Stifinder eller oldsag?

GPS står for Glem Parat Start. Det er en af den slags teknologiske 'landvindiger' som langsomt men sikkert fjerner vores naturlige anlæg og gør os umyndige, hjælpeløse og totalt fremmedgjorte for den verden vi befinder os i og befærder. En sådan helvedesmaskine finder aldrig vej til instrumentbrædtet i mit automobil.

Ligtheren, køledisken og nu GPS'en er jo nogle af de tekniske hjælpemidler der fjerner os fra vores instinkter, og jeg er sikker på at folk uden GPS er bedre til at finde vej, genkende landskaber og markeringer, kort sagt: Rigtige mænd finder vej... SELV!

Stolt fortæller jeg dem der gider høre på det aka CPB og børnene (fordi de sidder spændt fast med seler i køretøjet), at en rigtig mand kan finde vej ved hjælp af solen, stjernene, en våd finger, et kompas og et kort. Faktisk er kompas og kort lige i overkanten, men princippet gælder.

Jeg er ikke i tvivl om at jeg efterhånden har landkending i det meste af landet, måske bortset fra vestfyn, men resten har lagret sig i hjernebarken som et fintmasket kort, hvor der aldrig er større 'hvide pletter' end 30-35 kilometer, hvilket vil sige, at jeg altid kan køre til et sted 'på kortet' indenfor max. en halv time. Samtidig lagrer jeg de nye steder i det etablerede kort. Jeg kører ikke forkert, men jeg tager muligvis på opdagelse nye steder engang i mellem...

Således sad jeg og blærede mig på vej gennem svenskens land og den råkolde, mørke nat, mens ungerne faldt i søvn og CPS sad ved roret på vej mod Göteborg. Da vi kom til Varberg var det også ved at være lights out for CPB, og jeg overtog styringen, klar til en lang nat gennem det rå og barske Sverige. Kaffen var frisk og humøret højt.

Kort tid efter faldt CPB i søvn, og C5'eren trillede gennem Göteborgs forstæder sydfra. Missionen var faktisk simpel. Kør ind, mod elven, drej til højre og kør af E45 mod Trollhättan, se selv, det ser let ud...

Men så kommer der lige et par krydderier på retten: Nat som i sort, børn der snorker, kaffen der damper og musikken der lige skal lyttes. Jeg ved ikke præcis hvad der ikke gik som planlagt, men der er basis for en lille tur i karrusellen, men ikke på den frække måde. Hvis man betragter dette ovenfrafoto, vil den opmærksomme læser bemærke at der er en tunnel under elven. Den røg vi igennem... to gange... og vi skulle da til at køre nordpå, men pludselig lå færgerne på min højre side, og så ved man jo godt hvad klokken er slået: Så kører vi sydpå!

Jeg ramte hurtigt en afkørsel og fik drejet skuden, så skibene kom tilbage på bagbord side, og kursen gik igen nordpå. Men idet vi kører af motorvejen, ændres kadancen, og CPB vågner.

- Vi vender da vel ikke?

Ærgerlig over at hun nu er ved at få fært af min fejl, korekser jeg hende:

- Nej, vi er på vej ned på den rigtige vej!

Hvilket jo kun delvist var løgn, idet det var den rette vej, og turen herfra og ud af Göteborg gik glat, men der var ingen grund til at udbrede at hun og ungerne havde sovet gennem hele indre by... adskillige gange!