lørdag den 28. november 2009

Typisk

Jeg har lige haft fødselsdag. 33. Meget afslappet og hyggelig. Som sædvaneligt er min fantasi meget begrænset, når folk vil vide hvad jeg ønsker mig. Og som sædvaneligt kommer jeg i tnake om det dagene efter... Et kamera! ET KAMERA!

Det er da det jeg mangler. Sådan en dag, hvor solen kæmper med skidtet på mit kontorvindue om herredømmet, men hvor solen lige nu vinder, der savner jeg at kunne tage et billede til min blog. Har ikke 'bedlet' på de mange sidste indlæg, og savner det. Jeg har ikke engang fotograferet min drilagtige Mac...

Ville også gerne have haft et billede da Kridt-Iglen var i bad med 6 dukker og legede frisørsalon. Hmmm... For fem år siden havde jeg aldrig haft forestillingsevne til at forestille mig den lykkefølelse min pige kan give mig. Jeg havde drenge. Jeg var godt tilfreds med at bygge huler, samle cykler og havre/save-delen. Derfor er det kommet bagpå mig at jeg i den grad er blevet invaderet af dukker, kjoler, lyserødt, tyl og plastik.

Blev lige afbrudt fordi jeg skulle hjælpe Jytte Abildstrøm med at knappe den gule trøje som er udover den lilla. Men en rød tyl-nederdel kræver åbenbart mere modspil end de hvide strømpebukser med guldtryk på kan give...
KI: Far, jeg har givet Askepot to kjoler på hun ikke bliver forkølet. Du siger jo at du bestemmer over mig, og jeg skal have to trøjer på så jeg ikke bliver forkølet. Så bestemmer jeg over Askepot - og hun må heller ikke blive forkølet!

Hun har ikke bedt mig om at føntørre dukkernes hår endnu. Heldigt! For en hårtørrer ejer jeg ikke. Tvivler nu på den kommer på ønskesedlen til næste fødselsdag;-D

tirsdag den 24. november 2009

Can we do it? Yes we can!

Havde besøg af MUM og øglerne. Hyggeligt. De skulle hente et par småting, bl.a. en børneseng og et bildæk(!) Vi drak kaffe og snakkede. Det er faktisk fantastisk at virkelig kunne glæde sig på hendes vegne og lytte til frustrationer uden at skulle tænke i konsekvenser og omkostninger.

Måske jeg lige skulle brede den lidt ud?

Jeg har haft svært ved at lytte til f.eks. jobfrustrationer uden at føle mig forpligtet til at komme med løsningsforslag. Og jeg har været meget dårlig til at lytte til den samme ting to gange, hvis ikke mine input blev taget med i ligningen. Det er jeg ikke mere. Tværtimod! Jeg kan nu lytte til problemer, eller udfordringer om man vil, og tænke om det er noget, hvor min mening er ønsket, og så kan jeg enten sige mit eller tænke det, men i sidste ende er det jo ikke mine problemer. Jeg er en bedre lytter nu!

Mere frygteligt, eller måske mere glædeligt er det at min evne til at glædes på hendes vegne er øget markant. Jeg har jo altid undt hende hele verden og ønsket det bedste og alt det der, men jeg har ofte haft det svært med, at ambitioner kræver indsats. For den indsats det krævede, at nå sine mål, følte jeg ofte betød at noget blev taget fra mig/os. Den frustration er HELT væk nu!
Forleden var hun nævnt i Femina og helt vildt glad og stolt over det. Det kunne jeg også være, for jeg behøver ikke længere tænke over, hvor mange timers blogging det koster at nå så langt. Jeg kunne bare glædes og være pissestolt af hende. Så det var jeg!
Et par andre succesoplevelser har hun også berettet om, og det glæder mig også.

Den glæde vil jeg værne om!

Mange, familie og venner, har, med god grund, været bekymrede for os allesammen. Men vi står med benene på gulvet og hovedet holdt højt. Vi er sammen i at være hver for sig, hvis man kan sige det sådan? Det tror jeg godt man kan... Forleden var jeg forbi og fejre min fødselsdag hos MUM. Jeg blev et par timer, drak kaffe (det er så åbenbart det vi gør?) og hjalp hende med at hænge en lampe op. Ungerne legede ved siden af. YES WE CAN!

tirsdag den 17. november 2009

At finde sine ben igen

Der er uro i mit hovede for tiden. MC Einar har engang sunget "for mange elefanter i mit liv", men jeg har det mere som "for mange elefanter i mit hovede"!

De tunge tanker tramper rundt.

En af elefanterne ligner vores bankdame på nordfalster, Tania. Hun er evindelig pessimist, stædig og magtfuld. Når hun kigger på budgettet får hun kuldegysninger over hele kroppen og løber væk, mens hun trompeterer "manden er gal og blanket af!".

Tre elefantunger fylder op. De er ikke besværlige, men de fylder i mine tanker, fordi de er udsatte og deres eksistens er truet. Jeg er dog ved at indrette reservatet, så de får nye omgivelser. Deres lethed, modenhed og samarbejdsevne er en stor hjælp. Den ene dag kunne de ikke gå på to ben, og nu snører de snørebånd, fylder opvaskemaskiner, laver mad og passer sengetider?!?!

Der er en gammel hunelefant som ofte sender mig en tanke (og en mail) hun sidder i min fødeby, og mindes da hun for 33 år siden blev mor første gang. Hun har forsøgt sig med et prøvemedlemsskab i "De bekymrede mødres klub". Det bekymrede sgu mig! Heldigvis har jeg fået opsagt hendes medlemsskab, og nu er hun sendt i rekreation omkring ækvator.

De lokale elefanter har jeg ikke snakket med i en måned nu! De bor lige bag murene i mit reservat, på den anden side af hækken eller vejen. Jeg ser og hører dem indimellem, og de ved også hvad der sker, men det er simpelthen for opslidende at forklare, og jo længere tid man er ude af flokken, jo mere bliver der man mangler at fortælle. Men i denne uge har jeg så småt taget hul på det. Et par stykker har jeg snakket lidt med, snart kommer resten!

En anden elefant har boet langt væk længe, men er nu vendt hjem. Og den er tørstig. Den drikker masser af øl og vin, og gør det ofte. Den har jeg meget svært ved at finde ud af hvad jeg mener om. For jeg synes det er pissehyggeligt og sjovt, hver gang den stikker hovedet frem, men samtidig kan jeg mærke, at den bliver tungere og tungere at slæbe rundt på, så måske den skulle drikke vand en gang i mellem?

Et sted udenfor reservatet er der også en elefant jeg har sendt på flugt. Ind i mellem sender den et røgsignal. Enten for at bede om hjælp, eller for at sikre sig at den ikke er faret vild. Den fylder ekstremt meget i tankerne, for selvom den ikke længere hører til mit revir, så har den trampet så længe i skoven omkring mig, at det er underligt den ikke er her længere.

Det offentlige har ansat elefanter, som plager mig med spørgsmål om dette og hint. Spørgsmål det tager længere tid at undlade at besvare end det gør at følge det til bunds, men som på grund af antallet ikke kan overkommes at behandles.

På arbejdet har jeg ca. 30 små elefanter der dagligt kræver opmærksomhed og udfordringer. Jeg tænker slet ikke på hvad jeg skal lave med dem, når jeg har fri, men jeg tænker ofte på at jeg burde. Altså jeg burde tænke på dagen i morgen. Jeg burde planlægge. Jeg burde, jeg burde, jeg burde...
Men der er tusinde nye ting at forholde sig til, så lige nu har jeg accepteret at ryggraden må tage sin del af slæbet mens jeg har elefanter i skallen...

Alle disse tunge tanker fylder mit hovede op. De rumsterer og forstyrrer, i en grad der gjorde det umuligt at blogge indtil for nyligt. Jeg orkede ikke at se tv (det gør jeg stadig ikke) jeg orkede ikke at være social. Jeg magtede heller ikke at være alene, for så var det lidt som om ekkoet fra de trampende elefanter blev tydeligere.

Men nu har jeg fundet mine ben igen. Dem i næsen! Jeg står stadig, og jeg begynder at se mere klart. Jeg sorterer og putter i kasser. En del smides ud, en del køres væk og en del laves om. Men meget består. Meget af det ER jo mig! Jeg skal ikke lave mig selv helt om, bare finde kernen igen. Have prioriteterne i orden.
SoloPapa-rollen er faktisk en fri rolle. Jeg har mange SKAL-gøremål, men jeg bestemmer selv hvordan og hvornår jeg gør det jeg skal.
F.eks. vaskede jeg tøj i en uge mens børnene var væk. Alt vores tøj stort set. Det betyder jeg ikke behøver bekymre mig om det mens de er her.
Jeg skal snart i gang med at bage igen, men foreløbig har jeg måtte krybe til korset (eller Netto) og købe brød. Men snart skal min KitchenAid i sving igen.
Jeg smører madpakkerne om aftenen.
Jeg står op 5.45, hvilket er pikketidligt, men tilgengæld når jeg både bad, morgenmad og kaffe. 6.50 sidder vi i bilen, og kl. 8.00 skulle jeg gerne være på job. Det lyder måske stresset eller hårdt, men NO SIR, for tidligere skubbede vi de praktiske opgave mellem os, nu er det kun mig, så piv og gnavenhed nytter ikke.
Jeg kan ikke sige mig fri for middagslurtrang, men foreløbig har der ikke været tid. Tilgengæld skal den tørstige elefant ud og vifte med ørerne på fredag, og derefter kommer en weekend med masser af søvn. Og hvis jeg er heldig .........

mandag den 16. november 2009

Uden mad og drikke

Duer småbørn ikke!

I dag hjalp Kridt-Iglen mig med kødsovsen, og for første gang i dette skoleår spise hun pasta med noget på! Det er utroligt hvad det gør ved børn at deltage i madlavningen.

I går var jeg travlt optaget af at skille et skab ad, da Gnavpot pludselig ville have aftensmad.
"Jamen der er mad når du har lavet det!" var svaret. Han gik ned og rumsterede med gryder og pander, og bacon i tern, kartofler og blomkål fra dagen før blev ristet i olivenolie, tilsat salt, peber og basilikum. Da det var sprødt puttede han en dåse kokosmælk i. Denne ret serverede han med pasta til, og som Professor Teflon udbrød: "Hold kæft det smager godt, og så er det en helt ny ret du har opfundet!"

Bon appetit!

søndag den 15. november 2009

Skæbnen er, ser det ud til, ikke uden en vis form for ironi

Vågnede alene igen. For anden morgen i streg. Det er klart nætterne der er værst. Det er underligt at gå alene i seng, når man har været vant til at sove sammen i 16 år. Selvfølgelig har jeg sovet alene i de år, men der har man jo vidst at det var en dag eller to. Lige nu er det en uge af gangen. Og det er fanme lang tid!

Nå men i morges vågnede jeg, og som så mange gange før gennemtester kroppen systemet når kroppen er i hvile. Med andre ord, vågnede op og var stang-horny og alene. What to do?
Et 'ryk i aben' kunne måske fjerne lidt af ensomhedsfølelsen og i hvert fald tage trykket fra systemtesten. Stressrelease i yderste potens!

Nu er jeg jo så heldig, at jeg har købt en spritny Mac, men jeg gider altså ikke få den befængt med spyware, virus og alt det hejs, så net-porno er altså udelukket på min livlinje. Men i flytterodet fra MUM's udflytning var der imidlertid dukket et par DVD'er af mindre lødig karakter op, så jeg kunne da proppe en i Mac'en uden nogen skade kunne ske...
Skulle man tro! For Mac er åbenbart en frækkert? Den åd bare skiven! Intet billede? Ingenting?
Så var man jo ligevidt, eller dvs. faktisk lidt mere frustreret. Men jeg kunne jo bare tage den ud igen... HA! Så fræk er min Mac altså; Den vil sgu ikke slippe! Så DVD'en blev i computeren, stadig uden billede, men dog med en knasende og opgivende lyd hver 10. sekund, når den forsøger at spytte ud! Dog uden held...

