Jeg har tænkt lidt over det med alle de kvinder, og jeg må sige det satte tanker i gang.
Er blogging flirt?
En del af blogging er jo at blive set, hørt og anerkendt. Derfor er det nærliggende at anerkendelsen kan kamme over. Jeg læser jo en masse kvindeblogs om bolig-børn-tekstil, og nogle gange falder det mig bare svært at kommentere sømmeligt på det de skriver. De skriver jo også så mange andre ting, som er det jeg ligger mærker til.
Når jeg skriver til Lis, at hun godt nok har store hænder, flirter jeg så?
Når Leoparddrengen og jeg kommenterer på paddesex i Holstebro, er vi så ude i et grænseland (ikke at Holstebro er et grænseland)?
Når kvinder, jeg ikke kender, skriver at, deres dør er åben, hvis jeg har værktøjsbæltet med, når jeg viser billeder af reolbyggeri, er det så flirt? (er det derfor, at jeg lægger så mange billeder af det ud?)
Når Lis kommenterer havfruens attributter, og jeg retter det til, flirter vi så?
Må man flirte?
Jeg må gerne, eller jeg kan bare ikke lade være. Jeg ved ikke om det er en pris at betale for at have levet en genert, tilbageholdende teeangetilværelse med meget usikkerhed på selvværdet, lidt Den Grimme Ælling møder Mussollini, for da jeg var ung og usikker varmede jeg panelerne, nu har jeg fået overbevist mig selv om at jeg har en berettiget gang på jorden, at min tilværelse sætter spor og at jeg rummer både humor, intellekt og testosteron. Derfor går jeg altid midt på gangen, jeg blinker til en kvindelig kollega, hvis jeg møder hende (og ja, også hende over 60;-D) fordi jeg kan mærke at det ikke ødelægger klimaet. Jeg flirter med sekrætererne og havde vi haft kvindelige pedeller havde jeg også flirtet med dem.
Ville jeg gerne vide hvis SHM flirter?
Optimalt set ville jeg helst vide det og være cool med det, men det er jeg ikke. Jeg er den jalous og uforstående type, som kun ser dårlige motiver hos dem hun flirter med og det æder mit selvværd, at hun har behov for at flirte med andre end mig. Jeg tror derfor, at jeg helst ville slippe for at høre på/om det, for det ville bare give mig en usikkerhed, som hverken hun eller jeg har noget ud af.
Ville jeg så helst have at hun lader være?
SHM har lige sagt sit job op. Jeg tror ikke at hun kun har sagt det op fordi der manglede en god job-flirt, men en god job-flirt kan gøre det værd at tage på arbejde, også de dage hvor det regner eller det hele brænder sammen. Ville hun stadig have været der, hvis der var en lækker fyr der overøste hende med komplimenter? Jeg ved det ikke, men hun har efterlyst anerkendelse og opmærksomhed som centrale mangler ved hendes arbejdsglæde.
Omvendt kan man spørge sig selv: ønsker jeg at være gift med en uskarp flirter?
Hvis SHM aldrig fik en rosende bemærkning fra en anden mand, hvordan er det så lige at jeg undgår at hun ender som en hjemmegående husmor med forklæde, blåt hår og husholdningspengene i en skotøjsæske over komfuret? Selvom jeg muligvis er meget selvoptaget/selvglad, bilder jeg mig jo ikke ind at hun resten af sit liv kan nøjes med at jeg synes hun er dejlig.
Hvad skulle være gevinsterne ved en flirt?
Når nogen flirter med dig, så føler du dig set og noget værd. På mit lærerværelse kan jeg spottet flirterne og antiflirterne på kilometers afstand. Det har intet med alder, størrelse eller lækkert hår at gøre. Men for antiflirterne er manglen på smil og let til surhed et kendetegn. Kønsfordelingen er ca. 30/70, så det er primært antiflirte-kvinder vi taler om, men De Grå Pingviner har så lavet en klub, hvor de samles og vender verden ryggen. For mig at se er flirtere gladere. De orienterer sig i forhold til hinanden og holder hovedet højt, et smil på læben og skubber brystet/brysterne frem. En klog kvinde, jeg formoder er en flirter, Katrine Axholm siger om flirt.
Hvad er dog så forfærdeligt ved det?
Jeg tror at det der gør ondt (og jalous) er at den vi elsker deler sin kærlighed, sit begær eller bare sin opmærksomhed i retninger vi ikke har kontrol over. Det fascinerende ved flirten er jo også at kontrollen forsvinder lidt. Man ved faktisk aldrig helt præcist hvad der menes eller siges. Alt er dobbelttydigt og underlødigt, faktisk det modsatte af et stresset parforhold med småbørn og dårlig økonomi. Her er kommandoerne korte, præcise og blottet for flirt. Det er så kontrastfyldt at det virker truende på 'den efterladte' for hvad har jeg egentligt at kæmpe med, udover ubetalte regninger, sure sokker under sengen og krav om hvornår du tager børnene? Det er ikke en fair kamp, og da man som 'pårørendende' til en flirter er udenfor indflydelse giver flirten da dårlig nattesøvn.
Leder flirt altid til utroskab?
Jeg har studeret, arbejdet og færdedes mange steder. Og alle steder har der været et element af flirt. Det er jo ikke ensbetydende med at jeg har væltet mig i væg-til-væg tæpper af villige kvinder, så selvom det er gået galt, så er det ikke garanteret at ende i gråd og tænders gnidsel.
Hvis jeg ikke troede på flirt uden utroskab, så burde jeg stoppe. Endnu engang har Katrine Axholm et par interessante betragtninger at dele (vigtigt at understrege, at jeg ikke er enig med hende her, men alligevel synes det er godt formuleret).
Er det der "saml appetit ude, spis hjemme" så så dumt?
Nej, det er uhyggeligt fortærsket, men måske er det så fortærsket fordi det kan stå en vis kvalitetstest? På positivsiden er at flirten kan gøre en stærkere som menneske og dermed også derhjemme. På negativsiden kan der opstå en flirt så man ønsker sig at være ude, når man er hjemme, og så er man i problemer. SHM og jeg har lovet hinanden, at det ikke sker! Skulle det komme så vidt, så lusker vi ikke rundt i det og drømmer os væk. Men jeg tror nu ikke det sker, for hun er heldigvis en megaflirt - overfor mig!
Og når vi nu lige er der...
Utroskabet er jo et fantastisk populært møbel. Alle historier, film, aviser og sladder svømmer jo over med det. Men det er jo aldrig dem, der er utro der gerne vil udtale sig. De eneste der taler i medierne om utroskab er når sladderbladende har nogle par fra Jurassic Park i portræt-linsen, og de udtaler sig om utroskab:
"Det har vi sådan set aldrig tænkt over som en mulighed. Vi er så meget rigeligt for hinanden at det aldrig har været en tanke".
Helt sikkert, Kjeld Heick! Jeg vil æde Hildas stråhat på, at hun mere en en gang har overrasket dig siddende i utroskabet og runke til et billede af Lone Kellermann;-D
Men hvad med dig kære læser?
Flirter du? Hvorfor/hvorfor ikke?
Vil du gerne have en kæreste der flirter?
Eller vil du hellere have en ingen vil flirte med? (alle ønsker sig nok den kæreste som alle gerne vile flirte med, MEN som kun vil flirte med dig)
Er der noget jeg har glemt eller overset?
Jeg tror s´gu du har dækket det hele, DFO. Meget tankevækkende indlæg, og skønt at du "tør" tage det op, taget i betragtning at hustruen læser med! Mange tør jo ikke stå ved den flirt som er så skidenødvendig (for det ER den altså!) for at bevare gnisten og livslysten - af frygt for at såre partneren.
SvarSletHerhjemme er det lidt á la det du beskriver. Der flirtes, ikke uden hæmninger for det skal ikke såre nogen, og det er vi såmænd (relativt) åbne omkring. Vi er i hvert fald begge opmærksomme på at en dag bare BLIVER bedre når man har fået anerkendende blikke eller kommentarer med på vejen udefra, og er heller ikke bange for lige at "blære os lidt" med det overfor hinanden. Altid med et lidt forlegent smil på, for igen; det skal ikke såre nogen.
Når jeg skriver "relativt" i parantes er det fordi der er nogle ting vi IKKE fortæller hinanden, tror jeg. Der er nemlig forskel på hvem der flirtes med. En ukendt er ikke noget problem, men en nær ven er lidt for "farligt" - eller, det kan det føles som, i hvert fald, og det vil jeg ikke sidde og udpensle overfor min mand. Ikke dermed sagt at vi ikke flirter, og min mand ser det såmænd også hvis vi er til fest el.lign., men det er bare ikke noget vi snakker om. Det kan vi godt om det andet.
Personligt synes jeg jo det er fedt at andre kvinder synes min mand er så lækker at han er flirt-worthy! Det betyder så også at jeg skal gøre mig umage, og ikke bare lade stå til, her midt i livet med børn, terminer, fuldtidsjob, hundelufteri og strikketøj.
Jeg er helt sikker på at han har det på samme måde, heldigvis. Og nej, jealousi er der såmænd ikke noget af. Det er i hvert fald så lidt at det ikke er værd at nævne. Jeg tror det er fordi vi begge synes flirten er livsbekræftende og skøn, og fordi vi begge ved hvor skøn en følelse den kan give af "værd". Det under vi hinanden i høj grad.
