fredag den 16. december 2011

The Picture

Hvad skal man give sine svigerforældre i julegave, når man holder jul sammen for første gang? I mit tilfælde endda både med Svigermor, Byggemand Blues og svigerfar...

Tjah, det var egentlig rimelig let at finde ud af, for på jobbet var fotografen forbi med sin krudtblitz og sin lysbilledekasse. Her kunne vi, gratis, få lavet et kontrafej, såfremt vi manglede et pasbillede eller blot ønskede at begave vores familie og venner med et portræt.

Selv er jeg i den heldige situation, at jeg har barsel til gode, som afholdes i maj, og hvem ved hvad kassebeholdningen står på der? Så muligvis skal vi en tur over grænsen, såfremt efterlønskronerne rækker til en minibus til børneflokken, og så var det at jeg tænkte at jeg nok skal forny mit pas. Derfor kunne jeg lige så godt udnytte den flotte firmagestus og spare karikaturtegneren for at lave en fantomtegning til kurerbrevet.

Altså troppede jeg op i festsalen og bestilte pasfotos hos illuministen. Men hvad fik jeg? De forkerte billeder, hvor jeg smiler bøvet, og aldrig ville kunne komme ind i fremmede stater. Så hvad kunne de bruges til?
 Ja, f.eks. til gaver til svigerforældrene. Svigerfar er meget fotointeresseret, og har nok set det meste, hvad angår fremkaldeteknink, blænde, lukketid mm. men tror I nogensinde han har set en ramme i 3D?


Byggemand Blues får et standard portræt, dog i guldramme, som han kan have på kontoret eller i bilen. Svigermor er gået helt i selvsving over Absalon, som hun konstant pludrer med (Hej Mormors Guldklump, hvordan har du det, Mormors Guldklump? osv.)
Det bliver nu forsøgt udjævnet, når svigermor får en gave 'Fra Svigermors Guldklump', dog i sølvramme.


Skal I lige se 'den ægte Guldklump' prøve nytårsdresset?

mandag den 5. december 2011

It's Gonna Be A Cold, Cold X-mas...

Denne her har indbyggede høretelefoner. Den koster 249,- Hvor cool er det lige?


Og så kan den købes her.

På same side kan man få denne her: En vægmonteret øloplukker! 79,-

søndag den 4. december 2011

Paperbackwriter


Så fandt man da lige et pimpin MacBook-cover... HER

Og denne her. iVitrola, som fungerer uden strøm, men udelukkende forstærker iPhones lyd gennem træklodsen og skærmen... Hvor Tante Møhget...

fredag den 2. december 2011

Dum Dummere?

De Unge Mødre (DUM) har nu fået sig en konkurrent i Den Endnu Yngre Mor. Mere præcist Kridt-Iglen, som har fået en dukke, som hun omtaler som sit barn, og retter på mig, hvis jeg kommer til at kalde det for en dukke.

Jeg ved sgu ikke helt hvad jeg skal tænke, når hun fortæller, at hun ammer den hver aften, før den skal sove? En del af mig synes det er sødt, at hun er så dedikeret, og med afstand giver baghjul til flere af De Unge Mødre fra TV-programmet, når det kommer til omsorg og opmærksomhed, men en anden del af mig synes det er lidt creepy, at hun lever sig så meget ind i drømmeverdenen, at hun laver pasningsaftaler om dukkens pleje, de uger hun ikke er sammen med den, så den får sin mad, søvn og kys og kram...

Måske er det bare fordi, Absalon har sovet ualmindeligt sløjt i denne uge, at jeg kigger på hende og ønsker at der går mange år endnu, førend hun lever den drøm ud i virkeligheden?

torsdag den 1. december 2011

Kære forældre, hjælp os med at høste de lavthængende frugter sammen!

Min morfar fortæller mig at der i gamle dage herskede en parole der hed: “Yd din pligt, kræv din ret!”. Det handlede om mere frihed og belønning, for den indsats man ydede til det fælles. Parolen er i høj grad i dag skrevet om til: “Kræv din ret, og kend dine rettigheder” - også i skolen.
Når man følger med i den politiske skolegård, så bølger slaget frem og tilbage mellem de politiske fløje. Den eneste enighed der findes, er at resultaterne er for dårlige, men enigheden stopper, når der skal komme bud på hvorfor, og hvordan det skal rettes op. Det fyger med beskyldninger om onde hensigter hos modparten, baseret på eksempler på uduelighed, hvis man kigger bagud. De blå beskylder de røde for ikke at kunne regne, og de røde anklager de blå for ikke at kunne føle. I midten har vi de lilla, som peger på at de nok bedre end alle andre er i stand til at tænke. Som én af dem der jævnligt går gårdvagt i den virkelighedens skolegård, tillader jeg mig at påpege et væsentligt problem: Disciplinen i skolen er ikke som i gamle dage! Børnene i skolen er ligeglade med om ministeren er rød , blå eller lilla!
  Forsker, Niels Egelund påstår, at danske skoleelever kunne opnå to års ekstra læring, hvis der bare var ro i klasserne. Hvordan han kommer frem til 2 år, kender jeg ikke præmisserne for, men under valgkampen sagde Pia Kjærsgaard noget lignende, nemlig at hvis fagligheden skulle øges, så skulle disciplinen skal tilbage i folkeskolen, bl.a. ved at forældrene skal inddrages i deres ansvar.  
  Efter min mening har de fat i noget. Og eftersom jeg normalt plejer at være uenig med begge, når de ytrer sig, så har jeg givet det en tanke eller to, for at finde en fælles platform at komme videre fra.
På nogen måder er der, efter min mening, udviklet en ‘syg’ børnekultur de senere år. En kultur man bedst kan beskrive som forkælet, og værst som udfordrende. De problematiske børn i dag vil kun beskæftige sig med ting der er sjove og lette. Det som er kedeligt eller svært, mener de, at de kan undvære/undlade, med netop den begrundelse. Det giver selvsagt problemer i skolen, da der både er kedelige og svære ting der skal læres, samt regler der skal overholdes. Men en afgørende faktor for børnenes mod på, eller lyst til at udfordre lærerens autoritet, er troen på, at de har deres forældres opbakning til deres asociale adfærd. En tro der i nogle tilfælde viser sig velbegrundet. Forældrene har i ti år med liberal skolepolitik, med frit skolevalg, hørt om undervisningsdifferenciering og individuelle handleplaner, hvilket kommer til at lyde som om, at skolen er til for netop deres barn, på deres barns præmisser.
  Idéen om undervisningsdifferentiering er i realiteten en utopi. Selvfølgelig er den rigtig, og skal forfølgelges, men tanken om at vi, med få midler, kan skabe et tilbud til børnene, hvor vi rammer alle forskelligt, samtidigt, det er der vist ingen der for alvor forestiller sig kan ske hele tiden. Idéen bag undervisningdifferentiering er god nok, nemlig at eleven er et ansvarligt individ, som har indflydelse på at få fyldt huller ud og afsøge ny grund. Det lyder smukt, og er fantastisk når det lykkes. Ofte strander det desværre på, at der ikke er ro til at kunne inspirere og sætte i gang, fordi et stigende antal elever har travlt med sociale konflikter fra frikvarteret, afviser oplægget fordi det er for krævende eller abstrakt eller fordi eleverne sidder med en mental remote-control og zapper væk hvis de keder sig.
  Der er elementer i skolearbejdet som kræver selvstændighed, udfordring, deltagelse og medansvar, f.eks. projektarbejde. Men der er stadig også tyske gloser og tabeller, som tidligere blev undervist efter R-T-B-princippet (røv-til-bænk), hvor eleverne præsenteres for ens stof og kræves en indsats i form af udenadslære. Heller ikke her er det uproblematisk, for mere end en gang har jeg siddet overfor forældre til en skole-hjem-samtale der klager over at undervisningen er kedelig. Det er som om elevplanvældet og undervisningsdifferentieringskæphesten har opfostret en forventning om at Bobo the Clown kommer og serverer bøjningsformer sammen med en sød kage, som naturligvis ikke feder! 
Er forkælelsen og indbyrdes uenighed blandt eleverne så det værste?
Nej! Udfordringen af lærerens autoritet og handlekompetence er et langt større problem.  De forkælede, udfordrende og utilpassede elever er uhyggeligt bevidste om deres rettigheder og ukrænkelighed. Privilegier, som generationer før dem har kæmpet for at opnå på næste generatios vegne, men som nu er ved at sejre sig ihjel, fordi elevernes opførsel fra tid til anden tangerer fodbold hooligans på udebanetur; vold, trusler, tyveri, krænkende tiltale, hærværk, chikane mm. sjældent med forældrenes viden, og som regel uden deres opbakning.
 Ofte oplever jeg episoder, hvor eleverne i skolen bevidst eller ubevidst får rykket den dagsorden, som læreren havde sat forud for skoledagen, nemlig undervisning, over på konfliktløsning, og dermed væk fra faglighed.
Jeg har desværre også set både lærere og ledere fortvivlet måtte udtale: “Det er uacceptabel adfærd”, for derefter at måtte rumme eleven, og dermed, i elevens optik, acceptere adfærden. Det virker ydmygende og nedslidende igen og igen se elever tage den samme konfliktadfærd op, og trække sig sejrrigt ud af det.
  En uheldig sideeffekt af ‘den rummelige folkeskole’, det frie skolevalg og taxameterbetalingen, er at skoleledere i vid udstrækning er så tøvende med at iværksætte konsekvenser, at det sjældent går op for de alvorligt udfordrende elever, at adfærden var uacceptabel. Firkantet sagt kan man sige at der er enighed blandt lærere og ledere om at det er for dårligt, når en elev stjæler dagsordenen og modsætter sig husordenen, men enigheden strander ofte på lærerværelset og når aldrig frem til eleven.
Hvilke muligheder giver loven? Og hvorfor håndhæves den så konsekvensløst?
Den tidligere undervisningsminister, Tina Nedergaard, udfærdigede en bekendtgørelse til fremme af god orden i folkeskolen (kan findes på www.uvm.dk.) Udover at titlens ordlyd leder tankerne hen på det forsømte forår (der vil blive slået hårdt ned på urostiftere!), er teksten i vid udstrækning fyldt med elastikretorik, hvoraf det vagt fremgår at ministeren forventer at eleverne overholder skolens regelsæt.
  Til det kan man supplere, at hvis de gjorde det, var bekendtgørelsen jo ikke nødvendig! Men den indeholder også muligheder for skolelederen for at sætte sig i respekt overfor elever der nægter at følge anvisningerne. I bekendtgørelsen gives skolelederen f.eks. beføjelse til at udstikke eftersidning i op til 1 time, udelukke eleven fra undervisningen i op til en uge, overflytte eleven til en parallelklasse eller ultimativt overflytte eleven til en anden skole i kommunen.
  Problemet med beføjelserne er, at skolelederne er presset på skolernes økonomi, fordi elevtallet udløser skolens driftsbudget. Med andre ord, så vil overflytning af uterlige elever betyde fald i skolens ‘indtægter’. Med alle tidens strukturændringer og skolesammenlægninger kan man også spørge sig selv hvor mange skoleledere der kontakter kommunen og beder om hjælp til at finde skoletilbud til elever de ikke kan håndtere? Denne ris-til-egen-røv-beføjelse medfører i praksis at mange elever der ville blive bremset langt før, udnytter det disciplinere tomrum til at lave deres eget normsæt for hvad god opførsel på ‘udebane’ betyder. Og de oplever succes med det!
  Tidligere var der en respekt omkring voksne der tog en konflikt op i skolen. Lærerne, og ultimativt Inspektøren, havde magten. Nu hersker der en småsadistisk, sødmefuld forventning om at se magtesløsheden, når præ-teenagerne siger deres provokerende “Nå, og?” til at blive holdt op på deres unoder. For magten har rykket sig og svaret bliver et tøvende “så...?”, hvilket ikke aftvinger meget bundklang og respekt. Børnene ved med andre ord hvad de voksne kan og ikke kan gøre, og prøver det af.
Der ligger altså en stor opgave foran vores politikere og skoleledere i at oplyse forældrene om at skole også både er pligt og hårdt arbejde. Det har været forsømt i lang tid. I lang tid har skolen været forsøgt solgt som det der skal styrke børnene individuelt i en international konkurrence. Leg og læring er som begreb med til at øge forvirring hos både forældre, men især elever. Det skal skolen også, men en af de største udfordringer for tiden er  at få ændret børnenes vilje til deltagelse og syn på deres egen forpligtelse i skolen, herunder opførsel.

Hvordan gør man så det? Man kan jo ikke fjernstyre sit barn i skolen, eller kan man?
Som skitseret består problemet af tre parter; en skole med lærere og ledelse, et regelsæt og noget lovgivning, familierne med forældre og børn. 
  Lovgivningen er fastsat af politikere og står ikke til diskussion, der er mål der skal opfyldes og midler der kan tages i brug (ligesom der er midler, der er blevet forbudt, f.eks. lærerenes ret til at revse eleverne i skolen). Lovgivningen udmønter sig i et lokalt regelsæt for forventet opførsel af skolens elever (de fleste af reglerne er indlysende og selvfølgelige alle andre steder i samfundet, tal ordentligt, behandl andre ordentligt, lyt til de voksne osv.). 
  Lærere og ledere forsøger efter bedste evne at overholde loven mht. læringsmål mm. samt at håndhæve skolens regler.
  Men i familierne er der ikke altid fælles fodslag, for som nævnt opfører mange af de udfordrende elever sig betydeligt mere udfordrende på skolen, end hjemme, og dermed laves unoderne uden deres forældres viden, og dermed også billigelse.
Personligt har jeg gode erfaringer med at indkalde forældrene til de meget urolige og forstyrrende elever til møde for at indgå en aftale om hjemsendelse. Det betyder, at hvis Lars er ‘uterlig’, så indkalder jeg hans forældre til et møde, hvor vi aftaler hvilke indsatsområder vi vil have fokus på, f.eks. vold og trusler. Hvis Lars derefter folder sig ud med vold eller trusler, så kontakter jeg, eller skolens kontor omgående Lars’ forældre, som derefter henter Lars ved skolens kontor. Når vi indgår aftalen nedskriver vi også hvilke konsekvenser effektueringen af aftalen vil have for Lars, f.eks. at forældrene afleverer Lars’ mobiltelefon og oplader på skolens kontor, til udlevering efter fem dage. Andre eksempler kan være strømkablet til computeren eller antennestikket fra værelset, men forældrene kender deres børn bedst. De ved, hvor skoen vil trykke mest!
Fordelene ved aftalen er, at Lars bliver bremset i sin problematiske adfærd. Han vil måske gerne slås, men det bliver ikke på skolen. På den måde afholdes Lars fra at gå en hel skoledag fra konflikt til konflikt. Man kan sige, at af hensyn til Lars, afbrydes skoledagen, førend han får brændt alle sine broer.
Samtidig giver afhentningen Lars’ forældre mulighed for at involvere sig i situationen. Når vi indgår aftalen, anerkender jeg, at det for de fleste forældre vil være forstyrrende i deres hverdag f.eks. at skulle forlader deres arbejde for at hente deres barn. Men jeg understreger samtidig, at vi som lærere jo også har et arbejde at passe, nemlig undervisning, og det bliver forhindret af Lars, når han udviser den adfærd, f.eks. at slås.
Ved at Lars’ forældre skal deltage, ved at Lars oplever en konsekvens og ved at Lars ikke forstyrrer undervisningen yderligere, får man sendt et signal til Lars: Den adfærd du udviste accepterer vi, dine forældre og dine lærere ikke, og det bliver ikke i skolen det kommer til at foregå!
I de fleste tilfælde får forældrene en kort forklaring enten pr. sms eller telefon, og bakker derefter skolen 100% op i deres skøn, i få tilfælde kan det være nødvendigt med et opklarende møde bagefter, for at alle voksne siger det samme til Lars: Det går ikke!
De voksne der udfordres af et: “Nå, og?”, bliver udstyret med et bedre svare end det tøvende: “Så...?”, nemlig: “Nu retter du ind kammerat og gør som vi siger, ellers må dine forældre forklare det for dig, når de henter dig ved kontoret, for her kommer det der ikke til at fortsætte!”
Hvordan er resultaterne så? Virker det?
Jeg har ikke en lang empirisk forskning til at bakke mig op, men jeg har tre års erfaring med at lave disse aftaler i folkeskolen, og effekten har vist sig overraskende positiv for mig. 
  Specielt fordi jeg altid føjer en tidshorisont ind i aftalen, typisk et par måneder. Hvis Lars kan undgå at blive ‘ringet hjem’ i den periode, så har Lars jo vist at han kan, og dermed at det er et spørgsmål om vilje, men desuden har det en værdi for Lars’ forældre, nemlig at de kan passe deres job uden at skulle afbrydes, og hvad er mere interessant for mig, jeg kan undervise. Derfor skal Lars belønnes af forældrene med f.eks. en biograftur eller et playstationspil som forældrene giver ham. 
  Dermed er aftalen komplet. Hvis Lars fortsætter sin problematiske adfærd bliver det stoppet i skolen, med forældrenes hjælp og en konsekvens. Hvis Lars stopper sin problematiske adfærd bliver han anerkendt og belønnet, og viser dermed også at han kan. Det har virket overraskende positivt for mig.
Selvom det er til gene for langt de fleste forældre, så er det ubekvemme ved at ens barn har afbrudt arbejdsdagen også med til at understrege alvorligheden i situationen. Det sætter de fleste forældre faktisk pris på at få muligheden for at være med til at påvirke så hurtigt som muligt.
Risikerer vi ikke at dovne, uduelige og pædagogisk inkompetente lærere bare konsekvent sender alle børn hjem for at slippe for selv de mindste problemer?
Jo, og nej! Selvfølgelig er der risiko for misbrug af aftalen. Men der er flere argumenter for det modsatte. Det vigtigste er naturligvis at læreren helst vil undervise eleverne og dermed have dem i skolen. Dernæst er det jo risikoen for at eleven flytter skole, hvis de sendes hjem på for løst grundlag (og med taxameterøkonomien i folkeskolen, hvor skolen tildeles penge pr. elev, er det jo at save den gren over man selv sidder på). Endelig kan man sige, at hvis eleven sendes hjem ofte, så virker aftalen jo ikke, for adfærden er ikke blevet bedre. En måde at sikre eleverne en ‘fair rettergang’ og forældrene at de ikke kaldes til skolen for at ‘snøre snørebånd’ er desuden at hver effektuering af aftalen efterfølgende kræver et skriftligt arbejde af læreren, hvor årsagen til hjemsendelsen dokumenteres, samt hvilke konklusioner det leder til. Dermed påtager læreren sig altså også ekstra arbejde i form af evaluering og evt. opfølgende møde med forældrene og eleven, hvis læreren vælger at gøre brug af det redskab, som hjemsendelsesaftalerne kan være.
Kan vi ikke bare gøre som ‘i gamle dage’?
Jeg underviser i historie, og til den del af skatteyderne der ønsker sig gamle dage tilbage, må jeg desværre sige: “De gamle dage kommer aldrig tilbage”.
Men måske var det heller ikke så godt som man husker det? 
Måske fandtes der også børn dengang, der ikke ville gøre det de skulle? Jeg tror bare forskellen på dengang og nu tydeligst kom til udtryk i forældrenes opbakning til skolen. Forældrene troede på skolen og lærerne, og bakkede derfor op, hvis skolen kontaktede angående problemer. 
  Min morfar fortæller mig, at i gamle dage holdt man kæft derhjemme om hvis læreren havde givet en en lussing. For hvis forældrene fandt ud af det, så fik man en til, for så havde man sikkert været fræk. 
  Jeg tror det er meget godt, at afstanden mellem børn og forældre er blevet kortere siden. At forældre forsøger at forstå deres børn. Jeg ønsker mig ikke gamle dage tilbage. Men jeg ønsker mig nye tider, hvor børn er mindre egoistiske og forældrene igen tror på skolen, simpelthen fordi vi får mulighed for at vise nogle resultater, ved at få ro til at undervise.
  Måske var der også tabere i tidligere tiders skole? Måske var der børn der gik fra nederlag til nederlag, og bare ventede på at skoletiden var overstået, børn som gik fra øretæve til øretøve, fordi de, som Niels Hausgaard siger, var udpræget praktisk begavede? Dem fandtes der beskæftigelse til i gamle dage. Det gør der ikke i samme omfang i dag. Vi mangler ikke folk til at feje et lager eller bære en murespand.  Arbejdsdrengen/arbejdsmandens funktion som i gamle dage, findes ikke i dag. De få ‘manuelle jobs’ der måtte blive i fremtiden bliver heller ikke besat med umodne, uopdragne, bogligt svage og egocentriske unge. Mit bud er at de helt forsvinder, så hvad er det de skal, alle de børn, for hvem et højteknologisk, miljørigtigt og innovativt arbejdsliv ikke passer? Jeg ved det ikke, men de får aldrig chancen for at finde en plads i livet, hvis de starter med 10 år med sociale kolbøtter i folkeskolen. Derfor skal vi først og fremmest have ‘kloen‘ i deres opdragelse, og sammen med forældrene få gjort dem begribeligt at selvom dette samfund rummer mange muligheder, er det ikke ensbetydende med retten til at skabe sig tosset, bare fordi de voksne ikke længere må slå. 
Det er naturligvis ikke alle børn der udviser grænsesøgende adfærd i skolen, men i debatten om at  hæve det faglige niveau i skolen, er der især fokus på at få ‘løftet nedefra’, dvs. den fagligt tungeste del skal med. Det er især i denne gruppe, at problemerne med adfærd findes.
  Hvis vi vil have en folkeskole, hvor alle er med, hvor tæt på 100% går videre på en ungdomsuddannelse, så er det efter mit skøn ligemeget om regeringen er rød, blå eller lilla, eller hvilken vej de synes børnene skal gå. Alle deres fine ord, målsætninger, strategier og ambitioner er spildte, så længe eleverne tror der er mulighed for at sige: “Nej tak” og sætte sig udenfor fællesskabet normer og regler. Så kære forældre, hjælp os med at sige: “Du skal opfører dig ordentligt for at lære noget - og det bestemmer VI!”

