Nå Blogland, lets face the music...

Der har været stille på min blog. Meget stille. Tilgengæld har der været støj i mit hovede. Og det er en underlig kombination. Jeg plejer at skrive de ting jeg tænker, og på den måde tømme kraniet for støj, men tankerne har været for mange, og for uafklarede til at de har egnet sig til at komme ud.


Nu føler jeg efterhånden at der er ved at være så mange ting på plads, at jeg igen kan begynde at skrive. For det trænger jeg til. Også selvom de ting jeg skriver i øjeblikket ikke er lutter lagkage*.


Den sidste måneds tid har været et jordskælvs-epicentrum. Hjemmefronten præget af stor forvirring om jobambitioner og fremtid, og udebanen præget af stor udlængsel. Jeg kæmpede med indre dæmoner, ville gerne være den opbakkende og forstående derhjemme, som tog alle verdens problemer med stoisk ro, men jeg narrede åbenbart os begge to. For jeg var opbakkende, jeg så ingen problemer nogle steder, jeg satte aldrig foden ned. Tilgengæld var jeg ikke ærlig. Jeg pakkede mig selv væk! Inderst inde var jeg skræmt og forvirret over magtesløshed og mangel på indflydelse. Det betød også at jeg bøjede som et siv i vinden, og hylede med den ulv jeg var i flok med.

Jeg prøvede også at bagetallisere det, så jeg fortalte mine omgivelser at jeg var lykkelig. Ingen omkring mig har haft en fair chance for at se, at jeg bare var tilfreds, og nervøs. Jeg troede selv at jeg var lykkelig.


Hvad er der så sket, siden det nu er anerledes?


Jeg har mødt en anden. Så banalt og klichéagtigt kan det skrives. Men det er selvfølgelig mere kompliceret end det. For havde jeg været sammen med en anden og været forvirret, skuffet over mig selv eller ulykkelig, så havde jeg nok troet på at det kunne overkommes. Men det er hele kernen. Livet skal ikke overkommes! Det skal leves, og jeg skulle faktisk ikke bruge lang tid (en uges tid) før jeg havde gjort op med mig selv, at min chance for at slippe noget af angsten, nervøsiteten og hæmningerne, ligger et andet sted end hvor jeg var.

Åh jo blogland jeg har ikke sovet eller spist i 3 uger, tilgengæld har jeg røget og drukket som en festival, arbejdet som en hest og forsøgt at tænke samtidig. Det er ikke så klichéagtigt at græsset bare er grønnere på den anden side. Græsset var grønt på min side, men græsset var også 16 år gammelt, og nogle af frøene blev sået af to teenagere i forrige årtusinde, med de erfaringer og forventninger man har når man er 16, 19, 21, 25 eller 32. Meget græs blev godt, men noget groede også 'skævt', hvis man kan sige det sådan. Det blev til indgroede dårlige vaner, med et stærktrodnet, og næsten imunt overfor plæneklipper, hakkejern og endda sprøjtegift (nej jeg er ikke narkoman).

Vi har formet hinanden i alle disse år, og ingen kender mig bedre. Jeg ved hun er stolt af den jeg er blevet, og jeg har det på samme måde. Det er svært at skrive det her, for minderne vælter frem, men det SKAL skrives. Hun er blevet så meget mere og det er jeg også, men drømmene, fokus og fælleskabet delte vi ikke mere. Selvom vi prøvede. Vi forsøgte begge to. Det kan jeg se nu.


Hvad så nu?


Jeg ved det ikke. Jeg ved at vi ikke skal bo sammen. Jeg ved at vi har børn sammen. Jeg ved at vi skal passe på. Også hinanden.
Vi vil gerne være venner. Bedste venner, i den forstand at vi har kendt hinanden længer og mere intenst end nogle andre mennesker i vores liv. Det skal man passe på! Det vil jeg passe på!


Jeg ved også at jeg har et mål. Jeg har mødt en som er helt ubeskrivelig. Jeg har forsøgt, men intet dækker det helt, så jeg vil skåne jer for forsøget, derimod kan jeg dele hvad det gør ved mig: Jeg føler mig som et nyt menneske (klichéagtigt igen jo tak, men det er fanme det der sker). Jeg føler mig også som et bedre menneske, for jeg render ikke rundt og irriteres over noget ved hende. Min tolerancetærskel er øget. Jeg føler mig set og anerkendt i en grad jeg først nu ved at jeg har savnet. Samtidig føler jeg mig skræmt, usikker og forvirret, fordi jeg overhovedet ikke kender hendes reaktionsmønstre på noget som helst. Vrøvler jeg? Måske, men sådan er det lige nu - velkommen i mit hovede!


Hvorfor så overhovedet skrive det?


Jeg kan ikke bede om forståelse eller accept. I må bare stole på mig, når jeg fortæller at det her er ikke noget man gør for sjov. Jeg vil ikke dele årsager eller placere ansvar, skyld og skam, men lyt til at jeg siger det er som det er!
Der er ting i det jeg selv havde svært ved at tage mod til, men jeg kan ikke skrive en blog, hvor 9/10 dele af indlæggene bærer præg af lykke og harmoni, når vores ægteskab er ved at blive afviklet. Jeg ved at SHM (må man stadig kalde hende det?) har en stor stjerne i Blogland, jeg ved endda at der er folk der læser min blog. Og ligesom jeg har det når jeg læser andres, ved jeg også at vores blogs indimellem rører folk og sætter tanker i gang. Det gælder i og for sig både hvis der er stilstand i usædvanlig lang tid, eller hvis man skriver noget sørgerligt, som det her.


Ingen ved hvor tingene ender, men jeg ved hvor vi har været, og derfor ser fremtiden både spændende, skræmmende og udfordrende ud. Forhåbentlig kommer der snart mere muntre indlæg på min og SHM's blog, for det er meningen at tingene skal blive bedre. Men sidder du nu og tænker "Dumme svin, gid hans røv må klø og armene falde af!", så er det ok, men så råder jeg dig til ikke at følge min blog længere, for der vil komme positive vibrationer herfra. Forhåbentlig inden alt for længe.


*Apropos lagkage, så har professor Teflon fødselsdag i weekenden og det har krævet at vi instruerede familien i hvad vi forventer af dem i den forbindelse. Vi forventer først og fremmest opbakning til at få holdt en god dag for drengen. En dag hvor vi ikke snakker om tingene, forklarer og analyserer. Det skal der nok blive tid til i det omfang VI finder det nødvendigt at dele.

?

Vores to hunmarsvin har fået tre unger!?!

Knibeøvelser for mænd

Forleden var jeg på et kursus. Det var et aftenkursus om ADHD, som skal køre over fem aftener. I programmet stod at første gang var fra 17-19, hvilket besværliggjorde rigtig mange ting, da jeg også var indkaldt til skolebestyrelsesmøde fra 18.30-19.30 for at blive præsenteret (og spise med bestyrelsen), det blev ikke nemmere at nå det hele, af at arrangørerne havde troet de havde skrevet fra 17-20, så den indlagte spisning blev kortet ned.

Nu ved jeg ikke hva kvinder tænker om kurser med indlagt skafning, men for mig og sikkert også mange andre mænd er det et højdepunkt, så jeg skyndte mig at køre to store skiver glaseret skinke ned...

Tilbage til anden halvleg, kurset var godt men meget intenst, så da klokken blev 19, fløj jeg ud af døren for at nå til bestyrelsesmødet. Der er ca. et kvarter mellem de to lokationer, og jeg ville snildt kunne nå at møde bestyrelsen i ca. 15 minutter. Jeg fløj ud i bilen, men da jeg klikkede selen på kunne jeg godt mærke at den strammede... For at sige det som det var: Der var noget der ville ud!

Markerne fløj forbi, mens sveden brød frem på panden. Mere end en gang overvejede jeg at holde ind og bare skide i grøften, men dels havde jeg intet papir, dels kunne jeg også se tiden løbe (og alle de andre kursusdeltagere ville følge efter mig ganske snart efter). Jeg nærmede mig Horsens, og hvert røde lys fik mig til at sidde mere og mere uroligt i sædet. Med den ene hånd kørte jeg bilen, den anden holdt selen spilet ud, så min mave fik lidt fred til at larme.

Turen tog ca. tre minutter kortere end den plejer, men det var 9 minutter med intense knibeøvelser, og da jeg drejede ned af skolevejen måtte jeg sande at vejbump ikke altid er en velsignelse. Lettet kunne jeg konstatere at pedellen ikke havde sat kæden for, så det var muligt at køre ind i skolegården og helt op til døren. Jeg parkerede ca. 1 meter fra døren, og tænkte: Jeg når det! Men da jeg stod ud af bilen blev jeg nærmest overfaldet af 10 gamle mænd.

- Unge mand har du en nøgle så vi kan komme ind?

- Ja, for helvede, fik jeg fremstammet, og fumlede efter nøglen

- Åh, så gider du måske holde døren for os? De samlede deres harmonikakasser op og sneglede sig gennem døren, mens jeg holdt døren og kæmpede for ikke at skide i bukserne i skolegården.

Jeg havde lyst til at skynde på dem, og da den sidste var inde for jeg på det nærmeste toilet, før jeg koksrød i hovedet med sveden drivende ned af panden nåede at møde bestyrelsen. Skoleinspektøren var høflig nok til at tilbyde mig et stykke mad, og jeg fornuftig nok til at sige nej tak...

Støvlerne

Hun er alene i huset. Selvom det er stort og ligger afsides passer det hende faktisk bedst. Når de er der alle fem, føler hun at hun skal undskylde for sig selv. I virkeligheden er det her som en moderne Askepot-fortælling, tænker hun mens kolde fingre løsner de mudrede snorebånd i løbeskoene. Store kager af mudder falder af på flisegulvet i entréen, men hun er ligeglad.
Hendes drøm om det perfekte liv inkluderer jo ikke mig. Sveden pibler frem på panden, og hun tager et af hendes tørklæder i garderobeskabet og tørrer det væk.
Hun fortsætter ud på badeværelset og putter løbetøjet i vaskemaskinen. Den våde vask der er i maskinen smider hun på gulvet. Dog sorterer hun farens strømper og underbukser fra og putter dem i tørrertumbleren.
Hun stiller sig foran spejlet og kigger ind i sine dybe blå øjne. Faren har de samme øjne, hvorfor kan han så ikke se det?

Sidst hun kiggede på sig selv i spejlet på denne måde, var i sommerhuset, da hun tudende havde låst sig inde på toilettet. Alle småting hun ikke fik gjort, eller gjorde forkert blev bemærket og kritiseret. Men ikke direkte, næh det blev dunket i hovedet på hendes far, dog højt nok til at hun også hørte det. Endnu engang havde hun fået fornemmelsen af at være i vejen. At hun stod i vejen for deres lykke, mens hendes egne kiksede børn aldrig gjorde noget forkert. Det var der, hun havde besluttet at lade være med at prøve mere. Hun havde stået på toilettet og haft brug for at skrige, for at smadre noget eller nogen. Da var det at hun fik øje på den. Tandbørsten. Med lyserøde farver, sikkert noget blomstret shabby-chick fra en smart web-butik, men der var intet at tage fejl af; den hånede hende!
Nå så det tror du, tænkte hun, mens hun flåede tandbørsten op af kruset for at knække den. Men hun ombestemte sig. I stedet trak hun ned i kraven på sin t-shirt og kørte tandbørsten længe rundt under begge armhuler. Resten af sommerhusturen havde hun kunne sluge alle fornærmelser og klodsede uhøfligheder, havde bare svaret med et 'svedent' smil.

Hun tændte for vandet i bruseren og vendtede på at det blev varmt. Hendes øjne faldt på en badebørste der lå på en hylde i badet. Sikkert til at skrubbe døde hudceller væk, lignede noget der kostede mange penge. Hun lod øjnene vandre videre, og de fandt hvile ved hendes mudrede løbesko. Bingo!
Nynnende børstede hun mudderet af skoene. Bagefter rensede hun børsten nødtørftigt, det blotte øje ville ikke bemærke det, men hun vidste det...

Så fandt vi lige en lomme...

... i hverdagsøkonomien.

Blev den heldige vinder af vinterstøvleshoppingen med the boys, mens SHM tog en morfar. Skulle have holdt på lavt plan MEN...

Stadium havde udsalg af sidste års vintergear, så Professor Teflon fik/købte sig sgu lige sit helt eget snowboard str. 132 cm, med bindinger og støvler i str. 41! Jezzzz main the kid's for real?!?

Billeder så snart far fra plejehjemmet Lotte finder en skruetrækker og får bindingerne skruet på! Jeg tog sgu lige 2 timer med nedrullede kødgardiner fra 19.45-nu...

Må man flirte? Bør man? Bør man lade være?

Jeg har tænkt lidt over det med alle de kvinder, og jeg må sige det satte tanker i gang.

Er blogging flirt?

En del af blogging er jo at blive set, hørt og anerkendt. Derfor er det nærliggende at anerkendelsen kan kamme over. Jeg læser jo en masse kvindeblogs om bolig-børn-tekstil, og nogle gange falder det mig bare svært at kommentere sømmeligt på det de skriver. De skriver jo også så mange andre ting, som er det jeg ligger mærker til.
Når jeg skriver til Lis, at hun godt nok har store hænder, flirter jeg så?
Når Leoparddrengen og jeg kommenterer på paddesex i Holstebro, er vi så ude i et grænseland (ikke at Holstebro er et grænseland)?
Når kvinder, jeg ikke kender, skriver at, deres dør er åben, hvis jeg har værktøjsbæltet med, når jeg viser billeder af reolbyggeri, er det så flirt? (er det derfor, at jeg lægger så mange billeder af det ud?)
Når Lis kommenterer havfruens attributter, og jeg retter det til, flirter vi så?

Må man flirte?

Jeg må gerne, eller jeg kan bare ikke lade være. Jeg ved ikke om det er en pris at betale for at have levet en genert, tilbageholdende teeangetilværelse med meget usikkerhed på selvværdet, lidt Den Grimme Ælling møder Mussollini, for da jeg var ung og usikker varmede jeg panelerne, nu har jeg fået overbevist mig selv om at jeg har en berettiget gang på jorden, at min tilværelse sætter spor og at jeg rummer både humor, intellekt og testosteron. Derfor går jeg altid midt på gangen, jeg blinker til en kvindelig kollega, hvis jeg møder hende (og ja, også hende over 60;-D) fordi jeg kan mærke at det ikke ødelægger klimaet. Jeg flirter med sekrætererne og havde vi haft kvindelige pedeller havde jeg også flirtet med dem.

Ville jeg gerne vide hvis SHM flirter?

Optimalt set ville jeg helst vide det og være cool med det, men det er jeg ikke. Jeg er den jalous og uforstående type, som kun ser dårlige motiver hos dem hun flirter med og det æder mit selvværd, at hun har behov for at flirte med andre end mig. Jeg tror derfor, at jeg helst ville slippe for at høre på/om det, for det ville bare give mig en usikkerhed, som hverken hun eller jeg har noget ud af.

Ville jeg så helst have at hun lader være?

SHM har lige sagt sit job op. Jeg tror ikke at hun kun har sagt det op fordi der manglede en god job-flirt, men en god job-flirt kan gøre det værd at tage på arbejde, også de dage hvor det regner eller det hele brænder sammen. Ville hun stadig have været der, hvis der var en lækker fyr der overøste hende med komplimenter? Jeg ved det ikke, men hun har efterlyst anerkendelse og opmærksomhed som centrale mangler ved hendes arbejdsglæde.
Omvendt kan man spørge sig selv: ønsker jeg at være gift med en uskarp flirter?
Hvis SHM aldrig fik en rosende bemærkning fra en anden mand, hvordan er det så lige at jeg undgår at hun ender som en hjemmegående husmor med forklæde, blåt hår og husholdningspengene i en skotøjsæske over komfuret? Selvom jeg muligvis er meget selvoptaget/selvglad, bilder jeg mig jo ikke ind at hun resten af sit liv kan nøjes med at jeg synes hun er dejlig.

Hvad skulle være gevinsterne ved en flirt?

Når nogen flirter med dig, så føler du dig set og noget værd. På mit lærerværelse kan jeg spottet flirterne og antiflirterne på kilometers afstand. Det har intet med alder, størrelse eller lækkert hår at gøre. Men for antiflirterne er manglen på smil og let til surhed et kendetegn. Kønsfordelingen er ca. 30/70, så det er primært antiflirte-kvinder vi taler om, men De Grå Pingviner har så lavet en klub, hvor de samles og vender verden ryggen. For mig at se er flirtere gladere. De orienterer sig i forhold til hinanden og holder hovedet højt, et smil på læben og skubber brystet/brysterne frem. En klog kvinde, jeg formoder er en flirter, Katrine Axholm siger om flirt.

Hvad er dog så forfærdeligt ved det?

Jeg tror at det der gør ondt (og jalous) er at den vi elsker deler sin kærlighed, sit begær eller bare sin opmærksomhed i retninger vi ikke har kontrol over. Det fascinerende ved flirten er jo også at kontrollen forsvinder lidt. Man ved faktisk aldrig helt præcist hvad der menes eller siges. Alt er dobbelttydigt og underlødigt, faktisk det modsatte af et stresset parforhold med småbørn og dårlig økonomi. Her er kommandoerne korte, præcise og blottet for flirt. Det er så kontrastfyldt at det virker truende på 'den efterladte' for hvad har jeg egentligt at kæmpe med, udover ubetalte regninger, sure sokker under sengen og krav om hvornår du tager børnene? Det er ikke en fair kamp, og da man som 'pårørendende' til en flirter er udenfor indflydelse giver flirten da dårlig nattesøvn.

Leder flirt altid til utroskab?

Jeg har studeret, arbejdet og færdedes mange steder. Og alle steder har der været et element af flirt. Det er jo ikke ensbetydende med at jeg har væltet mig i væg-til-væg tæpper af villige kvinder, så selvom det er gået galt, så er det ikke garanteret at ende i gråd og tænders gnidsel.
Hvis jeg ikke troede på flirt uden utroskab, så burde jeg stoppe. Endnu engang har Katrine Axholm et par interessante betragtninger at dele (vigtigt at understrege, at jeg ikke er enig med hende her, men alligevel synes det er godt formuleret).

Er det der "saml appetit ude, spis hjemme" så så dumt?

Nej, det er uhyggeligt fortærsket, men måske er det så fortærsket fordi det kan stå en vis kvalitetstest? På positivsiden er at flirten kan gøre en stærkere som menneske og dermed også derhjemme. På negativsiden kan der opstå en flirt så man ønsker sig at være ude, når man er hjemme, og så er man i problemer. SHM og jeg har lovet hinanden, at det ikke sker! Skulle det komme så vidt, så lusker vi ikke rundt i det og drømmer os væk. Men jeg tror nu ikke det sker, for hun er heldigvis en megaflirt - overfor mig!

Og når vi nu lige er der...

Utroskabet er jo et fantastisk populært møbel. Alle historier, film, aviser og sladder svømmer jo over med det. Men det er jo aldrig dem, der er utro der gerne vil udtale sig. De eneste der taler i medierne om utroskab er når sladderbladende har nogle par fra Jurassic Park i portræt-linsen, og de udtaler sig om utroskab:
"Det har vi sådan set aldrig tænkt over som en mulighed. Vi er så meget rigeligt for hinanden at det aldrig har været en tanke".
Helt sikkert, Kjeld Heick! Jeg vil æde Hildas stråhat på, at hun mere en en gang har overrasket dig siddende i utroskabet og runke til et billede af Lone Kellermann;-D

Men hvad med dig kære læser?

Flirter du? Hvorfor/hvorfor ikke?
Vil du gerne have en kæreste der flirter?
Eller vil du hellere have en ingen vil flirte med? (alle ønsker sig nok den kæreste som alle gerne vile flirte med, MEN som kun vil flirte med dig)
Er der noget jeg har glemt eller overset?

Løst og fast om blogging!

30. November sidste år startede jeg denne blog.

Det er ikke et år siden endnu, men jeg synes alligvel det er tid til at gøre status. Mange af mine venner i real-space forstår nemlig ikke min verden i cyber-space, selvom jeg forsøger at lokke dem med ind. De fatter simpelthen ikke:

• at jeg gider bruge min tid på det
• at jeg gider læse andres blogs
• at jeg vil lægge personlige detaljer ud

Det vil jeg forsøge at forklare...

Mine blogs er mine opslagstavler. Jeg kan klippe ting ud som jeg ser og hænge op, hvis det er noget jeg skal huske eller gerne vil se på. Jeg kan også selv skrive sedler som jeg hænger op. Men hvor opslagstavler normalt kun kan ses i det rum de hænger, så kan min opslagstavle ses af alle. Kloden over! Jeg kan vise et billede, en tekst eller en video, nærmest hvor jeg står og går. På den måde er min blog jo nærmest blevet en reklamesøjle.

Jeg har også et par blogs med mine klasser i skolen. Der har jeg oprettet eleverne som skribenter og så lægger de deres værker ud til skue og kommentarer. Forældrene kan følge med, de glemmer ikke deres papirer i skolen/derhjemme, men har deres direkte opkobling til det hvor de står og går. De kan endda skrive til hinanden i ferierne. En havde vist sin familie i Tyrkiet bloggen da han var der!

Jeg har også en blog for min loge. Det er nok nogle af de tungeste at trække ind i Blogland, men vi kan nu stemme om vedtægter, diskutere afgørelser og håne hinanden efter træf.

Men det her er ikke engang det bedste ved at blogge. Det bedste er alle de spændende mennesker man lærer at kende i Blogland. Det er derfor jeg gider bruge tiden på det. De fleste af mine venner i den virkelige verden er mænd, men i Blogland er det anderledes (tjek evt. min skare af faste læsere, hvis du er i tvivl). Jeg fik hurtigt et indtryk af at Blogland var et kvindeland! Det virkede på mig som om, der var flere kvinder der blogger, at kvinderne var morsommere end mændene i Blogland, og det satte jeg mig for at undersøge om var rigtigt. Det er 'kvaksalver-forskning' jeg praktiserer, men mine betragtninger er:

• Jeg har 16 udvalgte blogs jeg læser, heraf er de 6 skrevet af mænd, og de 10 af kvinder. Derfor må man konkludere at jeg næsten synes kvinder er dobbelt interessante som mænd at læse. Mon der er lidt fluen på væggen agtigt over det?
• Jeg har jo også forsøgt at undersøge hvem der læser min blog? Og her er det interessant at af de 109 som har markeret i undersøgelsen er der 4 mænd! Jeg er ovenikøbet selv den ene. 97% af mine læsere er altså kvinder. Det anede mig lidt, for de kommentarer jeg får og de faste læsere jeg har, bekræfter det billede. Jeg er smigret, jeg er overrasket og jeg er også lidt selvglad, når jeg tillader mig i et spøgefuldt øjeblik at sige til SHM at jeg nedlægger min profil på dating.dk, da Amme-armadaen giver mig nok kontakt til kvinder.

Jeg skriver ikke for at please nogen. Jeg skriver det der falder mig ind, og oftest handler det om parforhold, børn, madlavning, husbyg eller fantasi. Det rammer åbentbart bredt nok til at der pænt konstant er 100 unikke læsere (det har jeg fra min statcounter og ikke fra afstemningen) der lægger vejen forbi om dagen. Når man er opmærksomhedssøgende og et socialt interagerende menneske som mig, er det her simpelthen et afhængighedsforhold der burde begrænses.

Allerbedst omkring blogging er dog at nogle af cyberbekendtskaberne skaber connections i den virkelige verden. Snart skal jeg mødes med nogle af alle disse kvinder, og jeg glæder mig meget. Også selvom temaet er lagt meget kvindagtigt an med stoffer, håndarbejde og kaglen... Flertallet fik nok afgjort det. Alligevel tror jeg der må være mere interessante ting der også kommer frem. Derfor glæder jeg mig til at møde andre voksne mennesker der er så spændende at de har en blog!

Skrivetrang

Jeg ved ikke om det er efteråret der trænger sig på, men historierne vælter bare ud af ærmerne for tiden. Jeg har en lille notatbog, hvor jeg nedskriver idéer. Da jeg begyndte, for ca. 2 år siden, var det med den klassiske uforløste lærerdrøm om at skrive romanen, den bog der ændrer verden en lille smule.
Her et par år senere er jeg mindre ambitiøs, for jeg får sgu nok aldrig taget mig sammen? Men alle de små linjer af inspiration, som jeg forestillede mig på et tidspunkt kunne strikkes sammen, kalder på mig fra notesbøgerne. Jeg har lovet mig selv at jeg vil skrive mere end jeg hidtil har gjort. Meget inspireret af Kenneth Bøgh Andersens citat af Stephen King.

Derfor har jeg besluttet at renskrive nogle af de grummeste historier. Hvorfor så dystert kunne man måske spørge, men come on...? De ting der smelter sig fast i vores bevidsthed er jo ikke historierne om en flot blomsterbuket, eller en velindrettet lejlighed, nej det er livet skyggesider, der hvor uretfærdigheden, meningsløsheden eller irritationen melder sig. Så når Stationen, Uden Begejstring, StudineKusinen og de kommende historier kommer på banen, er det altså ikke fordi jeg bevæger mig rundt i en permanent depression, tværtimod! Det er netop fordi, jeg har overskuddet til at forholde mig til de ting, jeg enten har oplevet, hørt om, eller bare forestillet mig.
Der er voldsomt meget fiktion blandet ind i det, så tag det for hvad det er, inspireret hverdagsgys, som forhåbentlig sender lidt kuldegysninger gennem dig, når du læser det, men forhåbentlig også giver stof til eftertanke?


Hold kæft hvor kunne livet bare være svært. Nu havde han hende endelig lige hvor han havde drømt om. Han åbnede de sammenknebne øjne, og gennem sin rus af hash og øl, betragtede han hendes røv. Lige så fantastisk som i hans fantasier. Nu strittede den bare udfordrende imod ham.

Han havde været vild med hende fra det øjeblik han havde mødt hende. Hun var godt nok en noget pænere pige, end de piger han normalt var sammen med, men måske var det det? Det uskyldige. Hun var også kun 15, og han kunne genkende sit eget blik i øjnene på kammeraterne når de så hende, ja bare talte om hende.
Hun var ung, hun var pæn, men måske var hun træt af alt det barnlige og pæne, for hun ville gerne hænge ud sammen med dem. Og han havde nydt det, lige fra første gang, hvor hun bare satte sig i nærheden, og så til hun faldt i snak med dem. De havde vel mødt hinanden ti gange nu? Og for hver gang satte hun sig bedre og bedre fast i hans fantasi, hans drømme og tanker.

Da hun havde spurgt om hun måtte hænge ud sammen med dem, havde alle drejet hovedet mod Mads, spørgende? Han var chef, capitano, il duce...
Hvor han dog hadede Mads! Han hadede hans powertrip, hans magtsyge, sadistiske måde at dominere de andre. Men det var også det der gjorde det så fedt at hænge ud med dem. Mads fandt altid på noget, som var morsomt - og grænseoverskridende.
Altid morsomt for de fleste - undtagen dem det gik ud over. Hvor mange var ikke blevet sat til at stjæle, begå hærværk eller overfald, bare fordi Mads havde udfordret dem til det? Turde han i det hele taget selv gøre de ting, han pressede de andre til?
Men han vidste også bedre end at udfordre Mads til noget. Mads var stor, han var psykopat og han sad på hashen. Ingen Mads, ingen hash! Og dermed ingen venner og intet sjov.
Så da hun spurgte om lov, spurgte hun Mads?

Ingen sagde eller gjorde noget. Alle forsøgte at ligne mønstret i brolægningen, undgå at falde i øjnene på Mads eller forstyrre hans beslutning. Kongen af centret havde audiens!
- Det kan du godt... Men det vi laver er jo ikke for sjov, så for at vise du mener det alvorligt skal du knalde med Daniel i parken, mens vi optager det på vores mobiler?
Han var rystet! Forsigtig med hvad du ønsker, du får det måske, dækkede det nok bedst. Det ville hun aldrig gå med til. Og havde hun først sagt nej til ham foran alle, så var det helt sikkert et definitivt nej.
Men hun sagde ja! Han fattede det ikke? Men hvad han godt forstod var at bolden var spillet over til ham nu. Med et befriende langt spark, havde hun bedt ham om at stoppe denne gale unfair kamp. Men hvordan skulle han sige nej? Så røg han ud i kulden, og måske kunne det blive rigtig grimt? Hvis han sagde nej til hende nu, så fik han måske aldrig chancen igen? Måske ville en anden bare springe til?

Nu stod de så der i parken. Bag et par buske. De andre fnisede, sikkert lettede over at de slap fri, men han følte sig forkert og pinligt til mode. Hvad fanden var det her? Hun skælvede i skumringen, bag dem var solen på vej ned over hustagene, og himlen farvedes orange. Han kunne se hendes kontur i tusmørket. Gennem hendes bluse kunne han fornemme brysterne hævede og sænkede sig hidsigt som et resultat af en unaturligt hurtig vejrtrækning. Hun var nervøs, og det var han også. Han havde sådan en lyst til at holde om hende, forsikre hende at alt var OK, kysse hende og hviske søde ord til hende, men det var ligesom ikke det der var set-uppet.Deres øjne mødtes, desperate, men fangede af noget de ikke kunne lade være med at gennemføre. Men hvordan. Al hans lyst var forsvundet. Al mod havde forladt ham.Hun knappede bukserne op, og trak dem lidt ned, lidt febrilsk trak hun også trusserne ned. Hun vendte sig med ryggen til og lænede sig forover op ad et træ. Selvom hun havde forsøgt at virke selvsikker, kunne han tydeligt fornemme hendes usikkerhed og modvilje mod det hele. Mod ham?- Hva bli'r det til noget? råbte Mads.
Tøvende rakte han hånden frem og rørte hendes ene balde. Stort bifald fra de andre. Og så skete der noget - han fokuserede kun på hendes røv, der bare strittede ham i møde. Da vendte hans lyst tilbage. Lidt usikkert fik han åbnede sine bukser, og han var ikke længere i tvivl. Det her kunne han sagtens gennemføre. Hvorfor ikke? Hun havde jo sagt ja, en anden ville sikkert gøre det hvis han sagde nej?
Lige som han pressede sig op bag hende, fremstammede hun hulkende...
- Jeg tror ikke jeg vil...?

Denne her har jeg ikke nogen titel på, men alligevel synes jeg den fortjener at komme på skærmen. Den er inspireret af de fucked up ting man læser om i medierne, hvor man undres over hvorfor? Hvorfor og hvordan nogle havner der?

En ny start?

Selvfølgelig var hun stolt. En studenterhue er sgu en studenterhue. Hun havde ovenikøbet fået sin med flotte karakterer og hårdt arbejde. Derfor havde hun også taget den på i aften. Det var familiefødselsdag, og efter hun havde fået styr på sit liv, var hun igen god nok til deres selskab, eller det vil sige næsten god nok! For det havde ikke været uden knaster at komme ind i varmen igen.
Faktisk havde det kostet hende 500 kroner, fordi de andre mente hun skyldte for de mange gange hun ikke havde bidraget til gaver, endsige festen. Men hun havde købt sig ind, fordi familien er et vigtigt element i en ordentlig tilværelse.

Men som hun sad der, isoleret, ensom og udstillet, blev hun i tvivl om hvorvidt hun overhovedet ønskede at være en del af det længere. Hun kunne sagtens mærke kusinernes øjne der stirrede på hende som følgespots på en festival, og hun fornemmede også hvordan snakken handlede om hende selvom ingen tænkte på at inkludere hende i det.
- ... bare to smøger med et gavebånd om, nej så nemt slipper hun sgu ikke nu, hørte hun sin moster sige, og hun krympede sig ved påmindelsen om hvor langt ude hun havde været. Det er rigtigt at hun havde givet hende to smøger med rødt gavebånd om, og det var alt hvad hun syntes hun kunne undvære dengang.
- ... at hun kan købe sig ind igen!
Så det var det de troede? At hun ville købe sig ind? Det var jo ikke hende der havde foreslået det, men dem der havde betinget det for at hun kunne komme med igen. Hun havde accepteret, fordi de havde ret i at hun alt for ofte havde sprunget over, men det havde ikke været hendes idé.
- ... ser vigtig ud med sin nye hue på. Har hun glemt hvad hun plejede at være?
Okay, hun var da godt klar over at hun tidligere mest havde 'læst livets lektier' på værtshuse, men havde de håbet hun ville gøre det til det slog hende ihjel? Fattede de ikke at hun havde taget sig sammen for at komme på ret køl igen, og jo hun var stolt af huen, men måske var det også den der virkede som en rød klud for øjnene for dem? Der var trods alt ingen andre i familien der havde taget en studentereksamen, så måske var det svært for dem at acceptere at hun, det mest håbløse tilfælde, havde taget en?
- ... fanme usmagligt. Som om hun virkelig er student! Det er sikkert en hue hun har stjålet ned på 'Hjørnet'? Latter. Deres latter trængte ind, hun sad og følte at hun burde gøre noget, sige fra, forklare dem at alle psykologtimerne havde vist hende at forstanden var iorden, men at mobningen i skolen havde drevet hende i 'dårligt selskab og misbrug'. Nu var det hendes egen familie der mobbede hende?
- ... den alder. Jeg fatter ikke at hun vover at sidde der i hvid kjole og med hue på? De grinede højere igen og skålede. Hun kogte indeni, men hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke sætte dem på plads, de ville aldrig kunne forstå det. Hun havde lyst til at tage huen af, brænde den, klippe den i stykker eller smide den ud. De havde jo ret; I en alder af 50 er det ynkeligt at gå med hvid sommerkjole og studenterhue. Det er ynkeligt at tro, at man som alkoholiker kan købe sig tilbage i hjerterne, på dem man har svigtet. Hun var ynkelig. Hun rejste sig for at gå hjem, men endelig var der en der henvendte sig til hende. Hendes fætter, Jacob.
- Hva så skal du så være professor eller hvad? spurgte han og latteren ville ingen ende tage.

Hvorfor?

Hvorfor er det at:

• 85% af de kvinder der har en blog har et eller flere billeder af deres strikkepinde?
• vi arbejder 5 dage og holder to dage weekend, når det ville være federe omvendt?
• kvinder plukker deres øjenbryn,men maler deres øjenvipper?
• kvinder snakker så meget om hvor meget de tog på under en graviditet? Mænd praler da aldrig af hvor meget de sympati-voksede...
• at mænds fejl er mænds skyld, mens kvinders fejl er mænds skyld?
• kvinder kalder tøj for en investering?
• det virker voldsomt provokerende på kvinder hvis deres mand tilbyder at hjælpe med at passe deres barn for hende?
• 'ingen sko' betyder ' ihvertfald ikke mere end 25 par, hvis man fraregner de lave, de røde og dem jeg ikke vil gå i mere'?
• at kvinder godt må kigge mænd i øjnene, men mænd ikke må kigge på deres bryster?

Ja jeg spørger bare...?

Endelig

Sidste år gik jeg med et debatindlæg på fingerspidserne. Jeg var bare begravet i arbejde og konflikter, samt økonomisk krise, så det blev aldrig til andet end notater i morgensidebogen.

Men i dag så jeg på DR's hjemmeside, at andre har taget tråden op. Der var også ganske forudsigeligt, da det er ualmindeligt rimeligt og fornuftigt at tænke på en ny måde.

Det handler om privatbilismen. Om at begrænse den. Men også at gøre det nemmere og mere fleksibelt at bruge den. Lyder det skørt?

Jeg var irriteret over en P-bøde. Det er jeg nok ikke den eneste der har været? Men hvorfor er det egentlig at det skal være gratis eller svinedyrt at parkere? Hvorfor sidder der ikke bare en GPS-digenot under kølerhjelmen, som registrerer når bilen holder på en p-plads i by-zone? Så afregner man pr. minut man parkerer... Ikke flere p-bøder, men bare en afgift efter hvor meget man bruger det.
Selvfølgelig skal folk der bor i byerne have en "hjemmezone", hvor de parkerer gratis, og der skal da også være en form for "nat-sænkning" på afgiften. Det hele afregnes via PBS, så man slipper for p-automater, stress over en p-billet der udløber, man slipper også for bøderne, men betaler tilgengæld for at benytte byernes asfalt.

Derfor kan man også lave betalingszoner, som registrerer hvis man kører ind i byzone og ding! Så koster det f.eks. en 10'er! For vi skal have folk til at tænke over hvornår de drejer nøglen. Hvis man skal handle to indkøbsvogne, tror jeg gladeligt man betaler de 10 kroner for at kunne køre det hjem i bil, også selvom vi taler mindre end to kilometer. Men skal man hente en pose slik på tanken/i kiosken og koster den 10 kroner ekstra, så kan det da være man lige sadler jernhesten?

Det skal ikke koste det samme at have bil på landet! For der er det ikke muligt at have offentlig transport i samme grad. Men en omlægning af registreringsafgiften, så bilerne bliver billigere i indkøb, men dyrere at køre i, men at man tilgengæld betaler en kilometerpris, så bliver tanken også flyttet på den enkelte køretur - er den nu også nødvendig i bil? En GPS-digenot der registrerer hvor langt du kører og i hvilke afgiftszoner, og så sender dig en regning efter dit forbrug, det er efter min mening en bedre ordning. Afgifterne bør naturligvis inddeles efter miljøbelatsning, så de der 4x4'ere kommer til at cykle noget mere med golftaskerne, eller i det mindste bidrager mere til vejenes vedligehold, naturgenopretning og kattens værn;-D

Der skal nok være en overgangsordning, hvor biler ikke kan synes uden installation af GPS-teknologien, men alle de gamle Golf'er fra 80'erne skal væk. NU, og det skal være dyrt at beholde den. GPS-teknikken kunne evt. kobles op på motorstyringen, så man i byzoner, ved vej-arbejde og på motorveje og landeveje kun kan køre det tilladte. Jeg kender ingen argumenter der holder, for at det skal være muligt at kunne køre hurtigere end tilladt (mit eget er at det tager for langt tid, at jeg har styr på det eller at det er kedeligt at køre langsomt).

Jeg ville nok selv ligge i den høje ende af skalaen med 40000 km/året, men måske vi ville begrænse noget af det hvis det kostede hver eneste gang... Som det er nu opfatter jeg (og sikkert ikke som den eneste) den halvårlige vægtafgift som en form for abbonnement - Nu har jeg betalt, og uanset hvor meget jeg kører koster det det samme i vægtafgift... Det er da ulogisk!

Og mens vi er der: Hvem kan forsvare at bliver på gule plader er billigere? Det er da ulogisk at jo færre vi kan sidde jo billigere skal det være... Det betyder også at køber man en bil med plads til flere, og dermed mindre CO2 pr. passager, så bliver det dyrere... Nej nej N. E. J. Blev der sagt!

Teknik i biler ville også inkludere et alkometer på startlåsen, så man aldrig kan føre en bil i beruset tilstand. Andet virker ulogisk og oldnordisk...

Alle disse tanker tumlede jeg med, men kunne ikke få dem på papir, nu læste jeg en notits der satte mig igang alligevel...

Kør forsigtigt

Groteske googlinger 3

"Høje tindinger er tegn på klog"

og

"Kloge ord om livet"