fredag den 29. april 2011

Brothers in arms

Børnearbejde er det nye sort. Ældsteknægten og Yngsteknægten har fået arbejde. 100,- pr. næse pr. væg de skraber fri for tapet. Så de damper, skraber, voterer, lægger strategier og beregner hvornår de er færdige...

fredag den 22. april 2011

Life on Mars?









Vi kaster med sten og fejer med koste

Sådan gik sidste weekend. Jeg havde arbejdshold, som gik amok på en væg i et køkken, som der bliver skrevet rigeligt om for tiden. Altså når støvet har lagt sig, og Mac'en kan komme frem. Men hvad så med ungerne?

Kridt-Iglen havde Überfeen på besøg, men hurtigt blev de enige om at flygte til eventyrlandet på modsatte side af gaden. Med andro ord de gik over til Überfeen.

Ældste-knægten og Play-O var egentlig udset til at skulle slæbe spande med mursten, men de lukkede sig inde på et værelse med en computer, en playstation, en wii og en cola. Det var så det vi så til dem. Syv timer senere spurgte de om ikke der snart var noget mad?

Yngste-Knægten havde været sammen med dem, hvis ikke lige det var fordi han havde bonus-weekend med sin bonus-far, aka Fyrbøderen. Han, altså Fyrbøderen havde nemlig spurgt mig om han måtte låne knægten, selvom det var min weekend med børn, fordi han ville have ham med til et håndboldstævne? Det måtte han selvfølgelig. Men jeg havde så bare liiiige glemt at det var denne her weekend, som jo også bød på en tur i sommerhus/efter en emhætte i København fra fredag til lørdag, og MUM skulle et eller andet markedmedgarnagtigt i Odense fra fredag til lørdag, så Fyrbøderen fik 'nøgler og registreringsattest' til drengen, og havde bonusweekend fra fredag til søndag.
Denne uge har knægten talt om håndbold og stævne, og det er tydeligt, at han har nydt det. Og det er pointen med bonusforældrebegrebet, at der kommer noget ekstra, noget som liiiige gider det, som ens egne forældre måske ikke får orket. Som f.eks. da CPB i går aftes brugte en time med Kridt-Iglen på at finde hendes gulv igen. Det er da også bonus.

torsdag den 21. april 2011

Mormor har lige været på besøg

Eller dvs. det har hun ikke, for hun bor i Ballerup, men hun har læst om mit køkkenprojekt, og sponsoreret et par bordplader, fordi hun synes vi skal have køkkenbord i det nye køkken.

Hun har også været så opmærksom at hun har noteret sig at CPB er økonomiminister herhjemme, så hun har været så fornuftig at overføre pengene til hendes konto. Ellers klunser jeg nok bare noget på den blå avis!
Men kære Mormor, tak for bordpladerne, her er de... Stavlimet bøg!


tirsdag den 19. april 2011

Figthing fire with fire

Burgere er solskinsmad, og når CPB stikker mig en kold Corona fra køleskabet, så kan man lige klare strålevarmen fra Webergrillen, mens man står og fordøjer dagens dont...




If I was a rich man...

Det startede egentlig med en 'hænger' af en køkkenlåge. Ved nærmere inspektion afsløredes det, at det ikke bar var lågen eller et hængsel den var gal med. Hele 'vaskeskabet' havde faktisk personlighedsspaltning i så alvorlig grad, at det primært levede et liv som svamp. Det havde suget så meget fugt, og samlet så meget snavs, at tanken om et barn i den kravledygtige alder i det køkken ikke duede.


Så kunne det være lækker med et større køkken! Med plads til at en kunne lave mad, og en anden sidde med et glas vin eller en avis... Og lange køkkenborde, med plads til at arbejde... Og skuffer i stedet for skabe!


Så vil jeg have gas! Hvis vi skal bygge et drømmekøkken, eller drømme et byggekøkken, så vil jeg ha' gas!


Hvis du skal have gas, så synes jeg det kunne være lækkert med sådan nogle fingertappede skuffer, noget solidt!


Så kunne det også være mega lækkert, hvis man kunne få ovnen hævet op, så den er i en ordentlig højde...

Okay, lad os se hvad vi ender med: Et stk. køkken med fingertappede, brede skuffer? Tjek


Et stk smeg-gas? Tjek!


Et stk. smeg indbygningsovn? Tjek!


Men hvad med gas, kræver det ikke en motherfuckeremhætte? Jo, den skal mindst være 90 cm bred... Et stk 100! cm bred smeg-emhætte? TJEK!


Så mangler vi bare at gøre rummet større! Assembly the troops, køkken og værelse er tømt, så lad os få den væg ned!


Der ligger hamre og mejsler i spanden, rullestilladset er i haven, jeg henter lige noget afdækningsplast i kælderen... Det var så for sent, husk at skrive støvsugerposer på indkøbssedlen!


Okay, næsten køkkenet var næsten tømt, men vi skynder os. Så der er ikke tid til at fjerne det sidste


Ud med brokkerne og ind med drømmene...


Tid til øl og pølser. Godt arbejde!


Så er der lys og luft i det nye køkken!


Og i stuen er der nu elementer, som bare venter på at blive monteret.


God påske

mandag den 18. april 2011

I feel good!

Så er der væg-til-væg rod i alle rum, undtagen køkkenet. Play-O har været her i tre dage og, sammen med Ældsteknægten, Yngsteknæsten og Kridt-Iglen har de ommøbleret førstesalen. Jeg synes jeg lyder som min mor gjorde, når jeg siger at det kræver en gravko at komme frem på deres værelser? Kælderen blev fyldt om med alt det skrammel, som vi havde på kontoret, alt det skrammel, som CPB havde på badeværelset, og badeværelset blev fyldt om med alt det skrammel vi havde i køkkenet. Det eneste fristed var stuen.

Det eneste fristed VAR stuen! For nu er den sidste bastion røget. Køkkenelementerne kom i dag, eller rettere, vi hentede dem i dag. FUCK de var tunge. Stakkels CPB måtte give fortabt, og et par af nabohannerne måtte løfte i den anden ende, men ind det kom de! Og BoreSmeden var så flink at hjælpe mig med at få det mokket sammen for enden af stuen, hvorfor vi nu har en stor reol i den ene ende og en stabel papkasser i den anden. Jeg glæder mig helt sindsygt til at få det ud af kasserne, men første skal rummet 'rettes op', forstået som i nyt loft, renoverede vægge og nyt gulv.

Vi snakker nok først juni/juli, førend vi endelig kan sætte gryderne på blusset og stege ad helvedes til. Men JEEEZ MAIN det bliver fedt!

Soul Kitchen

Så er indkøbsfasen næsten overstået. Hvilket vil sige, at der nu befinder en mindre filial af hårdehvidevarergrossistens himmerige og køkkenfirmaernes lagerudsalg i vores lille byhus. Senest bjærgede jeg en emhætte ved en boligindretter i København, som skulle flytte om i butikken, og derfor skulle af med... smeg emhætten der matcher gasblus og indbygningsovn. Bare rolig, jeg fik hende godt ned i pris.

Men før det hele vokser os over hovedet, så bliver vi altså også nødt til at komme i gang med selve rummet. Og derfor havde vi, omtrent som et libysk bryllup samlet naboer og familie til en vælt-væg-fest i går. Der blev væltet der! I et tempo, som efterlod mig kampsvedende med en rulle plastik og en rulle malertape, forsøgende at nå at afdække døre til resten af huset, så støvet blev hvor støvet skulle.

Byggemand Blues og Nøgenløberen stod på rullestilladset med hver sin hammer og mejsel i to timer, mens murbrokkerne regnede ned over Store Musse, Fester Til Hun Segner, CPB's far og CPB, som forsøgte at få det ud på traileren i et tempo som efterlod mig i en tilstand ala Ayrton Senna med trailer ud og ind af pitten på genbrugspladsen. Men væk kom væggen, ikke bare fra rummet, men også fra matriklen, og da vi grillede pølser i går aftes, der var rumme i en stand, hvor jeg selv kan tage over herfra.

Dog vil jeg liiiiige høre min far om han har tid til at komme en tur forbi i løbet af påsken og hænge en lampe eller to op...

onsdag den 13. april 2011

I want to break free

Krølle og Mille har taget springet. Ud af buret, ud i friheden, nærmere betegnet vores (og lidt af naboernes have). Det er snart en uge siden de slap ud, men de er meget opmærksomme på at det er i vores 280 kvadratmeter store gårdhave de hører hjemme. Jeg ved ikke hvordan eller hvorfor?


Selvom der er hæk mellem haverne, kan de jo sagtens snige sig gennem hækkene, og hvis de virkelig anstrengte sig, så kunne de nok også finde en udgang til En Verden Udenfor, men foreløbig gemmer de sig bare blandt gamle brædder og tagsten i det bageste af vores have.


mandag den 11. april 2011

Gardens tale

We are family

Ældsteknægten stod i haven før. Helt uden for nummer. Han er hos sin mor i denne uge, sammen med sin søster og sin bror, men på vej hjem fra skole ville han da lige lægge vejen forbi, for at se hvordan jeg havde det.

Det er åbenbart der vi er nu? At han er så stor, at han selv vælger hvor han er hvornår. Han ville gerne hente sin cykel i dag, fordi det er godt cykelvejr. Han har jo nøgle, og lige om lidt har han fuldskæg, festivalbilletter, tatoveringer og tømmermænd. Shit, det går hurtigt!

Nå, men alt i alt er det jo hyggeligt nok, at han føler sig hjemme i begge hjem, og selv styrer hvor han er, og hvornår. Det må være udtryk for velgennemført assimilation? Søren Pind ville være stolt af os!

søndag den 10. april 2011

I don't like mondays

Søndag, solskin og kaffe. Vi var i haven i går. Det var for fedt. Det var varmt, og selvom jeg havde været til generalforsamling i volleyklubben natten før, så var det ikke for koldt til at dele et par øl om eftermiddagen med Nøgenløberen og Fester Til Hun Segner, samt et par af de øvrige naboer. CPB drak vand, men det var vist også godt?

Nøgenløberen har iøvrigt både trailer og bil, så jeg tilbød ham at hjælpe med at køre noget af hans haveaffald på lossepladsen, hvis vi liiiige kunne have lidt af mit også. I dag kører vi andet læs, hehe.
Nøgenløberen: "Jeg ved ikke hvad det er, men jeg kan faktisk godt li at køre på genbrugspladsen?"
DFO: "Mmmm. Det kender jeg godt."
Og når man kigger på klientellet, så er det jo 85 procent mænd i stationcars, med børnesæder, trailer og topmave. Personligt tror jeg at vi nyder freden, det kvarter det tager. At man så skal håndtere skrald imens, det klarer man nok!

Det havde iøvrigt blæst fredag, så låget var lettet på marsvineburet. Krølle og Mille har taget springet, men de er ikke stukket af, de er bare taget på landet. Nå man går i haven og klipper hæk, fjerner rødder eller andet, så kommer de nysgerrigt frem, og sidder i udkanten af plænen og gnasker mælkebøtter. Så snart man rører på sig er de dog væk i hæk, hegn og nabohaver... Hvordan mon den saga komme til at fortsætte?

Men hvordan skal man sætte sig op til job, når man kan kigge ud i solskinnet, med den der fornemmelse af, at nu. Nu. NU! Nu er hedebølgen der. Sommeren er kommet. Frem med grillen. Tænd køleskabet. Kør Tyskland herop, og tænd for musikken! Summer here I come!

torsdag den 7. april 2011

Crash

Det er vist det man kalder en landmandsparkering?

Loooorte-par-forhold

Looooorte-par-forhold! Luuuuudvig han er træt af kvinder...Åhåhåh Lorte-par-forhold! Sådan forvanskede en bekendt engang Magtens Korridorers megahit, så ludbehandlede træ-persienner blev til en linje om Ludvig. Og det er da egentlig ganske sigende. At meningen ikke kun afhænger af den der taler, men i lige så høj grad af ørerne der hører. Med andre ord, det er afsender og modtager udgør et dialektisk forhold.

Det er netop den pointe, at der er mindst to sider af samme sag, som er hovedlinjen i et projekt, som jeg kaster mig over, når sneen ligger meterhøjt, eller når banken siger stop for byggeri. Så skriver jeg på en saga om min skilsmisse, som forhåbentlig en dag bliver til en bog. Jeg skriver den sammen med hende jeg blev skilt fra, fordi fortællingen skal have troværdighed, og fremstille begge sider af forløbet. For at undgå at det ender i mudderkastning, men for at finde de centrale omdrejningspunkter, som gjorde at vi kunne lykkes med at skilles, men stadig ses, stadig være forældre for vores børn, og stadig bevare relationer fælles.

For mig er det vigtigt at fortællingen ikke bliver rosenrød, for så mister den troværdigheden, derfor vil der være passager, som er så tåkrummende pinlige, så smertefulde at mindes (sikkert også at læse?), så uoverkommelige at forestille sig glemt, at man som betragter ikke kun ser 'the sunny side', men også for en forståelse for at tolerance, tilgivelse, hårdt arbejde og vilje er ingredienser der skal til, når et hjem skal splittes op, nogle børn skal videre og livet skal etableres forfra. Hver for sig.

Omvendt betyder nye begyndelser også masser af sjov, frihed og mulighed. Det er en vigtig ting at husk. Selvom man sidder i det dybeste hul, i den tungeste mudder, at man får en mulighed for at gøre tingene på sin egen måde. Det er både rart, skræmmende og morsomt. For hvad er det egentlig man vil, når man bryder ud af et langt parforhold?

Alt det og meget mere, det skriver vi på...

tirsdag den 5. april 2011

Relax, don't do it!

Gider du ikk godt slap af nu? Sådan siger CPB, når min maniske oprydningsfeber raser. Jeg kan flytte ting i timevis. Faktisk har jeg gjort det i årevis, og jeg er ikke tæt på at have fået ryddet færdigt op.

Dem der kender mig godt, vil kunne se forskel på om der er ordnet eller rodet, men folk der kommer første gang i mit hjem vil nok godt kunne få øje på en enkelt ting eller to, som liiige mangler at finde sin rette plads.
Derfor er det godt, når CPB en gang i mellem siger: "Sæt dig nu lige og hyg lidt med mig." Hvis ikke hun gjorde det, så gik jeg hvileløst rundt med ting fra rum til rum. Men fra tid til anden kan hun hive mig ned. Finde roen og nyde at slappe af. Sammen. Det er jeg glad for.

mandag den 4. april 2011

Paparazzi

Forbudt
for blogland!

Det var den besked jeg fik af CPB, da jeg fotograferede nedtagningen af det gamle køkken. Det kan da godt være, men jeg kunne ikke lade være med at tage et par stemningsbilleder. Om ikke andet, så ville det være bevismateriale, hvis vi fik sagsanlæg på halsen fra folk der har spist fra det køkken. Altså deres beviser... nehj ved nærmere eftertanke er det nok bedst de bliver på harddisken, men et par snapshots fra opsætningen af nødkøkkenet kan I da få...

Her er hvad vi sagde farvel til...


Etagen under rummer et badeværelse, som de næste tre måneder er nødkøkken.


Når man tømmer skabe og skuffer, så opdager man hvor meget man egentlig har.


Med hjælp fra Ældsteknægten og CPB fik jeg mokket det der kunne reddes fra det gamle køkken ned i kælderen.


En - to - tre - rosmarinplanter i vindueskarmen, og så er der jo et køkken.

Bemærk spejlet! Er det ikke for fedt? Sådan lidt TV-køkkenagtigt, kan man stå og tale til sit spejlbillede... "De tjeg så gør her, er at jeg hakker krydderurterne..." Det skal vi nok få sjov ud af...





søndag den 3. april 2011

Nobody knows you when you're down and out

Efter at have rendt banker og kreditforeninger på dørene, i jagt på en løsning på den store køkkenkabale, og fået fornemmelsen af at være kasteløs og steningsparat, så er det ved at gå op for mig, at jeg er en af dem der giver bankrådgivere grå hår i hovedet og presser dem ud i tidlig pension. Alle som en virker de lykkelige over at sende mig videre med beskeden: "sorry, men vi kan ikke hjælpe dig!"

Det kan godt være, at jeg har haft en tendens til at gældsætte mig for hårdt? Uden tvivl faktisk, men lad os se realiteterne i øjnene. Jeg har uddannet mig i fire år, fået tre børn, ejet fem biler, en lejlighed og to huse. Oven i det er jeg blevet skilt og har et barn på vej. Alt sammen beslutninger der i regnedrengenes øjne virker tankeløse og ufornuftige, og som de klart ville synes jeg skulle vente med til jeg engang havde sparet op, og havde råd. Men lets face it: Hvis jeg skulle have ventet til jeg havde sparet op, så skulle jeg i fædregruppe med Claus Pagh, så havde jeg boet i lejligheden i Brønshøj endnu, og så tror jeg jeg havde set lige så bleg og gennemsigtig ud som den seneste bankrådgiver, der ridsede en fornuftig 22 måneders plan op for mig:

Pæn og logisk på overfladen - Lev med køkkenet i har, og afvikl den dyre gæld mens renten er lav. Spar op til et køkken og nyd at I ved præcis hvor lidt I har hver dag. Man kan jo regne ud hvor mange kroner man må bruge i timen, eller hvor mange ører i minuttet.
Så kan man jo sidde derhjemme, med sit dankort begravet i en dåse i haven, og gnide sig i hænderne over at man hver minut sparer 87 ører. Tænk hvad man tjener en aften foran fjernsynet med kavalkade af De Unge Mødre, Hvad Er Det Værd og Singleliv.
Efter cirka 271 år begynder du at spare op, Thomas, og når du har været død i et årtusinde, så er der til at holde en grillmiddag! Det synes jeg I skulle overveje?

Jeg overvejede hans plan et døgns tid. Det lød jo ret godt, men når jeg forestillede mig at blive lige så kedelig som Manden Med Det Grå Slips, kunne jeg da godt se at den hvide laminatslåge ville dække over det her:

At jeg, ligesom mit eksisterende, udtjente laminatkøkken fra slut-firrserne, langsomt men sikkert først ville gå i dvale og dernæst i forrådnelse. Om ikke andet så af kedsomhed og dårlig hygiejne. Det kan man da ikke byde et barn i den kravledygtige alder, kan man vel?

Men vidste I, at der findes et dyr der hedder Bjørnedyret? Det er ikke et pattedyr, men derimod en slags insekt, eller en larve, som overskrider grænsen for livets grænser. Det skulle Manden Med Det Grå Slips læse om. Bjørnedyret er fundet i de mest ekstreme kuldeklimaer på planeten. Det er ikke større end at man skal se det med mikroskop, men minus 50 grader er da intet problem. Det 'går i tønde', altså trækker hovedet og halen ind i kroppen og stopper sit stofskifte! Yes, du læste rigtigt. Det ophører med at leve, men det dør ikke. Når temperaturen stiger, så starter det stofskiftet igen. Samtidig er Bjørnedyret konstant påvirket af en promille, man kunne kalde det anti-frostvæske. Sådan kan man vist godt analogere min økonomi.

Så hvordan 'går jeg i tønde'?

Der er et par ting, som regnedrengene kalder tilfældigheder, eller uberegnelige faktorer, men jeg er fast overbevist om, at de har været med til at redde min røv mere end én gang. Nu er det nemlig sådan, at jeg i samme periode har bygget hus i 8 år, arbejdet i 10 år, som lærer, og i snart 14 år som far. Dermed skraber jeg faktisk både penge og erfaring sammen. Det er ganske vist meget svært at værdisætte, men hvis jeg prøvede et øjeblik, at forestille mig det modsatte, at jeg ikke havde arbejde, at jeg ikke levede op til mine far-forpligtelser og at jeg aldrig løftede en finger derhjemme, så ville jeg ikke adskille mig væsentligt fra Onslow i Fint Skal Det Være, parret med en af de rigtig håbløse sager fra Luksusfælden.
En anden egenskab jeg bryster mig af, er at jeg oftest køber til fornuftig pris. Det er muligt, at jeg har ufornuftigt kreditforeningslån, og dermed betaler nogle 'dummebøder' i form af for høj rente, eller løber en unødig risiko, men til gengæld er jeg god til at undersøge priser og finde ting langt under markedsprisen. Mande Med Det Grå Slips ville ryste på hovedet og sige at man ikke kan regne med det, men jeg vil sige, at jo, det gør jeg faktisk. Da jeg udskiftede døren til haven, fandt jeg en brugt, fejlfri dør, med termoruder og i tiptop stand. 1200,- og en trailertur Horsens-Odense og retur. Hvis man købte den ved fabrik, var prisen minimum 8.000!
Da jeg fik lagt fliser i kælderen, lykkedes det også at finde de lækre, lyse 50x50 fliser, som jeg ønskede med 60% rabat! Ellers var det ikke blevet dem...
Når det her køkkenhalløj er overstået, så skal I nok få en opgørelse, som viser, at selv big-scale, kan jeg godt regne med det.

En anden måde jeg går i tønde, er at jeg knokler. Jeg er ikke doven, og arbejder gerne hårdt og længe, hvis målet er at tingene bliver bedre. Manden Med Det Grå Slips ville mene at det er umuligt at putte i et regneark, så det tæller ikke, men vend den om. Dem der ikke gider løfte en finger, de må betale andre for det de gerne vil have gjort.

Når Bjørnedyret nu kan klare at leve i minus 50, så er det fristende at finde smertegrænsen. Forskere har nedsænket Bjørnedyr i flydende nitrogen (-196) hvilket det uden problemer klarer! Man har udsat dem for radioaktiv stråling, og de ville sagtens kunne bo godt i Fukushimaværket! Så næste gang jeg er i banken, så vil jeg lidt Erik Clausens spørge rådgiveren: "Jamen hvad med Bjørnedyret? Har du tænkt på det? Det synes jeg du skulle gøre!"

Verden er ikke så simpel som den ser ud gennem provenueberegninger!

Heldigvis har jeg fundet en dyreven af en kæreste. Hun tror på bjørnen i mig, samtidig med at hun underviser i matematik. Min økomoniminister har lavet et revideret budget, lagt en stram handleplan, hvor der både tages højde for babytøj, feriebørn og køkkenelementer, men til gengæld er sparet et gipsloft, en gipsvæg og en havedør væk. Bordplader vælger vi også at se stort på, og sætter vores lid til at den indlagte buffer eller den blå avis giver os en løsning når den tid kommer.
Men hun har fået det til at hænge sammen. Også så vi kan se os over i den gruppe der afvikler gæld. Resten af året får jeg 2500 i lommepenge, eller til personlige udgifter, og dem vil jeg bruge 1000,- af hver måned til at betale min mor for et gammelt, gammelt, gammelt lån. Måske kan bjørnedyret leve i et varmere økonomisk klima?

Som det white-trash-luksusfælde-pontentiale jeg åbenbart har, ender det da også med en 'etnisk løsning'. Vi låner pengene i familien og afvikler det indtil jul. HO HO HO...

lørdag den 2. april 2011

Så kan du godt skrive på din blog...

...at Fornuftens Stemme Med Den Nye Barnevogn hun har givet sig!

Lad propperne springe!!!

fredag den 1. april 2011

Cry me a river

Jeg begynder at indse, at slaget er tabt. At det fantastiske grå køkken ikke kommer til stå i vores hus. For sagen er at pengene ikke kan skaffes til veje. I hvert fald ikke umiddelbart. Banken sagde nej, og det bliver det!

Vi kunne godt røve en bank. Vi kunne vinde i lotto. Eller vi kunne låne pengene af en rig slægtning. Men årsagen til at jeg sidder her, uden kreditværdighed, er at jeg hidtil har lånt. Så fornuftens stemme siger nej, og hun virker urokkelig.

Det har jeg sådan set indset. Med min egen logiske sans.

Men hvorfor er det så, at jeg ikke kan lade være med at gå rundt og tænke: "Der må være en måde?" eller "Det er bare løgn, det kan da ikke passe!" Samtidig tænker jeg: "Fuck, hvor er jeg bare materialistisk, kan jeg virkelig tage sådan på vej over ting?" og "Det er jo ikke det vigtigste, det vigtigste er at vi er raske og rørige."

Jeg aner bare ikke hvad der kan komme til at lade sig gøre? Hvis jeg havde troet på det ville rokke noget at jeg gav mig til at tude, så tror jeg måske jeg kunne være kommet omkring den vej. Men mig bekendt er gråd aldrig det der har fået mænd til at få deres vilje, så jeg tror ikke jeg går den vej...

Men skuffelsen, det at give slip, også selvom det bare er en ting, den er svær at sluge. Det svarer vel omtrent til at byde en vordende moder udsigten til at skulle nøjes med en brugt barnevogn, hvilket ikke er helt så langt fra virkeligheden som man kunne tro.

Man overlever, men tankerne pusler i hovedet.