Tab og vind med samme sind - men hvorfor er det man skal blive pissesur over at vinde?

Jeg har nok altid været en dårlig taber, og på en aften som denne, hvor FCK tabte til Fisse-Mike, Kenn Hansen og resten af affaldet fra vestforbrændingen, så føles det ekstra bittert at sidde og ‘nyde’ et nederlag.

Men jeg er vant til det. På den hårde måde. Da jeg gik i gymnasiet i de glade 90‘ere, der var der lige åbnet for at man kunne spille oddset hos tipstjenesten. Altså at man ikke længere skulle have 13 rigtige, men kunne nøjes med tre kampe, som man selv valgte, ud af alle de kampe der blev spillet i europa i den uge man spillede. Det lød da næsten for godt til at være sandt?

Og det var det. Jeg spillede hver uge, nogle gange flere gange om ugen, i tre år. Jeg spillede vovede odds, fantastiske odds og da det ikke hjalp, bare de stensikre. Men ind ville bolden ikke, endda selvom jeg faktisk ikke interesserede mig for ret meget andet end fodbold dengang. Efter eget udsagn var jeg noget af en ekspert. Alligevel lykkedes det mig at gå gennem gymnasiet uden så meget som én eneste oddset gevinst! Ikke én!

Efter gymnasiet flyttede jeg hjemmefra, og så havde jeg ikke længere råd til at have en stensikker udgift som altoverskyggende hobby, og dermed sluttede min karriere som ludoman. Jeg blev grundigt kureret, for det gik op for mig, at jeg var en af den slags kunder, som finansierede de store gevinster for de andre.

Senere er jeg gennem mit voksne liv igen og igen stødt på mennesker, der mener at poker da lige burde være mig? Men nej! Jeg fatter det ikke, synes ikke det er sjovt, og har meget dårlige erfaringer med at gamble om penge! Poker var ikke mig - og det bliver ikke mig!

En bekendt gav dog ikke op: “Hvad så med roulette?”

Øhhh? Nej...? Det tror jeg så ikke...

Men han holdt vedholdende på at have udviklet et stensikkert vindersystem. I alt sin enkelthed gik systemet ud på at blive ved med at spille på rød (så får man sit indskud dobbelt tilbage, når kuglen lander på et rødt tal).

Min første indvending var naturligvis: “Hvad så hvis den lander på sort?”

Min ven mente så bare at man skulle satse det dobbelte på rød næste gang. Altså hvis du havde startet med at satse 5 kr. (og tabt), så skulle du satse 10 kr. i næste spil. For som han sagde: “før eller siden lander den på rød, og så er der overskud”. 

Jeg regnede på det, og selvom jeg ikke umiddelbart kunne afvise princippet, så har jeg aldrig ført det ud i livet. Nok ud fra devisen: “Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det sikkert rigtigt”. Jeg har aldrig følt mig draget af tanken om at tage på casino, men nogen gange har jeg forestillet mig at man havnede der, f.eks. i forbindelse med en polterabend eller lignende. Så kunne man da se om det virkede? 

Der er nok en regel mod det på casinoet, og nogen der holder øje, så man ikke bare dræner kassen langsomt hos dem. Sæt man bliver bedt om at gå fra bordet efter fem ‘sorte’ i træk? Det har jeg ikke råd til...

Nu har jeg så fundet et sted på nettet, hvor man kan prøve selv at lege med det. Den er god nok! Forleden sad jeg og legede med det, og på under ti minutter havde jeg ‘tjent’ 175 fiktive dollars.

Senere har jeg fundet ud af at min kammerat slet ikke har opfundet systemet selv, men at det er kendt og hedder “Martingale-systemet”. Ulempen er at man fra tid til anden vil ramme en ‘sort stime’ som er så lang at man kommer over husets loft, og så har man mistet sine penge. 

Vær dog ikke nervøs for mig. Jeg ryger ikke i, for jeg har ingen penge at satse;-D