Do They Know It's X-mas?

Özlem er vist lidt naiv, i måden at få sit budskab på dagsordenen, Joakim er vist en ubehagelig idiot? Fy for pokker, om jeg lægger noget i hans sokker!

Men det som julen bliver eksponent for er snakken om hvor meget folk skal hjælpes og hvor meget de bør presses. Når Joakim siger, at de godt kunne klare sig for mindre, så må jeg jo kigge på min egen bankbog, og konstatere, at det kunne jeg jo også. Når han siger at det skal kunne betale sig at arbejde, så må jeg give ham ret.
Men hvad med dem som er på lave ydelser uden at kunne 'tage'* et arbejde, fordi der ikke er arbejde at 'tage'? Bliver der mere arbejde at 'tage', hvis deres ydelse sættes ned?

Jeg synes det er for sløjt, når der er manuelle opgaver der sejler, samtidig med at folk sidder på deres røv og kræver ind, men det er i mine øjne et spørgsmål om organisering. Jeg synes ikke ydelserne skal ned, men jeg går ind for at hæve kravene til modydelser, så Joakim får noget for sine penge!

Lokalt, så er pakkekalenderen aflyst. Hvert år plejer jeg at købe 24 små pakker, og så er der 8 pakker til hvert barn, men i år er blev det til vinterstøvler, vanter, huer, T-shirts, trøjer og en ny dyne til hver af ungerne. Jeg er nemlig en tilbudshaj, på den målrettede måde. Jeg har reklamer nej tak, men jeg surfer på nettet efter det jeg synes jeg mangler, og så er det med at slå til.
 Det bedste tilbud var på dynerne. 3 stk 90% andedunsdyner, før 3897,- nu 900,-! Slam!! Derfor er adventsgaven stor i år, og afløser kalendergaverne.


På den måde kan jeg godt følge Søren Pind og Joakim, når de påpeger at nogle af de eksempler der fremdrages også ser ud til at leve et forkælet liv med forkerte prioriteter, som f.eks. Fattig-Carina der bruger 500,- om måneden på cigaretter og 287,- på hundemad. Det er mere end 9000,- om året. Måske hun skulle indse, at hun ikke har råd til hund? (eller som Joakim måske ville sige; At VI ikke har lyst til at betale for hendes hund) Eller at hun bør ryge mindre? At brokke sig over at der ikke er til vintertøj til hendes dreng virker i hvertfald lidt malplaceret... Jeg fandt en vinterjakke til 349,- til Kridt-Iglen i Bilka forleden. Den var så sat ned til 150,- da jeg kom til kassen...

*Det provokerer mig at snakke om arbejde som noget man samler op! Det meste kræver en uddannelse, erfaring, at man ikke er for gammel, og at man ikke har små børn. Hvad med dem der ikke falder inden for den gruppe?

tirsdag den 22. november 2011

It's My Party

Sikke en fødselsdag. 

Vækket med sang af kæreste og fire børn. Op til bacon/æg-morgenmad, med kage stearinlys og gaver. Derefter en lang dag på job, hvor det stod på bondegårdsbesøg på en malkekvægsbedrift med c-klassen. Fire timer i kulde, med køer, hunde, katte og geder. En på opleveren, og så hjem til skolen, hvor vi nåede 5. afsnit af Matador (hvor Røde og Agnes bliver kærester og Arnesen begår selvmord), siden et møde, og endnu et, førend jeg kunne gå hjem til oksefilet og rødvin med CPB, Fester til hun segner og Nøgenløberen.

Gaver? Åh jo:


Fra min mor: Jonathan Franzen, Frihed og en underlig fortælling om en autist der vil skrive en krimi? (prøver hun at fortælle mig noget?)

Fra børnene: Et cover til min telefon (ganske vist et jeg havde givet til Ældsteknægten, men han købte et nyt til sig selv, og pakkede mit gamle ind i plast og papir, jojo)

Fra svigermekanikken: Lucifers Evangelium, af Tom Egeland (den ønskede jeg mig af dem, hvad mon de tænker om mig?)

Fra min mormor og morfar: Magtens Korridorer, Imperiet Falder (respekt!)

Fra Nøgenløberen og Fester til hun segner: 3 liter økorødvin (troede jeg, men prøv engang at zoome)

Fra CPB: En 'brødkasse', og ikke bare en, men DEN! Tjek den ud. Keramik med skærebrædtslåg... Lækkert... farven? Tjah, når alt kommer til alt passer den godt i køkkenet, og jeg beholder den sgu i pastelblå, fordi jeg kan bære det!

Hvordan ser man så ud, når man er 65 år fra at runde 100? 

Sådan?


Eller måske sådan?


Træt, ville jeg egentlig sige... På fredag skal vi fotograferes på job. Kan man købe 12 timers søvn på flaske?

mandag den 21. november 2011

Imagine

Hun troede hun havde drømt, men den var god nok. Selvom jeg havde rådspurgt mig angående en defekt tørretumbler, var det mest hendes øjne der flød over med vand?

Så nu sparer jeg sammen til en brudebuket, lidt oksekød og et fadølsanlæg...

søndag den 20. november 2011

Still Got The Bluse

Så er det kampdag... FCK skal til regionalopgør på den anden side af Vestvolden. De unævnelige, der så gerne vil være København, tager imod med retorik i verdensklasse ala Bernburg som proklamerer at foråret bliver godt, en sportschef der lover at de kommer styrket ud af transfervinduet, samt en administrerende direktør der præsenterer et underskud på 35 millioner og kalder det flovt og forventeligt, og i samme åndedrag siger at der nok ikke bliver råd til de vilde indkøb.

Det er dermed som det plejer. Sagt mellem linjerne. Lige nu er det ikke vigtigt. Vi er ikke gode. Vi har ingen penge. Vi køber noget lort til vinter, og det vil gøre os bedre. Eller hvad? Kom nu Brøndby for fanden... Det er lige før Absalon er klar til at starte inde mod jer!


fredag den 18. november 2011

Nu Ruller Vi Alle

...Og så alligevel ikke.

For min gnavne nabo er holdt op med at køre i sin 'firmabil'?

I snart to uger har den ikke været i gaden, og det endda selvom han har skullet tømme skuret for maling og havemøbler og kunne have brugt en stor trailer, og har skiftet vinduer i det meste af huset, og have nydt godt af værktøjet i kassevognen. 

Mon han har fået forbud mod at køre firmabil?

Mon han er blevet fyret?

Nej, så galt var det ikke gået, for her til eftermiddag kunne jeg se at han blev 'bragt' hjem af en Nortvigbil, så han har åbenbart fået en hente-bringe-ordning?

Men jeg slipper da for at se på bilen ud af vinduet, medmindre jeg kigger ned, for demonstrativt parkerer han nu sin lille bil foran mit hus, i stedet for sit eget. Men hey, det var kassevognen der var træls, en Getz er jo til at overse...

søndag den 13. november 2011

What It's Like

Jeg spammer ikke min blog med meget musik, men denne her passer meget godt til hvorfor der er meget, Meget, MEGET langt mellem mine indlæg for tiden. Så klik på lyden og lyt mens du læser videre.


Først en lille 'sød' sakset tekst som appetitvækker:

En klasse blev bedt af deres lærer om at krølle et stykke papir sammen. Derefter skulle de hoppe på det, spytte, råbe grimme ting til det, træde på det og rive i det. Efterfølgende bad læreren eleverne om at rette deres papir ud, så glat som muligt og sige undskyld...? Er papiret ok?

Så til det mere alvorlige:

Min kære ældste søn er mig en evig bekymring, hvilket man kan læse mere om andetsteds på min blog. Men i fredag kom han hjem fra skole, efter at klassen havde haft en 'rystesammen cykeltur'. Han fortalte mig en masse kedelige ting; han havde kørt ind i en klassekammerat, og vistnok også slået ham... Hvorfor spurgte jeg... Fordi han havde kørt ved siden af og generet ham verbalt (møgbefængte luder) og givet ham skylden for at deres tur var gået i vasken. Siden kørte han ind foran min dreng og standsede, så han blev ramt. Nu ville han have 6000 kr i erstatning... Min dreng sagde at det fik han ikke, og så blev han overfaldet af ham der skulle være en klassekammerat. Efterfølgende skulle han så overhales og spyttes på, men for enden af ruten ventede de og spærrede vejen for ham og skubbede ham på cykel i grøften. Derfor slog han!

Episoden i fredags viser sig at være kulminationen på tre måneders systematisk chikane, f.eks. fik de lokket ham byen rundt i regnvejr en times tid i august fordi de hele tiden sagde at de gerne ville mødes et nyt sted!
Andre gange sender tre-fire drenge beskeder om at han skal møde dem i byen, hvis han tør? Så skal de nok fortælle ham hvad der er galt med ham!

Senest er et par af dem dukket op herhjemme, hvor de inviterede sig selv til, hvad jeg troede var et forsoningsmøde, men hvor de nassede et par colaer, og derefter forsøgte at bryde ind i min kælder fra vejen for at stjæle Rekorderlig Cider. Da der var låst, pressede de min via sms søn til at stjæle nogle med i skole til dem. Da han sagde fra overfor det, skulle han høre for at være en tøsedreng!

Jeg løser tusindvis af de her konflikter for andres børn i det daglige, og tager en masse konsekvente og principielle beslutninger, men nu hvor det er mit eget kød og blod, så er jeg mere i vildrede:
Anders Samuelsen og Henrik Sass, hvad er nummeret til de der rockere?

Don't sweat it Kiddo, Pappa har din ryg! 

fredag den 11. november 2011

Baby You Can Drive My Car

Hvordan er det så gået med Nortvig A/S? Ja, til forhistorien for mit harske indlæg om parkeringssagaen hører at sige, at jeg et par dage forud for offentliggørelsen, skrev indlægget, hvor jeg sammenfattede min mailkorrespondance med chefen, Thomas Nortvig, og den effekt det havde haft, eller måske rettere den effekt det ikke havde haft. Det indlæg sendte jeg en kopi af til Thomas Nortvig, hvor jeg skrev at jeg indtil dd. havde gået forgæves med min utilfredshed, samt at hvis jeg igen skulle se på bilen, ville jeg offentligøre indlægget.

Jeg fik intet svar og de følgende dage parkerede Kristian stadig mere åndsvagt foran mit hus. Fredag d. 28.10. parkerede han så igen klods op af mit hus med både kassevogn og trailer. Det førte til at jeg 1. november lod resten af verden på www. dele min oplevelse med Nortvig-bilen. Barnligt javel, men jeg fik luft, og i løbet af ugen der gik fik mit indlæg så mange hits, at jeg rykke fra side 3 på googlesøgningen "Nortvig A/S" til at ligge nummer 5, 6 og 10 på side 1 i dag.

Den seneste uge har min gade været fri for bilen. Den har ikke bare været parkeret anderledes, men er helt væk? Jeg har intet hørt fra Thomas Nortvig, så jeg ved jo ikke om det er min henvendelse der har nyttet, eller om Kristian bare holder ferie? Men dejligt har det i hvertfald været at slippe for det store skrummel foran mit hus. Jeg lover at bringe en update, hvis der igen sker en ændring til det værre, men lige nu lever jeg i troen at det nytter at sige fra.

Bloggers rules the world!


søndag den 6. november 2011

The Wall

CPB kaldte på mig. Vi havde siddet i køkkenet og spist morgenmad, og hun skulle lige en tur i kælderen efter noget vasketøj. Hun stod i døråbningen og vendte øjne, mens hun grinede.
"Hvad er der?" spurgte jeg.
"Kom nu bare", grinede hun.

Da jeg kom ud på trappen forstod jeg ikke helt hvad hun grinede af. Jeg kiggede undrende på hende? 
"Prøv at lugt*?" grinede hun. 

(arkivfoto af Overblikket, men passende på situationen)

Og der mødte jeg The Wall...
Selvom det er november, med alt hvad det medfører at tilstoppede bihuler, må jeg indrømme at VICKS har fået sig en konkurrent. For efter at Bilka har lavet slagtilbud på A.C. Milan- og Liverpool-deodorant, har drengene åbenbart optrappet en decideret deodorant-krig ovenpå... Vidste ikke at det var engangsdeodorant de solgte, og det er det måske heller ikke?

Resultatet er ihvertfald at alle insekter der regnede med at skulle overvintre herhjemme må anses for udryddede. Samtidig fik jeg hul igennem i næsen, og tapetet i trappeskakten bliver nok nemt at skrabe af til foråret...

*Det er jysk for at snuse indad, ikke at jeg skal forsøge at stinke!

tirsdag den 1. november 2011

No No No

Nortvig A/S! Hvem er det? Det skal jeg såmænd løfte sløret for her. Nortvig A/S er en lokal tømrervirksomhed, som beklageligvis har min nabo i sit brød. Min nabo er en af den slags mennesker som man gerne ser sælge sit hus, og det har han heldigvis gjort.

Da jeg flyttede til kvarteret for små 4 år siden, var jeg ellers meget positivt indstillet, fordi der her på min stille vej stort set kun boede unge mennesker. Der var par med børn og par uden. Der var par der planlagde børn og par der endnu ikke gjorde, men aldersmæssigt lignede vi hinanden indenfor ca. 7-8 års spænd.
  Nå ja, og så var der lige de gamle på den anden side af vejen, som jeg rydde sne for om vinteren, men det er en anden historie.

Ret hurtigt fik jeg et venskabeligt forhold til alle, og en øl over hækken var ikke uset. Rent bortset fra ham ved siden af. Som udgangspunkt drak han ikke øl, og jo flere gange jeg forsøgte at komme i kontakt med ham, jo mere irriterende syntes jeg han var, og jeg fik indtryk af at det var gengældt.
I bund og grund skal man holde fred med sine naboer, men det har været en tålmodighedsprøve med ham her. Som det nu er med sådanne oplevelser, så vokser de sig større og større, efterhånden som man går i det.
  Efter de første par år at have forsøgt, opgav jeg tanken om at have nogen relation til ham, og parkerede det i tankerne. Måske har han gjort det samme, men en anden ting han parkerede var sin store firmabil, og her har vi balladen.
For konsekvent har han valgt at parkere sit store skrummel af en firmabil foran mit hus, højst sandsynligt fordi han ikke selv gider glo på den når han har fri? At det optog den eneste reelle parkeringsmulighed for os, det var han ligeglad med. Foran sit eget hus har han sin egen lille bil.

I starten spurgte jeg ham om han ville være venlig at finde et mere egnet sted til den store bil, eller evt. bytte om på dem. Hvis de holdt omvendt, så kunne jeg sagtens parkere foran mit eget hus, og så slap jeg for at glo på hans bil.

I foråret skulle vi lave nyt køkken, og i den forbindelse havde vi en del byggeaffald, bl.a. indskudsler og gulvbrædder fra det gamle køkken. Da jeg gravede indskudsleret ud, og fjernede gulvbrædderne kom det til at ligge på asfalten foran mit hus, der hvor han før så lystigt havde parkeret. Det satte en stopper for hans parkering.
Gulvbrædderne fik jeg desværre hurtigt solgt i den blå avis, så pludselig holdt han igen så tæt op ad bunken med ler, som han kunne. Det løste jeg med en gammel klapvogn og en cykel der skulle skrottes. Skraldet på vejen havde den fordel, at jeg ikke kunne se det fra stuen. Imidlertid var jeg jo godt klar over at det nok næppe var med til at fremskynde et salg af deres hus, at vejen lignede en mindre afdeling af Horsens Genbrugsstation.
I lang tid havde de huset til salg, og til sidst aftalte jeg med en god nabo, at låne hans bil og trailer, og køre mit indskudsler væk, og se hvad der skete. Miraklet var indtruffet, han parkerede ikke foran mit hus, og jeg slap for at smide nyt skrammel for at slippe for hans bil i min stue.
  Gaden så pæn og nydelig ud i et stykke tid, de fik solgt huset, og sørme om ikke han begyndte at parkere foran mit hus igen?
  En dag i august blev det simpelthen for meget. Jeg skrev en mail til hans chef, om at jeg fandt det meget generende og irriterende, at han trods henstillinger, konsekvent parkerede foran mit hus: 
Hej Nortvig Ejendomsrenovering
Jeg har boet i Horsens i 3 1/2 år, og har egentlig været glad for det. Den eneste ting der virkelig generer mig er en af jeres biler, som konstant bliver parkeret foran mit hus. 
Jeg er nabo til Kristian, som arbejder for jer, og selvom jeg fra tid til anden har snakket med ham om det, så parkerer han sin arbejdsbil foran mit hus og sin egen bil foran sit eget hus. Som udgangspunkt er der jo fri parkering i gaden, og dermed ikke noget der i hans eller mit. Men den måde han konsekvent fylder gaden op med sin lille bil, sin lille trailer, sin arbejdsbil og fra tid til anden sin arbejdstrailer, gør at det næsten altid er umuligt for mig at finde parkering til mig selv eller folk der vil besøge os. Omvendt bor vi i nærheden (ca. 30 meter) af en ubebygget grund, hvor han i mine øjne fint kan have 'materialegård' for Nortvig.
I min stue har vi en karnap med vinduer, som primært har udsigt til siden af jeres bil. Den synes jeg efterhånden er træls at glo på dag ud og dag ind. Jeg har forsøgt at få Kristian til at parkere Nortvigbilen foran sit eget hus, både skriftligt og mundtligt, men udfaldet er at han stadig holder foran mine stuevinduer (mit bedste bud er at han ikke gider se på bilen selv, når han har fri).
Resultatet af hans parkeringer er at jeg efterhånden ikke kun er træt af ham, men også af jeres firma, og dermed er I garanteret en masse dårlig omtale. Alle der besøger mig undrer sig, og alle naboer spørger mig om det ikke er irriterende. Det kan jeg ikke tro er formålet med at have firmanavnet påtrykt på bilen?  Jeg vil sætte pris på hvis I kan tage en snak med ham om at finde et andet sted at holde, for det har ikke hjulpet når jeg gør det.
Jeg håber på en hurtig tilbagemelding fra jer, samt at problemet løser sig.  
Mvh Thomas

Jeg vedhæftede et par billedeeksempler på hans egoistiske parkeringsproblemer.




Chefen svarede:

Hej så hvidt jeg ved har Kristian solgt sit hus, så det løser jo jeres problem.

Udover det noget negligerende, underkende og afvisende svar, så var problemet bare, at huset først er solgt med overtagelse 1. februar, og så lang tid har jeg i hvertfald ikke tænkt mig at glo på den bil. Derfor skrev jeg tilbage:
Ja, men det er med overtagelse fra 1. februar, betyder det så at du gerne vil have den omtale i perioden frem til 1. februar?

Mvh
Thomas

Nu skulle man tro, at hvis man er selvstændig erhvervsdrivende i byggebranchen, at man gerne ville gardere sig mod dårlig omtale, at chefen hurtigt ville ringe manden op og sige, så stopper du, men sådan leger man ikke i Nortvig A/S, dårlig omtale er åbenbart bedre end ingen omtale? Ihvertfald svarede chefen:
Jeg skal gerne bede kristian parkere foran sit eget hus når det er muligt.  Den dårlige omtale du taler om er jeg nu ikke så nervøs da han i princippet ikke gør noget forkert.

Okay, ikke alle kender til mine anmeldelser af virksomheder, men jeg har da haft en tvist eller to med Skadesservice Danmark og Tag og Byggeri A/S, som begge har  oplevet at få et par borgerlige ord med på vejen her på bloggen. Jeg tænker ikke at det gavner salget, hvis mulige kunder beslutter sig for at google et firmanavn, førend de indlader sig på forretninger? 
Henvendelsen løste dog problemet for en uges tid, men pludselig begyndte han igen at brede sig, en dag jeg kom hjem var der helt tomt alle andre steder end foran mit hus. Fluks skrev jeg til chefen:
Hej Thomas Nortvig

Jeg må sige, at det mest af alt minder om chikane, når Kristian parkerer din bil. Jeg læste godt at du mener han i princippet ikke gør noget forkert. Det du mener, må være at han ifølge lovgivningen ikke gør noget forkert? I princippet er der en nabo der har bedt ham parkere sin store bil et andet sted, end foran hans hus, i princippet, hvis man vil have et godt forhold til sine naboer burde man jo parkere anderledes derefter.


Dette er dagens forsøg, og jeg kan godt fortælle, at selvom der ifølge lovgivningen ikke er noget forkert, så mener jeg at han bruger din bil til at provokere med. Der findes heller ingen lovgivning der forhindrer faktuel dårlig omtale på områder som service, grundighed og hensynsfuldhed. Der må jeg fortælle at dit firma lægger navn til utrolig dårlig omtale, hvis jeg igen skal se Nortvigbilen parkeret foran mit hus! Der er masser af andre pladser i området, f.eks. foran hans eget hus.

Hilsen
Thomas

Som man måske kan forestille sig, så er det jo ikke ligefrem imødekommenhed og forståelse jeg er blevet mødt med, fra hverken min nabo eller chefen, så ikke overraskende, fik jeg senere dette svar:
Har talt med kristian. Der var biler foran hans hus da han kom hjem.  

I mellemtiden var naboen kommet hjem i sin lille privatbil. Det gav anledning til et nyt billede og et nyt svar:
Det er et flot svar han har givet dig... På sin vis har han jo ret... MEN... det er jo hans egen lille bil der holder foran hans hus når han kommer hjem. Her til aften er han vendt hjem, og så 'hensynsfuldt' parkerer han sine biler i gaden!


Det korte af det lange er, at jeg er træt af at han parkerer som han gør. Der er masser af plads ved fortovet langs en ubebygget grund tæt på. Der kan han ALTID holde. Jeg vil ikke se på din bil mere, vil du fortælle Kristian at han skal parkere anderledes eller ej?

Mvh
Thomas

Siden blev det lidt bedre, men idag er bægeret fuldt. Jeg må konstatere at efter huset er solgt, så har han valgt at skide på naboro og hensyntagen. Tilsyneladende er han også bedøvende ligeglad med hvad hans arbejdsgiver siger til ham, hvis han da siger noget? Da jeg kom hjem, var der fire køretøjer i gaden. Hans lille bil, ekskærestens bil, firmabilen og firmatraileren. Det er svært art se at nogen gør sig umage med andet end en belejring med automobiler.



Hvis man skal prøve at få fornemmelsen af hvorfor det måske føles så generende, så er det her min udsigt:

Hvor hyggeligt mit gamle byhus end synes, så skæmmer det mit udsyn, at Nortvig-bilen holder som en stor fuckfinger foran mit vindue. Jeg har endnu engang skrevet til hans chef, Thomas Nortvig, men der er intet svar, og hvad værre er, ingen reaktion i form af fjernet bil.

Jeg lovede Nortvig A/S, at hvis ikke der kom styr på det, så ville jeg begynde at udbrede mig om mine triste oplevelser med firmaet i almindelighed, og deres tømrer i særdeleshed. Det skal man ikke love, hvis ikke man kan holde det, så hermed advarer jeg andre om den form for grundighed og imødekommenhed de kan forvente, hvis man indlader sig på kontakt med Nortvig A/S.

Når de ikke engang kan finde ud af at parkere en bil i en tom gade, ville man så overlade dem at 'gå løs på' ens hus?

Er en chef, hvis ord har så lidt gennemslagskraft hos en ansat, en man vil gøre forretning med?

Er en håndværker med den opførsel en man vil overlade istandsættelse af sin bolig?

Jeg ville ikke!





mandag den 31. oktober 2011

Hip Hurra Det er min fødselsdag!

Eller rettere sagt, det er Ældsteknægtens 14 års fødselsdag. 14 år!!! Det er fanme mange år siden. Før den blå blok, før 11. september, før finanskrisen... det er længe siden!

Jeg var 20 år dengang. I dag er jeg 34, og er flyttet flere gange, er blevet skilt, har taget en uddannelse og fået endnu flere børn. Ak ja, tiden går...

mandag den 24. oktober 2011

Everybodys Talking

Der er nogen, specielt kollegaer, som tror FCK's lille resultatdyk påvirker mit humør. Og ja, efter 5 år med opadgående formkurve, så er det da ikke så sjovt som det har været, men alligevel er det jo stadig sådan at ligaen føres suverænt og de stadig ligger til i Europa League.

Jeg har oplevet tre magre år i slutningen af 90'erne, hvor Brøndby samtidig løb med alt. Det var dengang, da FCK fik tilnavnet De Smukke Tabere, fordi de insisterede på at spille flot, også selvom de tabte. At andre, Horsens og FCN, byder sig til for tiden med flot fodbold aftvinger respekt. Så den nuværende parentes, er ikke noget der rigtig bider. Mon ikke vi ser et topmotiveret FCK-hold torsdag mod Brøndby? Det håber jeg...

søndag den 23. oktober 2011

Leaving On A Jetplane

Microbølgeovnen er et stridspunkt herhjemme. Vi er nu seks i familien, men Absalon er for lille til at sige sin mening. Hans mor mener dog at hun kan tale for ham. Derfor er optællingen af stemmer 5-1 til microbølgetilhængerne.

Økotossen, aka undertegnede, er dog modstander af microbølgeovn, simpelthen fordi jeg ikke helt forstår princippet, og derfor mener det er farligt! Stråler der kan folde indersiden ud på majs skal ikke have frit spil på min matrikel...
Men jævnligt udfordres mit enevælde af undersåtterne der spørger:
- Far, må jeg få en microbølgeovn?
Jeg er blevet træt af plageriet, så jeg er begyndt at drille tilbage:
- Jada!.... (Når de så håbefuldt klarer op)... når du flytter hjemmefra! Så får du en i indflytningsgave!
Kridt-Iglen:
- Må jeg også få en?
Som en magtsyg mellemøstlig diktator slår jeg ud med armene:
- Jada, der er microbølgeovne til alle der flytter hjemmefra!

PS. Læg mærke til ordet microBØLGEovn! Det irriterer mig grænseløst at folk konsekvent omtaler det som microovn, for godtnok er den lille, men ikke micro!

lørdag den 22. oktober 2011

Power To The People

Imperiet Falder hedder det spritnye album som Magtens Korridorer udsender 31. oktober. Det er klart på ønskesedlen når jeg fylder år om en måneds tid.

Jeg har været vild med det band siden Tæskeholdet og deres ultraplatte Hestevise. Jeg har alle de andre, og derfor må jeg også eje den nye. Oftest synes jeg ikke at det er lige så godt som det gamle, indtil jeg har lyttet det igennem nogle gange. Oftest tager jeg fejl. Oftest synes jeg det er rykket et nivaeu til det bedre efter lidt tid.


Hele herligheden kan forudbestilles her, sammen med en portræt-DVD og en limited edition T-shirt (X-large)...

fredag den 21. oktober 2011

The Sound Of Silence


Kender I det at en baby sover? Altså som i, har været uterlig og gnaven hele aftenen, og er endelig faldet i søvn? Jeg ved godt, at man ikke bør lære børn at der skal være helt stille før der kan soves, men når endelig  krapylet har overgivet sig, så bliver man automatisk den der tysser på resten af flokken ved at spile øjnene op, hæve øjenbrynene og stirre intenst på alle der nærmer sig mens man sætter en finger på læberne og dermed signalerer "STILLE!" uden lyd...

Sådan var det i går. Absalon havde været vågen hele aftenen, og skreget gennemt Twentes ydmygelse af OB, og faldt endelig i søvn ved siden af mig, da FCK løb på banen i Hannover. Kridt-Iglen dukkede op 21.15 og blev mimende instrueret i at gå op og børste tænder og tage nattøj på. Det vandt 5 minutters uafbrudt stilhed med minimal lyd på TV'et. Så var hun tilbage og fik lov til at tegne ved sofabordet, bare hun var stille.

21.30 dukkede The Boys op. Shhhhh! mimede jeg... Hvad ser du? mimede de tilbage... Hannover-FCK, I må gerne se med, hvis I er stille.

21.35 scorede Hannover, og vi sad alle tre og græmmede os i tavshed, mens vi bandede Claudemirs fejlaflevering langt væk. Totalt på mute men med fagter;-D

22.15 Dame N'Doye scorede til 1-1, og lydløst klaskede vi hænder og jublede.

22.36, med 9 minutter tilbage gav dommeren et tyndt frispark til Hannover, som endte med at de scorede til 2-1. Lydløst sad vi igen og græmmede os og indså at kampen nok var tabt.

22.45, i det 89.minut spiller Santin og N'Doye sig smukt gennem og med en brasilianertå sender Santin bolden mellem Zielers ben til 2-2, hvorefter vi flyver op af sædet og lydløst hopper rundt i jubeldans og krammere. The sound of silence...


PS. Efter kampen opdagede jeg, at Kridt-Iglen stadig sad i sofaen og tegnede. Hviskende gik hun i seng kl. 23.

torsdag den 20. oktober 2011

Feels like home

 Kender i www.hjembytte.dk? Det er en boligbytteportal, hvor ca. 40.000 mennesker kloden over sætter deres bolig på byt, mod at kunne benytte en andens bolig et sted i verden. Som en anden form for dating tager man et par billeder fra sit hjem, og kvarteret. De uploades sammen med en beskrivelse af hvad man har og hvad man søger, ja måske endda hvornår. Det er jeg sgu lidt fristet af.  Det eneste der holder mig tilbage er familiære erfaringer.

Min far, DMO og hans kone, DKNO har praktiseret det i årevis, og har kun gode oplevelser fra boligbyttene. Det er ikke så meget tanken om hvis 'de andres hjem' nu ikke lever op til forventningerne. DMO og DKNO er altid kommet frem til pæne velholdte hjem, som har holdt hvad billederne lovede. Det er ikke det at have fremmede til at låne mit hjem, eller sove i min seng som giver mig bange anelser. Det er mere tanken om hvis det skulle lykkes at finde nogen der gerne vil bruge vores hus. Der skræmmer DMO og DKNO's erfaringer, for ugerne op til er fyldt med stress og arbejde, for hvad vil belgierne ikke sige, hvis badeværelset ovenpå stadig er under ombygning? Hvordan vil amerikanerne synes om at låne så lille en bil?

Jeg synes jeg har et dejligt hjem, jeg synes det ligger skønt og jeg kan se masser af muligheder og fornøjelse i at være lige her, i centrum af Horsens, i en halvgammel halvruin. Jeg kan faktisk se, at med barsel i maj og Giro d'Italia-mål i Horsens, så er der basis for at lokke nogen fremmede til byen, og måske låne en lejlighed i Rom eller Paris? Men sikke et show det ville være at 'lappe alle huller'!





onsdag den 19. oktober 2011

Her kommer 'mutter' med kost og spand

Så så man lige den lille husmoder i aktion. Eller rettere husfader, for i dag har jeg syet til den store guldmedalje. Ja, kære læser, de læste rigtigt, jeg har syet.

For jeg ihukom da lige, at jeg havde en stor skummadras i overskud i klassen (det er en jeg selv har doneret, men som mine elever ikke gider bruge mere). Den passer lige til Mellemsteknægtens megasen, hvor jeg manglede en gæstemadras der i det daglige fungerer som ryghynde. Samtidig kunne det fraskårne bruge til ryghynde i briksen i stuen. Det eneste der manglede var nogle betræk, så Overblikket måtte i STOF2000 og hustle stoffer!
Siden har jeg syet, bandet og kæmpet, men efter tre knækkede nåle og utallige spoler undertråd, så lykkedes projektet. Lige nu ærgrer jeg mig over at jeg ikke fik taget billeder til en DIY. Det er sgu ikke så svært...

Nå, men i halvlegen blev alle i familien der ikke bruger barnevogn udstyret med pensel og lærred og bedt om at male familien...



tirsdag den 18. oktober 2011

Radiosong

Så er den gnavne gamle mand tilbage. Hvad sker der med P3? Hvor er den gode varierede musik, og de sjove idérige studieværter? Jeg savner programmer ala Tæskeholdet, De Sorte Spejdere og Mads & Monopolet (som det var i gamle dage). 

