onsdag den 5. december 2012

Når jeg ser et rødt flag smælde...

Så ser jeg rødt og græmmes over den udvikling der foregår for tiden. 

Hvad sker der for Uffe Elbæk? Troede han, at han som kulturminister kunne sidde på toppen af elfenbenstårnet og hælde statskroner ned i sengehalmen hos sin mand, uden at nogen ville rynke på brynene?

Ok, jeg er da godt klar over at udgifterne der har været afholdt hverken er endt i 'fru' Elbæks lomme eller er særligt store, når man tager finanslovsbrillerne på. Men det er signalværdien i det som rører folk, og der har du fucked up i en grad det ikke virkede muligt, Uffe!

Og er det det vi har brug for, en sag, hvor en minister fremstår som en flamboyant bøsse, med hang til dyr gøgl og dyr vin... En slags regeringens pendant til prinsegemalen?

Før I kommer efter mig med det homofobiske kort, så må Uffe da have overvejet, at det vil være en vinkel, som i pressen kan være interessant, og så meget desto mere burde han jo, når ægtemanden er ansat i et gøglerfirma, sørge for at holde vandtætte skodder mellem ministeriet midler og gøglerskolen, hvis han ikke selv er interesseret i den vinkel i pressen.

Jeg er personligt ligeglad med hvilke huller ministeren falder i, men jeg er dælme ikke ligeglad med hvordan min nye regering forvalter den magt, jeg har givet dem! Jeg stemte, ganske vist langtfra radikalt, på den regering der sidder, men jeg stemte også for en forandring, så tilliden til den offentlige sektor kunne genoprettes. Så personligt ærgrer jeg mig over at klovnen giver de liberale masser af skud i bøssen (undskyld ordvalget) når de siger at pengene har det bedst i borgernes lommer.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar