mandag den 9. april 2012

Sikke En Fest Vi Har Haft Nu I Nat

Påskefrokost med naboerne. Skønt påskevejr, med ca. 20 grader i solen, i læ, og velkomstdrinks som Nøgenløberens giftblanderi producerede. Sidste år fik vi mojito, som Konstruktørerne stod for. Den bestod af 3 flasker rom, rørsukker, mynte og lime... (mangler der ikke noget? Joh, der var da ingen sodavand/danskvand i). Alle var sejlende berusede da vi satte os til bords.

Årets lodtrækning havde maget det således at Nøgenløberen var blevet velkomstdrinkansvarlig, og han er meget ærekær, så han ville naturligvis ikke stå tilbage for succesen med mojito, så han udviklede nogen med noget ferskenpuré, annasjuice, vodka og cava. To flasker vodka, tre cava, to liter juice og lidt frossen frugt til at køle det ned. Det var lige før det skulle blandes i betonblanderen! (Jeg gik i hvertfald lige i gulvet af den!)

Vi spiste, fik vin, var på havevandringer og snakkede om løst og fast. Mange timer senere sad vi bænket i festligt lag, elleve mætte (og fulde) naboer og en enkelt der var mæt (og gravid). Alle havde noget med, vi havde salaten og desserten (halve pærer, med marcipan i stedet for kernehus, ahornsirup, kanelsukker og mandelsplitter, som blev bagt i ovnen og serveret med blød vaniljeis).

En af naboerne, Bryggeren, brygger øl i kælderen, og de holder raskvæk 10%. Kl. 21.26 forlod jeg festen, for der var jeg blevet meget 'træt'. Jeg besluttede at det var bedst at sende CPB en sms: "Sorry Honey. Im sold out!" Det synes jeg selv var godt tænkt, klarsynet og ansvarligt, så hun vidste hvor jeg var.

Problemet var bare, at jeg sendte beskeden til en af mine elever i 6.klasse i stedet... SUK!

lørdag den 7. april 2012

Baby, You Can Drive My Car

Så blev der sgu kantstensforpligtelse igen. Med andre ord: Overblikket er kørende igen!


Denne gang er det dog ikke mig der er hverken økonomi- eller trafikminister, så derfor har jeg bare siddet med ved bordet i egenskab af sikkerhedsminister, og proklameret trepunktseler til banden som ultimativt krav.
Som genbrugs-, affalds-, bygge- og anlægsminister, har jeg også haft et say omkring trækkrog og motorstørrelse, så fartøjet kan have en anhænger på.

Som rejseminister har jeg også krævet tagrailings til skiboksen, men de forhandlinger var hurtigt overstået, for heldigvis vil vi begge gerne have vores ski med på ferie.

Med forhandlingsresultatet i hus, var vi altså på jagt efter en bil med min. 6 trepunktselser, tagrailing, træk og lidt muskler. Den økonomiske ramme lød på 15.000-30.000,- (dog med mulighed for at bruge ca. 40.000,- hvis der skulle dukke et ekstraordinært godt tilbud op).

Biler er dog biler, og i sidste ende får man nok cirka hvad man betaler for? Alligevel skulle vi se noget forskelligt, så vi var i Hobro for at kigge på to Kia Carnival, som dog begge var for nedslidt til at være noget for os. Lækker bil, med masser af komfort, bl.a. automatgear.
Så gik turen til Nr. Aaby på Fyn, hvor vi kiggede på en meget nedslidt Ford Galaxy til 24.000,- hovr den bl.a. ikke kunne låse dørene, men til gengæld ikke kunne åbne bagklappen!

Herefter en tur til Vejen, hvor vi fandt vores bil. Den var sat i dba.dk til 29.900,- men efter et par dages tovtrækning endte vi på 23.000,-

Hvis bilen i Vejen ikke havde været noget for os, havde vi kørt videre til Vildbjerg, hvor der var en flot Renault Espace til 19.000,-

Hvorfor skriver jeg ikke hvad det er for én vi har fundet?

Fordi alle der har mening om biler har divergerende erfaringer. ALLE biler er tilsyneladende noget lort, som bare går i stykker, hvis man spørger for sig grundigt nok. Med dette in mente tror jeg det handler om at følge sin mavefornemmelse, og så erkende at bilkøb bliver man kun fattigere af!

Foreløbig er vi glade for vores bil, og så må vi se hvor længe det varer...

torsdag den 5. april 2012

Katinka, Katinka Luk Vinduet Op

Forleden stod jeg i haven og bakesede med Projekt Drivhus. CPB kom med kaffe, og sammen nød vi at Absalon lå og sov mens formiddagssolen gjorde det mere menneskeligt at være udendørs. 

Vi stod og kiggede på drivhuset, og som det fremgår af billedet, er vores gård omkranset af en etageejendom mod vest. Øverst blev et vindue lukket op, og lige i synsretningen gik en ung kvinde i gang med at hænge sin dyne til luftning.

Nu er det ikke fordi at jeg er vindueskigger, men da der jo ellers var stille, tiltrak lyden af vinduet der blev åbnet jo nødvendigvis opmærksomheden. Det, og så det faktum, at hun lufter sin dyne nøgen! Jeg forsøgte at undgå at kigge derop (alt for åbenlyst, i hvertfald), men nøjedes med at grynte: "Halløjsa!"

Da jeg kiggede på CPB, kiggede hun forbi mig og derfor, hvilket fik mig til at hvæse: "Gider du godt lade være med det at glo!..." i et meget forarget toneleje, og tilføje: "...ellers gør hun det jo aldrig igen!"


tirsdag den 3. april 2012

Duggede Ruder

Så gik det stærkt i haven i dag! Nu er jeg klar til at løfte sløret lidt for designet af drivhuset.












Jeg skal nok også skrive lidt, men nu skal vi lige trave en lille tur med barnevognen, så billederne må tale for sig selv indtil videre.

mandag den 2. april 2012

Stone Me Into The Groove

Vores greenhouse-fundament er ved at være færdigt... please ikke for meget nattefrost i nat!


It's Cold Outside

Temperaturen ligger omkring nulpunktet i haven, hvilket ikke just samarbejder med mit Projekt Drivhus, som kræver plusgrader for at jeg kan lege med mørtel og beton. 

Derfor må jeg arbejde i 'de lune' dagtimer, og dække til med pressenning om natten, hvilket i går kompliceredes af de byger der drev over matriklen i en jævn strøm. Alligevel lykkedes det at få muret min sokkel færdig, og hvis vejret ellers samarbejder i dag bliver den pudset op*, så jeg kan begynde at montere vinduer** og tag i løbet af ugen.




Det skulle jo gerne stå færdigt til når sommeren endelig kommer. Og vores tomater, peberfrugtplanter og krydderurter er allerede sat til spiring i køkkenvinduet.

*Jeg er jo stadig billøs, men stor tak til Nøgenløberen, som på vej hjem fra Fyn, svingede omkring Jem & Fix og færgede mig tre poser betonpuds.

**Vinduerne er en del af en klunsning fra Puk og Tomas fra Århus, som forrige år donnerede både dør og vinduer, fordi de udskiftede i deres eget hus og havde læst om vores orangeriprojekt. Tak, nu er det på tide at de kommer op af min kælder.

søndag den 1. april 2012

The Picture

Den for mig nye app, Draw Something, som er et spil man spiller med sine venner, er gået hen og blevet en sær fornøjelse. Spillet fungerer ved at man vælger mellem tre ord, og derefter tegner ordet på sin smartphone og sender sin tegning til sin ven. Gætter vennen ordet, får man point. En slags virtuelt tegn og gæt.

Jeg er helt ny i spillet, og har foreløbig kun spillet det med CPB. I et anfald af storhedsvanvid, fik jeg en trang til at banke min lillebror, Teknokraten. Derfor ville jeg invitere ham, og det gør man åbenbart via facebook. Et eller andet gik galt, formentlig at han ikke har app'en, og derfor ikke figurerede blandt mine mulige facebookvenner? Han starter med M, så derfor troede jeg at jeg kunne søge videre, hvis jeg trykkede på bogstavet "M". 
Det kunne mine fede pølsefingre åbenbart ikke! I stedet fik jeg udfordret Lis Karlsson, som jeg er venner med på facebook, men som jeg ikke kender fra det virkelige liv (hun er veninder med min ekskone!).
Den sjove app er ikke udstyret med en fortrydknap/retur, som jeg umiddelbart kunne finde, så der var ingen vej udenom, jeg måtte videre i udfordringen.
Af de tre ord jeg kunne vælge var "skeleton" det eneste jeg mente Lis ville have en fair chance for at gætte min tegning på. Så efter lidt fumlen på iPhonen, fik jeg lavet et, synes jeg selv, meget vellignende skelet!

Lis har ikke svaret på min udfordring! Et skelet fra en fremmed... jeg forstår hende godt!