Forgængelig forfængelig

Jeg forsøger at blive klogere på det her blogging?
Det har grebet mig lidt, den tilgængelighed der er på nettet. Der er et vist element af udvikling i min skrivende kreativitet ved at skrive meget, se det 'trykt' og 'høre' det kommenteret. Men der er også en vis form for terapi i at behandle sine dagligdagsoplevelser retrospektivt, at det man oplever bearbejdes og bevares. Jeg skrev f.eks. også en del i december om problemer på jobbet (ganske vist anonymiseret), men det at jeg var tvunget til at finde nyt arbejde da de læste det, har også lært mig lidt forsigtighed/filter over hvad man deler og hvordan.

Hvorfor skriver jeg i det hele taget?

Måske hænger det sammen med at jeg gennem et par år har forsøgt at få udgivet børnebøger, men har fået en mur i panden hver gang jeg løber. Jeg har følt at jeg har noget at byde på, men at det har været svært at få nogle til at tage stilling til.

Okay, der var lige dengang min mormor lå søvnløs tre døgn, fordi jeg havde skrevet en historie, hvori en del af materialet stammede fra scener fra mine oldeforældres ægteskab. Der kunne jeg mærke at det rykkede noget hos nogen, men det var jo ikke for at genere gamle damer at jeg skrev. SHM har været fantastisk. Hun læser, roser, kritiserer og kommenterer på alt hvad jeg skriver. Mine børn (på arbejde og derhjemme) har altid været brændstof i kriser. Dels med inspiration til nye historier, dels med latterbrøl og tårer når jeg læser højt. Mama-Cash har også bidraget med input og bl.a. forsøgt at mægle/hjælpe da min mormor nedlagde forbud mod at indsende historien.

Hvilke bagsider af meldaljen har 'den nemme tilgængelighed'?

Jo, altså den første bagside er det tveæggede sværd som 'ingen censur overhovedet' er. Det er umiddelbart fint, at man kan få alt udgivet. Ultimativ ytringsfrihed!

Men det har den ulempe, at man dels kan sige ting uoverlagt (f.eks. skrive i raseri og afmagt) og få skrevet tingene anderledes end man måske mener dem med eftertanke (f.eks. om sit arbejde).

Der er ligeledes den ulempe at man kan skrive en masse ligegyldigt pladder. Nogle dage laver jeg 5-10 indlæg. De kan ikke alle have samme relevans/kvalitet. Og mængden af indlæg kan virke afskrækkende. Jeg ved fra mig selv, at når jeg kommer ind på en 'fremmed' blog, så kan det virke overvældende hvis det er en der har blogget siden OL i 84 og der er 12.741 indlæg. Ligesådan kan en blog der opdateres 12 gange årligt være lidt svær at blive rigtig grebet af.

Samtidig har jeg lært (correct me if I'm wrong) at et indlæg ligesom har sit eget døgnflueagtige liv. Uanset om det man skriver er blændende godt eller larmende ligegyldigt, så virker det på mig som om at alt der er mere end tre dage gammelt næsten er dødt? Lidt ligesom en avis måske, man kan til nød læse den fra i går over frokosten, hvis man ikke har dagens, men der er ikke mange der læser en 'ugegammel' avis, vel?

Læser nogen overhovedet hvad jeg skriver?
Den første metode til at registrere om min blog kun er 'en digital dagbog under en ligeså digital sovepude', var da jeg saksede en traffic-divice fra Suzy Q så man kunne se hvorfra i verden de seneste 10 gæster kom.
Det havde den indlysende ulempe, at når jeg selv logger på, skelner maskinen ikke mellem f.eks. SHM og mig, eller andre mulige læsere i dette område. Derfor så det en overgang ud som om at jeg selv var den eneste læser der fulgte bloggen. Medmindre nogen forvildede sig ind fra Toledo eller Guacamole ved et uheld?
Det er hyggeligt at se at nu er der en fra Nordjylland eller København der er/har været på.
For 8 dage siden installerede jeg en såkaldt webcounter. Den tæller hvor mange besøg man har på siden. Jeg har haft ca. 1400 besøg på 7 døgn. Det er vel ok? Ja, det er jeg da rigtig glad for, men den registrerer altså også hvis det er mig selv. Jeg ved ikke om jeg tjekker min blog 10-20 gange i døgnet (alle der tænker manisk, rækker hånden i vejret). Men der må altså være ca. 180 gæster i døgnet (hvoraf en del sikker er gengangere, eller klikker fra et indlæg til et andet, så tæller den igen).
Hvem læser hvad jeg skriver?
Jeg ved altså fra min 'geografi-spion' at mennesker fra hele landet(ja, endda fra udlande som Sverige, Norge, Tyskland, Luxembourg og USA) læser med. Jeg ved fra 'mit tælleapparat' at der er ca. 180 som ikke er mig, men derudover er jeg ikke meget klogere end at AB, Flinkonella, Persilja, Katrine, Julie, Lis, Julia, Maria, Marina, Katrine, Jacob, SHM og Mama-Cash har kommenteret, ligesom Line har meldt sig til som fast læser. Har jeg glemt nogen? Så er det ikke med vilje.
Hmmm. Er jeg den eneste der bemærker at der synes at være en overvægtig kvinde... undskyld en overvægt af kvinder?
Det kan skyldes flere ting:
a) Ingen mænd læser med.
b) De mænd, som læser med, gider ikke kommentere det de læser fordi
c) De ting jeg skriver om; håndværk, fodbold, madlavning, parforhold, romantik, børneopdragelse, pinligheder ikke har noget at sige dem.
d) Fordi de ikke mener de kan bidrage med noget
e) De har ikke tid til at kommentere

Hvorfor får jeg næsten ingen kommentarer?
Nogle af de indlæg jeg bedst kan lide får 0 kommentarer, andre får i bedste fald en to-tre kommentarer, som jeg så svarer.

På et tidspunkt skrev jeg et indlæg om læsevenlighed/relvans, hvor Julie pointerede at kvindelige bloggere var mere interessante at læse!?!

Selvom jeg både blev påtaget fornærmet på mit køns vegne og provokeret, så er jeg tilbøjelig til at give hende ret. De fleste blogs jeg læser er i hvertfald skrevet af kvinder. SHM har foreslået mig at skrive noget mere om tøjkriser og dårlige hårdage, meeen... Det lover jeg ikke vil finde vej ind i denne blog! Dels har jeg ikke meget (hverken tøj eller hår) dels er det aldrig en krise. Men det kan da godt være at kommentarerne ville begynde at strømme ind, hvis mit klædeskab var et mere centralt emne?

Er kommentarerne vigtige?
Ja for mig er det! Jeg skriver for at det skal læses, og helst sætte tanker i gang. Hvilke tanker det sætter i gang kan jeg ikke styre, men jeg er nysgerrig efter at høre det. Ellers kunne jeg lige så godt skrive en dagbog der bare lå under hovedpuden. Derfor skal der ikke herske tvivl om at jeg stortrives med provokationer, kritik og ja endda ros.
Så hvad gør jeg/vi nu?
Hvis du er læser af denne blog, men ikke har specifikke kommentarer, men bare synes at det er hyggeligt, sjovt eller provokerende at følge, så vil jeg lige bede dig skrive en kommentar til netop dette indlæg. Du behøver ikke skrive meget: Navn eller initialer, samt hvor i verden du skriver, vil være nok. Det vil give mig et lidt bedre billede af læserflokken (hvis der er sådan en?). Skulle du ovenikøbet have ønsker til emner du ønsker taget op, jamen så feel free!