Nå Blogland, lets face the music...

Der har været stille på min blog. Meget stille. Tilgengæld har der været støj i mit hovede. Og det er en underlig kombination. Jeg plejer at skrive de ting jeg tænker, og på den måde tømme kraniet for støj, men tankerne har været for mange, og for uafklarede til at de har egnet sig til at komme ud.


Nu føler jeg efterhånden at der er ved at være så mange ting på plads, at jeg igen kan begynde at skrive. For det trænger jeg til. Også selvom de ting jeg skriver i øjeblikket ikke er lutter lagkage*.


Den sidste måneds tid har været et jordskælvs-epicentrum. Hjemmefronten præget af stor forvirring om jobambitioner og fremtid, og udebanen præget af stor udlængsel. Jeg kæmpede med indre dæmoner, ville gerne være den opbakkende og forstående derhjemme, som tog alle verdens problemer med stoisk ro, men jeg narrede åbenbart os begge to. For jeg var opbakkende, jeg så ingen problemer nogle steder, jeg satte aldrig foden ned. Tilgengæld var jeg ikke ærlig. Jeg pakkede mig selv væk! Inderst inde var jeg skræmt og forvirret over magtesløshed og mangel på indflydelse. Det betød også at jeg bøjede som et siv i vinden, og hylede med den ulv jeg var i flok med.

Jeg prøvede også at bagetallisere det, så jeg fortalte mine omgivelser at jeg var lykkelig. Ingen omkring mig har haft en fair chance for at se, at jeg bare var tilfreds, og nervøs. Jeg troede selv at jeg var lykkelig.


Hvad er der så sket, siden det nu er anerledes?


Jeg har mødt en anden. Så banalt og klichéagtigt kan det skrives. Men det er selvfølgelig mere kompliceret end det. For havde jeg været sammen med en anden og været forvirret, skuffet over mig selv eller ulykkelig, så havde jeg nok troet på at det kunne overkommes. Men det er hele kernen. Livet skal ikke overkommes! Det skal leves, og jeg skulle faktisk ikke bruge lang tid (en uges tid) før jeg havde gjort op med mig selv, at min chance for at slippe noget af angsten, nervøsiteten og hæmningerne, ligger et andet sted end hvor jeg var.

Åh jo blogland jeg har ikke sovet eller spist i 3 uger, tilgengæld har jeg røget og drukket som en festival, arbejdet som en hest og forsøgt at tænke samtidig. Det er ikke så klichéagtigt at græsset bare er grønnere på den anden side. Græsset var grønt på min side, men græsset var også 16 år gammelt, og nogle af frøene blev sået af to teenagere i forrige årtusinde, med de erfaringer og forventninger man har når man er 16, 19, 21, 25 eller 32. Meget græs blev godt, men noget groede også 'skævt', hvis man kan sige det sådan. Det blev til indgroede dårlige vaner, med et stærktrodnet, og næsten imunt overfor plæneklipper, hakkejern og endda sprøjtegift (nej jeg er ikke narkoman).

Vi har formet hinanden i alle disse år, og ingen kender mig bedre. Jeg ved hun er stolt af den jeg er blevet, og jeg har det på samme måde. Det er svært at skrive det her, for minderne vælter frem, men det SKAL skrives. Hun er blevet så meget mere og det er jeg også, men drømmene, fokus og fælleskabet delte vi ikke mere. Selvom vi prøvede. Vi forsøgte begge to. Det kan jeg se nu.


Hvad så nu?


Jeg ved det ikke. Jeg ved at vi ikke skal bo sammen. Jeg ved at vi har børn sammen. Jeg ved at vi skal passe på. Også hinanden.
Vi vil gerne være venner. Bedste venner, i den forstand at vi har kendt hinanden længer og mere intenst end nogle andre mennesker i vores liv. Det skal man passe på! Det vil jeg passe på!


Jeg ved også at jeg har et mål. Jeg har mødt en som er helt ubeskrivelig. Jeg har forsøgt, men intet dækker det helt, så jeg vil skåne jer for forsøget, derimod kan jeg dele hvad det gør ved mig: Jeg føler mig som et nyt menneske (klichéagtigt igen jo tak, men det er fanme det der sker). Jeg føler mig også som et bedre menneske, for jeg render ikke rundt og irriteres over noget ved hende. Min tolerancetærskel er øget. Jeg føler mig set og anerkendt i en grad jeg først nu ved at jeg har savnet. Samtidig føler jeg mig skræmt, usikker og forvirret, fordi jeg overhovedet ikke kender hendes reaktionsmønstre på noget som helst. Vrøvler jeg? Måske, men sådan er det lige nu - velkommen i mit hovede!


Hvorfor så overhovedet skrive det?


Jeg kan ikke bede om forståelse eller accept. I må bare stole på mig, når jeg fortæller at det her er ikke noget man gør for sjov. Jeg vil ikke dele årsager eller placere ansvar, skyld og skam, men lyt til at jeg siger det er som det er!
Der er ting i det jeg selv havde svært ved at tage mod til, men jeg kan ikke skrive en blog, hvor 9/10 dele af indlæggene bærer præg af lykke og harmoni, når vores ægteskab er ved at blive afviklet. Jeg ved at SHM (må man stadig kalde hende det?) har en stor stjerne i Blogland, jeg ved endda at der er folk der læser min blog. Og ligesom jeg har det når jeg læser andres, ved jeg også at vores blogs indimellem rører folk og sætter tanker i gang. Det gælder i og for sig både hvis der er stilstand i usædvanlig lang tid, eller hvis man skriver noget sørgerligt, som det her.


Ingen ved hvor tingene ender, men jeg ved hvor vi har været, og derfor ser fremtiden både spændende, skræmmende og udfordrende ud. Forhåbentlig kommer der snart mere muntre indlæg på min og SHM's blog, for det er meningen at tingene skal blive bedre. Men sidder du nu og tænker "Dumme svin, gid hans røv må klø og armene falde af!", så er det ok, men så råder jeg dig til ikke at følge min blog længere, for der vil komme positive vibrationer herfra. Forhåbentlig inden alt for længe.


*Apropos lagkage, så har professor Teflon fødselsdag i weekenden og det har krævet at vi instruerede familien i hvad vi forventer af dem i den forbindelse. Vi forventer først og fremmest opbakning til at få holdt en god dag for drengen. En dag hvor vi ikke snakker om tingene, forklarer og analyserer. Det skal der nok blive tid til i det omfang VI finder det nødvendigt at dele.