onsdag den 19. september 2012

Summers Almost Gone

Det er længe siden at jeg har tastet et blogindlæg. Faktisk er det tankevækkende længe siden. Jeg har gjort mig en del tanker om hvorfor det ikke har været nødvendigt/hvorfor jeg ikke har følt lyst til at skrive? Det er ikke sådan at jeg er kommet frem til et enkelt og klart svar, men primært skyldes det tilfredshed med livet.

Det lyder måske underligt, for mens jeg har skrevet min blog har jeg ikke følt mig gennemsyret af utilfredshed, men kendetegnende for de mest aktive perioder (dem med flest indlæg) er at det er tidspunkter hvor min tilværelse har været præget af store omvæltninger eller overvejelser.
 Jeg har gjort min blog til en skueplads for dilemmaer, hvad enten det har været de helt jordnære som en skilsmisse eller en graviditet, eller om det har været mere overordnet som kritik af skole eller samfund. Fælles for perioderne med stor skrivetrang og mest på hjerte er dog også min egen usikkerhed på hvad fremtiden vil bringe.

Det er måske fraværet af denne usikkerhed, som gør at jeg ikke har følt trang til at skrive? For tiden er mit liv stabilt og meget forudsigeligt, hvilket ikke efterlader meget der bør digitaliseres. Med fire børn, en kæreste og et fuldtids job, er der ikke tid eller penge til mange overvejelser, så derfor er hverdagen faldet i et hak, hvor dagene på sin vis ligner hinanden meget. Der er selvfølgelig langtidsplanlægning, højt til loftet og drømme om fremtiden, men det næste års tid bliver på underlig vis lidt ensformigt.

De vilde byggeprojekter er aflyst/udsat, for Ældsteknægtens indtog i efterskoleverdenen samt opsparingen til bryllup i august 2013, æder det der kunne blive til bygning. Med andre ord står det næste års tid på skrab-til-bunke. En beskeden del af bunken bliver dog til en skiferie i Sverige, hvor CPB og jeg slæber ungerne med på snesafari.

Et af de byggeprojekter der er sparket til hjørne, er drømmen om en vinterhave. Det kan da godt være at jeg skulle dele lidt overvejelser her på sitet?

På det personlige plan er jeg gået i træning. En gammel drøm leves ud, og målet er Alpe D'Huez, som jeg skal bestige på cykel før jeg fylder 40! Et projekt der har gjort det til en stor fornøjelse at følge Team Zulu vinteren igennem, da de jo netop træner til at køre Alpe D'Huez.

Kilometertælleren står nu på 710, der er kørt lidt over 
30 timer, med 23,3 i snit. Det lyder af langsomt, men 
jeg 'jagter' jo bakker for at træne...
Hvis jeg havde en sportsdirektør som Brian Holm, tror jeg også han ville sige, at jeg lige mangler at tabe et par kilo, men der er jo tid at løbe på endnu. Derfor er jernhest indkøbt og endomondo installeret på iPhonen. Så er der bare tilbage at træde i pedalerne og få 'lågen' op ad bakken.

Og apropos iPhone, så har jeg fået ny. Min iPhone 3GS 16 GB kunne pludselig ikke fange signal, og med vanlig sløj kundeservice fra Telia, fik de efterhånden en mere og mere indebrændt kunde i røret. Igen mistede Telia track med hvor i verden telefonen befandt sig, og igen viste det sig at det var fordi den ikke var afsendt fra butikken, hvor jeg indleverede den til reparation. De skal åbebart ligge en uges tid i forretningen før de afsendes?!?!
Udfaldet på det hele blev at jeg fik en spritny iPhone 4...

Så livet går sin stille gang, og Horsens bakker bliver cyklet flade, mens jeg venter på at fedekalven kan slagtes... I mellemtiden forsøger jeg at gøre mig som daglejer på mine forældres byggeprojekter. Min far skal have nyt gulv i sommerhuset, og min mor vil bygge et nyt kolonihavehus og mangler en til at fjerne det gamle. Mon ikke jeg alligevel får svunget en hammer og trillet en trillebør før kalenderen siger september 2013?

2 kommentarer:

  1. Hej T.
    Vi har da også et loft, hvor du forøvrigt selv har lagt gulv, der kunne trænge til at blive ryddet.
    "olderne"

    SvarSlet
  2. Hej Older

    Skal det bare tømmes, så kan jeg da hurtigt klare det for jer!

    SvarSlet