I dag gik turen til 'en top' syd for Horsens. Purhøj, som har tinde 124 m.o.h. Vejen er dog kun asfalteret til ca. 115 meter, så der stopper den 'fornøjelse'. Da jeg bor helt nede ved Horsens Fjord, på opdæmmet jord, med grundvand i kælderen, så er det forholdvis nemt at forudse at det er op, op og op. Der er dog et par 'transportstykker' før jeg kan starte opstigningen. Der er ca. 800 meter til 'Bjerrevej' som er 2600 meter med gns. 3%, dog i etager med flade stykker undervejs. Den ender i ca. 45 m.o.h., hvorefter der er forholdsvist fladt, i dag dog med modvind.
Men her kan man se Purhøj i det fjerne. ca. 3 km derhen.
Fremme ved 'foden'. Her ligger et par gårde, hvor vejen slår et par sving, før det går løs.
Sidste sving! Bemærk skiltet "Kørsel i glat føre frarådes". Hvor slemt kan det være tænkte jeg i går da jeg tog den første gang. I dag tog jeg billeder, så der vidste jeg, at det ikke er for sjov. Det kan blive svært at få en bil eller en traktor op hvis vejen er glat.
Så starter stigningen. Den er kort, men fyfan det er vildt. Jeg stoppede i dag og tog billeder og målinger. computeren stod på 112,44 km da stigningen startede i ca. 50 m.o.h.
Zoomer lige på hovedretten...
Første sving. Her er den stejl.
Så 'flader den lidt ud', hvis man kan kalde det det? Jeg vil tro det lige stykke her er lige under 10%! Længere fremme er andet og sidste sving. Jeg tog det i går, så jeg vidste godt at det ikke bliver lettere.
Op, op og atter op. Det er svært at få rigtigt med på billeder, men de sidste 150-200 meter er umanerligt hårde. 1. gear, og cyklen står helt stille, hvis man ikke træder konstant med fuld kraft. Alligevel bevæger man sig næsten ikke.
Men så er toppen nået. Ca. 115 m.o.h. og triptælleren står på 112,92, altså 480 meter vej, som har løftet mig 65 meter. Med andre ord en gennemsnitslig stigningsprocent på 13,5%. Hold i mente at der er et lige stykke hvor den flader lidt ud! Det betyder altså at svingene og det sidste stykke er stejlere!
Nedkørsel. Bemærk at vejen bare 'forsvinder'. Da vejene er smalle, dårligt asfalteret, våde og svinger så udsynet er ringe i forhold til biler, så kørte jeg forsigtigt og bremsede ned. Alligevel skal man bare slippe bremsen et par sekunder for at speedometeret sniger sig op over 40 km/t! (Alle billederne af nedkørslen er taget på vej op).
Desværre kunne jeg ikke få et billede af det lige stykke fra toppen til første sving.
Ude af første sving. Det 'flade' lige stykke. Forude er sidste sving!
Purhøj betvunget, og vejen ind til Horsens og højdemeter ca. 0 var næsten kun nedad! Derfor blev jeg fristet af lige at 'nappe' Hulvej og Carolinelundsvej, som med ca. 1000 meter på 7,5% har været en tidligere prøvelse. Forleden tog jeg den på 'den store klinge' for første gang. I dag gik det som en leg. 10. gear halvvejs og som 8. gear resten. Siddende roligt i sadlen. Billedet fra forleden af Carolinelundsvej var taget fra modsatte fortovskant, men i dag tog jeg et med fokus på husenes vandrette linjer, f.eks. fundamenterne. De viser hvordan den 'falder'...
Sikkert ikke det sidste bakkeblogindlæg!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar