Selvfølgelig var hun stolt. En studenterhue er sgu en studenterhue. Hun havde ovenikøbet fået sin med flotte karakterer og hårdt arbejde. Derfor havde hun også taget den på i aften. Det var familiefødselsdag, og efter hun havde fået styr på sit liv, var hun igen god nok til deres selskab, eller det vil sige næsten god nok! For det havde ikke været uden knaster at komme ind i varmen igen.
Faktisk havde det kostet hende 500 kroner, fordi de andre mente hun skyldte for de mange gange hun ikke havde bidraget til gaver, endsige festen. Men hun havde købt sig ind, fordi familien er et vigtigt element i en ordentlig tilværelse.
Men som hun sad der, isoleret, ensom og udstillet, blev hun i tvivl om hvorvidt hun overhovedet ønskede at være en del af det længere. Hun kunne sagtens mærke kusinernes øjne der stirrede på hende som følgespots på en festival, og hun fornemmede også hvordan snakken handlede om hende selvom ingen tænkte på at inkludere hende i det.
- ... bare to smøger med et gavebånd om, nej så nemt slipper hun sgu ikke nu, hørte hun sin moster sige, og hun krympede sig ved påmindelsen om hvor langt ude hun havde været. Det er rigtigt at hun havde givet hende to smøger med rødt gavebånd om, og det var alt hvad hun syntes hun kunne undvære dengang.
- ... at hun kan købe sig ind igen!
Så det var det de troede? At hun ville købe sig ind? Det var jo ikke hende der havde foreslået det, men dem der havde betinget det for at hun kunne komme med igen. Hun havde accepteret, fordi de havde ret i at hun alt for ofte havde sprunget over, men det havde ikke været hendes idé.
- ... ser vigtig ud med sin nye hue på. Har hun glemt hvad hun plejede at være?
Okay, hun var da godt klar over at hun tidligere mest havde 'læst livets lektier' på værtshuse, men havde de håbet hun ville gøre det til det slog hende ihjel? Fattede de ikke at hun havde taget sig sammen for at komme på ret køl igen, og jo hun var stolt af huen, men måske var det også den der virkede som en rød klud for øjnene for dem? Der var trods alt ingen andre i familien der havde taget en studentereksamen, så måske var det svært for dem at acceptere at hun, det mest håbløse tilfælde, havde taget en?
- ... fanme usmagligt. Som om hun virkelig er student! Det er sikkert en hue hun har stjålet ned på 'Hjørnet'? Latter. Deres latter trængte ind, hun sad og følte at hun burde gøre noget, sige fra, forklare dem at alle psykologtimerne havde vist hende at forstanden var iorden, men at mobningen i skolen havde drevet hende i 'dårligt selskab og misbrug'. Nu var det hendes egen familie der mobbede hende?
- ... den alder. Jeg fatter ikke at hun vover at sidde der i hvid kjole og med hue på? De grinede højere igen og skålede. Hun kogte indeni, men hvad skulle hun gøre? Hun kunne ikke sætte dem på plads, de ville aldrig kunne forstå det. Hun havde lyst til at tage huen af, brænde den, klippe den i stykker eller smide den ud. De havde jo ret; I en alder af 50 er det ynkeligt at gå med hvid sommerkjole og studenterhue. Det er ynkeligt at tro, at man som alkoholiker kan købe sig tilbage i hjerterne, på dem man har svigtet. Hun var ynkelig. Hun rejste sig for at gå hjem, men endelig var der en der henvendte sig til hende. Hendes fætter, Jacob.
- Hva så skal du så være professor eller hvad? spurgte han og latteren ville ingen ende tage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar