mandag den 31. januar 2011

Nogen gange altså!

De danskere der sidder i Ægypten og ser en revolution rulle sig ud for øjnene af sig, har efter eget udsagn fået et 'lorte-tilbud', om at komme på en flyver, hvis de lover selv at betale hvad det måtte koste? Det er der nogen af dem, der er forargede over...?

Betal, pantsæt golfkøllerne, gør noget. Sæt jer da ombord og flyv hjem, og så vent med moralske kvababelser til I sidder hjemme i IKEA-sofaen og med forargelse i stemmen kan lade jer interviewe af dem der gider, mens I harmdirrende fortæller, at I selv kommer til at hænge på en regning for at redde livet?

Det er egentlig ikke fordi jeg skal revse min egen samtid, men jeg er ikke i tvivl om at folk på vej til koncentrationslejr under krigen, eller vietnamesere med napalm regnende ned om ørerne gladeligt ville bytte ALT de ejede for at komme et sted hen med fred. At sidde i en krigszone og tinge om sin transport... Jeeezz Main!

Jeg er for peace og alt det der, men da ilden brød ud i Algeriet, og siden bredte sig til Tunesien, Sudan og Yemen, der kunne det da godt være, at man skulle overveje om dykkerferien til haj-paradiset nu også var så sikker, som rejsearrangørerne påstod? Jeg mener den situation har været undervejs og til at forudse, og mig bekendt tvinges ingen til at rejse til Ægypten, måske bortset fra et par embedsmænd ala ministre, ambassadører eller konsuler, som kan føle et moralsk/erhvervsmæssigt pres, men de skal nok altid komme ud, og evt. selv betale i situationen mod kompensation bagefter, så det er næppe den danske konsul, der har klaget over udsigten til dyr hjemtransport?

søndag den 30. januar 2011

Damn you, Tivolistang!

Sikke en off-day! Først 'vandt' Danmark sølv ved VM, i en hæsblæsende, spændende finale i en sport jeg iøvrigt ikke interesserer mig for.

Siden gik CPB og jeg i biffen for at se Due Date, som jeg ikke synes er det helt store grin, men som egentlig har vist de fleste sjove klip i traileren... Typisk!!!

Men som om det ikke er nok, så allerede FØR reklamerne tygger jeg i en Tivolistang, som knaser?!?! Det skal sådan en ikke! Som i NEJNEJNEJ!
Det viser sig da også hurtigt at det er mere alvorligt en defekt slik... der var brækket et stykke på størrelse med det isbjerg der sænkede Titanic af min tand!

Jeg havde det faktisk mellem fingrene, men tyngdekraften flåede det ud af mit greb, som mørket sænkede sig over salen. Derfor kan jeg ikke fremvise et billede af stumpen, men blot krateret det efterlod. Sikke noget... Heldigvis er jeg ikke tandlægeskræk, og så fandt jeg da ud af, hvad jeg skal bruge penge på når lønnen kommer i morgen...

mandag den 24. januar 2011

Verden bedste folkeskole

Vi er beriget med en regering der ikke er bange for at pege fingre af problemerne (især dem de selv har skabt), være hurtig med hovsaløsninger og så forsøge at stikke af fra regningerne når der skal betales. Det fik mig til at tænke på denne her snas med Marx Bros.

Hvis man forestiller sig Tina Nedergaard stå på gangen og melde målsætninger ud, mens Lars Løkke sidder bag døren og råber: "Og dygtigere elever", mens han forsøger at snyde sig gratis over atlanten... Jeg tror slutscenen, hvor skelletterne bogstavlig talt vælter ud af skabet, er et meget godt billede på hvad der sker, når Helle T åbner døren til statsministeriet efter valget.



sakset fra dba.dk

Andet, gavekort, gavekort t...

Kr. 10
KategoriAndetProduktgavekort

gavekort til hypnose og hypnoterapi, hos hypnokompagniet.
vælg selv hvad du vil, f.eks rygestop
værdi 1400 , tjek det ud på deres side

kom med bud

lørdag den 22. januar 2011

Varm om hjertet i en kold tid 2

Det kan da godt være at jeg ikke er rigtig rask endnu? Det er da muligt, at jeg tog for tidligt på arbejde i torsdags?

Jeg ved også at jeg kan levere en bedre indsats end den jeg hidtil har givet dem i 2011, men jeg skal lige love for, at jeg fik 10% i 'lønforhøjelse', da jeg torsdag fik denne seddel af tre elever fra min 5.klasse!

Den røg direkte i min arkivhængemappe med anbefalinger.

fredag den 21. januar 2011

Når Blogger fucker2

Hvad sker der for min mulighed for billeder til indlæg?

Jeg har ikke ændret noget i indstillinger, men pludselig kan jeg ikke se mine mapper, når jeg skal vælge billeder? Jeg får alle mine billeder at vælge mellem ca. 7500!! Det er totalt uoverskueligt.
Jeg kan dog ikke finde de nyeste...

Men hvis jeg åbner iPhoto, så er de der...?

torsdag den 20. januar 2011

Sæt X i kalenderen... Det er en stor dag!

Den konservative leder har (ifølge en gruppe jeg 'liker' på facebook) krævet brugerbetaling på motorvejene!

Glimrende forslag Lars, men hvorfor kun motorvejen? Lad da dem der kører betale for det... Ligesom med telefonen... Du kan vælge den model der passer dig bedst:
Kører du meget vælger du FRI KØRSEL og betaler en fast afgift
Kører du medium betaler du en grundafgift, men herefter en lav sats pr. kilometer
Kører du lidt, betaler du ingen afgift, men en højere kilometerpris.
Taksterne skal naturligvis være forskellige efter bilens miljøbelastning, så en stor benzinsluger er dyrere en en lille sej-traver.

Det hele styres via en GSM-chip i bilen, som registrerer forbruget.
På den måde kunne man sætte brugerbetaling på miljøbelastningen og vedligehold af vejnettet.

