Som den opmærksomme læser måske har fanget, så har jeg jo gennemlevet en skilsmisse det seneste halvandet år. Det har været hårdt, tankevækkende og lærerigt. Der har været masser af praktiske problemer der har skullet løses, og meget af det er ved at være faldet på plads.
Én af de ting, der havde meget lang latenstid, var deling af fotoalbum. Jeg ved godt det lyder åndssvagt, men på en eller anden måde, er fotos noget mærkeligt noget. Hende jeg var gift med, lærte jeg at kende da jeg var 17 år, i 1994, og jeg var 33, da vi i 2009 skulle splitte det i dit og mit.
Der var mange ting, som det var nemt at afgøre, og en del det var lidt sværere med, men da hun flyttede til noget mindre, aftalte vi at foto-albummene blev hos mig indtil videre.
Og det er så nu. Jeg har selvfølgelig et nostalgisk forhold til de fleste af billederne. De viser mit liv, og bringer masser af minder frem. Omvendt ville det være en lang, svær og formålsløsproces, at sidde sammen med hvert album, bladre dem igennem, og med hvert enkelt billede sige "et til dig, et til mig". De albums repræsenterer jo ikke mindst vores børns liv. Derfor skal de ikke deles, men hvad så?
Mange skilsmisser jeg har hørt om, forlader manden både hus, kone og fotos og nøjes med børnene på deltid. Så sidder ekskonen med alle hans arvebilleder, familiebilleder, barndomsbilleder og billeder fra deres fælles fortid. Om det er en måde at frigøre sig, eller straffe sin eks (se så ligeglad er jeg med fortiden) ved jeg ikke, men jeg undrer mig over at man ikke har trang til at gemme lidt af sin historie.
Jeg er ikke teknisk fotonørd, så billedernes opløsning, belysning, kameraets lukketid og papirets kvalitet er mig i høj grad underordnet. Det er historierne billederne fortæller, som jeg er interesseret i. Derfor har jeg et mere nostalgisk forhold til motiverne end kvaliteterne. Så jeg gjorde følgende: Tog 8 timer ud af min weekend, hvor jeg fotograferede min fortids fotografier, og lagde dem ind på min harddisk, og her kl. 12, overdrog jeg de gamle albums til MUM, som blev lykkelig over at hun nu kunne tage dem med hjem (ret skal være ret, hun er den der har været bedst til at få fremkaldt billeder og lavet de albums).
Så med et digitalkamera, en Mac og lidt tålmodighed mener jeg vi har nået en løsning på billedproblemet, som alle er glade for...