Det sidste er faktisk det værste: Den nye generation af studieværter virker provokerende på mig. Hvad er det de kan? Hvad bidrager de med? Hvad kvalificerer dem til at sidde i stolen foran mikrofonen? 
For mig at se er de efterhånden så idéforladt metervare, at det primært er op til lytterne at bidrage til programmets indhold. Det er mig en gåde at man lod Huxi gå, når man ser på, eller rettere lytter til det der nu fylder sendefladen ud. Jeg synes det er uinteressant, uintelligent og uopfindsomt.
Selv mit favoritprogram, Mads & Monopolet har udviklet sig i en trist retning, fra at beskæftige sig med panelets bud på problemer, til at 50% at sendetiden nu er genudsendelser fra sidste program, og interview med panelets deltager om deres uge der gik... Dillemmaerne som tidligere var det der berettigede panelets sendetid er kommet mere og mere i baggrunden til fordel for genfortællingen af Hella Joofs torsdagsbanko og Søren Pinds audiens hos Mærsk.
Desværre afbrydes studietiden ikke som før af kvalitetsmusik, men derimod af Den Græske Tragedies renæssance aka Den Androgyne Støjgenre med kunstnere som Winnie Who, Andy and the Johnsons og andet skrammel i samme rille. Hvorfor skal mænd forsøge at synge som kvinder? Jeg får kriller.

P3-fri ferie for mig!

mandag den 17. oktober 2011

Eight days a week

Så skal jeg da lige love for, at der er efterårsferie! Kridt-Iglen var med veninde i LEGO-land i går. Der ryger 8 liter mælk i døgnet til morgenmad, kaffe-latte og varm kakao, og vi har allerede spillet Matador.

Knægtene stod op kl. 7, for at tage med bussen til en kammerat i dag. De fik en håndfuld mønter, og så ser jeg dem først i aften 18.30 foran CASA-arena, når vi skal se Horsens-FCK.

I morgen er det Bowlingdag, med hjemmelavede pizzaer til aftensmad!

Onsdag skal der males billeder og torsdag skal vi på kaffevisit hos CPB's far.

Fredag har CPB arrangeret hårdag med børnene. Dem med krøller skal have det glattet og dem med glat skal have det krøllet! Mon ikke os med lidt hår passer hinanden imens?

Lørdag skal jeg i biffen med KRidt-Iglen og evt. veninde og se Smølferne. Drengene tager Biler2. Søndag er der Matadorrevanche, og opladning til næste uge.

God ferie!

søndag den 16. oktober 2011

Det er en kold tid

Så man må skrive sig varm. 

Længe har jeg ligget brak skrivemæssigt, men det skyldes mest at det der barn, det der skoleår og en lejrskole trak tænder ud af mit program.

Men nu tror jeg efterhånden at overskuddet er ved at være der igen. På en måde mangler jeg bare lidt inspiration til at trykke tasterne i bund. Jeg vil i gang igen, men ude af form og uden egentlig indhold, kan det godt være, at I bliver hevet gennem noget forfærdeligt sludder de næste par dage!

God ferie!

tirsdag den 4. oktober 2011

Don't let me down

Kære Helle, Kære Villy, 
Kære Margrethe, Kære Johanne og ikke mindst Kære Christine

Tillykke med et flot valg. Tillykke med udbyttet af en lang kamp i opposition. Det er glæder mig, som lærer, at vi nu skal til at kigge på skolen i et helt nyt lys, for det trænger den til. Valgkampen har tydet på, at I ved, at der er behov for det. Men den borgerlige panikskolepolitik gennem ti år har fået mig til at frygte, at I ikke ved hvor slemt det står til? 
Da jeg blev lærer for ti år siden, startede mit lærerliv med et opstartsmøde på skolen, forud for sommerferiens afslutning. Det altoverskyggende punkt på dagordenen på det møde var ikke undervisning, men derimod økonomi. Kommunen skulle spare, og havde meldt ud, at det blandt andet ville blive børne/ungeområdet og dermed skolerne der måtte holde for. Konkret betød det, at det budget man havde haft året før skulle barberes med 5%. Dengang, som nyuddannet lærer, sagde det mig ikke så meget. Jeg havde jo ikke nogen erfaring fra tidligere år, og dermed ikke et indblik i hvor meget det var.
  Ledelsens melding til os var, at man ville spare pengene ved at reducere i kursuspuljen til efteruddannelse. Det blev ikke vel modtaget, men desværre har meldingen år efter år været den samme. Gennem de seneste ti år har jeg arbejdet i tre forskellige kommuner, på fem forskellige skoler, og desværre var mit første opstartsmøde ikke en enlig svale, tværtimod. Hvert eneste år har ledelserne skulle fortælle os lærere, at året igen ville blive præget af det, som jeg i medierne bedst har kunnet tolke som en ‘borgerlig satsning indenfor folkeskoleområdet’, men som konkret har betydet at vi har reduceret ude på skolerne på områder som ansættelser, undervisningsmaterialeindkøb, vikardækning, efteruddannelse, skoleudflugter, hytteture og lejrskoler. Det har været hårrejsende at skulle høre statsministre og undervisningsministre hånd i hånd fortælle om hvor mange ekstra milliarder folkeskolen blev tilført, når den virkelighed jeg har set, har handlet om det modsatte. Hvor blev pengene af?
Skoleledelserne er blevet pålagt af byrådene at finde besparelser i skolernes budgetter hvert eneste år. Nu er vi begyndt at fodre hunden, ved at skære halen af servere den. Klasserne sidder ofte og arbejder selv, lærerne udvikler sig ikke i deres undervisning og de oplevelser der skulle tale til læring med andre sanser er sparet væk. Mange af bøgerne i fag der ikke er dansk, matematik eller engelsk er trykt i 1980‘erne.
Jeg ved ikke hvorfor det er sat sammen som det er, men skolernes ansatte skal tage stilling til problematikker som skolens vand- og varmeforbrug, rengøringsstandard og omtale i medierne. Hvorfor skal lærerne bruge deres arbejdstid på det? Faktisk ville vi hellere undervise!
Læringen er ikke i fokus - De borgerlige har hele tiden snakket om læsning
Den skrabede økonomi har ført til at skolens kerneydelse, nemlig undervisning, bløder. Når det er blevet sådan, så er det fordi at det er lykkedes for den borgerlige regering at ‘få sat fokus på folkeskolen’ i en grad der aldrig er set før. Man har i medierne fået opbygget en myte om ‘den ineffektive skole’, med udgangspunkt i nogle internationale læsetest, som eksperterne indenfor undervisning sætter en hel del spørgsmålstegn ved. Men det har passet regeringen at kunne himle op om videnstab, effektiviseringbehov og international konkurrenceevneforringelse, fordi det passer i deres tankegang. Måles og vejes. De har sat lighedstegn ved at danske elever læste dårligt og at danske elever lærte dårlig. Derfor kunne man i valgkampens sidste dramatiske debatter også høre Lars Løkke Rasmussen stolt fortælle at danske elever nu læser relativt bedre. Og de regner også bedre.
  Problemet er bare at læsning og læring er to forskellige ting. Læsning er ikke et mål i sig selv. Læsning er en kompetence, til at skaffe sig læring, og den del har Lars Løkke Rasmussen, hans foregænger og deres undervisningsministre forsømt! De har sænket niveauet i folkeskolen, fordi de ensidigt har sat fokus på deres favorittænkning, måles og vejes. Det er ikke så svært at måle om eleverne kan læse noget. Det kræver en computer med en multiple-choice-test! Det er meget sværere at måle om nogen har lært noget, om de ved noget. Det kræver dialog, altså samtale mellem lærere og elever. 
Undervisningministrene har været bannerførere for stereotyp kassetænkning, og skamløst slået på tromme for at testning og kontrol, sammen med individuelle handleplaner er vejen frem. Ministeren har villet kunnet se ind i klasselokalet, ved at følge planer og målinger. Udover at det er forkert, at tro vi får en klogere ungdom ud af den borgerlige folkeskole, ved at teste dem ofte, så er det også skadeligt, fordi testenes resultater offentliggøres som kvalitetsstempel for undervisningen på den enkelte skole. Det har været de liberales vildeste våde drøm, for med det frie skolevalg, de hyppige kvalitetsmålinger og den offentlige rangordning farer forældre forvirret rundt i kommunerne og forsøger at finde klasser, hvor der er plads til deres barn på de skoler der får et flot tal i test. I vid udstrækning har de købt den borgerlige tese, måles og vejes!
Er konkurrence det der bringer vores folkeskole videre?
Skolerne er nu, med de tiltag om måling og offentliggørelse, i direkte konkurrence om eleverne, fordi de skrabede budgetter ikke bliver bedre af at være tildelt efter antallet af elever. Det sørgelige i fortællingen om den borgerlige folkeskole er, at ved at spare lærernes efteruddannelse væk, og hænge deres resultater offentligt til skue, så har man indledt et ensidigt ‘våbenkapløb’ om at teste flot. Derfor målretter lærerne deres undervisning på at teste godt. 
På den måde er ‘vidensflugt blandt eleverne’ et næsten lige så stort problem lokalt på skolerne, som arbejdspladsflugten er nationalt. Hvis elever som er gode til test samles på nogle skoler, så dræber det jo de skoler der sidder tilbage med elever der ikke er gode til test. Det medfører færre elever og dårlig økonomi, i sidste ende skolelukning. De borgerlige har dermed skabt en folkeskole fuld af tabere!
Det er den største omkostning, ved at sætte læsning lig med læring! De svageste læsere blive dødvægt. Men er det det, som Danmark skal leve af i fremtiden? Dygtige læsere? 
Næppe! Der er ikke noget der tyder på, at vi skulle være udstyret med bedre forudsætninger for at læse end folk i Indien, Kina eller Afrika. Faktisk er det at kunne læse dansk en relativ unyttig kompetence i en globaliseret verden med  7 milliarder mennesker, hvoraf kun ca. 5 millioner benytter dansk som sprog!Hvis en billigt drevet, effektiv skole er målet er vi chanceløse i det kapløb. Danske børn er for dovne og uopdragne til at stå distancen. De gider simpelthen ikke! Tag temperaturen på virkeligheden, hvis I ikke tror mig, men de unge i dag er født med en fjernbetjening i hånden, og zapper væk, så snart de keder sig. Specielt de børn som hænger tungest fast i de borgerliges læsepolitik!
Derimod har vi kulturelt set en fordel. Vi har frisind, demokratisk tænkning, innovation, teknologi og forbilleder til at udvikle os som samfund i en retning, hvor samarbejde, nytænkning og medmenneskelighed ikke kun er ‘ubrugelige  bløde værdier’, men er eksportvarer der kan veksles til hård valuta i international konkurrence. Og der er behov for det! Både indenfor bæredygtig fødevareproduktion, miljørigtig energi og demokratisk samfundsstyring. Vores velfærd, menneskesyn, og tradition for individdets ukrænkelighed og muligheder er en eksportvarer som er i restordre på store dele af kloden. Hvordan kapitaliserer vi vores demokratiske tradition?
  
Den farlige kur
Folkeskolen er blevet beskrevet som dårlig i medierne af politikerne, først og fremmest på grund af PISA-resultater for vores læsefærdigheder, men også en rundspørge blandt folkeskoleelever om deres kendskab til Danmarks geografi gav hak i tuden. 
Det har betydet at man har indført en politik, som er helt i tråd testningens ånd: Måles og Vejes, man vil have mere undervisningstid. Fordi man tror at kvantitet er lig med kvalitet. Altså at den enkelte lærer skal være mere sammen med sine elever, udfra tankegangen, at mere samvær mellem lærere og elever, giver mere læring. Tanken om mere undervisning til eleverne er rigtig og god, men først og fremmest er den til at forklare for vælgerne, så det kommer til at se ud som om man styrker folkeskolen. Men regneteknisk har man snydt på vægten.
Den mest enkle måde at forklare hvorfor mere undervisningstid ikke bare er en mirakelkur, er at ude i folkeskolen i kommunerne, øges kravene til at lærerne skal dokumentere og analyser hvad de har gjort, og den tid kan kun tages fra at overveje hvad de vil gøre (det der i gamle dage hed forberedelsestid). Sagt firkantet: Hvis den enkelte lærer skal være mere sammen med eleverne, så er der noget andet han eller hun gjorde før, som de ikke længere skal gøre.
  Det er altså ikke en forbedring af kvaliteten i samværet, det er en forringelse. Hvis man oveni det mener, at der skal flere elever ind i klasselokalerne, så har den borgerlige skolepolitik altså ikke resulteret i mere tid mellem den enkelte elev og en lærer, men i mindre tid og dårlige tid. Hvorfor skal eleverne ikke have MERE tid sammen med FLERE lærere?
Ekspertredningernes tid bør være forbi
De voldsomme besparelser på kursus og efteruddannelse er blevet imødegået med at fjerne folkene på gulvet, og i stedet bruge penge på at hyre eksperter. Lars Løkke Rasmussen stod i spidsen for at købe en bus til 6 millioner kroner, og nedsætte et ekspertpanel som skulle rejse riget rundt og komme med bud på effektiviseringer i folkeskolen.
Det er et meget godt eksempel på den tro, der har sneget sig ind på, at svaret på, hvordan vi kunne læse bedre, ville blomstre op af den golde jord udenfor skoleverdenen. De lærerværelser jeg har bevæget mig på, har ikke været slået af overraskelse over, at Lars Løkkes Rasmussens eksperters konklusion var at større skoler, mere testning og flere elever i klasserne ville give en skole, der  både var billigere at drive og give bedre læseresultater. Den konklusion tror jeg godt man kan gennemskue, at eksperterne var hyret til at komme med!
Hvis vi leger med tanken om, at eksperterne havde peget på mindre klasser, mere forberedelsestid, øget budgetter til kurser og indkøb af teknologi og materialer, så var deres konklusioner næppe blevet trykt, endsige fremdraget i debatten.
Eksemplet er kun et af mange. Indenfor det offentlige har der længe været en tendens til at man ansætter konsulenter og eksperter, der skal rationalisere afdelinger (læs: pege på hvilke medarbejdere eller funktioner der skal bort). Hver eneste gang en ekspert har trådt ind på min skole for at tale til et samlet lærerkollegium, har det været for at lave en besparelse i form af en ekstra opgave lærerne nu skal løse, eller en ‘fin’ metode til at kunne gøre tingene billigere. Det bliver pakket ind i ord som forbedringer, optimering, opstramning  og effektivisering, men realiteten er, at det altid dækker over forringelser.
Der har f.eks. hersket en tro på at et 12 timers foredrag/kursus og et hæfte på 80 sider kan gøre 50 lærere i stand til at løse sociale problemer hjemme hos familierne. Sikke noget pladder!
Men kongstanken har været at skolerne skal rumme ALLE elever, uanset hvor udfordret de er på omsorg, helbred eller intellekt. Den blå blok har været fortaler for at fjerne specialundervisningen og dermed spare.
En venstreborgmester har foreslået, at en lærer skal kunne undervise 100 elever i tre-fire forskellige klasselokaler via computer. Det er meget sigende for effektivitetstænkningen, så kan vi jo spare tre lærerstillinger. Desværre er det ikke i tråd med min opfattelse af hvordan læring foregår. 
Denne borgmester har vist ikke mødt en 8-klasseselev for nyligt. Hvor mange er på facebook efter 5 minutter? Hvor mange kan læreren hjælpe ad gangen? Hvordan med den del af læringen der kommer af respons på elevens arbejde? Vi har vist at gøre med en måles-og-vejes-multiple-choise-tænkning? I parentes kan det bemærkes at skolernes IT-udstyr mange steder halter i en grad, som ingen private virksomheder kunne overleve. delemaskiner med forældet hardware rimer jo ikke ligefrem på ‘auditorieundervisning’ af tre klasser på samme tid, vel?
I fodboldens verden er det en gammelkendt sandhed, at når klubledelsen offentligt giver træneren deres fulde opbakning, så bør han frygte en fyring! Ligesom lægen i middelalderen var ilde set, for når først lægen kom, så døde folk af behandlingen! På samme måde har slingrekursen og kravet om konstante forandringer og hoplakurser med eksterne eksperter fået lærere og pædagoger til at frygte for fremtiden, når byrådet vil sætte fokus på kvalitet i folkeskolen. Det er blevet synonymt med besparelser og kontrol!
Hvor står vi nu? - Og hvor skal vi hen?
Men et overblik over de væsentligste ændringer den blå blok fik gennemført, og de næste forslag de havde på bedding:
  • Flere elever til færre lærere
  • Mindre tid til forberedelse
  • Flere elever med særlige behov i normalklasserne
  • Øget dokumentation af praksis
  • Mere testning
  • Mindre metodefrihed
  • Færre penge til indkøb af materialer
  • Færre vikarer til dækning af sygdom
  • Færre kurser
Så er det at jeg er nødt til at sige, at skepsisen har bredt sig på gulvet. For er det de ting der skal til? Jeg tror det ikke, og nu hvor jeres mission er lykkedes, så er det tid til at sætte handling bag de flotte ord fra valgkampen.  Jeg har med stor optimisme og glæde fulgt jer alle fem når I i debatter har talt om investering i mennesker, undervisningspoilitik, international konkurrenceevne og fremtid. Det har nemlig lydt som om I på netop skoleområdet er tæt på at være enige. Vil I ikke godt love mig, at folkeskolen ikke bliver gidsel i jeres øvrige forhandlinger?
Vil I ikke indføre et loft på 24 elever i klassen?
Vil I ikke sikre at der er to lærere i de små klasser?
Vil I ikke sikre at der er specialundervisning til specielle børn?
Vil I ikke holde fast i at lærerne der er i folkeskolen skal tilbydes uddannelse?
Vil I ikke kæmpe for at kommunerne for at redde deres økonomi ikke kan spare på folkeskolen, ved at indføre rimelige minimumskrav til hvor meget den enkelte lærer skal undervise?
Vil I ikke fjerne noget af administrationsbyrden?
Vil I ikke give lærerne mulighed for at vende tilbage til en hverdag, hvor de først og fremmest skal undervise?
Dette er de realistiske bønner, men hvis jeg må komme med et par visionære ønsker så overvej venligst
- Vil I ikke fjerne de nationale test, og i stedet genindføre mundtlige gruppeevalueringer, og endda implementere dem tidligere i skolen? (Det minder mere om de jobs eleverne skal kvalificere sig til i fremtiden)?
- Vil I ikke igen prioritere specialskoler, så de børn der i dag frarøves en målrettet indsats pga. forskellige vanskeligheder undgår blot at blive opbevaret i normalklasserne? (De svigtes, men de er også stor kilde til uro og dermed ufortjent syndebukke i snakken om disciplin i klasselokalerne).
- Vil I ikke slå et slag for en ordentlig IT-satsning, så ventetiden qua tekniske fall-outs og komplicerede procedurer reduceres så undervisningstiden rent faktisk bliver brugt på undervisning?