Der skal naturligvis tænkes i zoner, så det er dyrere at køre i bykerner end i landzoner...
Når motoren slukkes i en byzone starter parkeringstaksten...

Man kunne evt. have en kørecomputer der oplyser om det aktuelle forbrug når nøglen drejes?

OG som rosinen i pølseenden, chippen der registrerer hvor mange kilometer man kører, og om man er i dyre eller billege zoner, regulerer også bilens max hastighed så det passer til hastighedsbegrænsningen...

Farvel fartbøder, farvel parkeringsbøder, velkommen ansvarlighed - behøver jeg virkelig køre/holde der?

Men jeg er også bare en naiv drømmer?

Okay okay...

Jeg får faktisk lidt dårlig smag i munden, når jeg tænker over at jeg gør mig morsom på et barns bekostning. Det er jo heller ikke det der er min fremmeste opgave. Faktisk nærmest tværtimod, men jeg har en pointe, som er knap så usmagelig som klippet fra Ondskabens Hotel: Få dog det barn væk!

Altså, hvis Apotekeren og Præsten var mit vennepar, og de spurgte mig: Synes du hun er lidt sær? Hvad kan vi gøre? Så ville mit første råd være: Fjern hende fra sendefladen! Hun har det sådan set svært nok i forvejen, men det hjælper ikke at 'brændemærke' hende i offentlighedens øjne. Det var egentlig udstilling nok, da børnene i Årgang 0, var små, og det hurtigt blev klar, at hun var 'stemt lidt anderledes end de andre instrumenter i musiklokalet', men at melde hende ind i Gifted Children, og lade hende sige på TV at hun er klogere end andre børn, det er i mine øjne det modsatte af et begavet barn, medmindre der er tale om en hadegave?

Okay, Apotekeren og Præstemor taler på skærmen om at hun er klog. Det er muligt, jeg tror de har ret, men de linder også på låget for at tale om at den form for klogskab giver knubs socialt. For min skyld må de gerne melde hende ind i Gifted Children, det tror jeg der er god mening i og kan give mange jævnbyrdige relationer. Men når man vælger at bosætte i 'Udkants-Danmark", skal man også gennemtænke at det her Gifted Child skal bevæge sig i en verden hvor hun skal fungere socialt, og konstellationsmulighederne for leg og samvær måske naturligt indebærer helt almindelige børn!
Og helt almindelige børn vil altså blive stødt på manchetterne over den udstilling der foregår nu. Måske de helt almindelige børn ville kunne rumme en nørd i deres midte, det er sket før, men en kendis-nørd, der nemt har fået et skær at underlig blandet med selvfed, og krydret med overlegen, det bliver nok urimeligt svært!

Så selvom jeg føler mig underholdt over at følge med, så ville jeg faktisk ønske at de trak hende ud af programmet, så hun ikke skal misforstås endnu mere end nørder i forvejen bliver i deres teenageår... tag det fra en der ved det!

PS. Jeg kan bedre leve med at voksne selv vælger at udstille sig. F.eks. kan man diskutere om det er smart at købe ny bil samme dag man får gældssanering? Måske er det? Jeg synes det er selvmodsigende at forklare dem der har lånt en penge at man ikke kan betale, og få eftergivet noget gæld, for så at købe en ny bil... eller låne til den? Men det er måske bare mig? Måske man bare ikke skal gøre det på landsdækkende TV? Ville du låne den fallerede købmand fra vestjylland en bøjet femøre?

tirsdag den 18. januar 2011

Apropos reality-TV

Så synes jeg der er mange forældre der promoverer deres børn i sendetiden uden at tænke over hvad det er for et billede offentligheden får af dem... Blachman ville kalde det et overgreb. Hvorfor skal årgang 0, stigmatisere en 10-årig pige i prime-time?
Er jeg den eneste der tænker "redrum, redrum, redrum..." hver gang det barn taler?
(se selv i aften kl. 20.00 på TV2)









Er rå fisk maskulint?


Sushi... Forleden så jeg Thomas Wivel og Carl Mar Møller i det dersens "Til middag hos"-progam, som kanal 5 sender. Ja, jeg er syg, så jeg må godt! Det var bygget op med at to kendte kvinder også spiste med (Pia Allerslev og Gunnbritt, jeg aner ikke hvem de er, og hvad de laver?). Nå, men de skiftes til at beværte hinanden og så giver de karakterer. Vinderen går videre til en finale.

Det var faktisk ikke helt så kedeligt, som det måske lyder, specielt fordi Carl Mar var i hopla, og Thomas Wivel havde valgt protestbrillen, da han skrev sit menukort: Franske hotdogs til forret, Burgere og pizza til hovedret og en Københavnerstang til dessert! Alt sammen, også københavnerstangen serveret på Royal Copenhagen muselmalede fade, flakeret af saltblade og tomatskiver. Det var eddermanme usselt, selv Carl Mar virkede lidt rystet.

Men Wivel havde alligevel en trumf i ærmet, burgerne og pizzaen blev bakket op af to plastbakker med sushi, hvor jeg udbryder: "Det er da totalt for at tækkes kvinderne at han serverer sådan en gang tøsesnacks ved siden af!"

CPB var ikke enig: De flest hun kendte der var vilde med Sushi, er mænd?!?!

Vi kunne ikke blive enige om, om sushi er mande eller tøsemad, så derfor spørger jeg dig kære læser: Spiser du sushi? Er du mand eller kvinde? Hvordan med din omgangskreds, er der en tendens?

søndag den 16. januar 2011

Hvad er egentlig meningen med snot?

Den seneste uge har jeg febret, nyst, haft en anelse uro i maven, samt hovedpine og kvalme. Det meste er (håber jeg?) ved at fortage sig nu, men afløst af et evindeligt næsepudseri, fordi mit kranium tilsyneladende producerer snot som var det et oliefelt i den mexicanske golf. Det afbryder hver eneste sammenhængende tanke, og betyder også at man skal tænke over hvor langt man bevæger sig væk fra rullen med papir. Men det åbner også for en række spørgsmål:

Mig: Hvor kommer snot fra?
Dr. Besserwisser: Fra slimhinderne.
Mig: Hvad er meningen med det?
Dr. B: At rense infektioner og bakterier ud.
Mig: Kunne man ikke have lavet det lidt mere praktisk, lidt ala blæren? Den styrer da for vildt...
Dr. B: Ja, det er smart.
Mig: Er blærebetændelse så lidt ligesom at være forkølet i urinvejen?
Dr. B: Nej, det er jo ikke hele tiden... (åh jo, jeg synes nu nok de ramte løber på 'det lille hus' oftere end ellers)
Mig (upåvirket af at hun svarede nej): Minder ens urin så om snot?
Dr. B: Nej, det er mere blodigtagtigt...
Mig: Kan snot ikke blive det?
Dr. B: Kun hvis du har et sår i næsen...

Sådan kunne konsultationen sikkert fortsætte i lang tid, men igen og igen afbrydes jeg af at skulle pudse næse. Smart hvis man havde haft en ventil og kunne tømme en gang i timen...

lørdag den 15. januar 2011

Årstidens frugter...

...er åbnebart influenza?

Jeg er i hvertfald syg på 6 døgn, og jeg synes ikke engang det er fordi jeg er begyndt at få det bedre. Jeg har hovedpine når jeg vågner. Er snottet og øm i alle led. Hvorfor består min krop af samlinger? Det havde da været nemmere om man bare var en knogle betrukket med hud!

Gik en tur efter frisk luft og halstabletter... ok, det så lidt misvisende ud at stå i bilka med båndet fyldt med vitaminpiller, hostesaft, mentholbolsjer, lakridser og 2 liter cola og en pakke great cookies, men det er altså der vi er, OKAY?

I aften køber jeg pizza og ser DVD film, mens jeg sidder og har ondt af mig selv...

Hvad står din weekend på?

onsdag den 12. januar 2011

Om at sætte sig spor i tilværelsen 3









Jeg tror også denne her mor sætter sig spor i livet hos sin datter? Mon ikke det kommer til at stå som den pinligste episode i datterens liv? Ikke så meget at hun deltog i X-factor, ikke så meget at hun er uden karisma og syngerpivfalsk, men mere det at hendes mor bagefter booster hende stik mod den virkelighed resten af nationen så... AV MINE TÆER!

torsdag den 6. januar 2011

Bare lige for at opsummere

Status over 2010:

Skiferier: 2
kilometer kørt i bil: laaaangt over 40000
Venner der tilsyneladende faldt fra: 1
Faste læsere af min blog: 43
sider i mit bogudkast: 96
kollegaer der spurgte mig til julefrokosten hvorfor jeg ikke kunne lide dem og om vi ikke snart skal lave noget sammen: 1
Antal nye elever i min klasse: 12
Tidligere chefer der fyrede mig pga. min blog, men som selv gik glip af et job pga. sin egen blog: 1
Pensionskroner på mit depot: ca. 380.000 (er det meget eller lidt, når der er ca. 32 år til jeg pensioneres?)
Skjulte kilo: 10 (sælges billigt)
Apple-stuff: Iphone og USB-key (I like!)
Printere indleveret til reparation: 1
Gæster til julemiddag: 7 (+ Helvedeshunden Pelé, som rundede 45 kg, men pga. angst for trapper måtte bæres ud og ind af huset)
Kursusdage som sikkerhedsrepræsentant: 3
Champions League kampe set i TV: 6
Champions League kampe set i Barcelona: 0
FCK-point i Champions League: 10 (Hurra)
Vandskader i kælderen: 1
Operationer i meget ømt sted: 1 (AV!)
Orangerier bygget i sommerferien: 1
Stor kassevogn som tømrernabo konsekvent parkerer foran mit vindue, fordi han ikke gider se på den selv når han har fri: 1 (+ lejlighedsvis kæmpetrailer)
Brændetårne sat foran naboens hus og fyldt med sne, juletræ og linoleumsrester: 2
Ture til Tyskland for at hente drikkelse: 2
Graviditeter undervejs: 1
Pakkekalendergaver der forsvandt bag radiatoren: 1 (23. december - bare ærgerligt)
Julegaver der skulle byttes: 1 (Mac-taske der var købt en størrelse for stor)
Børn der har mobiltelefoner: 2
Børn der mangler deres mobilopladere og derfor aldrig kan ringes til: 2
Ønsker om en ny regering: 1 stort!

Godt nytår!!


onsdag den 5. januar 2011

Postkort eller Blog?

Min mormor har sagt at jeg skal opføre mig pænt... og at hun altid vil skrive postkort til fødselsdage, jul, og når hun er i udlandet, indtil den dag hun dør! Helt så konsekvent har jeg ikke tænkt mig at gå til værks. Men måske et blogpostkort er en gylden mellemvej?

Når jeg sidder på et hotelværelse, en cafe eller hænger i en skilift, falder det mig altid meget svært at få plads til at fortælle det hele. Eller at koge det hele ned så det kan være i skrivefeltet. Derfor ender jeg altid med at blive total frustreret, over at sidde og skrive om turen, i stedet for at opleve den. Jeg synes der er sådan noget midtvejsevaluering over postkort, fordi min mormor har lært mig at de gerne skal sendes så de kan nå at komme hjem, mens man stadig er afsted (sikkert noget med at det er mere autentisk at skrive "Sidder i Spanien", hvis man rent faktisk sidder der, når modtageren læser det, men come on, alle er da klar over at papirposten transporteres via tog/fly/bil og er flere døgn undervejs, så det er jo ikke som en 'direct line', er det vel?).

