter 8 dåser makrel, og du er sindsyg klog, når du pointerer overfor mig, at du har styr på det!
Trine sagde, at det jo ikke er forbudt at spørge... Nå nej, det gør jeg næste gang;-D
Jeg håber I kan se kærligheden strømme gennem sarkasmen, for selvfølgelig står verden endnu på trods af makrelkrise...
torsdag den 10. september 2009
Der er en dialekt jeg ikke behersker...
... og det er ikke jysk!
Det er forstå-dog-hvad-jeg-mener-ikke-hvad-jeg-siger-det-er-ok-jeg-ikke-lytter-til-dig...
PS. Jeg ønsker mig en parlør med Dansk-Kvindsk/Kvindsk-Dansk
Det er forstå-dog-hvad-jeg-mener-ikke-hvad-jeg-siger-det-er-ok-jeg-ikke-lytter-til-dig...
PS. Jeg ønsker mig en parlør med Dansk-Kvindsk/Kvindsk-Dansk
tirsdag den 8. september 2009
Hmmm...
Hvem af mine læsere har fundet mig ved at google "kneppegale kone" - og hvordan er min blog dukket op på det?
Maskefald
Endnu en gang havde vi scenariet: Knægten har ikke lavet det han skulle. Hverken herhjemme eller i skolen. Han virker totalt ligeglad med andres situation. Om det er hans far der råber der er mad, eller læreren der siger lav til side 14. Han gør som det passer ham!
Det lyder meget Ole Lund Kirkegaardsk, men mest af alt er det pisse irriterende at være i hans omgivelser. Og hvis jeg som hans far føler sådan, hvordan mon så det er at være lærer eller klassekammerat?
Han har nu oplevet det meste negative indenfor skoleverdenen, så jeg håber ikke han har noget til gode?
Han har været ked af det!
Han har været drillet!
Han har været frosset ud!
Han har slåsset!
Han har skiftet skole (2 gange)
Han er gået en klasse om!
Nu er han bare en mutters alene stork, der går i fred, men uden glæde. Der er ingen der gider arbejde sammen med ham eller lege i frikvartererne. Jeg forstår det ikke. Han er verdens sødeste dreng! Han er så intelligent og dygtig! Men samtidig forstår jeg dem godt; Han er pisse egoistisk, doven og distræt!
Han er den ældste i sin gruppe nu. Det håbede vi ville give ham lidt status (og der er et spinkelt tegn på at det måske virker). Men han er udpræget egenrådig, hvilket vil sige, at han altid vil lave tingene lidt anderledes end de er tænkt. Eller bare lader være, hvis han ikke gider! Hvem gider gerne arbejde sammen med det?
Jeg bliver altid skidesur, når han ikke har fået lavet sine ting, men det dækker jo over at jeg bliver ked af det! Jeg bliver så ked af at han ødelægger mulighederne for sig selv. Han sidder og kigger ud i luften og dyrker sin melankoli, mens han triller tommeltot og venter på pauserne. Når vi spørger ham: "Hvorfor lavede du ikke noget i timen (vi er nu forbi at snakke om OM han lavede noget?)?"
Så svarer han: "Jah... jeg sad og ventede på at komme igang"
Er der noget der kan pisse mig af, så er det denne kasten sine muligheder på gulvet. Drengen er dygtig, men han er ukoncentreret og luddoven: "Hvorfor sidder du og kigger ud i luften?"
Drengen: "Hvordan ville du have det, hvis du blev taget væk fra en skole og kammerater hvor du havde det godt?"
AV! Den sad! Han går rundt med en vrangforestilling om at have været et harmonisk barn som er straffet i eksil! At vi fjernede ham fra popularitet og gode venner og har bortadopteret ham til en skole hvor han ingen har! Det er hans forestilling... Mit blødende faderhjerte krympede sig et par gange, al vreden og irritationen sev ud, hvorefter jeg tog mod til mig: "Tror du at det er sådan det er? Eller sådan det var?"
Vi droppede lektierne, maskerne og forestillelsen. Drengen fylder 12 i oktober, og det kunne ikke blive ved at vi kun talte positivt om fortiden og kun lagde vægt på hans lektier for hans lærings skyld (det sidste var lidt kryptisk, men jeg håber jeg når tilbage til det?). Jeg krammede ham og han græd, så jeg troede at han aldrig kunne stoppe igen. Selvom det nærmest føltes som at træde på ham, forklarede jeg ham virkeligheden bag alle vores bekymringer for hans skolegang, bl.a.:
Nu er maskerne faldet. Jeg er pissestolt af ham. At han turde sige at han følte sig forrådt af os, at han fik forklaret at han følte sig misforstået. Jeg er også pissespændt. Spændt på om dette maskefald fra os begge giver ham mulighed for selv at tage en ske i hånden?
