fredag den 29. januar 2010

Varm om hjertet i en kold tid

Sygesagaen har fået et nyt kapitel...

Først lå Professor Teflon for tre uger siden.

Siden var det Overblikket selv der var i knæ for 14 dage siden.

I sidste uge var ungerne hos MUM, og der var det Kridt-Iglens tur til et par dage...

I denne uge har jeg haft børnene og MUM har så kunnet tage et par dage.

Og lur mig så om ikke Gnavpot i går blev 'ringet hjem' fra skole.

Nu er han så sengeliggende.

Professor Teflon sympatihostede, lukkede øjnene halvt i og forsøgte at gøre dem feberblanke og ude af fokus i går aftes. Han anstrengte sig virkelig for at være syg i går aftes, og anstrengelserne bar frugt! I hvert fald havde han hovedpine, da jeg vækkede ham i morges kl. 6.00, og han drejede stemmen om i uldent leje... Jeg... kan... ikke... rallede han!

Hans hårde far, var vild efter køreturen, morgenræset osv. når han nu alligevel havde taget sygedag med Gnavpot... Så enden er at alle tre børn er hjemme. Her hos mig, hvor de har deres dyner, senge og alle deres dimser og ting. Der putter de trygt, tager hul på weekenden og sover længe...

For en halv time siden tikkede der så en sms ind:

"Kommer du ikke op med noget varm saft og et par boller?"

"Varm saft og boller må I gerne få, men I laver det selv!" Simulant!

"Må vi godt spille Playstation?"

"Nej, I må se fjernsyn eller rydde op!;-D"

Et par minutter efter var der aktivitet i køkkenet. Professor Teflon stod med de to sidste boller. Kiggede på posen, ind til mig i stuen og på posen igen.

"Far? Er det ok at vi tager de sidste boller?"

Jeg var ved at falde ned af stolen! For et halv år siden, havde han luret sit snit til at æde dem selv!

"Ja, CPB, Kridt- Iglen og jeg har fået morgenmad, så det må I gerne"

Lidt rumsteren senere

"Professor Teflon, du er godt klar over at I skulle dele, så det var en til hver, ikk?"

Overbærende ude fra køkkenet:

"Jo, far hvad regnede du med? Jeg laver bare også en til Gnavpot"

Han baksede med døren til trappen, og jeg besluttede at jeg trods alt måtte give en hånd med, så jeg tilbød at lukke døren for ham.

"Tak far, men jeg er nok nødt til at gå to gange"

For et år siden havde han puttet bollerne i lommen for at slippe for to ture!

"Ok, men jeg vil stadig gerne hjælpe dig med døren"

Da han dukkede op til anden tur, så jeg ham balancere med tallerkner med smurte boller. Første tur havde været varm saft (ovenikøbet med citronskiver i) og bollerne var med jordbærsyltetøj til ham selv og solbær til lillebro (for det er hans favorit). Der var det sgu næsten faderen der fik blanke øjne: Min lille dreng er blevet stor, og præcis så omsorgsfuld, betænksom og næstekærlig, som jeg kunne håbe! Jeg er pissestolt!

Med sådan en storebror er det ingen sag at være syg, og mon ikke Gnavpot nok skal nå at blive klar til aftenens bif-tur med MUM? Det tror jeg!

Billeder får I ikke, for de ligner noget der er løgn, men de er smukke indeni, og snart ryger de i bad, så de også er det udenpå!

tirsdag den 26. januar 2010

En service...

Et par ormehuller til gør det selv projekterne, i anledning af at Julia linkede til siden

Reolen fra det ydre rum!

Og projekter fra de sidste par år!

Jeg kan godt se at det har skiftet karakter de sidste par måneder, men forleden fik jeg CPB til at skrabe tapet ned så jeg kunne pudse den væg op der trængte efter jeg i januar 2009 fjernede en væg mellem to stuer... Læs Julia's klumme og forstå jeg tænker synkronitet!
Måske der kommer et indlæg og et par billeder når det er tilendebragt?!?

mandag den 25. januar 2010

Hvad man er bange for...

Vi voksne kan også være bange
Og synge lange, lange bange sange...

Ja, I kender den nok, og den er god nok!

Frygten for livet, ulykkerne og døden!

Shit, det blev pludseligt et meget mere alvorligt indlæg end jeg havde troet? Jeg har de seneste dage funderet lidt over min egen indre frygt. Care to read?

Da jeg var lille, vi snakker 5-6 år, var jeg bange for edderkopper og højder. Det er jeg sådan set stadig, men jeg har indset, at hvis man bare er i skandinavien, så er der ingen edderkopper man desideret behøver frygte (tværtom er der respektpoint at hente, hvis man er er den der kigger den olmt i øjnene (og der er immervæk en del) ler hånligt og basker ad-dyret med en avis). Højderne klarer jeg ved altid at holde mig nær jorden, eller bruge sikkerhedsline når jeg er på CPB's altaner (ok, joke, men vi har overvejet det).

Da jeg blev lidt større blev jeg bange for Gud. Jeg syntes mine forædre var nogle daredevils (uden at kende termen) at de turde sige højt de ikke troede. Tænk nu hvis der var en Gud og han lyttede med? Jeg valgte for en sikkerhedsskyld at tro lidt i det skjulte og når jeg havde behov for det. I kender sikkert den der med at man som barn prøver Gud?
Hvis der er en Gud, så lad det regne karameller i morgen/lad min stil været skrevet/lad bussen være forsinket...
Så nej min barnetro forlod mig hurtigt. Sammen med frygten for Gud. Men alternativet var endnu værre. Intet liv efter døden. Shit man jeg frygtede døden. Da jeg var 10-12 år døde min farfar. Jeg så ham ikke på hospitalet og jeg var ikke med til begravelsen, men jeg begreb godt at han var væk og aldrig kom tilbage. Min dødsangst blev ikke mindre!
Det var i de år hvor DR genudsendte Ka' de li' østers? En gyserkrimiserie fra 1960'erne (?), sikkert med samme rollebesætning som Olsenbanden, Far til Fire eller lign. Men der var nogle scener med en mand der blev puttet i en fryser, og FUCK jeg blev bange... Meget bange for Bøh-mænd!
Halvdelen af serien så jeg ude fra gangen, mens jeg holdt mig for ørerne, så kunne min mor kalde når det uhyggelige var overstået (gad vide hvorfor de lod mig se med?). Men jeg begyndte at ane at ondskaben virkelig lurede bag hvert hjørne. Lyttede til vandrehistorier om Bolsjedamen, voldtægtsforbrydere og børnemordere. De boede alle i bebyggelsen hvor jeg voksede op (den eneste der vist reelt var kriminel, var Motor-Bent, som altid havde billige 'brugte' knallerter, Bolsjedamen var vist bare ensom?).
JEg kunne ikke lide at være alene hjemme, satte høj musik på for ikke at høre lyde i stilheden og slukkede igen, fordi jeg ikke ville kunne høre hvis der kom nogen! Jeg låste dørene (også de indvendige) og forsøgte at blive væk i litteraturen og læste og læste, men i science fiction universet kunne jeg finde nogle nye fobier. Så nemt som ingenting!
Invasion fra rummet. Atomkrig. Meteorregn. Tidsrejser. Så jeg skiftede genre og læste 2/3 af Bram Stokers Dracula... Hvis Friends havde eksisteret, havde den ligget i fryseren endnu! (også selvom det er 10 år siden mine forældre flyttede fra bebyggelsen).
FUCK FUCK FUCK!!! Tænk at dø om natten. Mens man sover! Få tappet alt sit blod! Og så ikke engang dø rigtigt, men skulle gøre det samme ved andre. FUCK hvor klamt!
Jeg lavede alle mine egne teorier. Vampyrer kan komme ud af skygger (der var en periode hvor jeg sov med alt lys tændt) Vampyrer kan komme ud af dine øjne i dit spejlbillede, hvis der er stearinslys der oplyser lokalet (det var perioden hvor jeg forsøgte at gemme alle stearinlys) og endelig vampyrer angriber dig kun hvis du er alene (perioden, hvor jeg stod op når jeg vidste min lillebror sov, og listede ind til ham og sov i fodenden - alder ikke nævnt, men klart vi snakker teenager).

Da jeg begyndte at interessere mig for piger opstod frygten for AIDS (og kampagnerne gjorde sit til det) og frygten for tæsk. Da succeserne med piger lod vente på opstod frygten for om det overhovedet ville finde en. Ensomheden blev en fobi. Men jeg overkom det hele og det lykkedes endda at finde en kæreste. Godt nok i den anden ende af landet, men så opstod frygten for at hun skulle fortryde. Finde en anden. Komme til skade. Vi unge ku også være bange!

Min dødsangst tog en ny drejning. Jeg begyndte at forestille mig ikke at blive gammel. Nok ikke engang 30. Jeg ville blive tæsket ihjel, kørt over af et tog eller dø af en blodprop (don't get me started mht. indre dødsfælder). Jeg tog konsekvensen af det hele. Jeg bliver nok ikke gammel, verden er farlig, men jeg har en kæreste der vil mig.
Vi flyttede sammen (så slap jeg for at sove alene) og jeg syntes det var alletiders idé at få nogle børn i en hulens fart (hvis jeg skulle nå at se dem). Når vi nu var i gang kunne jeg da lige nappe en uddannelse, et kørekort og købe et hus... been there, done that!

Det var stadig sådan at jeg bedst kunne lide når jeg ikke var alene hjemme. De gange det skete, ryddede jeg op, gjorde rent og drak mig halvfuld indtil kl. 2-3-4 stykker om morgenen. Hvilket gør det pænt skræmmende at skulle på arbejde;-D

Men i en alder af 32 måtte jeg konstatere at jeg faktisk havde fejret kobberbryllup, ejede to huse, snart har en teenagesøn, og tilsyneladende er forbløffende uskadt og knap så bange.

Mine forbier har jeg stadig. De er mine, men jeg kontrollerer dem bedre og bedre. Alenetiden, det store tomme frygtede ensomme alene med sig selv, er ikke længere en udfordring, for når den opstår har jeg masser at fylde den ud med, men jeg sover skidt om natten, når CPB har andre planer. Det bliver sent før jeg lukker øjnene og jeg glæder mig allerede til det er morgen og tid til at stå op (middagslure er sjovt nok intet problem de dage).
Forleden skulle jeg i seng (alene) og på vej ned til soveværelset (i kælderen, hvor spooky kan det blive?) fik jeg lige kastet et blik på coveret til Riget I*, hvor Mary står i præperatglasset på Bondo's kontor med åben mund og mælkehvide øjne... YEIKS!
Velkommen til neurale kapringer.
DU MÅ IKKE TÆNKE PÅ SATANISTERNE I KATAKOMBERNE! Nej nej, så prøver vi at lade være med det, på vej ned i kælderen.
LAD VÆRE MED AT TÆNKE PÅ LILLEBROR SOM ER EN VANSKABNING SKABT AF EN DÆMON NOGEN HAR HIDKALDT! Okay!
GAD VIDE HVAD SERIEN SKULLE HAVE ENDT MED?**
KAN BLEGEMÆNDENE KOMME GENNEM FLISEGULV?
Ikke nemt at lægge hovedet på puden og få en god nats søvn vel?

Jeg kender mine begrænsninger, så jeg tog dynen under armen, op i stuen, en god CD på, ild i brændeovnen og så lagde jeg mig på briksen med en god bog for at vente på at falde i søvn... Hmmm... Søvnen lod vente på sig, og bogen blev spændende, så jeg var nødt til at lave en kop kaffe, flæske resterne af ungernes disneyslik*** og give den gas all night.

Forleden sad vi så ved spisebordet og snakkede. CPB, ungerne og jeg.
Professor Teflon - Far, kan du huske du ville lave køkken her i stuen?
Far - Ja?
PT - Det bliver nok ikke til noget nu?
Far - Jo jo, det er bare udsat lidt?
PT - Og så soveværelse i køkkenet?
Far - Nej, jeg tror det skal være arbejdsværelse, for nu har vi jo soveværelse i kælderen, og det er jeg faktisk ret glad for!****
PT - Nå? Hvorfor sover du så ikke dernede?
CPB - Hahahahahaha!!! (Forsæt selv 5-10 minutter)

Al den snak om frygt. Det leder mig til en udfordring. M, AB, og Flo, hvad er jeres fobier? hvorfor opstod de?

*Jeg lånte Riget I og Riget II af min mor, for at se dem sammen med CPB i juleferien. Jeg huskede dem faktisk som sjove, hvilket de også er, men jeg må indrømme at Von Trier også trykker på mine fobi-taster i forbi-farten. Må se at få afleveret dem hurtigt!

**Riget I blev vist i 94, Riget II i 97, men Riget III blev aldrig lavet, så derfor er det noget af en cliff-hanger. Hvis nogen derude har rygter om afslutningen på historierne, eller bare gode bud, så skriv endelig.

***Jeg åbner altid posen, hælder op i tre skåle/plastikkrus og lader halvdelen være tilbage... Den holder aldrig til næste uge;-D

****Med en ny kæreste der overnatter er det faktisk rart at soveværelset er isoleret fra resten af huset. Rart at ungerne kan gå ned og tage morgenmad i weekenden, uden at skulle forstyrre (for vi er begge natteravne), rart at nå de sover er der to etager mellem...

lørdag den 23. januar 2010

Laaaang Lørdag

Eller mange ting at gøre:
  • vaske og sortere tøj
  • handle til næste uge
  • lave antennekabel til Kridt-Iglens TV
  • Mad: bringe/tilberede/rydde op efter tre øgler
  • Oprydningen på værelserne fortsætter
Men humøret er højt, og maden god, så derfor bliver weekenden god.

PS. Kan man børste tandpine væk? Jeg kunne. Samme dag SKAT meddelte mig at det var dem der havde penge til gode, fik jeg ondt i en kindtand! Ondt som i når-jeg-børster-forsvinder min synssans, men en uges intensivt selvpineri med 'kosten' har enten vænnet mig til smerterne eller skuret hullet væk? Kan man det?

fredag den 22. januar 2010

Ugen der gik!


Jeg har været ved at gå til over ikke at blogge i den forløbne uge!

Ja ja, jeg ved godt der kom et enkelt indlæg, men alligevel... Jeg har nemlig haft masser på hjerte. For nu at starte et sted, så gik ugen jo allerede igang, da jeg afleverede unger i fredags.

Herefter tog begivenhederne fart, og jeg vil undlade de mavesure ytringer der har præget min blog fra tid til anden, for denne uge har bare været super.

Allerede fredag skulle vi, CPB og jeg til København, for bedstevennens kæreste fejrede 30-års om lørdagen. Det gav lige en anledning til at svinge omkring Teknokraten. Og han var tørstig skal jeg hilse og sige. Hans kone går rundt og er gravid op' i nordsjælland et sted, så det er ikke meget han vifter med ørerne for tiden. Tilgengæld bliver han slæbt rundt i lokalområdet dagligt, for møgkøteren, Pelé med tilnavnet Pølse (?) er med sine 35 kilo for stor til at fruen kan tumle den uden at gå i fødsel! Deres vurdering er at den stadig mangler 15 kilo.
Nå, men Teknokraten truede os med møgbeskidte bøffer, snigløb os med kolde øl ad libitum og plejede forkølelser og forkælelser med Blå Gajol og Små Grå.
Puha, vi spillede Canasta med dem indtil den vordende moder måtte trække stikket, og så vidt jeg erindrer vandt CPB og jeg, men herefter er aftenen en anelse tåget. Der var vist noget med whiskey i kaffen, et styrt i gangen (ikke mig selv) og en der FALDT i søvn (vistnok mig selv?).
Lørdag vågnede jeg med kæmpe tømmermænd, vækket af Pelé, som med dejlig hundeånde og stor våd tunge hurtigt fik mig i lodret position. Jeg havde vist sovet lidt uroligt, for min galanthed måtte være drattet af mig. I hvertfald havde jeg både dyne og madras, mens stakkels CPB var blevet væltet på gulvet. UPS!
Tømmermændene var ikke den slags der giver dårligt humør eller hovedpine, men bare kanonfuld stadigvæk. Heldigvis for mig, var det ikke en soloexperience. CPB og Teknokraten var lige så ramte. Alle planer om udflugter osv. blev aflyst, dog skulle vi jo cleare hjernen til endnu en fest lørdag aften... Dyb indånding.
En tur i Hareskoven virkede som den bedste medicin, så CPB og jeg tilbød at lufte Hel-hesten. Pelé trak os gennem sneen i en times tid, og selvom det var frysende koldt, og blæste, var vi stadig sejlende berusede da kl. var 17. Alligevel klædte vi om og begav os til fest ved 20-tiden. Bedstevennen havde sat samtlige kulørte lamper op, tunet minidiskoteket og lejet en røgmaskine (!). Bedsteven 2 dukkede også op med kæreste, og han gav den som dansetrold, plukkede æbler, lavede indkøbsvognen alt det andet hejs han kan! Stor moro for selskabet, og Bedsteven og jeg måtte lige bære ham rundt i guldstol før jeg fik taxaen hidkaldt. Men vi er vist ved at blive gamle? Dels var Bedsteven 2 stadig påklædt da jeg trak CPB med hjemad, dels var jeg ved at trille ud af droschen, da taxameteret satte igang! Det er ikke tit jeg kører i hyrevogn, og nu ved jeg hvorfor! 300 spin fra Gladsaxe stadion til Ring 4, eller hvad der svarer til et stenkast og en hård sædafgang i medvind!
Men ikke engang det kunne stække mit humør, for på trods af min sørgelige økonomi, kunne jeg ikke lade være med at glæde mig over at vise CPB frem. Min bror, min svigerinde, mine venner, ja endda Pelé tog godt imod hende.
Søndag var vi begge bemærkelsesværdigt friske, dog ikke friske (eller fulde nok) til at hoppe på en tur i skoven med Midgårdsormen! Vi vendte i stedet næsen mod Jylland, og så startede ferien ellers...

Eller dvs. næsten. Jeg har jo stadig et arbejde at passe, men ugerne uden børn føles som fritid, og denne gang var feriefornemmelsen forstærket af min hang til udfordring. CPB har mere end en gang antydet overfor mig, at hun ville ønske jeg kunne prøve hvordan det er at være hende. Altså ikke gå i dametøj, sidde ned og tisse, have langt mørkt hår og alt det der, men mere at vi altid er hos mig, og at hun er gæsten. Jeg havde aldrig set på det sådan, for jeg ville jo gerne have hende til at føle sig hjemme, men da ordet "gæst" kom op og vende, forstod jeg det endelig.
Nu er der ikke noget som en udfordring der virkelig kan få mig op af stolen, så jeg var frisk og slog til: "Næste uge bor jeg da hos dig!". Kækt inviterede jeg mig selv og ligeså kækt tog hun imod min 'invitation'.

Og man o man! Jeg må sige at jeg sjældent har følt mig forkælet i en sådan grad. Faktisk er det ikke rigtigt. Når jeg tænker efter, er jeg ALDRIG blevet forkælet i en sådan grad. Jeg har sovet længe, sovet til middag, har fået set sport (godt nok kun håndbold, men det kan jeg ikke klandre hende for i januar), fået bragt kolde juleøl og Bastognekager (en fin kombi som smager lidt henad pandekager) og ikke mindst fået serveret mad hun havde tilberedt. Og ikke bare mad, men mad jeg ikke kunne sætte en finger på. Det skulle da lige være de 4 cm tykke (!)bøffer som måske var liiige store nok, men til gengæld var de saftige og perfekt stegte!
At hver eneste skønne feriedag afsluttes med at putte sig til en varm kvindekrop er lige noget for en frossenpind som mig.
Regningen, spørger du måske? Men dette pensionat er desværre/heldigvis ikke bare eksklusivt, det er også gratis! Så når man ind i mellem tvivler på synkroniteten, så skal man bare formulere sine ønsker, så sker det... Mener jeg skrev noget om at lave kylling i karry i store mængder så jeg var sikker på at få kød i 2010, og allerede ugen efter fik jeg faktisk næsten lidt for meget!

Blablablabla... nu tror jeg hellere jeg må stoppe inden vrøvlet bliver for navlebeskuende, hovedsagen er at jeg er glad!

God Weekend til Blogland

PS. Ungerne kom hjem i dag! Flokken er næsten samlet. Imorgen kommer CPB, så er det min tur til at have 'feriebarn'. Her vil hun også blive forkælet, men weekenden vil også byde på hårdt manuelt arbejde, i form af tapetnedskrabning, så mon ikke jeg bør byde hende en håndværkerbajer?

PPS. Jeg turde ikke skrive om alt det her mens det stod på. Dels af frygt for at jinkse noget god karma, dels af frygt for at tyveknægte der scanner nettet for tomme huse kunne lure sig frem til mit tomme casa, og derefter tiltvinge sig adgang. Det ville kun give unødigt besvær, da jeg pt. intet ejer af værdi. Skulle de derimod løbe med marsvinene og en del af gælden skal de være velkomne...

PPPS. Billedet er gaven til fødselarinden. Det hedder viceværten og forestiller Bedstevennen, fordi han bijobber som vicevært og ofte ikke er hjemme. Nu kan hun altid se ham!

tirsdag den 19. januar 2010

Børnefri uge...

Denne uge holder jeg ferie...

Jeg er godt nok på job, men derudover er der afslapning på programmet, og ikke engang en 12 timers dag i går med møder und alles, kan fjerne feriefornemmelsen, når man vågner dagen efter af sig selv.

Normalt starter dagen 5.42, men nu kan jeg trække den til 6.45. Det er altså en forskel. Samtidig er jeg på mere end en måde et andet sted. Min ferie består også i at besøge CPB mest muligt hos hende. Det kan jeg jo af gode grunde ikke når jeg har børnene...

Derudover er jeg gået i gang med et net-projekt, som hænger sammen med mine malerier, og forslaget om at bortsælge noget af det... Mon ikke der kommer en update på det projekt, når det er mere sødygtigt?

Tanken opstod forleden, da jeg fik en opfordring/en annerkendende kommentar om at jeg burde sælge det. Og ja, som krisen kradser netop nu i det lille hjem, så er alt jo proncipielt til salg. Jeg kender andre der har haft web-salg, og glæden forsvinder når bestillingsarbejdet overtager, så det vil fortsat være et egoprojekt. Jeg maler for min egen skyld, men hvis nogen gider købe, jamen så fint med mig...
Jeg har set nogle forskellige buisness-damer teoretisere om selvstændig virksomhed, og de snakker meget målgruppe, strategier osv...
Lidt firkantet sagt kan man så sige at min idé er unik kunst til de mænd der aldrig ved hvad de ønsker sig.
Men dem der skal købe det er de kvinder der tænker: Jeg vil gerne have noget farve på væggene, og et kryds i kærestebogen samtidig!

Vrøvler jeg? Måske, men konceptet er gaven til manden der har alt... Hvem køber den? Kvinden der er gift/kærteste med ham!

torsdag den 14. januar 2010

Gratis glæder

At male bl.a.

Sweet Love

Hvis man hænger lidt med mulen, så er LOOOOVE svaret. Hvorfor er det at blues giver fantastisk humør?

Nu skal man jo ikke overfortolke, men nyd lige de her klip, og klem så den du har nærmest, og følg evt. opfordringerne der ligger i det!





Prøv iøvrigt at tælle hvor mange guitarer der er i klippene. Mon ikk' min gamle ven Mikkel har ret: Man kan aldrig få for mange guitarer!

Jeg ved ikke præcis hvad det er det gør ved en, eller om det gør det samme ved jer som det gør ved mig, men det er knagme (et udtryk der bruges for karrigt i disse tider) magi. Man kan have ondt af sig selv, af andre eller i det hele taget ondt, men det føles knap så slemt når man hører det her...

På P3 er der et program der hedder musikterapi, og selvom jeg ikke er certificeret doktor i musikkirugi, så er der et par piller fra mig til dit humør. Tag dem gerne præventivt forud for weekenden. Der er ingen begrænsning på hvor mange man må tage overdosis er umulig.



Det er nogle lange klip, men så er der også til hele kroppen...

God Bedring;-D

Downsizing!

Min beskedne ønskeseddel så således ud for et par dage siden

Personligt:
En støvsuger
Interrail til sommer
22 tricks (en bog af Thomas Oldrup)
Monstergrill i haven

Børnene:
Et fjernsyn
En tur til LEGO-land
Avatar i biffen

Huset:
Ny kælderdør
Gulvvarme i kældergangen
Solvarme i trappeskakten
Udskiftning af El-måler + eltjek

Men nu er det udskiftet med

Personligt:
Opvaskemiddel
Håndsæbe
Rengøringmidler
Vaskepulver

Børnene:
Toilettasker
Ny skoletaske til Professor Teflon
Nye bukser til Professor Teflon
Hjemmesko til drengene

Huset:
En ny bruser + slange
Oprydning + rengøring

onsdag den 13. januar 2010

Husk det nu!!!

Styr på skatten, skat!

2000/md resten af året! Og så gider vi ikke snakke mere om penge!

Og mens vi er igang med servicemeddelelserne: Det er snart fastelavn... Jeg så det selv i Bilka, hvor polyesterjunglen er i fuldt flor!

Mine børn bliver klædt ud som inkassator, big spender og manden med leen!

Nå, men der er stadig øl i kassen, og klokken har passeret 12, hovedet er fyldt med snot, og Nordea følger så vidt vides ikke min blog... Glædelig jul Stewart!

PS. Jeg tør endnu ikke kigge mine lønsedler for 2009 og min forskudsopgørelse for 2010 igennem... Skal lige sunde mig, men mon ikke det er samme cirkus?

tirsdag den 12. januar 2010

SKAT 3

Og skal jeg til torskegilde, så vil jeg medbringe ham her som rådgiver



calling blogland! (og cyberspaceguderne)

Så fik jeg nyt fra SKAT.dk...

"Du skylder 22.600 i skat og 3.500 i am-bidrag for 2008"

Det er godtnok ikke fordi jeg lige havde 50 kilo syet i madrassen, som jeg havde valgt at undlade at betale skat af... Så... fisk!

Den første konsekvens af det er selvfølgelig øjeblikkelig bitterhed over systemets magt, skattetrykket (som jeg ellers er for) og ondt af mig selv...

Men mere konkret er jeg nok nødt til at skrue vågeblusset endnu en tand ned. Det betyder bl.a. at jeg ikke kan overskue togbilletter+gave til en 30-års fødselsdag, som min bedste vens kæreste har inviteret mig og CPB til på lørdag i København, så kære blogland, cyberguder, universet og hvem der ellers er på linjen...

Skulle du kende til en kørelejlighed for to fredag/lørdag til København eller en retur søndag til Horsens/Vejle, så giv endelig lyd på fck1992@hotmail.com og vind en karmaguldstjerne fra mig (og muligvis et krav fra SKAT på ejendomsværdien af den).

Længere ude i fremtiden er perspektiverne selvfølgelig skræmmende. Med et budget der knap nok hang sammen, vil 4.700 hver måned fra 1.3 frem til August og herefter 1550 frem til 22.11. (ironisk nok min fødselsdag) være af en dimension der enten kræver godt værkstedshumor hos min bankrådgiver eller et nådigt boligsalg i foråret 2010... Suk ingen af delene huer mig...

Som altid når jeg bliver fortvivlet går jeg i køkkenet. Der finder jeg lækker mad og trøst. Bl.a. en bakke kylling med 1200 g kyllingefilét. Nu laver jeg en ordentlig røvfuld kylling i karry, som jeg kan fryse ned, så børnene kan få kød et par gange hos mig i 2010.

Jeg plejer altid at parallelisere til Ronja Røverdatter, når jeg har brug for et visdomsord, men Ulvesprækken er ved at sne til og for en gangs skyld er det de hungersramte Borkarøvere jeg fatter mest sympatifor, men dem hører man ikke så meget om...? Hvad mon gratis glæder er i 2010? Det kommer min blog nok til at handle om...

Nå, men på med joy-hatten... Hvis 2010 bliver et spareår er det jo godt vi allerede har 12. januar!

Happy Fucking Newyear!

PS. Åbn aldrig breve/mails fra SKAT på en sygedag udenfor åbningstid.

Her sidder jeg så... II

Ja, så er det mig selv der er nede med næbbet, eller rettere... jeg har creme i hornet, fyld i trynen eller guldkorn i kanonen... Kær sygdom mange navne og alt det jazz!

Men sidder her går jeg igen. I mit bjerg af papir, nu også snotpapir, men med en LEAN-konsulents hvisken i baghovedet... Hvis du bare fjerner mere papir ind du bringer ind, så en dag skal du bare behandle dagens indkomne post for at have et ryddet skrivebord!

Og det er da rigtigt! Logisk set burde enhver åbnet rudekuvert kyles til genbrug, indholdet burde ekspederes, hvad enten det er en regning, en aflæsning, en indberetning eller en check. Ved nærmere eftertanke burde jeg måske bare bo på posthuset?
Men hvorfor er det så at Sagen Henlægges til Sagen Genåbnes? Hvorfor melder jeg ikke bare girokortet til Betalingsservice når jeg står med det i hånden første gang? Hvorfor skal min PBS-udskrifter ud af kuverten, mens jeg stadig har jakke og sko på, for derefter at havne i De Evige Papirbjerge?

Jeg ved det ikke! Det er nu omtrent 20 år siden jeg modtog min første rudekuvert. Et skattekort da jeg skulle til at tjene penge som moviestar (åh jo, den er god nok!... Men I må selv google, jer der er nysgerrige) og fik job i DR. Dengang sagde SKAT, ATP, Feriepenge osv. mig intet.
I bund og grund er det nok uændret, men jeg har måtte tvinge mig selv til at forstå skatteregler, forsikringer, pensionsordninger osv. så mit liv kan hænge sammen, men hvorfor er det at jeg udskyder arkiveringen til sidste øjeblik?
Sten i Sten og Stoffer siger at der er to typer mennesker... Dem der arbejder bedst under pres, og dem der KUN arbejder under pres!
Gæt selv hvilken kategori vi tilhører?

Nå, men drømmen om styr på lortet, er jo ikke ny. Hver gang en forsikringsagent ringer, eller en ekstraregning dukker op, eller børnene skal vaccineres/tandlæges/lave lektier, eller jeg skal tjekke om det virkelig kan passe at jeg skal på arbejde/i amtet/i banken, eller jeg skal sende en kopi af en lønseddel/et skøde/en blankvåbenstilladelse eller kilowattprisen er ændret/vandmåleren skal skiftes eller bare danne mig et overblik over mine feriepenge (hvilket jeg aldrig lærer - på trods af hyppige jobskift), så rammes jeg af tristesse over udsigten fra toppen af Makuleringskandidaturet.

Men jeg har fundet et smuthul: Som en anden Vakse Viggo, bilder jeg mig ind, at der er styr på dale og toppe, at det nok cirka ligger....? Der?
Livsløgnen kan pakkes fint ind i ordene:
Hvis et rodet skrivebord tyder på et rodet hovede - hvad tyder et tomt så på?

God dag

PS. Jeg har forsøgt at digitalisere mest muligt af mit rod nu. DFO 2.0 nu på Mac, med en såkaldt Time Capsule, en trådløs ekstern harddisk der mindst en gang i døgnet skulle sikkerhedskopiere alt mit skrammel... Den skriver bare "Sikkerhedskopieringen kunne ikke gennemføres, da billedet er i brug" eller noget i den stil... Jeg giver en gratis opmåling/optegning til en vægreol til din væg, hvis og såfremtifald der sidder en Mac-kyndig og tænker jeg kan da sætte hans Mac og TC sammen igen...

PPS. Hvis man også kan tilslutte min printer til TC, så jeg slipper for at installere den hver gang jeg skal printe, så ville det være top-nice...

PPPS. I forsøget på at udnytte netglæderne mest muligt fik jeg en såkaldt e-boks, så alle mine fremtidige regninger og udskrifter skulle kunne ses der og ikke blive væk i dyngerne... Mon det kommer til at minde lidt om Grønland, når indlandsisen smelter? Langsom men sikkert forsvinder bjerget...

PPPPS. Og hvis min digitale signatur kan gemmes, så jeg ikke skal bestille en ny hver gang jeg skal bruge den, så er vi bare kørende...

fredag den 8. januar 2010

Her sidder jeg så...

Drengene er begge sløje i dag, så vi er alle blevet hjemme.

10.52 Kridt-Iglen er ved at drive mig til vanvid!!!
Hvordan slukker man for et barns talestrøm?
Hun har talt på mig siden 7.46 og hun roder, støjer, sviner og er ikke særlig samarbejdsvillig om denne 'hjemmearbejdsdag'...
Hvorfor har jeg ikke et fjernsyn at parkere hende foran?

Nå, men ellers går dagen med at sortere papirer og åbne rudekuverter.
Skat mener jeg i 2008 tjente 43.000 mere end jeg har opgivet? Jeg ved ikke hvad det betyder, men bare det ikke betyder jeg skal betale tilbage?
Min pension fra en tidligere arbejdsplads er åbenbart ikke blevet flyttet over til mit nye pensionsselskab?

11.11 Bollerne er færdige med at hæve, og ovnen er ved at være varm. Må hellere sætte dem ind!

Jeg sidder begravet i gamle kvitteringer, regninger og skriveprojekter der har lidt en krank skæbne. Måske jeg skulle se at komme i gang med at sortere...?


torsdag den 7. januar 2010

BTW

Langsomt, ganske langsomt er jeg begyndt at male igen... Eller måske er det for meget sagt, men jeg har taget fat på det igen. I december lavede jeg et enkelt maleri.


De sidste par dage har jeg restaureret tre gamle malerier, som Teknokraten havde haft liggende til de faldt fra hinanden.









Han købte dem ganske vist i år 2000, og vi har endnu ikke drøftet betingelserne for tilkøbet, men jeg vil naturligvis tale dem ned i pris, deres stand og finanskrisen taget i betragtning;-D


I'm free to do what i want...

... men hvad er det så lige jeg vil?

Puha, det hele er gået stærkt, så nogle gange kan det være svært at se! Som at kigge ud af vinduet på en bil mens man kører på motorvejen i overhalingsbanen.

Det suser, øjnene løber i vand, man flytter sig, og det er bestemt ikke ligegyldigt hvor hurtigt/langsomt det går eller hvilken vej man styrer!

Jeg har det som om jeg er chauffør, passager, spændt fast i barnesædet og bagage... på en gang!

Det er klart at jeg selv har taget styringen over mit liv. Jeg har besluttet at kursen skulle ændres! Så på den måde er kaptajnen jo kaptajn, som Stewart ville have udtrykt det.

Men jeg er samtidig magtesløs over hvad de andre voksne omkring mig gør, og nogle gange føler jeg verden suser forbi, uden mig ved rattet, men uden mulighed for at stå af!

Så er det at jeg utålmodigt spørger fra barnesædet: Hvornår er vi der? Hvor langt er der? Og hvis ikke jeg får svar skruer jeg bare op for råberiet! Her skal det indskydes at når jeg er chauffør, så svarer jeg aldrig på hvornår vi er der! Medmindre jeg siger kl. 2.000.000, fordi det stresser mig ad helvedes til, at skulle beregne/stå til regnskab for hvornår andre kan forvente jeg når destinationen... Hvem sagde dobbelte standarder?

Og sørme om ikke også jeg er blevet nogens bagage? Åh jo, nu er jeg jo "Mine børns far" eller "Min eks-mand", og det skal andre begynde at lægge øre til.
Jeg skal måske møde nogen, hvor jeg er bagagen!?! Lidt læreragtigt drømmer jeg ikke om at være et matchende sæt Gucchi-læderkufferter med leopardprint* (hvis det ellers findes?), men er derimod fint tilfreds med at være en gigantisk Fjällräven rygsæk, der sikkert er lidt slidt i hjørnerne, men som ellers ikke er mere end den giver sig ud for at være - og holder hvad den lover!

Alle disse tanker om transport, på en dag, hvor den store dreng er syg og ligger og glugger Discovery Channel om Isbrydere i Canada, mens jeg forsøger at overskue en sort pist af papirer, der tårner sig op over mig...

Indimellem tikker der en sms ind fra ham: Kan du komme op med to boller?
Store knægt!

God dag til Blogland

*Lidt forfængelig er jeg måske blevet? Ihvertfald har jeg ikke mistet min humoristiske sans, da jeg forleden købte nye boksershorts. Normalt bare kedelige grå, sorte eller hvide, men fremforalt billige. I forretningen havde de et par som ganske vist er grå, men med gult tryk på med teksten "RIDE THE BEAST!" Er det leopardprint? Dem måtte jeg have...

tirsdag den 5. januar 2010

Et godt spørgsmål...

Kære AB

Et alias skriver du? Jah, jeg kan jo ikke sige at tanken ikke også har strejfet mig, men jeg har haft lidt svært ved at finde et passende/beslutte mig.

Vi har lige været på 'vinterfestival', fire døgn i kulde, med bål, minusgrader, sne og manglende vand. Det tog hun med oprejst pande og godt humør. Hun var en gennemført Good Sport. At hun modstod kulden og ukueligt trodsede modgang, passer meget godt til hendes alias i vennekredsen, Pingvinen... Det lejragtige, krydret med en planlagt 1300 km togtur til Sverige i uge 7 og en drøm om interrail til sommer, har givet mig inspiration til... Camping-Pingvinen.

At hun er smuk og inspirerende har fået mig til at kalde hende Bella på både min mail og telefon, så Bella kunne selvfølgelig også være et passende alias. Da Bella betyder smuk på italiensk forener det jo også to ting jeg sætter højt, hende og Italien. Som skribent må man også sige at Bella med fem bogstaver er et glimrende alias, da det er hurtigt at skrive.

Af alternativer kan nævnes Frøkenen eller Lærerinden, med henvisning til at vi deler profession. Jeg mener det kunne være meget passende da hun samtidig er meget glad for, tilfreds og stolt i sit hverv. Hun er også en dygtig lærer, men hvem vil egentlig gerne reduceres til sin jobfunktion?

Mine dejlige, imødekommende børn har kaldt hende ny-mor, halv-mor og bonus-mor fra jeg fortalte dem om hende og lige siden. De omtaler også sig selv som hendes halv-børn. Jeg har intet gjort for at hype dette alias, da det både kunne virke intimiderende på hende og deres rigtige mor, men omvendt har jeg altså også ladet en hvis form for autonomi råde; hvis de synes hun må være halv-mor, så bliver det ikke mig der fortæller dem de ikke må sige sådan!
Jeg er bare stolt af deres rummelighed! Men halv-mor, bonus-mor eller ny-mor? Lyder næsten Bill Gates-agtigt ala Mor2.0...

Men, Kære AB, jeg vil tage temperaturen i Blogland, på trods af snestorm og ustadigt vejr udenfor... Hvad synes I?

lørdag den 2. januar 2010

Mæt af indtryk

Kære Blogland

Glad i låget? Jo det dækker det vist meget godt...?

Jeg har gennemlevet nogle af de mest begivenhedsrige måneder i et liv, som jeg faktisk troede var pretty actionpacked!?!

Men det var altså 33 år med opvarmning. For er du vimmer det har været 'med kul på' i de seneste par måneder. Med møder i banker, statsamt og afvikling af gammelt forhold! Det var virkelig en surrealistisk oplevelse. F.eks. oplevede jeg et ildebefindende midt i mødet med juristen i amtet. Luften var tør, og begreberne og paragrafferne endnu tørrere. Jeg sad der i et trist kontor og skulle forholde mig til om min pension i tilfælde af min død skulle gå til MUM eller børn? Er det det? Er det det mit liv er reduceret til? Det var sgu nærmest som at planlægge sin egen begravelse, og det blev endnu mere underligt af at juristen snakkede sort som et b-menneske fra Somalia. Alle forsøg på at udspørge blev mødt af en overbærende "jamen det er jo jer selv der har valgt det her!"-agtig attitude!

Og JA, gu valgte vi selv, men vi gik ind til mødet, om ikke med hinanden i hånden, så i hvert fald med hinandens tillid og ve og vel i hånden. Det blev forsøgt destrueret fra første minut, og efterhånden som papirerne sprøjtede ud af printeren gjorde juristen sit for at splitte vores forudgående snakke om hvordan vi gerne ville dele børn, gæld og guld. Jeg kan sagtens forstå at folk kan ryge i totterne på hinanden under sådan en omgang, men MUM og jeg er nogle viljefaste cirkusheste, så derfor fik hun ikke held med projektet.

Vi fik papirer på det hele, også selvom juristen ikke forstod os.

Så skulle man lige pludselig til at være solofar! Gulp! Med juristens "Ja, du har jo selv valgt det!" i baghovedet, hver gang et problem meldte sig, blev det ligesom en meget viljepræget præstation i starten. Alt skulle helst klappe fra dag et, og det har det sådan set også gjort. Give or take a few letters! Som f.eks. den sidste skoledag, hvor det igen sneede helt sindsygt. Dagen inden havde jeg holdt ungerne hjemme fra skole, men så bare hentet mine elever hjem til mig og haft hyggedag i privaten, med mine private og mine professionelle børn. Men den gik ikke sidste skoledag, så SuperDad stod op kl. 5.15 og fik ungerne i gear! To en halv time og en snestorm senere havde jeg kørt ungerne de 20 km, for at de kunne komme til afslutningskælkning med klassekammeraterne og sige tak for i år. So far so good, men stolheden holdt kun til jeg var tilbage på min egen skole, 20 minutter efter ringetid, men med god samvittighed over at have taget en for holdet, kun for at konstatere at da jeg satte bilnøglen i døren for at låse stod jeg face to face med drengenes skibukser, Kridtiglens kælk og Gnavpots madpakke! So much for SuperDad!?!?
Men mine elever i 4.a. var helt vildt cool. På trods af juleafslutning og afsløring af en hemmelighed* de længe havde presset mig for, sagde de "Kør ud med det, så sidder vi og læser selv imens" (Hvor seje er de unger ikke blevet? De var umulige og uselvstændige da jeg overtog klassen for 9 måneder siden!). Jeg fik "GO", af min leder, og gik tilbage i klassen og svarede "JA" på deres nysgerrighed, hvorefter de sagde "tillykke og kør nu".
Endnu to timer i bil, og udbringning af kælk og skitøj fuldført. Faderligt ego genoprettet!
Stor credit til mine dejlige elever og stor cadeau til min leder for situationsfornemmelse.
Endelig blev det juleferie. Først julefrokost med al det hejs det medfører, f.eks. brækkede en kollega hånden, jeg tror det var i forbindelse med en floorballkamp på gangen iført kontorstol og fuld kollega!

Men status som eks-mand og solofar er suppleret med status som kæreste! En udfordring af de store, fordi det er så længe siden jeg har stået i den situation, og lidt rusten kan alle vel blive? I mange år har alt været VORES, men nu er er der lige pludselig DERES, HENDES, DIT og MIT, og det er sgu et paradigmeskifte af de helt store. Jeg skal dele min opmærksomhed mellem hvordan børnene har det, og hvornår jeg har dem, samtidig med at jeg og MUM naturligvis skal ses, mailes, snakkes ved om hvordan og hvorledes, herunder hvordan vi har det, imens skal jeg være ens nye kæreste, med hvad det indebærer af prioritering, og pludselig sidder jeg helt alene med kun elektronik som selvskab. Det har været en skitzofren oplevelse af de store. Det har været drønhårdt, for søvn er åbenbart det der kommer nederst i bunken af behov, men det har også været lærerigt, sjovt og underholdende.

Nå, men julefrokosten sluttede og jeg kunne overnatte en sidste gang hos a certain someone. En sidste gang, fordi MUM, unger og jeg skulle 10 dage på juleferie. En tur vi ikke var tvivl om på noget tidspunkt, men som da det blev virkelighed pludselig også blev MEGET virkeligt! Det blev en god tur. Ingen tvivl om det, både børn og voksne hyggede sig, men alligevel var tiden også ufattelig lang. Jeg fandt ud af hvad det vil sige at savne. Savne så det gør helt ondt. Mine tanker gik mere end en gang til dem som sidder i fængsel, er udstationeret i fjerne krigszoner eller langturschauffører. Jeg skulle bare 10 dage på ski, mit fængsel var smukt, koldt og hvidt, og fyldt med latter og gode oplevelser, så det er selvfølgelig forkælet at tillade sig ynk og ondt over det, men ikke desto mindre var det præcis hvad jeg følte, hvergang tiden stod stille.
MUM havde det vist lidt identisk, hun syntes også at det var hyggeligt at være afsted, men havde alligevel også så mange løse ender derhjemme, at 10 dage var i overkanten. Så vi afkortede turen med en dag.

Så meget desto større var gensynsglæden, da jeg kom hjem til Danmark. Jeg havde ikke fortalt noget over mail eller sms om det, så en dag før stod jeg pludselig foran hendes dør, eller mere præcist foran hendes fars, for hun var til julefrokost, men så fik jeg mødt ham!
Det blev startskuddet til en firedages kærestetur i sommerhus, med alle de udfordringer det medfører, som f.eks. kulde, sne og ingen vand! I to døgn var vi uden vand, indtil jeg tjekkede om der var åbent ude i vejen? Derefter var det noget nemmere. Men vi tog det hele med højt humør, også at skulle tisse i haven i minus 5, midt om natten! Faktisk blev det nærmest højdepunkter, for så føltes huset pludselig dejligt varmt, indtil man igen vænnede sig til de ca. 16 graders varme der blev når brændeovnen fik fuld pedal. Når den så gik ud om natten, og man vågnede med frost på indersiden af vinduerne, sin egen ånde tydeligt i skyer i stuen, var det fristende at blive liggende under dynen resten af ferien. Men vi kom ud, vi fik varme, og vi lavede den hyggeliste tomandsfestival i frost, mørke og tosomhed.

Nu sidder jeg igen hjemme. Ungerne er her, flokken er samlet, og ilden knitrer i brændeovnen. Indtrykkene fordøjes og tømmermændene plejes. Der er ikke tømmermænd fra alkohol, men fra banken! Den store kabale lægges og januar står på suppe!

Godt Nytår

*Hemmeligheden var om det virkelig var rigtigt at vi er kærester? Eleverne har i et par måneder nu forsøgt at lege Kirsten-giftekniv for os, uden at vide at de havde ret, men jeg lovede dem et ærligt svar sidste dag inden juleferien, og det fik de jo så...