Jeg ved, at jeg aldrig når det, at jeg ikke kan huske adresser og postnumre, at jeg ikke får dem sendt eller at de ikke når frem. Derfor har jeg droppet det! Det er meget ensidigt, hyklerisk og fyldt med dobbelte standarder, for jeg bliver altid megaglad, når min mormor skriver postkort til mig. Eller når andre gør. Jeg læser dem igen og igen, og studerer billedet og forsøger at forestille mig hvordan der mon er... der på kortet?

Det er ikke noget vi formelt har sat i system, men siden jeg oprettede denne blog, har jeg gjort mig den ulejlighed at skrive om mine rejser og ferier, krydret med oplevelser og egne fotos, som en slags digitalt postkort, især til min mormor, som er den sejeste cyber-olde jeg kender. Hun købte f.eks. sin Kitchen Aid på nettet, og bestiller billetter og rejser online på trods af, at internettet for mange ældre (og det har hun efterhånden accepteret at være) har langt større tillid til face to face interaktion. I ny og næ sender hun mig en email, og fra tid til anden forsøger hun sig også med en kommentar til mine blogindlæg, selvom hun tror jeg har 'blokeret' for at hun kan!

Nuff talk - lets boogie!

Kære Mormor (og morfar)

Her er en hilsen fra Sverige, hvor vi afholdt juledagene med sne og ski. Rejsen herop gik fint, og på trods af den lange køretur undgik vi større uheld. Vi så endda en elg. Det tog ca. 17 timer sammenlagt, så det var nødvendigt at holde lidt pauser og drikke kaffe. Vi fik set Göteborg by night og to gange så vi Billerud Papirfabrik i den svenske midnat.





Om morgenen kørte vi gennem Mora, som er en by ved Siljan Sø, hvor der lå tæt ved en meter sne og var minus 18 grader. Det var uhyggelig smukt, men også barskt. Selvom der lå meget sne i Danmark da vi kørte, så syntes jeg lige det fik en tak opad i højden.




















Vel ankommet til Klövsjö, fik vi installeret os i lejligheden, som var i et helt nybygget
kompleks 50 meter fra liften. Perfekt.













Drengene blev sat til at grave sig v
ej fra lejligheden over til skiliften...


















Ungerne er heldigvis vilde med at være ude i det kolde, og derfor har vi fået masser af skiløb. Herligt!
Som altid på skiferier er det udsigten, det rå og kolde, den barske, smukke natur og den friske luft og megen motion der sætter dagsordenen. I Klövsjö kommer 795 meter over havets overflade, og udsigten er fantastisk.















Når det er aften sidder vi indenfor og drikker varm kakao ud nyder udsigten, til de oplyste pister fra panoramavinduet i køkkenet.













Lejligheden vi bor i har to værelser og stue/køkken, samt badeværelse med sauna og en entre, som vigtigst af alt rummer et tørreskab til alt det skitøj der i løbet af dagen bliver vådt.
Det bliver tidligt mørkt, for vi er kun ca. 400 km fra polarcirklen, men efter en lang dag på ski sover man også tungt og godt, selvom man ofte sover fra 20-8 i streg.
Både voksne og børn!!!














Men hvad betyder det, når man vågner til en solopgang som denne? Det kan godt være at det er koldt, men det er så smukt, at man ikke sanser når kulden bider, snottet i skægget fryser til og ungerne boltrer sig som vilde på bakkerne.


























Snart går turen hjemad til Danmark af de samme
tilsneede veje, som vi kørte af herop. Godt vi har DVD-skærmene med på bagsæderækken...

Håber alt er vel i Danmark?

Kh
Thomas

PS. Fordi deres far er en sjuft til at poste et kort, betyder det ikke at ungerne nødvendigvis er det. Jeg købte selvfølgelig et kort til hver af ungerne og et frimærke, så de kunne skrive hjem til deres mor... Men hvad gør man når man er 5, og alle bogstaver skal tegnes af fra en blok hvor ens far har skrevet det man ville sige? Tjah... Kridt-Iglen gik død efter "HEJ MOR OG RENE", så "JEG ER SEJ PÅ SKI" blev fortolket i billedet af hende og mig, der sammen drøner ned af bakken, men jeg synes hun slap hæderligt fra det, omend hun har fået plads til mine ti ekstra kilo!!!

tirsdag den 4. januar 2011

Sydhavnens stemme

Jeg har netop læst Erik Clausens bog om sig selv, skrevet af Kirsten Jacobsen som en lang enetale fra manden selv. Han snakker meget om mennesker og politik og han vedkender sig sit socialistiske ståsted på en meget ligefrem og letfordøjelig måde. Vær gavmild og hjælpsom og hav respekt for dine medmennesker og anerkend at alle repræsenterer en værdi i sig selv.

Det synes jeg er spændende...

Han fortæller meget levende om sin opvækst i Sydhavnen, hvor Gaden var den primære socialisering, hvor nøden måske nok var større, men at friheden til at træde frem også virkede mere opnåelig. Han fortæller om rockens indmarch i Danmark, om 60'erne og 70'ernes frigørelsesbevægelser, om Anker Jørgensens tid som statsminister og om 80'ernes tømmermænd. Altsammen spændende fordi det omhandler forudsætningerne for min egen opvækst; Clausen er mine forældres generation og dermed også repræsentant for deres vilkår og overvejelser, så der var en form for genkendelse i hans måde at forklare tiden tiden, samtidig med at han kan nuancere de ting jeg måske ikke vidste eller forstod.

Clausen overrasker mig. Han er i min bevidsthed først og fremmest gøgler og filmmand, men i hans erindringer fylder håndværk og billedkunst en meget større del. Gøglet var meget mere iscenesat og politisk end jeg havde tillagt det (muligvis fordi jeg ikke var så gammel dengang han turneerede?). Det var meget mere en måde at få masserne i tale og påpege de problemer som de ledende politikere ikke formåede at tage hånd om. Måske kan man sammenligne datidens socialistiske gøglere med nutidens kritiske bloggere; folk der stiller sig op på sin egen talerstol, og uden at spørge om lov siger deres mening?