Jeg kan huske et par episoder, hvor jeg har provokeret mine forældre til at fortælle mig 'sandheder der gjorde ondt':
Det lyder meget Ole Lund Kirkegaardsk, men mest af alt er det pisse irriterende at være i hans omgivelser. Og hvis jeg som hans far føler sådan, hvordan mon så det er at være lærer eller klassekammerat?
Han har nu oplevet det meste negative indenfor skoleverdenen, så jeg håber ikke han har noget til gode?
Han har været ked af det!
Han har været drillet!
Han har været frosset ud!
Han har slåsset!
Han har skiftet skole (2 gange)
Han er gået en klasse om!
Nu er han bare en mutters alene stork, der går i fred, men uden glæde. Der er ingen der gider arbejde sammen med ham eller lege i frikvartererne. Jeg forstår det ikke. Han er verdens sødeste dreng! Han er så intelligent og dygtig! Men samtidig forstår jeg dem godt; Han er pisse egoistisk, doven og distræt!
Han er den ældste i sin gruppe nu. Det håbede vi ville give ham lidt status (og der er et spinkelt tegn på at det måske virker). Men han er udpræget egenrådig, hvilket vil sige, at han altid vil lave tingene lidt anderledes end de er tænkt. Eller bare lader være, hvis han ikke gider! Hvem gider gerne arbejde sammen med det?
Jeg bliver altid skidesur, når han ikke har fået lavet sine ting, men det dækker jo over at jeg bliver ked af det! Jeg bliver så ked af at han ødelægger mulighederne for sig selv. Han sidder og kigger ud i luften og dyrker sin melankoli, mens han triller tommeltot og venter på pauserne. Når vi spørger ham: "Hvorfor lavede du ikke noget i timen (vi er nu forbi at snakke om OM han lavede noget?)?"
Så svarer han: "Jah... jeg sad og ventede på at komme igang"
Er der noget der kan pisse mig af, så er det denne kasten sine muligheder på gulvet. Drengen er dygtig, men han er ukoncentreret og luddoven: "Hvorfor sidder du og kigger ud i luften?"
Drengen: "Hvordan ville du have det, hvis du blev taget væk fra en skole og kammerater hvor du havde det godt?"
AV! Den sad! Han går rundt med en vrangforestilling om at have været et harmonisk barn som er straffet i eksil! At vi fjernede ham fra popularitet og gode venner og har bortadopteret ham til en skole hvor han ingen har! Det er hans forestilling... Mit blødende faderhjerte krympede sig et par gange, al vreden og irritationen sev ud, hvorefter jeg tog mod til mig: "Tror du at det er sådan det er? Eller sådan det var?"
Vi droppede lektierne, maskerne og forestillelsen. Drengen fylder 12 i oktober, og det kunne ikke blive ved at vi kun talte positivt om fortiden og kun lagde vægt på hans lektier for hans lærings skyld (det sidste var lidt kryptisk, men jeg håber jeg når tilbage til det?). Jeg krammede ham og han græd, så jeg troede at han aldrig kunne stoppe igen. Selvom det nærmest føltes som at træde på ham, forklarede jeg ham virkeligheden bag alle vores bekymringer for hans skolegang, bl.a.:
- om hans skolegang på den lokale skole på Falster, hvor selv hans 'venner' ikke ikke gad ham i skolen, men kun i fritiden.
- om de rådne unger han gik i klasse med der!
- om hans dårlige klasselærer der isolerede og marginaliserede ham endnu mere som tiden gik.
- om hans egen rolle i at passe ind, f.eksk. da han gik til håndbold, men hellere ville opfinde et nyt spil end at lære håndbold.
- om hvordan det desværre ikke blev meget bedre på den næste skole - jo han blev ikke drillet og slået, men han blev bare isoleret - på en skole der havde samarbejde som deres hovedværdi!
- at jeg synes de lektier er røvsyge og ikke tror meget på at de lærer noget. Lidt ligesom grøntsager også skal spises, selvom man bedst kan lide bøffen!
- men at det at man laver sine ting/går forrest, når man kan er noget de andre lægger mærke til, og som gør at de gider eller ikke gider at arbejde sammen.
