Jeg er en mand på 32 år, som er et godt sted i livet. Min børn er store, min kone er dejlig og jeg lever et voksent og ansvarligt liv, med et job jeg er meget tilfreds med. Jeg betaler mine regninger til tiden og har stort set styr på det hele. Men, for der er selvfølgelig et men, nogen gange bliver det hele lidt for pænt. Nogen gange trænger jeg ligesom til at skeje ud, glemme at jeg smører 900 madpakker om året, retter stile og bygger børnesenge.
Sådan har mine venner det også. Onkelklubben er en flok 'drenge', som ses to gange om året til en venskabelig dyst om et tysk porcelænsølkrus. Vi laver alt muligt åndsvagt, sejler i kano, bowler, sidder nøgne i sneen, drikker om kap, spiller billard, lægger arm og trækker tov.
Vi er alle cirka 30, har koner og børn, så det har været svært at finde datoer. Derfor har vi lagt os fast på to datoer en i oktober og en i marts. Der har ingen af os børn eller koner der har fødselsdage, det er forbudt at blive gift der, endsige have sex ni måneder før. De datoer er hellige!
Nu har min svigermor proklameret at hun holder sin 60-års fødselsdag den weekend i oktober?
Problemet er som følger:
Jeg har mere lyst til/brug for at lege med mine venner, end jeg har til at sidde i et selskabslokale. Jeg kan næsten ikke holde ud at der skal gå et år mellem at jeg deltager i 'de onkliske lege'. Samtidig er jeg lidt bekymret for om onkelklubben kan klare sig uden mig. De andre kender hinanden gennem mig, og hvis jeg ikke er der, bliver det måske aflyst/affolket og så frygter jeg lidt for klubbens eksistens...
På den anden side er der jo hensynet til min svigermor og min kone. Min svigermor er altid opbakkende om os. Hun deltager, passer børn, interesserer sig for os og er kort fortalt en drømme-mormor. Men da hun meldte datoen ud sagde jeg at det passede mig rigtig skidt, hvortil hun svarede: At det måtte de andre jo bare se at overkomme. Den sved lidt! Det er mine bedste venner, som jeg ser alt for sjældent.
Min kone siger at jeg selv må vælge hvad jeg vil, men jeg ved jo godt at hun helst vil have mig med til fest (heldigvis da)! Vi er dog i en ny fase af vores liv, da vores børn nu er så store, at deres hensyn ikke altid kommer i første række, og derfor tager vi også mere og mere hensyn til hvad vi gerne selv vil.
Jeg plejer aldrig at melde afbud til familiearrangementer, men jeg kan mærke at jeg hellere vil spille risk med drengene end at sidde til festen. Jeg ved også at jeg bør tage til fest, men jeg vil ærgre mig hele festen over at gå glip af onkeltræffet! Hvad synes I?
