Et underligt jubilæum

Det er 9 1/2 år siden jeg blev færdiguddannet som lærer, og selvom det er lidt at tage forskud på tiårs-jubilæet, så er det nu, mens frosten er i jorden og sneen har lukket ulvesprækken, at jeg har tid til at se tilbage på hvilke milepæle der har været.

Da jeg i 2001 blev færdig som lærer, fik jeg en 4. klasse med 12 elever, eller deromkring. De gik på en landsbyskole, som var besluttet skulle lukke. Meningen var, at landsbyskolen skulle sammenlægges med byskolen. Derfor var byskolen blevet udbygget for et to-cifret millionbeløb. Som alt andet byggeri, så var også dette præget af forsinkelser og overraskelser. Derfor kunne vi ikke starte på den nye skole fra august, men først efter efterårsferien, hvor mine 12 elever iøvrigt skulle blandes med de 25-26 stykker der gik på byskolen og derefter deles i to nye 4.klasser.

Det siger sig selv at det var underligt at være 'den nye lærer' for nogle elever der vidste de ikke skulle blive, og at de måske ikke skulle have mig! Forældresamarbejdet var endnu værre, for dels havde jeg nogle idéer til hvordan jeg ville have undervisningen, men ingen erfaring. Dels var der en stemning af, at man 'tabte' hvis ens barn kom i min klasse, fordi der var en pissedygtig lærer i parallelklassen.

Jeg ved nu, at jeg lavede fejl og bommerter, men dengang var jeg enten ikke klar over det, eller villig til at indrømme det. Derfor forsøgte jeg at gøre alle forældre og elever tilfredse, i stedet for at sætte min egen dagsorden. Det betød bl.a. at jeg legede en form for Kejserens nye klæder, når forældrene henvendte sig med kritik/undren (nogle af dem var altså også urimelige i det ekstreme). Jeg påstod at "ork, det kan jeg da godt", mens jeg tænkte "Hvad snakker manden om?".

Tre år på skolen der var nok for mig. Det var tre stressede lærerige år, hvor jeg konstant parkerede mig selv på øretævernes holdeplads. Jeg undgik langtidssygemeldinger og hjerteanfald, men jeg kom aldrig til at hvile i min rolle der. Når det sådan er tid til at gøre status, så må jeg jo spørge mig selv, hvorfor jeg så alligevel blev så længe?

Det gjorde jeg pga. stædighed, eleverne og kollegaerne.

Jeg var ikke villig til at lade forældrene få mig ned med nakken. Derfor forsøgte jeg meget langt hen ad vejen at vise dem, at det ikke ville lykkedes at 'presse mig ud'. Der var mange psykisk belastende episoder, hvor jeg blev truet, hvor forældre sendte deres børn i skole for at hverve klassekammeraterne til ikke at lære noget, så jeg ville blive fyret og lign.

Men der var også elever som man kunne se tog ved lære af det jeg præsenterede for dem. Nogle der rykkede sig med syvmileskridt, og viste med deres opførsel, at jeg havde deres opbakning. Samværet med de elever, om de var dygtige, hårdtarbejdende, loyale eller fulde af modstand krydret med respekt for mig, var det der dag efter dag fik mig til at stå ud af sengen, og køre de 30 km der var til skolen, udføre dagens dont, og så køre hjem for at gøre mig klar til næste dag.

Med 4.klassen husker jeg mest tilrettelæggelsen af læsning, så børnene fik læst hver dag. Den ro der indfandt sig, de oplevelser de hver især havde, og det de så delte med hinanden bagefter var magiske øjeblikke. Magiske øjeblikke, som jeg selvfølgelig forsøger at iscenesætte mest muligt i dag.

Men der var også en gruppe store drenge, som jeg var ansvarlig for vandt Lolland/Falster/Sydsjællands Ekstrabladsskolefodboldturnering, og kom i 1/8-finale i København. Samme gruppe drenge kunne også spille volleyball, så i samme periode var vi på en weekendtur til Fyn og spille skole-DM, hvor de blev nummer 4. I perioder var det de oplevelser der fik mig ud af sengen.

Jeg havde fremragende kollegaer. Specielt en jævnaldrende og ligeledes nyuddannet fyr, som stadig er en del af min vennekreds. Der var også en skolebibliotekar, som kunne holde styr på samtlige unger på skolen. Hvad er de igang med at læse? Hvad læste de før? Hvad skal de læse som det næste? HUn var hyggelig og hjertelig, og den stemning hun kunne skabe på biblioteket, tror jeg var altafgørende for elevernes lyst til at læse.

Jeg havde også en parallelklasselærer, som var superdygtig. Hende lærte jeg meget af. Både om undervisning, pædagogik, men ikke mindst forældresamarbejde og grænsesætning. Det var uvurderligt, at hun tog mig under sine vinger, for at hjælpe mig ind i faget.

Hendes mandlige modstykke, var en gammel knark, som havde 'flere hundrede år på bagen'. Han kunne håndtere en 7.klasse med 31 elever på en måde, hvor han udstrålede naturlig autoritet, og aldrig behøvede hæve stemmen. Ham var jeg en uge på skilejrskole med i Sverige. Han var afslappet, lun og tålmodig på en måde, som fik børnene til at lystre mindste vink, fordi han forventede de ville gøre det rigtige. Det forsøger jeg at kopiere i det daglige.

Men alting får en ende, således også min ansættelse i Nysted. Efter tre skoleår. Jeg fik et tilbud fra den lokale skole i Nørre Alslev, hvor jeg kunne sammensætte skemaet som jeg ville, og slippe for en times transport om dagen.

Jeg fik tilbuddet seks dage før sommerferien, hvor jeg blev headhuntet. Det var underligt, for jeg havde haft et halvt år, hvor problemerne var blevet mindre og glæderne større, så jeg glædede mig faktisk til mit fjerde år på Nysted Skole, men jeg var også klar over, at jeg ikke ville få tilbuddet to gange. Derfor sagde jeg ja tak, fordi det også gav mig muligheden for at starte på en frisk, nu med mere erfaring.

Det var en god beslutning. Jeg blev meget glad for at arbejde på Nørre Alslev skole. Jeg fik en ny 3.klasse. Jeg fik mulighed for at få et positivt forældresamarbejde. Jeg havde lært at spørge min ledelse til råds, erkende mangler og bede om modydelser når aftaler blev indgået. Det hjalp meget på fornemmelsen af at have indflydelse.

Jeg havde dem gennem 3.klasse, men havde barsel da de gik i 4.klasse, og havde dem så igen i 5.klasse, og endnu engang blev jeg headhuntet, denne gang til den lokale specialefterskole, som en kæmpe udfordring fordi jeg døjede med en handicapforskrækkelse*, men jeg besluttede at face the fear. Man skal turde udfordre sig selv, og det var det her et glimrende eksempel på. Jeg fik ændret mit syn på livskvalitet, og jeg blev meget nysgerrig på hvordan man skaber den for unge med de udfordringer som et fysisk eller psykisk handicap, eller et omsorgssvigt kan give?

Så da vi året efter besluttede at flytte til Jylland, lå det mig meget på sinde igen at rykke mine grænser. Jeg fik arbejde med uunderviselige, unge, halvkriminelle, som ikke kunne rummes hverken hjemme eller i skolerne. Kort sagt uønskede i samfundet, ingen ville rigtig have dem. De her unge var fjernet hjemmefra, og spærret inde og dækket op af dørmænd med et kursus i pædagogik eller pædagoger med et kursus i dørmand, afhængig af øjnene der ser. Ja, dem man ser dokumentarprogrammer om i TV.

Det var lidt som at være fængselspræst/pedel, fordi undervisningsdelen blev presset meget i baggrunden, og arbejdet med at ændre adfærd til at fungere socialt blev det væsentlige, samtidig med at skolen skulle bygges op, males og alt indkøbes. Jeg indførte bl.a. fællesspisning og højtlæsning, for at få stemningen ændret. Og meget af det virkede. Fra at slås med eleverne, blev det mere og mere en stemning af fællesskab. Altså det var ikke så rosenrødt, at de stoppede villaknæk, hashrygning og slagsmål, men frekvensen faldt, og mange af dem formåede at få eksamen i dansk, matematik og engelsk på trods af en indædt modvilje mod skole og undervisning.

Desværre virkede stedet også på mig. Jeg blev kortere for hovedet, mere aggressiv og mindre empatisk. Man kan sige vi smittede hinanden. Det sluttede lige så dramatisk som man kan forestille sig. Jeg blev fyret med dags varsel, fordi jeg havde skrevet om mit arbejde på min blog (og nej, indlæggene findes ikke længere på bloggen). Jeg havde simpelthen mistet det forkromede overblik, og derfor blev det brok jeg brændte inde med fyret af i cyberspace. Anonymiseret ganske vist, men da de læste det, var der ingen vej tilbage. Det lærte jeg meget af!

Jeg fik job i folkeskolen igen, nu mange erfaringer rigere og med en ballast, der gør at selvom bølgerne kan gå højt i klasselokalet, på lærerværelset eller i forældregruppen, så synes jeg, at jeg har set det meste, og dermed har noget at perspektivere til. Nu har jeg haft min 5. klasse i halvandet år, hvilket vil sige jeg overtog dem i slutningen af 3. klasse. Jeg har i år fået splejset en 5.klasse mere ind, så de to klasser nu er slået sammen til en. Samtidig har jeg halvdelen af min tid i et specialtilbud, så på den måde har jeg fået forenet meget af det jeg har erfaret mig til virkede for mig.

Men nu sidder jeg og kigger lidt tilbage, og undrer mig over om jeg er den eneste der har lært noget. Jeg er derfor begyndt at 'venneopfordre' tidligere elever på facebook**, for at få nogle tilbagemeldinger om hvorvidt jeg gjorde en forskel i deres liv?

*Da jeg var yngre, var jeg meget bange for at få handicappede børn, fordi jeg ikke mente der ville være nogen livskvalitet, for hverken dem eller mig. Jeg tror jeg ubevidst valgte at trække mig væk fra handicappede, måske fordi jeg var bange for om det smittede? Altså jeg ved jo godt det ikke smitter, men jeg havde svært ved at forholde mig til det.

**Jeg har et princip om ikke at være venner med nuværende elever på facebook, fordi jeg også skal have mulighed for at holde fri, uden at de skal blandes ind i hvad jeg får min tid til at gå med. Men jeg har fået det sådan med de voksne/næsten voksne elever, at de da faktisk gerne må se min menneskelige side.