Kære forældre, hjælp os med at høste de lavthængende frugter sammen!

Min morfar fortæller mig at der i gamle dage herskede en parole der hed: “Yd din pligt, kræv din ret!”. Det handlede om mere frihed og belønning, for den indsats man ydede til det fælles. Parolen er i høj grad i dag skrevet om til: “Kræv din ret, og kend dine rettigheder” - også i skolen.

Når man følger med i den politiske skolegård, så bølger slaget frem og tilbage mellem de politiske fløje. Den eneste enighed der findes, er at resultaterne er for dårlige, men enigheden stopper, når der skal komme bud på hvorfor, og hvordan det skal rettes op. Det fyger med beskyldninger om onde hensigter hos modparten, baseret på eksempler på uduelighed, hvis man kigger bagud. De blå beskylder de røde for ikke at kunne regne, og de røde anklager de blå for ikke at kunne føle. I midten har vi de lilla, som peger på at de nok bedre end alle andre er i stand til at tænke. Som én af dem der jævnligt går gårdvagt i den virkelighedens skolegård, tillader jeg mig at påpege et væsentligt problem: Disciplinen i skolen er ikke som i gamle dage! Børnene i skolen er ligeglade med om ministeren er rød , blå eller lilla!

  Forsker, Niels Egelund påstår, at danske skoleelever kunne opnå to års ekstra læring, hvis der bare var ro i klasserne. Hvordan han kommer frem til 2 år, kender jeg ikke præmisserne for, men under valgkampen sagde Pia Kjærsgaard noget lignende, nemlig at hvis fagligheden skulle øges, så skulle disciplinen skal tilbage i folkeskolen, bl.a. ved at forældrene skal inddrages i deres ansvar.  

  Efter min mening har de fat i noget. Og eftersom jeg normalt plejer at være uenig med begge, når de ytrer sig, så har jeg givet det en tanke eller to, for at finde en fælles platform at komme videre fra.

På nogen måder er der, efter min mening, udviklet en ‘syg’ børnekultur de senere år. En kultur man bedst kan beskrive som forkælet, og værst som udfordrende. De problematiske børn i dag vil kun beskæftige sig med ting der er sjove og lette. Det som er kedeligt eller svært, mener de, at de kan undvære/undlade, med netop den begrundelse. Det giver selvsagt problemer i skolen, da der både er kedelige og svære ting der skal læres, samt regler der skal overholdes. Men en afgørende faktor for børnenes mod på, eller lyst til at udfordre lærerens autoritet, er troen på, at de har deres forældres opbakning til deres asociale adfærd. En tro der i nogle tilfælde viser sig velbegrundet. Forældrene har i ti år med liberal skolepolitik, med frit skolevalg, hørt om undervisningsdifferenciering og individuelle handleplaner, hvilket kommer til at lyde som om, at skolen er til for netop deres barn, på deres barns præmisser.

  Idéen om undervisningsdifferentiering er i realiteten en utopi. Selvfølgelig er den rigtig, og skal forfølgelges, men tanken om at vi, med få midler, kan skabe et tilbud til børnene, hvor vi rammer alle forskelligt, samtidigt, det er der vist ingen der for alvor forestiller sig kan ske hele tiden. Idéen bag undervisningdifferentiering er god nok, nemlig at eleven er et ansvarligt individ, som har indflydelse på at få fyldt huller ud og afsøge ny grund. Det lyder smukt, og er fantastisk når det lykkes. Ofte strander det desværre på, at der ikke er ro til at kunne inspirere og sætte i gang, fordi et stigende antal elever har travlt med sociale konflikter fra frikvarteret, afviser oplægget fordi det er for krævende eller abstrakt eller fordi eleverne sidder med en mental remote-control og zapper væk hvis de keder sig.

  Der er elementer i skolearbejdet som kræver selvstændighed, udfordring, deltagelse og medansvar, f.eks. projektarbejde. Men der er stadig også tyske gloser og tabeller, som tidligere blev undervist efter R-T-B-princippet (røv-til-bænk), hvor eleverne præsenteres for ens stof og kræves en indsats i form af udenadslære. Heller ikke her er det uproblematisk, for mere end en gang har jeg siddet overfor forældre til en skole-hjem-samtale der klager over at undervisningen er kedelig. Det er som om elevplanvældet og undervisningsdifferentieringskæphesten har opfostret en forventning om at Bobo the Clown kommer og serverer bøjningsformer sammen med en sød kage, som naturligvis ikke feder! 

Er forkælelsen og indbyrdes uenighed blandt eleverne så det værste?

Nej! Udfordringen af lærerens autoritet og handlekompetence er et langt større problem.  De forkælede, udfordrende og utilpassede elever er uhyggeligt bevidste om deres rettigheder og ukrænkelighed. Privilegier, som generationer før dem har kæmpet for at opnå på næste generatios vegne, men som nu er ved at sejre sig ihjel, fordi elevernes opførsel fra tid til anden tangerer fodbold hooligans på udebanetur; vold, trusler, tyveri, krænkende tiltale, hærværk, chikane mm. sjældent med forældrenes viden, og som regel uden deres opbakning.

 Ofte oplever jeg episoder, hvor eleverne i skolen bevidst eller ubevidst får rykket den dagsorden, som læreren havde sat forud for skoledagen, nemlig undervisning, over på konfliktløsning, og dermed væk fra faglighed.

Jeg har desværre også set både lærere og ledere fortvivlet måtte udtale: “Det er uacceptabel adfærd”, for derefter at måtte rumme eleven, og dermed, i elevens optik, acceptere adfærden. Det virker ydmygende og nedslidende igen og igen se elever tage den samme konfliktadfærd op, og trække sig sejrrigt ud af det.

  En uheldig sideeffekt af ‘den rummelige folkeskole’, det frie skolevalg og taxameterbetalingen, er at skoleledere i vid udstrækning er så tøvende med at iværksætte konsekvenser, at det sjældent går op for de alvorligt udfordrende elever, at adfærden var uacceptabel. Firkantet sagt kan man sige at der er enighed blandt lærere og ledere om at det er for dårligt, når en elev stjæler dagsordenen og modsætter sig husordenen, men enigheden strander ofte på lærerværelset og når aldrig frem til eleven.

Hvilke muligheder giver loven? Og hvorfor håndhæves den så konsekvensløst?

Den tidligere undervisningsminister, Tina Nedergaard, udfærdigede en bekendtgørelse til fremme af god orden i folkeskolen (kan findes på www.uvm.dk.) Udover at titlens ordlyd leder tankerne hen på det forsømte forår (der vil blive slået hårdt ned på urostiftere!), er teksten i vid udstrækning fyldt med elastikretorik, hvoraf det vagt fremgår at ministeren forventer at eleverne overholder skolens regelsæt.

  Til det kan man supplere, at hvis de gjorde det, var bekendtgørelsen jo ikke nødvendig! Men den indeholder også muligheder for skolelederen for at sætte sig i respekt overfor elever der nægter at følge anvisningerne. I bekendtgørelsen gives skolelederen f.eks. beføjelse til at udstikke eftersidning i op til 1 time, udelukke eleven fra undervisningen i op til en uge, overflytte eleven til en parallelklasse eller ultimativt overflytte eleven til en anden skole i kommunen.

  Problemet med beføjelserne er, at skolelederne er presset på skolernes økonomi, fordi elevtallet udløser skolens driftsbudget. Med andre ord, så vil overflytning af uterlige elever betyde fald i skolens ‘indtægter’. Med alle tidens strukturændringer og skolesammenlægninger kan man også spørge sig selv hvor mange skoleledere der kontakter kommunen og beder om hjælp til at finde skoletilbud til elever de ikke kan håndtere? Denne ris-til-egen-røv-beføjelse medfører i praksis at mange elever der ville blive bremset langt før, udnytter det disciplinere tomrum til at lave deres eget normsæt for hvad god opførsel på ‘udebane’ betyder. Og de oplever succes med det!

  Tidligere var der en respekt omkring voksne der tog en konflikt op i skolen. Lærerne, og ultimativt Inspektøren, havde magten. Nu hersker der en småsadistisk, sødmefuld forventning om at se magtesløsheden, når præ-teenagerne siger deres provokerende “Nå, og?” til at blive holdt op på deres unoder. For magten har rykket sig og svaret bliver et tøvende “så...?”, hvilket ikke aftvinger meget bundklang og respekt. Børnene ved med andre ord hvad de voksne kan og ikke kan gøre, og prøver det af.

Der ligger altså en stor opgave foran vores politikere og skoleledere i at oplyse forældrene om at skole også både er pligt og hårdt arbejde. Det har været forsømt i lang tid. I lang tid har skolen været forsøgt solgt som det der skal styrke børnene individuelt i en international konkurrence. Leg og læring er som begreb med til at øge forvirring hos både forældre, men især elever. Det skal skolen også, men en af de største udfordringer for tiden er  at få ændret børnenes vilje til deltagelse og syn på deres egen forpligtelse i skolen, herunder opførsel.

Hvordan gør man så det? Man kan jo ikke fjernstyre sit barn i skolen, eller kan man?

Som skitseret består problemet af tre parter; en skole med lærere og ledelse, et regelsæt og noget lovgivning, familierne med forældre og børn. 

  Lovgivningen er fastsat af politikere og står ikke til diskussion, der er mål der skal opfyldes og midler der kan tages i brug (ligesom der er midler, der er blevet forbudt, f.eks. lærerenes ret til at revse eleverne i skolen). Lovgivningen udmønter sig i et lokalt regelsæt for forventet opførsel af skolens elever (de fleste af reglerne er indlysende og selvfølgelige alle andre steder i samfundet, tal ordentligt, behandl andre ordentligt, lyt til de voksne osv.). 

  Lærere og ledere forsøger efter bedste evne at overholde loven mht. læringsmål mm. samt at håndhæve skolens regler.

  Men i familierne er der ikke altid fælles fodslag, for som nævnt opfører mange af de udfordrende elever sig betydeligt mere udfordrende på skolen, end hjemme, og dermed laves unoderne uden deres forældres viden, og dermed også billigelse.

Personligt har jeg gode erfaringer med at indkalde forældrene til de meget urolige og forstyrrende elever til møde for at indgå en aftale om hjemsendelse. Det betyder, at hvis Lars er ‘uterlig’, så indkalder jeg hans forældre til et møde, hvor vi aftaler hvilke indsatsområder vi vil have fokus på, f.eks. vold og trusler. Hvis Lars derefter folder sig ud med vold eller trusler, så kontakter jeg, eller skolens kontor omgående Lars’ forældre, som derefter henter Lars ved skolens kontor. Når vi indgår aftalen nedskriver vi også hvilke konsekvenser effektueringen af aftalen vil have for Lars, f.eks. at forældrene afleverer Lars’ mobiltelefon og oplader på skolens kontor, til udlevering efter fem dage. Andre eksempler kan være strømkablet til computeren eller antennestikket fra værelset, men forældrene kender deres børn bedst. De ved, hvor skoen vil trykke mest!

Fordelene ved aftalen er, at Lars bliver bremset i sin problematiske adfærd. Han vil måske gerne slås, men det bliver ikke på skolen. På den måde afholdes Lars fra at gå en hel skoledag fra konflikt til konflikt. Man kan sige, at af hensyn til Lars, afbrydes skoledagen, førend han får brændt alle sine broer.

Samtidig giver afhentningen Lars’ forældre mulighed for at involvere sig i situationen. Når vi indgår aftalen, anerkender jeg, at det for de fleste forældre vil være forstyrrende i deres hverdag f.eks. at skulle forlader deres arbejde for at hente deres barn. Men jeg understreger samtidig, at vi som lærere jo også har et arbejde at passe, nemlig undervisning, og det bliver forhindret af Lars, når han udviser den adfærd, f.eks. at slås.

Ved at Lars’ forældre skal deltage, ved at Lars oplever en konsekvens og ved at Lars ikke forstyrrer undervisningen yderligere, får man sendt et signal til Lars: Den adfærd du udviste accepterer vi, dine forældre og dine lærere ikke, og det bliver ikke i skolen det kommer til at foregå!

I de fleste tilfælde får forældrene en kort forklaring enten pr. sms eller telefon, og bakker derefter skolen 100% op i deres skøn, i få tilfælde kan det være nødvendigt med et opklarende møde bagefter, for at alle voksne siger det samme til Lars: Det går ikke!

De voksne der udfordres af et: “Nå, og?”, bliver udstyret med et bedre svare end det tøvende: “Så...?”, nemlig: “Nu retter du ind kammerat og gør som vi siger, ellers må dine forældre forklare det for dig, når de henter dig ved kontoret, for her kommer det der ikke til at fortsætte!”

Hvordan er resultaterne så? Virker det?

Jeg har ikke en lang empirisk forskning til at bakke mig op, men jeg har tre års erfaring med at lave disse aftaler i folkeskolen, og effekten har vist sig overraskende positiv for mig. 

  Specielt fordi jeg altid føjer en tidshorisont ind i aftalen, typisk et par måneder. Hvis Lars kan undgå at blive ‘ringet hjem’ i den periode, så har Lars jo vist at han kan, og dermed at det er et spørgsmål om vilje, men desuden har det en værdi for Lars’ forældre, nemlig at de kan passe deres job uden at skulle afbrydes, og hvad er mere interessant for mig, jeg kan undervise. Derfor skal Lars belønnes af forældrene med f.eks. en biograftur eller et playstationspil som forældrene giver ham. 

  Dermed er aftalen komplet. Hvis Lars fortsætter sin problematiske adfærd bliver det stoppet i skolen, med forældrenes hjælp og en konsekvens. Hvis Lars stopper sin problematiske adfærd bliver han anerkendt og belønnet, og viser dermed også at han kan. Det har virket overraskende positivt for mig.

Selvom det er til gene for langt de fleste forældre, så er det ubekvemme ved at ens barn har afbrudt arbejdsdagen også med til at understrege alvorligheden i situationen. Det sætter de fleste forældre faktisk pris på at få muligheden for at være med til at påvirke så hurtigt som muligt.