Jeg tabte helt gejsten, så nu er jeg stadig stresset, men nu med fræk, defekt computer. Heldigvis har jeg tegnet en serviceforsikring mod alle uheld, så jeg indleverer da bare apparatet til reparation i butikken, men så kommer næste problem: Jeg har lige flyttet al data fra min gamle pc over på Mac'en. Hvad nu hvis det forsvinder når den er til fix? Hvis de bare stanger mig en ny? (det håber jeg ikke). Jeg har lige lagt al min musik ind, og alle mine dokumenter, min digitale signatur, min netbank... Det kan jeg slet ikke overskue...
Den kloge læser ville indskyde: Jamen hvorfor købte du ikke en ekstern harddisk, så du kunne lægge det der?
Jamen kloge læser: Det gjorde jeg også. Jeg sidder her og kigger på den. Men Overblikket ridder ikke samme dag han sadler, så den er ikke installeret på Mac'en endnu. Det skulle jeg have gjort i dag...
Den nysgerrige læser vil sige: Hvorfor gør du så ikke det?
Jamen nysgerrige læser: Det ville jeg gerne, men der står man ikke må tænde den før man har installeret den på Mac'en. Og for at gøre det skal man... ja, ganske rigtigt; indsætte installations CD'en i CD-drevet!

lørdag den 14. november 2009

Den vilde lørdag

ADVARSEL: Læs ikke det her, hvis du forventer et klynkeindlæg om besværligheder!

Hyggelig hyggelig aften. God mad, godt selskab og god stemning. Det gik som det måtte gå, og bagefter bippede telefonerne. Vi har en fælles kollega, som er en festabe uden lige.
"Er i byen, hvornår kommer i?"
Hurtig beslutning: tøj på til fest og i byen. Aftenen var stadig ung.

På 'cafeen' (det er så snusket et sted) var luften tyk af røg, men Fester-Uden-Hæmninger havde gode terninger og resten af fodboldholdet skiftedes til at give ham øl. Han sad i en skov af flasker da vi kom.
"NEJ???! DER ER DE JO!" brølede FUH. "HVA SATAN SÅ KOM I ALLIGEVEL?"

Vi bænkede os med holdet, og fik øl i hånden og det der hører sig til. Terningerne rullede og stemningen var god. Det er det fodboldhold jeg har spillet for i foråret, så jeg kendte de fleste af dem, om ikke andet så af udseende. Der var mange. To borde, så måske 10 stykker der var strøget en tur til staden for at slå til søren.

Ved bordet bag os sad nogle lidt ældre mænd og nød en øl med deres lidt ældre kvinder. De så gennemhærgede ud, men virkede stille og rolige. Indtil en af dem, en tilforladelig fyr i grå sweatshirt, lænede sig over mod mig.
"Hvis jeg brækker næsen på en af dem ved det andet bord, rejser I jer så op?"
Dagen forinden havde jeg set Gandhi (en af mine ynglingsfilm) og hans filosofi er meget kompatibel med min. Man skal ikke gå af vejen for nogen, hvis man mener man har ret. Men man skal behandle andre med værdighed og respekt, så vil deres afstumpede agresioner falde som modne æbler.
"Hvorfor dog?" og "hvem?" var de første ord der forlod min mund. Jeg kunne ikke se at nogen opførte sig provokerende, og ved bordet han pegede mod sad FUH blandt andre. Jeg så ingen grund til at svare på hans spørgsmål, for det ville også tvinge mig til at tage stilling til om jeg ville rejse mig?
"Ham den fede i den sorte trøje?"
Jeg var klar over at det ikke var FUH der var i kikkerten, men omtalte mand fra holdet er en stille og rolig fyr, som jeg aldrig har oplevet har generet nogen.
"Hvorfor dog?" spurgte jeg igen. Dog uden at få svar.
Den grå sweatshirt snakkede videre til nogle af de andre.
"Har I noget imod at jeg brækker næsen på en af jeres kammerater?"
Stemningen var ikke længere god. Faktisk meget trykket. FUH opdagede igenting, han havde fire seksere konstant. Jeg lænede mig mod en af dem fra holdet og spurgte om han så hvad der var under opsejling.
"Hvad der end sker, så bliv siddende" var hans overraskende svar. "Det er rockere de der"
Jeg kiggede igen. De så sgu meget almindelige ud. Ingen rygmærker, læderveste, underligt skæg eller noget.

Et par gutter stødte til vores selskab, og det så ud til at lægge en dæmper på den spændte stemning. Men den grå sweatshirt gik mod toilettet og kom åbenbart i klammeri med en af dem der lige var kommet. Bartenderen var der som et lyn og fik den nye smidt på gaden. Alarmklokkerne ringede, for det var da tydeligt, at han gjorde det for at undgå en optrapning af noget som helst.

Det virkede faktisk som om der faldt ro på. Vi raflede videre og det indre alarmberedskab gik et niveau ned. Men pludselig kom den udsmidte tilbage. Han møvede sig gennem gæsterne over mod de borde hvor de formodede rockere sad. Han kastede sin ølflaske mod dem og masede sig ud igen. De fløj op, både mænd og kvinder, som i en disneyfilm forsvndt gæsterne under gulvbrædderne og gav fri passage til udgangen.

Jeg blev siddende et øjeblik, FUH råbte til en af yndlingespillerne at han havde løftet på Meyer, så han skulle gå to ned (han så ingenting). Min Tapre Date derimod følte skolelærerkaldet så kraftig, at hun stormede over borde og forbi gæster og ud på gaden. Det efterlod ikke meget valg. Efter og se om Gandhi kan bruges.

Udenfor havde de fået fat i ham. Han var åbenbart blevet revet rundt, sparket og havde fået tøjet flået af overkroppen (hvorfor dog det?). Men MDT havde fået sendt dem i neutralt ringhjørne, så jeg vadede lige ud i flokken af rockere uden nogen mulighed for andet end at lægge ansigtet i Gandhifolder. De gik og skumlede, og kiggede på fortovet med stor interesse. Om hun har skammerøjne ved jeg ikke, men noget havde hun lykkedes med. Til gengæld var hun væk.

Jeg gik ned ad gaden, og i en port stod hun og lappede den sårede kriger sammen og hjalp ham i tøjet, alt imens hun skældte ham ud. "DU ER KRAFTEDDEME FOR DUM!" "NU TAGER DU HJEM" og den dur!

Vi fik ham sendt i den anden retning og gik tilbage mod værtshuset, men der var freden ikke helt så sænket som i den ende af gaden vi kom fra. Den ene af rockerne havde mistet et emblem eller en halskæde, og det er åbenbart ikke noget der kan passere uforstyrret. Han havde travlt med at forhøre selskabet vi kom fra. Jeg ved ikke om Gandhi alligevel tog bolig i mig, for i hvert fald tænkte jeg at det her da var for dumt. Det var en tosset ting på en god aften, hvad skulle der til for at bringe det i orden. Sammen med en fra holdet afsøgte vi fortovet, men uden held. Da vi kom tilbage, kaldte den bestjålede rocker mig hen.
"DU KENDER HAM!"
Det gjorde jeg sådan set ikke, men selv hvis jeg gjorde, var det jo ikke ligefrem en drømme situation at stå i. Jeg vil som udgangspunkt gerne hjælpe, men hjælpsomheden her gjaldt jo ikke at bringe dem sammen.
"Overhovedet ikke. Jeg er stort set lige flyttet hertil."
"MEN DU KENDER DEM DEROVRE?"
"Ja, nogle af dem har jeg spillet fodbold med et par gange"
De følgende forhandlinger og tovtrækkerier skal jeg spare jer for. Essencen var at guldet skulle bringes til veje, hvis flasketossen skulle have en chance. Så meget stod klart. Men mens jeg parlamenterede med ham, tænkte jeg alle muligheder igennem. Hvad hvis det var røget i en kloak? Hvad hvis nogle andre havde fundet det? Der var selvfølgelig også den mulighed at flaskekasteren rent faktisk havde taget det i kampens hede, men så dum troede jeg alligevel ikke man ville være.
Jeg fik en adresse og et mobilnummer, og så skulle det guld ellers bare tilbage inden onsdag. Et par minutter efter kom hans kæreste over og sagde inden mandag. Heftig aktivitet med mobilerne, og guldet kom til veje. En kammerat cyklede til rockerborgen og smed det i postkassen, og så gik vi ellers hjem.

En af den slags byture der er værd at skrive hjem om... eller ud om!

fredag den 13. november 2009

Nyt liv

Så er de hjemme igen. De tre bukke bruse. Mine spor i livet. Efter en hel uge hos MUM. Tiden er fløjet afsted. Jeg har faktisk ikke rigtigt haft tid til at savne dem. Der har været så mange praktiske detaljer der har skullet ordnes
  • Vi skulle i statsforvaltningen
  • Jeg har skullet reetablere min økonomi (hvilket er pænt svært, når Nordea insisterer på at vi har bankafdeling på nordfalster, selvom vi bor i Horsens?) Mærkeligt firma?!?!
  • Jeg skulle også høre kreditforeningen om de kunne godkende at jeg overtager al gæld. NIXEN BIXEN KAREN BLIXEN!
  • Så har kommunen skulle have alle oplysninger og ansøgninger, så en tur i borgerservice, samt at opdage at min digitale signatur var udløbet...
  • Den digitale signatur kunne ikke fornyes via nettet, fordi jeg har skiftet mellemnavn siden sidst.
  • Det blev ikke let at ringe til DanID og få en ny, da min telefon valgte at gå i arbejdsnedlæggelse weekend+mandag-tirsdag.
  • Samtidig har jeg en ever going on battle med firmaet der lagde vores tag. Endnu en gang blev jeg brændt af til et byggemøde.
  • Alt blev mere besværligt da min computer valgte at stå af. Så nu blogger jeg fra en spritny Mac. Ganske vist en lille model, men den er min, og den virker! Sådan da! Jeg skal lige lære den at kende, men foreløbig er det et positivt bekendtskab!
  • Jeg skulle også bygge ny seng til drengene. Det gik godt, men da jeg skulle købe nye ting i IKEA, bl.a. madrasser til knægtene, glemte jeg at hente madrasserne, så det blev to IKEA ture i en i går. Lang dag!
Alt sammen spicet op af at jeg har haft en gæst hele ugen! Nej ikke marsvinene og deres unger! Derimod en kvinde der har blæst mig baglæns bagover. Jeg vil ikke gå i detaljer endnu, for lidt endnu, vil jeg gerne have det for mig selv, men mit nye liv er i gang! På den store klinge, som Mader og Leth ville have sagt! Det har været så fed en uge, på trods af alle forhindringer, og nu sidder jeg så og fordøjer, mens jeg lægger musik ind på min nye Mac. Pt. er det Bob Marley, som giver den gas i højtaleren...


onsdag den 4. november 2009

Alene alene alene!

Så var der debut som enefar!

Det var godt nok en underlig oplevelse. SHM blev omdøbt til DAM (Distant Away Mom), og gik ud af døren 19.36. Ganske udramatisk, men herfra var jeg alene! Det virkede næsten som at få sit kørekort og få nøglen, eller første barn man tager med hjem fra hospitalet, eller da jeg som nyansat lærer var alene med de første elever.

Man er alene, men har ansvar for andre! Praktisk set lavede jeg mad, børstede tænder og puttede børn. Siden fyldte jeg opvaskemaskine, ryddede op og smurte madpakker. Altsammen buisness as usual! Men forskellen var at jeg denne gang ved at der IKKE er andre til det. Noget af det! Overhovedet! Jeg skal til at have tøjvask indopereret i mine rutiner. Jeg skal til at lære godnatsange (igen). Jeg havde oceaner af tid efter ungerne var puttet. Måske jeg igen skal til at forberede næste arbejdsdag? Jeg tæppebombede a certain someone med sms'er og hyggede mig faktisk i mit eget selskab. Hell yeah, et par timer med guitar, lidt flytterod og god musik, et par flytteøl og en af overspringshandlingerne, og så i seng!

Alene igen. Denne gang var det virkelig markant. Vi har sovet sammen i 14 år. Gennem alt muligt godt og alt muligt skidt. Selv efter vi blev sepereret sov vi i den samme seng, men nu er også det slut. Jeg havde troet at jeg ville have svært ved at falde i søvn, det plejer jeg, og jeg havde frygtet lidt at det at undvære en at lige småsnakke lidt med ville forstærke det. Men der var helt mørkt og helt stille, og lige pludselig var jeg bare væk. Jeg sov faktisk godt, men vågnede alligevel før vækkeuret ringede kl 5.50.

Børnemorgen er et inferno af drengene der vil alt muligt andet end det de skal. De leger, læser og hygger. Kridt-Iglen er IKKE morgenmenneske! Hun er altdi pisse morgensur, dog ofte krydret med vrælende. Nu er vores morgen kortet ned fra 6.00-7.15 til 5.50-6.45. På vej ud af døren fik Gnavpot husket at vi skulle have hans cykel med. Et styk cykel bakset i bagagerum, og lidt forsinket ræsede vi gennem morgentrafikken. Efter et kvarter sagde Gnavpot: Hvad med cykelhjelmene? Tilbage igen! Så jeg kom for sent i dag! 8 freakin minutter, men hvis det er det, så går det nok!

søndag den 1. november 2009

The Breakup

Har I set den film? Mener det er Vince Vaughn og Jennifer Aniston der går fra hinanden efter kæmpe dramaer og psykisk terror, men ender med at kunne hilse på hinanden på gaden og have det ok!

Sådan gør vi ikke! Vi skal kunne ses ofte, på en god måde og psykisk terror er ikke vores livret. En ustemt guitar, forsvundne volleysko og havregryn i penalhuset er ok, og selv det at trække på smilebåndet udløser jo endorfiner!
Men vi SKAL blive ved med at være forbundne kar. Vores børn er kittet, men selv uden børnene er vi jo hinandens liv, fra vi selv var børn og til nu. Derfor hælder jeg ikke chili i øjenskyggen eller andet Sys Bjerre-agtigt!

I dag skulle vi snakke med børnene. Mega hård optakt, for vi var begge skræmte ved tanken om hvor hårdt det ville tage på dem at få beskeden. HA! Man ligger åbenbart som man har redt, i sær med børn. Vi serverede rester fra fødselsdagen i går, og åbnede en flaske spumante, som børnene for en gang skyld fik et glas af. Så skålede vi, spiste og i stille og rolige vendinger startede SHM.
- Vi har noget alvorligt vi skal fortælle jer!
Ungerne var meget opmærksomme.
- Vi har ikke været kærester i et stykke tid!
Ingen gråd, råben eller panik endnu. Derimod Kridt-Iglen der tørt sagde:
- Hvem af jer skal så flytte, mor eller far? og derefter vendte tilbage til brød og suppe...
Hun er freakin 4!
Vi fik forklaret at når man ikke længere er kærester, så skal man heller ikke bo sammen. At hun flytter i en lejlighed tæt på. At de skal bo en uge hvert sted. At vi stadig er venner, og at vi holder fast i det.
Drengene var meget fattede. Professor Teflon sendte en sms til sine venner på sin nye mobil, hvor han skrev: Jeg har lige hørt at min mor og far skal bo hver for sig! Til SHM skrev han: ØV!
Han fik lidt blanke øjne, og et glas spumante mere. Gnavpot havde det sådan: OK!

Jeg tror at vores 12-årige børneopdragelse med at tale i øjenhøjde gav bonus der? Selvfølgelig vil de blive kede af det. Selvfølgelig vil der være situationer hvor de mærker savn og uretfærdighed, men vores håndtering og demonstration af at være voksne venner betyder meget for proportionerne i det.

Professor Teflon spurgte så: Skal I så have andre kærester?
Hmmm....? Hvad siger man så?
Jeg kiggede på ham og sagde: Hvad synes du? Synes du ikke din mor er for god til at gå resten af livet uden en kæreste?
Han smilede og sagde: Jo da, selvfølgelig!
Jeg fortalte ham: At det skal jeg da også, men det er ikke lige nu.

Og det er ikke lige nu, at de skal deale med det! De skal lige lande på benene, men det tror jeg også de gør... Sært at noget så svært kan gå så overraskende. Sært, men godt!