Det mest underlige døgn hidtil...

Jeg tror ikke jeg kan offentliggøre det her indlæg i dag, af flere årsager. Det er nemlig sprængfyldt med information som er sprængfarligt af personhensyn. Jeg ved at folk siger man ikke skal tage hverken glæder eller sorger på forskud, men selvom jeg ikke kan offentliggøre det endnu, så skriver jeg det idag, hvor begivenhederne er friske i erindringen.

Gik i seng torsdag aften med "shit-jeg-har-glemt-at-skrive-forældrebrev"-følelsen i kroppen, så jeg satte vækkeuret tidligt (5.35) for at nå det før ungerne og morgenmaden stod på programmet. Så tidligt op og til tasterne, for at arrangere en kælketur mandag morgen med eleverne. Det skulle naturligvis skrives hjem, så eleverne ikke stod med svømmetøj mandag når vi skulle afsted, men i stedet havde skitøj og kælke med. Det nåede jeg også, men det var på bekostning af morgenmaden, men hva faen, med al det julemad jeg har i fryseren på dette tidspunkt, så bliver jeg næppe en streg i luften, morgenmad eller ej.

Nå, afsted med mig og ungerne 6.40, for det havde været -12 om natten, så bilen var bundfrossen, vejene spejlglatte og trafikken meget langsom.

På vej tilbage til byen ringer jeg til Citroën for at aftale en tid til at få ny bagrudehviskerarm på bilen, i stedet for den knækkede, der hænger og ser sølle ud, og som ikke kan rense bagruden, forud for snesafarien til svenskens land om føje tid. Miraklet sker; de har tid samme formiddag kl. 11.00, det tager 20 minutter og koster 500,- DEAL!

Jeg får afleveret børn, og tænker at det sgu er ok at jeg lige fik ordnet det på faldetrebet til at MUM skal have bil/børn den kommende uge. Faktisk er vores aftale, at hun betaler på bilen, og jeg betaler på huset, men jeg ved, at det aircon hun fik fikset først på måneden tog de sidste tusindekronsedler hun skulle holde jul for, så selvom hun har travlt med at mødrehjælpe andre til en jul, hænger hendes egen i en tynd tråd. Derfor er aftalen med værkstedet ikke noget jeg blander hende ind i, andet end jeg tænker på det som tidlig julegave som tak for et konstruktivt år.

Glad i låget triller jeg ind på arbejdet parkeringsplads kl. lidt i 8. To timer i 5.klasse og så har jeg fri. Troede jeg, for jeg er nødt til at holde en akut forældresamtale, og klokken nærmer sig 11.00, hvor aftalen hos Citroën jo er placeret. Men det lykkes. Jeg får afsluttet samtalen og stemningen er fortsat god, da jeg triller væk fra jobbet og ind på frankernes aluminiumslegeplads. Jeg afleverer nøglen, får en kop kaffe, og sætter mig med en avis og venter på at bilen bliver fikset. Dejligt afstressende egentlig, at have fri så tidligt, og være forud med dagens dont, og ovenikøbet have så meget overskud, at jeg kan gøre lidt gavn for en mor her i byen, som trænger til en hjælpende hånd (om ikke andet, så med bilen).

MEN...

"Thomas, har du lige et øjeblik?" Det er værkføreren.

"Ja, er den færdig?"

"Næh, det er hele hviskerkonsollen der har sat sig fast!" (Halleluja hurra for franske biler).

"Nå, hvad betyder det?"

blablablablablablablabla...

"2000 kroner."

"Yieks, den sparker vi lige til hjørne."

"Men det er snart sagt ikke det værste..."

"Hva da?"

"Vores mekaniker siger at tandremmen har kørt 5.000 km over dens interval"

blablablablablablablabla...

"Hvad koster det?"

"5000 ca."

"Vi ses god weekend."

Jeg kørte altså derfra, stadig med defekt hviskerarm, men nu også med visheden om at mit største problem ikke længere er ren bagrude, men bil-i-fare-for-at-dø-i-svensk-vinterkulde-fyldt-med-børn. At mine påtænkte 500,- nu lignede tvungne 5.000?!?

Ond i sulet trillede jeg over kantstenen derfra, og hvad sker der så?

Ja hvad sker der?

Hvad fanden ER DET LIGE DER SKER?!?!

VAND?!? FREAKIN VAND! drypper ud af loftet i bilen. Som i inde i bilen. Der falder en dråbe ned fra solskærmen i passagersiden, og ud af øjenkrogen ser jeg det og tror ikke mine egne øjne? What the fuck?

Jeg holder øjnene på stilke og ganske rigtigt, en dråbe mere!?! WHAT? Jeg er ikke tilfreds, om snart skal vi køre i et døgn til skiferie i Sverige, hvor der er -18 om natten! Hvad katten? Et vådt sæde bliver en isklump at sidde på, og endnu værre, hvis tandremmen knækker og bilen derfor står stille UDEN varme!!!

Heldigvis er det i passagersiden, hvor CPB nok skal sidde mest, men alligeveller! Merde!

Og hvad sker der så?

Ja hvad sker der?

HVAD FANDEN ER DET LIGE DER SKER?!?!?

Vand drypper ned i skødet på mig, fra solskærmen i førersiden. Nemesis for at godte sig over det var i hendes side? Måske, men WHAT. THE. FUCK?

Jeg kører op til MUM, fordi vi sammen skal til møde kl. 13. Jeg forklarer hende situationen med de 5 kilo for en rem og vand i førerhuset, men når i lakonisk tone at fremstamme "det er da heldig det ikke drypper bagi, så ungerne bliver våde mens vi kører, da MUM kigger derom og konstaterer, at godtnok er bagsæderækken tilsyneladende udenfor risiko, men henover bagagerummet drypper der også vand ud. FEDT NOK! Skiferie i vådt tøj?

Jeg bander og svovler over den fuckingpisselortebilfrahelvedesomjegisintidselvvarsååndsvagatbrændevarmpåpåtrodsaffolksadvarsleromikkeatkøbefranskebiler, men til sidst beder MUM mig holde min kæft og koncentrere mig om mødet vi er på vej til.

Senere: CPB og jeg skal ud og handle til den kommende uge, men jeg må simpelthen kaste flaget i ringen og hejse håndklædet, og melde pas; jeg kan køre derover (hvis ikke tandremmen springer?), men jeg kan ikke overskue hvad der skal ned i vognen. Jeg er pissetræt, eddikesur og stresset af at vi snart skal ud af døren igen, fordi vi skal op til MUM og spise aftensmad og aflevere ungerne.

Men det viser sig at være hyggeligt. Vi drikker rødvin, spiser god mad, snakker om alt muligt f.eks. året der gik og tiden flyver afsted. Det bliver aften, og mit humør er betydeligt bedre, da vi går derfra. Så godt, at jeg inviterer CPB indenfor da vi går forbi stamværtshuset, for vi kan da lige nå en sluk-efter-øl.

Men øllen er underlig, hun er underlig. Hun er uoplagt og vi går hurtigt hjemad, og hjemme konstaterer hun at det måske ville være en god idé at tage en graviditetstest. Jeg har skrevet et andet uoffentliggjort blogindlæg som i detaljer meget bedre forklarer hvorfor, så det vil jeg ikke bruge krudtet på her, men bare konstatere, at det gjorde hun, og der... lige der... der skiftede min dags fokus endnu en gang.

To røde streger på to hvide pinde (for hun tog en ekstra for at være sikker), og udsigten til mod alle odds igen at skulle være far, den vendte dagen på hovedet endnu engang, så da jeg gik i seng, var det med "hvem skulle have troet det?"-fornemmelse og ude af stand til helt at kunne kapere dagens mange begivenheder.

Hvad så med kælketuren på mandag? Ja, den smeltede væk i dag! Kælkebakken er omtrent så våd og pløret som sæderne i bilen. Suk!