Risikerer vi ikke at dovne, uduelige og pædagogisk inkompetente lærere bare konsekvent sender alle børn hjem for at slippe for selv de mindste problemer?

Jo, og nej! Selvfølgelig er der risiko for misbrug af aftalen. Men der er flere argumenter for det modsatte. Det vigtigste er naturligvis at læreren helst vil undervise eleverne og dermed have dem i skolen. Dernæst er det jo risikoen for at eleven flytter skole, hvis de sendes hjem på for løst grundlag (og med taxameterøkonomien i folkeskolen, hvor skolen tildeles penge pr. elev, er det jo at save den gren over man selv sidder på). Endelig kan man sige, at hvis eleven sendes hjem ofte, så virker aftalen jo ikke, for adfærden er ikke blevet bedre. En måde at sikre eleverne en ‘fair rettergang’ og forældrene at de ikke kaldes til skolen for at ‘snøre snørebånd’ er desuden at hver effektuering af aftalen efterfølgende kræver et skriftligt arbejde af læreren, hvor årsagen til hjemsendelsen dokumenteres, samt hvilke konklusioner det leder til. Dermed påtager læreren sig altså også ekstra arbejde i form af evaluering og evt. opfølgende møde med forældrene og eleven, hvis læreren vælger at gøre brug af det redskab, som hjemsendelsesaftalerne kan være.

Kan vi ikke bare gøre som ‘i gamle dage’?

Jeg underviser i historie, og til den del af skatteyderne der ønsker sig gamle dage tilbage, må jeg desværre sige: “De gamle dage kommer aldrig tilbage”.

Men måske var det heller ikke så godt som man husker det? 

Måske fandtes der også børn dengang, der ikke ville gøre det de skulle? Jeg tror bare forskellen på dengang og nu tydeligst kom til udtryk i forældrenes opbakning til skolen. Forældrene troede på skolen og lærerne, og bakkede derfor op, hvis skolen kontaktede angående problemer. 

  Min morfar fortæller mig, at i gamle dage holdt man kæft derhjemme om hvis læreren havde givet en en lussing. For hvis forældrene fandt ud af det, så fik man en til, for så havde man sikkert været fræk. 

  Jeg tror det er meget godt, at afstanden mellem børn og forældre er blevet kortere siden. At forældre forsøger at forstå deres børn. Jeg ønsker mig ikke gamle dage tilbage. Men jeg ønsker mig nye tider, hvor børn er mindre egoistiske og forældrene igen tror på skolen, simpelthen fordi vi får mulighed for at vise nogle resultater, ved at få ro til at undervise.

  Måske var der også tabere i tidligere tiders skole? Måske var der børn der gik fra nederlag til nederlag, og bare ventede på at skoletiden var overstået, børn som gik fra øretæve til øretøve, fordi de, som Niels Hausgaard siger, var udpræget praktisk begavede? Dem fandtes der beskæftigelse til i gamle dage. Det gør der ikke i samme omfang i dag. Vi mangler ikke folk til at feje et lager eller bære en murespand.  Arbejdsdrengen/arbejdsmandens funktion som i gamle dage, findes ikke i dag. De få ‘manuelle jobs’ der måtte blive i fremtiden bliver heller ikke besat med umodne, uopdragne, bogligt svage og egocentriske unge. Mit bud er at de helt forsvinder, så hvad er det de skal, alle de børn, for hvem et højteknologisk, miljørigtigt og innovativt arbejdsliv ikke passer? Jeg ved det ikke, men de får aldrig chancen for at finde en plads i livet, hvis de starter med 10 år med sociale kolbøtter i folkeskolen. Derfor skal vi først og fremmest have ‘kloen‘ i deres opdragelse, og sammen med forældrene få gjort dem begribeligt at selvom dette samfund rummer mange muligheder, er det ikke ensbetydende med retten til at skabe sig tosset, bare fordi de voksne ikke længere må slå. 

Det er naturligvis ikke alle børn der udviser grænsesøgende adfærd i skolen, men i debatten om at  hæve det faglige niveau i skolen, er der især fokus på at få ‘løftet nedefra’, dvs. den fagligt tungeste del skal med. Det er især i denne gruppe, at problemerne med adfærd findes.

  Hvis vi vil have en folkeskole, hvor alle er med, hvor tæt på 100% går videre på en ungdomsuddannelse, så er det efter mit skøn ligemeget om regeringen er rød, blå eller lilla, eller hvilken vej de synes børnene skal gå. Alle deres fine ord, målsætninger, strategier og ambitioner er spildte, så længe eleverne tror der er mulighed for at sige: “Nej tak” og sætte sig udenfor fællesskabet normer og regler. Så kære forældre, hjælp os med at sige: “Du skal opfører dig ordentligt for at lære noget - og det bestemmer VI!”