Det var så pissehårdt, at jeg flere gange overvejede at trække det i land, men ungen har krav på at kende vores motiver (i hvertfald dem der angår ham) for at flytte - både landsdel og skole. Jeg forklarede ham også:
- at vi havde valgt en skole med et lille elevtal, for at trygheden var større
- at vi valgte en skole der havde en aktiv socialpædagogik
- at vi havde valgt en skole med mange læringsstile, fordi vi ved han hader arbejdsbøger
- at vi ikke vidste der ville komme et internt opgør i forældregruppen, som betød at 1/4 af eleverne forsvandt (og dermed de fleste jævnaldrende drenge)
- at jeg nogen gange blev ked af at forsøge at tilrettelægge så meget for at han skulle have det godt, men at han selv samarbejder SÅ lidt.
- at hvis jeg vidste hvad der var bedst for ham, så gjorde vi det - I MORGEN!
Nu er maskerne faldet. Jeg er pissestolt af ham. At han turde sige at han følte sig forrådt af os, at han fik forklaret at han følte sig misforstået. Jeg er også pissespændt. Spændt på om dette maskefald fra os begge giver ham mulighed for selv at tage en ske i hånden?
Jeg kan huske et par episoder, hvor jeg har provokeret mine forældre til at fortælle mig 'sandheder der gjorde ondt':
- Da jeg var 11 år(?), og min farfar var død, tror jeg min far fik en form for depression. Der var i hvert fald en periode, hvor han ikke rigtig var sig selv. En dag sagde jeg til ham at han fanme måtte tage sig sammen. Der flippede min mor helt vildt ud, og skældte mig ud/skammede mig ned under gulvbrædderne, med pointen, han har mistet sin far, hvordan tror du det føles?
- Da mine forældre havde kobberbryllup, og jeg dagen inden sagde at det gad jeg satme ikke med til (jeg kan ikke engang huske hvorfor), men min mor tudede og råbte af mig, og labbede mig et par på kassen. Jeg har nok været 13 år, og jeg tog da også med til festen.
Men de begivenheder står alligevel klart for mig fordi jeg netop ikke længere udelukkende blev behandlet som et barn og skærmet fra verdens uretfærdigheder og fortrædeligheder. Selvom det gjorde ondt (og nej min mor slog ikke en proper næve), så var der også en snert af stolthed, over ikke længere at være et uskyldigt barn, men at være en der var stor nok til at man kunne forvente en ansvarlig opførsel... Hvor jeg dog håber også at have givet ham lidt af den følelse i aften?
mandag den 7. september 2009
I have a dream
Jeg har en drøm. Eller en vision, et fatamogana.
På de grå og kolde efterårsdage, visualiserer jeg mig en anden tilværelse. Det ligner mest en reklame.
Jeg har mørkt og fyldigt hår (he he). Jeg er velklædt, sikkert Armani, og har skjorteærmerne rullet op. Jeg er smilende og solbrun, og har god tid. Men det vigtigste... det vigtigste er naturligvis at jeg er i Rom!
Jeg sidder på en scooter og siksakker ud og ind mellem alle i byen. Ned af trapper, gennem gyder, som kun de lokale kender, tværs over pladser fyldt med turister og duer. Jeg griner og råber "Ciao Luigi!" og "Ciao Giuseppe!", hver gang jeg drejer om et hjørne. Alle jeg hilser på svarer tilbage, eller vinker, for jeg er jo ét med byen og dens indbyggere. Jeg spiser sikkert en god Pasta Pomodorro til frokost og drikker stærk espresso (på de slemme dage ryger jeg også nogle særlige cigaretter - dem der ikke lugter, eller er sundhedsskadelige).
Nu er det sådan, at reklamen ikke viser noget, om hvordan jeg ernærer mig? Hvor er det, jeg er på vej hen? Hvor kender jeg alle de mennesker fra?Jeg er fri, har god tid, tilsyneladende masser af penge, og ingen jeg skal tage ansvar for.
Her er det så at mit over-jeg/min indre kritiker kommer på banen.
"Hvor har du gjort af din kone og dine børn?"
"Hvorfor har du ikke hjelm på?"
"Pengene skal jo komme et sted fra, så hvorfor sidder du bare på Piazza del Fiori og drikker grappa og læser sport?"
Og ja, jeg ved det jo godt. Hvis jeg sparer op i et år, har jeg råd til 4-5 dage i Rom uden arbejde. Og selv da fik jeg nok ikke mørkt og fyldigt hår:-D I virkeligheden er jeg også en selskabspapegøje. Jeg synes faktisk ikke oplevelser rigtig har værdi, hvis jeg ikke oplever dem sammen med nogle. Blandt andet derfor holder jeg af hverdagen.
I reklamen følger kameraet jo manden på scooteren, men hvem siger egentlig at han er så lykkelig?
Måske er han kustode på et museum, hvor han sidder 8 timer på en stol og siger "NO" til turister der hele tiden træder over de stiplede linjer på gulvet?
Måske bor han hos sin mor for at have råd til at købe Armani? (og det er det ikke værd!)
Måske er han altid på vej mod det næste, og aldrig tilstede i nuet?
Måske savner han børn og familie?
Jeg ved det ikke, men jeg er pænt sikker på at hvis jeg pjækkede fra arbejde i dag og tog
flyveren til Rom, så ville jeg kede mig på scooteren efter ca. 20 minutter, iøvrigt tror jeg at både Luigi og Giuseppe ville undre sig hver jeg jeg kom omkring et hjørne og hilste på dem? At man en september morgen godt gad pakke SHM i kufferten og dappe en måned til Den Evige Stad, det er noget andet.
På de grå og kolde efterårsdage, visualiserer jeg mig en anden tilværelse. Det ligner mest en reklame.
Jeg har mørkt og fyldigt hår (he he). Jeg er velklædt, sikkert Armani, og har skjorteærmerne rullet op. Jeg er smilende og solbrun, og har god tid. Men det vigtigste... det vigtigste er naturligvis at jeg er i Rom!
Jeg sidder på en scooter og siksakker ud og ind mellem alle i byen. Ned af trapper, gennem gyder, som kun de lokale kender, tværs over pladser fyldt med turister og duer. Jeg griner og råber "Ciao Luigi!" og "Ciao Giuseppe!", hver gang jeg drejer om et hjørne. Alle jeg hilser på svarer tilbage, eller vinker, for jeg er jo ét med byen og dens indbyggere. Jeg spiser sikkert en god Pasta Pomodorro til frokost og drikker stærk espresso (på de slemme dage ryger jeg også nogle særlige cigaretter - dem der ikke lugter, eller er sundhedsskadelige).
Nu er det sådan, at reklamen ikke viser noget, om hvordan jeg ernærer mig? Hvor er det, jeg er på vej hen? Hvor kender jeg alle de mennesker fra?Jeg er fri, har god tid, tilsyneladende masser af penge, og ingen jeg skal tage ansvar for.
Her er det så at mit over-jeg/min indre kritiker kommer på banen.
"Hvor har du gjort af din kone og dine børn?"
"Hvorfor har du ikke hjelm på?"
"Pengene skal jo komme et sted fra, så hvorfor sidder du bare på Piazza del Fiori og drikker grappa og læser sport?"
Og ja, jeg ved det jo godt. Hvis jeg sparer op i et år, har jeg råd til 4-5 dage i Rom uden arbejde. Og selv da fik jeg nok ikke mørkt og fyldigt hår:-D I virkeligheden er jeg også en selskabspapegøje. Jeg synes faktisk ikke oplevelser rigtig har værdi, hvis jeg ikke oplever dem sammen med nogle. Blandt andet derfor holder jeg af hverdagen.
I reklamen følger kameraet jo manden på scooteren, men hvem siger egentlig at han er så lykkelig?
Måske er han kustode på et museum, hvor han sidder 8 timer på en stol og siger "NO" til turister der hele tiden træder over de stiplede linjer på gulvet?
Måske bor han hos sin mor for at have råd til at købe Armani? (og det er det ikke værd!)
Måske er han altid på vej mod det næste, og aldrig tilstede i nuet?
Måske savner han børn og familie?
Jeg ved det ikke, men jeg er pænt sikker på at hvis jeg pjækkede fra arbejde i dag og tog
flyveren til Rom, så ville jeg kede mig på scooteren efter ca. 20 minutter, iøvrigt tror jeg at både Luigi og Giuseppe ville undre sig hver jeg jeg kom omkring et hjørne og hilste på dem? At man en september morgen godt gad pakke SHM i kufferten og dappe en måned til Den Evige Stad, det er noget andet.
søndag den 6. september 2009
Familieforøgelse
Magnus skulle have et marsvin i dag. Så nu har vi to! Han kommer selv til at passe dem!
Abonner på:
Opslag (Atom)