Manden er bestemt en ferie værd i læsningen, og min ønskeseddel er netop blevet udviddet med alle de Clausen DVD'er der kan skaffes.

Det overraskede mig også, at manden udtalte en decideret modvilje mod ironi? Han påstår at ironi er af det onde og forhindrer at mennesker taler respektfuldt og anerkendende med hinanden... hmmm? tænkte jeg da jeg læste det; er Clausen fri for ironi?!?! Jeg mener da nok at ironien er tommetyk i de optrædender jeg har set ham med, men måske er det bare mig der ikke forstår begreberne?
Noget andet er da at manden muligvis har ret; når jeg kigger tilbage på de konflikter jeg har oplevet løbe af sporet, så må jeg erkende at jeg kan have en tendens til at blive mere skarp (sarkastisk) end det egentligt er hensigtsmæssigt. Måske jeg af denne bog lærer at holde høfligheden lidt højere, jeg bliver bare så arrig, når noget er indlysende forkert, eller hvis folk ikke vil høre (ja jeg kan næsten sidde her og hidse mig op uden grund), at jeg desværre tit bliver provokerende... åh jo, det kan forekomme.

Nåh ja... herligheden faldt jeg over i Netto til 50,- hvilket jeg nu vil betegne som lidt af et fund!

Om at sætte sig spor i tilværelsen 2

Jeg har skrevet om at være tilstede i nuet. Og jeg forsøger at være det. Senest har jeg haft dem med på polarsafari til broderfolkets revir. Her har jeg forsøgt at sætte mig visse spor i børnene ved at vise dem hvordan tingene kan gøres.

Jeg har allerede skrevet stolpe op og stolpe ned om at lære børnene at læse et kort og notere sig de omgivelser de bevæger sig rundt i, så det skal jeg ikke trampe mere rundt i... i denne omgang!
Noget jeg til gengæld har trampet rundt i, er svensk sne.
Kridt-Iglen var faktisk ved at have lært at køre uden sele* sidste år, men usikkerheden havde grebet hende, så derfor insisterede hun på at køre i sele de første to dage, hvilket bl.a. betød at jeg 1) kørte uden stave 2) at hver gang det blev fladt måtte vi bytte så jeg måtte trække hende. Nu fik jeg også et chok, da jeg trådte op på badevægten, da bindingerne skulle indstilles forud for turen, idet jeg lå 10 kg over min forventede vægt. Jep, du læste rigtigt, jeg vejede 10 kg mere end jeg selv troede!!! Og det er ikke engang sådan at de sidder tydeligt, så det er åbenbart rundt omkring de har gemt sig. Nå, men to af dem blev i Sverige takket være trækdyrsmotionen...
Tilbage til temaet om at sætte sig spor: For de spor jeg tænkte over at jeg satte, var ikke i sneen (selvom man med min nyfundne idealvægt sætter betydeligt tydeligere spor). Næh, de spor jeg taler om, er dem man sætter sig i sine omgivelser, og selvom jeg er midt i processen, og kun lige er ved at fuldende barn nummer tre, så har jeg lært mine børn at stå på ski.

Når jeg tænker på hvor mange gange jeg har kørt ned af norske fjelde med Ældste-Knægten mellem benene og en skistav på knæene som han kunne holde i, bliver jeg helt træt af tanken. Han blev ikke træt af tanken, men af at køre mellem mine ben, og den uge, mens han var fem år, der lærte han at stå solo på ski, med plov und alles! Et par år stod han stadig på ski, og blev faktisk ret habil til det, mens jeg lærte Yngste-knægten fidusen.
Ældste-knægten kiggede dog beundrende på de store drenge på snowboard, og ønskede sig hvert år at være en af dem. Et år blev jeg så træt af plageriet, at jeg lejede et board til ham for en dag, hvorefter han blev efterladt på børnebakken med beskeden: "Find så lige ud af hvor svært det egentlig er?", da vi kom tilbage havde han næsten lært sig selv at køre på skidtet!!! Der manglede ikke meget, men skiferien var ved at være slut, så han måtte vente til næste gang.

I mellemtiden lærte jeg selv at stå på sådan en indretning, da jeg var med specialefterskolen på skilejr, og pludselig havde eneansvar foro undervisningen af 12-15 normalt sentudviklede, ADHD-drenge og piger, som gerne ville lære det. Hvis det kunne lykkes, og det kunne det, så kunne jeg faneme også lære Ældste-knægten det! Så vi købte et board til ham, men jeg var faktisk kun nødvendig en enkelt formiddag, så var drengen selvkørende...

Nu er han vokset 3 skostørrelse og har fået nye støvler, og for julegavepengener købte han et nyt board deroppe, hvor han fik et super tilbud på et tidligere udlejet board. Det betød også at vi pludselig havde et board/støvler i størrelse Yngste-knægt, og ham har jeg endda kun slæbt rundt på kælkebakken et par dage i juleferien, men han kunne nøjes med sin bror at 'støtte sig til' for Ældste-knægten har allerede selv lagt så meget på sit eget løb, at det faktisk var ham der tog over, da Yngste-knægten fik lyst til at prøve.
Han faldt et par gange, men hurtigt var han på den igen, og efter han lærte liften på børnebakken gik det stærkt: ti ture op og ned, og han var klar til at prøve med en lift på en rigtig bakke.
Den kørte noget hurtigere, men efter 5-6 styrt, lærte han at tage liften op og køre bakken ned, UDEN at vælte. han var pisse stolt og det var fantastisk at se.

