Bogidéen


En lille smags–prøve...


"Da jeg blev skilt, tænkte jeg: Det skal nok gå... det skulle det jo, men der var også så mange ubekendte, at tanken: Gad vide hvordan det kommer til at gå? meldte sig.
Nu, halvandet års tid efter, ved jeg hvordan!
Derfor deler jeg mine tanker, følelser, frustrationer og overvejelser i det års tid der fulgte efter jeg blev skilt, og til jeg fandt mine egne ben at stå på i den nye situation. Hvad med børn, bolig og kvinder?
Hvordan går man på line mellem to skyskrabere, når det at snuble vil være fatalt, og vægtstangen skal rumme en 5-årig, en 10-årig, en 12-årig, to kvinder, en presset økonomi, et fuldtidsjob, et netværk der ind i mellem skuffer og nye mennesker der melder sig på banen?
Jeg håber at beskrivelsen af mine rigtige og forkerte valg vil kunne underholde, holde mod oppe, udstråle at vilje er vejen, samt måske trøste andre der måtte stå i så svær en situation."


Lige nu er der lidt rod i strukturen og sproget, men den overordnede idé er ved at træde frem. Det er klart, at en del af idéen er udsprunget af mine tanker om skilsmisseprocessen og det at etablere sig igen og de blogindlæg der er kommet ud af det. Men der er også en masse betragtninger og reflektioner, der har haft brug for tid. Man kan sige at alt det der er 'mellem blogindlæggene' også trænger til at komme med i betragtning. Jeg er ved at drukne i uskrevne erindringer og erfaringer, som muligvis kan drages ind i andres situation, og give dem inspiration...?
Januar 2011 (ca. 120 sider)




Nu er der igen lidt skred i skriveprocessen, i hvertfald er der sendt en synops afsted til et forlag. Lad os da se, hvad det kaster af sig? I mellem tiden vil jeg gerne opfordre jer der klikker her forbi til at skrive i mit kommentarfelt, om der er nogle ting i er særligt interesseret i at høre mine erfaringer om. F.eks. er der en kollega, som dater en nyskilt far, som har spurgt mig hvornår, hvor tidligt og hvordan jeg præsenterede mine børn for min kæreste, og hvilke tanker vi gjorde os da det skulle ske. Det kunne være, at der var andre ting som I, kære læsere, sidder og undres over. Skriv gerne, så skal jeg se om ikke der er lidt gemt i tastaturet og hjernebarken, som kan finde vej til siderne.
April 2011 (ca. 140 sider)




Forlaget har takket nej. Der er ikke et bredt publikum til så personlig en bog eller noget i den stil. Jeg ved godt det er dem der bestemmer, men jeg tror de tager fejl. Lidt tro på det skal der vel til? Nå, men jeg er også sat meget tilbage af køkkenbyggeri, barselsforberedelse og arbejde, så derfor ligger det stille en måneds tid.
Maj 2011 (ca. 140 sider)

1 kommentar:

  1. Hej du!
    Jeg er helt tilfældigt faldet over din blog og er MEGET begejstret. Og jeg giver dig ikke mindst ret i at der ER et publikum til din bog. Jeg er selv skilt fra mine to børns far og gift igen med en mand, der havde to børn med sin x-kone. Og så har vi fået et barn sammen. Jeg ved at min mand og jeg hører sammen for resten af livet, for alt det vi har været igennem, det har saftsusme ikke været for tøsedrenge (-og tøsepiger). Jeg er i dag meget taknemmlig for at jeg ikke anede en pind om, hvad jeg gik ind til, da vi første vores familier sammen, for havde jeg haft den mindste anelse, så var jeg helt sikkert løbet skrigende bort. (Det har jeg været tæt på MANGE gange). Nå, men det skal ikke handle om mig, men om at jeg virkelig håber at du finder et forlag, der vil udgive din bog. Mens jeg venter på den, vil jeg følge dig her på bloggen. Mange hilsner fra Helle

    SvarSlet