Her et par år senere er jeg mindre ambitiøs, for jeg får sgu nok aldrig taget mig sammen? Men alle de små linjer af inspiration, som jeg forestillede mig på et tidspunkt kunne strikkes sammen, kalder på mig fra notesbøgerne. Jeg har lovet mig selv at jeg vil skrive mere end jeg hidtil har gjort. Meget inspireret af Kenneth Bøgh Andersens citat af Stephen King.
Derfor har jeg besluttet at renskrive nogle af de grummeste historier. Hvorfor så dystert kunne man måske spørge, men come on...? De ting der smelter sig fast i vores bevidsthed er jo ikke historierne om en flot blomsterbuket, eller en velindrettet lejlighed, nej det er livet skyggesider, der hvor uretfærdigheden, meningsløsheden eller irritationen melder sig. Så når Stationen, Uden Begejstring, StudineKusinen og de kommende historier kommer på banen, er det altså ikke fordi jeg bevæger mig rundt i en permanent depression, tværtimod! Det er netop fordi, jeg har overskuddet til at forholde mig til de ting, jeg enten har oplevet, hørt om, eller bare forestillet mig.
Der er voldsomt meget fiktion blandet ind i det, så tag det for hvad det er, inspireret hverdagsgys, som forhåbentlig sender lidt kuldegysninger gennem dig, når du læser det, men forhåbentlig også giver stof til eftertanke?
Hold kæft hvor kunne livet bare være svært. Nu havde han hende endelig lige hvor han havde drømt om. Han åbnede de sammenknebne øjne, og gennem sin rus af hash og øl, betragtede han hendes røv. Lige så fantastisk som i hans fantasier. Nu strittede den bare udfordrende imod ham.
Han havde været vild med hende fra det øjeblik han havde mødt hende. Hun var godt nok en noget pænere pige, end de piger han normalt var sammen med, men måske var det det? Det uskyldige. Hun var også kun 15, og han kunne genkende sit eget blik i øjnene på kammeraterne når de så hende, ja bare talte om hende.
Hun var ung, hun var pæn, men måske var hun træt af alt det barnlige og pæne, for hun ville gerne hænge ud sammen med dem. Og han havde nydt det, lige fra første gang, hvor hun bare satte sig i nærheden, og så til hun faldt i snak med dem. De havde vel mødt hinanden ti gange nu? Og for hver gang satte hun sig bedre og bedre fast i hans fantasi, hans drømme og tanker.
Da hun havde spurgt om hun måtte hænge ud sammen med dem, havde alle drejet hovedet mod Mads, spørgende? Han var chef, capitano, il duce...
Hvor han dog hadede Mads! Han hadede hans powertrip, hans magtsyge, sadistiske måde at dominere de andre. Men det var også det der gjorde det så fedt at hænge ud med dem. Mads fandt altid på noget, som var morsomt - og grænseoverskridende.
Altid morsomt for de fleste - undtagen dem det gik ud over. Hvor mange var ikke blevet sat til at stjæle, begå hærværk eller overfald, bare fordi Mads havde udfordret dem til det? Turde han i det hele taget selv gøre de ting, han pressede de andre til?
Men han vidste også bedre end at udfordre Mads til noget. Mads var stor, han var psykopat og han sad på hashen. Ingen Mads, ingen hash! Og dermed ingen venner og intet sjov.
Så da hun spurgte om lov, spurgte hun Mads?
Ingen sagde eller gjorde noget. Alle forsøgte at ligne mønstret i brolægningen, undgå at falde i øjnene på Mads eller forstyrre hans beslutning. Kongen af centret havde audiens!
- Det kan du godt... Men det vi laver er jo ikke for sjov, så for at vise du mener det alvorligt skal du knalde med Daniel i parken, mens vi optager det på vores mobiler?
Han var rystet! Forsigtig med hvad du ønsker, du får det måske, dækkede det nok bedst. Det ville hun aldrig gå med til. Og havde hun først sagt nej til ham foran alle, så var det helt sikkert et definitivt nej.
Men hun sagde ja! Han fattede det ikke? Men hvad han godt forstod var at bolden var spillet over til ham nu. Med et befriende langt spark, havde hun bedt ham om at stoppe denne gale unfair kamp. Men hvordan skulle han sige nej? Så røg han ud i kulden, og måske kunne det blive rigtig grimt? Hvis han sagde nej til hende nu, så fik han måske aldrig chancen igen? Måske ville en anden bare springe til?
Nu stod de så der i parken. Bag et par buske. De andre fnisede, sikkert lettede over at de slap fri, men han følte sig forkert og pinligt til mode. Hvad fanden var det her? Hun skælvede i skumringen, bag dem var solen på vej ned over hustagene, og himlen farvedes orange. Han kunne se hendes kontur i tusmørket. Gennem hendes bluse kunne han fornemme brysterne hævede og sænkede sig hidsigt som et resultat af en unaturligt hurtig vejrtrækning. Hun var nervøs, og det var han også. Han havde sådan en lyst til at holde om hende, forsikre hende at alt var OK, kysse hende og hviske søde ord til hende, men det var ligesom ikke det der var set-uppet.Deres øjne mødtes, desperate, men fangede af noget de ikke kunne lade være med at gennemføre. Men hvordan. Al hans lyst var forsvundet. Al mod havde forladt ham.Hun knappede bukserne op, og trak dem lidt ned, lidt febrilsk trak hun også trusserne ned. Hun vendte sig med ryggen til og lænede sig forover op ad et træ. Selvom hun havde forsøgt at virke selvsikker, kunne han tydeligt fornemme hendes usikkerhed og modvilje mod det hele. Mod ham?- Hva bli'r det til noget? råbte Mads.
Tøvende rakte han hånden frem og rørte hendes ene balde. Stort bifald fra de andre. Og så skete der noget - han fokuserede kun på hendes røv, der bare strittede ham i møde. Da vendte hans lyst tilbage. Lidt usikkert fik han åbnede sine bukser, og han var ikke længere i tvivl. Det her kunne han sagtens gennemføre. Hvorfor ikke? Hun havde jo sagt ja, en anden ville sikkert gøre det hvis han sagde nej?
Lige som han pressede sig op bag hende, fremstammede hun hulkende...
- Jeg tror ikke jeg vil...?