onsdag den 23. december 2009

Hvorfor vil ingen tro det?


Der har været stille på min blog. Måske for stille? Jeg har tusinde tankter der fiser rundt i knolden og trænger til at komme ud, men...

Alle omkring mig har travlt med at jeg ikke må være for glad, et eller andet fis med at jeg skal huske at mærke smerten i en skilsmisse... nogle siger noget med at jeg ikke hører ordentligt efter, eller sådan noget, jeg ved ikk rigtigt hvad resten var, for jeg stoppede med at høre for længe siden.

For en gangs skyld har jeg fulgt hvad JEG ville. Jeg har mærket, tænkt og mærket igen. Jeg er ikke i tvivl, mit ægteskab var ramt af 'metaltræthed', og til alle de hængemuler derude, som har så travlt med hvad 'den efterladte' så står med af skår: HUN HAR DET PÅ SAMME MÅDE!
Vi var gået fra kærester til venner/et godt team der havde nogle børn og delte økonomi. Vi er stadig venner, vi deler stadig børn og dermed i en lidt mindre udstrækning stadig økonomi. Men vi bor hver for sig nu. Og det er OK!

Jeg HAR mødt en anden. Og ja hun er fantastisk. Hun gør det ved mig, som jeg manglede, og jeg mærker også noget nyt og anderledes når jeg er sammen med hende. Noget jeg først nu kan se jeg savnede.
Kan jeg tillade mig at skrive det her?
Ja, gu fuck kan jeg det! Hvorfor skulle jeg ikke? Fordi MUM skulle blive ked af det? Newsflash: Hun ved det! Hun ved det hele, og jeg ved også at hun har det godt og accepterer det. Jeg har prøvet at gøre det her så reelt som muligt (f.eks. at de to kvinder fik mødt hinanden inden hun skulle møde børnene) og det har betydet så rene linjer som muligt hele vejen igennem, og derfor er der stort set intet (og slet intet på min blog) som MUM ikke vidste i forvejen.

Vi mødes nemlig et par gange om ugen og snakker om hvordan det går? Faktisk sidder jeg lillejuleaften i baren på et skisportssted i Sverige, i 12 graders frost og skriver dette indlæg, fordi MUM, ungerne og jeg holder jul i det cool. En god tur, hvor der er tid til at snakke alle ting igennem, men først og fremmest at afprøve det-der-venskabs-ting. Og det går sgu godt!


At jeg savner hende derhjemme er en anden sag. En alvorlig sag, men dog også glædeligt, for hun savner også mig, og sms'en er da en herlig ting. Jeg forsøger at slå tiden ihjel med bøger, guitar, leg med kamera og at få indhentet et søvnunderskud der er opbygget gennem 8 uger...

Jeg glæder mig til at komme hjem. Hjem til hende. Mens jeg venter må jeg udholde at være på skiferie (suk hvor hårdt!).

God jul til Blogland

tirsdag den 1. december 2009

Hva så der?

Ikke så meget, men jeg har det godt.
  • Har haft besøg af min far.
  • Har fået løn.
  • Har købt færgebillet til juleferien.
  • Har vasket bil.
  • Fik hakkebøffer med bløde løg.
  • Har mødt min eks-svigermor i dag.
  • Har næsten pudset en væg op (sammen med alle tre unger i søndags)
  • Skal købe skitøj til juleferien til ungerne.
  • Har snakket med min eks-svigerinde.
  • Har næsten fået has på bunkerne af to-do-lists.
  • Har taget kontakt til gamle venner.
  • Fandt en formodet forsvundet CD.
Jeg trækker vejret. Hører R.E.M. og pudser det sidste væg op om lidt...

PS. Det der med eks-whatever, lyder sgu underligt i mine taster, men hvad fanden skal man kalde det? Jeg synes det har en snert af død/forbi over sig, og sådan føler jeg det jo ikke. De er her stadig, og jeg skal stadig ses med dem. Det er vigtige mennesker i mit liv, men hvordan er det nu lige man omtaler dem. Gode forslag modtages gerne...?

lørdag den 28. november 2009

Typisk

Jeg har lige haft fødselsdag. 33. Meget afslappet og hyggelig. Som sædvaneligt er min fantasi meget begrænset, når folk vil vide hvad jeg ønsker mig. Og som sædvaneligt kommer jeg i tnake om det dagene efter... Et kamera! ET KAMERA!

Det er da det jeg mangler. Sådan en dag, hvor solen kæmper med skidtet på mit kontorvindue om herredømmet, men hvor solen lige nu vinder, der savner jeg at kunne tage et billede til min blog. Har ikke 'bedlet' på de mange sidste indlæg, og savner det. Jeg har ikke engang fotograferet min drilagtige Mac...

Ville også gerne have haft et billede da Kridt-Iglen var i bad med 6 dukker og legede frisørsalon. Hmmm... For fem år siden havde jeg aldrig haft forestillingsevne til at forestille mig den lykkefølelse min pige kan give mig. Jeg havde drenge. Jeg var godt tilfreds med at bygge huler, samle cykler og havre/save-delen. Derfor er det kommet bagpå mig at jeg i den grad er blevet invaderet af dukker, kjoler, lyserødt, tyl og plastik.

Blev lige afbrudt fordi jeg skulle hjælpe Jytte Abildstrøm med at knappe den gule trøje som er udover den lilla. Men en rød tyl-nederdel kræver åbenbart mere modspil end de hvide strømpebukser med guldtryk på kan give...
KI: Far, jeg har givet Askepot to kjoler på hun ikke bliver forkølet. Du siger jo at du bestemmer over mig, og jeg skal have to trøjer på så jeg ikke bliver forkølet. Så bestemmer jeg over Askepot - og hun må heller ikke blive forkølet!

Hun har ikke bedt mig om at føntørre dukkernes hår endnu. Heldigt! For en hårtørrer ejer jeg ikke. Tvivler nu på den kommer på ønskesedlen til næste fødselsdag;-D

tirsdag den 24. november 2009

Can we do it? Yes we can!

Havde besøg af MUM og øglerne. Hyggeligt. De skulle hente et par småting, bl.a. en børneseng og et bildæk(!) Vi drak kaffe og snakkede. Det er faktisk fantastisk at virkelig kunne glæde sig på hendes vegne og lytte til frustrationer uden at skulle tænke i konsekvenser og omkostninger.

Måske jeg lige skulle brede den lidt ud?

Jeg har haft svært ved at lytte til f.eks. jobfrustrationer uden at føle mig forpligtet til at komme med løsningsforslag. Og jeg har været meget dårlig til at lytte til den samme ting to gange, hvis ikke mine input blev taget med i ligningen. Det er jeg ikke mere. Tværtimod! Jeg kan nu lytte til problemer, eller udfordringer om man vil, og tænke om det er noget, hvor min mening er ønsket, og så kan jeg enten sige mit eller tænke det, men i sidste ende er det jo ikke mine problemer. Jeg er en bedre lytter nu!

Mere frygteligt, eller måske mere glædeligt er det at min evne til at glædes på hendes vegne er øget markant. Jeg har jo altid undt hende hele verden og ønsket det bedste og alt det der, men jeg har ofte haft det svært med, at ambitioner kræver indsats. For den indsats det krævede, at nå sine mål, følte jeg ofte betød at noget blev taget fra mig/os. Den frustration er HELT væk nu!
Forleden var hun nævnt i Femina og helt vildt glad og stolt over det. Det kunne jeg også være, for jeg behøver ikke længere tænke over, hvor mange timers blogging det koster at nå så langt. Jeg kunne bare glædes og være pissestolt af hende. Så det var jeg!
Et par andre succesoplevelser har hun også berettet om, og det glæder mig også.

Den glæde vil jeg værne om!

Mange, familie og venner, har, med god grund, været bekymrede for os allesammen. Men vi står med benene på gulvet og hovedet holdt højt. Vi er sammen i at være hver for sig, hvis man kan sige det sådan? Det tror jeg godt man kan... Forleden var jeg forbi og fejre min fødselsdag hos MUM. Jeg blev et par timer, drak kaffe (det er så åbenbart det vi gør?) og hjalp hende med at hænge en lampe op. Ungerne legede ved siden af. YES WE CAN!

tirsdag den 17. november 2009

At finde sine ben igen

Der er uro i mit hovede for tiden. MC Einar har engang sunget "for mange elefanter i mit liv", men jeg har det mere som "for mange elefanter i mit hovede"!

De tunge tanker tramper rundt.

En af elefanterne ligner vores bankdame på nordfalster, Tania. Hun er evindelig pessimist, stædig og magtfuld. Når hun kigger på budgettet får hun kuldegysninger over hele kroppen og løber væk, mens hun trompeterer "manden er gal og blanket af!".

Tre elefantunger fylder op. De er ikke besværlige, men de fylder i mine tanker, fordi de er udsatte og deres eksistens er truet. Jeg er dog ved at indrette reservatet, så de får nye omgivelser. Deres lethed, modenhed og samarbejdsevne er en stor hjælp. Den ene dag kunne de ikke gå på to ben, og nu snører de snørebånd, fylder opvaskemaskiner, laver mad og passer sengetider?!?!

Der er en gammel hunelefant som ofte sender mig en tanke (og en mail) hun sidder i min fødeby, og mindes da hun for 33 år siden blev mor første gang. Hun har forsøgt sig med et prøvemedlemsskab i "De bekymrede mødres klub". Det bekymrede sgu mig! Heldigvis har jeg fået opsagt hendes medlemsskab, og nu er hun sendt i rekreation omkring ækvator.

De lokale elefanter har jeg ikke snakket med i en måned nu! De bor lige bag murene i mit reservat, på den anden side af hækken eller vejen. Jeg ser og hører dem indimellem, og de ved også hvad der sker, men det er simpelthen for opslidende at forklare, og jo længere tid man er ude af flokken, jo mere bliver der man mangler at fortælle. Men i denne uge har jeg så småt taget hul på det. Et par stykker har jeg snakket lidt med, snart kommer resten!

En anden elefant har boet langt væk længe, men er nu vendt hjem. Og den er tørstig. Den drikker masser af øl og vin, og gør det ofte. Den har jeg meget svært ved at finde ud af hvad jeg mener om. For jeg synes det er pissehyggeligt og sjovt, hver gang den stikker hovedet frem, men samtidig kan jeg mærke, at den bliver tungere og tungere at slæbe rundt på, så måske den skulle drikke vand en gang i mellem?

Et sted udenfor reservatet er der også en elefant jeg har sendt på flugt. Ind i mellem sender den et røgsignal. Enten for at bede om hjælp, eller for at sikre sig at den ikke er faret vild. Den fylder ekstremt meget i tankerne, for selvom den ikke længere hører til mit revir, så har den trampet så længe i skoven omkring mig, at det er underligt den ikke er her længere.

Det offentlige har ansat elefanter, som plager mig med spørgsmål om dette og hint. Spørgsmål det tager længere tid at undlade at besvare end det gør at følge det til bunds, men som på grund af antallet ikke kan overkommes at behandles.

På arbejdet har jeg ca. 30 små elefanter der dagligt kræver opmærksomhed og udfordringer. Jeg tænker slet ikke på hvad jeg skal lave med dem, når jeg har fri, men jeg tænker ofte på at jeg burde. Altså jeg burde tænke på dagen i morgen. Jeg burde planlægge. Jeg burde, jeg burde, jeg burde...
Men der er tusinde nye ting at forholde sig til, så lige nu har jeg accepteret at ryggraden må tage sin del af slæbet mens jeg har elefanter i skallen...

Alle disse tunge tanker fylder mit hovede op. De rumsterer og forstyrrer, i en grad der gjorde det umuligt at blogge indtil for nyligt. Jeg orkede ikke at se tv (det gør jeg stadig ikke) jeg orkede ikke at være social. Jeg magtede heller ikke at være alene, for så var det lidt som om ekkoet fra de trampende elefanter blev tydeligere.

Men nu har jeg fundet mine ben igen. Dem i næsen! Jeg står stadig, og jeg begynder at se mere klart. Jeg sorterer og putter i kasser. En del smides ud, en del køres væk og en del laves om. Men meget består. Meget af det ER jo mig! Jeg skal ikke lave mig selv helt om, bare finde kernen igen. Have prioriteterne i orden.
SoloPapa-rollen er faktisk en fri rolle. Jeg har mange SKAL-gøremål, men jeg bestemmer selv hvordan og hvornår jeg gør det jeg skal.
F.eks. vaskede jeg tøj i en uge mens børnene var væk. Alt vores tøj stort set. Det betyder jeg ikke behøver bekymre mig om det mens de er her.
Jeg skal snart i gang med at bage igen, men foreløbig har jeg måtte krybe til korset (eller Netto) og købe brød. Men snart skal min KitchenAid i sving igen.
Jeg smører madpakkerne om aftenen.
Jeg står op 5.45, hvilket er pikketidligt, men tilgengæld når jeg både bad, morgenmad og kaffe. 6.50 sidder vi i bilen, og kl. 8.00 skulle jeg gerne være på job. Det lyder måske stresset eller hårdt, men NO SIR, for tidligere skubbede vi de praktiske opgave mellem os, nu er det kun mig, så piv og gnavenhed nytter ikke.
Jeg kan ikke sige mig fri for middagslurtrang, men foreløbig har der ikke været tid. Tilgengæld skal den tørstige elefant ud og vifte med ørerne på fredag, og derefter kommer en weekend med masser af søvn. Og hvis jeg er heldig .........

mandag den 16. november 2009

Uden mad og drikke

Duer småbørn ikke!