Nu blev den lille kommentar jeg ville ha´ lagt pludselig meget lang, og måske også for alvorlig...?
All in the name of good, wholesome fun skal du da så ha´ en lille flirt med på vejen: ;-)
@Kirsten - tak for dit input, spændende. Jeg synes det lyder til at du og din mand har flirteriet meget godt in order, så jeg giver dig/jer 7 Lummerkroge med pil opad;-D
SvarSletDet er med flirtere, som med rygere og blondiner :) - de HAR det bare sjovere.
SvarSletSelv arbejder jeg på en (temmelig) mandsdomineret arbejdsplads. Det har jeg det (rigtig) fint med.
Min kæreste kan godt lide, at jeg er flirt-a-licisious for andre mænd, selv kan jeg godt lide den uskyldige flirt. Fornemmer jeg, at den bliver misforstået, er jeg væk.
Jeg kan godt lide tanken om, at min kæreste bliver flirtet med af andre kvinder, og det morer mig, at jeg ved, at det er mig der "render" med ham in the end, men jeg er nok også den type, der bliver jaloux på en ikke særlig konstruktiv måde.
Dobbeltmoralsk - ja i den grad, men det gælder vist ikke kun inden for flirteriet ;)
Jeg har lyst til at kommentere på dit indlæg, for jeg synes det er topgodt. Men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal skrive, for jeg er ikke klog på området. Jeg er ikke flirtemester, faktisk mere et flirtefjog. Hvor der er raffinerede kvinder, der kan balancere olivenen op af en dry martini og spise den på kækkeste vis, så er jeg mere typen, der bælder martinien, kløjes i olivenen og får tandstikken galt i halsen. Jeg mener selv, at jeg bare snakker hyggeligt med folk - mænd såvel som kvinder. Og hvis det "at snakke hyggeligt" med folk er flirteri, så ville jeg bestemt ikke være det foruden. Jeg kan godt lide at mærke kemi mellem mennesker. Det gi'r mig energi og gør mig munter. Og det er fair nok, at min bedre halvdel flirter, men jeg ønsker bestemt ikke selv at være vidne til det!
SvarSlet@Pialouise - Det lyder som jeg har det. Tak for dine tanker.
SvarSlet@M - Åh jo du er en flirt, dertil har jeg læst din blog for længe, måske er du en ubevidst flirter, men selv klodsethed og ironi kan jo være flirtekneb.
Nul putte, jeg ER en herredårlig flirt - og se nu bare hvor mange dage jeg har været om at svare tilbage på din kommentar... Men på den anden side, hvis klodsethed er et flirtekneb, så vinder jeg guldpokaler og medaljer i "flirtning"...tror faktisk bare jeg flytter permanent op og indretter mig på vindertaburetten!
SvarSletTankevækkende indlæg - og så blot tre uger før, du springer ud som nyforelsket i en anden end din kone. Jeg er nysgerrig: Var din flirt allerede i gang her - eller skete det efterfølgende? Og hvis det først skete efterfølgende, hvordan ved man så hurtigt, at man må ud af sit ægteskab?
SvarSletJeg er selv gift med tre børn og nogle gange trækker det tænder ud, men jeg forestiller mig, måske naivt?, at et evt. brud ville være en beslutning, der blev taget over lang tid og ikke 'over natten'. Det er ligesom om, der mangler nogle mellemregninger på din blog. Men måske var det 'bare' en impulsiv beslutning??
@Anonym - Du har ret - og tager fejl! Der er en sammenhæng. Flirteindlægget hænger da sammen med at jeg mødte en anden. Jeg forsøgte at sortere mine tanker, overbevise mig selv om at det var ok, fortælle mig selv at det nok gik over og søgte råd hos læserne af min blog.
SvarSletMen at kalde det en impulsiv beslutning er forkert. Der er så meget historie i det også, og de mellemregninger du efterlyser er præcis hvad der gjorde mig sikker, men dem holder jeg for mig selv. Beslutningen blev ikke taget over natten, men hvis du læser indlægget igen, så vil du også se, at jeg lægger vægt på ikke at luske rundt i månedsvis hvis det skulle blive alvor. Det ville jeg ikke byde nogen. Jeg må dog også erkende at jeg forforsøgte at fortælle mig selv, at det ikke ville blive noget alvorligt... Det gjorde det så alligevel.
Jeg kan love dig for at det ikke er en impulsiv beslutning. Det er ikke noget man gør for sjov. Det er ikke en beslutning jeg har truffet før, og jeg ønsker aldrig at træffe den igen... Ved ikke om det forklarer nok?