På et tidspunkt tog Kridt-Iglen og jeg en pause i en bålhytte, hvor vi kunne hvile vores trætte ben mens vi kiggede på de andre der kom susende i et væk, kom der en ca. 10 år gammel svensk knægt susende ned og styrtede lige foran hytten, så skiene fløj omkring ham og hans korpus lavede en flot plovfure i den komprimerede sne.
Han skreg og hylede og tog sig til det ene ben, og voldsomt så det da ud, men det der slog mig mest, var at der ingen voksne var i nærheden som udstrålede nogen form for ejerskab over knægten, så Karen blev bænket ved bålet og så trådte Dr. Overblik ind på scenen, med ubehjælpeligt svensk og uden egentlig forstand på what to do, men bare for at signalere til drengen, at "bare rolig, der er nogen til at skaffe hjælp". En svensk kvinde havde det åbenbart ligesom jeg, og sammen fik vi tilset drengen, der hylede og skreg som om alle knogler lå i bunden af posen nu, men som tilsyneladende mest var forskrækket. Vi fik ham rettet ud og beroliget, samlet hans ski sammen og bænket ham ved ilden, indtil han fem minutter senere kørte afsted igen... På max speed!!!

Senere, på en af de allersidste ture, kører Kridt-Iglen og jeg på en tallerkenlift mod toppen af en rigtig bakke. Det foregår ved at jeg har liften mellem benene og bliver trukket af liften, mens at hun står foran, med en ski på hver sin side af min højre ski og bare lader sig skubbe af mit højre ben. Hun står og synger noget fra De eneste to... "HVA MED DIN FAR? STYRER HAN STADIG SINE BRILLER?" (mener det korrekte ord er brandert, men jeg så ingen grund til at korrigere hendes tekst).
Foran os kører der en pige på ca. 8-9 år. Hun er svensk, og har hele dagen taget liften lige op, og ræset lige ned! Ikke andet, ingen sving eller noget, bare fuld fart, og hver gang tænker jeg "ikke se, ikke se, det der går galt!".
Det gør det dog ikke. Hun overlever hver gang. Faktisk er det værste uheld der sker for hende, da hun taber sin ene stav på vej op med liften. Den ligger der da vi kommer drivende, og selvom jeg egentlig har mit at se til med et barn viklet om højre ben, lykkes det mig alligevel at få bukket mig ned og samlet staven op med venstre hånd og give den tilbage til 'ræs-jenten' da vi når toppen. Jeg kunne ikke overskue, hvis hun forsøgte at stå på ski ned efter den.
"Du er sådan en der hjælper folk", siger Karen.
"Hvad mener du?"
"Du hjælper mig med at lære at stå på ski, du hjalp ham der faldt ned ved bålet og nu hjælper du hende der har tabt sin stav", hun lyder stolt, og det bliver jeg egentlig også. Jeg ser jo ikke på det som om jeg har anstrengt mig, eller gået ud over mine egne grænser for at gøre noget, men jeg kan godt se at hvis jeg ikke havde gjort de ting, så havde det været en anderledes skiferie. Og her er et vigtigt spor, som jeg slet ikke var klar over jeg havde sat mig i Karen: Hendes far er en der hjælper! Det synes jeg er vigtigt og godt at hun så kraftigt havde bidt mærke i. Det leder mig hen til næste blogindlæg, som ganske vist omhandler begivenheder i Sydhavnen i en anden tid, men alligevel vil binde sløjfe til de her indlæg...

*Børn i sele!?!? Det er da ydmygende... sådan tænkte jeg dengang jeg så det første gang. Jeg fik billeder for min nethinde af min onkel i ført lignende mundering, lænket til en pæl i græsplænen, når bedsteforældrene var på landet om sommeren i 60'erne, og tænkte "Er vi ikke kommet videre?". Men jeg må sige, at jeg på ski har glædet mig overordentligt over den gensidige tryghed der har ligget i at kunne få børnene på ski allerede i 3-4 års alderen. Det smarte er at man kan styre fart og retning, og hvis det bliver for stejlt kan man hale linen ind og køre med ungen mellem benene. Jeg vil anbefale det til alle der skal lære børn under 7 års alderen at stå på ski...
Husk dog at afmontere selesnoren efter hver nedfart, FØR du tager liften, men det er en anden historie...

En stor oplevelse

Da vi var på vej hjem fra Klövsjö, lykkedes det endelig at få syn på en elg! Ja, man tror det er løgn, men lige pludselig, der midt i den mørke svenske nat, fik forlygterne ramt på det store prægtige dyr. Begejstret råbte jeg til ungerne og CPB: "Så I det? Det var en elg!!! Der i vejkanten før... vi vender, den skal i sgu se!"

"Den er da væk nu", sagde CPB overbærende.
"Nix", jeg var skråsikker. Elgen ville også være der når vi kom tilbage. Vi skulle bare lige finde et sted at vende. Og 2 km senere kom vi til et vejkryds, hvor der var en tankstation, hvor jeg lige kunne fylde tanken op og købe kaffe til CPB og mig.
"Nå, skal vi op og se den elg?", spurgte jeg, da jeg satte mig bag rattet igen.
"NU er den da væk?", CPB og ældsteknægten var enige.
"Den løber ingen steder, for den var blevet påkørt!", triumferede jeg stolt, og satte kursen mod den skamkørte gigantko...
CPB protesterede og sagde at det kunne jeg da ikke vise børnene, men Kridt-Iglen var ivrig efter at se elgen, så vi fortsatte. Og stor var vores undren, da vi kom til åstedet, for nu var der blå blink og udrykning, men endnu engang fik jeg vendt kareten og parkeret bag 'dyreambulancen' som var en ældre svensker med noget der lignede en bådtrailer, som han forsøgte at få den radbrækkede kæmpe trukket op på, med et mekanisk trækspil...
"Han må åbenbart være sulten, hvis han kører rundt om natten og leder efter påkørte elge?" konstaterede jeg, mens CPB daskede til mig og bad mig køre videre, mens hun mumlede "at sådan skulle dens ben vist ikke vende?"
"Tak fordi du viste mig det Far", sagde Kridt-Iglen "Jeg havde aldrig set en elg før"... Så også der fik vi sat spor i ungerne...

mandag den 3. januar 2011

Nyd lige denne her...