I dag hjalp Kridt-Iglen mig med kødsovsen, og for første gang i dette skoleår spise hun pasta med noget på! Det er utroligt hvad det gør ved børn at deltage i madlavningen.

I går var jeg travlt optaget af at skille et skab ad, da Gnavpot pludselig ville have aftensmad.
"Jamen der er mad når du har lavet det!" var svaret. Han gik ned og rumsterede med gryder og pander, og bacon i tern, kartofler og blomkål fra dagen før blev ristet i olivenolie, tilsat salt, peber og basilikum. Da det var sprødt puttede han en dåse kokosmælk i. Denne ret serverede han med pasta til, og som Professor Teflon udbrød: "Hold kæft det smager godt, og så er det en helt ny ret du har opfundet!"

Bon appetit!

søndag den 15. november 2009

Skæbnen er, ser det ud til, ikke uden en vis form for ironi

Vågnede alene igen. For anden morgen i streg. Det er klart nætterne der er værst. Det er underligt at gå alene i seng, når man har været vant til at sove sammen i 16 år. Selvfølgelig har jeg sovet alene i de år, men der har man jo vidst at det var en dag eller to. Lige nu er det en uge af gangen. Og det er fanme lang tid!

Nå men i morges vågnede jeg, og som så mange gange før gennemtester kroppen systemet når kroppen er i hvile. Med andre ord, vågnede op og var stang-horny og alene. What to do?
Et 'ryk i aben' kunne måske fjerne lidt af ensomhedsfølelsen og i hvert fald tage trykket fra systemtesten. Stressrelease i yderste potens!

Nu er jeg jo så heldig, at jeg har købt en spritny Mac, men jeg gider altså ikke få den befængt med spyware, virus og alt det hejs, så net-porno er altså udelukket på min livlinje. Men i flytterodet fra MUM's udflytning var der imidlertid dukket et par DVD'er af mindre lødig karakter op, så jeg kunne da proppe en i Mac'en uden nogen skade kunne ske...
Skulle man tro! For Mac er åbenbart en frækkert? Den åd bare skiven! Intet billede? Ingenting?
Så var man jo ligevidt, eller dvs. faktisk lidt mere frustreret. Men jeg kunne jo bare tage den ud igen... HA! Så fræk er min Mac altså; Den vil sgu ikke slippe! Så DVD'en blev i computeren, stadig uden billede, men dog med en knasende og opgivende lyd hver 10. sekund, når den forsøger at spytte ud! Dog uden held...

Jeg tabte helt gejsten, så nu er jeg stadig stresset, men nu med fræk, defekt computer. Heldigvis har jeg tegnet en serviceforsikring mod alle uheld, så jeg indleverer da bare apparatet til reparation i butikken, men så kommer næste problem: Jeg har lige flyttet al data fra min gamle pc over på Mac'en. Hvad nu hvis det forsvinder når den er til fix? Hvis de bare stanger mig en ny? (det håber jeg ikke). Jeg har lige lagt al min musik ind, og alle mine dokumenter, min digitale signatur, min netbank... Det kan jeg slet ikke overskue...
Den kloge læser ville indskyde: Jamen hvorfor købte du ikke en ekstern harddisk, så du kunne lægge det der?
Jamen kloge læser: Det gjorde jeg også. Jeg sidder her og kigger på den. Men Overblikket ridder ikke samme dag han sadler, så den er ikke installeret på Mac'en endnu. Det skulle jeg have gjort i dag...
Den nysgerrige læser vil sige: Hvorfor gør du så ikke det?
Jamen nysgerrige læser: Det ville jeg gerne, men der står man ikke må tænde den før man har installeret den på Mac'en. Og for at gøre det skal man... ja, ganske rigtigt; indsætte installations CD'en i CD-drevet!

lørdag den 14. november 2009

Den vilde lørdag

ADVARSEL: Læs ikke det her, hvis du forventer et klynkeindlæg om besværligheder!

Hyggelig hyggelig aften. God mad, godt selskab og god stemning. Det gik som det måtte gå, og bagefter bippede telefonerne. Vi har en fælles kollega, som er en festabe uden lige.
"Er i byen, hvornår kommer i?"
Hurtig beslutning: tøj på til fest og i byen. Aftenen var stadig ung.

På 'cafeen' (det er så snusket et sted) var luften tyk af røg, men Fester-Uden-Hæmninger havde gode terninger og resten af fodboldholdet skiftedes til at give ham øl. Han sad i en skov af flasker da vi kom.
"NEJ???! DER ER DE JO!" brølede FUH. "HVA SATAN SÅ KOM I ALLIGEVEL?"

Vi bænkede os med holdet, og fik øl i hånden og det der hører sig til. Terningerne rullede og stemningen var god. Det er det fodboldhold jeg har spillet for i foråret, så jeg kendte de fleste af dem, om ikke andet så af udseende. Der var mange. To borde, så måske 10 stykker der var strøget en tur til staden for at slå til søren.

Ved bordet bag os sad nogle lidt ældre mænd og nød en øl med deres lidt ældre kvinder. De så gennemhærgede ud, men virkede stille og rolige. Indtil en af dem, en tilforladelig fyr i grå sweatshirt, lænede sig over mod mig.
"Hvis jeg brækker næsen på en af dem ved det andet bord, rejser I jer så op?"
Dagen forinden havde jeg set Gandhi (en af mine ynglingsfilm) og hans filosofi er meget kompatibel med min. Man skal ikke gå af vejen for nogen, hvis man mener man har ret. Men man skal behandle andre med værdighed og respekt, så vil deres afstumpede agresioner falde som modne æbler.
"Hvorfor dog?" og "hvem?" var de første ord der forlod min mund. Jeg kunne ikke se at nogen opførte sig provokerende, og ved bordet han pegede mod sad FUH blandt andre. Jeg så ingen grund til at svare på hans spørgsmål, for det ville også tvinge mig til at tage stilling til om jeg ville rejse mig?
"Ham den fede i den sorte trøje?"
Jeg var klar over at det ikke var FUH der var i kikkerten, men omtalte mand fra holdet er en stille og rolig fyr, som jeg aldrig har oplevet har generet nogen.
"Hvorfor dog?" spurgte jeg igen. Dog uden at få svar.
Den grå sweatshirt snakkede videre til nogle af de andre.
"Har I noget imod at jeg brækker næsen på en af jeres kammerater?"
Stemningen var ikke længere god. Faktisk meget trykket. FUH opdagede igenting, han havde fire seksere konstant. Jeg lænede mig mod en af dem fra holdet og spurgte om han så hvad der var under opsejling.
"Hvad der end sker, så bliv siddende" var hans overraskende svar. "Det er rockere de der"
Jeg kiggede igen. De så sgu meget almindelige ud. Ingen rygmærker, læderveste, underligt skæg eller noget.

Et par gutter stødte til vores selskab, og det så ud til at lægge en dæmper på den spændte stemning. Men den grå sweatshirt gik mod toilettet og kom åbenbart i klammeri med en af dem der lige var kommet. Bartenderen var der som et lyn og fik den nye smidt på gaden. Alarmklokkerne ringede, for det var da tydeligt, at han gjorde det for at undgå en optrapning af noget som helst.

Det virkede faktisk som om der faldt ro på. Vi raflede videre og det indre alarmberedskab gik et niveau ned. Men pludselig kom den udsmidte tilbage. Han møvede sig gennem gæsterne over mod de borde hvor de formodede rockere sad. Han kastede sin ølflaske mod dem og masede sig ud igen. De fløj op, både mænd og kvinder, som i en disneyfilm forsvndt gæsterne under gulvbrædderne og gav fri passage til udgangen.

Jeg blev siddende et øjeblik, FUH råbte til en af yndlingespillerne at han havde løftet på Meyer, så han skulle gå to ned (han så ingenting). Min Tapre Date derimod følte skolelærerkaldet så kraftig, at hun stormede over borde og forbi gæster og ud på gaden. Det efterlod ikke meget valg. Efter og se om Gandhi kan bruges.

Udenfor havde de fået fat i ham. Han var åbenbart blevet revet rundt, sparket og havde fået tøjet flået af overkroppen (hvorfor dog det?). Men MDT havde fået sendt dem i neutralt ringhjørne, så jeg vadede lige ud i flokken af rockere uden nogen mulighed for andet end at lægge ansigtet i Gandhifolder. De gik og skumlede, og kiggede på fortovet med stor interesse. Om hun har skammerøjne ved jeg ikke, men noget havde hun lykkedes med. Til gengæld var hun væk.

Jeg gik ned ad gaden, og i en port stod hun og lappede den sårede kriger sammen og hjalp ham i tøjet, alt imens hun skældte ham ud. "DU ER KRAFTEDDEME FOR DUM!" "NU TAGER DU HJEM" og den dur!

Vi fik ham sendt i den anden retning og gik tilbage mod værtshuset, men der var freden ikke helt så sænket som i den ende af gaden vi kom fra. Den ene af rockerne havde mistet et emblem eller en halskæde, og det er åbenbart ikke noget der kan passere uforstyrret. Han havde travlt med at forhøre selskabet vi kom fra. Jeg ved ikke om Gandhi alligevel tog bolig i mig, for i hvert fald tænkte jeg at det her da var for dumt. Det var en tosset ting på en god aften, hvad skulle der til for at bringe det i orden. Sammen med en fra holdet afsøgte vi fortovet, men uden held. Da vi kom tilbage, kaldte den bestjålede rocker mig hen.
"DU KENDER HAM!"
Det gjorde jeg sådan set ikke, men selv hvis jeg gjorde, var det jo ikke ligefrem en drømme situation at stå i. Jeg vil som udgangspunkt gerne hjælpe, men hjælpsomheden her gjaldt jo ikke at bringe dem sammen.
"Overhovedet ikke. Jeg er stort set lige flyttet hertil."
"MEN DU KENDER DEM DEROVRE?"
"Ja, nogle af dem har jeg spillet fodbold med et par gange"
De følgende forhandlinger og tovtrækkerier skal jeg spare jer for. Essencen var at guldet skulle bringes til veje, hvis flasketossen skulle have en chance. Så meget stod klart. Men mens jeg parlamenterede med ham, tænkte jeg alle muligheder igennem. Hvad hvis det var røget i en kloak? Hvad hvis nogle andre havde fundet det? Der var selvfølgelig også den mulighed at flaskekasteren rent faktisk havde taget det i kampens hede, men så dum troede jeg alligevel ikke man ville være.
Jeg fik en adresse og et mobilnummer, og så skulle det guld ellers bare tilbage inden onsdag. Et par minutter efter kom hans kæreste over og sagde inden mandag. Heftig aktivitet med mobilerne, og guldet kom til veje. En kammerat cyklede til rockerborgen og smed det i postkassen, og så gik vi ellers hjem.

En af den slags byture der er værd at skrive hjem om... eller ud om!

fredag den 13. november 2009

Nyt liv

Så er de hjemme igen. De tre bukke bruse. Mine spor i livet. Efter en hel uge hos MUM. Tiden er fløjet afsted. Jeg har faktisk ikke rigtigt haft tid til at savne dem. Der har været så mange praktiske detaljer der har skullet ordnes
  • Vi skulle i statsforvaltningen
  • Jeg har skullet reetablere min økonomi (hvilket er pænt svært, når Nordea insisterer på at vi har bankafdeling på nordfalster, selvom vi bor i Horsens?) Mærkeligt firma?!?!
  • Jeg skulle også høre kreditforeningen om de kunne godkende at jeg overtager al gæld. NIXEN BIXEN KAREN BLIXEN!
  • Så har kommunen skulle have alle oplysninger og ansøgninger, så en tur i borgerservice, samt at opdage at min digitale signatur var udløbet...
  • Den digitale signatur kunne ikke fornyes via nettet, fordi jeg har skiftet mellemnavn siden sidst.
  • Det blev ikke let at ringe til DanID og få en ny, da min telefon valgte at gå i arbejdsnedlæggelse weekend+mandag-tirsdag.
  • Samtidig har jeg en ever going on battle med firmaet der lagde vores tag. Endnu en gang blev jeg brændt af til et byggemøde.
  • Alt blev mere besværligt da min computer valgte at stå af. Så nu blogger jeg fra en spritny Mac. Ganske vist en lille model, men den er min, og den virker! Sådan da! Jeg skal lige lære den at kende, men foreløbig er det et positivt bekendtskab!
  • Jeg skulle også bygge ny seng til drengene. Det gik godt, men da jeg skulle købe nye ting i IKEA, bl.a. madrasser til knægtene, glemte jeg at hente madrasserne, så det blev to IKEA ture i en i går. Lang dag!
Alt sammen spicet op af at jeg har haft en gæst hele ugen! Nej ikke marsvinene og deres unger! Derimod en kvinde der har blæst mig baglæns bagover. Jeg vil ikke gå i detaljer endnu, for lidt endnu, vil jeg gerne have det for mig selv, men mit nye liv er i gang! På den store klinge, som Mader og Leth ville have sagt! Det har været så fed en uge, på trods af alle forhindringer, og nu sidder jeg så og fordøjer, mens jeg lægger musik ind på min nye Mac. Pt. er det Bob Marley, som giver den gas i højtaleren...


onsdag den 4. november 2009

Alene alene alene!

Så var der debut som enefar!

Det var godt nok en underlig oplevelse. SHM blev omdøbt til DAM (Distant Away Mom), og gik ud af døren 19.36. Ganske udramatisk, men herfra var jeg alene! Det virkede næsten som at få sit kørekort og få nøglen, eller første barn man tager med hjem fra hospitalet, eller da jeg som nyansat lærer var alene med de første elever.

Man er alene, men har ansvar for andre! Praktisk set lavede jeg mad, børstede tænder og puttede børn. Siden fyldte jeg opvaskemaskine, ryddede op og smurte madpakker. Altsammen buisness as usual! Men forskellen var at jeg denne gang ved at der IKKE er andre til det. Noget af det! Overhovedet! Jeg skal til at have tøjvask indopereret i mine rutiner. Jeg skal til at lære godnatsange (igen). Jeg havde oceaner af tid efter ungerne var puttet. Måske jeg igen skal til at forberede næste arbejdsdag? Jeg tæppebombede a certain someone med sms'er og hyggede mig faktisk i mit eget selskab. Hell yeah, et par timer med guitar, lidt flytterod og god musik, et par flytteøl og en af overspringshandlingerne, og så i seng!

Alene igen. Denne gang var det virkelig markant. Vi har sovet sammen i 14 år. Gennem alt muligt godt og alt muligt skidt. Selv efter vi blev sepereret sov vi i den samme seng, men nu er også det slut. Jeg havde troet at jeg ville have svært ved at falde i søvn, det plejer jeg, og jeg havde frygtet lidt at det at undvære en at lige småsnakke lidt med ville forstærke det. Men der var helt mørkt og helt stille, og lige pludselig var jeg bare væk. Jeg sov faktisk godt, men vågnede alligevel før vækkeuret ringede kl 5.50.

Børnemorgen er et inferno af drengene der vil alt muligt andet end det de skal. De leger, læser og hygger. Kridt-Iglen er IKKE morgenmenneske! Hun er altdi pisse morgensur, dog ofte krydret med vrælende. Nu er vores morgen kortet ned fra 6.00-7.15 til 5.50-6.45. På vej ud af døren fik Gnavpot husket at vi skulle have hans cykel med. Et styk cykel bakset i bagagerum, og lidt forsinket ræsede vi gennem morgentrafikken. Efter et kvarter sagde Gnavpot: Hvad med cykelhjelmene? Tilbage igen! Så jeg kom for sent i dag! 8 freakin minutter, men hvis det er det, så går det nok!

søndag den 1. november 2009

The Breakup

Har I set den film? Mener det er Vince Vaughn og Jennifer Aniston der går fra hinanden efter kæmpe dramaer og psykisk terror, men ender med at kunne hilse på hinanden på gaden og have det ok!

Sådan gør vi ikke! Vi skal kunne ses ofte, på en god måde og psykisk terror er ikke vores livret. En ustemt guitar, forsvundne volleysko og havregryn i penalhuset er ok, og selv det at trække på smilebåndet udløser jo endorfiner!
Men vi SKAL blive ved med at være forbundne kar. Vores børn er kittet, men selv uden børnene er vi jo hinandens liv, fra vi selv var børn og til nu. Derfor hælder jeg ikke chili i øjenskyggen eller andet Sys Bjerre-agtigt!

I dag skulle vi snakke med børnene. Mega hård optakt, for vi var begge skræmte ved tanken om hvor hårdt det ville tage på dem at få beskeden. HA! Man ligger åbenbart som man har redt, i sær med børn. Vi serverede rester fra fødselsdagen i går, og åbnede en flaske spumante, som børnene for en gang skyld fik et glas af. Så skålede vi, spiste og i stille og rolige vendinger startede SHM.
- Vi har noget alvorligt vi skal fortælle jer!
Ungerne var meget opmærksomme.
- Vi har ikke været kærester i et stykke tid!
Ingen gråd, råben eller panik endnu. Derimod Kridt-Iglen der tørt sagde:
- Hvem af jer skal så flytte, mor eller far? og derefter vendte tilbage til brød og suppe...
Hun er freakin 4!
Vi fik forklaret at når man ikke længere er kærester, så skal man heller ikke bo sammen. At hun flytter i en lejlighed tæt på. At de skal bo en uge hvert sted. At vi stadig er venner, og at vi holder fast i det.
Drengene var meget fattede. Professor Teflon sendte en sms til sine venner på sin nye mobil, hvor han skrev: Jeg har lige hørt at min mor og far skal bo hver for sig! Til SHM skrev han: ØV!
Han fik lidt blanke øjne, og et glas spumante mere. Gnavpot havde det sådan: OK!

Jeg tror at vores 12-årige børneopdragelse med at tale i øjenhøjde gav bonus der? Selvfølgelig vil de blive kede af det. Selvfølgelig vil der være situationer hvor de mærker savn og uretfærdighed, men vores håndtering og demonstration af at være voksne venner betyder meget for proportionerne i det.

Professor Teflon spurgte så: Skal I så have andre kærester?
Hmmm....? Hvad siger man så?
Jeg kiggede på ham og sagde: Hvad synes du? Synes du ikke din mor er for god til at gå resten af livet uden en kæreste?
Han smilede og sagde: Jo da, selvfølgelig!
Jeg fortalte ham: At det skal jeg da også, men det er ikke lige nu.

Og det er ikke lige nu, at de skal deale med det! De skal lige lande på benene, men det tror jeg også de gør... Sært at noget så svært kan gå så overraskende. Sært, men godt!

onsdag den 28. oktober 2009

Nå Blogland, lets face the music...

Der har været stille på min blog. Meget stille. Tilgengæld har der været støj i mit hovede. Og det er en underlig kombination. Jeg plejer at skrive de ting jeg tænker, og på den måde tømme kraniet for støj, men tankerne har været for mange, og for uafklarede til at de har egnet sig til at komme ud.


Nu føler jeg efterhånden at der er ved at være så mange ting på plads, at jeg igen kan begynde at skrive. For det trænger jeg til. Også selvom de ting jeg skriver i øjeblikket ikke er lutter lagkage*.


Den sidste måneds tid har været et jordskælvs-epicentrum. Hjemmefronten præget af stor forvirring om jobambitioner og fremtid, og udebanen præget af stor udlængsel. Jeg kæmpede med indre dæmoner, ville gerne være den opbakkende og forstående derhjemme, som tog alle verdens problemer med stoisk ro, men jeg narrede åbenbart os begge to. For jeg var opbakkende, jeg så ingen problemer nogle steder, jeg satte aldrig foden ned. Tilgengæld var jeg ikke ærlig. Jeg pakkede mig selv væk! Inderst inde var jeg skræmt og forvirret over magtesløshed og mangel på indflydelse. Det betød også at jeg bøjede som et siv i vinden, og hylede med den ulv jeg var i flok med.

Jeg prøvede også at bagetallisere det, så jeg fortalte mine omgivelser at jeg var lykkelig. Ingen omkring mig har haft en fair chance for at se, at jeg bare var tilfreds, og nervøs. Jeg troede selv at jeg var lykkelig.


Hvad er der så sket, siden det nu er anerledes?


Jeg har mødt en anden. Så banalt og klichéagtigt kan det skrives. Men det er selvfølgelig mere kompliceret end det. For havde jeg været sammen med en anden og været forvirret, skuffet over mig selv eller ulykkelig, så havde jeg nok troet på at det kunne overkommes. Men det er hele kernen. Livet skal ikke overkommes! Det skal leves, og jeg skulle faktisk ikke bruge lang tid (en uges tid) før jeg havde gjort op med mig selv, at min chance for at slippe noget af angsten, nervøsiteten og hæmningerne, ligger et andet sted end hvor jeg var.

Åh jo blogland jeg har ikke sovet eller spist i 3 uger, tilgengæld har jeg røget og drukket som en festival, arbejdet som en hest og forsøgt at tænke samtidig. Det er ikke så klichéagtigt at græsset bare er grønnere på den anden side. Græsset var grønt på min side, men græsset var også 16 år gammelt, og nogle af frøene blev sået af to teenagere i forrige årtusinde, med de erfaringer og forventninger man har når man er 16, 19, 21, 25 eller 32. Meget græs blev godt, men noget groede også 'skævt', hvis man kan sige det sådan. Det blev til indgroede dårlige vaner, med et stærktrodnet, og næsten imunt overfor plæneklipper, hakkejern og endda sprøjtegift (nej jeg er ikke narkoman).

Vi har formet hinanden i alle disse år, og ingen kender mig bedre. Jeg ved hun er stolt af den jeg er blevet, og jeg har det på samme måde. Det er svært at skrive det her, for minderne vælter frem, men det SKAL skrives. Hun er blevet så meget mere og det er jeg også, men drømmene, fokus og fælleskabet delte vi ikke mere. Selvom vi prøvede. Vi forsøgte begge to. Det kan jeg se nu.


Hvad så nu?


Jeg ved det ikke. Jeg ved at vi ikke skal bo sammen. Jeg ved at vi har børn sammen. Jeg ved at vi skal passe på. Også hinanden.
Vi vil gerne være venner. Bedste venner, i den forstand at vi har kendt hinanden længer og mere intenst end nogle andre mennesker i vores liv. Det skal man passe på! Det vil jeg passe på!


Jeg ved også at jeg har et mål. Jeg har mødt en som er helt ubeskrivelig. Jeg har forsøgt, men intet dækker det helt, så jeg vil skåne jer for forsøget, derimod kan jeg dele hvad det gør ved mig: Jeg føler mig som et nyt menneske (klichéagtigt igen jo tak, men det er fanme det der sker). Jeg føler mig også som et bedre menneske, for jeg render ikke rundt og irriteres over noget ved hende. Min tolerancetærskel er øget. Jeg føler mig set og anerkendt i en grad jeg først nu ved at jeg har savnet. Samtidig føler jeg mig skræmt, usikker og forvirret, fordi jeg overhovedet ikke kender hendes reaktionsmønstre på noget som helst. Vrøvler jeg? Måske, men sådan er det lige nu - velkommen i mit hovede!


Hvorfor så overhovedet skrive det?


Jeg kan ikke bede om forståelse eller accept. I må bare stole på mig, når jeg fortæller at det her er ikke noget man gør for sjov. Jeg vil ikke dele årsager eller placere ansvar, skyld og skam, men lyt til at jeg siger det er som det er!
Der er ting i det jeg selv havde svært ved at tage mod til, men jeg kan ikke skrive en blog, hvor 9/10 dele af indlæggene bærer præg af lykke og harmoni, når vores ægteskab er ved at blive afviklet. Jeg ved at SHM (må man stadig kalde hende det?) har en stor stjerne i Blogland, jeg ved endda at der er folk der læser min blog. Og ligesom jeg har det når jeg læser andres, ved jeg også at vores blogs indimellem rører folk og sætter tanker i gang. Det gælder i og for sig både hvis der er stilstand i usædvanlig lang tid, eller hvis man skriver noget sørgerligt, som det her.


Ingen ved hvor tingene ender, men jeg ved hvor vi har været, og derfor ser fremtiden både spændende, skræmmende og udfordrende ud. Forhåbentlig kommer der snart mere muntre indlæg på min og SHM's blog, for det er meningen at tingene skal blive bedre. Men sidder du nu og tænker "Dumme svin, gid hans røv må klø og armene falde af!", så er det ok, men så råder jeg dig til ikke at følge min blog længere, for der vil komme positive vibrationer herfra. Forhåbentlig inden alt for længe.


*Apropos lagkage, så har professor Teflon fødselsdag i weekenden og det har krævet at vi instruerede familien i hvad vi forventer af dem i den forbindelse. Vi forventer først og fremmest opbakning til at få holdt en god dag for drengen. En dag hvor vi ikke snakker om tingene, forklarer og analyserer. Det skal der nok blive tid til i det omfang VI finder det nødvendigt at dele.

søndag den 25. oktober 2009

?

Vores to hunmarsvin har fået tre unger!?!

søndag den 11. oktober 2009

Knibeøvelser for mænd

Forleden var jeg på et kursus. Det var et aftenkursus om ADHD, som skal køre over fem aftener. I programmet stod at første gang var fra 17-19, hvilket besværliggjorde rigtig mange ting, da jeg også var indkaldt til skolebestyrelsesmøde fra 18.30-19.30 for at blive præsenteret (og spise med bestyrelsen), det blev ikke nemmere at nå det hele, af at arrangørerne havde troet de havde skrevet fra 17-20, så den indlagte spisning blev kortet ned.

Nu ved jeg ikke hva kvinder tænker om kurser med indlagt skafning, men for mig og sikkert også mange andre mænd er det et højdepunkt, så jeg skyndte mig at køre to store skiver glaseret skinke ned...

Tilbage til anden halvleg, kurset var godt men meget intenst, så da klokken blev 19, fløj jeg ud af døren for at nå til bestyrelsesmødet. Der er ca. et kvarter mellem de to lokationer, og jeg ville snildt kunne nå at møde bestyrelsen i ca. 15 minutter. Jeg fløj ud i bilen, men da jeg klikkede selen på kunne jeg godt mærke at den strammede... For at sige det som det var: Der var noget der ville ud!

Markerne fløj forbi, mens sveden brød frem på panden. Mere end en gang overvejede jeg at holde ind og bare skide i grøften, men dels havde jeg intet papir, dels kunne jeg også se tiden løbe (og alle de andre kursusdeltagere ville følge efter mig ganske snart efter). Jeg nærmede mig Horsens, og hvert røde lys fik mig til at sidde mere og mere uroligt i sædet. Med den ene hånd kørte jeg bilen, den anden holdt selen spilet ud, så min mave fik lidt fred til at larme.


Turen tog ca. tre minutter kortere end den plejer, men det var 9 minutter med intense knibeøvelser, og da jeg drejede ned af skolevejen måtte jeg sande at vejbump ikke altid er en velsignelse. Lettet kunne jeg konstatere at pedellen ikke havde sat kæden for, så det var muligt at køre ind i skolegården og helt op til døren. Jeg parkerede ca. 1 meter fra døren, og tænkte: Jeg når det! Men da jeg stod ud af bilen blev jeg nærmest overfaldet af 10 gamle mænd.
- Unge mand har du en nøgle så vi kan komme ind?
- Ja, for helvede, fik jeg fremstammet, og fumlede efter nøglen
- Åh, så gider du måske holde døren for os? De samlede deres harmonikakasser op og sneglede sig gennem døren, mens jeg holdt døren og kæmpede for ikke at skide i bukserne i skolegården.
Jeg havde lyst til at skynde på dem, og da den sidste var inde for jeg på det nærmeste toilet, før jeg koksrød i hovedet med sveden drivende ned af panden nåede at møde bestyrelsen. Skoleinspektøren var høflig nok til at tilbyde mig et stykke mad, og jeg fornuftig nok til at sige nej tak...

lørdag den 10. oktober 2009

Støvlerne

Hun er alene i huset. Selvom det er stort og ligger afsides passer det hende faktisk bedst. Når de er der alle fem, føler hun at hun skal undskylde for sig selv. I virkeligheden er det her som en moderne Askepot-fortælling, tænker hun mens kolde fingre løsner de mudrede snorebånd i løbeskoene. Store kager af mudder falder af på flisegulvet i entréen, men hun er ligeglad.
Hendes drøm om det perfekte liv inkluderer jo ikke mig. Sveden pibler frem på panden, og hun tager et af hendes tørklæder i garderobeskabet og tørrer det væk.
Hun fortsætter ud på badeværelset og putter løbetøjet i vaskemaskinen. Den våde vask der er i maskinen smider hun på gulvet. Dog sorterer hun farens strømper og underbukser fra og putter dem i tørrertumbleren.
Hun stiller sig foran spejlet og kigger ind i sine dybe blå øjne. Faren har de samme øjne, hvorfor kan han så ikke se det?

Sidst hun kiggede på sig selv i spejlet på denne måde, var i sommerhuset, da hun tudende havde låst sig inde på toilettet. Alle småting hun ikke fik gjort, eller gjorde forkert blev bemærket og kritiseret. Men ikke direkte, næh det blev dunket i hovedet på hendes far, dog højt nok til at hun også hørte det. Endnu engang havde hun fået fornemmelsen af at være i vejen. At hun stod i vejen for deres lykke, mens hendes egne kiksede børn aldrig gjorde noget forkert. Det var der, hun havde besluttet at lade være med at prøve mere. Hun havde stået på toilettet og haft brug for at skrige, for at smadre noget eller nogen. Da var det at hun fik øje på den. Tandbørsten. Med lyserøde farver, sikkert noget blomstret shabby-chick fra en smart web-butik, men der var intet at tage fejl af; den hånede hende!
Nå så det tror du, tænkte hun, mens hun flåede tandbørsten op af kruset for at knække den. Men hun ombestemte sig. I stedet trak hun ned i kraven på sin t-shirt og kørte tandbørsten længe rundt under begge armhuler. Resten af sommerhusturen havde hun kunne sluge alle fornærmelser og klodsede uhøfligheder, havde bare svaret med et 'svedent' smil.

Hun tændte for vandet i bruseren og vendtede på at det blev varmt. Hendes øjne faldt på en badebørste der lå på en hylde i badet. Sikkert til at skrubbe døde hudceller væk, lignede noget der kostede mange penge. Hun lod øjnene vandre videre, og de fandt hvile ved hendes mudrede løbesko. Bingo!
Nynnende børstede hun mudderet af skoene. Bagefter rensede hun børsten nødtørftigt, det blotte øje ville ikke bemærke det, men hun vidste det...

tirsdag den 6. oktober 2009

Så fandt vi lige en lomme...

... i hverdagsøkonomien.

Blev den heldige vinder af vinterstøvleshoppingen med the boys, mens SHM tog en morfar. Skulle have holdt på lavt plan MEN...

Stadium havde udsalg af sidste års vintergear, så Professor Teflon fik/købte sig sgu lige sit helt eget snowboard str. 132 cm, med bindinger og støvler i str. 41! Jezzzz main the kid's for real?!?

Billeder så snart far fra plejehjemmet Lotte finder en skruetrækker og får bindingerne skruet på! Jeg tog sgu lige 2 timer med nedrullede kødgardiner fra 19.45-nu...

mandag den 5. oktober 2009

Må man flirte? Bør man? Bør man lade være?

Jeg har tænkt lidt over det med alle de kvinder, og jeg må sige det satte tanker i gang.

Er blogging flirt?

En del af blogging er jo at blive set, hørt og anerkendt. Derfor er det nærliggende at anerkendelsen kan kamme over. Jeg læser jo en masse kvindeblogs om bolig-børn-tekstil, og nogle gange falder det mig bare svært at kommentere sømmeligt på det de skriver. De skriver jo også så mange andre ting, som er det jeg ligger mærker til.
Når jeg skriver til Lis, at hun godt nok har store hænder, flirter jeg så?
Når Leoparddrengen og jeg kommenterer på paddesex i Holstebro, er vi så ude i et grænseland (ikke at Holstebro er et grænseland)?
Når kvinder, jeg ikke kender, skriver at, deres dør er åben, hvis jeg har værktøjsbæltet med, når jeg viser billeder af reolbyggeri, er det så flirt? (er det derfor, at jeg lægger så mange billeder af det ud?)
Når Lis kommenterer havfruens attributter, og jeg retter det til, flirter vi så?

Må man flirte?

Jeg må gerne, eller jeg kan bare ikke lade være. Jeg ved ikke om det er en pris at betale for at have levet en genert, tilbageholdende teeangetilværelse med meget usikkerhed på selvværdet, lidt Den Grimme Ælling møder Mussollini, for da jeg var ung og usikker varmede jeg panelerne, nu har jeg fået overbevist mig selv om at jeg har en berettiget gang på jorden, at min tilværelse sætter spor og at jeg rummer både humor, intellekt og testosteron. Derfor går jeg altid midt på gangen, jeg blinker til en kvindelig kollega, hvis jeg møder hende (og ja, også hende over 60;-D) fordi jeg kan mærke at det ikke ødelægger klimaet. Jeg flirter med sekrætererne og havde vi haft kvindelige pedeller havde jeg også flirtet med dem.

Ville jeg gerne vide hvis SHM flirter?

Optimalt set ville jeg helst vide det og være cool med det, men det er jeg ikke. Jeg er den jalous og uforstående type, som kun ser dårlige motiver hos dem hun flirter med og det æder mit selvværd, at hun har behov for at flirte med andre end mig. Jeg tror derfor, at jeg helst ville slippe for at høre på/om det, for det ville bare give mig en usikkerhed, som hverken hun eller jeg har noget ud af.

Ville jeg så helst have at hun lader være?

SHM har lige sagt sit job op. Jeg tror ikke at hun kun har sagt det op fordi der manglede en god job-flirt, men en god job-flirt kan gøre det værd at tage på arbejde, også de dage hvor det regner eller det hele brænder sammen. Ville hun stadig have været der, hvis der var en lækker fyr der overøste hende med komplimenter? Jeg ved det ikke, men hun har efterlyst anerkendelse og opmærksomhed som centrale mangler ved hendes arbejdsglæde.
Omvendt kan man spørge sig selv: ønsker jeg at være gift med en uskarp flirter?
Hvis SHM aldrig fik en rosende bemærkning fra en anden mand, hvordan er det så lige at jeg undgår at hun ender som en hjemmegående husmor med forklæde, blåt hår og husholdningspengene i en skotøjsæske over komfuret? Selvom jeg muligvis er meget selvoptaget/selvglad, bilder jeg mig jo ikke ind at hun resten af sit liv kan nøjes med at jeg synes hun er dejlig.

Hvad skulle være gevinsterne ved en flirt?

Når nogen flirter med dig, så føler du dig set og noget værd. På mit lærerværelse kan jeg spottet flirterne og antiflirterne på kilometers afstand. Det har intet med alder, størrelse eller lækkert hår at gøre. Men for antiflirterne er manglen på smil og let til surhed et kendetegn. Kønsfordelingen er ca. 30/70, så det er primært antiflirte-kvinder vi taler om, men De Grå Pingviner har så lavet en klub, hvor de samles og vender verden ryggen. For mig at se er flirtere gladere. De orienterer sig i forhold til hinanden og holder hovedet højt, et smil på læben og skubber brystet/brysterne frem. En klog kvinde, jeg formoder er en flirter, Katrine Axholm siger om flirt.

Hvad er dog så forfærdeligt ved det?

Jeg tror at det der gør ondt (og jalous) er at den vi elsker deler sin kærlighed, sit begær eller bare sin opmærksomhed i retninger vi ikke har kontrol over. Det fascinerende ved flirten er jo også at kontrollen forsvinder lidt. Man ved faktisk aldrig helt præcist hvad der menes eller siges. Alt er dobbelttydigt og underlødigt, faktisk det modsatte af et stresset parforhold med småbørn og dårlig økonomi. Her er kommandoerne korte, præcise og blottet for flirt. Det er så kontrastfyldt at det virker truende på 'den efterladte' for hvad har jeg egentligt at kæmpe med, udover ubetalte regninger, sure sokker under sengen og krav om hvornår du tager børnene? Det er ikke en fair kamp, og da man som 'pårørendende' til en flirter er udenfor indflydelse giver flirten da dårlig nattesøvn.

Leder flirt altid til utroskab?

Jeg har studeret, arbejdet og færdedes mange steder. Og alle steder har der været et element af flirt. Det er jo ikke ensbetydende med at jeg har væltet mig i væg-til-væg tæpper af villige kvinder, så selvom det er gået galt, så er det ikke garanteret at ende i gråd og tænders gnidsel.
Hvis jeg ikke troede på flirt uden utroskab, så burde jeg stoppe. Endnu engang har Katrine Axholm et par interessante betragtninger at dele (vigtigt at understrege, at jeg ikke er enig med hende her, men alligevel synes det er godt formuleret).

Er det der "saml appetit ude, spis hjemme" så så dumt?

Nej, det er uhyggeligt fortærsket, men måske er det så fortærsket fordi det kan stå en vis kvalitetstest? På positivsiden er at flirten kan gøre en stærkere som menneske og dermed også derhjemme. På negativsiden kan der opstå en flirt så man ønsker sig at være ude, når man er hjemme, og så er man i problemer. SHM og jeg har lovet hinanden, at det ikke sker! Skulle det komme så vidt, så lusker vi ikke rundt i det og drømmer os væk. Men jeg tror nu ikke det sker, for hun er heldigvis en megaflirt - overfor mig!

Og når vi nu lige er der...

Utroskabet er jo et fantastisk populært møbel. Alle historier, film, aviser og sladder svømmer jo over med det. Men det er jo aldrig dem, der er utro der gerne vil udtale sig. De eneste der taler i medierne om utroskab er når sladderbladende har nogle par fra Jurassic Park i portræt-linsen, og de udtaler sig om utroskab:
"Det har vi sådan set aldrig tænkt over som en mulighed. Vi er så meget rigeligt for hinanden at det aldrig har været en tanke".
Helt sikkert, Kjeld Heick! Jeg vil æde Hildas stråhat på, at hun mere en en gang har overrasket dig siddende i utroskabet og runke til et billede af Lone Kellermann;-D

Men hvad med dig kære læser?

Flirter du? Hvorfor/hvorfor ikke?
Vil du gerne have en kæreste der flirter?
Eller vil du hellere have en ingen vil flirte med? (alle ønsker sig nok den kæreste som alle gerne vile flirte med, MEN som kun vil flirte med dig)
Er der noget jeg har glemt eller overset?

søndag den 4. oktober 2009

Løst og fast om blogging!

30. November sidste år startede jeg denne blog.

Det er ikke et år siden endnu, men jeg synes alligvel det er tid til at gøre status. Mange af mine venner i real-space forstår nemlig ikke min verden i cyber-space, selvom jeg forsøger at lokke dem med ind. De fatter simpelthen ikke:
  • at jeg gider bruge min tid på det
  • at jeg gider læse andres blogs
  • at jeg vil lægge personlige detaljer ud

Det vil jeg forsøge at forklare...

Mine blogs er mine opslagstavler. Jeg kan klippe ting ud som jeg ser og hænge op, hvis det er noget jeg skal huske eller gerne vil se på. Jeg kan også selv skrive sedler som jeg hænger op. Men hvor opslagstavler normalt kun kan ses i det rum de hænger, så kan min opslagstavle ses af alle. Kloden over! Jeg kan vise et billede, en tekst eller en video, nærmest hvor jeg står og går. På den måde er min blog jo nærmest blevet en reklamesøjle.

Jeg har også et par blogs med mine klasser i skolen. Der har jeg oprettet eleverne som skribenter og så lægger de deres værker ud til skue og kommentarer. Forældrene kan følge med, de glemmer ikke deres papirer i skolen/derhjemme, men har deres direkte opkobling til det hvor de står og går. De kan endda skrive til hinanden i ferierne. En havde vist sin familie i Tyrkiet bloggen da han var der!

Jeg har også en blog for min loge. Det er nok nogle af de tungeste at trække ind i Blogland, men vi kan nu stemme om vedtægter, diskutere afgørelser og håne hinanden efter træf.

Men det her er ikke engang det bedste ved at blogge. Det bedste er alle de spændende mennesker man lærer at kende i Blogland. Det er derfor jeg gider bruge tiden på det. De fleste af mine venner i den virkelige verden er mænd, men i Blogland er det anderledes (tjek evt. min skare af faste læsere, hvis du er i tvivl). Jeg fik hurtigt et indtryk af at Blogland var et kvindeland! Det virkede på mig som om, der var flere kvinder der blogger, at kvinderne var morsommere end mændene i Blogland, og det satte jeg mig for at undersøge om var rigtigt. Det er 'kvaksalver-forskning' jeg praktiserer, men mine betragtninger er:

  • Jeg har 16 udvalgte blogs jeg læser, heraf er de 6 skrevet af mænd, og de 10 af kvinder. Derfor må man konkludere at jeg næsten synes kvinder er dobbelt interessante som mænd at læse. Mon der er lidt fluen på væggen agtigt over det?
  • Jeg har jo også forsøgt at undersøge hvem der læser min blog? Og her er det interessant at af de 109 som har markeret i undersøgelsen er der 4 mænd! Jeg er ovenikøbet selv den ene. 97% af mine læsere er altså kvinder. Det anede mig lidt, for de kommentarer jeg får og de faste læsere jeg har, bekræfter det billede. Jeg er smigret, jeg er overrasket og jeg er også lidt selvglad, når jeg tillader mig i et spøgefuldt øjeblik at sige til SHM at jeg nedlægger min profil på dating.dk, da Amme-armadaen giver mig nok kontakt til kvinder.

Jeg skriver ikke for at please nogen. Jeg skriver det der falder mig ind, og oftest handler det om parforhold, børn, madlavning, husbyg eller fantasi. Det rammer åbentbart bredt nok til at der pænt konstant er 100 unikke læsere (det har jeg fra min statcounter og ikke fra afstemningen) der lægger vejen forbi om dagen. Når man er opmærksomhedssøgende og et socialt interagerende menneske som mig, er det her simpelthen et afhængighedsforhold der burde begrænses.

Allerbedst omkring blogging er dog at nogle af cyberbekendtskaberne skaber connections i den virkelige verden. Snart skal jeg mødes med nogle af alle disse kvinder, og jeg glæder mig meget. Også selvom temaet er lagt meget kvindagtigt an med stoffer, håndarbejde og kaglen... Flertallet fik nok afgjort det. Alligevel tror jeg der må være mere interessante ting der også kommer frem. Derfor glæder jeg mig til at møde andre voksne mennesker der er så spændende at de har en blog!

mandag den 28. september 2009

Skrivetrang

Jeg ved ikke om det er efteråret der trænger sig på, men historierne vælter bare ud af ærmerne for tiden. Jeg har en lille notatbog, hvor jeg nedskriver idéer. Da jeg begyndte, for ca. 2 år siden, var det med den klassiske uforløste lærerdrøm om at skrive romanen, den bog der ændrer verden en lille smule.
Her et par år senere er jeg mindre ambitiøs, for jeg får sgu nok aldrig taget mig sammen? Men alle de små linjer af inspiration, som jeg forestillede mig på et tidspunkt kunne strikkes sammen, kalder på mig fra notesbøgerne. Jeg har lovet mig selv at jeg vil skrive mere end jeg hidtil har gjort. Meget inspireret af Kenneth Bøgh Andersens citat af Stephen King.

Derfor har jeg besluttet at renskrive nogle af de grummeste historier. Hvorfor så dystert kunne man måske spørge, men come on...? De ting der smelter sig fast i vores bevidsthed er jo ikke historierne om en flot blomsterbuket, eller en velindrettet lejlighed, nej det er livet skyggesider, der hvor uretfærdigheden, meningsløsheden eller irritationen melder sig. Så når Stationen, Uden Begejstring, StudineKusinen og de kommende historier kommer på banen, er det altså ikke fordi jeg bevæger mig rundt i en permanent depression, tværtimod! Det er netop fordi, jeg har overskuddet til at forholde mig til de ting, jeg enten har oplevet, hørt om, eller bare forestillet mig.
Der er voldsomt meget fiktion blandet ind i det, så tag det for hvad det er, inspireret hverdagsgys, som forhåbentlig sender lidt kuldegysninger gennem dig, når du læser det, men forhåbentlig også giver stof til eftertanke?


Hold kæft hvor kunne livet bare være svært. Nu havde han hende endelig lige hvor han havde drømt om. Han åbnede de sammenknebne øjne, og gennem sin rus af hash og øl, betragtede han hendes røv. Lige så fantastisk som i hans fantasier. Nu strittede den bare udfordrende imod ham.

Han havde været vild med hende fra det øjeblik han havde mødt hende. Hun var godt nok en noget pænere pige, end de piger han normalt var sammen med, men måske var det det? Det uskyldige. Hun var også kun 15, og han kunne genkende sit eget blik i øjnene på kammeraterne når de så hende, ja bare talte om hende.
Hun var ung, hun var pæn, men måske var hun træt af alt det barnlige og pæne, for hun ville gerne hænge ud sammen med dem. Og han havde nydt det, lige fra første gang, hvor hun bare satte sig i nærheden, og så til hun faldt i snak med dem. De havde vel mødt hinanden ti gange nu? Og for hver gang satte hun sig bedre og bedre fast i hans fantasi, hans drømme og tanker.

Da hun havde spurgt om hun måtte hænge ud sammen med dem, havde alle drejet hovedet mod Mads, spørgende? Han var chef, capitano, il duce...
Hvor han dog hadede Mads! Han hadede hans powertrip, hans magtsyge, sadistiske måde at dominere de andre. Men det var også det der gjorde det så fedt at hænge ud med dem. Mads fandt altid på noget, som var morsomt - og grænseoverskridende.
Altid morsomt for de fleste - undtagen dem det gik ud over. Hvor mange var ikke blevet sat til at stjæle, begå hærværk eller overfald, bare fordi Mads havde udfordret dem til det? Turde han i det hele taget selv gøre de ting, han pressede de andre til?
Men han vidste også bedre end at udfordre Mads til noget. Mads var stor, han var psykopat og han sad på hashen. Ingen Mads, ingen hash! Og dermed ingen venner og intet sjov.
Så da hun spurgte om lov, spurgte hun Mads?

Ingen sagde eller gjorde noget. Alle forsøgte at ligne mønstret i brolægningen, undgå at falde i øjnene på Mads eller forstyrre hans beslutning. Kongen af centret havde audiens!
- Det kan du godt... Men det vi laver er jo ikke for sjov, så for at vise du mener det alvorligt skal du knalde med Daniel i parken, mens vi optager det på vores mobiler?
Han var rystet! Forsigtig med hvad du ønsker, du får det måske, dækkede det nok bedst. Det ville hun aldrig gå med til. Og havde hun først sagt nej til ham foran alle, så var det helt sikkert et definitivt nej.
Men hun sagde ja! Han fattede det ikke? Men hvad han godt forstod var at bolden var spillet over til ham nu. Med et befriende langt spark, havde hun bedt ham om at stoppe denne gale unfair kamp. Men hvordan skulle han sige nej? Så røg han ud i kulden, og måske kunne det blive rigtig grimt? Hvis han sagde nej til hende nu, så fik han måske aldrig chancen igen? Måske ville en anden bare springe til?

Nu stod de så der i parken. Bag et par buske. De andre fnisede, sikkert lettede over at de slap fri, men han følte sig forkert og pinligt til mode. Hvad fanden var det her? Hun skælvede i skumringen, bag dem var solen på vej ned over hustagene, og himlen farvedes orange. Han kunne se hendes kontur i tusmørket. Gennem hendes bluse kunne han fornemme brysterne hævede og sænkede sig hidsigt som et resultat af en unaturligt hurtig vejrtrækning. Hun var nervøs, og det var han også. Han havde sådan en lyst til at holde om hende, forsikre hende at alt var OK, kysse hende og hviske søde ord til hende, men det var ligesom ikke det der var set-uppet.Deres øjne mødtes, desperate, men fangede af noget de ikke kunne lade være med at gennemføre. Men hvordan. Al hans lyst var forsvundet. Al mod havde forladt ham.Hun knappede bukserne op, og trak dem lidt ned, lidt febrilsk trak hun også trusserne ned. Hun vendte sig med ryggen til og lænede sig forover op ad et træ. Selvom hun havde forsøgt at virke selvsikker, kunne han tydeligt fornemme hendes usikkerhed og modvilje mod det hele. Mod ham?- Hva bli'r det til noget? råbte Mads.
Tøvende rakte han hånden frem og rørte hendes ene balde. Stort bifald fra de andre. Og så skete der noget - han fokuserede kun på hendes røv, der bare strittede ham i møde. Da vendte hans lyst tilbage. Lidt usikkert fik han åbnede sine bukser, og han var ikke længere i tvivl. Det her kunne han sagtens gennemføre. Hvorfor ikke? Hun havde jo sagt ja, en anden ville sikkert gøre det hvis han sagde nej?
Lige som han pressede sig op bag hende, fremstammede hun hulkende...
- Jeg tror ikke jeg vil...?
Denne her har jeg ikke nogen titel på, men alligevel synes jeg den fortjener at komme på skærmen. Den er inspireret af de fucked up ting man læser om i medierne, hvor man undres over hvorfor? Hvorfor og hvordan nogle havner der?

søndag den 27. september 2009

En ny start?

Selvfølgelig var hun stolt. En studenterhue er sgu en studenterhue. Hun havde ovenikøbet fået sin med flotte karakterer og hårdt arbejde. Derfor havde hun også taget den på i aften. Det var familiefødselsdag, og efter hun havde fået styr på sit liv, var hun igen god nok til deres selskab, eller det vil sige næsten god nok! For det havde ikke været uden knaster at komme ind i varmen igen.
Faktisk havde det kostet hende 500 kroner, fordi de andre mente hun skyldte for de mange gange hun ikke havde bidraget til gaver, endsige festen. Men hun havde købt sig ind, fordi familien er et vigtigt element i en ordentlig tilværelse.

Men som hun sad der, isoleret, ensom og udstillet, blev hun i tvivl om hvorvidt hun overhovedet ønskede at være en del af det længere. Hun kunne sagtens mærke kusinernes øjne der stirrede på hende som følgespots på en festival, og hun fornemmede også hvordan snakken handlede om hende selvom ingen tænkte på at inkludere hende i det.
- ... bare to smøger med et gavebånd om, nej så nemt slipper hun sgu ikke nu, hørte hun sin moster sige, og hun krympede sig ved påmindelsen om hvor langt ude hun havde været. Det er rigtigt at hun havde givet hende to smøger med rødt gavebånd om, og det var alt hvad hun syntes hun kunne undvære dengang.
- ... at hun kan købe sig ind igen!
Så det var det de troede? At hun ville købe sig ind? Det var jo ikke hende der havde foreslået det, men dem der havde betinget det for at hun kunne komme med igen. Hun havde accepteret, fordi de havde ret i at hun alt for ofte havde sprunget over, men det havde ikke været hendes idé.
- ... ser vigtig ud med sin nye hue på. Har hun glemt hvad hun plejede at være?
Okay, hun var da godt klar over at hun tidligere mest havde 'læst livets lektier' på værtshuse, men havde de håbet hun ville gøre det til det slog hende ihjel? Fattede de ikke at hun havde taget sig sammen for at komme på ret køl igen, og jo hun var stolt af huen, men måske var det også den der virkede som en rød klud for øjnene for dem? Der var trods alt ingen andre i familien der havde taget en studentereksamen, så måske var det svært for dem at acceptere at hun, det mest håbløse tilfælde, havde taget en?
- ... fanme usmagligt. Som om hun virkelig er student! Det er sikkert en hue hun har stjålet ned på 'Hjørnet'? Latter. Deres latter trængte ind, hun sad og følte at hun burde gøre noget, sige fra, forklare dem at alle psykologtimerne havde vist hende at forstanden var iorden, men at mobningen i skolen havde drevet hende i 'dårligt selskab og misbrug'. Nu var det hendes egen familie der mobbede hende?
- ... den alder. Jeg fatter ikke at hun vover at sidde der i hvid kjole og med hue på? De grinede højere igen og skålede. Hun kogte indeni, men hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke sætte dem på plads, de ville aldrig kunne forstå det. Hun havde lyst til at tage huen af, brænde den, klippe den i stykker eller smide den ud. De havde jo ret; I en alder af 50 er det ynkeligt at gå med hvid sommerkjole og studenterhue. Det er ynkeligt at tro, at man som alkoholiker kan købe sig tilbage i hjerterne, på dem man har svigtet. Hun var ynkelig. Hun rejste sig for at gå hjem, men endelig var der en der henvendte sig til hende. Hendes fætter, Jacob.
- Hva så skal du så være professor eller hvad? spurgte han og latteren ville ingen ende tage.

torsdag den 24. september 2009

Hvorfor?

