Sydhavnens stemme

Jeg har netop læst Erik Clausens bog om sig selv, skrevet af Kirsten Jacobsen som en lang enetale fra manden selv. Han snakker meget om mennesker og politik og han vedkender sig sit socialistiske ståsted på en meget ligefrem og letfordøjelig måde. Vær gavmild og hjælpsom og hav respekt for dine medmennesker og anerkend at alle repræsenterer en værdi i sig selv.

Det synes jeg er spændende...

Han fortæller meget levende om sin opvækst i Sydhavnen, hvor Gaden var den primære socialisering, hvor nøden måske nok var større, men at friheden til at træde frem også virkede mere opnåelig. Han fortæller om rockens indmarch i Danmark, om 60'erne og 70'ernes frigørelsesbevægelser, om Anker Jørgensens tid som statsminister og om 80'ernes tømmermænd. Altsammen spændende fordi det omhandler forudsætningerne for min egen opvækst; Clausen er mine forældres generation og dermed også repræsentant for deres vilkår og overvejelser, så der var en form for genkendelse i hans måde at forklare tiden tiden, samtidig med at han kan nuancere de ting jeg måske ikke vidste eller forstod.

Clausen overrasker mig. Han er i min bevidsthed først og fremmest gøgler og filmmand, men i hans erindringer fylder håndværk og billedkunst en meget større del. Gøglet var meget mere iscenesat og politisk end jeg havde tillagt det (muligvis fordi jeg ikke var så gammel dengang han turneerede?). Det var meget mere en måde at få masserne i tale og påpege de problemer som de ledende politikere ikke formåede at tage hånd om. Måske kan man sammenligne datidens socialistiske gøglere med nutidens kritiske bloggere; folk der stiller sig op på sin egen talerstol, og uden at spørge om lov siger deres mening?

Manden er bestemt en ferie værd i læsningen, og min ønskeseddel er netop blevet udviddet med alle de Clausen DVD'er der kan skaffes.

Det overraskede mig også, at manden udtalte en decideret modvilje mod ironi? Han påstår at ironi er af det onde og forhindrer at mennesker taler respektfuldt og anerkendende med hinanden... hmmm? tænkte jeg da jeg læste det; er Clausen fri for ironi?!?! Jeg mener da nok at ironien er tommetyk i de optrædender jeg har set ham med, men måske er det bare mig der ikke forstår begreberne?

Noget andet er da at manden muligvis har ret; når jeg kigger tilbage på de konflikter jeg har oplevet løbe af sporet, så må jeg erkende at jeg kan have en tendens til at blive mere skarp (sarkastisk) end det egentligt er hensigtsmæssigt. Måske jeg af denne bog lærer at holde høfligheden lidt højere, jeg bliver bare så arrig, når noget er indlysende forkert, eller hvis folk ikke vil høre (ja jeg kan næsten sidde her og hidse mig op uden grund), at jeg desværre tit bliver provokerende... åh jo, det kan forekomme.

Nåh ja... herligheden faldt jeg over i Netto til 50,- hvilket jeg nu vil betegne som lidt af et fund!