mandag den 6. juni 2011

Hip Hurra Det er min fødselsdag!

Eller det er det så ikke, men jeg påtænker at fejre en slags jubilæum 16.6. og det er jo lige om hjørnet. Det er nemlig præcis en måned siden at min iPhone holdt op med at virke den dag, og omtrent et år siden at jeg købte den. Jeg har nu opsporet at telefonen er i Ålborg, så det skal da fejres. Jeg havde engang en arbejdsplads, hvor min chef ikke gad skrive en anbefaling, trods adskillige henvendelser, rykkere og tillidsmandsirettesættelser. Da der var gået et år, besøgte jeg lærerværelset, gav en gang kage og snakkede med alle mine tidligere kollegaer. Da de spurgte om hvorfor der var kage, var svaret at vi fejrede et-årsjubilæum for min manglende anbefaling. Den kom dagen efter. Med anbefalet post!

Nu er jeg i samme situation, nemlig den, at Telia ikke svarer på opfordringer og henvendelser, men måske løftet om lidt gratis reklame og oplysninger om deres garanti og servicepakke kan få dem ud af busken? 16.6. står jeg i hvertfald i Horsens Bytorv og deler balloner ud til børnene og småkager til de voksne, samt en flyer med tryk af mailkorrespondancen mellem mig, Telecar.dk og Telia... Medmindre jeg har fået æblephonen, en forklaring og en undskyldning.

(Ligner det her måske en smartphone? I think not!)

Simon Spies har engang udtalt, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale. Jeg tillader mig nu at tvivle, og lover masser af omtale af Telia, frem mod det kommende jubilæum. Ved to-månedersjubilæet kan jeg måske få en pigegarde til at marchere op og ned ad gågaden? Gode idéer modtages gerne. Sikke en masse reklamekroner Telia der sparer!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar