fredag den 31. december 2010

Betragtninger om forskelle på Danmark og Sverige

I Danmark hedder det en motorvejsafkørsel. I Sverige hedder det "motet", at sammenligne med "mødet", undeforstået hvor to veje mødes. Jeg ved godt hvad jeg synes lyder mest poetisk, "Brøndbystrand afkørsel" eller "Segmo-motet"...

mandag den 20. december 2010

Sidste øjeblik

Hvis man har 80,- for meget, så ville jeg blive glad, hvis jeg modtog denne her med posten. Det er Torben Steno og Johan Olsen der spiller syrede, socialistiske sange om et alternativ til den virkelighed vi lever i.

Måske regeringen trænger til et eksemplar?

Den kan købes her...

Tænk at han er gift med en lærer?!?

Hun skulle skamme sig... Hun må da arbejde under et andet efternavn!

Ondskabets dynasti står for fald


Jeg faldt over denne blog, I love cake, hvor Alexander har fundet the missing link mellem menneske og abe. I dag vil der være storm om Bertel Haarder, pga. noget med et uretfærdigt spørgsmål, som han ikke aner en skid om, hans livret og hans kone, men bag det hele sidder mørkets dronning og forsøger at tænke for regeringen... Ikke underligt det ser sløjt ud!

søndag den 19. december 2010

Om at sætte sig spor i tilværelsen

Da jeg for ca. 14 år siden fandt ud af, at jeg skulle være far, var selvfølgelig glad. Livet skulle deles, det var et mirakel og hvor var det dog fantastisk. Og. Alt. Det. Der. Men der skete også noget andet; jeg blev ramt af alverdens bekymringer, for alt, som i ALT, kunne gå galt. Med barnet. Med dets mor. Med mig!

I forskellige mareridtsagtige scenarier tog jeg forskud på sorgerne ved at drømme/fantasere om de frygteligste ting, der kunne ske. Om det var et forsøg på at gennemtænke det hele, for at kunne sikre mig mod uheld eller hvad det var, det skal jeg ikke kunne sige, men jeg blev ihvertfald meget bevidst om min egen dødelighed, og dermed også angst for at det skulle ske.
Særligt optaget var jeg af tanken om at dø for tidligt, før jeg ligesom havde oplevet det jeg skulle, før jeg havde sat mit aftryk på verden (hvor selvoptaget har man lov at være? Men det er min blog mkay?). Jeg havde svært ved at pege på noget, jeg gjorde rigtig godt (nej nej, det er ikke selvrevselse vi er ude i, og jeg-er-så-dårlig-sig-jeg-er-god-ynk, men blot en konstatering af at jeg følte mig meget gennemsnitlig, men dermed også ret ligegyldig).
Når jeg kiggede i min omgangskreds, så var der masser af dygtige og succesfulde mennesker, som var bedst til noget. Min morfar er f.eks. verdens bedste DR-medarbejder-til-at-forklare-jazzens-betydning-for-udfaldet-af-anden-verdenskrig og har lavet radioprogrammer nok til at båndsløjfe DR's sendeflade i et års tid, hvis de virkelig skal spare. Min lillebror fik sin første fodboldkontrakt som 15-årig og tjente dengang ca. startlønnen for en lærer ved at spille fodbold efter skoletid!??! Min farfar var udøvende kunstner og lavede anerkendt og salgsbar maleri og keramik, når han ikke udgav digtsamlinger. Lige sådan var der også eksempler på klassekammerater der kom på landshold i håndbold, svømning, blev piloter, læger, advokater mm.
Jeg havde giftet mig ind i en svigerfamilie af megalomane svigerfædre, som i deres egne øjne var mere autentiske end Søren Ryge, Bonderøven, Piet Van Deurs og Carl Mar Møller i jagten på det sande mandeliv, nemlig at bygge sit hus, dyrke sin mad, jage sine kvinder og styre sine børn. Det lyder måske hårdt, men de to mænd, svigerfar og bonussvigerfar, de viste mig, at med mørtel, søm, hammer og knofedt, der kan man skabe noget der står som en slags monument over ens indsats. Man behøver ikke nødvendigvis være læge eller professor, selvom det var/blev de også, men med visioner, værktøj og tid, kunne man faktisk skabe noget der ville vise at man var her! Det var en eye-opener af de helt store, og jeg blev så inspireret, at jeg selv kastede mig ud i selvbyggertilværelsen.
Vi flyttede på landet, for nu skulle den indre stenalderbonde findes frem, og han gemte sig i Silvan (senere i Jem & Fix). I syv magre år, slæbte jeg tømmer og tagpap i en bibelsk strøm fra byggemarkedet hjem i ruinen. Men da de syv fede år ligesom udeblev, bristede illusionen mere og mere. Jeg kunne se, at selv med 14 magre år endnu, ville jeg aldrig blive færdig. Det hjem jeg forsøgte at skabe for MUM og ungerne ville børnene aldrig nå at nyde, for de ville være flyttet hjemme fra længe inden det ville være en nydelse!
Der er et afsnit i Robinson Crusoe, hvor han bygger et skib, så han kan forlade sin øde ø. Skibet bygger han i skoven, hvor han er tæt på tømmer, bagefter er hans tanke at graven en kanal til at få det i vandet. Da skibet er færdigt, og han begynder sit gravearbejde, så opdager han, at vand ikke kan løbe opad! Derfor skal kanalen graves til under havoverfladen, for at vandet kan løbe ind til skibet... Han regner nu på antallet skovlfulde der skal til pr. meter kanal ganget med det antal meter der skal graves, divideret med det antal skovfulde han kan grave om dagen. Konklusionen er, at hvis han graver uafbrudt hver dag, dog med fri juleaften, så vil han være ca. 200 år om at grave skibet fri af skoven!
Omtrent sådan en erkendelse havde jeg, da jeg en nat lå og begyndte at tænke over det at sætte sig spor. Jeg kan da godt bruge mit liv på at sætte et hus i stand, men når jeg en dag er væk, så vil dem der bor i huset, rive vægge ned, lave andet køkken, måske vælte huset og bygge et nyt? Jeg kan slet ikke forene monumenttanken med at tænke på istid! At en kilometertyk iskappe om et par tusinde år MED GARANTI har trykket mit hus fladt, skrabet det til tyskland og efterladt det der med smeltevand (og her hjælper vejsalt og sneskovl altså ikke). Dont get me started on meteorshower og jordens undergang, for solen vil brænde ud, og jorden vil blive ramt, så lad være med at tro dit designertapet eller dine Lene Bjerre lysestager er udtryk for uforgængelig god stil der kan modstå tidens tand. Det kan det ikke!
Derfor gik jeg væk fra tanken om at bygge et hus, der til evig tid vil vidne om at jeg var her. Måske man skulle male, eller skrive? Men ved I hvad, forleden læste jeg noget min gamle chef havde gengivet fra en eller anden terapeut. Livet er en række af nu'er! Det nytter ikke at kigge bagud, for det er forbi og kommer aldrig igen, det nytter heller ikke at forsøge at forudsige fremtiden, for det kan du ikke. Vær opmærksom på nu'et, det er her du er nu, få mest muligt ud af det, og accepter det der før var nu, nu er før. Glæd dig til det nu der kommer nu, det bliver sikkert alle tiders!
Når man tænker over det, hvem er det så af døde mennesker man husker? Hvilke kendte døde husker I? Carl Åge Præst og Sofus Krølben er jo kun kendte afdøde landsholdsspillere fordi de havde sjove navne. Derfor vil ikke engang Preben Elkjær eller Poul Nyrup blive husket. Næh, de eneste der virkelig skiller sig ud i verdenshistorien, dem der har sat spor der ikke glemmes, det er gale statsmænd, som organiserede massemord og andre uhyrligheder, som var så grusomme, at vi ikke kan glemme dem. Fra Farao, over Columbus, til Hitler og Stalin. Måske Gandhi og Jesus falder lidt ud, men drys Djengis Khan og Henrik d. 8. ud over, så smag så på retten. Dem der virkelig sætter spor på vores kulturkreds historie er usympatiske, afstumpede mordere, som primært huskes for deres ringeagt af menneskelivet. Hvilke kendte nulevende danskere vil stå for eftertiden som vigtige: Psykopatmorderen Peter Lundin, Den sidste dansker med slaveejeradfærd, Jørgen Leth og en statsminister der ikke var bange for at sende os i krig, Anders Fogh, så se bare hvad jeg siger...
Derfor er min ambition om at kunne ses når jeg er væk ikke længere presserende, for arbejdet med at komme i deres selskab kræver mere af mig end jeg er villig til give.

Vil jeg stoppe med at sætte mig spor? Næh, men jeg tror jeg har ændret fokus; ved at være i nu'et, vil jeg sætte mig spor hos dem jeg er sammen med, og det er nok heller ikke så skidt?

PS. Dem der læser det her som en afsværgelse af hjemmebygfetishen, skal ikke regne med det! Jeg vil bare kunne bygge for sjov, ikke for eftertiden!

lørdag den 18. december 2010

Klamme stodder

"Julen er hjerternes fest" (sig det med indfølende, sænket toneleje og et gavtyveagtigt smil på læben og et varmt glimt i øjet), og bræk dig så i lårtykke stråler over dig selv og din integritet, når du afleverer pengene for det i banken! Kæd den nye smartphone sammen med jul i primetime og påvirk alle unger i landet til at koble samvær og hygge med om deres forældre vil ofre en telefon på dem!!! Skam dig .....

torsdag den 16. december 2010

Man har et motto til man tager et nyt

Hellere skide det ud, end at smide det ud! Det har været mit valgsprog gennem min egen personlige finanskrise, men no more, baby! Dels er min økonomi blevet bedre, og dels har jeg på den bitre måde natten igennem erfaret at ikke alt der glimter er guld, eller mere præcist ikke al spaghetti med kødsovs der ser lækkert ud i køleskabet, er det!

Forleden kom jeg tidligt hjem kiggede i køleskabet, og så at der akkurat var varm frokost til en, hvis jeg varmede det der stod i gryden. Hvornår mon det er fra? Nå pyt, hvis det bliver gennemvarmt overlever jeg nok... Det troede jeg så ikke i går, hvor den ugegamle ret tog sin hævn og bandt mig til latrinen aftenen igennem. Jeg så Engle og Dæmoner på DVD med mine egne fem indlagte 'reklamepauser'!

Spis kun frisk mad!

Den Forstoppede Kloakinspektion

tirsdag den 14. december 2010

Julen... grim? Det tror jeg nok!!!

Vi har nu haft pynt, træ, tæpper, puder, julemotorcykler (oh yes) fremme i et par uger. Ingen af os tager særlig højtideligt at julen er en æstetisk nydelse... her nærmer det sig en estisk nydelse, bling med et strejf af plast. Men vi er heldigvis begge sarkastisk afslappede mht. jule og smukhedsfaktor.

Så er det øjet falder på træt. Der står det, på tredje uge, tørt og gulligt, med alskens glas, plast og porcelæn drysset ud over sig.

Vi bekræfter hinanden i, at ambitionen om en æstetisk jul i farvetema eller andet, er et håbløst og umuligt projekt, som udelukkende skaber falske forhåbninger om succes.
Tanken i sig selv om at mishandle et træ, der ikke engang er voksent, fjerne det fra sine rødder og opvækst, slæbe lortet ind i stuen, garnere det med krystaller og designerhejs, og så bilde sig selv ind, at med en model af et himmellegme på toppen, har jeg fuldendt træet, optimeret det om man vil, nærmer sig et dendropædofilistisk fatamogana af selvbedrag.
Nej du har ej! Træet ville hellere vokse derude, end at stå og tørre med det skrammel på sig man ikke kan holde ud at se på resten af året. Faktisk håner vi træet, men sangen ville lyde anderledes hvis den var mere ærlig: "Først skal træet hugges ned (for det skal det jo først), så skal det pines, siden ydmyges med skrammel", men det er unægtelig meget Jesus-agtigt!

Hvad mon træet ville tænke: "Every. Fuckin. X-mas!" eller "Ser jeg fed ud med de her kugler?" eller "Lametta er bare so last year!"

Ho Ho Ho Merry X-mas

Stadig gravid - nu med børn!

Nogle gange møder jeg gennem mit arbejde forældre der virker fuldstændig upåvirkede af forældrerollen. Enten virker det som om de slet ikke har opdaget, at de rent faktisk har børn, og dermed glemmer de alt om børnenes behov, eller også virker de som nogle der lever og ånder for at opfylde børnenes behov. De første kan aldrig overskue at spidse en blyant, eller pakke en madpakke, mens de sidste virker som om de aldrig har bestilt andet. Okkedog, en skolefest, et diskotek og en søskende fødsel mit i samme aften, det er da ingen problem.

Begge dele finder jeg en anelse uholdbare. Dem der overser deres barn ender med børn som aldrig fatter en skid omkring dem, som ikke kan se nødvendigheden af fornuftig mad, påklædning og søvnmønstre. Børnene kan aldrig overskue en skid og får ikke udrettet noget, uanset deres gode potentiale. Dem der bærer dem gennem på hænder og fødder får glasbørn, som går i stykker, når vinden blæser fra en uvant retning, som dårlig tåler at skulle trkke dørhåndtaget ned selv. De er usikre, perfektionistiske og initiativløse.

Med disse to yderpoler, burde mit projekt, nemlig at blive far til fire, være aldeles frygtindgydende, men selvom min økonomi er uoverkuelig, min disponible tid er barberet til et minimum og min arbejdsbyrde er større end tidligere, så føler jeg alligevel, at der er ved at infinde sig en vis rutine i at leve med det uperfekte, men at forsøge efter evne at udfylde de forpligtelser og ambitioner jeg har.
Derfor tør jeg også godt. Jeg bliver aldrig en far der glemmer mine børn. Ingen af dem, hverken de fødte eller de ufødte. Jeg bliver heller aldrig en der stable tusinde arrangementer på benene og holder dem konstant beskæftiget i ambitionen om at de skal blive stimuleret 24-7. Jeg forsøger at sætte mig midt imellem.

Af samme grund var MUM og jeg til møde i fredags. Det handlede om ældsteknægten på 13, som er ved at gå i stå, i den lille friskole på landet, som vi troligt kører ham til hver morgen. Og betaler til hver måned! Og gør rent, og tager til arbejdsdag og bager kager og skraber sne og... rend mig i røven.
Jeg ved godt, at vi valgte den skole, fordi den prædiker fællesskab og tolerance, men efterhånden er det ved at gå op for mig, at fællesskabet og tolerancen er så stort og rummeligt, at det lige præcis inkluderer dem, der er kernesegmentet derude, og dermed ikke ældsteknægten. Han er kort sagt ved at afblomstre totalt, på trods af vores gode intentioner, vilje og ihærdighed.

Forleden var der overnatningsarrangement for hele skolen, og på trods af deres fodformede forbud mod at eleverne må have mobiltelefoner, lykkedes det alligevel 'Steve McQueen' at telefonere et røgsignal til MUM... TO GANGE!
"Jeg er syg og dårlig" dækkede over "Jeg røvkeder mig!"
Det var både MUM og læreren enige om, men der hvor vores enighed med lærerne stopper, det er at han får lov til at kede sig. "Ja, han daldrer nok mest bare rundt alene og venter på at overnatningen er overstået!"
Det var forklaringen! Og som om det ikke er pinligt nok, at de står og erkender, at det ER sådan, så er det fanme også pinligt, at de indrømmer det får lov at være sådan! Det var ikke gået i min lærergerning, så no more mister nice guy!

Vi har troet på at det var bedste skolevalg for drengen, men det tror jeg ikke mere, så nu var vi til inspektionsmøde på en af de lokale skoler, for at se om det mon var noget for ham?
Lad det være sagt: Jeg er kritisk overfor folkeskolen! Mest fordi jeg selv er i dens brød, og dermed ser de økonomiske forringelser, der år efter år presser fagligheden og trivslen og er med til at udhule det sjove, det spændende og det legende. Jeg er der selv, for at modvirke den bevægelse, for tanken om folkeskolen er jeg all for!
Men det vi så, det var fandeme lækkert. Det var i orden og det blev præsenteret solidt af en karismatisk viceleder, som signalerede ben i næsen!

Derfor var vi idag til møde igen, denne gang medbringende ældsteknægten ham selv, for at vise ham stedet. Og den store dreng... Han kan sagtens forstå os, og var klar til at starte i dag, hvis vi havde givet ham lov.

Så selvom jeg altså har et barn på ca. 1 måned på vej, så har jeg altså også en knægt på 13, og det hele skal jo passes. Jeg vælger bare at stole på at sund fornuft, fokus på trivsel og rettidigt omhu vil være det jeg kan give mine børn og håber de tager imod?

søndag den 12. december 2010

skrevet i starten af november

Jeg vil gerne dvæle et øjeblik ved noget alvorligt. Nemlig det at miste. Forleden så jeg en 11-årig dreng fra USA der var på blues-turne i Europa, og adspurgt om han overhovedet kunne have "the blues", svarede knøsen: Anybody can have the blues, I've lost a pet once.

Og han har da sådan set ret, boy-wonder, der er mange der oplever store tab i deres liv, selv har jeg f.eks. oplevet at blive fyret og skilt, og jeg ved jeg ikke er den eneste. Og det gør nas! Det gør det da. Det er som om hele ens krop er dækket af et stort plaster der flåes af i ét voldsomt hug. Det her plaster sidder bare indvendigt, så det føles som at blive flået levende indefra, af en gigantisk usynlig kæmpe, som man umuligt kan stille noget op overfor. Selvom plastret sidder indvendigt er der masser af kropshår der forhindrer at det bare er en kort smerte, men som efterlader en skaldet, bar, nøgen og afsvedet.
Omtrent som en to-årig der skal have skiftet ble, ikk sandt?
Ydmyget og umyndiggjort, mindet om hvor afmægtige vi i virkeligheden er. Det er der skoen trykker. Når magten tages fra os.

Ligesom det to-årige barn bliver man også fyldt med lort. Man lyver om alt muligt. Jeg gør i hvertfald.
"Nå, hvorfor mistede du dit job?"
Man bliver ligesom den to-årige der har skidt i bleen. Indvendigt ryster jeg på hovedet, forsøger at vende mig væk fra den der spørger og leder efter udgangen. Det ville være så let at forklare hvorfor det nu var jeg blev fyret, men alligevel kniber man bare udenom:
"øhm, det var fordi...jah altså...der var nedgangstider, og jeg var en af dem der ofte stak hovedet frem på møder og kritiserede ledelsen, det kunne de åbenbart ikke have?"
Her er det vigtigt at bemærke, at en sag jo altid kan ses fra flere sider, måske bortset fra om der ER lort i bleen, der er nok en enten-eller-situation, men hvis det er muligt, så jeg vælger altid den vinkel, der får min rolle til at se mest sympatisk ud. I det her tilfælde: "Det var dem der ikke kunne rumme mig."
Som barnet med lortebleen, ved jeg jo godt, at jeg blev fyret fordi jeg brokkede mig over mine kollegaer på min blog. Det må man ikke. Det kan jeg ikke anbefale! Don't do this at home, I'm a trained proff... nå nej ikke mere!
Jeg kunne måske være sluppet afsted med det, for jeg havde jo ikke fortalt at jeg skrev en blog, så ingen af mine kollegaer vidste noget. Men hvis man skal leve et dobbeltliv, så skal man altså være smart, og der er mange ting jeg er, men smart er nok ikke lige en af dem.
Specielt ikke fordi jeg en dag, mens jeg sad og ventede på at komme igennem til billetlugen.dk, for at få billetter til FCK-Manchester City, i irritation over nedbrud på siden og af kedsomhed over ventetiden gik på min blog, for at læse hvor morsomt jeg svinede dem til.
Det hele kunne måske endda være gået, hvis ikke det var fordi det var i arbejdstiden, på kontoret, at jeg sad og dovnede den.
Det hele kunne måske være gået, hvis ikke vi havde været flere om at dele computere der hvor jeg arbejdede.
Eller hvis jeg bare havde husket at slette adressen fra browserens historik, så den næste der skrev en adresse med forbogstavet "a" ikke automatisk blev foreslået at læse min blog...

Den dag fik jeg 5 billetter med begrænset udsyn til en kamp i februar i Parken, men jeg mistede ti relationer til mennesker, som jeg i bund og grund satte stor pris på. Jeg mistede også mit økonomiske sikkerhedsnet, og da min kone arbejdede på nedsat tid og løn, og vi samtidig havde to hus pga. finanskrisen og boligmarkedets totale sammenbrud, kan man godt sig at version "Jeg blev fyret fordi de ikke kunne rumme mig" lyder noget bedre end "Jeg blev fyret fordi jeg er et umodent og uoverlagt brokkehovede, som solgte min integritet i blogland på internettets alter, for at gøre mig morsom over mine kollegaer, bag deres ryg".
Det er jo ikke helt løgn, at de ikke kunne rumme mig - måske kan man bare diskutere hvor meget rummelighed der egentlig skal være på en arbejdsplads?

Men når man spørger en to-årig om hvorfor der lugter? Om du skal have skiftet ble? Så ligner de jo altid uskyldigheden selv, en slags dværg-minister, som uforstående forsøger at ignorere det uundgåelige. Det gjorde jeg også. Min chef ringede: "Thomas, du er syg i morgen, vi holder møde om dig, og jeg tror faktisk ikke du behøver komme mere!"
Den måde det hele blev besluttet hen over hovedet på mig, fik min indre to-årige til at lege dværg-minister. Der må da være en løsning? Ja, spade, at de fyrer dig!
Jeg satte mig bag rattet og kørte de ca. 150 km der var hjem til min chef, torsdag aften, for at bede om nåde og love bod og bedring. Han var cool nok, og venligt men bestemt forklarede han, at han faktisk godt kunne tåle de ting jeg havde skrevet. Om ham! Men problemet var at jeg havde skidt i egen rede, og mine kollegaers tillid til mig var væk. Derfor skulle han vælge: Hvis han ikke fyrede mig, ville de sige op, hvis han fyrede mig, ville de blive!
Selv min indre to-årige kunne jo godt se det rimelige i at hvis valget stod mellem en illoyal medarbejder og ni loyale, så var mine dage som gårdsanger talte.
Men da jeg kørte hjem fra Vestjylland, i nattens mulm og mørke, ramte jeg en tankstation, hvor jeg købte to pakker smøger til hver af dem der røg (jeg kendte deres mærke, for jeg havde nasset smøger af dem allesammen), snus til dem der brugte det, og chokolade til de sidste. Midt om natten sneg jeg mig ind på personalestuen og lagde det til dem, så der var noget til mødet de skulle holde om mig næste dag.
Jeg ved ikke helt hvad min indre to-årige havde forestillet sig? To pakker smøger og lidt chokolade?!? De var jo ikke polske håndværkere, og jeg havde heller ikke købt vodka!

Det gik som det gik, og fyret det blev jeg. Det var selvfølgelig pinligt og ydmygende, men først og fremmest var det fornemmelsen af udstødelse der slog mig. Jeg blev bedt om ikke at vise mig igen på arbejdspladsen, men bare skrive en mail om hvilke personlige effekter jeg havde . Dem kunne jeg afhente på hovedkontoret på et aftalt tidspunkt, hvor jeg også afleverede nøgler samt en underskrevet afskedigelse.
Omtrent som at blive stemt ud i Robinson.
Da jeg hentede en flyttekasse med mine ting og afleverede mine nøgler til en sekretær, var det med fornemmelsen af, at jeg aldrig kunne hilse på de mennesker igen. Der var nu pletter på Jyllandskortet, som jeg nu helst ville undgå. Silkeborg... Hammel... Gjellerup... Vrøgum... Videbæk... Esbjerg... Grauballe... Karup... Engesvang... Herning... Facebook!

Nu sidder der måske nogle og tænker: "Er det så så slemt?". Ja gu faen var det da slemt. Jeg vi flyttet til Jylland med min daværende kone, for at forsøge at redde vores ægteskab. Jeg ved godt nogle ville foreslå parterapi i stedet... det vil jeg nok også i dag, men dengang virkede det som det rigtige at gøre.
Op med teltpælene, starte livet forfra, sammen. Vi flyttede til en by vi ingen relationer havde til... men der var billigt! Og det lykkedes at få lavet nogenlunde overlap på jobs. Hun fik ganske vist kun en deltidsstilling, men jeg fik noget jeg vil beskrive som et drømmejob med en hæderlig løn.
Samtidig var arbejdet den eneste mulighed for at få nye relationer, så det var faktisk aldeles forfærdeligt at blive fyret, for hele mit nye netværk forsvandt med et fingerknips.
Det samme kan man ikke lige sige om ejerskabet af fast ejendom. I halvandet år havde vi både hus på Falster, og i Jylland. Det forventede overskud fra den efterladte bolig, skulle financiere den lidt dyrere nye bolig i Jylland.

"Men hvad gik der galt, Thomas?". Dværg-ministeren har det korte svar printet på bagsiden af sit visitkort der ligger i bleen.
"Vi voksede fra hinanden".
Run Forrest, Run!
Den ildelugtende minister forsøger desperat at spæne ud i frihed med lort op ad ryggen. Nej, sandheden er ikke at tiden dræber et parforhold, eller ihvertfald mit ægteskab. Sandheden er at fokus dræber det. I hvertfald hvis fokus ikke er i samme retning.
Min ekskone og jeg mødte hinanden tidligt, fik tidligt børn (Kaare Sand - her er en niche "Når børn får børn"?) og for at fuldende det tidlige, blev vi også skilt i en alder af 33 år, efter 13 års ægteskab.
Mange forstod det ikke, men vi nåede faktisk et helt liv på den halve tid sammen. Fik uddannelser, børn, jobs, hus... ja vi manglede faktisk bare at blive pensioneret, så var hele checklisten udfyldt.
Vi 'voksede' ikke fra hinanden. Vi glemte hinanden. I jagten på os selv. For når man er så ung, som vi var, så ved man ikke hvem man er, eller hvad man vil. Så vi indgik store kompromisser, slugte kameler på størrelse med elefanter og lullede os selv og hinanden ind i en fælles drøm, som bare ikke var vores.
F.eks. ville jeg gerne bo på landet. Det ville hun ikke! Så flyttede vi på landet...
F.eks. ville jeg gerne sætte et gammelt hus i stand. Det ville hun ikke! Så satte vi gammelt hus i stand.
F.eks. ville jeg gerne have en gammel Mercedes. Det ville hun ikke! Så fik vi en gammel Mercedes...
Sig til når du ser et mønster?
Hun var rimelig dårlig til at sige fra, ikk?
Jeg var nok også rimelig god til at sige til...? Jeg sagde ja til alt! Det kunne ikke blive liebhaverekstravagant nok. "Skal vi ikke have et herreværelse med billardbord og guldstuk?"
"Næh...Jeg vil hellere..."
WHAM! Så stod der et billardbord i herreværelset!!!
"Hva siger du til at jeg river alle værelserne ned ovenpå og isolerer og laver nye værelser?"
"Puha, det tror jeg ikke jeg ork..."
BANG! Så var 1. salen splittet ad...
"Hvad siger du til en sauna i den ene udbygning?"
"Altså jeg ved ikke om vi har..."
VUPTI! Så er der sauna.
Ok, de ting jeg byggede/købte/fantaserede om gik ikke så hurtigt, men beslutningerne blev taget af mig. Som den egenrådige dværg-minister ville sige "Vi voksede fra hinanden".
For lige at tematisere det her til indledningen om at miste: Der mistede jeg mit sexliv!
Når vi snakkede om det, var hverdagsstress, frygten for igen at blive gravid (vi havde tre børn), træthed og bekymringer ofte årsagen til det.
Jeg ved... jeg VED at alle mænd kan knalde halvt i søvne, mens halvdelen af huset står i flammer, en pantefoged ringer på, og børnene er ved at spise katten...levende... i fodenden af sengen!

Det ledte til en drastisk og set i bakspejlet temmelig idiotisk beslutning: Sterilisation! Hvis kvindemennesket var bange for at blive gravid igen, så var det da bare at få klippet snorene! Så havde jeg ligesom lyttet! Havde jeg ikke? Så kunne jeg tage opvasken, betale lånet ud, lade hende sove længe, og så skal I bare se løjer for nogle vilde tricks i sengen! Hvor slemt kunne det være?
SLEMT! Skulle jeg hilse at sige! Det var så nederdrægtigt nervepirrende at ligge bundløs (noget mænd iøvrigt meget sjældent gør: Det er pænt frækt hvis en pige ikke har trusser på, men bare har din skjorte eller t-shirts på, men det omvendte gør sig ligesom ikke vel. Hvis jeg skal være nøgen, så er det nøgen! Uden trøje. Uden sokker), nå men man ligger der, med t-shirt på... og sokker... Så bliver man lokalt bedøvet (og nej det betyder ikke inde i et lokale, men at det kun er noget af kroppen der er følelsesløs). Det foregår ved at sadisten...undskyld kirurgen stikker en kanyle ind i huden på pungen og sprøjter et eller andet nervegift ind i dig. AV FOR SAGOMETERKUNDEFORRETNING!!!
Det gør vi for at det ikke gør ondt!
Du mærker nu ingenting, siger de, men der er løgn, for du er jo vågen, så du ved, at nu skærer de hul på posen! Det du mærker er omtrent som hvis du kradser dig med én negl ovenpå en anden. Harmløst, men forestil dig at det er din pupil du kradser i og at det føles sådan. Det ved du godt ikke skal føles sådan.
Lydene er også med til at styrke oplevelsen. Næste gang du snitter i sværen på en flæskesteg, så prøv lige at husk lyden, og tænk på mine klunker der!?!
Når snittet er foretage trækkes sædlederen (det er den lillebitte haveslange de små Thomasser sprøjtes gennem når de får deres afskedssalut fra faderen) frem. Sikkert med en tang eller et bukket søm eller noget. Så klippes den over, det minder vel om når man skiller to stearinlys fra hinanden og vægen klippes over (et meget smukt billede iøvrigt). Men det er ikke nok at klippe den over. Øjensynligt kan man være uheldig at enderne finder hinanden igen og vokser sammen, så man klipper et stykke af længere nede.
Nu er vi næsten færdige, så skal vi bare sy sammen, og der skal strammes godt til (så der ikke falder noget ud). Du kan mærke at der rykkes i det hele dernede, det gør bare ikke ondt (kun at tænke på).
"Så!", siger kirurgen stolt og smilende, men du ånder ud... lettet!
"Så er det den anden side..."
Den første side var slem, men måske er det fordi man nu ved hvad der er i vente, at det ikke føles så slemt i den anden? Måske er det bare bedøvelsen der er begyndt at virke?

Bagefter sidder man lettet på briksen og tænker: "Godt det nu er overstået!"
Hahahaha... overstået my ass! Alle mænd der har spillet bold og er blevet ramt 'rigtigt' ved hvordan det føles. Lige med det første registrerer man, at man bliver ramt, man kan måske tage et skridt eller to. Måske lige nå at råbe, eller trække luft ind, men herefter forsvinder omverdenen i flimmer for øjne og ører, centreret i en smerte der overbeviser en om, at denne gang er de smuldret! Der er intet tilbage! Sådan gør det op til et minut... så kommer andenbølgen... The armageddon... Verdens undergang, hvor man ikke bare tror man er eunuk, men faktisk er død og på vej i helvede.
Jeg ved ikke hvad designeren har tænkt på da vi fik klunker?
"Hmmm... det er sgu da smart, jeg giver ham sæd. Små kopier af sig selv... Genialt! Hvor skal han have dem? Vent... jeg får en idé... Jeg hænger dem i en pose mellem benene. Jeg må hellere gøre dem meget ømme så han ikke glemmer hvor de er!"
Nå, men sådan føles det altså da bedøvelsen aftager... I TI DAGE!!!

Virkede det så? Fik vi gang i sexlivet? Næh, der må være noget jeg havde overhørt, for frygten for graviditet var åbenbart ikke det store issue after all?
For det gik sådan, at der, lige der, i huset på landet, hvor jeg aldrig lyttede, hvor hun ikke gad, der mistede vi hinanden. Det tog to år at indse det. To år hvor alle sten blev vendt (undtagen dem i pungen). Vi flyttede langt væk. Vi skiftede karrierer (knap så frivilligt). Der blev aldrig stort drama i det, men vi forsøgte alt, og intet hjalp. Heldigvis nåede vi ud i tide, så vi stadig er venner, nu bare venner med børn.

Men hvad skete der så?
Der skete det vidunderlige, som der nogengange sker. Et af de få øjeblikke, hvor tiden står stille og alt falder i hak. Man går fra at ønske sig alting, til kun at ønske sig en ting. Og det er ikke, at FCK kommer videre i Champions League, men det minder lidt om det. Alt andet forsvinder. Man fokuserer. Jeg fokuserer. For ind i mit synsfelt træder den skønneste, hotte lille bandit, en voksen Ronja Røverdatter (I ved hende den frækkert der gør de svenske skove værd at besøge - okay det lød rimeligt pædofilt, men jeg var en lidt ensom dreng som barn, okay?). Jeg fik en yngre kollega på mit nye job.

Hvor klichéfyldt tænker man så? Jeg gjorde i hvertfald. I starten kunne jeg ikke rigtig tro på tanken, selvom jeg godt kunne mærke, at jeg følte mig tiltrukket af hende. Men var det virkelig gengældt? Jeg var jo blevet gammel, halvskaldet, småtyk og gnaven (det sidste havde jeg faktisk papir på, nemlig min fyreseddel), så jeg minder jo om en Bjarne Riis uden gul trøje, og hvor attraktivt er det?
Meget åbenbart! For vi lykkedes med at få et forhold.
På trods af små særheder, som at hun synes jeg prutter for meget... og for lugtfuldt.
På trods af at hun smasker når hun spiser mad med ske...
På trods af at hun gerne vil sove længe, og jeg altid står tidligt op...
På trods af at jeg som alle gamle er blevet et mærkedyr...
På trods af at jeg modsat andre gamle ikke har sparet noget op...
Så er vi alligevel havnet et sted, hvor hun sidder i min stue hver aften, hvor vi lægger vilde planer for fremtiden, og hvor det er helt fint at have hver vores små særheder.
Hun har også taget mine børn til sig (hun har heller ikke haft noget valg, for de var der, før jeg mødte hende), men hun har holdt fast i sin egen drøm; nemlig en dag at få børn selv. Og her er der selvfølgelig lige en forhindring, i form af at jeg valgte at blive steriliseret i en alder af 29 år, fast besluttet på ikke at skulle have flere børn.

Men tiden var en anden dengang, som Lars Løkke ville sige, og det der gav mening dengang giver pludselig ingen mening nu. For nu vil jeg pludselig gerne have flere børn, så hvad gør man så?
Jeg har været på nettet og læse lidt... nu ved jeg ikke om I kan huske de der minearbejdere i Chile, men hvis de nu er mine sædceller... så kan man faktisk bore ind i testiklen... med en kanyle og udtage væv med sædceller, som man herefter filtrerer og foretager en kunstig befrugtning... Alt det naturligvis i lokalbedøvelse, så man ikke mærker noget!
Det tror jeg så nok man gør!!!

En anden mulighed er naturligvis som Lars Kaalund foreslår i "Den eneste ene", så kunne hun jo bare gå ud i byen og blive bollet tyk af en eller anden tilfældig?
Det er da en mulighed (hvis man lige ser bort fra jalous, steril kommende barnefader derhjemme), men hvad nu hvis hun ikke blev gravid i første hug? Hvor mange gange skal man forsøge den model?

Man kan selvfølgelig få donorsæd og kunstig befrugtning, men der er også en sidste mulighed bag låge nummer 4: Refertilisering!
Ja! Du hørte rigtigt. Tilbageførsel af sterilisation. Man snitter pungen op, sætter stumperne sammen og badabing-badabing Houston we have lift off! Omtrent som når man steriliserer. Det hele ligger der jo, det skal bare sættes sammen, og hvis det ikke helt kan nå trækker doktoren (som hedder en Urolog), bare lidt i snorene...! AVAVAV!!!

Så står man i det der konsultationslokale, bukserne godt nede om anklerne og den kønne urolog har et fast greb om ens ømmeste kropsdel med en plastikbehandsket hånd. En kropsdel hun om få timer vil maltraktere med en skalpel, og langsomt mærker man bare blodet forlade hovedet, altså det øverste, mens konsekvenserne går op for én; Hvad hvis hun skærer for dybt?
Hvad hvis nu det er sidste gang jeg har haft rejsning? Fik jeg sagt ordentligt farvel til mit sexliv?
Nervøst fremstammer jeg: "Altså, der er noget... jeg ville gerne lige kende... hmmm... jeg...øh..."
Heldigvis er det ikke første gang hun skal skære pungen op på nogen, så rutineret som hun er, kigger hun mig ind i øjnene og siger stille og roligt: "Der er stor chance for at operationen lykkes 100% og at du igen bliver fertil. Ca. 20% lykkes ikke, men din alder taget i betragtning, og at det ikke er længere tid siden du fik foretaget sterilisationen, så skyder jeg dig til en bedre chance..."
Alt det sagde hun i telefonen dengang vi aftalte datoen, så det vidste jeg godt. Alligevel er det tanken om fejl der går gennem hovedet på mig. Hvad hvis jeg får sådan en pivestemme som en kastralsanger? Jeg synes faktisk allerede min stemme er skinger nok, tak!
"...Der er nogle få tilfælde, hvor vi får åbnet op (sikke et udtryk) og må konstatere, at sædlederen på testiklen simpelthen er for kort til at det kan lade sig gøre..."
DET ER MIG! Tænker jeg og føler mig straks forlods skyldig (på trods af at det jo ikke var mig selv der klippede den over i første omgang).
"... men så er det jo heldigt at man har to testikler!", siger hun og smiler.
"Jah... men det var nu ikke lige det... altså når jeg siger risici..."
Hun afbryder og siger: "Bare rolig, rejsningsevnen er ikke i farezonen, det område er langt væk fra hvor vi skal skære".
Selvom hun igen nævner at der skal skæres, så bliver jeg ganske rolig. Jeg føler mig endda smigret over at hun kan beskrive områder på mit kønsorgan som langt fra hinanden. Der må være en måde at få det på et visitkort. "Thomas Andersson, langt fra klunker til svulmelegeme". På bagsiden skal der stå "Vi voksede fra hinanden".
I forvirringen glemmer jeg helt at spørge, hvor det der med stemmen sidder, men jeg kan jo for fanden også bare holde mund resten af livet, hvis jeg kommer til at lyde mere latterlig? Det er der sikkert mange der ville sætte pris på, men skidt nu med det, for rejsningsevnen er fredet, og alle mænd der får valget mellem en snak eller en parring kan nok følge min lettelse her?

Urologen når også at informere mig om at efter operationen må man ikke få udløsning i 14 dage, for delene skal lige gro sammen først. 14 dage, no problemo, jeg har da haft perioder med meget længere mellemrum, eller måske hvor det kun var op til mig alene at sørge for det, så det kan jeg jo bare lade være med. Men allerede på dag to er det ved at gå galt. Måske er det mere præcist at sige nat to. or så ligger man der i sin ømme skønhedssøvn med opsprættede klunker der bare skal have ro og hvile, og SÅ får man våde drømme? WTF?!?!
Jeg vågner op badet i sved, med lige dele dårlig samvittighed, ømme klunker og usikkerhed over om det hele nu skal gøres om igen? Selvom jeg efterhånden er veteran, er det jo ikke noget man har tænkt sig at begynde at gå fast til.
Men rolig nu, alt blev holdt indenbords og da jeg kunne konstatere at lagnet var tørt turde jeg godt at vække Tornerose, som altid sover tungt.

Nu er det tid til at zoome ud, for hvad er det egentlig jeg vil med det her?
Ja, mine erfaringer og holdninger er næppe vigtige nok til at jeg kan gå ind i politik? Så bliver det lokalpolitik, for der er man ligesom i lokalbedøvelse på en måde lidt til stede imens det sker. Hvis man skal ind i politik, så skal man jo have en uddannelse der er noget finere end skolelærer. Man skal helst have præsteret noget, nødlandet et passagerfly i en skov eller kureret kræft i Afrika.
Jeg har også for mange lig i lasten til at gå ind i politik. Alle mine skandaler ville blive gravet frem, så fokus ville forsvinde fra det jeg gerne ville bidrage med. Det gider jeg sgu ikke.
Jo, måske hvis der var en genvej til statsministerposten ala den Birgitte Nyborg fik i Borgen, men det er jo kun i fiktionens verden man bliver statsminister i Danmark ved et tilfælde, ikk Løkke?
Der er selvfølgelig også lige det lille aberdabei: Jeg har ingen mærkesag!
Ikke andet end at finde det gode liv, et liv der måske også rummer accepten af at miste? Kan man øve sig i det? Skal man det?

Det ved jeg ikke, men se lige her hvordan det siden gik!

Måske alligevel

Jeg har været meget skeptisk/negativ og afvisende for overhovedet at sætte mig ind i vild med dans universet. Jeg synes det er gudsjammerligt kedeligt, og jeg forstår ikke det får lov at fylde så meget.

Mange mænd har det ligesom mig, men nu er jeg måske ved at vende om:




Det her var fra Argentina, og ikke nok med at dansen er interessant over gennemsnittet, så bemærk også studieværtens reaktion!

Kvinder der taler i offentlige forsamlinger skal have deres tænder slået ud med brændende stene!

Således står der i Hammurabis lov fra det gamle Babylonien, og det kom jeg til at tænke på, dengang da jeg fortalte jeg havde fået en ny kæreste. Der var der en læser der var så venlig at gøre mig opmærksom på at den nye dame-abe sikkert også ville irritere mig efter et stykke tid. Jeg behøver vist egentlig ikke at forklare, at det var en kvinde der skrev kommentaren, men faktisk forstod jeg det ikke dengang. Mente hun at alle kvinder er irriterende, og så kan den ene vel være lige så god som den anden, eller hva?

Men jeg er så småt begyndt at se hvad denne læserinde måske sådan lidt klodset antydede? For der er dukket nogle mønstre op jeg ikke rigtig ved hvordan man bryder. Meget af det bygger på antagelser og iagtagelser, for en del af det er usagt, men jeg har bemærket nogle småting, hvor vi er lidt ude af takt.

F.eks. har jeg bemærket en vis form for patent på sandheden. Jeg har holdt jul mange forskellige steder, og under mange former, mens hun har holdt jul på samme måde i 30 år. Hendes er "da sådan man gør", mine måder eller idéer til hvad man kunne gøre "er underlige". Jeg vil ikke udlevere hvem af os der f.eks. er vokset op med at man udveksler gaverne indpakkede og åbner dem d. 24. og hvem af os der synes man skal åbne når man er face to face giver og modtager. En af os har prøvet at jul inkluderede at alle sad og trillede marcipankonfekt sammen. Den anden er vokset op med at man har det lavet når gæsterne kommer.

Hvad er rod? Mit rod er rod og uoverskueligt, og bunder i at jeg er lidt sjusket, utjekket og doven, fordi jeg er uinteresseret i at lægge ting på plads. Det kan enten være skrællerne fra et løg som engang i mellem ligger på køkkenbordet efter at jeg har lavet mad. Hendes rod er i proces! Om det er strømkabler til hendes computer, Hans-og-Grethe-sporet af kaffekopper, eller elevopgaver og nu garnrester fra hækling, så er det fordi hun er igang.

Søvnmønstre. Jeg er morgenmenneske. Jeg vågner altid ved 6-tiden, og hvis jeg har fri, vil jeg gerne op og have noget ud af dagen (jeg elsker også de timer der er før børnene står op). En anden af os vil gerne sove længe. Det kunne nok gå, men når vi kommer til middagsluren, som jeg er fortaler for, så rejser der sig en kættersk stemning, fordi jeg foreslår at sove? Midt på dagen?!?

Fodbold i TV? Den krævede også en vis bearbejdelse, men ikke helt så meget som Tour de France, som hun godtnok ingen som helst grund så til at følge med i. Lad mig sige at vi ser forskelligt på vinterpausen der nu betyder to en halv måned uden bold i flimmeren. Ok, her må jeg være fair; hun hepper på FCK, og når de scorer, så kan man høre fra hendes tilflugtsted, om det så er bag computerskærmen eller fra kontoret "VI ER MESTRENE LÅLÅLÅ DAME N'DOYE" Det er sgu da sødt!

Det er ikke fordi vi skal tilbage til tilstandde som i det gamle Assyrien, hvor mænd kunne trække håret af deres kvinder, piske dem til blods og rive deres ører af uden straf. Ej heller er jeg fortaler for 50 stokkeslag og at overhælde genstridige kvinder med skoldhed beg, og skære ørerne af deres veninder, hvis de hjælper dem. men måske kunne jeg frede nogle 'øer' i mandehavet, så værktøj der flyder er kært, fodbold i fjernsyn har førsteprioritet og middagsluren er en del af dagsprogrammet indtil man beslutter at springe den over?

Når det så er sagt, så må jeg også komme med en digital røffel til min meget lidt opbakkende læserinde fra dengang; kvinder er ikke ens. De er ikke lige irriterende, og jeg har været heldig, at finde en, hvor der er så få småting der er ude af takt, at langt de fleste klares med humor, som når CPB f.eks. kan proklamere: "Nu kører vi nervekrig på opvaskemaskinen". Det betyder: "Det er din tur til at fylde den, sådan som jeg ser det"... Nogle gange er det bare midt i middagsluren at hun får det sagt, og så sover bjørnen, så krigen bliver aldrig til noget!

lørdag den 11. december 2010

Det mest underlige døgn hidtil...

Jeg tror ikke jeg kan offentliggøre det her indlæg i dag, af flere årsager. Det er nemlig sprængfyldt med information som er sprængfarligt af personhensyn. Jeg ved at folk siger man ikke skal tage hverken glæder eller sorger på forskud, men selvom jeg ikke kan offentliggøre det endnu, så skriver jeg det idag, hvor begivenhederne er friske i erindringen.

Gik i seng torsdag aften med "shit-jeg-har-glemt-at-skrive-forældrebrev"-følelsen i kroppen, så jeg satte vækkeuret tidligt (5.35) for at nå det før ungerne og morgenmaden stod på programmet. Så tidligt op og til tasterne, for at arrangere en kælketur mandag morgen med eleverne. Det skulle naturligvis skrives hjem, så eleverne ikke stod med svømmetøj mandag når vi skulle afsted, men i stedet havde skitøj og kælke med. Det nåede jeg også, men det var på bekostning af morgenmaden, men hva faen, med al det julemad jeg har i fryseren på dette tidspunkt, så bliver jeg næppe en streg i luften, morgenmad eller ej.

Nå, afsted med mig og ungerne 6.40, for det havde været -12 om natten, så bilen var bundfrossen, vejene spejlglatte og trafikken meget langsom.
På vej tilbage til byen ringer jeg til Citroën for at aftale en tid til at få ny bagrudehviskerarm på bilen, i stedet for den knækkede, der hænger og ser sølle ud, og som ikke kan rense bagruden, forud for snesafarien til svenskens land om føje tid. Miraklet sker; de har tid samme formiddag kl. 11.00, det tager 20 minutter og koster 500,- DEAL!
Jeg får afleveret børn, og tænker at det sgu er ok at jeg lige fik ordnet det på faldetrebet til at MUM skal have bil/børn den kommende uge. Faktisk er vores aftale, at hun betaler på bilen, og jeg betaler på huset, men jeg ved, at det aircon hun fik fikset først på måneden tog de sidste tusindekronsedler hun skulle holde jul for, så selvom hun har travlt med at mødrehjælpe andre til en jul, hænger hendes egen i en tynd tråd. Derfor er aftalen med værkstedet ikke noget jeg blander hende ind i, andet end jeg tænker på det som tidlig julegave som tak for et konstruktivt år.

Glad i låget triller jeg ind på arbejdet parkeringsplads kl. lidt i 8. To timer i 5.klasse og så har jeg fri. Troede jeg, for jeg er nødt til at holde en akut forældresamtale, og klokken nærmer sig 11.00, hvor aftalen hos Citroën jo er placeret. Men det lykkes. Jeg får afsluttet samtalen og stemningen er fortsat god, da jeg triller væk fra jobbet og ind på frankernes aluminiumslegeplads. Jeg afleverer nøglen, får en kop kaffe, og sætter mig med en avis og venter på at bilen bliver fikset. Dejligt afstressende egentlig, at have fri så tidligt, og være forud med dagens dont, og ovenikøbet have så meget overskud, at jeg kan gøre lidt gavn for en mor her i byen, som trænger til en hjælpende hånd (om ikke andet, så med bilen).

MEN...

"Thomas, har du lige et øjeblik?" Det er værkføreren.
"Ja, er den færdig?"
"Næh, det er hele hviskerkonsollen der har sat sig fast!" (Halleluja hurra for franske biler).
"Nå, hvad betyder det?"
blablablablablablablabla...
"2000 kroner."
"Yieks, den sparker vi lige til hjørne."
"Men det er snart sagt ikke det værste..."
"Hva da?"
"Vores mekaniker siger at tandremmen har kørt 5.000 km over dens interval"
blablablablablablablabla...
"Hvad koster det?"
"5000 ca."
"Vi ses god weekend."
Jeg kørte altså derfra, stadig med defekt hviskerarm, men nu også med visheden om at mit største problem ikke længere er ren bagrude, men bil-i-fare-for-at-dø-i-svensk-vinterkulde-fyldt-med-børn. At mine påtænkte 500,- nu lignede tvungne 5.000?!?
Ond i sulet trillede jeg over kantstenen derfra, og hvad sker der så?
Ja hvad sker der?
Hvad fanden ER DET LIGE DER SKER?!?!

VAND?!? FREAKIN VAND! drypper ud af loftet i bilen. Som i inde i bilen. Der falder en dråbe ned fra solskærmen i passagersiden, og ud af øjenkrogen ser jeg det og tror ikke mine egne øjne? What the fuck?
Jeg holder øjnene på stilke og ganske rigtigt, en dråbe mere!?! WHAT? Jeg er ikke tilfreds, om snart skal vi køre i et døgn til skiferie i Sverige, hvor der er -18 om natten! Hvad katten? Et vådt sæde bliver en isklump at sidde på, og endnu værre, hvis tandremmen knækker og bilen derfor står stille UDEN varme!!!
Heldigvis er det i passagersiden, hvor CPB nok skal sidde mest, men alligeveller! Merde!
Og hvad sker der så?
Ja hvad sker der?
HVAD FANDEN ER DET LIGE DER SKER?!?!?
Vand drypper ned i skødet på mig, fra solskærmen i førersiden. Nemesis for at godte sig over det var i hendes side? Måske, men WHAT. THE. FUCK?

Jeg kører op til MUM, fordi vi sammen skal til møde kl. 13. Jeg forklarer hende situationen med de 5 kilo for en rem og vand i førerhuset, men når i lakonisk tone at fremstamme "det er da heldig det ikke drypper bagi, så ungerne bliver våde mens vi kører, da MUM kigger derom og konstaterer, at godtnok er bagsæderækken tilsyneladende udenfor risiko, men henover bagagerummet drypper der også vand ud. FEDT NOK! Skiferie i vådt tøj?

Jeg bander og svovler over den fuckingpisselortebilfrahelvedesomjegisintidselvvarsååndsvagatbrændevarmpåpåtrodsaffolksadvarsleromikkeatkøbefranskebiler, men til sidst beder MUM mig holde min kæft og koncentrere mig om mødet vi er på vej til.

Senere: CPB og jeg skal ud og handle til den kommende uge, men jeg må simpelthen kaste flaget i ringen og hejse håndklædet, og melde pas; jeg kan køre derover (hvis ikke tandremmen springer?), men jeg kan ikke overskue hvad der skal ned i vognen. Jeg er pissetræt, eddikesur og stresset af at vi snart skal ud af døren igen, fordi vi skal op til MUM og spise aftensmad og aflevere ungerne.
Men det viser sig at være hyggeligt. Vi drikker rødvin, spiser god mad, snakker om alt muligt f.eks. året der gik og tiden flyver afsted. Det bliver aften, og mit humør er betydeligt bedre, da vi går derfra. Så godt, at jeg inviterer CPB indenfor da vi går forbi stamværtshuset, for vi kan da lige nå en sluk-efter-øl.
Men øllen er underlig, hun er underlig. Hun er uoplagt og vi går hurtigt hjemad, og hjemme konstaterer hun at det måske ville være en god idé at tage en graviditetstest. Jeg har skrevet et andet uoffentliggjort blogindlæg som i detaljer meget bedre forklarer hvorfor, så det vil jeg ikke bruge krudtet på her, men bare konstatere, at det gjorde hun, og der... lige der... der skiftede min dags fokus endnu en gang.

To røde streger på to hvide pinde (for hun tog en ekstra for at være sikker), og udsigten til mod alle odds igen at skulle være far, den vendte dagen på hovedet endnu engang, så da jeg gik i seng, var det med "hvem skulle have troet det?"-fornemmelse og ude af stand til helt at kunne kapere dagens mange begivenheder.

Hvad så med kælketuren på mandag? Ja, den smeltede væk i dag! Kælkebakken er omtrent så våd og pløret som sæderne i bilen. Suk!

To

Har nu ti døgn alene, før ungerne kommer hjem til jul

To

Brødre der kælker...

Men det er nu heller ikke det, selvom det bliver 'varmere'...

To

To bure med varme!

Men det er heller ikke det...

To ski

Julegaven til Kridt-Iglen!

Men det er ikke det...

To

er temaet den kommende tid.

tirsdag den 7. december 2010

Tanker om Danmark

Forleden så jeg regeringens dukkeführer Pia K, udtale sig om at danskheden er trængt. Helle Min eller Din Skat spurgte Pia, hvad danskhed er?

Svaret var ikke overraskende meget nemt at tale udenom for mørkets dronning. Det tætteste hun kom det var at det var sovs og kartofler, jordbær med fløde og årstidernes skiften.

Jeg kan kun undre mig over at Pia ikke ved, at kartoflen er indvandret til Europa fra Sydamerika for 500 år siden, at jordbær vist spises overalt, og at årstidernes skiften vist nok ikke er truet af muslisk indvandring.
Jeg bor i et multietnisk kvarter. Ganske vist bor jeg i villakvarteret, men 200 meter væk ligger blokkene, hvor tyrkerne er 3-1 i forhold til de danskere der ikke har råd til at flytte derfra.

Jeg ved ikke om det er tyrkerne der har haft sneen med, men sådan plejer min have ikke at se ud. Kære Pia, vil du ikke nok smelte sneen og gøre det varmt og grønt igen?



lørdag den 4. december 2010

Et underligt jubilæum

Det er 9 1/2 år siden jeg blev færdiguddannet som lærer, og selvom det er lidt at tage forskud på tiårs-jubilæet, så er det nu, mens frosten er i jorden og sneen har lukket ulvesprækken, at jeg har tid til at se tilbage på hvilke milepæle der har været.

Da jeg i 2001 blev færdig som lærer, fik jeg en 4. klasse med 12 elever, eller deromkring. De gik på en landsbyskole, som var besluttet skulle lukke. Meningen var, at landsbyskolen skulle sammenlægges med byskolen. Derfor var byskolen blevet udbygget for et to-cifret millionbeløb. Som alt andet byggeri, så var også dette præget af forsinkelser og overraskelser. Derfor kunne vi ikke starte på den nye skole fra august, men først efter efterårsferien, hvor mine 12 elever iøvrigt skulle blandes med de 25-26 stykker der gik på byskolen og derefter deles i to nye 4.klasser.

Det siger sig selv at det var underligt at være 'den nye lærer' for nogle elever der vidste de ikke skulle blive, og at de måske ikke skulle have mig! Forældresamarbejdet var endnu værre, for dels havde jeg nogle idéer til hvordan jeg ville have undervisningen, men ingen erfaring. Dels var der en stemning af, at man 'tabte' hvis ens barn kom i min klasse, fordi der var en pissedygtig lærer i parallelklassen.
Jeg ved nu, at jeg lavede fejl og bommerter, men dengang var jeg enten ikke klar over det, eller villig til at indrømme det. Derfor forsøgte jeg at gøre alle forældre og elever tilfredse, i stedet for at sætte min egen dagsorden. Det betød bl.a. at jeg legede en form for Kejserens nye klæder, når forældrene henvendte sig med kritik/undren (nogle af dem var altså også urimelige i det ekstreme). Jeg påstod at "ork, det kan jeg da godt", mens jeg tænkte "Hvad snakker manden om?".

Tre år på skolen der var nok for mig. Det var tre stressede lærerige år, hvor jeg konstant parkerede mig selv på øretævernes holdeplads. Jeg undgik langtidssygemeldinger og hjerteanfald, men jeg kom aldrig til at hvile i min rolle der. Når det sådan er tid til at gøre status, så må jeg jo spørge mig selv, hvorfor jeg så alligevel blev så længe?
Det gjorde jeg pga. stædighed, eleverne og kollegaerne.

Jeg var ikke villig til at lade forældrene få mig ned med nakken. Derfor forsøgte jeg meget langt hen ad vejen at vise dem, at det ikke ville lykkedes at 'presse mig ud'. Der var mange psykisk belastende episoder, hvor jeg blev truet, hvor forældre sendte deres børn i skole for at hverve klassekammeraterne til ikke at lære noget, så jeg ville blive fyret og lign.

Men der var også elever som man kunne se tog ved lære af det jeg præsenterede for dem. Nogle der rykkede sig med syvmileskridt, og viste med deres opførsel, at jeg havde deres opbakning. Samværet med de elever, om de var dygtige, hårdtarbejdende, loyale eller fulde af modstand krydret med respekt for mig, var det der dag efter dag fik mig til at stå ud af sengen, og køre de 30 km der var til skolen, udføre dagens dont, og så køre hjem for at gøre mig klar til næste dag.
Med 4.klassen husker jeg mest tilrettelæggelsen af læsning, så børnene fik læst hver dag. Den ro der indfandt sig, de oplevelser de hver især havde, og det de så delte med hinanden bagefter var magiske øjeblikke. Magiske øjeblikke, som jeg selvfølgelig forsøger at iscenesætte mest muligt i dag.
Men der var også en gruppe store drenge, som jeg var ansvarlig for vandt Lolland/Falster/Sydsjællands Ekstrabladsskolefodboldturnering, og kom i 1/8-finale i København. Samme gruppe drenge kunne også spille volleyball, så i samme periode var vi på en weekendtur til Fyn og spille skole-DM, hvor de blev nummer 4. I perioder var det de oplevelser der fik mig ud af sengen.

Jeg havde fremragende kollegaer. Specielt en jævnaldrende og ligeledes nyuddannet fyr, som stadig er en del af min vennekreds. Der var også en skolebibliotekar, som kunne holde styr på samtlige unger på skolen. Hvad er de igang med at læse? Hvad læste de før? Hvad skal de læse som det næste? HUn var hyggelig og hjertelig, og den stemning hun kunne skabe på biblioteket, tror jeg var altafgørende for elevernes lyst til at læse.
Jeg havde også en parallelklasselærer, som var superdygtig. Hende lærte jeg meget af. Både om undervisning, pædagogik, men ikke mindst forældresamarbejde og grænsesætning. Det var uvurderligt, at hun tog mig under sine vinger, for at hjælpe mig ind i faget.
Hendes mandlige modstykke, var en gammel knark, som havde 'flere hundrede år på bagen'. Han kunne håndtere en 7.klasse med 31 elever på en måde, hvor han udstrålede naturlig autoritet, og aldrig behøvede hæve stemmen. Ham var jeg en uge på skilejrskole med i Sverige. Han var afslappet, lun og tålmodig på en måde, som fik børnene til at lystre mindste vink, fordi han forventede de ville gøre det rigtige. Det forsøger jeg at kopiere i det daglige.

Men alting får en ende, således også min ansættelse i Nysted. Efter tre skoleår. Jeg fik et tilbud fra den lokale skole i Nørre Alslev, hvor jeg kunne sammensætte skemaet som jeg ville, og slippe for en times transport om dagen.
Jeg fik tilbuddet seks dage før sommerferien, hvor jeg blev headhuntet. Det var underligt, for jeg havde haft et halvt år, hvor problemerne var blevet mindre og glæderne større, så jeg glædede mig faktisk til mit fjerde år på Nysted Skole, men jeg var også klar over, at jeg ikke ville få tilbuddet to gange. Derfor sagde jeg ja tak, fordi det også gav mig muligheden for at starte på en frisk, nu med mere erfaring.

Det var en god beslutning. Jeg blev meget glad for at arbejde på Nørre Alslev skole. Jeg fik en ny 3.klasse. Jeg fik mulighed for at få et positivt forældresamarbejde. Jeg havde lært at spørge min ledelse til råds, erkende mangler og bede om modydelser når aftaler blev indgået. Det hjalp meget på fornemmelsen af at have indflydelse.
Jeg havde dem gennem 3.klasse, men havde barsel da de gik i 4.klasse, og havde dem så igen i 5.klasse, og endnu engang blev jeg headhuntet, denne gang til den lokale specialefterskole, som en kæmpe udfordring fordi jeg døjede med en handicapforskrækkelse*, men jeg besluttede at face the fear. Man skal turde udfordre sig selv, og det var det her et glimrende eksempel på. Jeg fik ændret mit syn på livskvalitet, og jeg blev meget nysgerrig på hvordan man skaber den for unge med de udfordringer som et fysisk eller psykisk handicap, eller et omsorgssvigt kan give?

Så da vi året efter besluttede at flytte til Jylland, lå det mig meget på sinde igen at rykke mine grænser. Jeg fik arbejde med uunderviselige, unge, halvkriminelle, som ikke kunne rummes hverken hjemme eller i skolerne. Kort sagt uønskede i samfundet, ingen ville rigtig have dem. De her unge var fjernet hjemmefra, og spærret inde og dækket op af dørmænd med et kursus i pædagogik eller pædagoger med et kursus i dørmand, afhængig af øjnene der ser. Ja, dem man ser dokumentarprogrammer om i TV.
Det var lidt som at være fængselspræst/pedel, fordi undervisningsdelen blev presset meget i baggrunden, og arbejdet med at ændre adfærd til at fungere socialt blev det væsentlige, samtidig med at skolen skulle bygges op, males og alt indkøbes. Jeg indførte bl.a. fællesspisning og højtlæsning, for at få stemningen ændret. Og meget af det virkede. Fra at slås med eleverne, blev det mere og mere en stemning af fællesskab. Altså det var ikke så rosenrødt, at de stoppede villaknæk, hashrygning og slagsmål, men frekvensen faldt, og mange af dem formåede at få eksamen i dansk, matematik og engelsk på trods af en indædt modvilje mod skole og undervisning.
Desværre virkede stedet også på mig. Jeg blev kortere for hovedet, mere aggressiv og mindre empatisk. Man kan sige vi smittede hinanden. Det sluttede lige så dramatisk som man kan forestille sig. Jeg blev fyret med dags varsel, fordi jeg havde skrevet om mit arbejde på min blog (og nej, indlæggene findes ikke længere på bloggen). Jeg havde simpelthen mistet det forkromede overblik, og derfor blev det brok jeg brændte inde med fyret af i cyberspace. Anonymiseret ganske vist, men da de læste det, var der ingen vej tilbage. Det lærte jeg meget af!

Jeg fik job i folkeskolen igen, nu mange erfaringer rigere og med en ballast, der gør at selvom bølgerne kan gå højt i klasselokalet, på lærerværelset eller i forældregruppen, så synes jeg, at jeg har set det meste, og dermed har noget at perspektivere til. Nu har jeg haft min 5. klasse i halvandet år, hvilket vil sige jeg overtog dem i slutningen af 3. klasse. Jeg har i år fået splejset en 5.klasse mere ind, så de to klasser nu er slået sammen til en. Samtidig har jeg halvdelen af min tid i et specialtilbud, så på den måde har jeg fået forenet meget af det jeg har erfaret mig til virkede for mig.

Men nu sidder jeg og kigger lidt tilbage, og undrer mig over om jeg er den eneste der har lært noget. Jeg er derfor begyndt at 'venneopfordre' tidligere elever på facebook**, for at få nogle tilbagemeldinger om hvorvidt jeg gjorde en forskel i deres liv?

*Da jeg var yngre, var jeg meget bange for at få handicappede børn, fordi jeg ikke mente der ville være nogen livskvalitet, for hverken dem eller mig. Jeg tror jeg ubevidst valgte at trække mig væk fra handicappede, måske fordi jeg var bange for om det smittede? Altså jeg ved jo godt det ikke smitter, men jeg havde svært ved at forholde mig til det.

**Jeg har et princip om ikke at være venner med nuværende elever på facebook, fordi jeg også skal have mulighed for at holde fri, uden at de skal blandes ind i hvad jeg får min tid til at gå med. Men jeg har fået det sådan med de voksne/næsten voksne elever, at de da faktisk gerne må se min menneskelige side.

onsdag den 1. december 2010

Pas på med glöggen

Så er det julemandens proudest moment, men jeg samler lige et par eksemplar på what not to do, bemærk f.eks. hvordan Santa forsøger at forhindre politibilen i at indhente ham, ved at dumpe gaver ud af sideruden!



Den gode, gamle bamsefar virkede en anelse besoffen. Han er åbenbart en tørstig gammel støder, som ved hvor truget står, og hvordan man bunder en øl eller to. Og med alt det der kommer ind, er der jo også noget der skal ud!



Det er åbenbart bare juletravlheden der er lidt for meget for nissefar, men derfor er det nok også meget godt at julen ikke varer helt til påske. Der er nemlig brug for restitution. Og til jer der undrer jer over hvor Julemanden er om sommeren... Han er da på Sunny Beach!


tirsdag den 30. november 2010

Når nørder keder sig...

Fucking Nice!!! Jeg skal på Arbejde imorgen!!!!!........ Ligsom jeg var idag, Og igår og som jeg helt sikkert også skal i overmorgen! YAY!,,,, i det mindste er det computere jeg skal sidde foran så dagene går sikkert hurtigt.....
for omkring en time siden · ·