fredag den 29. juli 2011

Stuck with me

Jeg har et hade-job i dag. Spartle og slibe er noget af det kedeligste jeg ved. Og denne gang er det ca. 20 meter stuk med skruehuller og samlinger der skal ende med at se pænt ud. Til gengæld er jeg ved at være færdig, og det synes jeg meget godt om. Så er køkkenet snart klart til en grand opening, omend det nok kommer til at være efter barnefødslen.





lørdag den 23. juli 2011

More than words can say

Det der Norge, ikk? Det er lidt for stort til at jeg kan fatte det. Det er også lidt for tæt på. Terrorens indre logik siger jo: "Ingen går fri. Ingen skal kunne føle sig sikker." Men alligevel sidder jeg tilbage og håber at der snart kommer et dementi. At det er et ondsindet reklamestunt for den vildeste nordiske katastrofefilm eller noget andet... Men det kommer ikke.

Tværtimod vælter der nye frygtelige fakta frem, og det i et tempo som gør, at jeg ikke synes jeg kan rumme det. Jeg er ikke ligeglad. Jeg synes det er forfærdeligt, men det er for tæt på til at jeg orker at se breaking news hver time om stigende dødstal. De unge skudofre på øen er jævnaldrende med min ældste søn.

mandag den 18. juli 2011

If it makes you happy...

It can't be that bad. Sådan er det vist med ferie? Ungerne keder sig vist lidt. De småskændes, og går for sent i seng. Når det er dag, kan de ikke rigtig beskæftige sig selv, men gør det alligevel. Ferie i år foregår primært på matriklen - for så få kroner som muligt. Vi holder økonomisk hviledag (og strækker den et par uger, mens vi venter på børnepenge og løn) ovenpå køkkenbyggeri, fællesøkonomilægning, billøshed og skoleskift/start for de sidste to børn.

Derfor sidder jeg tilbage med fornemmelsen af at være lige en tand for kedelig forælder. Vi har brugt pengene og brændt krudtet af i starten af ferien, på de første bjerge, på at fragte ungerne til sommerhuset, hvor DMO og DKNO ventede med en uges bedsteforældreferie, lige nu er det bare transportetaper, dog uden ophidsende spurter.
Mon vi har noget at skyde med, når vi rammer alperne?

Vi har spillet Settlers.
Vi har læst bøger.
Vi har cyklet.
De har fået penge til slik i kiosken.
Vi har set Tour.
Vi har set FCK.
Vi har været på café og spiser nachos og drikke alt for dyre sodavand.

Men stemningen herhjemme er præget af ventetid. Vi venter på penge, vi venter på lillebror og vi venter på at børnene rammer de næste bjerge.
Derfor var det perfekt, at vi på dagens bytur løb på en af drengenes gamle kammerater, som var frisk på at gå med hjem. Han blev hentet her til aften af sin mor, men kommer allerede igen på torsdag. Og onsdag skal vi besøge Byggemand Blues, Store Musse og Play-O på campingpladsen de er fastliggere på. Så har man også prøvet det... er det mon udenfor kategori?

Jeg håber ungerne husker på de stigninger der har været undervejs, fremfor den fladeste sommer ever?

søndag den 17. juli 2011

Mad world

Min kendisfavorit Amalie emigrerer eftersigende til USA. Janteloven er ifølge dukken 'alt for høj i Danmark' og dermed er der ikke plads til mennesker med så stærk personlighed som hende. ØV! Så er det slut med sprogblomsterne som føj om ørerne på hende.

Hvad Amalie skal leve af i Land of opportunities, det melder hun ikke så meget om, men mon ikke der er plads i noget reality-TV til hende? Jeg synes det er fascinerende, at Danmark kan konkurrere med det store udland i det freakshow de kalder reality-TV. De kan komme med Jack Ass, Ozzy og alle de andre. Vi har Sidney Lee og har lidt endnu Amalie. World 0 - Denmark 2! Hvis de kommer med noget modstand, så smider vi bare en mødregruppe fra De unge mødre efter dem...

Men spøg til side, så er reality-TV jo et sørgerligt koncept. Virkeligheds-TV? Hvis det skal afspejle virkeligheden, så ville der jo ikke være nogen der gad se det. Derfor sidder der konceptudviklere med lange uddannelser i psykologi og medieøkonomi, og udtænker, hvordan virkeligheden kan gøres mere interessant. Hvad med gratis sprut? Hvad med falske rygter? Hvad med præmier for dårlig opførsel? Det er faktisk ved at udvikle sig til det modsatte af reality!

Senest har jeg ramt et program med zapperen, hvor ejendomsmæglere viser dyre boliger frem. Liebhaveri. Så kan man sidde her i regnvejrsdanmark og savle over terrasser der er større end gaden jeg bor i, swimmingpools der kan rumme hele min familie (og alle deres venner) og garageanlæg med plads til alle de biler man ikke bruger! Hvad fanden er relevansen af det? Public service my ass, det er sgu da med til at give folk komplekser over deres egen reality! Og de nemmeste at friste kan vi så se i Luksusfælden! Så er cirklen ligsom sluttet.

For lige at dvæle ved ejendomsmæglere et øjeblik: Det er et gennemført forfærdeligt folkefærd. Jeg har ikke mødt en eneste sympatisk ejendomsmægler. De virker sleske og utroværdige og taler alt muligt lort op overfor købere, og overfor sælgerne taler de priserne på alle deres værdier ned. Føj for en gang vendekåber. De minder mig om gribbe, idet deres levebrød er nas på andres livsværk. Naboen har sit hus til salg og der er mange fremvisninger, så jeg er med på en lytter, og har dagligt lyst til at råbe: "PLAT FUSK OG SVINDEL", når jeg overhører deres 'butiksvindue'. Hvis den profession er reality-TV værdig, så er det vel bare et spørgsmål om tid, førend det følges op med reality-TV fra en bedemand i whiskeybæltet?

lørdag den 16. juli 2011

I want to ride my bicycle

Jeg lovede at min jagt på gys i kolonihaven ville resultere i lidt fiktion, når tankerne blev samlet. Det kommer her.


Enkeltstart mod Døden



Hvad var det værste der kunne ske?, tænkte jeg, da jeg stod en aften hos min lillebror i Ballerup, og skulle til at cykle mod Brønshøj og kolonihaven. Det var jo sommer, vejret var lunt, og selvom det var mørkt, var det en meget stille sommeraften.

Men jeg havde ikke min cykelhjelm med, og det var blevet så mørkt, at de cykellygter jeg heller ikke havde, faktisk skulle have været i brug. Derfor var det en risiko, som jeg normalt ikke tager. Men denne aften var anderledes, jeg var nemlig på jagt efter min frygt. En uge alene i min mors kolonihave, skulle nemlig bruges til at komme i gang med at skrive.

Jeg havde valgt at det jeg ville kaste mig over var gys. At kunne skrive uhyggeligt, måtte da være muligt for sådan en kryster som mig. Jeg havde lavet en liste over de mest grufulde ting jeg kunne forestille mig, og i mit hoved gennemgik jeg kort listen.

Cykling uden lygter i København var ikke på listen.


Det værste ville nok være at miste et af mine børn! Måske derfor tog jeg det ikke særligt alvorligt at skulle cykle 10 km langs med Frederikssundsvejen mit om natten uden lygter og hjelm. Mine børn var der jo ikke.


Jeg låste cyklen op, og trak op ad indkørslen. Ude ved vejen satte jeg mig i sadlen, og begyndte min færd ud af Skovvejen. En lun sommernat, hvor det praktisk talt var vindstille. Det ville faktisk blive meget smukt at cykle gennem natten. Alligevel var det underligt spøgelsesagtigt at cykle gennem Egebjerg når alle var væk fra gaden. Utrygt på den måde, at det faktisk var rarere at være helt alene, end at se lygterne fra en bil. Hvem var det der kom der? Ingen vil vide noget, hvis nogen holder ind til siden og plyndrer dig for din taske og dine penge!

Derfor åndede jeg lettet op, de få gange et par biler passerede. Alligevel satte jeg farten i vejret. Malende kørte pedalerne rundt, med en stille skramlen, som jeg dog pludselig syntes larmede som en hel byggeplads i den stille nat.

“Det er imponerende så roligt han tager situationen”, kunne jeg høre Jørgen Leths stemme i mit hovede.

“Ufortrødent kører han poetisk mod det ukendte, mod farer og risici som ingen har fantasi til at forestille sig”.


Endelig så jeg Frederikssundsvejens oplyste kontur for enden af Skovvejen. Jeg satte farten op.

“Der er nu kun ca. 500 meter til han kommer ind på opløbsstrækningen, et skarpt sving til venstre, og så er det ligeud et par kilometer og resten af vejen til mål”, Rolf Sørensen blandede sig.

“Han skal ikke kigge sig tilbage, bare træde, træde og træde. Tro på det, og håbe på at han ikke bliver hentet til sidst”.

Jeg kiggede mig tilbage. Et par billygter indikerede, at indhentet det blev jeg nok. Men jeg rejste mig i pedalerne og gav fuld gas for at komme frem til lyskrydset, hvor Shell-tanken lå. Det vil nok give noget ro?


Da jeg nærmede mig krydset skiftede lyset fra rødt til gult.

Jeg slår ham! Jeg kommer frem før bilen, tænkte jeg, og da gult blev til grønt, var vi næsten lige.

Pludselig slog det mig, at når jeg kørte bil om natten, kunne jeg ikke se folk uden lys på. Her kørte jeg på en mørk cykel, med mørkt tøj og en mørk rygsæk. Hvorfor skulle han kunne se mig, hvis han skulle dreje til højre?

Jeg bremsede og ved det grønne lys holdt jeg stille, mens bilen med hvinende dæk drejede til højre.

Jeg ville være blevet mast, hvis jeg var fortsat, tænkte jeg, og besluttede at tage det mere roligt resten af vejen.


Frederikssundsvejen var bedre oplyst, og det var som om krydset ved Shell-tanken udgjorde en lille lomme af tryghed. Forpustet trillede jeg over mod Shell-tanken for at købe en cola.

“Her i forplejningszonen er der stilstand. Der er en accept i feltet af, at mens der tankes op, så er der ingen der angriber”, kunne jeg høre Dennis Ritter sige.

“Nej, det er meget smukt. Meget smukt. Det er som i de gode gamle dage hvor Poulidor, Fignon, Zoetemelk og Eddy Mercx kontrollerede begivenhederne, hertil venner og ikke længere. Bare rolig, om lidt skal vi nok tage en dans mere med skæbnen”. Igen Jørgen Leth.

Et lysstofrør blinkede i Shell-tankens kæmpe overdække, og det virkede øde og lidt forsømt. Der var ikke et øje at se, heller ikke i butikken. Skydedøren som skulle åbne automatisk forblev hermetisk lukket, da jeg stillede mig foran den.

“Lukket pga. røveri” stod der, med snirklet, sammenhængende skrift, på en lille håndskrevet seddel. Hvem skriver med sådan en håndskrift i 2011? tænkte jeg.


Ærgerlig over den glippede mulighed for menneskeligt selskab og lidt sukker på depoterne, trak jeg cyklen ud på cykelstien igen. Forude ventede den lige tur ind mod byen ad Frederikssundsvejen. Jeg sadlede op, satte kursen mod København og trillede over krydset og ud i de små lommer af mørke, som lygtepælenes lyskegler lod være tilbage.

“Velkommen til seerne hjemme i stuerne. Forude venter tre stigninger, først kommer en lille flad stigning fra Skovlunde til Herlev, hvor der er moderate muligheder for udbrud og angreb. Efter nedkørslen fra Herlev til Helsingørmotorvejen, starter en sej opstigning mod Husum Torv, den ser ikke ud af meget, men den bliver ved og ved, og der er ingen sving eller chikaner, så det er en der trækker tænder ud, før end det går løs på opstigningen mod Brønshøj Torv, hvorefter en kort men hektisk nedkørsel ender i kolonihaven...”

“Det er en dræbende menu, Dennis. De bliver presset ud over deres egne grænser. Ofte svæver de mellem liv og død, om ikke andet så i klassementet”, afbrød Rolf Sørensen.

Hvorfor skulle Rolf også lige sige det der med liv og død?, tænkte jeg. Tosse! Det er jo oppe i dit eget hovede det foregår...

“Og vi ER allerede igang, for dagens første udbryder forsøger at stikke tidligt. Og han er dansk, ikke Rolf?”

“Jo, Dennis, og det er faktisk lidt af en overraskelse, for han er jo ikke det man ville kalde en typisk bjergrytter, høj og tung, og tilmed lidt oppe i årene. Jeg tror også han bliver hentet af feltet, det tror jeg altså. Det var lidt den samme fornemmelse jeg sad med, hvis jeg selv fik forvildet mig afsted på en bjergetape, at nøj, man sidder på sit yderste og tramper det bedste man har lært, det ER bare ikke nok... men lad os se?”


Det store flade sving forbi Lautrupparken tilbagelagde jeg i et rasende tempo. Cyklen op i fart, og så trille hele vejen hjem. Det lød da meget godt. Når jeg tænkte på at næsten være blevet kørt ned og tanken der var lukket pga. af røveri, så havde jeg ganske vist været tæt på situationer der kunne have gået galt, men jeg havde været heldig. Jeg havde jo undgået det. Og vi havde jo ikke været i nærheden af det værste jeg kunne forestille mig, nemlig at miste et barn.

Men jeg er jo også nogens barn! slog det mig. Hvis jeg nu dør, så er det ikke mit eget værste mareridt der gennemleves, men mine forældres!

Panikangsten sneg sig ind i hjernebarken, og nægtede at kravle ud igen. Hvorfor egentlig al den snak om død? Tænk på noget andet!


Men det er med neurale kapringer som med bussemænd, når først man har konstateret at de er der, så kan man ikke rigtig slippe tanken igen.

“Nu skal han ikke begynde at tænke for meget over det”, sagde Rolf Sørensen, “han skal bare træde som om fanden var i hælene på ham”

Gad vide hvad der foregår lige inden man dør? Ved man det? Får man et varsel? Hvis jeg bliver kørt ned i en højresvingsulykke, er det så fordi jeg bliver distraheret af manden med leen?

Cyklen fløj skramlende over asfalten, og tankerne fløj med.

Hvis Døden indhenter mig, så ville det være på en gammel rusten havelåge af et cykellig. Knirkende og skramlende, på flade dæk og med en spinkel gnist i dynamolygten.

Jeg kiggede mig tilbage, og konstaterede lettet at cykelstien bag mig var lige så tom, som den hele tiden havde været, men en sær tåge sneg sig ind over Frederikssundsvejen ude fra det moseområde som Lautrup-parken er opført i.

“Ej, det er altså et ubehageligt omslag i vejret der er i det her område. Det er sådan en lav sigtbarhed, som kan koste frygtelige styrt, når rytterne kører med så høje hastigheder. Den mindste uopmærksomhed, et hul i asfalten og så ligger man der”.

Jeg vendte min opmærksomhed mod cykelstien, og nåede lige akkurat at styre cyklen udenom et stort hul!

“Whops, der var han da vist heldig, Dennis? Man skulle tro han kunne høre hvad du sagde?”

“Jamen, så skal han da bare se at komme afsted. Kør for satan!”


I det næste kryds blev jeg indhentet af en lastbil. Lyset skiftede til rødt, som vi kørte frem mod krydset, og jeg var meget opmærksom på hvorvidt han skulle svinge. Det skulle han nu ikke. Mens vi holdt for rødt, kigge jeg på lastbilen, en gammel sag med falmede 3x34-tryk på siden. På førersædet sad en moden mand, med læderagtig hud og røg filterløse cigaretter. På passagersædet sad en yngre kvinde . Jeg fik øjenkontakt med chaufføren, som sagde et eller andet til kvinden. Han rystede på hovedet og hun drejede blikket i min retning. Hun så utryg ud.


Lyset skiftede til grønt, og brølende distancerede lastbilen mig. Jeg satte i fart, og så Skovlunde Station af en sidevej, mens jeg desperat forsøgte at få tempoet i vejret. Lidt længere fremme trak lastbilen ind ved et bustoppested med katastrofeblinket tændt. Hvad nu? tænkte jeg, og så chaufføren springe ud af førersiden, mens jeg nærmede mig.

Han løb ud på den tomme kørebane, og forcerede autoværnet i midterrabatten, og det gik op for mig, at jeg var nået frem til den eneste tank i Herlev der har døgnåbent, i folkemunde kendt som “Stålen”. Han skal nok bare hente smøger eller en cola, men nu gider jeg altså ikke stoppe for en cola, jeg vil bare gerne sikkert hjem.

Prustende kæmpede jeg mig forbi den parkerede lastvogn, mens jeg tydeligt kunne fornemme den kvindelige passagers øjne i nakken.

“Det er dumdristigt af ham, at han indleder stigningen uden at tanke depoterne op. Det er nærmest arrogant, men han må føle at han har benene til det, for ellers bliver han altså ramt af hammeren på et tidspunkt”, sagde Jørgen Leth.

Jeg forsøgte at overhøre det, mens jeg hamrede op ad bakken mod Vindebyvej. Fornemmelsen af igen at køre ind i oplyst bylignende miljø, indgød mig en fornemmelse af tryghed.

“Det er faktisk en fin tid. Jeg må sige, at han imponerer”, blandede Rolf Sørensen sig.

“Det store spørgsmål er nu hvordan han har det med nedkørsler? Tør han satse det det kræver for at holde forfølgerne bag sig?”

På toppen af bakken nærmede jeg mig endnu et rødt lys. Klokken havde nu passeret midnat, og der var ikke en sjæl i nærheden. Jeg tør godt satse, tænkte jeg og trillede agtpågiven over for rødt.

“Der fik vi så svaret, Rolf”, sagde Dennis Ritter, “Han satser alt. ALT! Han vil virkelig klare det her togt, som han har kastet sig ud i.”


Tordnende ned af Herlev Hovedgade, nærmede jeg mig det store kryds hvor Motor-ring-3 krydser Herlev Hovedgade. Normalt er der masser af trafik, men denne nat, var der komplet øde. Endnu engang rødt lys forude...

Men denne gang kører jeg altså ikke over, de kører jo stærkt her, tænkte jeg. Derfor trillede jeg stille nærmere, mens jeg ventede på grønt.

“Det gælder jo om at finde sine pauser på ruten, for du kan ikke køre max hele tiden. Det kan du ikke. Derfor er det fint at han liiiige tager lidt luft ind, førend han igen giver den en skalle”, sagde Rolf.

“Men han skal være opmærksom, for pludselig bliver han hentet af en forfølger”, indskød Ritter.

Jeg kiggede mig bagud, og der kom faktisk en anden på cykel. Ganske vist langt væk, men tydeligt kom en svag dynamolygte tættere på. Luften var tung og trykkende som forud for et tordenvejr.

Jeg skal fandme ikke indhentes, tænkte jeg, og efter kort at have taget bestik af trafiksituationen i de tværgående baner, stampede jeg jernhesten op i galop, og ræsede over krydset.

“Så stikker han igen. Det er en alvorlig kontra han sætter ind. Som at se Fignon i gamle dage, når han følte sig presset af Berhart Hinault. Au revoir!” Jørgen Leth gav mig credit!


Med fuld gas trampede jeg cyklen forbi Herlev Station og mod motorvejsbroen, som førte Helsingørmotorvejen over Frederikssundsvejen.

“Om lidt begynder den første alvorlige opstigning, hvor vi vil se hvor levedygtigt det her attentat mod klassementet er”, kunne Ritter informere om.

Men før jeg nåede broen, blev min vej skåret af af en højresvingende bil, der skulle af rampen på motorvejen.

“Puha! Der var det tæt på!” sukkede Rolf og fortsatte “Nu må de altså snart tage og lære det de biler. Det er dem, der skal passe på rytterne, ikke omvendt. Godt der ikke skete noget.”

“Det kan gå så grueligt galt, og det er altså risikabelt nok i forvejen. Sidst så vi jo hvordan en bil simpelthen skubbede Johnny Hoogerland durk i grøften og direkte i et pigtrådshegn. Nu må det altså snart stoppe!” Ritters forargede stemme gav genlyd i mit hovede, mens jeg rystet trillede ind i mørket under broen, mens jeg tænkte, Nu tager du den altså med ro, det her er ikke værd at komme til skade for!

“Og her skal han være opmærksom. Det er særligt i de der skift var lys til mørke eller våd vej til tør vej, at rytterne, i et øjebliksuopmærksomhed, taber en etape, ja endda hele løbet på gulvet.” sagde Rolf, og tilføjede “Det må ikke ske her, men han er så rutineret, at det gør det heller ikke. Det er godt at se”.

Ude af mørket rullede jeg denne gang gennem et kryds hvor lyset var grønt. Dejligt!

“Ja her sidder de måske og tænker at nu er det overstået, men nu begynder der altså en lang og sej klatretur, og det er altså én jeg kan huske vi frygtede, da jeg kørte, for den bliver bare ved og ved”, sagde Rolf.


Jeg kom op og stå i pedalerne og gav den en over nakken på opstigningen af den bakke der i virkeligheden er en del af Vestvoldsanlægget.

“Turen går her op mod den befæstede del af København. Det er et menneskeskabt anlæg tilbage fra 1872, hvor en borgerlig regering, mod parlamentarisk flertal vedtog at udbygge Københavns forsvarsværker. Det var et økonomisk projekt i målestoksforhold med Storebæltsbroen. Udført ved håndkraft med trillebører. Nådesløst.” Jørgen Leth var i sit es. “Han er nu på vej gennem den gamle demarkationslinje, altså det område der ikke måtte bebygges for at man kunne overskue fjenden, hvis de stormede byen. Det er udformet, så man faktisk ikke kan se at terrænet stiger, men hvis man skulle løbe op, er bakken både så stejl og så lang, at man simpelthen må opgive, og dermed stå stille og udgøre et nemt mål for dem der forsvarer”.

Jo tak, jeg kunne sagtens mærke at stigningen sugede energien ud af mig.


Men på toppen af bakken, med udsigt til Husum Torv, var det som om jeg fik ‘min anden luft’. Jeg var indenfor voldene nu, og trygheden indfandt sig. Nu var der en nedkørsel frem mod Åkandevej, før den sidste stigning mod Brønshøj Torv.

“Det er det der nogengange sker. Man finder uanede ressourser i sig selv, når man er på sit yderste. Riis var ekspert i det der.” Rolf Sørensens kloge ord pressede sig på. “Jeg husker specielt den legendariske etape til Tourmalet, hvor han stak fra Indurain, mens alle troede han var færdig.”

“Det var der han kørte i mål med fråde om munden, fantastisk syn.” Leth igen.


Det kørte for mig. Cyklen var som en levende organisme, der bare sprang derudaf. Nedad. Hurtigere og hurtigere. Jeg fór forbi Husumvej, og gav ekstra power for at holde farten, nu hvor det fladede ud.

Da jeg passede Netto, holdt der to politibiler på parkeringspladsen, med blå blink på. De har sikkert travlt med noget vigtigere, end at stoppe en uden lygter, tænkte jeg. Men for en sikkerheds skyld gav jeg den alt hvad remme og tøj kunne holde. Jeg kom forbi krydset ved Åkandevej, som heldigvis var grønt, men da jeg trillede gennem krydset skiftede lyset til gult.

Idiot, tænkte jeg. Nu har de faktisk pligt til at køre efter dig!

Derfor fik pedalerne lige en spand kul mere. Op ad bakken, kom så! Og så det sidste...

Men der, stående i pedalerne, for fuld udblæsning, uden lygter, på vej over for gult, der hoppede kæden af!

“NEJ! NEJ NEJ! Defekt!” Brølede Ritter, Rolf og Leth i kor.

Det betød at alt min vægt blev overført til styret, som samtidig løsnede sig og forsvandt! Det drejede simpelthen i leddet, og røg ud af hænderne på mig.

Hvordan det lykkedes mig at springe over styret, og fortsætte i løb, og dermed undgå at glide hen ad fortovet fatter jeg ikke, men mirakuløst nok undgik jeg selv en tur i asfalten.

“Nej, hvor uheldig må man være? Det er simpelthen både kæden og styret der modarbejder ham på samme tid. ØV! Hvad kommer det her til at betyde, Rolf?”

“Ja, først og fremmest ødelægger det jo alle chancer for en samlet sejr. Det siger sig selv. Det er lidt ligesom da Andy tabte kæden sidste år, et uheld, og BANG, så mister man sejrsskamlen. Dernæst er der selvfølgelig nogle mekanikere og sognieurs der får huden flået af! Det må ikke ske at man lades sådan i stikken.”

“Altså, jeg kommer til at mindes historien om Eugéne Christophe, som også fik defekt i bjergene, det var på nedkørslen fra Col de Tourmalet, han måtte gå ned ad bjerget med cyklen på skulderen, finde en smedje, og selv reparere sin cykel med hammer og ambolt. Men dengang var det jo mod reglerne at modtage assistance, faktisk fik han strafpoint, fordi han fik en 12-årig dreng til at trække blæsebælgen.” Jørgen Leth havde igen en rammende anekdote.


Jeg kiggede mig omkring. Tjekkede at jeg var i et stykke. Gik tilbage og samlede cyklen op. Jeg kunne rette styret, så det sad nogenlunde fast. Men kæden var sprunget af, og helt sort af et tykt lag gammel olie. Nå, men jeg er jo også næsten hjemme. Måske kan jeg skyde genvej gennem nogle af villavejene?

Jeg besluttede at trække det sidste stykke gennem natten mod kolonihaven.

“Det kommer altså til at koste ham i den samlede stilling, Dennis”, kunne jeg høre Rolf Sørensen konstatere.

So what? Det er jo bare noget du forestiller dig, der er jo ikke nogen der er efter dig!

“Faktisk ser det ud som om han allerede er blevet overhalet af de to der...?”

Jeg kiggede frem, hvor to skikkelser gik foran mig i retning mod Brønshøj Torv.

“Ja, og de har slået et hul på ca. 150-200 meter til ham. Nu skal han overveje om han kan lukke hullet, eller holde sit eget tempo, komme over toppen, og så tage tid på nedkørslen?”

Det er da meget rart, at der er andre mennesker på gaden lige nu, men de ligner ærlig talt ikke nogen jeg har lyst til at følges med, tænkte jeg. De var, efter hvad jeg kunne se, begge unge mænd i alderen 20-25 år, iført posede bukser, hættetøjer og brede gummisko.

“Det er altså en lidt uhyggelig duo han der er oppe imod! De kan godt tage det hele fra ham, hvis de spiller deres taktiske kort rigtigt”, fortsatte Rolf.

Jeg besluttede at holde deres tempo, altså ikke at indhente dem, men bevare et hul på ca. 150-200 meter.

“Det ser mystisk ud, Dennis, det er ikke som om de rigtigt kan få slået afgørende hul, han hænger ligesom i en elastik efter dem. En meget lang elastik.”

“Ja, det er faktisk lidt som om de forreste også går i stå nu?”

Og faktisk gik de hele tiden lidt langsommere. Det kunne jeg mærke, for i mit forsøg på at holde afstanden på det samme, begyndte jeg selv at tage kortere og kortere skridt, og tempoet blev lavere og lavere. Hvorfor sænker de farten?

Til sidst stod de faktisk nærmest stille. Jeg overvejede om jeg ikke bare skulle gå forbi dem. Men hvad hvis de står og venter på mig, bare for at bede om min rygsæk og min mobil? Vil jeg så give dem den? Jeg kan jo ikke engang vende om og cykle tilbage, for kæden er jo hoppet af, og hvor godt fast sidder styret egentlig?

De forsvandt ind i en port længere fremme.

“Det ser mystisk ud, Dennis. Det er nærmest som om de venter på ham?”

Der skal jeg fanme ikke forbi! Jeg vendte cyklen og begyndte at trække den anden vej. Væk! Jeg er kun i klipklappere, og kæden er hoppet af! Hvis de virkelig vil plyndre mig, så indhenter de mig snildt. Desperat så jeg mig nu om efter politibilerne fra før, og ønskede at de havde sat efter mig.

Ved Havdrupvej var et lille torv, hvor jeg trak cyklen ind, og besluttede mig for at forsøge at få kæden på igen. Med rystende fingre, som blev mere og mere smurt ind i olie, lykkedes det at få et par af leddene ud over tandhjulets tænder. Et par drej i pedalerne og så kunne den køre.

“Arh men det er jo elegant. Han klarer det selv, ligesom Christophe” sagde Leth imponeret.

Et par trapper ledt ned til en sidevej, og jeg trak cyklen ned og sadlede op.

“Hva laver han nu?” spurgte Rolf.

“Ja, det ser nærmest ud som om han forlader ruten og skyder genvej”, sagde Ritter. Leth fortsatte: “Jeg husker at Armstrong på en nedkørsel engang blev tvunget udover kanten i et hårnålesving, men fortsatte sin nedkørsel og ramte sin plads i feltet, da han på næste hylde igen kørte ing på vejen, det var stærk demoraliserende for konkurrenterne, at selv når han havde uheld, så kom han foran dem alligevel”.

Det føltes ganske vist utrygt, at forlade Frederikssundsvejens oplyste for at begive sig ned ad den dunkle villavej, som var helt mennesketom, men tanken om de to unge mænd i porten gjorde nu alligevel valget mere attraktivt.

Så stille som det var muligt, trillede jeg gennem natten, og håbede på at styret og kæden blev hvor de var. Samtidig lyttede jeg efter om de to kom løbende? Nej, intet...

For en sikkerheds skyld tog jeg dog en omvej.


Lettet trillede jeg ad vejene, men pludselig gik det op for mig, at jeg var faret vild. Vejnavne som Hvedevej og Havrevej sagde mig intet, og jeg cyklede mod næste vej, for at se om det blev bedre med landkendingen?

“Han er gået helt ned nu. Det virker simpelthen som om han ikke aner hvor han kører.”

Pludselig krydsede en ung mand på gammel, rusten, sort cykel min vej. Han kørte stille og roligt, midt på vejen. Også uden lygter. Hans tøj var helt sort. Dér fik jeg glimt af et vejskilt jeg kendte. Klintevej! Det er den vej jeg skal, tænkte jeg, mens også ‘Den sorte rytter’ svingede min vej. Jeg overvejede kort om jeg turde køre efter. Det er jo latterligt, han er nok bare på vej ind til byen eller noget. Jeg besluttede mig for at sætte efter ham, men holdt dog en vis afstand.

“Det er jo simpelthen løbsledelsen, der har en agterlanterne ud til at samle de bageste ind. Også kendt som rustvognen, den ønsker ingen at blive samlet op af.” Igen Leth.


Da Klintevej krydsede Brønshøj Kirkevej, føltes det som om der kom et koldt vindpust oppe fra kirkegården ned mod os. Jeg fik kuldgysninger, men ‘Den sorte rytter’ virkede upåvirket. I sit eget malende tempo, med knirkende tråd cyklede han over Brønshøj Kirkevej, og ned ad Højlandsvangen. Min vej!

“Det her har jo udviklet sig til et mareridt for ham. Fra at være et spørgsmål om at vinde etapen og tage tid i klassementet, er det jo nu blot et spørgsmål om at komme levende i mål”, sagde Ritter.

Næste sving skulle jeg til venstre ad Brønshøjholm Alle. Hvis han drejer ned mod haven vil jeg fortsætte i en anden retning, ligegyldig hvilken.


Men han fortsatte ligeud af Højlandsvangen, og lettet cyklede jeg ned til kolonihaveforeningens røde træport.

“Dér er den røde flamme, nu er han næsten hjemme. Kom så, godt kæmpet!”

Selvom det var mod reglementet i haveforeningen at cykle på stierne, så tog jeg chancen. Jeg høvlede ned ad den brede hovedsti, og bremsede voldsomt, da jeg kom til den sidste sidesti. Den store stållåge var lukket! Jeg tog i håndtaget, det gik knirkende i bund, men en metallisk skramlen afslørede at lågen var låst! Øverst på lågen var der fingerlange metalpigge der forhindrede enhver mulighed for at klatre over.

Med olieindsmurte fingre begyndte jeg febrilsk at gennemrode lommerne i mine bukser. Har jeg mon en nøgle der passer?

Det havde jeg, og med et suk, tvang jeg lågen op. Med et brag smækkede jeg den i bag mig, og følte en lettelse og fornemmelsen af sikkerhed, da jeg drejede nøglen i låsen indefra. Nu kan man ikke komme ind til kolonihaverne uden nøgle.


Med mere rolige skridt gik jeg ned af stien, til jeg kom til kolonihaven. Den gamle havlåge hang skævt i hængslerne. Jeg åbnede havelågen, som med et brag bankede ind i fliserne som lå skævt i flisegangen. Normalt irriterede det mig, når døre, porte og låger gik så problematisk, men denne aften føltes det nærmest trygt, at vide, at hvis nogen tog i lågen ville det skramle og brage, så man vidste at nogen var på vej ind i haven. Selvom der naturligvis ikke kommer nogen. Hvorfor skulle der det?

Da jeg gik mellem to buske, tråde jeg med ansigtet direkte ind i et edderkoppespind. Det var fuldt med dug, så det føltes vådt og klistret. Et kort strejf af panik ramte mig, men alle aftenens episoder fik mig til at føle at det her nærmest var a walk in the park.


Da jeg først kom ind i huset sænkede freden sig.

“Som et Khatar-slot i Pyrenæerne, ligger kolonihavehuset som en sikker sidste skanse at trække sig tilbage til.”, sagde Jørgen Leht.

Mit hjem, er mit slot, tænkte jeg, og overvejede om jeg nu havde fået skræk nok i livet til at skrive. Eller havde jeg? Alle de nær-døds-oplevelser og skræmmende episoder jeg havde oplevet, var jo endt godt. Primært var det nok bare uhyggeligt inde i mit hovede?

Hvad var egentlig uhyggeligt? Jeg tog min liste frem:

Edderkopper

Insekter

Mordere

Hjemmerøverier

Naturkatastrofer

At miste dem jeg elsker

At reglerne ikke overholdes

Overnaturlige fantasimonstre

Invaliderende sygdom

Livstruende sygdom

Krig

Trafikuheld

Offentlig ydmygelse

At være alene om natten.


Bortset fra hjemmerøverier, krig og invaliderende sygdom, har jeg jo oplevet det meste. Faktisk mangler jeg egentlig kun at sidde med ryggen til åben dør, og skrive om natten. Resten er jo gået godt, så mon ikke jeg også overlever nok også det?

Så jeg overvejede om jeg turde. Mens jeg samlede mod satte jeg vand over til kaffe. Jeg kunne høre nogen gå på gruset på hovedstien, mens de snakkede. Hvad de snakkede om kunne jeg ikke høre, men jeg forestillede mig, at det var de to unge mænd fra Frederikssundsvejen der havde fulgt mig herned. Hvor sikkert er et kolonihavehus egentligt? Kan man ikke gå ind gennem døren selvom krogen er sat på?

Jeg beroligede mig selv, og huskede på den store stållåge, med Ruko-lås og pigge på toppen. Den kunne man ikke forcere uden nøgle. Vandet kogte, og jeg hældte nescafé i en kop. Duften bredte sig, og jeg gik ud i havestuen, hvor min computer var færdig med at starte op.

Intet menneskeligt vil kunne forcere den låge, men hvad med monstret i mosen? tænkte jeg og smilede for mig selv.

Jeg satte mig og kiggede ind i skærmen. Åbnede et blankt dokument for at skrive om alt det uhyggelige jeg havde oplevet, da jeg blev afbrudt at den høje knirkende skramlen som afslørede at nogen eller noget havde åbnet havelågen...

fredag den 15. juli 2011

Black Power

Se engang hvad den blå avis har skaffet os!


En espressomaskine til indbygning. Det er da for vildt... Med kværn og magasiner og skummer og alt der kan tænkes. Så nu sidder vi dagligt og eksperimenterer med forskellige former for luksuskaffe


The winner takes it all vol. 2

Hvorfor? Grisen bliver jo ikke federe af at blive vejet!

Alle der underviser er enige om én ting. Karakterer er et nedslagspunkt, et øjebliksbillede, og usikkerheden forbundet med lodtrækningsheld og personlig kemi mellem elev og underviser gør også at dygtige elever kan få dårlige karakterer og omvendt.
Alligevel er der ingen tvivl om at skoler i ressourcestærke områder har en fordel i forhold til skoler i ressourcesvage områder. Det siger sig selv, at der i en skole med en stor omsorgsopgave, det være sig opdragelse og konfliktløsning eller indberetninger af omsorgssvigt, bruges der både mere af lærernes tid og elevernes tid på arbejde der kunne være blevet til undervisning i stedet.
Derfor vil ministerens genistreg garanteret vise at der på ghetto-skoler er tendens til lavere karakterer end ved strandvejen. Surprise!
Ministeren afviser det, ved at sige at der i rangordningen vil blive taget højde for sociale forskelle, dårlig kulturel baggrund (dejligt udtryk iøvrigt) mm.
Her er det så at regeringens ydre svinehund kommer bjæffende ud af hundehuset. Der er ingen grund til at tage hensyn til det. De dårlige skoler er dårlige og det skal ikke skjules!

På sin vis er jeg enig med DF (thats a new one!). Men jeg mener bare at det er på tide at få fokus på de skoler der klarer sig dårligt, og så tilføre dem ressourcer, så de kan komme op på niveau og blive attraktive, og det er jo nok ikke det Ministeriet for afvikling af folkeskolen har tænkt.
I en tid, hvor landets royale overhovede vælger folkeskolen til, og dermed sender et meget stærkt signal om at det her samfund ikke har brug for splittelse og elitær tænkning, men derimod integration på alle planer, der lægger vores regering sig i selen for at jage dem der har råd over i private skoler, og så lade resten sejle deres egen sø. På den måde kan vi sænke skatten, men hvem er det de forestiller sig vælger de skoler der scorer lavest?

Hvad siger det om en skoles kvalitet, når jeg skal sætte min 6-årige datter i børnehaveklasse, at 9.klasse forlod skolen som landet 465. bedste?
Hvordan stiller det hende?
Begrænser jeg hendes muligheder?
Gør jeg dem bedre, hvis jeg vælger en skole hvor 9.klasserne var helt oppe og være nummer 234?

Skal skolerne også rangeres efter hvor højt de vægter sammenhold i klasserne?
Eller tolerance for forskelligheder?

Hvad er det den rangering skal bruges til? I just don't get it...

torsdag den 14. juli 2011

Please forgive me!

"Sur Far 1976-?"
Det er nok hvad der ville stå på min gravsten, hvis jeg faldt død om i dag, og min ældste søn skulle skrive teksten.

Men for fanden, hvor er han bare anstrengende! Jeg ved godt, at det er politisk ukorrekt offentligt at give udtryk for andet end begejstring og beundring for sine børn, men jeg tillader mig det alligevel.

For tiden kører vi et tema der minder lidt om USA's udenrigspolitik i mellemøsten. Jeg VED, at jeg er den stærkeste, jeg VED at mine normer er de rigtige, og jeg VED at jeg har ret! Alligevel stikker han gang på gang næsen frem, bevidst og ubevidst.
Det er på alle fronter at jeg er tvunget ud i min egen personlige war-against-terror. Når han spiser, er den sikker som amen i kriken. Der spildes. Det er ikke kun det. Der spildes fordi at time-is-money-princippet gør at drengen konsekvent overvurderer bæreevnen på skeer og gafler, og i forsøget på effektivt at få overstået måltidet, i stedet effektivt får det spredt ud på tøj, stole, gulve, borde og hvad der ellers er i nærheden. Hvis ingen giver udtryk for at have set det, så efterlades spildt mad hvor tyngdekraften påbyder det!
Tør op!
Tag mindre på gaflen/skeen!
Ryk ind til bordet!
Jeg kan høre mig selv blive mere og mere anstrengende at sidde til bords med. Men det er da for fanden ikke mig der sidder som en kulinarisk Etna og spyr fødevarer i en lind strøm ud over omgivelserne.
Til gengæld er det mig der har oprydning/rengøringstjansen, og derfor også mig der sidder og brokker mig i en uendelighed.

Når Ældsteknægten og Yngsteknægten ikke føler mit klamme åsyn på deres rygstykker er de begyndt en ny paradedisciplin: Drama-drama-råbe-råbe-smæk-med-døren-banke-banke!
Jeg har varslet at dørene er afmonteret næste gang de kommer efter at have været hos deres mor.

Måske skal jeg bare glædes over at vi har ferie, og derfor ikke også skal bøvle med Har-du-lektier-for-quizzen, hvor jeg skal spørge på den helt rigtige måde, til de rigtige fag hvis ikke jeg bare vil spises af med et nej?

fredag den 8. juli 2011

Mysterious girl

Jeg er efterhånden midt i 30'erne, og det samme er de fleste af mine venner. Når vi snakker sammen, går det op for mig, at vi alle har mere eller mindre sammenfaldende oplevelser med kvinder. Derfor spørger jeg nu til råds: Har kvinder i midt 30'erne også sammenfaldende oplevlser med mænd? Og hvis ja, hvilke klichéer findes der så?

Jeg er da godt klar over, at det langt fra kan generaliseres til alle, og skulle du være kvinde, og føle at 'du da overhovedet ikke kan genkende den beskrivelse af dig selv', så lad være med at fare tosset i krudtkammeret. Beskrivelsen er ikke lavet ud fra grundig emperi, bare sludder mellem nogle halvgamle mænd. Men here we go:

Den moderne kvinde:
  • Trives bedst med at uddanne sig. Så kan hun i fremtiden få et spændende og udfordrende arbejde, der på sigt vil være en god investering.
  • Vil gerne have børn, men ikke for tidligt. Så er det jo en hindring for karrieren.
  • Har altid en grund til at det er mere synd for hende, når du har et problem.
  • Lider af samme grund af ansvarsforflygtigelse. Det er aldrig hendes skyld! Din fejl, din skyld. Min fejl, din skyld! Nogen på job er dumme, nogen i familien er dumme, du er som mand dum, vennerne er dumme. Erstat dum med tarvelig, lusket, ondskabsfuld eller overfladisk. Bottom line, det er andres ansvar når noget går galt.
  • Damebladslæsning er en rettighed, ikke et tidsfordriv.
  • Vil behandles som en kvinde, forståes og lyttes til, og have blomster og komplimenter. Hun vil have lige ret (mest til hende) til fjernbetjeningen og dermed veto over hvad der er godt. Champions League NOT! Bruden kommer til middag hos HOT!
  • Er klar over at kvindefrigørelsen var et oprør mod kvindeundertrykkelse, og selvom hun gerne vil sættes i bås som kvinde, når det handler om opmærksomhed og ros, så skal hun ikke undertrykkes til at lave mad, gøre rent og rydde op. Det er jo ikke halvtredserne.
  • Vil ikke arbejde. Det er altid mere interessant at være between opportunities, så man ikke er lagt fast på noget, hvor man skal dukke op hver dag.
  • Kræver sit eget space, men forstår ikke at fodbold kan være vigtigt, hverken i fjernsynet eller nede på boldbanen.
  • Mener godt at hun kan passe ind i ALLE mandens interesseområder, hvorfor hun ikke forstår, at han ind i mellem ser venner UDEN hende.
  • Synes sex er overvurderet og "hvorfor er det din lyst der skal være i centrum?". Sådan er det ikke i starten af et forhold.
  • Mener hun kan gøre alt lige så godt som en mand. "Jeg bøvser, slår søm i og kører lige så godt bil! Men gider du ikke lige hænge den hylde op?". Hårde vægge er efterhånden den eneste bastion vi har tilbage vi kan kalde vores... Gipsvægge banker hun bare alt muligt spidst i med en hammer eller bagsiden af en dåse.
  • Mener mandehumor er chauvinistisk og plat, men synes iøvrigt at det er meget nemmere at være venner med drenge, for 'kvinder er så komplicerede'.
Nu har jeg heldigvis fundet en kæreste der kun på få punkter lider af Moderne Kvinde, og det endda i en mild grad, men jeg kender også mænd, som døjer med voldsomme udbrud. Endda i en grad så de bliver smittet. En jeg kender gik til dans med sin kæreste i flere år? Andre er lige så velbevandret i SATC som deres koner/kærester.

Men spørgsmålet var egentlig ikke om jeg har ret i min generalisering, og formålet var som nævnt ikke at provokere, men derimod at spørge, er der nogle mandefælder der først viser sig over tid? Gør vi som gruppe nogle ting der frustrerer og irriterer vores kvinder? Jeg kunne da have mine egne overvejelser, men vil hellere høre jeres?

PS. Som nævnt er det ikke et aktuelt personligt problem, så don't jump to conclusions or rescue, jeg har ringet og spurgt om lov til at skrive det!

All alone...

Jeg vil gerne blive bedre til at skrive. Derfor har jeg læst en del bøger som andre har skrevet. Jeg noterer mig hvad jeg synes virker, og hvad jeg ikke synes virker. Derudover har jeg fået Thomas Oldrups bog "22 tricks til bedre skrivning", som jeg før har haft mellem hænderne, men var nødt til at lade fare, fordi jeg skiftede arbejdsplads.

Men nu skal det være. Jeg SKAL altså til at i gang! For skrivning er ikke noget man kommer sovende til. Lige som i fodbold, kan man godt have talent, men ingen talenter klarer noget uden hård træning. Stephen King har engang sagt: "Hvis du løfter vægte en halv time hver dag, så får du store muskler. Hvis du skriver halvanden time hver dag, så bliver du en god forfatter". En jeg læste på seminariet med har en anden version: "Hvis du sætter to millioner aber ved to millioner skrivemaskiner, så kommer der en tekst". Pointen er at kvantitet i sig selv er fremmende!

Til dagligt undskylder jeg mig selv med at jeg ikke har tid til at forfølge mine skriveidéer, pga. dagligdag. Derfor så jeg også en mulighed for at få skrevet noget i denne uge, hvor jeg har været i min mors kolonihave helt alene. Jeg har bare ikke været så pokkers inspireret?!?!
Min intention var at skrive noget gys, men det er netop ikke blevet til meget. Hvilket har frustreret mig en del. Faktisk i en grad, så jeg er begyndt at udfordre mig selv, til at gøre ting jeg ellers ville være for bange for. Hvis jeg skal skrive noget gys, så er jeg jo nødt til også selv at synes det er uhyggeligt.
Derfor har jeg lavet en hel liste over ting der skræmmer mig, og har så forsøgt at sætte mig selv i de situationer. Jeg har blandt andet gået gennem flere edderkoppespind, har siddet med ryggen mod døren, har været vågen om natten, har sovet om natten, har kørt på cykel uden hjelm, spist mad der var på grænsen af holdbarhed, har kørt fuld på cykel... uden hjelm og en hel del andre ting, for netop at fange stemninger, tillægsord og fornemmelser. Men først og fremmest har jeg været alene, noget jeg altid har været utryg ved. Desværre er der sket det, at jeg ved at konfrontere min frygt, har oplevet at den er blevet mindre. Hvis jeg skulle skrive det her, så ville det jo ikke være rigtig uhyggeligt, har jeg tænkt hver gang, men jeg håber meget at noget af det har virket, og at noget finder vej til bloggen, omend i fiktionsform naturligvis!

onsdag den 6. juli 2011

Mormors Kolonihavehus




Eller retter sagt Farmors Kolonihavehus, det trængte til nye vinduer... Så dem har jeg sat i!







Og her sidder jeg så, med kolde øl, varm saft, god musik, ingerfærkager og internet! Ikke dårligt...

tirsdag den 5. juli 2011

Brothers in arms



For tiden er jeg i København for at sætte vinduer i min mors kolonihavehus. Men en del af ugen skal jeg også return a favour til min lillebror, fordi han gad køre vinduerne fra Jylland til København.

Og det er sjovt det der med søskende, for jeg synes faktisk at jeg sætter mere og mere pris på min bror efterhånden som vi bliver ældre. Det er sgu ikke fordi jeg ikke værdsatte ham da vi var mindre, men med 3 1/2 år mellem os, så var der lige et par teenageår, hvor vi bare var et forskelligt sted.

Nu er vi begge i 30'erne, er i parforhold og har syv børn tilsammen (næsten syv da). Vi har uddannelse og fast ejendom. Vi snakker biler, job og lånemuligheder. Måske lyder det kedeligt, men det er det faktisk ikke. Min bror er nemlig for fed. Altså ikke i omfang, omend han med sit stillesiddende teknokraterhverv har lagt sig i spidsen på vægten. Tror jeg nok?

Min bror er typen der har sit fadølsanlæg og en rest på 15 liter med i bagagerummet, når han kører mit skrammel til Jylland i trailer, fordi jeg ikke selv ejer en bil. Han er også typen der køber en hund på 50 kilo, som ikke tør gå på trapper, men så kigger på mig med et udfordrende glimt i øjnene og siger: "tager du forbenene eller bagbenene?", hvorefter jeg finder mig selv tumlende hans køter på min sneglatte trappe, og flad af grin vælter ind i stuen med møgkræet i skødet.

Min bror er typen der klunser tusinde brosten i den blå avis til en indkørsel, men så ombestemmer sig og nu forsøger at lave bedkanter i hele haven! Han er et af de mennesker der forstår mig bedst, og som altid er positiv og forsøger at finde en mæglende vinkel, når mit temperament løber af med mig i frustration over omverdenens manglende hensyntagen til mig!

Han er den eneste jeg kender der til loge-træf går i svømmehallen med Speedoes og svømmeskjorte! (yep, sådan en hullet syntetisk sag med Hawaiprint) og kigger på resten af os og spørger alvorlig hvorfor vi har sådan noget kedeligt badetøj?

Og hvad er det med brødre? Det er som et usynligt bånd der strækker sig gennem tid og rum, for selvom vi ikke ses tit, så er det som om vi bare samler op fra sidst uden tilløb... Det er ikke helt urimeligt at tale om en instinktiv forståelse. Der er talrige andre eksempler, f.eks. brd. Laudrup.


Vi spillede også fodbold sammen altid, faktisk dyrkede vil masser af sport både sommer og vinter.


Men i disse Tour de France tider, vil jeg lige indskyde at Danmark havde et cyklende brd.par længe før Luxemburg. Og selvom det var langt forud for hjelmpåbuddet, så gik vi forrest i kampen for sikkerhed og omtanke...

(bemærk cykelstyret i bunden af billedet; orange Centurion med gearskiftere på stellet!)

Nu venter jeg spændt på weekenden, hvor vi igen skal slå et hul i jorden og hygge os!

mandag den 4. juli 2011

Far away

Når man er så langt fra hinanden, at man ikke kan røre, så er det heldigt, at sms og internet kan få afløb for lidt nærhed pr. distance.

Omtrent som dette...

Please tell me why

Mit portugisiske er ikke så godt...

Midt om natten

- Fik du låst døren, spurgte hun mig, da vi endelig lagde os i sengen.

- Ja, det tror jeg nok. Men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var sikker. Og alligevel syntes jeg, at jeg havde låst døren, det havde jeg da?

- Jeg gider altså ikke rende derned i bar røv nu, mumlede jeg træt.

- Det gider jeg heller ikke sagde hun søvndrukkent, og tilføjede, der sker nok heller ikke noget. Alligevel kunne jeg godt mærker at jeg ikke var helt sikker.

Jeg prøvede at skubbe tanken væk, når jeg nu skulle forsøge at arbejde med det hun lidt kærligt omtalte som mit OCD-light. Derfor blev jeg stædig liggende og ventede på at søvnen overmandede os.


***


Pludselig vågnede jeg og tænkte, der er nogen nedenunder!, eller var der?

Jeg lå lidt i sengen og lyttede. Det var bælgmørkt, og klokradioen lyste 3:45.

Nej, det var nok bare den der fornemmelse fra jeg faldt i søvn?

Jeg vendte mig på den anden side og lukkede øjnene i. Alligevel ville søvnen ikke rigtigt komme.

Og så hørte jeg det igen. Trin i stuen!

Hvad fanden skete der?


Jeg vækkede hende forsigtigt.

- Der er nogen nedenunder!

Hun var lysvågen!

- Hvad gør vi? spurgte hun.

-Jeg går derned, så stikker de nok af!


Forsigtig listede jeg ud af sengen, mens jeg ledte efter lidt tøj at putte på kroppen. Hvis jeg skal overraske en indbrudstyv, så skal det ikke være i bar røv, tænkte jeg.

Da jeg havde fået et par bukser på, så jeg mig omkring efter noget at slå med hvis det kom til det? En hårtørrer? Nej, den er sgu ikke så farlig, men hvad så?

Febrilsk så jeg mig omkring, mens jeg nu tydelig kunne høre nogen bevæge sig omkring dernede. Der var ikke rigtig noget der duede, men på hendes skrivebord lå en stofsaks fra et sy-projekt. Kunne man ikke stikke med den, hvis det endelig kom dertil?


Med rystende hænder åbnede jeg soveværelsesdøren og trådte ud på trappereposet. Jeg forsøgte at huske hvilke trin det var der knirkede, og listede på bare tæer ned ad trappen. Hvad vil du egentlig gøre, hvis der nu er en dernede? Eller flere? Stands eller jeg klipper?

Jeg måtte erkende, at det nok ikke var så smart, og hvad nu hvis jeg rent faktisk endte med at stikke en med saksen?

Jeg listede videre, og så skete det der ikke måtte ske. Et af de gamle, skæve trappetrin knirkede. Ikke højt, men højt nok. Det må de have hørt? Jeg standse. Lyttede...?

I kælderen ligger min lægtehammer. Den har en modbydelig spids, og er tung, men hvis jeg går videre ned, så er der jo frit op til hende og børnene? Skal jeg tage chancen?

Der var intet at høre! Er de væk? Jeg havde jo ikke hørt nogen tumult eller panik?


Jeg ventede, holdt vejret, og kunne mærke at pulsen var galloperende høj. Det er den slags sman læser om. Hjemmerøverier der går helt galt! Hvis jeg henter den hammer og de er flere, så har jeg lige bragt dem et våben. Er det smart?

Et minut gik, mens jeg stod musestille på trappen. Halvvejs nede. Otte, måske ti, trin til kælderen. Der lå hammeren?

Stadig intet nedefra? Jeg åndede ud. Det er nok ikke noget? Jeg har drømt. Jeg ventede et minut mere...

Stadig intet. Nu går jeg altså ned efter den hammer, og så kigger jeg stuen igennem og tjekker at hoveddøren er låst, så jeg kan få min nattesøvn. Det her er for...

Der! Der var lyden af skridt igen! Jo den er god nok. Jeg fløj ned af trappen. Der lå hammeren. Med den i hånden og adrenalinen i blodet spurtede jeg tilbage, hev døren til stuen op, og tændte lyset! Intet at se?


Jeg fór gennem stuen og ud i køkkenet, hvor jeg tændte lyset... Stadig intet!


Med bankende hjerte gik jeg det hele grundigere igennem, kigge bag møbler og døre. Heller intet, men jeg havde hørt noget. Jeg gik hen til gadedøren. Den var låst...

søndag den 3. juli 2011

On the road again

Så kom dagen, hvor ungernes sommerferie for alvor startede. 7 dage i sommerhus med min far og DKNO. Det er en fast tradition, at de holder en uge med deres farfar i sommerhus! Men modsat andre år er jeg ramt af kollektiv trafik, fordi jeg i år ikke ejer et automobil. Det har fået mig til at entrere med statsbanerne, omend det nok bliver en meget kortvarig flirt!

Ungerne kom hjem til os i går, og efter at have sagt goddag, blev de kommanderet i geled op og pakke tøj og bøger til turen. Imens bagte jeg en røvfuld pandekager til morgenmaden forud for odysséen i med DSB.

I morges stod vi så op, spiste pandekager og spadserede til banegården (det hedder det i Horsens, også selvom der kun er en station!). Nå, men afsted det gik, med hver deres tornyster på ryggen og cykelhjelmene clipset bagpå, lignede de en lille gruppe overprivilligerede børnesoldater på strækmarch!
Vel bænket i toget, erfarede jeg, at vest for 'bælterne', fungerer jernbanedriften upåklageligt og til tiden. I slagelse hoppede vi af toget på minuttet, og efter at have afleveret mine børn til deres farfar, skulle jeg videre til Norden Venedig aka København. 11.52 skulle der komme en vogn 21, hvor vinduesplads nummer 75 var min!

11.52 kom... vogn 31 og 32? Da jeg spurgte togmanden (hedder han ikke en togfører, også selvom han intet fører?) om jeg havde misforstået noget grinede han bare og sagde: "Hop ind, vi finder ud af det". Det mindede mig om en episode med Svenska Järnvägan, så optimistisk entrerede jeg kabinen. Imidlertid var det vi 'fandt ud af', bare at 'RYK IND I VOGNEN DER ER FRISK LUFT. SÅ KAN I STÅ I MIDTERGANGEN DER".

Nøj! Frisk luft til min ståplads, for bare 30,- ekstra? Godt man ikke sparede sin pladsbillet, men på tryk havde krav på en indendørs ståplads!

Turen skulle tage en time, og jeg er jo ung og rask, så stå op en time skulle man da nok kunne holde ud?

Uheldigvis havde jeg ikke bedt om en stille-ståplads, så jeg kom til at stå mellem et hashvrag på vej hjem fra Roskilde (Hvordan han så end kom på i Slagelse) og op ad en siddeplads med en af den slags seniormødre (meget gammel småbarnsmor) som er ulidelige at være i nærheden af, fordi hun har en fuldstændig forskruet forståelse af hvad hendes barn magter og forstår. En af dem der slutter alle sætninger til bare med et spørgende (ik å?) som om en umælende toårig pludselig ville sige "Nej moder, det synes jeg faktisk er aldeles ufornuftigt. Jeg gør det ikke!" misforstået er det i hvertfald at spørg det lille krapyl om alt mellem himmel og jord, som om den lille fede hennafarvede klump er et omkravlende orakel der har en fucking grusgrav af de vises sten i bleen!
"kan du ikke dit?"
"Vil du dat?"
"Det er ikke så godt for det kan vi ikke med alle de mennesker vel? Ik å?"
Resultatet er en pisseirriterende toårig, som konstant søgte grænser og dermed ikke var detlille charmecentrum som små børn normalt er!
Infernoet af føleriopdragelse blev dog sporadisk afbrudt, når Roskilde-duden passede sit 'telefonsælgerjob' og lavede aftaler om hvornår han var hvor i København!
Pludselig troede jeg at en ældre dame havde fået et ildebefindende da hun faldt til jorden for mine fødder. Det viste sig bare at konen, som sikkert var pensioneret pædagog, blot ville se om hun stadig kunne huske alle sangelegene?
Stor var den toårige skræk, da hun stak sin krogede hekseklo frem og greb hende i kinden mens hun messede "Hjemme i min farmors hus... er der frygtelig mange mus... det kribler... og krabler... på border... og bænke... ja selv i min seng vil du tænke... men sætter man musefælder op? VIPS så er de væk!" Jeg kan den ordret, for hun gentog den 20 gange med håndtegn som en street pædpensionist, indtil hun konstaterede (for barnet?): "Uha, det er lige tæt nok på, det kan jeg ikke li, hva?"

Oh really?!?! Så kravl venligst ud fra mine ben og lad krapylet være!

Det blev kun bedre af at toget var ca. 45 minutter om at starte-stoppe-trille fra Hjøje Tåstrup til Hovedbanegården! Vi nåede også "En elefant kom marcherende" (op til 10 elefanter) og "Lille Peter Edderkop" (3 gange). Da barnet begyndte at virke uoplagt ud over det meget tydelige opfandt hun da bare sin egen sang "Jeg er så trææææt...! Jeg vil sove, sove, sove, sove" som en Oldie Medina!

Hun var 10 minutter fra en hurtig men smertefuld togulykke, når man i 40 graders varme er indespærret i en sardindåse med 200 andre og kan se ud på perronen, som vi bare ikke må gå ud på førend der bliver givet grønt lys? Hold så op med at synge nu!

Jeg er nok bare vokset fra det med kollektiv transport. I mit kommende far-til-fire liv, der vil jeg erhverve mig et automobil der kan fragte os, af hensyn til andre passagerer, for at undgå syngende facere og for at slippe for at blive opdateret på dagsprisen på 'festivaludstyr'.

Dagens optur. Jeg forlangte pengene tilbage for billetten - og fik det! Mens jeg ventede i køen for at brokke mig, blev jeg antastet af en ældre nordmand. Han og hans kone skulle nå et tog om 10 minutter til Stockholm, og køen var 15 meter lang?
Selvfølgelig tog jeg min bagage og stille mig bagest i køen og lod den ældre mand købe sin billet. Bagefter kom han hen og gav mig hånden. I håndtrykket afleverede han 100 kr, som han nægtede at tage tilbage.