Om at redde en elg...

Som lovet i indlægget om at finde til Klövsjö, så ville jeg uddybe The moose incedent. Vi havde kørt hele natten, og da ungerne begyndte at vågne, og man samtidig begyndte at kunne se på omgivelserne, var det flade Skåne de faldt i søvn til afløst af mægtige fjelde og vidtstrakte sneklædte skove. Det var fantastisk smukt!


Ulempen ved at de nu kun så bjerge og træer var at det gav anledning til 'hvornår er vi der stemningen', med ca. 3 timers kørsel tilbage. Så for at fordrive ventetiden blev ungerne sat på udkig efter elgen, som helt sikkert stod derude og frøs i snevejret. Det kunne vi se på skiltene som blev hyppigere og hyppigere...

(Nej, det er ikke synsbedrag, der er ikke sne på billedet her;-D)

Og det gik da også godt krydret med en bogstavleg der inkluderede ordet elg mest muligt, f.eks.: "Mon elgene hør Elgvis i radioen?" eller "bliver de forelgskede?"... Plat, men vi var pænt overtrætte på dette tidspunkt, så alle kneb elger!

Men da vi nærmede os, og bilen nu også virkede utålmodig efter at parkere, troede jeg at vi missede et sving i Sveg (og i Sverige er der ikke bare sådan mulighed for at vende, jeg har engang kørte 18 km i en retning jeg vidste var forkert*, men ude af stand til at vende (pga. svensken trang til autoværn, før jeg fandt et sted og dermed måtte 18 km tilbage). Så stor var glæden da der kom en stikvej blot 100 m efter. Jeg sænkede farten og lagde an til et sving, men underlaget var glat, og selvom vinterdækkene var nye og farten lav, så gled vi med hue, vanter og pakkenellikker langsomt men sikkert mod afgrunden, som dog blev undgået fordi svensken i et anfald af forudseendhed havde opstillet autoværn her?
Der var noget balletagtigt over den stille yndefuldhed, hvormed vi krampagtigt, dæmpet men usvigelig sikkert dunkede mundtøjet i stålet i vejkanten.

Der var ingen skade sket på hverken mandskab eller materiel, så efter en rundering af fartøjet besluttede jeg at vi fortsatte som planlagt. Vi kører tilbage til krydset, hvor jeg mente vi skulle være drejet, blot for at konstatere, at vores første kurs var den rigtige; vi skulle altså blot være fortsat!

Vi sidder i bilen. Evaluerer hændelsen, og ungerne begynder pludselig at snakke om hvad mon deres mor vil sige, når hun hører det?
- Kan vi ikke bare sige at der stod en elg på vejen, og at jeg, for at redde den og os, var nødt til at tage en på kyssetøjet i vejkanten?
- Men far, du siger altid at vi ikke må lyve! mumler Ældste-knægten, som i alle andre sammenhænge har et meget subjektivt-selektivt forhold til hvilke ting han fortæller og hvilke han holder tilbage, samt hvilken version der evt. forsøges med, indtil han ikke længere kan snige sig udenom sandheden!
- Ja, det ved jeg godt, men det plejer sgu da aldrig at afholde dig! Nu har jeg brug for at I lyver bare en lille smule...? Der kunne have stået en elg, så du ikke skiltet?

Men den går ikke, for knægten har jo ret, og havde det været omvendt, så ville jeg jo også blive tosset, hvis hun instruerede dem i at bagatalisere hvis hun havde udsat dem for fare, så derfor fik hun historien i går, da jeg afleverede dem, men der kunne jo godt... det kunne der altså... teoretisk set... der kunne godt være en elg mere i verden nu, fordi vi IKKE kørte ligeud med 90 i timen, men derimod sagtnede farten og tog en lille pause... kunne der ik'?

*Og jeg kører naturligvis aldrig forkert! Jeg kører på opdagelse, og sidste år var jeg på natsafari mellem Grums og Karlstad, selvom jeg skulle være drejet mod Torsby!

lørdag den 1. januar 2011

Kort og godt

Som det måske allerede fremgår, så sætter jeg en ære i at kunne finde vej. Jeg ved hvor det meste er i Danmark, og jeg har også en ret god fornemmelse for skandinavien (minus Island, Færøerne og Grønland). En gang var MUM og jeg på vej på ski i Sverige, hvor vi besluttede at tage en afstikker gennem Norge, men pludselig var vejen ikke den vi troede. Derfor måtte jeg købe dette norske spiral Veiatlas.

Det måtte naturligvis frem, da vi 1. juledag skulle afsted til Klövsjö/Vemdalen for at stå på ski. Så op på side 4, og sætte sig ind i præcis hvor i Sverige det ligger og hvordan man finder derhen.


Som man kan se er Danmark et forholdsvist småt og overskueligt land, specielt fordi det kun er halvdelen af Sverige man kan se på dette kort. Norge og Sverige kan virkelig lære os noget om afstande, som vores egen lille andedam ikke begribe blot ved at høre om det. Det skal opleves. Min bror, Teknokraten arbejder en del i Norge, og hans norske kollegaer siger ALLESAMMEN som noget af det første når de snakker om Norges størrelse, at hvis man klipper norge ud af kortet, sætter en tegnestift i Kristianssand (sydligst) og drejer Norge omkring tegnestiften, så ender Kirkenes (Nordligste Norge) i Rom i Italien!
Nu er jeg imidlertid glad for mit norske veiatlas, så jeg kunne aldrig drømme om at efterprøve det, men det er da tankevækkende, er det ikke?

Vi skulle nu ikke så langt igen. Fra Horsens til Vemdalen er der ca. 1300 km, for 1. juledag sejlede der ingen færger, og dermed gik turen via Fyn/Sjælland/Skåne, dog med mulighed for pitstop i København, hvor min far gav aftensmad og frisk kaffe. Så ind med et 'via-punkt' i København.


Den første etape Horsens-København var imødeset med en del spænding. Dels havde ungerne fået ski, hjelme, rygskjold og vanter i julegave (så deres spændings- og forventningsniveau var helt i top), dels havde ingen af os nogen forudanelse om hvor mærkede vi ville være efter juleaften (og planen var jo at køre 1. juledag - om natten, så vi havde vejene for os selv, og var fremme til at stå på ski næste dag), endelig havde vejret op til jul været ekstremt med sne og kulde, så vi var ret usikre på om vi overhovedet kunne komme afsted (specielt da Borholm og Skåne lukkedes helt op til jul)!
Men det gik godt, vi kom til København, fik gaver, mad og kaffe. Vi kørte igen 20.45, og forberedte os på en lang nat i bilen, god musik, sovende unger og lange snakke i mørket. Som det kan læses andetsteds, fløj jeg solo, da vi kørte gennem Göteborg.


Men det skal man ikke hidse sig op over, for da vi kom til Grums (det hedder byen nord for Väneren, hvor man skal dreje ind i landet), gav CPB til gengæld en omgang, underforstået hun overså et skilt og undgik dermed den direkte vej, blot for at vi igen kom forbi Billerud papirfabrik, og den er et imponerende syn efter kulsort nat.

Det ligner en månebase fra en science fictionfilm. Grums er markeret på kortet med brun!


Efter Grums gik det af E45 (kaldet Inlandsvägen) ganske naturligt ind i landet. Vi kørte efter punkterne Sunne, Torsby, Värmlandsporten, Malung, Mora, Siljansøen, Sveg og Vemdalen, før vi kl. 12 trillede i mål i Klövsjö. Jeg er nødt til at sige det som det er: Sverige er pissesmukt om vinteren, se selv vores udsigt fra stuebordet i lejligheden!


I Sveg havde vi et lille intermezzo med et autoværn, fordi undertegnede ville lave en u-vending, fordi undertegnede troede at vi var kørt den gale vej. Underlaget ville dog ikke føje undertegnede, så med 5 km/t kyssede mundtøjet på C5'eren autoværnet i Sveg. CPB var sød nok til at påpege, at "det ville aldrig være sket, hvis vi havde haft en GPS, for så havde vi ikke været i tvivl om vejen!"


Jeg har markeret Sveg med en brun brik påtrykt en Okapi, fordi jeg ingen Elgbrik havde, men det er en historie der følger imorgen...

Stifinder eller oldsag?

GPS står for Glem Parat Start. Det er en af den slags teknologiske 'landvindiger' som langsomt men sikkert fjerner vores naturlige anlæg og gør os umyndige, hjælpeløse og totalt fremmedgjorte for den verden vi befinder os i og befærder. En sådan helvedesmaskine finder aldrig vej til instrumentbrædtet i mit automobil.

Ligtheren, køledisken og nu GPS'en er jo nogle af de tekniske hjælpemidler der fjerner os fra vores instinkter, og jeg er sikker på at folk uden GPS er bedre til at finde vej, genkende landskaber og markeringer, kort sagt: Rigtige mænd finder vej... SELV!

Stolt fortæller jeg dem der gider høre på det aka CPB og børnene (fordi de sidder spændt fast med seler i køretøjet), at en rigtig mand kan finde vej ved hjælp af solen, stjernene, en våd finger, et kompas og et kort. Faktisk er kompas og kort lige i overkanten, men princippet gælder.
Jeg er ikke i tvivl om at jeg efterhånden har landkending i det meste af landet, måske bortset fra vestfyn, men resten har lagret sig i hjernebarken som et fintmasket kort, hvor der aldrig er større 'hvide pletter' end 30-35 kilometer, hvilket vil sige, at jeg altid kan køre til et sted 'på kortet' indenfor max. en halv time. Samtidig lagrer jeg de nye steder i det etablerede kort. Jeg kører ikke forkert, men jeg tager muligvis på opdagelse nye steder engang i mellem...

Således sad jeg og blærede mig på vej gennem svenskens land og den råkolde, mørke nat, mens ungerne faldt i søvn og CPS sad ved roret på vej mod Göteborg. Da vi kom til Varberg var det også ved at være lights out for CPB, og jeg overtog styringen, klar til en lang nat gennem det rå og barske Sverige. Kaffen var frisk og humøret højt.

Kort tid efter faldt CPB i søvn, og C5'eren trillede gennem Göteborgs forstæder sydfra. Missionen var faktisk simpel. Kør ind, mod elven, drej til højre og kør af E45 mod Trollhättan, se selv, det ser let ud...

Men så kommer der lige et par krydderier på retten: Nat som i sort, børn der snorker, kaffen der damper og musikken der lige skal lyttes. Jeg ved ikke præcis hvad der ikke gik som planlagt, men der er basis for en lille tur i karrusellen, men ikke på den frække måde. Hvis man betragter dette ovenfrafoto, vil den opmærksomme læser bemærke at der er en tunnel under elven. Den røg vi igennem... to gange... og vi skulle da til at køre nordpå, men pludselig lå færgerne på min højre side, og så ved man jo godt hvad klokken er slået: Så kører vi sydpå!

Jeg ramte hurtigt en afkørsel og fik drejet skuden, så skibene kom tilbage på bagbord side, og kursen gik igen nordpå. Men idet vi kører af motorvejen, ændres kadancen, og CPB vågner.
- Vi vender da vel ikke?
Ærgerlig over at hun nu er ved at få fært af min fejl, korekser jeg hende:
- Nej, vi er på vej ned på den rigtige vej!
Hvilket jo kun delvist var løgn, idet det var den rette vej, og turen herfra og ud af Göteborg gik glat, men der var ingen grund til at udbrede at hun og ungerne havde sovet gennem hele indre by... adskillige gange!