Hvorfor er det at:

  • 85% af de kvinder der har en blog har et eller flere billeder af deres strikkepinde?
  • vi arbejder 5 dage og holder to dage weekend, når det ville være federe omvendt?
  • kvinder plukker deres øjenbryn,men maler deres øjenvipper?
  • kvinder snakker så meget om hvor meget de tog på under en graviditet? Mænd praler da aldrig af hvor meget de sympati-voksede...
  • at mænds fejl er mænds skyld, mens kvinders fejl er mænds skyld?
  • kvinder kalder tøj for en investering?
  • det virker voldsomt provokerende på kvinder hvis deres mand tilbyder at hjælpe med at passe deres barn for hende?
  • 'ingen sko' betyder ' ihvertfald ikke mere end 25 par, hvis man fraregner de lave, de røde og dem jeg ikke vil gå i mere'?
  • at kvinder godt må kigge mænd i øjnene, men mænd ikke må kigge på deres bryster?

Ja jeg spørger bare...?

mandag den 21. september 2009

Endelig

Sidste år gik jeg med et debatindlæg på fingerspidserne. Jeg var bare begravet i arbejde og konflikter, samt økonomisk krise, så det blev aldrig til andet end notater i morgensidebogen.

Men i dag så jeg på DR's hjemmeside, at andre har taget tråden op. Der var også ganske forudsigeligt, da det er ualmindeligt rimeligt og fornuftigt at tænke på en ny måde.

Det handler om privatbilismen. Om at begrænse den. Men også at gøre det nemmere og mere fleksibelt at bruge den. Lyder det skørt?

Jeg var irriteret over en P-bøde. Det er jeg nok ikke den eneste der har været? Men hvorfor er det egentlig at det skal være gratis eller svinedyrt at parkere? Hvorfor sidder der ikke bare en GPS-digenot under kølerhjelmen, som registrerer når bilen holder på en p-plads i by-zone? Så afregner man pr. minut man parkerer... Ikke flere p-bøder, men bare en afgift efter hvor meget man bruger det.
Selvfølgelig skal folk der bor i byerne have en "hjemmezone", hvor de parkerer gratis, og der skal da også være en form for "nat-sænkning" på afgiften. Det hele afregnes via PBS, så man slipper for p-automater, stress over en p-billet der udløber, man slipper også for bøderne, men betaler tilgengæld for at benytte byernes asfalt.

Derfor kan man også lave betalingszoner, som registrerer hvis man kører ind i byzone og ding! Så koster det f.eks. en 10'er! For vi skal have folk til at tænke over hvornår de drejer nøglen. Hvis man skal handle to indkøbsvogne, tror jeg gladeligt man betaler de 10 kroner for at kunne køre det hjem i bil, også selvom vi taler mindre end to kilometer. Men skal man hente en pose slik på tanken/i kiosken og koster den 10 kroner ekstra, så kan det da være man lige sadler jernhesten?

Det skal ikke koste det samme at have bil på landet! For der er det ikke muligt at have offentlig transport i samme grad. Men en omlægning af registreringsafgiften, så bilerne bliver billigere i indkøb, men dyrere at køre i, men at man tilgengæld betaler en kilometerpris, så bliver tanken også flyttet på den enkelte køretur - er den nu også nødvendig i bil? En GPS-digenot der registrerer hvor langt du kører og i hvilke afgiftszoner, og så sender dig en regning efter dit forbrug, det er efter min mening en bedre ordning. Afgifterne bør naturligvis inddeles efter miljøbelatsning, så de der 4x4'ere kommer til at cykle noget mere med golftaskerne, eller i det mindste bidrager mere til vejenes vedligehold, naturgenopretning og kattens værn;-D

Der skal nok være en overgangsordning, hvor biler ikke kan synes uden installation af GPS-teknologien, men alle de gamle Golf'er fra 80'erne skal væk. NU, og det skal være dyrt at beholde den. GPS-teknikken kunne evt. kobles op på motorstyringen, så man i byzoner, ved vej-arbejde og på motorveje og landeveje kun kan køre det tilladte. Jeg kender ingen argumenter der holder, for at det skal være muligt at kunne køre hurtigere end tilladt (mit eget er at det tager for langt tid, at jeg har styr på det eller at det er kedeligt at køre langsomt).

Jeg ville nok selv ligge i den høje ende af skalaen med 40000 km/året, men måske vi ville begrænse noget af det hvis det kostede hver eneste gang... Som det er nu opfatter jeg (og sikkert ikke som den eneste) den halvårlige vægtafgift som en form for abbonnement - Nu har jeg betalt, og uanset hvor meget jeg kører koster det det samme i vægtafgift... Det er da ulogisk!

Og mens vi er der: Hvem kan forsvare at bliver på gule plader er billigere? Det er da ulogisk at jo færre vi kan sidde jo billigere skal det være... Det betyder også at køber man en bil med plads til flere, og dermed mindre CO2 pr. passager, så bliver det dyrere... Nej nej N. E. J. Blev der sagt!

Teknik i biler ville også inkludere et alkometer på startlåsen, så man aldrig kan føre en bil i beruset tilstand. Andet virker ulogisk og oldnordisk...

Alle disse tanker tumlede jeg med, men kunne ikke få dem på papir, nu læste jeg en notits der satte mig igang alligevel...

Kør forsigtigt

Groteske googlinger 3

"Høje tindinger er tegn på klog"

og

"Kloge ord om livet"

søndag den 20. september 2009

Kriser er pejlemærker i livets landskab!

For noget tid siden fik jeg en kommentar fra Pialouise, som fortalte at hendes opmærksomhed og overskud ikke var det store for tiden. Det fik mig til at love/true med et indlæg om kriser. Jeg var nemlig igang med at læse en spændende psykologibog der hedder "Det handler om mennesker", af Finn Abrahamovich.

Kriser er uundgåelige. Kriser er smertefulde, men også dannende og nødvendige.

Fucking a! Det er hvad Finn Abrahamovich siger.

Groft sagt deler han en krise op i fire faser:



  1. Fornægtelsen, hvor man virker som om situationen ikke er gået op for en. Krisens første reaktion er et adrenalinchock, hvor man pludseligt handler meget på automatpilot. Der frigøres nervebedøvende stoffer i kroppen, som også sløver følelser og forstand. Man tager måske på arbejde, selvom en kone døde i går. Måske handler man ind, selvom man lige har fået konstateret kræft, ringer hjem og spørger om man mangler tandpasta. Måske bestiller man skiferie, selvom man lige har fået amputeret begge ben. Man er ved siden af sig selv, og omgivelserne undres: Hvordan kan det lade sig gøre? Har man ingenting forstået?

  2. Fortvivlelsen, så ramler korthuset. Man giver udtryk for sin smerte, frustration og mangel på håb og tro. Man rammes at en følelse af ensomhed. Ingen kan helt forstå den sorg man er ramt af. Resten af verden lever upåvirket videre omkring en. Det er voldsomt provokerende og man skælder ud på de nærmeste, lader al sin harme ramme dem der står tættest på en.

  3. Erkendelsen. Det er sket. Det er uigenkaldeligt. Efter tid, opdager man at man ikke kan stå stille i verden. Den bevæger sig videre, og det må man også selv. Man er stadig i sorg over det mistede, men man må også erkende at ikke alt er mistet. Man har sig selv - måske har man børn eller kæreste, som man igen skal være noget for.

  4. Genopbygningen. Man finder andre værdier, andre pejlemærker i livets landskab, og livet for nyt indhold. Kriserne gør os stærkere, hvis de gennemleves sundt. Man ender med at huske det gode, og nedtone de ubehagelige minder. Det der ikke dræber os gør os stærkere, er en lidt fortærsket floskel, men dækker det krisens gennemlevelse gør ved os, hvis man får tid, plads og forståelse fra sine omgivelser på de rette tidspunkter, og pres og krav når det er tid til det.

Jeg ved ikke om han har ret, men det er tankevækkende, når man oplever kriser, at man kan føle sig så alene, at man næsten ønsker, at ens omgivelser ville blive udsat for det samme, så de kan forstå det. Man kan blive jalous på sine nærmeste, nærmest bitter over, at man føler de har det for let. Det pudsige er, at efter genopbygningen ønsker man ikke at ens værste fjende ville havne i det samme.

Jeg har også oplevet at fornægtelsen igen og igen har indfundet sig, og man opfører sig som om man overhovedet ikke er presset, og at erkendelsen derfor rammer dobbelt hårdt.

Selv har jeg oplevet dødsfald i familien, parforholdskriser, arbejdskriser, børnekriser, økonomikriser og pt. er jeg krisefri, så overskuddet til at forholde sig til andres er tilstede, men uden selvoplevede kriser, tror jeg evnen til det er svækket. Man gider måske godt at høre, men fingerspidsfornemmelsen for, hvornår man skal give plads, og hvornår man skal presse på den kommer efter min overbevisning kun med erfaring.


Da jeg jeg skulle finde en illustration, ledte jeg på googles billedsøgning efter "krise", og udover alle de nedadgående kurver, dukkede dette billede op. Det er malet af Rie Klit, som jeg absolut intet kender til, men jeg synes det er bedre til at illustrere at krise er en menneskelig betingelse, bedre end en graf i hvert fald.

fredag den 18. september 2009

Kloge ord


Det er ganske vist ikke mine egne, men Kenneth Bøgh Andersen, blev i dag interviewet om Stephen King, og citerede ham for disse:


"Hvis du løfter vægt et kvarter om dagen får du muskler. Hvis du skriver halvanden time om dagen, bliver du en god forfatter".


Halvanden time om dagen, det har jeg da slet ikke tid til, tænker du måske ligesom jeg, men så er det at man må opveje hvad tiden ellers bruges på? Det svarer vel lidt til at løbe med aviser eller gå til fodbold. Jeg vil huske det, og forsøge det!

torsdag den 17. september 2009

Groteske googlinger 2

Svigermor nøgen

Egoistisk ægtemand

Ja ja, jeg lover at der ikke vil være billeder;-D

Groteske googlinger

hvem fandt min blog ved at google "lærersnot pris"?

Et læreridol



Og ja, jeg har jo set hele filmen... JB lærer dem jo ikke de obligatoriske ting, så selvfølgelig kan man ikke gøre som ham, men: Hvis man kan adoptere en lille smule af hans blik for talent, hans empati, evnen til at fremme de stille og nå ja, en stor portion af hans drive eller energi, så tror jeg på at man fanger eleverne.

Derfor har mine dansktimer også lidt karakter af teater. Jeg optræder gerne for og med børnene, og jeg aner ikke om de passer ind i Bertel Haarders modeller når vi er færdige, men dansk er blevet til Djævlens Lærling, og stile er blev suspenderet til fordel for blogging. Vi har lavet en klasseblog, hvor eleverne svarer på de opgaver jeg stiller, hvor forældrene kan læse om ugens lektier. Eleverne elsker det, og ind i mellem sender jeg en kærlig tanke til JB og Kenneth Bøgh Andersen, som hjælper mig gennem dagene med smil på læben og rock 'n' roll i kraniekassen!

Uden Begejstring

SHM har skaffet en lydbog, som vi hører i øjeblikket. Det er Camilla Stockmann og Maise Njors mailkorespondancer. Det er morsomt, tæerkrummende og samtidig er det også ufatteligt alvorligt. Jeg er slået med imponade og ramt på 'tænkeren' af den måde Maise fortæller om udviklingen/afviklingen af sit forhold. Det er sgu godt beskrevet, uden at krænge det hele ud.
Vi er ikke noget så langt endnu, men selvom Maise sidder midt i en livskrise, så tager hun et utroligt hensyn til at Camilla sidder midt i en fødsel/lykkerus og omvendt. Nå, men til sagen; for det at høre om andres forhold der forliser skubber jo også til ens egen værste frygt/forestillingen om det værste mareridt, at man selv kunne stå i det...

Uden Begejstring

Jeg elsker dig!

Sådan sagde de til hinanden. Stadigvæk. De sagde det når de gik ud af døren og på arbejde, de sagde det når de kom hjem, når de kyssede hinanden godnat. De sagde de også hvis en af dem var ked af noget, eller hvis noget truede deres tosomhed. JEG. ELSKER. DIG.
Det var som om de tre ord var en magisk trylleformular, der fik det farlige lidt på afstand.Hun sagde det tit til ham, hvis hun faldt i staver og tænkte over sit liv. Dels for at komme tilbage til virkeligheden, men også for at bekræfte sig selv i det. Jeg elsker dig!

De havde kendt hinanden længe. Alt havde de delt. Og dog... måske alligevel ikke alt?
Der var et sted i hendes hjerte eller hjerne, hvor hun ikke lukkede ham ind. Der hvor pinligheden, grimheden og tvivlen boede. Hun hadede at føle sig pinligt berørt. Især overfor ham. Deres tosomhed fik også livet til at føles som en spejling eller en konkurrence, så hvis hun så dum ud, følte hun sig bagud. Det var det samme med udseendet. Selvom intet andet menneske havde set hende nøgen så mange gange, var det alligevel som om hun bar en facade af påklædning for ham. Ingen kiksede stillinger, ingen morgenhår, intet hul i rustningen. Derfor også kun sex i mørket. Men den værste ensomhed var tvivlen. Tvivlen om alle de valg hun havde ladet ham træffe. De havde gjort tingene sammen, var den officielle udmelding, men sandheden var at han udstak retningen, satte tempoet og solede sig i anerkendelsen for deres succeser.
Det samme sted, eller måske tvivlens nabo, var hjemsted for den besværlige kærlighed. Kærligheden til andre mænd. Gamle skolekærester, mænd fra hendes studietid eller arbejdsliv. Ja endda hendes far. Ikke engang hendes far kunne hun rigtig tale om. Det var som om han aldrig ville blive accepteret. Kærligheden til de andre mænd var noget som bare voksede. Måske fordi den føltes forbudt? Den krævede ingen gødning.
Når hun tænkte på dem, mændene, blev hun helt fjern i blikket - og i tvivl. Havde hun valgt rigtigt? Var kærligheden en solo-størrelse, en one-size, hvor én mand var nok?

Når hun ramtes af tvivlen kiggede hun på sin mand. Også hvis han ikke var der. For han var nem at få et billede af på nethinden. Hun havde jo kendt ham altid. Lige fra han var bleg, spinkel og bebumset, til nu hvor han, på en god dag var 'modnet smukt', men mest bare halvfed og skaldet. Han var en god mand, ingen tvivl om det. Rimelig trofast, meget nærværende og opmærksom, men også lidt omklamrende. Han var en god far - der var sikkert mange kvinder der ville føle sig lykkelige med ham. Hvorfor var hun så så usikker? Havde de mødt hinanden for tidligt? Kendt hinanden for længe? For længe til at kunne overraske hinanden, med andet end skeletter i skabene?
- Jeg vil være vild i varmen, tænkte hun, men jo mere hun tænkte det, jo mere i tvivl blev hun. Burde det ikke komme af sig selv?

På de gode dage kunne tvivlen jages væk med sex. Så rakte de ud efter hinanden og deres fortid sammen, om ikke andet så for et kort øjeblik, men det var uden begær. Forventningens glæde manglede - den følelse man rammes af, når man tænker på ham dag og nat!
På de dårlige dage fik tvivlen god plads. Alt stod for skud. Hendes fortid, hendes børn, hendes mand, jobbet... kort sagt alle hendes valg blev revset.

Hun følte sig låst i et liv fyldt med skal. En skal hun var i, som mange beundrede, men også det skal, som man skal. Jeg skal bo med ham! Jeg skal fodre børn! Jeg skal børste tænder på dem! Jeg skal aflevere dem i institutioner! Jeg skal arbejede! Jeg skal betale regninger! Hvornår er der tid til det jeg vil? Og hvad er det jeg vil?Hun var låst i et liv på et glansbillede. Drømmemanden, drømmebørnene, drømmehuset, drømmejobbet og drømmebilen. Fuck, de manglede jo bare drømmehunden!
Sådan sagde hendes venner og familie og ingen turde hun forsøge at forklare, at det bare ikke føltes sådan. Hun kunne ikke selv mærke det længere. Hun kunne ikke mærke sig selv længere.

Hun kiggede på sin mand og sagde: "Jeg elsker dig"

onsdag den 16. september 2009

Parforholdsbingo

Prøv at lave denne leg en dag.

Det kræver to blokke med papir, to kuglepenne, at børnene sover og en god flaske rødvin.

Sæt jer så I ikke kan se hinandens papir/hvad der skrives og svar på følgende:
  • Hvilke ting tror jeg, at du savner mest?
  • Hvilke ting tror jeg, at du ville blive gladest for at jeg gør?
  • Hvis du kunne bestemme, hvad lavede vi så lige nu, i weekenden og i ferien?
  • Hvilke ting gør jeg, som jeg ved irriterer dig?
  • Hvilke ting gør jeg for sjældent?
  • Hvilke ting gør du for tit?
  • Hvad tror jeg du drømmer om?
  • Hvilke ting er ligegyldige for dig?
  • Hvilke ting får jeg dig aldrig til at gøre?
  • Hvilke ting kan jeg godt lide ved dig?
  • Hvilke ting tror jeg du godt kan lide ved mig?

Om man stopper efter hvert punkt og sammenligner, eller kører hele liste igennem først, bestemmer man selv, men I vil blive overraskede, både over jeres partner, men også over jer selv.

Den svære: Prioritér punkterne!

God arbejdslyst

tirsdag den 15. september 2009

Øjenskygge

Vi stod i en tæt kø og ventede på at gå ombord på en færge. Vi stod ud for en reklameplakat for et øjenskyggemærke. Motivet var et kvindeansigt med meget kulørte øjne. Lige bag os stod en gruppe unge drenge og piger.

En af drengene: Det ser sgu da underligt ud med de der regnbuefarver hun har på øjnene?

En af pigerne (med hvor-er-du-åndsvag-fatter-du-ingenting-mine-og-tonen-på): Det er da for at man kan se de forskellige muligheder der findes!

Drengen (efter lidt betænkningstid): Hvorfor maler de hende så ikke i panden, der er sgu da bedre plads?

FUCK!

Jammermand har fat i noget...

Måske især det med at opbygge en fælles reserve af gode relationer, til den dag, hvor topmave og skaldethed ikke er nok til at bringe smilet frem...

mandag den 14. september 2009

Stationen

Jeg kan godt lide, når historier har ledetråde. Når der lægges små spor ud så man faktisk kunne sige sig selv at det ville gå som det går, men at man undervejs undres over hvordan det skal lykkes.

Denne her er et forsøg

De står på Vanløse station og kigger ud på natten over København. Det er mørkt, kun enkelte lamper på stationen og gaden lyser glimtvis op. I husene er de fleste vinduer mørke.Han synes det ser uhygggeligt ud, som spøgelsesøjne i natten. Og han klemmer hendes hånd lidt hårdere. Det ville være rart hvis hans far også var her.
- Skal Far ikke med?
Hun kigger på ham. Hun er med til at skabe den uhyggelige stemning, for i hendes øjne er der et skær han aldrig har set før.
- Han finder selv hjem.

Han gennemrystes af fornemmelsen af, at noget er helt galt. Men hvad?
For få minutter siden var de sammen. Allesammen. De var til fest, og han hyggede sig med de andre børn. Der var sodavand, kage og de voksne hørte høj musik, drak bajere og røg, mens de diskuterede kollektivisme, alternativ livsstil, kommunismen, bogerskabets bedrag og kapitalismens endeligt. Det var begreber han ofte hørte, men ikke noget han egentlig forstod. Han var også ligeglad, for alle hyggede sig.
- Man kan ikke eje noget, kunne en voksen råbe, og så skålede de og grinede.Det kunne han godt forstå, for hans mor og far forklarede tit at de intet havde. At man skulle dele. Ligesom i børnehaven. Det kunne han godt forstå, jo.

Børnene havde leget gemmeleg, mens festen fortsatte ud i natten. De voksne blev mere og mere højrøstede og musikken blev højere og vildere, men det gjorde det trygt, at gemme sig i sprækker og kroge, når man hele tiden kunne høre dem. Det betød at man aldrig var langt væk. Modigere og modigere var de blevet i jagten på det perfekte gemmested, og de søgte længere og længere væk.
Til sidst havde han fundet det. Skraldekælderen. Ned ad en trappe, rundt om et hjørne og ind gennem en dør med et fintmasket trådnet i stedet for et vindue. Det var perfekt, fordi man kunne kigge ud indefra, uden at blive set udefra. Han sneg sig ind, selvom det virkede forkert. Der var ligesom en dårlig stemning, da han trådte ind. Noget var galt, men det var svært at sige hvad? Der lugtede forkert... Der skulle lugte af mugne skraldespande. Han vidste godt, at tændte han lyset, så ville det kunne ses, af ham der 'stod', så i ly af mørket sneg han sig ind, og stillede sig på lur med næsen mod trådmaskerne.

Det næste forstod han ikke? Nu var hans mor med i legen? Hun gik derude og ledte. Hun kaldte ikke, men kigge alle gemmestederne efter. Han elskede når hun gad lege med. Han jublede af fryd indvendigt, da hun gik tæt forbi uden at opdage ham, men pludselig så han hendes ansigt. Hun hverken grinede eller smilede, tværtimod. Han syntes næsten hun så bange ud?
- Mor?, sagde han og trådte ud i natten.Hun vendte sig, men hun kiggede ikke på ham. Hun kiggede på noget bag ham, så smilede hun hårdt til ham, tog hans hånd og trak ham afsted.
- Vi skal hjem nu. Festen er slut.

Toget kom buldrende ind mod perronen og han kiggede sig desperat omkring, hvorfor kom faren ikke styrtende op ad trapperne. De skulle da sammen hjem. Skulle de ikke?
- Skal vi ikke have Far med?
- Han finder selv hjem, svarede hun.

søndag den 13. september 2009

Ville lige dele

Jeg stod og funderede over det der med børn. Tandbørstningen nærmede sig, og jeg gad bare ikke. Det er der sådan set ikke noget usædvaneligt i. Jeg har snart haft børn i 12 år, og synes efterhånden at mange af nursingopgaverne har mistet glansen.

Altså forstå mig ret... Vi har haft dem så længe, at vi nok beholder dem, men alligevel kom jeg til tænke på at de kunne have været anderledes. Meget endda. For 5 år siden, da drengene var så store, at de sov igennem om natten, ikke brugte ble, og selv stod op i weekenderne, der kom SHM og sagde: Jeg er gravid!

Det var ikke fantastisk. Jeg så det ikke som en stor lykke der havde ramt os. Nej, jeg egoistiske, mavesure ægtemand, syntes nærmest det var som at få en fængselsstraf forlænget. Jeg ved godt det måske lige er dramatisk nok, men vi fik børn tidligt. Og noget af det vi narrede os selv og hinanden med, når folk spurgte om ikke vi gik glip af meget, var at nej vi gjorde ej, vi tog det bare senere...

Yeah right! Selvfølgelig gik vi glip af tonsvis af oplevelser, selvfølgelig gik vi glip af masser af den egodannelse, som andre gennemgår fra 20-26/30år, når de er sig selv, sig selv og sig selv. Vi voksede op med at have ansvar, ikke bare for hinanden, men sgu også for to små knægte, og nu hvor jeg kunne se et glimt af lys for enden af tunnellen, en mulighed for at indhente noget af det forsømte, så stod kvinden og præsenterede mig for et forfærdeligt valg.
Forfærdeligt fordi, jeg bestemt ikke havde lyst til, som en anden ludo-brik, at blive slået hjem igen! Men selvom jeg antydede at jeg ikke var hverken begejstret eller villig, så var det ikke mig der skulle lægge krop til hvis det ikke skulle blive til et barn... Altså et færdigt barn.

Jeg skulle have en mening, og samtidig var det altså ikke op til mig! Ikke nemt. At SHM samtidig virkede begejstret på flere planer, gjorde det kun sværere. Jeg var virkelig i syv sind. SHM havde ikke en ukompliceret graviditet med dreng nummer to, og hun følte faktisk at universet skyldte hende en mere harmonisk oplevelse af forældreskabet. Det skulle jeg forpurre, hvis jeg sagde nej tak? Samtidig var det jo ikke bare et enten gør vi det her og så bliver hun glad eller også gør vi det ikke og så fortsætter alt som før; Nej det var rimelig klart for mig, at valgte vi egoismens vej, så ville det også få store fysiske og psykiske omkostninger, ikke mindst for hende.

Jeg var 28, og følte mig pludselig meget for gammel til at få et lille barn mere! Jamen skat, jeg kan ikke holde til at miste nattesøvn, mine knæ kan ikke holde til at jeg skal kravle rundt efter et barn, det går ikke! Kan vi ikke få en hund i stedet.... Arh OK, så slemt var det ikke, men tæt på, jeg var ikke tilfreds. Jeg syntes faktisk at meget af livet havde været pænt hårdt i forvejen, og selvom jeg kæmpede med alt hvad jeg havde, så kunne vi kun lige holde røven i vandskorpen.
Det virkede ikke logisk for mig at et massivt søvnunderskud og en dårlig økonomi ville være svaret på vores bønner!

Jeg havde en god ven, som jeg drøftede det med. Han lykønskede mig, og overhørte al mit ego-brok, og sagde: Du skal da have en masse barsel! Det bliver fedt for jer... Han hørte slet ikke hvad jeg sagde? Jamen, altså...?

Jeg fik vendt den igen og igen. Både med mig selv og med SHM. Og jeg kom med på idéen (ikke at jeg tror jeg egentlig havde haft et say, hun havde sgu nok bare fået barnet i det skjulte - vi boede i et kæmpe hus). Og som tingene faldt på plads, så lykkedes det mig at overtage al barsel, fordi SHM var studerende og ikke kunne få barsel fra sit studie (min leder var ikke begejstret eller enig, men i overenskomsten stod at FORÆLDRENE har ret til sammenlagt et års barsel!) Nu blev Karen født 9.juni, så jeg tog lige 14 dage på job bagefter, og gik så på sommerferie, førend jeg begyndte at tære på orlovsugerne, det passede med at jeg skulle i arbejde igen den sidste uge før sommerferien næste år, hvilket ingen så nogen grund til = 13½ måneds barsel for mig.

Jeg stressede ned, jeg stod op om natten, jeg kravlede på gulve, jeg gik ture, jeg sad på seminariet og læste, mens Karen sov i vognen og SHM var til undervisning, jeg byggede hus, jeg øvede os i at leve på en sten, for det hed 60% af dagpenge i 2/3 af tiden, men jeg fandt glæden i det gratis, jeg fandt en ro der hedder, det er bare penge, og den dag i dag, har jeg intet problem med frisørregninger, arbejdsløshed, maxigæld pga. dårligt hussalg og finanskrise, for jeg har verdens dejligste datter, og havde det ikke været for hende, og nok også hendes mor (?), så havde jeg sgu nok glemt en vigtig del af mig selv overfor drengene også, så jeg blev et bedre menneske af at lytte til SHM's behov, af at tage monsterbarsel, af ikke at have penge og det er jeg lykkelig for i dag - ellers havde jeg nok været smålig i dag;-D Mandebarsel - Ja tak!

Alle disse tanker, blot fordi jeg ikke gad børste tænder og læse godnathistorie her til aften...Det slap jeg også for... Ja et vrøvlehovede slap jeg ikke fri fra at blive... Godnat!

lørdag den 12. september 2009

Nåh, det er det man skal...?

Den anden dag:

Præmis nummer 1: Drengene skal på lejrtur og have et brød, 40 frikardeller og 8 dåser makrel i tomat med.

Præmis nummer 2: SHM har en fridag med den største dreng, og siger hun vil handle og lave frikardellerne.

Jeg er på arbejde 8-15, og da jeg slutter dagen løber jeg lige gennem Bilka for at købe rene sokker og en trøje til drengene. Jeg ringer til hende da jeg står i Bilka, for at høre om der er andet jeg skal handle.
Først tager hun ikke telefonen, men da jeg står i køen og skal betale ringer hun tilbage...
(SHM) - Hvad ville du?
(Mig) - Jeg ville høre om der var noget jeg skal handle til drengenes tur?
(SHM - meget irritabelt) - NEJ, jeg HAR handlet med David!
(Mig) - OK, så ses vi bare derhjemme...

Senere derhjemme. Jeg er ved at pakke til drengene.
(Mig) - Hvor er de der dåser makrel?
(SHM) - GUUUD, det jeg da glemt!
Når sandheden skal frem, så havde vil jo allerede mel, gær og det der skulle bruges til brødet, ligesom vi havde løg, salt, peber, og hakket oksekød, så nu er det jeg undres... Jeg HAR handlet! Hvad betød det? Hakket flæsk, jo jo, men da det kun var tre ting vi skulle sørge for, så er det vel ikke for meget forlangt,
1. At hun lytter til hvad jeg spurgte om da jeg stod i Bilka?
2. At hun tænker over om de tre ting var iorden?
3. At hun IKKE vrisser af mig over jeg spørger?

Hun siger så til mig at det var et meget ubelejligt tidspunkt jeg ringede til hende fordi hun kørte bil?!?! Ja ja den er god nok...?!?!
Prøv lige at læse forløbet igen... Meget ubelejligt tidspunkt JEG ringede til HENDE?!?!

Jeg kunne ligeså godt have fortalt hende at rumvæsner var landet i haven og spurgt om hun havde set at Sjælland havde sluttet sig til Sverige, og hun ville stadig bare svare (lettere irriteret/overbærende) Jaja, det er godt skat, vi ses!

Men jeg har jo modtaget et par gode råd de sidste par dage:
Maria siger, gæt hvad vi tænker - Hun tænkte: FUCK en controlfreak, tror han ikke jeg kan finde ud af at handle 3 ting?
Julia siger, at jeg bare skal huske at sige hun er sød, smuk og klog - Godt, SKAT, du er gudeskøn, når du sætter dig rødglødende bag rattet, 19.45, for at nå Netto før lukketid, efter 8 dåser makrel, og du er sindsyg klog, når du pointerer overfor mig, at du har styr på det!
Trine sagde, at det jo ikke er forbudt at spørge... Nå nej, det gør jeg næste gang;-D

Jeg håber I kan se kærligheden strømme gennem sarkasmen, for selvfølgelig står verden endnu på trods af makrelkrise...

torsdag den 10. september 2009

Der er en dialekt jeg ikke behersker...

... og det er ikke jysk!

Det er forstå-dog-hvad-jeg-mener-ikke-hvad-jeg-siger-det-er-ok-jeg-ikke-lytter-til-dig...

PS. Jeg ønsker mig en parlør med Dansk-Kvindsk/Kvindsk-Dansk

tirsdag den 8. september 2009

Hmmm...

Hvem af mine læsere har fundet mig ved at google "kneppegale kone" - og hvordan er min blog dukket op på det?

Maskefald

Endnu en gang havde vi scenariet: Knægten har ikke lavet det han skulle. Hverken herhjemme eller i skolen. Han virker totalt ligeglad med andres situation. Om det er hans far der råber der er mad, eller læreren der siger lav til side 14. Han gør som det passer ham!
Det lyder meget Ole Lund Kirkegaardsk, men mest af alt er det pisse irriterende at være i hans omgivelser. Og hvis jeg som hans far føler sådan, hvordan mon så det er at være lærer eller klassekammerat?

Han har nu oplevet det meste negative indenfor skoleverdenen, så jeg håber ikke han har noget til gode?

Han har været ked af det!

Han har været drillet!

Han har været frosset ud!

Han har slåsset!

Han har skiftet skole (2 gange)

Han er gået en klasse om!

Nu er han bare en mutters alene stork, der går i fred, men uden glæde. Der er ingen der gider arbejde sammen med ham eller lege i frikvartererne. Jeg forstår det ikke. Han er verdens sødeste dreng! Han er så intelligent og dygtig! Men samtidig forstår jeg dem godt; Han er pisse egoistisk, doven og distræt!

Han er den ældste i sin gruppe nu. Det håbede vi ville give ham lidt status (og der er et spinkelt tegn på at det måske virker). Men han er udpræget egenrådig, hvilket vil sige, at han altid vil lave tingene lidt anderledes end de er tænkt. Eller bare lader være, hvis han ikke gider! Hvem gider gerne arbejde sammen med det?

Jeg bliver altid skidesur, når han ikke har fået lavet sine ting, men det dækker jo over at jeg bliver ked af det! Jeg bliver så ked af at han ødelægger mulighederne for sig selv. Han sidder og kigger ud i luften og dyrker sin melankoli, mens han triller tommeltot og venter på pauserne. Når vi spørger ham: "Hvorfor lavede du ikke noget i timen (vi er nu forbi at snakke om OM han lavede noget?)?"
Så svarer han: "Jah... jeg sad og ventede på at komme igang"
Er der noget der kan pisse mig af, så er det denne kasten sine muligheder på gulvet. Drengen er dygtig, men han er ukoncentreret og luddoven: "Hvorfor sidder du og kigger ud i luften?"
Drengen: "Hvordan ville du have det, hvis du blev taget væk fra en skole og kammerater hvor du havde det godt?"
AV! Den sad! Han går rundt med en vrangforestilling om at have været et harmonisk barn som er straffet i eksil! At vi fjernede ham fra popularitet og gode venner og har bortadopteret ham til en skole hvor han ingen har! Det er hans forestilling... Mit blødende faderhjerte krympede sig et par gange, al vreden og irritationen sev ud, hvorefter jeg tog mod til mig: "Tror du at det er sådan det er? Eller sådan det var?"

Vi droppede lektierne, maskerne og forestillelsen. Drengen fylder 12 i oktober, og det kunne ikke blive ved at vi kun talte positivt om fortiden og kun lagde vægt på hans lektier for hans lærings skyld (det sidste var lidt kryptisk, men jeg håber jeg når tilbage til det?). Jeg krammede ham og han græd, så jeg troede at han aldrig kunne stoppe igen. Selvom det nærmest føltes som at træde på ham, forklarede jeg ham virkeligheden bag alle vores bekymringer for hans skolegang, bl.a.:
  • om hans skolegang på den lokale skole på Falster, hvor selv hans 'venner' ikke ikke gad ham i skolen, men kun i fritiden.
  • om de rådne unger han gik i klasse med der!
  • om hans dårlige klasselærer der isolerede og marginaliserede ham endnu mere som tiden gik.
  • om hans egen rolle i at passe ind, f.eksk. da han gik til håndbold, men hellere ville opfinde et nyt spil end at lære håndbold.
  • om hvordan det desværre ikke blev meget bedre på den næste skole - jo han blev ikke drillet og slået, men han blev bare isoleret - på en skole der havde samarbejde som deres hovedværdi!
  • at jeg synes de lektier er røvsyge og ikke tror meget på at de lærer noget. Lidt ligesom grøntsager også skal spises, selvom man bedst kan lide bøffen!
  • men at det at man laver sine ting/går forrest, når man kan er noget de andre lægger mærke til, og som gør at de gider eller ikke gider at arbejde sammen.

Det var så pissehårdt, at jeg flere gange overvejede at trække det i land, men ungen har krav på at kende vores motiver (i hvertfald dem der angår ham) for at flytte - både landsdel og skole. Jeg forklarede ham også:

  • at vi havde valgt en skole med et lille elevtal, for at trygheden var større
  • at vi valgte en skole der havde en aktiv socialpædagogik
  • at vi havde valgt en skole med mange læringsstile, fordi vi ved han hader arbejdsbøger
  • at vi ikke vidste der ville komme et internt opgør i forældregruppen, som betød at 1/4 af eleverne forsvandt (og dermed de fleste jævnaldrende drenge)
  • at jeg nogen gange blev ked af at forsøge at tilrettelægge så meget for at han skulle have det godt, men at han selv samarbejder SÅ lidt.
  • at hvis jeg vidste hvad der var bedst for ham, så gjorde vi det - I MORGEN!
Her et par timer senere, tænker jeg på Ronja (som altid). Da Borka antyder hvad en røver virkelig er! Den flovhed der rammer Mattis, da Ronja indser at hendes far har skjult en vigtig sandhed for hende. Og at hun skal høre det fra andre. Det tror jeg ingen forældre ønsker. Men hvornår forklarer man børn/unge de alvorlige ting i livet? Jeg er ingen ekspert, men for længe tror jeg at vi 'har spillet på hver sit hold'; os der kendte til hans situation og ham der var i den!

Nu er maskerne faldet. Jeg er pissestolt af ham. At han turde sige at han følte sig forrådt af os, at han fik forklaret at han følte sig misforstået. Jeg er også pissespændt. Spændt på om dette maskefald fra os begge giver ham mulighed for selv at tage en ske i hånden?

Jeg kan huske et par episoder, hvor jeg har provokeret mine forældre til at fortælle mig 'sandheder der gjorde ondt':
  • Da jeg var 11 år(?), og min farfar var død, tror jeg min far fik en form for depression. Der var i hvert fald en periode, hvor han ikke rigtig var sig selv. En dag sagde jeg til ham at han fanme måtte tage sig sammen. Der flippede min mor helt vildt ud, og skældte mig ud/skammede mig ned under gulvbrædderne, med pointen, han har mistet sin far, hvordan tror du det føles?
  • Da mine forældre havde kobberbryllup, og jeg dagen inden sagde at det gad jeg satme ikke med til (jeg kan ikke engang huske hvorfor), men min mor tudede og råbte af mig, og labbede mig et par på kassen. Jeg har nok været 13 år, og jeg tog da også med til festen.

Men de begivenheder står alligevel klart for mig fordi jeg netop ikke længere udelukkende blev behandlet som et barn og skærmet fra verdens uretfærdigheder og fortrædeligheder. Selvom det gjorde ondt (og nej min mor slog ikke en proper næve), så var der også en snert af stolthed, over ikke længere at være et uskyldigt barn, men at være en der var stor nok til at man kunne forvente en ansvarlig opførsel... Hvor jeg dog håber også at have givet ham lidt af den følelse i aften?